And I think it's finally about time for...

Tid Det er omkring eftermiddagstid
Sted The Black Hounds territorium, specifikt lokaliseret i hendes tronrum [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Omgivelser Se billedet, men ellers mange fra flokken (rådgivere og krigere)
Vejr Udenfor skinner solen smukt
Påklædning
- Tøj Hun er iført noget mørkt tøj [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] +
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Hår + Makeup + Smykker Hendes hår er flettet sammen  [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har sit velkendte ansigtsmake-up på ud [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]. Hun har også smykket mellem sine øjenbryn (et symbol på hendes magt) [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
- Andet Hun har et rødt stof om sit hår [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] røde stof om sit hår.

Emnet er tilegnet [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

De fleste var efterhånden kommet frem, og havde placeret sig i det store rum. På tronen sad Niylah, og betragtede sit folk. De fleste var forvirret for hvad der skete, netop hvorfor hun havde tilkaldt dem til et form for møde. Egentlig undrede det hende heller ikke, ikke engang hendes rådgivere havde fået af vide hvad der skete, netop fordi hun gerne ville gøre det hele til en stor overraskelse. Hun havde altid vidst, at hendes kære datter Raksha altid havde følt sig smidt til side, som om hun ikke betød noget, hvilket på mange måder var hendes egen skyld. Dog havde hun ikke altid nemt, ved at udtrykke hvordan hun havde det med folk, hun havde trods alt sjældent sagt til Caleb, hvor meget hun nød hans selskab i sengen. Hun havde dog håbet, at ved denne gerning, at hun kunne vise sin højtelskede datter, præcis hvor meget hun holde af hende, og hvor meget hun anerkendte hende som kriger og datter.
Da de sidste endelig var kommet ind, rejste hun sig op og som forventet blev alle stille "My dear people, this meeting may feel weird, especially since none of you know, why I have gathered this meeting" et mindre smil formede sig på hendes læber, og hendes grønne øjne fandt Raksha i gruppen af folk "I feel as if this is something that I should have done a long time ago" hun rakte sin ene hånd frem "Raksha my dear, can you please join me?" spurgte hun, samtidig med hun lagde hovedet på skrå og for et kort sekund, kunne man se kærligheden og stoltheden, som hun havde for Raksha.
Ved Raksha's side stod [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], som egentlig ikke burde være der, men hun var der fordi hun ikke gad forlade Raksha's side. Hun holde blidt sin elskede i hånden, alt i mens hun hvilede sin kind imod hendes skulder. Dog da Niylah bad om at Raksha komme til sig, puffede hun blidt sin elskede frem imod sin mor, specielt fordi hun syntes at Raksha ikke bevægede sig hurtigt nok "Go my love" sagde hun blidt, Rhaella havde aldrig været den bedste til følelser, og på det punkt kunne man sige, at hende og Niylah havde mange ting til fælles, dog forsøgte hun altid sit bedste for Raksha, for i sidste ende ville hun jo gøre alt for den kvinde.
I baggrunden stod [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], han havde armene over kors og betragtede det hele ske. Han vidste ikke hvorfor, men et sted havde han altid følt sig, som en form for outsider. Jo havde han et rigtig godt forhold til Caleb, men det var ikke fordi der direkte, var noget som holde ham fast, hvilket nok også i sidste ende, forklarede hvorfor han så ofte gik på ture væk fra skoven. Han skyldte Niylah alt, hun havde trods alt hjulpet ham, da han nærmest ingen havde og dog følte han sig også så alene. Det var i sidste ende nok også på grund af dette, af han til tider agerede som et mindre røvhul, og ofte trak sig væk fra andre.

Hun kunne tydeligt se på Raksha, at dette ikke just var noget hun havde forventet, det fremstod tydeligt i hendes usikre blik, og hun behøvede næsten ikke være tankelæser, for at vide hun måtte være ekstremt forvirret. Da Raksha endelig var kommet op til hende, og havde taget hendes hånd, gav hun blidt sin datters hånd et klem "it's okay, you have done nothing wrong" sagde hun, som for at forsikre hende om, at der intet var galt og at alt var helt perfekt. Grunden til, at hun intet havde fortalt, og egentlig havde holdt det hele hemmeligt, var fordi hun helst gerne ville gøre det til en ekstra stor overraskelse for Raksha. Hendes kære datter havde følt sig så smidt til side, og det kom endda af at hun faktisk var en ganske god kriger, så i sidste ende var det vel også kun på tide, at dette skulle ske
"I believe it's about time that my dear daughter is rewarded for all the things she has done. For as long as I have known her, she has been strong and stable, she is always there when I need her" hun vendte kort blikket imod folket "From this day on, and forever forward Raksha will act as my second in command, she will be my Beta and should I parish in battle, then she will take over as Heda" hun vendte sit blik imod Raksha, og det var tydeligt at hun havde en stor stolthed for hende, og ikke mindst kærlighed "Long live Raksha" hun tog sin datters hånd op, og smilede stort.
Rhaella kunne man nærmest beskrive som Raksha største fan, så da Niylah præsenterede Raksha som værende hendes næstkommanderende, kunne hun ikke holde sin glæde tilbage. Hun havde altid hørt sin elskede snakke om, hvordan hun i bund og grund frygtede, at hendes moder ikke havde samme kærlighed for hende, som hun bar for enten Wade eller Odette, og selvom hun egentlig ikke kendte nogen af dem, så brød hun sig ikke om dem. Hun var dog så dårlig til, at komme med fornemmelser, at hver gang hun prøvede, fik det hende blot til at se mere dum ud end farlig. I glæden over at dette endelig skete for Raksha, løb hun op imod hende og krammede hende, hun havde ingen ide om, at det måske ikke var anset for okay, i hendes verden var det og hun ville vise hun elskede og støttede Raksha. Blidt kyssede hun hende "I'm so proud of you"
Christopher havde lagt mærke til Caleb, som stod lidt fra ham. Han havde hørt de mange rygter, om hvad hans kære ven gjorde med deres leder, dog havde han faktisk ikke troet på dem selv. Der var trods alt så mange rygter og meget af tiden kunne man ikke stole på dem. Dog fortalte Calebs blik nærmest hele historien, så ikke nok med at han delte seng med deres alfa, så så det ud til at den barme mand også havde følelser for hende. Han listede sig stille hen til ham "Are you imagening what you're going to do to her later on?" spurgte han med et drillende smil på læberne. Han anså Caleb for at være sin ven, og kunne derfor godt drille ham lidt. Han klappede ham på ryggen, og vandrede videre hen til Odette, som han stilte sig ved siden af, drillende puffede han til hende med sin skulder. Han kunne relatere til hende, på det mål at de begge havde svært ved at finde et sted, som de rent faktisk kunne kalde deres eget. Han havde drillende gået ned i hendes niveau, så de fremstod ligehøje, dog havde han sine knæ bukket ret meget "What do you say about you and I get out of here?" han hævede drillende øjenbrynet, og det skæve smil fremstod charmerende på hans læber.

En af de få som rent faktisk havde kendt til det hele, var [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] og han var egentlig ikke superglad for situationen. Han havde en underlig og måske endda sygelig besættelse med Niylah, en hun dog ikke selv kendte til. Da hun havde erklæret Raksha, som værende hendes Beta, trådte han også frem. Hun betragtede ham med et blidt smil på sine læber, han var hendes mest betroet allierede, han havde altid været en del af hendes liv, da hun havde brug for støtte var han der for hende. Hun betragtede ham som han holde et bære frem, hvor i der var en form for sort maling. Det var en del af deres traditioner, at når en person fik en titel, enten som leder eller beta, at så skulle de males i ansigtet, mens der blev udtalt vise ord
"En roots grew" (And the roots grew) sagde han, som han dyppede sin finger i malingen "seeds soujon kom laik hou Oso yu don forgotten, fig au soil ona qresh" (The seeds travelled from a home we’ve forgotten, finding soil on Qresh.) han lod sin tommelfinger glide hen over hendes øjenlåg og dyppede igen sin finger i det "En roots grew" (And the roots grew) som han sagde ordene, ville alle gentage hvad han sagde. Kort mødte hans blik Niylah's og det var tydeligt hun stolede på ham, men var uvidende om hans sande tanker omkring hende "Kom Won houd gon Tu natshana, Won nomon Tri gon gedanes yumi Ogeda" (From one world to two moons, one mother tree to unite us all.) igen malede han hende hen over øjenlåget, denne gang det andet. Rhaella betragtede spændt det hele, som hun så til mens hendes elskede fik titlen, i hvert fald mere officielt "En when Oso gyon op em branches hod yumi, En when Oso tire em trunk shelters yumi, En when Oso die em roots na carry yumi hou" han gav skålen til en vagt, og holde sine hænder oppe, og det samme gjorde Niylah "Praise trees" sagde han, og alle gentog hans ord, derpå satte han en prik på hendes pande. Med dette sagt var alt gjort officielt. Med sit arbejde gjort, forlod D'avin rummet.
Niylah smilede stolt til sin datter, hun havde altid været stolt af hende og ville nok altid være det "I am so proud of you" hun lagde blidt sin hånd imod Raksha's kind "I may not always have been the best mother, but know this, no matter what happens, no matter whats going to happen, I will always love you, always trust you and always treasure your life more than my own" hun vidste sjældent svagheder, men dette var et af de øjeblikke hvor hun gjorde.
Da Odette sagde god for, at de kunne tage af sted, smilede han skævt. Han lod hende endda trække sig væk. Som de gik forbi Caleb, hævede han drillende øjenbrynet. Før de nåede ud, greb han fat i hende og svang hende over sin skulder, han klappede hende på låret og grinede, som han løb væk fra tronsalen. Det var udelukkende kun ment drillende, hvilket kunne høres på hans latter, og det faktum han holde godt fast om hende, og hele tiden sørgede for at hun var sikker.
Efter de havde forladt rummet, begyndt folk ligeså stille at smutte væk. Niylah selv gik stille imod Caleb, som hun betragtede med et mystisk udtrykke "So how did you think it went" spurgte hun og samtidig lagde hun sin hånd imod hans bryst. Der var et legende udtrykke i hendes øjne, et hun tillod ham netop fordi alle havde forladt rummet, og de nu var fuldkommen alene...selvfølgelig hvis man også så bort fra D'avin, som havde gemt sig, og siden han kendte stedet ligeså godt som Niylah, så kendte han alle gemmestederne. Han hade når folk de rørte ved hende, hade når folk kom tæt på hende.