nyt bekendtskab - Caty

Ud af øjenkrogen, kunne hun fornemme at Kira var bekymret for hende. Hvilket jo selvfølgelig var klart; hun var ikke helt sig selv. Hendes barndomsminder var begyndt at træde til, og nogle gange så hun den nat for sig flere gange på en dag. Hendes følelser, tanker og selve natten der føltes uendelig lang. Hun havde ikke vist, hvor hun skulle løbe hen til at starte med, men hun havde fundet en lille grotte at gemme sig i.

Hun mærkede et lille puf, og smilede til Kira for at skjule hendes frustrationer. "Min familie og jeg boede i den østlige del af Ashen Wood. Så vidt jeg husker." svarede hun eftertænksomt. Der kom pludselig nogle flotte hornugler i nærheden. Hun observerede, hvordan Kira forvandlede sig og snakkede med dem inden hun kom tilbage og så sur og tankefuld ud.
Hun rynkede brynene. "Du ser tankefuld ud Kira. Hvad er der sket?" spurgte hun bekymret.

Hun rettede blikket hen på Caty. Hun viste ikke hvordan hun helt skulle sige det, men hun ville heller ikke lyve overfor sin kusine.
"Jægere er begyndt at være mere aktive her i den vestlige del af skoven. Hvilket betyder at der er stor risiko for at vores hytte vil blive opdaget." Hun tænkte lidt inden hun forsatte.
"I øjeblikket holder de to hornugler øje med de nærmeste jægere, som er omkring 3 dages rejse fra os."

Eller var det den sydlige del? Jo det var! "Det var den sydlige del." svarede hun flovt.
Hun kunne virkelig se, at der var noget, der nagede Kira en del. Hun lyttede opmærksomt til det, Kira fortalte at gjorde store øjne. Shit.. det er ikke godt, der her." tænkte hun og rynkede brynene af bekymring. De vil slå dem ihjel, hvis de fandt dem i deres dyreform. Og de vil aldrig få fred.
"Skal jægerne absolut jage i vestdelen? Det er ikke noget de har gjort før sådan rigtigt." svarede hun og lød usikker på, hvad de skulle gøre.

Kira lagde roligt sin ene arm om sin kusine og smilede beroligende.
"Nej, det er ikke normalt at de er så tæt på, men lige nu skal vi ikke bekymre os så meget om det. Vi får besked af uglerne når der sker noget nyt. Jeg håber på at de bare holder sig på de tre dages afstand, Ellers bider vi fra os."
Hun viste ikke helt endnu hvordan, men hun plejede at finde på noget, hvis det var nødvendigt. Og hun så ingen grund til at skulle jages væk fra den hytte hun havde levet i hele hendes liv.

Hun lyttede og smilede til hende i håb om, at det heller ikke skete dem noget. Men hun kunne alligevel ikke lade være med at spekulere på, når hun var ude og jage, om de så kunne finde på at angribe hende. "Ja, vi må forsvare os. Sammen er vi dog stærkere!" svarede hun og lo.
Hun betragtede Hunter, der løb rundt og legede med de andre dyr. Pludselig synes Hunter ikke, at han gad være sammen med dem alle sammen, for han løb direkte ind mod en lidt mørkere sti og forsvandt.
"Hunter! Kom så tilbage!" råbte Caty chokeret og løb efter ham. Han havde aldrig opført sig så sært, tænkte hun og overvejede, om hun skulle skifte form.

Kira smilede og nikkede til Catys ord om at de måtte forsvare sig. Hun åbnede munden for at sige noget men nåede ikke andet end at trække luft ind, før Hunter stak af og Caty løb efter ham. Kira løb lige ledes efter dem og råbte til Caty.
"Smid tøjet og skift form. Jeg følger efter." Hun bestemte sig for selv at vente med at skifte form til Caty havde gjort det. Så ville hun samle tøjet sammen og flyve efter dem.
Hvad der havde fået Hunter til at stikke af, viste hun ikke. Men det havde fået dyrene til at stivne og nogle af dem løbet væk.

Caty smed tøjet og skiftede form øjeblikkeligt efter Kira havde råbt det. Hvad fanden skete der for Hunter? tænkte hun irriteret, mens hun var ved at indhente ham. De var nået langt ind i skoven, før hun fik stoppet ham. "Hvad foregår der, Hunter? spurgte hun alvorligt og tog ikke øjnene fra ham. Hun håbede, at Kira havde kunne følge med.
Hunter svarede med en lille stemme: "Der sker et eller andet herude, og jeg kunne fornemme at noget ikke var, som det skulle være." Caty lagde hovedet på skrå og fulgte efter ham. Han viste hende noget, som ingen nogensinde skulle se i deres liv.
Foran dem lå 2 ulve, skudt og døde. Hunter og Caty begyndte at hyle, ligesom for at sørge over dem. Sådan gjorde de, hver gang nogen af deres slags døde.

Det gjorde ondt at se dem sådan og Caty forvandlede sig tilbage igen og satte sig op af et træ.

Hun skyndte sig at samle Catys tøj sammen og ligge det i sin kåbe. Derefter skiftede hun form, greb bylten og fløj efter Caty. Hun fik hurtigt øje på hende og Hunter, og holdte sig i nærheden. Hun fulde efter dem frem til stedet hvor de fandt to døde ulve. Hun landede i nærheden og gik forsigtigt frem til Caty med tøjet.
"Det gør mig ondt. Var det nogen I kendte?" Stemmen var rolig og lav.

Caty tog sig sammen og trak vejret dybt, for at standse gråden. Hun kiggede på Kira med sine tårefyldte øjne. "Så vidt, jeg husker, er det mine forældres venner. Men det er længe siden, vi har set noget til dem - og ærlig talt troede vi at de var døde. Det er de så nu." fortalte hun og forsøgte at synke den store klump i halsen. Hvorfor lige dem? Hvorfor skulle det gå udover hende?

"Jeg er taknemlig for at du vil bære mit tøj, Kira. Tak for det." sagde hun og smilede. Hunter slikkede hende i hovedet. "Måske skulle vi bare tage hjem. Eller hvad siger du, Kira?" spurgte Caty.

Kira knælede, lagde kåben om dem begge og omfavnede sin kusine. Catys tøj havde hun lagt ved siden af dem, da hun knælede. Hun havde ingen ord for det som var sket.
"Bare græd." Hendes stemme var hviskende og forstående.
"Når I to er klar, så tager vi hjem." Hun lod den ene hånd glide ned over Hunters hoved.

Tids hop

Da de var kommet tilbage til hytten, tændte Kira op i ildstedet og satte en gryde over med en stuvning, som hun regnede med at de kunne spise. Hun fandt også en lårkølle som Hunter kunne få, når de skulle spise. Hun så smilende på sin kusine.
"Du kan vise Hunter jeres værelse, så ordner jeg aftensmaden imens."

Caty var glad for at Kira kunne forstå hende, og lade hende græde ud. Hunter blev i lidt bedre humør, da Kira strøg en hånd hen over dens hoved.

Hun var så glad for, at Kira havde taget så godt imod dem. Hvad skulle hun dog have gjort uden hende, tænkte hun og smilede, da de var kommet tilbage. "Tak fordi du trøstede mig, kusine! Og så viser jeg lige Hunter vores værelse. Kom Hunter." svarede hun og fik Hunter med. Kiras hytte var så hyggelig indrettet, og hun elskede varmen og energien her. Hunter gik nysgerrigt rundt og snusede til alle de nye indtryk, der måtte være.

"Det er virkelig rart at du vil lade os bo her, Kira." fortalte hun smilende.

//sorry for ikke at have svaret. Har skulle flytte //

Hun smilede forstående til sin kusine og vinkede til hende. Derpå begyndte hun at dække bord og fandt en flaske vin frem fra sin mors lager. Hun fyldte også en kande med koldt vand, samt fandt en skål vand til Hunter som hun satte på gulvet ved siden af vandpumpen.
Hun så lidt til stuvningen og smagte lidt på den, hvor på hun kom lidt krydderier i for at give den lidt ekstra smag.
Efter ca. tyve minutter var stuvningen klar og hun havde skåret lidt brød, som hun satte på bordet. Derpå kaldte hun på Caty og Hunter. Hun tog lammekøllen og rakte den til Hunter med et smil.

// Intet problem Har slappet af og hygget mig med lidt andet //