Et tilfældigt sted - skoven. (Azriel)

S: skoven
O: Træer, buske...
T: eftermiddag
V: let overskyet, en lun brise.

skoven var et roligt sted, selv på dette tidspunkt. Det var ellers et af de tidspunkter hvor folk fik fri og derfor invaderede byens gader.
Det passede Amaranthe helt fint. Lidt fred og ro til sine egne tanker.
Hun forventede ikke at møde nogle onde uhyre eller hvad der ellers gemte sig i skoven og blev mest til hovedvejen, der skulle føre nogen lunde sikkert gennem skoven.
Denne eftermiddag havde hun nogle sorte læderbukser på. De sad ikke helt så stramt, som navnet kunne antyde, og var skåret op for nede så de blafrede let for hvert skridt hun tog. Der ud over en hvid trøje af normal bomuld, som gik ned over den ene skulder.
Hendes lange, gyldne hår var løst og gled ned over hendes skuldre og ryg, bølgede let i en brise mens hun gik.
De mørke øjne var tegnede op af makeup.
og kronen på værket, nogle sandaler.

Skoven undrede hende lidt. træerne var helt askegrå, noget hun ellers kun så sjældent.
Om der gemte sig en varulv her? Man viste aldrig. Men sikkert ikke den hun ledte efter.
Hendes blik var ikke ligefrem venligt, men mere afmålt og lidt hårdt. Måske lidt koldt.
Hendes tanker gled i samme retning, som altid når hun var alene...De ting der var sket og hvor meget hun enlig bare ønskede at få fat på ham...denne varulv der havde ødelagt og forandret hendes liv!

Azriel var ude og træne som altid om eftermiddagen, han hadet sin sorte dragt på mens hans hvide vinger var strakt ude og lyset omkring ham skar nærmest en i øjnene. han sad ned og bad som han altid gjorder hver dag inden han skulle træne han vidste ikke rigtig hvorfor han hadet guderne mere en dæmoner og alt andet. efter han hadet bedt i godt og vel 5 minutter rejste han sig op tog en dyb indånding og begyndte at dreje rundt og skyde ild gennem fingerspidserne han lukket sine øjne igen hoppede en gang og sigtede mod jorder og lavet ild igen og det gjorder han igen og for hver gang han gjorder det åndet han ind og ud for hvert eneste slag han slavet han svedte en lille smule efter at det kravede stor koncentration at lave ild han kigget lidt op på solen, og trak sit sværd som han hade i sin venstre side han gik hen til et træ og begyndte at slå til det mens han bevægede sig ligesom en bokser. han kigget lidt rundt efter som han syntes han kunne føle at der var nogen efter noget tid stak han sit sværd i jorder og satte sig ned og mediteret. man kunne se svedet dråbe ned fra ham som regn. han indåndet let og elegant for at slappe lidt af. da han rejste sig igen tog han sin sorte kåbe af mens han stadig hadet nogen løse skind bukser på inden under og sit kors rundt om halsen han kigget op og hoppet alt hvad han kunne. han hoppede ca 15 meter op i luften han kigget på solen og smilte lidt han elsket ikke noget mere end solen efter som han fik sine kræfter fra solen

Turen gennem skoven var ganske rar. Hendes tanker gled endelig fra hendes fortid og videre ud i helt andre spor.
Hun stoppede op på sin vej og plukkede nogle blomster til en fin lille buket. Normalt var hun ikke sådanne...tøsede ting, men hun var jo alene, ingen til at bedømme det og det virkede ganske afslappende...Og normalt. Det var nok det hun savnede mest for tiden. Noget normalt. over alt omkring hende skete der hele tiden nye ting og det krævede energi at følge med!

Hun fik øje på nogle specielle røde blomster inde mellem træerne og valgte at gå væk fra stien og samle nogle af dem. De ville passe godt til de blå og hvide farver hun allerede havde i buketten.
Hun mærkede græsse kilde let på hendes fødder. Luften var frisk...
Men så blev den en anelse...tyk. Og fik en lidt speciel lugt...lugten af ild. Hun stoppede lettere overrasket op og lod de mørke øjne glide over omgivelserne, selv om bladene på træerne og buskene gjorde det lidt besværligt at se ret meget.
Hun slap sin buket, alle blomsterne faldt til jorden, da hun fortsatte ind mellem træerne, hun fulgte lugten.
Det overraskede hende hvor langt hun skulle for at finde kernen til dette, hun glemte nogen gange at hendes sanser var stærkere nu end da hun havde været menneske.
Men endelig nået hun til an lysning af en slags...
Men her var ingen. Hun viste ikke at den person der lige havde været her, lige var fløjet sig en tur.
Hun viste bare her lugtede lettere brændt, uden noget var i brand eller alt for svedent. Og så en svag lugt af...hvad var det nu for en race? Hun havde ikke helt lært dem udenad selv om hun kæmpede med det.
engel måske? Ja...Deromkring. Hun kiggede sig endnu en gang omkring i lysning mens hun undrede sig let. Hendes parader var igen kommet op og øjnene havde fået deres kølighed igen.

Azreil var stadig i luften mens han svævede ned han kigget lidt på solen han kunne se at han skulle til at løbe snart om en times tid, han kigget lidt ned mens han spredte hans vinger for ikke at falde. da han hadet landet tog han hans sorte dragt på igen han hadet ikke set den person der var på området han tog hans sværd op svingede lidt med den og tog den ned i hans hylster igen, han tog en elestik frem fra hans taske som stod over ved et træ efter som han svedte lidt og det begyndte at irrterer ham at hans lange hår faldt ned i øjnene på ham, han satte det lidt op i en hestehale og tog hans taske han vente sig om og oppenede hans øjne som var lidt lukket i det han så en person en kvinde. han stoppede lidt op efter som han ikke vidste om hun var venlig eller fjendtlig "hvem er du" sagde han mens han satte sin taske ned på jorden han holdt øje med hende mens han satte sig ned med det ene knæ på jorden han begyndte at mærke han nok skal ikke slippe hende af syne ellers slår hun ham ihjel med det samme. han så sig hurtigt omkring for at se om hun hadet nogen venner med sig han hadet stadig sine vinger strakt ud selvom han vidste hvad han allerede var gjorder det bare at han hadet en fordel efter som han kunne bruge sine vinger til at flyve op også længe solen er der kan han bruge sine kræfter

hun vente sig hurtigt om da hun hørte lyden af vinger og lidt efter så hun denne engel lande. Han bemærkede hende vist ikke med det samme, så hun blev bare roligt stående, mens hun lod blikket glide over hans krop. han trænede en del kunne hun se og det så slet ikke værst ud...Dog brød hun sig ikke om vingerne...alt for store og lyse. Mindede hende mest om et lille dengse...som altid gjorde hvad lærerne ville have denne til.
Hun slog ud med håret og han så endelig på hende, som hun afslappet stod der i den anden ende af lysningen. Hans usikre bevægelser fik hende til at smile.
"Hej engel" sagde hun og gik lidt tættere på, men stoppede dog op da han åbenbart var parat til at angribe. åh nej dog...
"Så slap dog lidt af, altså!" udbrød hun, som den person hun jo var.
"Jeg har skam ikke tænkt mig at gøre dig noget! Hvem gør en engel noget, ikke? Jeg kom tilfældigvis forbi. For at svare på dit spørgsmål er jeg Amaranthe. Og så skylder du mig også et svar om hvem du er?" spurgte hun, en anelse køligt og afmålt, men ikke direkte uvenligt. Hun lignede ikke ligefrem en der skulle til at springe på ham...i hvert fald ikke endnu.

Azriel var stadig paret til mod angreb de seneste par dage har været hårde efter at blive stærkere, *hun virker flink nok* tænkte han mens han rejste sig igen og sin-kede lidt sine pareder "mit navn er Azreil Naya´il og jeg kan ikke lig engle så hver så venlig lade hver med at kalde mig det" sagde han med en venlig tone fald for at rette op på at være agrarsiv mod hende han tog sin taske på ryggen igen
"og du må undskylde at jeg var agrarsiv mod dig før" sagde han og gik tætter på venligt for at virke som om det ikke var i hans tanker at komme til at slårs mod hende det var så heller ikke menigen han har jo tros alt brug for så mange som muligt så han skal jo være venlig imod hende. "hyggeligt at møde dig" sagde han mens han smilte til hende og ragtre sin hånd frem for at hilse venlig på hende med et lille varmt smil på læben

Hun løftede det ene øjenbryn et øjeblik.
"såå..." svarede hun en anelse tænksomt, da det nu var hendes tur til at virke lidt mistænksom. Hun gav ham hånden, et fast håndtryk, men mest for hans skyld. Personligt brød hun sig ikke meget om kontakt med fremmede, at have dem så tæt på uden hun selv havde inviteret dem til det.
Men så smilte hun.
"Aggressiv?" Smilte hun, men kommenterede det ikke yderligere. For hende var aggressiv når man gik angreb, han havde bare været...forsigtig.
Men havde vi alle ikke et forskelligt syn på det?
"Nuvel. Hvis du ikke kan lide engle...hvad må du så selv være?" spurgte hun så.


//undskyld, fik lige et kreativitetssvigt :/ //

han kigget lidt rundt han vidste ikke helt vil hvad han skulle sige han syns bare ikke helt engel var det han var inde under "hmm vil nok sige jeg en af de faldne" sagde han mens han små grinte lidt af det han har aldrig snakket med en der spurgte om det så det føltes lidt underligt på ham at snakke om hvad han enlig rigtig var han vidste det faktisk ikke sådan helt han kigget lidt op på solen der stadig brandte i dens enestående glans på himlen so han kunne bruge han sukkede lidt mens han stod og tænkte på hans drøm og fortid man kunne se på ham at han var helt væk i hans tanker


//sorry krativititsvigt//

Han undrede hende...Og vækkede samtidig hendes nysgerrighed.
"Aha...Og hvad vil det sige? At du blev sparket ud af gud?" spurgte hun, måske lidt direkte.
Den måde han så op mod solen og bare forsvandt i sine tanker...Det irriterede hende. Troede han at han...var bedre end andre? Eller havde han virkelig så forbandet meget at tænke på, at han ikke kunne vise hende en smule opmærksomhed?
Hun lod igen blikket glide rundt i lysningen. Hun gættede på han havde øvet sig på noget og det lød slet ikke dårligt. at øve sig. At blive bedre.
Men til hvad? Hun viste ikke hvordan hun skulle styre sig som ulv.
Eller...Ja. Hun kendte intet til sin egen evne heller. Hendes tanker gled lidt rundt i det samme emne, men da hun ikke kom nogen vegne alligevel, lod hun emnet være for nu.

//Det er helt i orden //

han kigget lidt på hende igen mens han grinte lidt af det hun sagde det virkekede som om hun ville prøve ham af men så skulle hun nok ramme nogen andre punkter, "nej det blev jeg først da jeg gik op imod ham" sagde han mens han smilte som om at der ville være nogen der ville det men nææ Azriel stilte sig faktisk op mod ham han følte sig lidt usikker på at sige det til for hvad ville hun ikke tænkte man siger jo ingen kan besejre gud og det vil Azriel lave om på han vil besejre alle guderne og bevise overfor menneskene at guderne har brug for dem lige så meget som de har brug for guderne Azriel tog sin taske på ryggen "men hvorfor er du enlig i skoven der ikke mange der vil" sagde han og holdt lidt pause "se dyrene eller naturn uden at skade den" sagde han mens han smilte lidt men hun hadet vel en anden grund måske en drøm hvem ved han finder vel nok ud af det et eller andet tidspunkt

Hun så lidt på ham da han faktisk svarede helt seriøst.
I hendes verden havde der aldrig fandtes en gud...hverken en eller flere. Men hvorfor skulle der også det? Alt det hun havde været igennem...hvis det virkelig havde været en gud, ville denne så ikke have lidt mere interesseret i sin folks velhavende?
Hun valgte ikke at kommentere det. Folk måtte vel tro hvad de ville. Det ragede ikke hende.

Til hans næste spørgsmål kunne hun ikke lade være med at grine lidt.
"Nej, folk gør skade hvor de kan!" sagde hun
"Men bare rolig. Jeg nåede videre fra en simpel dødelig..." hun rystede let på hovedet og vendte sig om mod nogle af træerne og vendte siden til ham, som om de havde svaret på det hele.
"...Men altså...Det er jo det eneste sted man normalt kan være alene...Med sig selv...og sine tanker" Faktisk havde hendes plan været en lidt anden. Men det kunne vel være lige meget. Hvad der virkede vigtigst for ham her var hun ikke gjorde den skade...Og det havde hun heller ingen planer om. Selv om det jo bare var nogle træer!

han smilte lidt mens han gik op til hende "bortset man er aldrig alene her ude" sagde han og kigget sig omkring på alle dyrene han smilte bare og grinte lidt af det han sagde "prøv se på dyrene de er her du kan altid tale med dem de vil altid lytte til en hvis man er venlig over for dem" sagde han mens han gik over til en lille fugl han tog sin hånd ned i hans taske fik nogen fugle frø frem og gav den lille fugl dem mens han smilte bare til den hun ville nok sige han var svag at passe på naturn men hun kunne vel tro hvad hun ville "forresten hvad er du enlig for efter at sige du vidste hvad jeg var må du ikke være et sølle menneske" sagde han mens han kællet den lille fugl lidt og rejste sig han vente sit ansigt mod hende for at vise hende bare en lille smule respekt efter at han har meget ære i sit liv så er det naturligt for ham at vise andre respekt når de viser ham det

Hun lagde armene over hinanden og gjorde intet af at skjule sin forundring, da han satte sig til at fodre fuglen.
Hun kunne virkelig ikke gennemskue ham...At hvad han sagde, holdt han ikke meget af menneskerne, som race, men han måde at være på, især over for dyr, åbenbart...
Selv om hans opførsel ikke var noget hun selv ville have gjort, kunne hun på en måde godt forstå tankegangen. Hvem kunne men bedst stole på? Et menneske eller et dyr?
Dyr var mere simple...Men såsandelig også dem man kunne regne bedst med!
Hun endte med at smile svagt.
"Åh...Jeg behøves nu ikke tale med nogen om noget som helst. Ikke alle dyr er at stole på" her hentydede hun til de dyr, som enlig var shapeshifers. og det var ikke altid til at vide hvornår man støtte på sådan en...
Så i det hele taget var det sikrest at holde alt for sig selv...
Hendes arme gled afslappet ned langs siden igen, selv om den ene stoppede på vejen, da hun placerede en hånd i siden.
"Et sølle menneske?" hendes øjne blev sørgmodige et øjeblik, før vreden gled gennem hende. Nej, og hvem kunne hun takke for det?! Selv om hun var meget stærkere nu og forstod visse ting bedre...Så skulle han ikke slippe! Ikke for at det han havde gjort...
"Nej!" hun slog kort med hovedet på en bestemt måde.
"Er det ikke bare dejligt? i det ene øjeblik holder man af en person, en man faktisk tror er menneske...før det hele ender i kaos! Jeg er varulv, for at svare på dit spørgsmål, du faldne engel!" svarede hun. Hun så ingen grund til at nævne hvor længe hun havde været det. Tingene var jo stadig som hun var menneske. Hvis man var ny til noget, så folk en som svag. End til man lærte det hele.

han kigget lidt op, *varulv tsk hun virker for menneskelig til det* tænkte han mens smilet på hans læber forsvandt han tænkte sig lidt om. hun hadet nok heller ikke været det så længe. han rejste sig stille op "man kan stole på alle dyr" sagde han mens smilet kom frem igen på hans læber mens han gik mod hende med en mørk aura som man ikke kunne mærke før. det var næsten skræmende at se på. han kigget lidt op på himmelen mens han smilte lidt *så de vil prøve engang til* tænkte han lidt mens han gik hen til et træ og satte sig ned mens det bare så ud som han bare ventede på noget. noget ingen hadet lyst til at se mens hans øjne synes at være spændte. som om det var klar til at dræbe alle der var i nærhedden af dem. kender du det når man skændes med nogen man gerne vil beskytte" sagde han stille mens han lukkede sine øjne

Nej. Ikke alle. Men siden han virkede så sikker i sin sag, gad hun ikke diskutere det med ham. Han fandt vel nok ud af det, hvis han mødte den forkerte slags.
Hendes blik gled op mod himlen, som håbede hun at se det samme som ham, men så intet specielt. Hun viste ikke helt hvad deres småsnakken skulle føre til.
Hun sukkede svagt og havde næsten lyst til at følge hans eksempel og sætte sig ned. af en eller anden grund følte hun sig faktisk afslappet.
Hendes blik nærmest gennemborede ham, da han spurgte hende. Om hun kendte det? hun var nok den man netop skulle spørge om den slags!
"desværre lidt for godt" svarede hun så
"Dog har jeg ikke selv det problem at tænke på længere" så måtte han jo fortælle videre eller lade være. Lytte skulle det nok ende med hun gjorde.

han grinte lidt af det, han vidste ikke helt hvorfor han spurgte hende om det. hun var jo ikke nogen trusel mod ham det var nok derfor han sukkede lidt da han kunne mærke hvor tæt de var på ham. "hvordan det, hvorfor har du ikke det problem mere" sagde han med et koldt smil han lukkede øjnene og drømte nærmest, han så så fredfyldig ud men indeni var der en krig hvor en kun vinder og det skulle være ham. han åbnet øjnene op stille og roligt *de er her* tænkte han "vil du enlig kæmpe mod nogen engle.. hvis ikke må du heller gå" sagde han stille mens han rejste sig og spredte sine vinger ud mens han tog sit sværd frem og kigget stille op på himmelen med et had der nærmest brændte gennem ens sjæl hvis man kigget på ham, han kigget stille hen på hende med et smil. mens han fjernede sig hvor efter der kom en pil flyvende. hans mørke aura var endnu tydeliger. der kom tre lysende engle ned de den ene hade et kæmpe skjold og et sværd den anden hade en bue og en pil og den tredje hade et kæmpe spyd. "så der er flere denne her gang" sagde han stille mens hadet blev større end før. den der så ud til er lede den lille gruppe sagde "denne gang er der ingen nåde" mens han trådte tætter på "jeg tar dig ned allene" sagde han mens han gav tegn til de andre om at sætte sig ned

Hun havde ikke lyst til at fortælle ham noget. Og det slap hun heldigvis også for.
Hun var lidt overrasket over hans spørgsmål, men der gik ikke lang tid før hun forstod hvorfor. Ned kom nogle engle, mere skinnende end andre hun havde set. Og det var tydeligt at den faldne ikke brød sig om dem. Hvorfor?
Hun lukkede øjnene et øjeblik, da deres auraer var lige lovlig skinnende og gjorde næsten ondt.
Men lidt efter dristede hun sig til at kigge og så nu hvordan han stod foran en af de andre engle, som åbenbart mente han kunne klare ham selv. De andre sad ned i den anden side af lysningen.
Men hvad skulle hun selv?
hun brugte ikke lang tid til at tænke over det. Hun havde altid været frisk på ballade, lige fra hun var hel lille. Det havde ikke ændret sig.
Mens han koncentrerede sig om englen og de andre åbenbart ikke så hende som nogen trussel, kunne hun langsomt forlade lysningen, ved at gå baglæns til hun forsvandt mellem træerne.
Så lydløst som muligt gik hun lidt længere væk.
Hun rystede helt, da hun stoppede op. Hun var stadig ikke helt van til det, men det ville være en god øvelse. Problemet var bare at når hun blev til en ulv, kunne hun ikke altid styre sig selv. Hun blev så...vild. Og hun nød det.
Men hvad var der andet end at øve sig? Det var jo bare nogle engle, ikke? Helvede skulle hun jo nok ryge i lige meget hvad!

Hun koncentrerede sig et øjeblik og mærkede snart den velkendte smerte løbe gennem hendes krop. Hvordan hendes krop forandrede sig og hendes tøj gik i stykker.
Der gik ikke lang tid før der stod en umiddelbart almindelig udseendet grå ulv midt i skoven. Den var dog lidt større end normale ulve og dens øjne havde samme mørke farve som Amaranthes.
Hun rystede sig og luntede så lydløst tilbage mod lysningen.

Hendes plan var at liste om bag de sidste to engle og angribe dem.
Hun mærkede adrenalinen pumpe, da hun kunne se englene foran sig.
I et langt spring og en knurren sprang hun på den første....

lederen stormede mod ham uden nåde svang han sit våben mod Azriel uden at lade ham trække sit våben måske vidste han at hvis Azriel trak sit sværd kunne han ikke gøre så meget, han unveg lige *sikke en fart* tænkte han mens han trak sit sværd for at kunne gøre noget "du er blevet beder Naya´il" sagde han stille mens hadet ved stømede mod Azriel, han svang mod ham engang til mens han blokkerde slaget med hans sværd med et smil som om det var det letteste han hadet prøvet de begge smilte lidt til dem, man kunne høre de andre hviske mens de kæmpede de hadet ikke set det stille rovdyr men de kunne mærke noget der kom der fra, den ene kigget hurtigt men inden hadet dyret slået den ene i jorden men han tabte kun sine våben. han prøvede at komme på bennene men det gik ikke han skulle også passe på hvad dyret ville han hadet aldrig set noget som den så han kigget med et chok i blikket mens han prøvede at komme væk så han hadet et overblik den anden stod som frosset til jorden de hadet aldrig været i kamp før kunne man se og de regnet jo kun med at kæmpe mod en falden engel men aldrig et dyr. Azriel smilte stille mens han kæmpede videre, "det på tide du falder for alvor" sagde lederen mens han bare grinte "du har aldrig vidst hvor meget jeg har trænet" sagde han stille mens han drejde om som en ballarina og stak til med sværdet hurtigt og let som om det var let som ingen ting, han grinte lidt mens lederen åndede ud og satte sig på jorden "jeg" sagde han stille mens han faldt koldt til jorden, han kigget hen på de andre de så ud til at være i chok det var han også lidt selv da han så et dyr foran sig men han tænkte *endnu en ven* han gik lidt hen mens sværdet dryppede med blod "gå med dig" han stoppede lidt inden han sagde det sidste "min broder" sagde han stille mens han tabte sine våben og skyndte sig at flyve mens den anden ikke vidste hvad der skete

Amaranthe var lidt forvirret over det skete.
Inden hun fik set sig om, var deres leder vist død, mens en af englene vist fløj...
Nå pyt...Hun havde stadig den engel hun mere eller mindre var landet på og som passende nok havde tabt sine våben. Hvor skrøbeligt! Hun troede han ville yde modstand, men han så mere bange og chokkeret ud...Lille engel da!
Hun knurrede dybt, en dyb truende lyd. Hun ville helst lege lidt med ham, men ville hellere ikke risikere han fløj sin vej.
Hun mærkede hvordan hendes instinkter tog over og i en pludselig blodtørst gik hun efter struben og flænsede den op så blodet fløj til alle sider. Hendes grålige/hvide pels blev farvet rødt de stedet blodet ramte hende, samtidig med hendes snude dryppede af blod, da hun spyttede det stykke kød og strube ud, som hun havde flået af ham.
Hun blev stående hvor hun var og så livet ebbe hurtigt ud af ham.
Hun havde nedlagt en engel...Men tanken bekymrede hende ikke synderligt...Faktisk havde hun bare mere lyst til at flå og bide...Flå og bide som kun en ny, ustyrlig varulv kunne det! åh ja...Afprøve sin styrke...

hun trådte ned fra liget og satte sig ned, mens hun kiggede op efter en af dem der fløj.Men lidt efter kiggede hun mod Azriel og lagde hovedet let på skrå.

Azriel kigget på det blodige lig foran ham, "hvil i fred broder" hviskede han nærmest, han kigget hen på den ulv det nu var foran ham han kunne mærke hvordan hans puls begyndte at slå hurtiger han har aldrig følt sådan her før. han kigget lidt på den mens han smilte *det er et dyr man kan stole på den* han satte sig på hug mens han satte sit sværd i holderen han kigget dyret i øjnene for at se om det var en ven eller fjende, "du er hende der pigen fra før" sagde han med et undrende blik i øjnene som om han var overrasket over det hun hadet sagt til ham før. *så hun løj ikke* tænkte han lidt mens han begyndte at smile lidt "tak for hjælpen" sagde han og ragte hans venstre hånd frem for at takke hende. han smilte lidt mere som om han var stolt over at hun hadet gjordt det

//sorry lidt kreativitet svigt//

Hun knurrede svagt. Både som en bekræftelse, men også fordi hun ikke ville roses. Hun var jo ikke hund.
Hun rejste sig, inden han helt nåede at røre hende, og gik hen til liget igen, som hun begyndte at snuse til. Lugten af engel var meget tydeligere, nu da hun var i sin anden skikkelse. Stak hende nærmest i næsen, sammen med lugten af blod.
Hun snuste lidt til englens våben og tøj, men umiddelbart kunne hun ikke lugte noget af interesse.
I stedet bed hun forsigtigt fat i englens kappe og trak den væk under ham, uden den gik for meget i stykker. Hun bed den i stykker, der hvor den var hægtet fast i resten af englens tøj. Hun mærkede svagt en lyst til bare af flænse...bide og flænse...
Hun fik endelig kappen helt fri og med den i munden forsvandt hun ind mellem træerne. Da hun var langt nok væk, stoppede hun op. slap kappen.
og forvandlede sig tilbage.
Det gjorde igen ondt, igen den smerte hun ikke helt havde vænnet sig til. Da hun var i menneskeskikkelse igen, var hendes tøj jo gået i stykker. Derfor tog hun nu kappen op, rystede den kort og viklede den om sig, så hendes krop var skjult for nysgerrige blikke. hun havde stadig rester af blod på sig, som hun prøvede at tørre væk. Dog lykkedes det ikke helt.
Hendes lange hår var også blevet lidt mere filtret nu.

Stadig med noget vildt i blikket, gik hun tilbage til lysningen. Hun så hen mod englen, men viste faktisk ikke havd hun skulle sige. det var vel forkert at kalde det...sjovt?
"Og hvem var de så?" spurgte hun i stedet.

han undret sig lidt mens han trak sin hånd hurtigt tilbage den hun begyndte at knurre af ham, han vidste ikke helt hvad han hadet gjordt men rejste sig i stedet. da han hadet rejst sig begyndt hun åbentbart at løbe mens hun hadet trakket en kappe med sig "hvor skal du hen" råbte han let efter hende men det lød til indet svar kom "hun er godt nok hurtig" sagde han mens han begyndte at smilte mens han buggede sig ned mod liget "tsk du var nu ellers en man kunne snakke med" sagde han stille mens han lukkede øjnene på ham der endnu ikke hadet lukket helt i sin søvn mod de som ikke klaret krigen han så hun kom ud igen men med kappen rundt om sig han kunne ikke lade være med at kigge på hende han rejste sig stille op mens han så på hende *hun var dyret' tænkte han lidt mens han kigget lidt væk for tænk nu hvis hun tabte kappen det ville ikke være så godt. han vente ryggen til hende 2det var bare nogen der var efter mig" sagde han stille mens han sukkede lidt "har du ikke noget der dækker lidt mere" sagde han lidt bagefter han var lidt flov over se hende med kun en kappe rundt om sig. det kunne man også se på ham

Hun så undrende på ham. Kappen dækkede hende helt.
Den lå om ryggen på hende og hun havde trukket den hele vejen rundt om sig så den skjulte hendes krop. Hun holdt den sammen med sine arme.
Men gjorde tanken om...at hun var nøgen indenunder, ham virkelig så genert? Burde han så ikke altid være det? alle folk var vel nøgen indenunder deres tøj.
"Nej. Enlig ikke. mit tøj gik i stykker da jeg forvandlede mig. Men jeg kan gå" sagde hun. Det var rigtigt. Hun havde intet tøj at tage på. Hun skulle hjem og hente noget, hvis hun skulle have noget nyt på. Hun vente sig halvt om, klar til at gå hvis det var det han ønskede. Hun følte sig ikke særlig fornærmet eller irriteret over det...Selvfølgelig, hun ville da gerne have lært ham lidt bedre at kende. Han virkede...interessant. Men hvis det var sådan her det skulle være, så var det det.