nyt bekendtskab - Caty

Kira sprang op med en glad hvinen og omfavnede Caty.
"Jeg er ikke alene. Ikke alene mere." Glædes tåre begyndte at triller neddover hendes kinder, imens hun lo.
"Ved alle guder hvor er det skønt. Det er noget jeg altid har drømt om, for ikke at glemme altid ønsket mig." Hun så smilende på Caty igennem tårefyldte øjne.

I starten blev Caty meget overrasket da hun så, at Kira sprang op af glæde. Men det gik op for hende at hun heller ikke var alene mere længere. "Efter alle disse år!" råbte hun af glæde og begyndte at græde.

Hun omfavnede igen Caty og lod hende græde ud. Hun havde selv brug for at komme af med nogle tåre og bød lejligheden velkommen. Hun hviskede imens de stod sammen.
"Så er det ikke kun i ånden at vi er søstre, vi er det i blodet. Eller måske er vi nærmere kusiner." Hun tænkte lidt og trak sig en smule ud fra Caty uden at slippe hende.
"Har du selv et sted at bo? Eller vil du flytte ind her?"

Hun kunne slet ikke styre tårerne. De løb ned og hun tørrede dem væk, men det hjalp ikke. Hun var så glad, så rørt og så overrasket over at hun endelig ikke var den eneste i sin familie, som havde overlevet.
"Jeg har ikke været så glad siden... ja det kan jeg ikke engang huske." svarede hun og smilede.
At flytte ind hos Kira vil nok være den bedste idé lige nu, tænkte hun. Men hvad med hendes hvalp. Den måtte vel gerne være her.
"Jeg vil være taknemlig, hvis jeg måtte flytte ind her og hjælpe til. Må min hvalp gerne bo sammen med os? Den er derhjemme lige nu?" spurgte hun og håbede ikke at det var for megen ulejlighed.

Hun trøstede Caty så godt hun kunne, og smilede ved hendes ord om at være glad. Da Caty bagefter spurgte om hendes hvalp måtte bo sammen med dem, nærmest lo Kira.
"Selvfølgelig må den det. Jeg elsker unger, om de er to benet eller fire benet. Hvad er det for en hvalp?" Hun var nysgerrig og tænkte at de ligeså godt kunne snakke om det nu.

Hun var så glad for, at hun og Kira havde fundet hinanden. Det var nærmest som om, livet begyndte at gå den rigtige vej nu. Hun havde været heldig, og efter hun havde mødt Kira, var der intet, som havde gået i den forkerte retning.
Hun blev taknemlig, da hun fik lov af Kira at tage hendes hvalp med.
Hun smilede.
"Det er en Siberian Husky hvalp. Den er omtrent 1 år nu. Den hedder Hunter, og har altid været der for mig. Min mor og far fandt den efterladt en dag ude i sneen. Vi ved ikke, om dens forældre er døde, men vi tvivler på, at de sådan uden videre har efterladt den. Jeg fik Hunter, og lærte at opdrage den. Den har altid passet på mig og trøstet mig." fortalte hun og smilede.

Kira smilede og nikkede. Hun var glad for at Caty blev glad for hendes tilbud om at flytte ind. Hun gav Catys skulder et venligt klem.
"Vil du hente den nu, eller vil du vente til senere? I to får det store værelse Det som har været mine forældres. Jeg beholder mit eget som er lidt mindre." Hun smilede og begyndte at tage af bordet, imens hun ventede på Catys svar. Samtidig gik hun og tænkte på om de skulle lave et eller andet, så hvalpen selv kunne komme ind og ud af huset som den ønskede det.

Hun mærkede den dejlige varme, da Kira gav hendes skulder et klem. Det kunne måske være meget godt at hente den nu, tænkte Caty. Hunter skulle bruge lidt tid på, at falde til i det nye hjem han ville få. Han var ikke en, som blot faldt til med det samme. Alt skulle undersøges og udforskes. Nye lugte, nye lyde og nye indtryk. Hun nikkede stille for sig selv, og blev glad for at høre, at hun måtte få et værelse. "Mange tak fordi du sådan tager imod os på den måde." svarede hun og smilede større.

"Hvis det ikke gør noget, tror jeg, at jeg vil hente ham nu. Han skal bruge lidt tid på de nye omgivelser. Måske kunne det være rart for ham også at hilse på nogle af dyrene og selvfølgelig dig, søde. Måske vil han i starten være lidt reserveret, men han skal nok åbne op. Tak for dejlig vin!" fortalte hun og rejste sig. Hun vil gerne have hjulpet til med at rydde op, men Kira var tydeligvis hurtigere mht. det end hun havde regnet med.

Hun smilede. "Jeg vil smutte over og hente ham. Vi ses om ikke så længe." svarede hun og gik ud.

Kira havde lyttet opmærksomt til alt hvad Caty sagde og nikket, da Caty sagde at hun vil hente hvalpen. Derefter gav hun sig til at gøre værelset klar til Caty og hvalpen, samt tjekke op på hvor meget mad og drikke der var i hytten. Hun så også efter hvor meget tøj der var. Godt nok havde noget af det tilhørt hendes forældre, men hun tænke at de altid kunne sy det om, hvis Caty kunne bruge noget af det.
Hun tjekkede også op på beholdningen af urter og salver i det store skab imellem de to værelser.

Caty var overlykkelig for, at hun var taget i skoven den dag. Hvis hun ikke havde gjort det, havde hun måske slet ikke mødt Kira. Og hun havde heller ikke fundet ud af, at hun ikke var den sidste i hendes familie. Hun havde et familiemedlem, som hun var meget glad for at have mødt. Det varmede hende og hun smilede, mens hun forvandlede sig til sin ulveform for at komme hurtigere af sted. Solen var ikke så meget oppe længere, men det gjorde ikke spor. Jægere var som regel ikke ude på denne tid. Eller måske nogen få, men dem vil hun hurtigt kunne opfange med sin snude.

"Jeg skal hjem og pakke nogle ting og hente Hunter. Han kan godt nok ikke løbe lige så hurtigt, som jeg, men jeg løber i hans tempo." tænkte hun, mens hun susede mod hytten. Hun skiftede form og fandt nøglen, som hun havde gemt under en krukke. Hun blev mødt af en glad Hunter, som sprang op og begyndte at hyle, som en slags velkomst.
"Nu skal vi to bo et andet sted. Du må love mig, at være rolig når vi når dertil. Jeg ved, det tager tid for dig at vænne dig til noget nyt. Men Kira, som jeg mødte er virkelig rar og god mod dyr. Så hende skal du ikke være bange for." sagde hun, mens hun sad på knæ og kiggede ind i dens lyseblå øjne. Den forstod hende.

Hun gik og pakkede de vigtigste ting. Smed nogle af de sidste madrester hun havde, ned til Hunter, som slugte det på et øjeblik. Hun pakkede sit tøj, og lidt toiletting, og Hunters ting også.
Hun låste og lagde nøglen ned under krukken igen. Hun forvandlede sig igen. Bar den store taske i munden, og begyndte at løbe. Hunter fulgte med, og han var blevet en smule hurtigere end sidst. "Hvor er du dog en dygtig hund, Hunter." sagde hun i sit ulvesprog. Der kom et tak fra Hunter, og snart var de fremme ved Kiras hytte.
Hun skiftede form, men glemte at lægge tasken ned, så hun røg forover med tasken nede på jorden. Hun grinede lidt, og mente at Hunter også var i godt humør, da han rullede sig mens han hylede. Hun gik hen og bankede på døren og afventede.

"Jeg er her over, Caty." Kira kom gående fra den anden side af lysningen med nogle ville roser og liljer i hænderne. Hun standsede et par meter fra dem, lagde blomsterne fra sig og satte sig på hug. Hun rakte hånden frem med håndryggen opad og smilede, imens hun talte til hunden.
"Goddag med dig smukke."
Hun så smilede op til Caty, imens hun blev siddende.
"Hvor er han skøn. Det er da en han, ik?"

// sorry for det korte svar..

Da Caty hørte Kiras stemme, vendte hun sig og smilede til hende. Hun så, at Kira havde plukket nogle vilde blomster og de var meget smukke. Caty havde godt tænkt, at Kira vil møde og hilse på Hunter.
"Mange tak. Jo, det er en han." svarede hun roligt, mens hun iagttog, hvordan Hunter nærmest krøb mod hende. Ørerne var lagt tilbage, men han var blot lidt nervøs.
Han kom hen til hende og snuste forsigtigt til Kiras hånd. Dernæst slikkede han den og satte sig ned. Nu var han tryg.

//hehe gør ikke spor ^^

Da Hunter havde snust til og slikket hendes hånd, strakte hun armen frem og begyndte forsigtigt at klø ham.
"Nu ved jeg hvad jeg skal bruge de næste par uger eller mere på. Lære ham at kende og forkæle ham." Hendes blik blev spørgende.
"Hvordan har han det med fugle?" Hun ville høre hvad Caty sagde inden hun lod Hunter se sin ugleform, i det tilfælde at han skulle holdes tilbage for ikke at overfalde hende.

Caty kunne lide at se Kira og Hunter komme så godt ud af det med hinanden fra start. Hun havde været nervøs for, om Hunter ikke vil hilse og trække sig.
Hun blev glad for at Kira vil bruge tid og energi på at lære Hunter bedre at kende.

"Hvor er det sødt af dig, at vil lære Hunter at kende. Han elsker fugle, og er altid meget fascineret af dem. Han stopper næsten op og kigger på dem." svarede hun og smilede.

Kira smilede stort igen og så på Hunter.
"Jamen, så må han jo heller hilse på min anden form. Hvis nu han skulle reagere anderledes end normalt, håber jeg du vil stoppe ham." Derpå flyttede hun sig lidt væk fra hunden, tog sin kofte af og forvandlede sig roligt til sneuglen. Hun blev roligt siddende på jorden ved siden af hunden og stolede på at Caty ville reagere hvis der skete noget. Hun gav en lav hoo hoo lyd fra sig, imens hun så på Hunter som nu var noget større end før.

Caty var beæret over, at Kira sådan vil vise sin anden form overfor Hunter. Hun var alligevel på vagt, hvis nu Hunter besluttede sig for at ville jagte Kira. Hun nikkede.
"Jeg vil til enhver tid stoppe ham, hvis han skulle prøve på at jagte dig." svarede hun inden Kira forvandlede sig.

Hun var så fascineret af Kiras forvandling til den smukke ugle. I starten virkede Hunter en smule forvirret og lagde nysgerrigt hovedet på skrå. Hvis Caty havde været i sin ulveform, vil hun nok have forstået Hunter på nuværende tidspunkt. Han stak hovedet tættere på og fik et lille chok, da Kira gav lyd fra sig. Der gik lidt tid, før Hunter begyndte at hoppe af glæde på forbenene og hyle. Det betød ganske enkelt at han havde accepteret Kira, som en ven.

Caty blev så glad, næsten helt rørt så hun fik tårer i øjnene.

Kira grinede indvendig, da Hunter begyndte at hoppe på forbenene og hyle. Hun hoppede lidt bagud, spredte vingerne og slog et par gange, så hun kom i luften. Her fløj hun hen til Caty, rundt om hende et par gange og tilbage til stedet hvor hun var lettet fra. Her forvandlede hun sig tilbage og tog kåben på igen. Hun smilede til Caty.
"Det ser ud til at han har godkendt mig."

//Sorry for det korte svar//

Caty betragtede, hvordan Kira fløj rundt om hende et par gange. Det var et smukt øjeblik - harmoni mellem dyr og mennesker. Hun vil huske dette for evigt, og smilede varmt.
Hun kom til at le.
"Hvor er det godt at I to er blevet gode venner. Så hurtigt plejer Hunter normalt ikke at knytte sig til andre på den måde." sagde hun og nikkede for sig selv. Kira måtte have en god indflydelse på Hunter, siden han opførte sig så eksemplarisk.

Hunter blev igen forvirret og så sig omkring for at lede efter uglen. Han lagde hovedet på skrå og kiggede op på Kira. "Klokken må vel efterhånden snart være 4 om eftermiddagen. Der plejer Hunter og jeg at gå en tur. Vil du med, Kira? Måske møder Hunter nogle andre venner?" foreslog hun og afventede.

// du skal ikke undskylde //

Kira satte sig på hug og kløede Hunter bag det ene øre og hviskede smilene til hunden.
"Du skal ikke være forvirret min ven. Jeg kan forvandle mig til uglen ligesom Caty kan forvandle sig til ulven du kender." Hun rejste sig op igen og smilede til Caty.
"Ja, Jeg vil meget gerne med på jeres gåtur. Så kan i også se mere af området." I udkanten af lysningen stak forskellige dyr hovederne frem for at se hvad det nye dyr var for et og hvad den lavede her. Kira vinkede efter dem, og bad dem komme og hilse på hendes kusine og Hunter, som var en hund. En kronhjorte buk kom langsomt frem på stive ben og rystede lidt med sit store gevir, klar på at sænke det til angreb hvis det var nødvendigt. Han stansede ved siden af Kira og bøjede sig lidt for at snuse imod Hunter.

Caty nikkede for sig selv. Det var rart at Hunter opførte sig så eksemplarisk og sød. Hun observerede, hvordan Kira satte sig på hug og fik kløet Hunter på et af hans yndlingssteder - nemlig bag øret. Han nød det vist, for han lukkede øjnene og det lignede han smilede, da han åbnede munden lidt.

"Tak fordi du vil gå med, Kira." sagde hun og smilede, mens de gik tur udenfor. Det var så magisk, da dyrene stak hovederne frem af nysgerrighed. Så tæt på dyr havde hun ikke været som menneske. Hun havde dog været tæt på dem, på en anden og ikke særlig mild måde. På en måde fik hun ret dårlig samvittighed over, den måde hun havde flået de stakkels dyr, bare fordi hun var sulten.

Hunter var meget nysgerrig og betragtede den store hjort med sit gevir komme nærmere. Han løftede ørerne, men det ene øre hang fordi der ikke var brusk nok. Da hjorten snusede, slikkede Hunter blidt den store hjort lige på snuden. Den logrede med halsen og stillede sig, så den vil lege.

Kira lagde beroligende sin hånd på kronhjorten og da Hunter blidt slikkede den på snuden, nøs den med ørene vent fremad. Kronhjorten gengældte det blide slik på Hunters snude og begyndte derefter at 'danse' rundt om Hunter. Et par kid som var omkring tre måneder gamle kom springende ind imellem dem imens de udstødte små glade lyde. Det ene kid skubbede blidt til Hunter inden det igen begyndte at springe omkring.
Kira slog en latter op ved kidenes ankomst og deres forsøg på at få Hunter i leg. Hun gik hen og tog Catys ene arm, så de gik som et par veninder.
"Den nye generation har allerede accepteret Hunter, i hvert fald hos kronhjortene. Hvilket plejer at betyde at de andre hurtigt følger efter." Kira smilede og forsatte med at følge med Caty, imens kidene sprang rundt og andre dyreunger begyndte at kikke frem.

Hun kunne ikke lade være med at smile af Hunters reaktion på kronhjortens måde at gengælde slikket på. I starten nøs den, men den logrede stadig med halen. Da kronhjorten begyndte at danse rundt om ham, begyndte han at hyle, mens han hoppede på bagbenene. Det bedste ved det hele var, at der også kom små kid til. Gad vide, om Hunter tog det lige så pænt, som med hjorten. Der var intet at frygte - han begyndte også at lege med kiddene, da han mærkede det lille puf fra kiddet.

Caty gik lidt for sig selv, og tankerne blev heldigvis afbrudt, da Kira kom hen til hende og tog hendes ene arm. Hun smilede. "Jeg er meget glad for at dyrene tager godt imod Hunter." svarede hun og tænkte stadig.
"Jeg har besluttet mig for ikke at jage dyr mere." sagde hun lige pludselig. Tanken havde strejfet hende før, men når hun blev sulten, var det ikke til at styre.

Kira smilede og fulde dyrenes leg imens de gik. Men med Catys sidste ord, så hun overrasket på hende.
"Det vil du kommet til at fortryde. Jeg høre selv til rovdyrene og jager selv fra tid til anden. Men aldrig blandt de dyr, som jeg kalder venner. Som regel flyver jeg længere ind i skoven eller uden for skoven og jager der." Hun smilede igen, imens hun forsatte. Hun pegede på et dyrestier og forklarede dem efter tur..
"Hvis vi følger denne, så kommer vi til Firewood Village. Og denne fører til den flok, som bor her i den vestlige del af skoven."
Et par ræve- og bjørneunger sluttede sig til hjortekidene og Hunter. Et par egern kom løbende hen over grenene og ned på deres skuldre, hvor de begyndte at undersøge lommer for godbider. Kira klukkede storsmilende og løsnede en pose fra sit bælte, som viste sig at indeholde solsikke frø. Begge egern forsynede sig hurtigt og satte sig derefter tilrette på deres skulder for at spise.

Hun kunne godt se, hvad Kira mente. Det vil være en stor selv pinelse for hende. Men ja, hun måtte gå dybere ind i skoven for at finde nogen dyr, som hun ikke kaldte for venner. Hun nikkede eftertænksomt og smilede. Hun lyttede, da Kira fortalte om en sti som førte til en flok.
Det lød temmelig spændende. "Det lyder ret spændende, Kira." svarede hun og små lo, da hun så andre dyr komme til. De var så kære, de små dyreunger. Så uskyldige og legesyge.

Der var noget, som konstant nagede hende, men hun vil ikke sige det sådan uden videre. Det eneste hun sagde var: "Én flok søger jeg. En, jeg har søgt så længe efter. Finder jeg den flok, vil de ønske, de aldrig var blevet født." mumlede hun.

//Sorry for det sene svar//

Kira smilede da Caty nævnte at det lød ret spændende. Dog drejede hun hovedet og så på Caty, som mumlede noget om at hun ledte efter en bestemt flok og ud fra det sidste, fornemmede Kira at Caty bestemt ikke havde noget godt i vente for den flok. Hun var bekymret for sin kusine, som hun lige havde fundet og ønskede at gøre hvad hun kunne for at hjælpe. Hun puffede blidt til Caty imens de gik.
"Hvor i skoven boede du og din familie den gang? Det kunne være at jeg kunne hjælpe." Et par hornugler kom flyvende og landede et lille stykke foran dem, hvor de begyndte at tale med deres hoo hoo. Kira standsede og lyttede kort, inden hun blidt frigjorde sig fra Caty og løsnede kåben.
"Undskyld mig et par minutter." Derpå forvandlede hun sig og fløj op til hornuglerne. De talte sammen i et par minutter hvorefter hornuglerne gik på vingerne igen. Kira fløj ned ved siden af Caty, forvandlede sig igen og tog kåben på igen. Hendes blik var tankefuldt og vredt.

// Intet problem - du er ikke sent på den //