nyt bekendtskab - Caty

Da hun hørte, hvordan Kira grinede, kunne hun heller ikke holde latteren tilbage. "Min mave skaber sig altid på de mest uventede tidspunkter. Også selvom jeg har spist." svarede hun og var nærmeste ved at falde om af grin.

Da hun havde stillet spørgsmålet, havde hun regnet med at Kira havde sagt, hvad hun vil have, men i stedet gik hun ud for at finde maden frem.
"Selvfølgelig, hun havde jo fortalt at hun havde masser af mad i huset." tænkte hun og tog sig akavet til hovedet og smilede. "Ja, jeg er til tider glemsom og især når jeg er sulten. Ikke altid tænker jeg klart." sagde hun og gik med hende.
"Mange tak! Hvor er det pænt af dig. Hvis det ikke er til ulejlighed, vil jeg meget gerne bede om et glas vin." svarede hun og smilede genert.

Kira smilede bredt og rejste sig for at hente vinen, som lå på en hylle sammen med nogle andre flasker.
"Det er intet problem og særligt ingen ulejlighed. Jeg syndes kun at det er skønt med selvskab. Særligt når jeg har været foruden det i et par uger." Hun hældte vin op i det tomme krus og nikkede til stolen.
"Sæt dig og spis. Hvis du heller vil have frisk kød. Ja, så venter jeg gerne til du har fanget det."

Hun satte sig til bords og ventede på, hun kom tilbage med en flaske vin. Hun havde altid elsket vin - især hvidvin. Hun tog hurtigt en tår og smagte. Det var vidunderligt og smagte fantastisk, så hun blev nødt til at lukke øjnene for at holde lidt på øjeblikket, hvorefter hun sank det. "Det smager jo fantastisk, det her vin! Er det hjemmebryg?" spurgte hun nysgerrigt og studerede vinflasken.

Hun var selvfølgelig ikke meget for at rejse sig, for at jage. Men trangen blev større og større, og det gjorde det ikke nemmere at der var dyr lige uden for huset. "Jeg lover at jeg skynder mig tilbage. Du behøver ikke vente på mig hvis det er, Kira." sagde hun og rejste sig for at gå ud og skifte form. Hun løb hurtigt væk fra hytten og var langt væk, da hun endelig standsede. Der var noget i nærheden, som hun kunne nedlægge. Og ganske rigtigt bag nogle træer stod en flot hjort og græssede. Hun satte i spurt mod den og den nåede ikke ret langt, da hun nedlagde den og bed den i struben til den lå stille.

Hun var mæt, da hun var på vej tilbage, men fik så færten af noget andet. Jægere? Hun standsede op og lugtede og fik øje på jægerne med bue og pile.

Efter at Caty var taget afsted, havde Kira haft en underlig fornemmelse, så hun havde bedt nogle af dyrene om at undersøge området. Et par ræve var kommet tilbage og havde fortalt om at der var nogle jægere i området, hvor til Kira havde rejst sig og fundet sin mors bue og pil. Efter at have varmet træet lidt op, smuttede hun strengen på buen og tog afsted for at se hvad der skete.
Efter at have fuldt rævene lidt tid, fik hun øje på en af jægerne. Hurtigt tog hun en pil på strengen, sigtede og skød. Derefter løb hun lydløst lidt rundt om gruppen af jægere, hvor hun gentog det fra før og sendte en pil af sted, samt flyttede sig lydløst igen. Hun havde endnu ikke ser Caty, men hendes øjne søgte efter hende, når hun ikke så på jægerne for at sigte.

Caty troede at de vil opdage hende og skyde hende, så snart de havde set hende. Hun observerede, hvordan de gik lidt ned i knæ og kiggede sig mistænkeligt om med deres bue og pile. Hun listede langsomt væk i den anden retning og begyndte at løbe, så snart hun var længere væk fra dem.
Hun kiggede sig over skulderen og snusede indad. Intet at bemærke, og snart havde hun fundet en kronhjort i en lysning. Hun sprang i fuld firspring mod den og fik hurtigt fat i dens strube og der gik ikke mange sekunder før den lå stille.
Hun var mæt efter det måltid, og da hun langsomt var på vej tilbage fandt hun jægerne liggende på jorden med pile ind i sig. Hun så forbavset omkring sig, og så Kira lidt længere henne. Hun forvandlede sig om og gik mod hende. "Var det dig, der havde skudt dem? For at redde mig?" spurgte hun overrasket.

Det første hun gjorde, da hun så og hørte Caty, var at smide buen og give hende et varmt knus.
"Hvor er jeg glad for at du ikke er kommet noget til." Hun trådte et par skridt tilbage og så smildenede på Caty.
"Efter du var gået, fik jeg en underlig fornemmelse og bad nogle af dyrene om at undersøge området. En ræv kom tilbage og fortalte om at der var jægere i nærheden. Jeg blev bekymret og ville have dem væk."

Caty blev helt overrasket over at hun fik sådan et varmt knus. Det kom til at minde hende om hendes mor, der hver nat gav hende et varmt kram, før hun gik i seng. Det savnede hun, men nu kom alle minderne tilbage samt den varme, kærlige glæde ved krammet.
Hun lukkede øjnene og holdt om Kira. Hun havde lyst til at græde, men hun lagde alligevel stadig låg på den slags. Da Kira trak sig lidt væk fra hende, smilede hun tilbage.
"Så det var altså dig, der slog dem ihjel. Hvor er jeg bare lettet, igen mange tak fordi du reddede mig. Nu må det vist snart være min tur til at give noget. Du er sådan et godt menneske." sagde hun og måtte holde tårerne tilbage for at de ikke kom til syne.

"Jeg nåede at få noget at spise, så lad os tage hjem til dig så du ikke sulter, og så jeg kan smage den vin." fortalte hun smilende, men kun fordi klumpen i halsen og tårerne havde svært ved at holde sig væk.

Kira fornemmede at der var noget som trykkede Caty, så hun lagde igen armene om hende og trak hende ind til sig.
"Slip du bare dine følelser løs. Jeg går ingen steder. Vi kan spise bagefter." Stemmen var varm og rolig, samt nærmest en hvisken. Hun lod den ene hånd ae Caty ned over håret og den anden holdte hende tæt. Hun begyndte at nynne en stille sang, som hun huskede fra sin mor.

//sang: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
sorry for det korte svar//

Caty havde nogenlunde altid haft kontrol med sine følelser. Hun havde altid kunnet undertrykke dem, eller lægge låg på de følelser, hun ikke ønskede skulle frem. Men alligevel, var de svære at holde tilbage nu hvor hun tilbragte tiden med Kira, som fik minderne frem i hende. Hun kunne stå og bande og svovle af sig selv lige nu, men hvad nyttede det?

Så snart Kira gav hende et kram igen og nynnede, knækkede hun desværre helt sammen. Hvilket irriterede hende. I starten havde det bare været sådan nogle små klynk, men gråden tog til og hun måtte lade tårerne få frit slag. Hun hadede sig selv for det og vil ønske hun kunne spole tiden tilbage. Det hjalp dog alligevel lidt at få følelserne ud. En byrde havde lettet fra hendes skuldre og hjerte, og hun var ikke lige så anspændt, som før. "Tak." hviskede hun og smilede.

//den sang får mig hver gang :´( . Helt i orden Kira //

Hun smilede, selv om tårrene også begyndte at løbe hos hende selv. Hendes tanker var hos hendes afdøde forældre og minderne om den tid hun havde haft sammen med dem. Da hun kunne mærke at Caty var mindre anspændt, så hun på hende og smilede, imens hun blinkede et par tåre væk.
"Det var så lidt" hviskede hun tilbage.
"Min mor plejede at gøre dette for mig, når jeg var for stædig. Lad os gå tilbage og hygge os med et par gode flasker vin. Eller mere." Hendes smil blev bredere ved snakken om hyggen som ventede.

Hun håbede ikke, at hendes humør havde ødelagt alt for meget af stemningen. Men hun var taknemlig for at Kira ikke havde gået, var blevet flov eller havde grinet af hendes følelser. Hun havde blot taget imod dem, som var det helt normalt for hende.

"Din mor vil nok have været glad for at se, hvordan du hjalp en som mig." sagde hun og smilede. Hun nikkede. "Ja lad os taget tilbage og skylle det ned. Måske på flere flasker." svarede hun og lo.

Hun samlede hurtigt buen op og tog Caty under armen, ligesom søskende eller et par gode veninder ville have gjort og begyndte at gå tilbage imod hytten.
"Jeg ved godt at jeg næsten lige har mødt dig. Men jeg har stadig følelsen af at vi høre sammen på en eller anden måde." Stemmen var varm og smilet var stort.
"Og ja, mor ville have elsket at set os to sammen som søskende eller bedste vininder. Hun var altid ked af at hun ikke kunne få flere børn, selv om de prøvede flere gange."

Hun kunne godt lide, at Kira tog fat om hende og at de gik som et søskende eller veninde par. Det glædede hende at høre, at hun ikke var den eneste, som tænkte at de begge på en måde hørte sammen. Caty var en af dem, som troede på skæbnen og at alt havde en mening. Intet var derfor tilfældigt.
"Jeg har det på nøjagtig samme måde, Kira. Jeg ønsker at vores venskab skal vare for evigt." svarede hun og vidste, at det var meget sjældent, at hun sagde det til folk. Det næste, hun hørte var knap så glædeligt.
Hun havde ondt af Kira´s forældre. De ville så gerne have haft flere børn, men de kunne ikke. Hvor var det sørgeligt.
"Det er jeg ked af at høre, Kira. Men i det mindste havde de dig og jeg er sikker på at de var meget glade for at have fået dig." prøvede hun at sige trøstende.

Hun lod sit hoved hvile en kort stund på Catys skulder, imens de gik tilbage til hytten.
"Det er helt iorden. Og ja, de var meget glade for mig, hvilket også var grunden til at de var så beskyttende." Da de fik hytten i syne smilede Kira bredt og så på Caty.
"Som jeg tidligere har sagt, så skal du være velkommen til at bo her lige så tit og længe du har lyst til."
Inde på bordet, stod maden og vinflasken stadig fremme. Og Kiras mave gav sin mening til kende, hvilket fik Kira til at le højt og hjerteligt.

Aha, selvfølgelig var det derfor de havde været så beskyttende overfor Kira. Hun var jo deres eneste barn, og selvfølgelig vil man overbeskytte det eneste, man havde fået.
Hun nød, at Kira lagde sit hoved på hendes skulder. Det gab hende et varmt nærvær og tryghed. "Jeg er meget taknemlig over din gæstfrihed. Og jeg takker mange gange!" svarede hun og smilede.
Hun livede lidt op, da hun så hytten og at vinen stod og ventede på at blive smagt. Da hun hørte Kira´s mave knurre, begyndte hun også at le. Da hun kom ind, satte hun sig til bords og sagde beklagende: "Jeg beklager, at jeg sådan lod dig og vente, og at du måtte forlade bordet."

Hun så smilende på Caty, imens de gik.
"Det er meget hyggeligere at være sammen med nogen end at bo alene." Da de var tilbage i hytten fandt Kira et ekstra krus, som hun fyldte med vin så de begge havde et vinkrus, hvorefter hun satte sig og begyndte at spise roligt. Efter nogle mundfulde løftede hun sit vinkrus og så smilende på Caty.
"Søstre i ånden?"

"Det er helt forståeligt, Kira. Det er aldrig sjovt at være alene." sagde hun og rystede på hovedet. Det var godt at se, at Kira også fik noget at spise. Hun var selv mæt, men var meget tørstig.
Så hun blev glad for, at hun fik et krus med vin i, så hun kunne smage den. Hun ventede dog, til Kira havde fået noget at spise først.

Caty løftede også sit vinkrus og skålede med hende. "Søstre i ånden." bekræftede hun og smilede, og fik så taget en slurk. Den var så god, at hun næsten faldt ned af stolen.

Kira klukkede lidt.
"Ja, vinen er god. Jeg ved ikke hvor mor købte den, men hun sørgede altid for at have en del flasker hjemme." Hun spiste lidt mere imens hun så på Caty.
Der var noget ved hende, som Kira var i tvivl om. På nogle punkter mindede hun lidt om hendes mor og på andre punkter gjorde hun ikke. Kira sad og tænkte på om Caty måske kunne være i familie med hende et eller andet sted på hendes mors side.

"Ej, men den er super god den her vin. Synd at din mor ikke fik fortalt dig hvor hun købte den. Jeg havde købt massevis." Svarede hun og grinede.
Der blev lidt stille efterfølgende, og Caty sad og spekulerede på, hvad Kira mon sad og tænkte på.
Måske hendes forældre, dyrene eller hende.

"Må jeg have lov at spørge, hvad du sidder og tænker på, Kira? Du ser meget tænksom ud. Har du glemt noget eller tænker du på hvor vinen er købt henne?" spurgte hun og vippede hovedet på skrå.

Hun smilede og drak lidt vin.
"Jeg sad og tænkte på at du på nogle punkter lignede mor. Kan du huske om nogle i din familie hed Godrick til efternavn?" Hun drak lidt mere imens hun ventede på Catys svar.
Hendes tanker vandrede en smule igen. Tanker om hvad hendes mor havde fortalt om sin familie, men det var ikke meget hun kunne huske.

Hun blev ved med at have hovedet lidt skrå, mens hun sad og tænkte lidt over Kiras spørgsmål.
Hun havde godt nok en onkel, som hed det til efternavn, men hun vidste selvfølgelig ikke, om det var ham hun hentydede til.
"Jeg havde en onkel, som hed Godrick til efternavn." svarede hun spekulativt efter en lang tids grundig gennemgang af sin familie.

Kira lyste lidt op.
"Det kan betyde at vi er i familie. Jeg kan huske en aften hvor mor og far troede at jeg sov. Der snakkede mor om at hun ikke havde hørt noget fra nogle i hendes familie i længere tid og at hun var bekymret for dem." Hun drak lidt mere af vinen imens hun så på Caty med øjne som lyste af lykke.
"Mor fortalte også at hendes forældre var kede af at hun ikke havde generne til at være shapeshifter."

Caty livede også meget op. Også fysisk. Hun rettede sig mere op, lænede sig en smule ind over bordet og så på hende med store øjne. I familie? Kunne det virkelig passe, tænkte hun og mærkede en varm følelse brede sig. Hun nikkede og smilede.
"Det kan meget vel være rigtigt, Kira. Hvad hed din mor helt præcist? Måske har Godrick snakket om hende?" spurgte hun nysgerrigt, og lå næsten ind over bordet.

Kira lænede sig også længere ind over bordet. Helt opstemt over muligvis at have noget familie endnu.
"Hun hed Lianna. Det var noget med at hendes fars side af familien var shapeshifters. Tror faktisk hun havde skrevet om det i sin dagbog." Hun så kort ind imod det soveværelse som havde været hendes forældres, inden hun igen så på Caty med lysende øjne, som begyndte at skinne gult. Hun var så opstemt at hun fornemmede hvor tæt hun var på at ændre form, bare af lykke.

Caty dirrede nærmest af spænding nu. Hendes øjne blev større og mere blå. Lianna, havde Godrick nævnt et par gange i hendes liv. Hun sad og nikkede før hun svarede. "Han har snakket om Lianna før. Men jeg har aldrig fået at vide, hvem hun var." svarede hun meget opstemt.
Det kunne betyde, at hun havde noget mere familie, og endda hende som sad overfor hende lige nu. Det vil være fantastisk.