Hvilket sted er bedre...En skoven? (Shane)

S: Ashen wood forest. Eller, blot skoven.
O: træer, buske.
V: solen skinner, vejret er varmt.
T: midt på eftermiddagen

Idril havde fået nok af byen. For nu. Hun havde kun været hjemmefra i en månedstid nu, det meste af tiden havde hun brugt i menneskernes storby, Doomsville. Og hun fortrød det. Hun havde mest af alt lyst til at rejse hjem, hjem sil Silvanesti, hendes dejlige by. Der var rent, stille og hendes eget folk. Der var hun velkommen og der var ikke klaustrofobisk...Som der var i menneskernes by. beskidt, larmende og klaustrofobisk.
Skoven var mere hendes sted. Hun søgte tilflugt der når hun kunne. Når hun intet havde at lave, tog hun nogle bøger med fra deres bibliotek og løb ud i skoven. Her kunne hun øve sig med sin bue, træne og slappe af, som ingen andre steder.
Vejret var blevet godt på det sidste. Det havde regnet en del, men nu skinnede solen stærkt og spredte sine varme stråler ud over træerne spinkle, nye blade. Mange af træerne var sprunget ud, de lysegrønne blade badede skoven i et næsten grønligt skær. Buskene var også blevet grønne og mange af dem var fulde af blomster. En sød duft hang i luften og Idril nød at gå og huske navnene på dem alle.
På denne varme dag havde hun klædt sig i en grøn kjole, der sad som støbt til hende. Den fulgte hendes lange, spinkle, men smidige krop fra skuldre til til hendes bare fødder. Stoffet var lysegrønt og kanterne var dækket af mørkegrønt stof, med et guldmønster. Om maven hang et mørkegrønt bælte, som kun var sat løst på. Hendes hvide, lange hår var udslået og hang ned over hendes skuldre og ryg. Hendes spidse ører stak op af det. Om halsen hang et smukke, med et lille stykke krystal i og på den ene hånd havde hun en simpel sølvring. Over skuldrene hang en brun kappe, som hun gemte sig bag i byen. Menneskerne var ikke særlig venlige...eller, i hvert fald ikke de fleste af dem. Så derfor ønskede hun helst at gemme sig.
Over den ene ryg havde hun en taske med lidt vand og et par bøger, over den anden skulder hang hendes kogger og i den ene hånd havde hun sin bue.

Hun stoppede op midt i det hele. Hun havde forladt vejen og begivet sig dybere ind i skoven. Hun var stoppet op i en lille lysning, hvor solen skinnede ned på hende og det frodige, grønne græs i skovbunden. Skovbunden stak let, alle grenene og de gamle blade stak, men selve græsset var blødt. Hun lagde sin taske, kogger med pile og buen fra sig. Her plejede hun at slå sig ned, her plejede hun at være i fred. Her kunne hun øve sig og gøre som det passede hende. Hun frygtede ikke at en varulv skulle komme efter hende, trods elverne og varulvene ikke længere var bedste venner. Tanken gik hende på, men hun var overbevist om at det ikke kunne være anderledes.
Kappen gled fra hendes skuldre og til jorden, da hun løsnede den. Hun kunne høre den lille bæk i nærheden og smilte let for sig selv. Senere ville hun måske bade lidt...Hvis solen blev ved med at være så varm.
Hun overvejede om hun skulle øve sig på sin bue...eller sin magi. Hun måtte ikke blive rusten, mens hun var hjemmefra. Til sidst valgte hun at hente vand først. Hun tog sin vanddunk frem, der var næsten tom, da hun begav sig ned til den lille bæk, der var i nærheden. Et egern dansede over hende, i trætoppene og smed med små skaller fra frø.
Bækken gled lystigt af sted. Vandet var køligt, da hun bukkede sig ned efter vandet. En lille sang undslap hendes læber, synger på hendes folks magiske sprog...

Shane åbnede sine øjne, da han hørte en køn sangstemme. Han sad lænet op af et træ i skyggen, ikke så langt væk fra bækken. Hans sværd lå ved siden af ham. Han kunne sagtens skyde med en bue, men han foretrak at bruge et sværd. Sværdet havde været hans fars og var derfor en af Shanes allerkæreste eje. Han havde rødt bånd om sin ene arm, som havde været hans lillesøsters. Hans lillesøster havde brugt båndet til at sætte sit hår op i en hestehale med hjælp fra Shane. Båndet og sværdet var de to ting som Shane elskede højest. Han havde en grå skjorte på, som var åben så man kunne se hans mave, og et par sorte bukser. Han havde bare fødder, da han ikke brød sig om at have sko på. Hans rustning lå også ved siden af ham. Han havde lige fået et bad, så hans hvide hår var lidt vådt.
Shane så hen imod bækken for at se hvem der også var her. Så vidt han kunne se var det en kvinde. Han rejste sig langsomt op mens han tog sit sværd op fra jorden. Han trådte ud af skyggen og begyndte langsomt at gå hen imod kvinden. Han strammede sit greb om sit sværd. "Hvem er du?" Hans stemme var en smule hæs, da han ikke havde snakket i noget tid. Han var stoppet med at gå, så han stod lidt væk fra kvinden. Hans grønne øjne holdte vagsomt øje med hver bevægelse som kvinden lavede.

Idril rejste sig hurtigt op. Vandet skvulpede over i hendes flaske og plaskede ned over nogle af stenene, da hun rejste sig op. Hendes ene, lange ærme blev vådt og det samme gjorde hendes søm, ved hende fødder. Ikke at hun lod sig mærke med det. Hendes grå øjne gled over manden foran hende, mens hun hastigt bedømte om han var her for at dræbe hende eller virkelig havde tænkt sig at vente, til han vidste hvem hun var. Hun gav sig tid til at lukke sin flaske, så der ikke røg mere vand ud.
"God eftermiddag" svarede hun roligt, afslappet. Hun ville ikke virke fjendtlig. Hun havde fået nok af fjender. Men manden foran hende var tydeligvis elver og...Hans hud...Han havde nogle underlige tatoveringer...Hendes blik fulgte tatoveringerne. De var ikke...Som almindelige tatoveringer. Der var noget magisk over dem...Noget specielt...Og der til kom at hans krop heller ikke var den værste. Hun tog blikket til sig. Det var ikke pænt at stirre. Hun bukkede let.
"Jeg er Idril Amaria Míriel. Kald mig bare Idril. Og De er?" spurgte hun og rettede sig op igen.

Shane blev lettet over at se at kvinden var en elver. Hvis hun havde været et menneske, ville han straks være mere fjendtlig. Hans truende attitude forsvandt, men han så stadigvæk irriteret ud. Han blev endnu mere irriteret, da han kunne se at hun betragtede hans tatoveringer. Han knyttede sin ene hånd, som ikke holdte fast i sværdet. Han hadede når folk stirrede på hans tatoveringer. Han smed sit sværd ned på jorden for at virke mindre truende. Han havde jo ikke tænkt sig at skade andre elvere. Han kneb øjnene lidt sammen, da hun bukkede og præsenterede sig selv. Han måtte indrømme at hendes manér overraskede ham lidt, men han skjulte det. Han tøvede lidt inden han valgte at præsentere sig selv. Han bukkede hurtigt for hende, da han følte at hvis han ikke gjorde det, var han uhøflig. Normalt ville han være ligeglad med at han var uhøflig, men han ville ikke blive stemplet som en svartelver. Det var det sidste han ønskede. Hvis han blev svartelver mistede han alt.
"Shane Vealon." Sagde han. Da han rettede sig op lagde han armene over kors. "Hvad laver du her?" Han så spørgende på hende.

Hun fornemmede hans ubehag, som en bølge fra havet der rullede ind over ens fødder. Køligt, noget man ikke kunne undgå at bemærke. Hun fortrød det straks...Problemet var hun sjældent var alene med mænd derhjemme og da slet ikke noget så...Sådan klædt. Alle havde ofte travlt med at bære pænt tøj, som dækkede det meste af kroppen, når de mødte en af de kongelige. Hun vidste hendes mor havde en ide om hvem hun skulle giftes med, men hun havde endnu ikke fået besked om at gifte sig endnu. Hun regnede med det ville ske, når hun kom hjem. Hun lod den ledige hånd glide over hendes silkebløde hår, da hendes blik gled ned til bækken ved siden af dem. Hun havde stort set kun lavet dumme ting, en masse fejl, siden hun tog hjemmefra. Og det var bare ved at holde sig til sit folks traditioner! Ikke fordi hun ikke var stolt af det...Der var bare ingen der accepterede elverne længere.
Hun blev nærværende igen, da manden foran hende bekendtgjorde sit navn. Shane...Vealon. Et fint navn. Men ikke...Han var ikke højelver. Hun kunne ikke ligge fingeren på præcis hvorfor. Noget ved hans udseende, hans navn og hans dialekt...Men betød det noget? De behøvede jo ikke at være fjendtlige over for andre elvere, medmindre de var svartelvere.
Hun smilte svagt, da hun kiggede på ham igen, men denne gang uden at stirre og kun ved at fokuserer på hans ansigt. Til hendes store fortrydelse mærkede hun en...tiltrækning til ham. Og det var uden at kende ham. Hun måtte virkelig passe på hvad hun sagde.
"Jeg nyder skoven. Byen er ikke særlig...Behagelig, at være i. Og lige nu henter jeg vand. Hvad med Dem?" spurgte hun.

Shane overvejede at gå. Han havde ikke meget at snakke med hende om, og han var ikke særlig social. Det irriterede ham lidt at hun snakkede så formelt. "Hvorfor snakker du så formelt?" Spurgte han. Han var ikke vant til at folk snakkede formelt til ham, så det gjorde ham utilpas, og som sagt, irriteret. Hans stemme fik en blød tone i sig, hver gang han snakkede elvisk, hvor den derimod altid blev alvorlig og mere dyb når han snakkede det sprog som menneskerne snakkede. Han satte sig ned i skrædderstilling ved bækken. "Jeg er enig i at byen ikke er særlig behagelig, men den er nu også spændende, synes du ikke?" Spurgte han.
"Hvorfor har du været i byen? Vi elvere foretrækker jo at være her i skoven." Han havde selv været i byen, men kun for at lede efter sin lillesøster. Det var endnu ikke gået op for Shane at Idril var prinsesse af højelverne. Han havde hørt om højelverne, og mødt et par af dem, men aldrig hørt om at de havde en prinsesse.

Hun pralede ikke af at hun var prinsesse. For nu, havde det kun givet hende flere problemer, end det havde gjort hende godt. Hun studerede ham et øjeblik, da han virkede irriteret. Hvorfor blev han, hvis hendes selskab irriterede ham? Hun havde lært altid at henvende sig til folk med høflighed, formelt. Som en prinsesse, og senere dronning, blev det krævet af hende. Men for nu, så alle ud til at hade det.
Hun tog en rask beslutning og satte sig på en sten ved siden af ham. hun hev en smule op i sin kjole, da hun lod sine bare fødder glide ned i det kolde vand. Det var ganske forfriskende og i et øjeblik nød hun bare vandet mellem sine fødder, før hun så på Shane igen. Hvilken elver var han? Skovelver? Højst sandsynligt.
"Jeg...Er opvokset med det. Jeg er..." hun ønskede faktisk ikke at sige det. Hun ønskede ikke at blive behandlet, som var hun den eneste vigtige person i miles omkreds.
"Jeg er prinsesse af højelverne" bekendtgjorde hun så. Hvis det skulle vise sig at han ville hende noget...Kunne hun godt beskytte sig! Nok, i hvert fald. Hun havde lært at slås, trods hun foretrak at lade være.
"Jeg er ude som ambassadør, for at repræsenterer min race og sikre et par allierede ude i verdenen. Og for at udvide min viden og erfaring, inden jeg selv skal påtage mig den tunge byrde at blive dronning..." hendes blik gled fra ham og ned til vandet. Hun ville gøre det bedste for sit folk...Men lige nu ville hun bare gerne nyde at være ung og faktisk også fri. Fri til at gøre som hun ville.
"Men for nu går det ikke særlig godt. Jeg har kun formået at samle mig...Ufattelig mange uvenner" hun smilte usikker og lagde armene rundt om sig. For at være ærlig...Følte hun sig forfærdelig alene og ensom. Hun havde ingen venner og næsten alle hun havde mødt, ønskede kun ballade eller at udnytte hende. Ingen tog imod hende og da slet ikke på nogen god måde. Og når hun prøvede at vise folk respekt, som hendes folk gjorde det, blev folk ofte mere sure...Det var forvirrende.
"Så ja. Byen er det eneste rigtige sted for en elver" kommenterede hun en smule hårdt. Hun var endt med at blive en del bitter. Bitter på byen, på menneskerne. Hun var bange for bitterheden ville æde hende op og gøre hende unødig uvenner med...ja, alle. Så ville hun være en forfærdelig leder! Hun sukkede svagt og bevægede sine fødder nede i vandet, så det plaskede en anelse. Et par vandplanter kildede hende under fødderne, men hun nød faktisk følelsen.
"Og Dem? Hvad laver De her?" spurgte hun tilbage og tillod sig at nyde en anden elvers selskab...Omend dog bare for et øjeblik, selv om han virkede irriteret over det.

Shane så op på hende, da hun satte sig på en sten ved siden af hende. Han betragtede nysgerrigt hendes ansigt, men hans blik stoppede ved hendes hår. Gad vide om hun også var født med hvidt hår? Det klædte hende i hvert fald. Han så ned i vandet i stedet for hende. Han tænkte ikke på hvilken slags elver hun var, bare hun var en elver. Dog hvis hun var svartelver ville han straks stoppe med at snakke med hende. Han så på hende igen, da hun sagde at hun var prinsesse af højelverne. Så, hun var en højelver? Han lagde hovedet lidt på skrå. "Er det ikke irriterende at være prinsesse med alle de forventninger og ansvar man har?" Spurgte han. Han måtte ærligt indrømme at han var ligeglad med at hun var prinsesse. Bare fordi hun var prinsesse gjorde det hende ikke bedre end ham, så han havde ikke tænkt sig at behandle som om hun var bedre end alle andre, bare fordi hun var prinsesse. Han undrede sig dog over at hun var alene. Hvorfor havde hun ikke nogle bodyguards til at beskytte hende? Han havde dog ikke tænkt sig at spørge hende.
"Har du lyst til at blive dronning?" Han lagde sin håndflade imod vandoverfladen. Hvis hun ikke ønskede at blive dronning burde hun ikke blive det. Han vidste ikke meget om de 'kongelige', men kunne de ikke vælge at takke nej til at blive konge eller dronning? Han kørte sin håndflade hen over vandoverfladen, næsten helt uden at røre ved vandet. "Hvem er du blevet uvenner med?" Han var en smule nysgerrig, det måtte han indrømme. Han havde stadig lidt lyst til at gå, men han ignorerede det. Han snakkede ikke med andre så tit, så det var lidt befriende for ham at snakke med nogen.
Shanes grønne øjne var tomme og hans ansigt var blottet for følelser ligesom hans stemme. "Jeg leder." Svarede han. Han havde ikke tænkt sig at sige mere. "Du behøver ikke snakke så formelt til mig." Han så op på hende igen.

Hendes blik fulgte ringene i vandet, som kom hver gang hendes fødder dukkede op til overfladen. En handling...der spredte sig som ringe i vandet og kunne få en betydning så langt ude, at man ikke havde mulighed for at forudse det. Det var en foruroligende tanke.
Shane overraskede hende. Og på en positiv måde. Hun havde ikke forventet at møde nogen...Som hun kunne snakke lidt til eller som ville forstå og accepterer hun var prinsesse...Men ikke behøvede at være bedre end alle andre. Hun havde bare et ansvar mere, end andre havde.
Hun så lidt på ham og inden hun nåede at holde det tilbage, gled et tilfreds smil over hendes læber. Hun så hurtigt væk. Inden hun svarede, havde hun rejste sig op. Stadig med fødderne, og nu hendes ben, i vandet. Hendes kjole gled ned omkring hendes ben og blev våd, stoffet blev mørkere, der hvor det sugede vand til sig. Hun var ligeglad, kjolen kunne tåle det. Hun gik længere ud. Bunden var mudret og stenet, men det var rart at være i vandet. Hun lod hænderne glide ned i vandet og spontant snurrede hun rundt, så vanddråberne fløj omkring hende, før hun stoppede op med front mod Shane.
"Nuvel. Jeg vil kalde dig en du, så" bekendtgjorde hun med et lille smil og en hel del mere livlighed, trods deres samtale gik på ansvarlighed og pligter.
"Hvis du absolut må vide det...Jeg er født til det. Jeg har aldrig haft andre muligheder...Men jeg ønsker at gøre noget for mit folk og at være der for dem. En dag, en dag vil jeg være klar til ansvaret og alle pligterne. Men for nu, ønsker jeg blot lidt tid for mig selv" fortalte hun og lod afslappet en hånd glide igennem vandet.
"Et øjeblik, hvor jeg ikke betyder mere end alle andre. Et øjeblik, hvor jeg kan se tingene som de virkelig er og ikke gemt væk, blot fordi jeg har en titel..." hun så ned på vandet. Det hvide hår faldt lidt ned i den ene side. Hun så op på ham igen. Hans svar på hvad han lavede gjorde hende nysgerrig, men det var ikke hendes plads at presse det ud af ham, når han nu gerne ville holde det hemmeligt.
"Så..." hvad ville hun sige? Tak? Tak for du er en af de første der blot så hende som en person og ikke en titel? Hun havde altid et ansvar og pligter...Men lige nu følte hun sig godt tilpas, bedre end hun havde gjort længe. Og det var bla. hans skyld. Men hun var faktisk bange for at skræmme ham væk.
"...mine uvenner. Visse af tingene er hemmelige..." visse ting måtte hun ikke snakke om, grundet hendes stilling og det at han ikke burde vide noget om det.
"...Men jeg er bla. blevet overfaldet af svartelvere et par gange og har nogle ubehagelige sammenstød med et par mennesker..." Det lød som om hun var en ballademager...Men sandt være sagt opsøgte hun intet. Det opsøgte hende. Og hun kunne ikke lade være med at tænke på om hun en dag ikke ville kunne beskytte sig selv længere.
"Fordi jeg er rejst alene...Må jeg også klare tingene alene" lød det en smule svagt fra hende, da hun vendte siden til ham. Hun formede hænderne til en skål og tog lidt vand op i dem, blot for at se lysets dans i vandoverfladen...Og fordi hun havde sagt for meget. Hun havde vist for mange følelser og sagt for meget. Dette...kunne være katastrofalt...Hun vidste jo ikke om han faktisk var en ven. Og, gik det op for hende, så var hun bange for hans reaktion derpå.

Shane betragtede hende mens hun rejste sig op og stillede sig i vandet. Han havde ikke smilet en eneste gang mens de havde snakket, og selv da hun snurrede rundt så vanddråberne fløj omkring hende, smilede han ikke. Han så bare på hende med sine følsesløse grønne øjne. Nogle af vanddråberne havde ramt Shane i ansigtet, men han gjorde intet ved det. Han sad helt stille og kiggede bare på hende. Han kommenterede ikke at hun sagde at hun ville kalde ham en Du i stedet for De nu. Han lyttede roligt til hende mens hun snakkede. Han ventede med at sige noget til hun var færdig med at snakke. Han rejste sig op, da hun var færdig med at snakke, og gik ud i vandet til hende, hvor han stillede sig ved siden af hende.
"Det lyder som om du er ensom." Han så roligt på hende. "Hvorfor valgte du at rejse alene? Hvorfor tog du ikke nogen med dig?" Han så spørgende på hende. Han så ned i vandet, inden han satte sig ned i vandet. Han var ligeglad med at hans tøj blev vådt, vandet var dejligt forfriskende. Han så op på hende. "Har du ikke nogle venner, du kan snakke med, uden at blive mindet om du er prinsesse?"

Hans mangel på reaktion gik hende på. Ikke at hun viste det, lidt selvkontrol havde hun, gudskelov, stadig. Hun havde været fuldstændig ude af kontrol mens hun havde snakket med ham, sagt ting og reageret på måder, hun ikke burde. Hun rankede ubevidst ryggen lidt, da han vadede ud til hende. Hun havde ikke forventet han ville komme ud til hende, faktisk havde hun ikke forventet han blev andet end siddende hvor han var.
"Du er god til at stille de rigtige spørgsmål" kommenterede hun med et svagt smil. Hun valgte at sætte sig ved siden af ham. Hun var nu næsten helt våd, vandet gik hende til et sted på maven. Det var en smule koldt, først, men hendes krop vænnede sig hurtigt til det. Hun lænede sig lidt tilbage og brugte sine arme som støtte. Hendes hår gled bagud og ned i vandet.
Hun smilte let og lukkede øjnene, nød solens varme i kontrast til vandets kulde.
"Jeg har venner. Veninder. Folk at følges med rundt på slottet eller nede i byen. Men ingen jeg kan tage med mig. Og ingen, som der bort fra jeg er prinsesse. Ingen får lov at se mig, eller jeg dem, uden at folk er sikre på de ikke vil mig noget. Uden at være opmærksom på min rang og titel" hun åbnede øjnene og så over på ham. Hendes smil forsvandt og hendes blik var alvorligt.
"Hvorfor spørger du? Fordi du er nysgerrig eller fordi du håber at kunne hoverer?" spurgte hun tilbage. Det var på tide han selv svarede for sig og det ikke kun var hende, der opførte sig som en forfærdelig åben bog.
"Du virker heller ikke som en, der er omgivet af en masse folk"

Shane trak blot på den ene skulder, da hun kommenterede på at han var god til at stille de rigtige spørgsmål. Han trak sine knæ op til sin hage og slog armene om sine ben. Han hvilede sin hage på knæene. Han så ned i vandet, hvor han svagt kunne se sig selv, da vandet til tider kunne virke som et spejl. "Vil du ikke gerne have nogle venner, som ser bort fra at du er prinsesse?" Spurgte han. Han kiggede stadigvæk ned i sit spejlbillede. Han rynkede svagt på panden, da hun spurgte om hvorfor han havde spurgt. "Jeg har ikke tænkt mig at hovere. Hvorfor skulle jeg ønske at hovere?" Han så undrende på hende.
Han fnøs let over hendes spørgsmål. "Jeg kan ikke lide at snakke med andre. De vil altid lære mig at kende, som du sikkert også vil, og jeg kan ikke lide at snakke om mig selv. Desuden har jeg ikke tid til at få venner." Han hadede at snakke om sig selv. Han følte at hvis han fortalte nogen om sig selv, så vidste alle hvem han var og det ville han ikke have. "Jeg stiller dig spørgsmål fordi jeg er nysgerrig, men jeg ville foretrække at du ikke spurgte mig om noget, for jeg har ikke tænkt mig at svare alligevel." Hans stemme havde en tone af irritation over sig.

Hans svar rørte ved oprøreren i hende. Personen, der ville gøre ting, som folk ikke ville have. En del af hende, hun normalt undertrykte...Og som hun også gjorde nu. Næsten.
"Jeg ønsker ikke at lære mere, end du tillader mig. Din person bestemmes lige så meget for dine nutidige handlinger og de kan være nok for mig, hvis du ikke ønsker at bringe fortiden ind" kommenterede hun og plaskede let i vandet med fødderne. Hun så på hende med et lettere snedigt udtryk.
"Hvis du ikke ønsker venner, eller nogen at snakke med, hvorfor går du så op i om jeg har nogen af delene?" Hun greb fat i en lille blomst, en nøkkerose, tæt på dem, så var tæt på at vokse ud. Hun plukkede den ikke. I stedet satte hun sig med begge hænder om planten og lukkede øjnene i et øjeblik.
"Det er vigtigt...Med en eller anden omkring sig, som man stoler på. En man kan diskuterer ting med og som kan sætte en på plads, hvis man går for langt. At være alene er ensom og ensomheden er nedbrydende. Alle har brug for nogen...Eller noget" hun nynnede svagt for sig selv. Hun koncentrerede sig i et øjeblik.
"kukua kupanda kidogo" udtalte hun, næsten syngende. Hun mærkede hvordan det tog hendes energi, men det var det hele værd. For da hun åbnede øjnene så hun hvordan planten gav sig til at vride sig, hvordan blomsten voksede sig større og til sidst gik i blomst. Blomsten blev stor, næsten større end almindelige nøkkeroser, og flot. Og den besejlede hendes ord. Planten var kun nået så langt, nu, fordi hun havde hjulpet den. Det er rigtigt den ville være nået lige så langt senere...Men det ville have taget den utrolig meget mere energi og længere tid.
"Vi kan godt lade være med at kalde det venner" bekendtgjorde hun så, kort, da hun drejede hovedet og så på ham igen.
"Men hvad du end søger...Bør ingen bære deres byrder alene" Kloge ord, som hun ikke altid selv fulgte. Men hvis andre gjorde...Var det jo godt. Hun kunne jo stadig rådgive dem.

Shane måtte indrømme at hendes reaktion på at han ikke ønskede at snakke om sig selv overraskede ham. Normalt plejede folk at blive fornærmet og insistere på at lære ham bedre at kende. "Min fortid kommer ikke andre ved." Kommenterede han med et svagt sørgmodigt glimt i øjnene, men glimtet forsvandt hurtigt. Han tillod ikke sig selv at vise svaghed. Han hadede at virke svag. "Fordi du virker ensom og det fortjener du ikke." Han kendte hende ikke særligt godt, men han vidste allerede at hun fortjente venner, der var ligeglade med at hun var prinsesse.
Han lyttede til det hun sagde, men han kiggede ikke på hende. Han så først på hende, da hun var færdig med at snakke. Han betragtede blomsten der var blomstret. Han regnede ud at det nok havde været som hende havde sørget for at blomstren havde blomstret sådan, men spørgsmålet var blot, hvordan havde hun mon gjort det? Han så undrende på hende. "Hvordan gjorde du det?" Spurgte han. Han fik øjnekontakt med hende, da hun så på ham. Han rynkede svagt på næsen. "Jeg fortæller dig ikke om mit liv." Sagde han og så væk fra hende. Han var ligeglad med at han var uhøflig.

Hun smilte blot svagt til ham. Hendes eget, lidt sørgmodige blik, gled ned til blomsten, da han kommenterede hvad hun fortjente. Han kendte hende ikke, han vidste da ikke hvad hun fortjente?
Hvor var det kønt. To elvere i en bæk, begge overbeviste om ikke at vise deres følelser, ikke at sige for meget. To misforstået i en sø...Man kunne skrive en sang om det.
"Jeg ønsker ikke at vide det, medmindre du vil selv får lyst til at sige det" slog hun fast endnu en gang, da det vist ikke var sunket ind første gang. Hun kiggede igen op på ham og hendes smil var ægte. Han var...Sød. Ville man vidst kalde det. At han tænkte på hende var...specielt. Folk tænkte altid på hende, men ikke som det tænkende væsen hun var. Bevars...Enkelte gjorde! Men generelt blev det forventet at hun klarede det meste selv.
"Jeg har læst magi. Vita Natura...Naturens magi. Med de rigtige ord og koncentration kan du bruge din egen energi, til at lokke naturen omkring dig til at gøre ting...Som at vokse ekstra hurtigt, til at heale...Til smukke ting" hun nussede om blomsten, før hun endelig slap den og vendte sig om mod ham igen. Hendes blik hvilede på ham, men ikke på nogen stirrende måde. Hun var nysgerrig over hvad han kunne, men ville ikke presse sig på.
"Min mor forlangte jeg lærte magi, samtidig som jeg lærte at skyde med bue og pil og nærkamp. Men magien nyder jeg mest" hun elskede magien. Hun elskede også sin bue og pil...Så længe hendes mål ikke var levende. Men det var nødvendigt at kunne forsvare sig. Og det accepterede hun.

Shane overvejede at gå. Han var i tvivl om han gad at snakke mere. Han havde lyst til at gå, men hans nysgerrighed om hvordan hun havde fået blomsten til at blomstre sådan, gjorde at han blev siddende. Han kneb mistroisk øjnene lidt sammen. Han troede ikke helt på hende. Han var sikker på at eller andet tidspunkt ville hun prøve at få ham til at fortælle hende om sin fortid. "Godt." Mumlede han lavmælt, så han var usikker på om hun hørte ham, men han var ligeglad.
Han reagerede ikke på hendes smil, da det ikke virkede anderledes for ham. Han smilede bare ikke. Han havde ikke nogen grund til at smile. Det havde han ikke haft længe. "Det lyder ikke som en særlig nyttig evne. Det lyder mere som manipulation." Sagde han. Han var ligeglad med om det han havde sagt var fornærmende, han sagde sin mening og det ville han ikke stoppe med. "Magi er spændende, men farligt. Man gør klogt i at holde sig væk fra det." Hans tatoveringer lyste svagt blåt i nogle få sekunder. "Og så kræver det som regel en masse energi at bruge magi." Han så ned i vandet.

Hun så lidt på ham og følte en let irritation. Først mente han at hun fortjente venner og så mente han at hun blot var til, for at manipulerer rundt med folk? Hvad var hans undskyldning for at fornærme folk så groft, konstant? Det eneste han gik og tænkte på var ham selv. På sin fortid, på sin tristhed, på at han aldrig måtte stole på nogen eller noget. Hans liv måtte være ret...intetsigende. Det overraskede hende at han ikke var blevet træt af sig selv endnu.
Hun så direkte på ham.
"Ligesom du nægter at snakke med folk, uanset af hvilken grund, ligeså vil jeg gerne have du accepterer at jeg kan magi, uden at fornærme mig på det groveste" slog hun fast. Hun rejste sig, vandet plaskede om hende og hun var ligeglad med om det ramte ham. Hun marcherede op på bredden igen, tog fat i sin kjole og vred noget af vandet ud af den, så den ikke var så tung at gå rundt med. Hun mærkede straks varmen rundt om sine afkølede ben, trods kjolen endnu var kølig.
Til sidst bukkede hun sig ned for at samle sin vanddunk op, før hun vente sig om mod ham et øjeblik og så vurderende på ham.
"Hvis det eneste du har at sige, er at du er en ensom mand med en fortid, du hele tiden tænker på, men aldrig vil dele med nogen, er det klart du ikke er kommet videre i dit liv. Jeg har prøvet at være venlig. Jeg har accepteret dine grænser. Men hvis det eneste du har til overs..." hun mærkede til sin irritation at hun blev ked af det. Hun vendte ryggen til ham, for at skjule det.
"...Er grove ord og ingen respekt, tror jeg ikke vi har mere at snakke om" Hun knejsede med nakken, så hendes hår dansede en livlig dans. Hvis han havde kunne se hendes øjne, ville han bemærke hvordan de skinnede. Magien og hendes studier var de eneste hun altid havde haft og hun elskede dem. Magien var levende og forunderlig...Så smuk.
Hun vidste hvad hun lavede, hun kunne kontrollerer sin magi. Til sin vrede opdagede hun...At hun endnu en gang var fejlet i at have nogen at snakke med, uden af blive uvenner med dem. Hende, som blot ville være venner med alle, havde ingen! Livets ironi!

Han fulgte hende med øjnene, da hun rejste sig op og gik hen til bredden. Han rejste sig op og fulgte efter hende, imens hun snakkede. Han rakte ned efter sit sværd på jorden og vendte sig derefter hen imod hende. Han sukkede svagt og tog en beslutning. "Mine forældre blev dræbt af mennesker da jeg var 18 år og i tre år tog jeg mig af min lillesøster Mira. For to år siden blev hun kidnappet af mennesker og jeg ved ikke hvor hun er. Jeg var heldig ikke at dø den dag hun blev taget. De brændte vores hus. Lige siden hun blev taget har jeg nedgjort mig selv, sagt til mig selv at det var min skyld at hun er taget, og jeg har nægtet at snakke med andre om det. Jeg har aldrig kunnet lide at snakke om mig selv, fordi jeg var bange for at hvis jeg fortalte en person om mig selv, så vidste alle hvem jeg var og hvad mine svagheder er. Jeg er ikke god til at være social." Man kunne se et svagt nervøst glimt i hans øjne. "Og jeg har en evne som vel er magi. Jeg kan trække fra min egen energi og forme den til en slags bold, eller noget.. når jeg bruger den evne lyser mine tatoveringer. Jeg er født med evnen og derfor også født med tatoveringerne."
Han prøvede at komme i tanke om andet, som han kunne fortælle hende, men han kunne ikke komme i tanke om andet udover en ting. "Min familie og mig har aldrig været boet sammen med andre elvere. Jeg ved ikke hvorfor." Han ventede nogle få sekunder med at sige noget. "Nu har jeg fortalt dig det meste. Du bestemmer selv om du vil gå eller blive." Han så afventende på hende.

Dette var det sidste hun havde forventet af ham. Hun havde ikke forlangt at høre hans historie og havde accepteret han ikke gad fortælle den, men hun havde regnet med han i det mindste kunne opføre sig nogenlunde ordentligt! Han så åbenbart det her som en form for undskyldning...
Hun drejede hovedet på så ham, da hun var sikker på at hun havde kontrol med sig selv igen. Hun reagerede først da han var færdig. Først med en smule stilhed, da hun tænkte over det hun havde hørt, og bagefter et svar.
"At fortælle det, viser ikke hvem du er eller dine svagheder" svarede hun stille.
"Det giver blot et indblik i dig, som en person og giver en forklaring på hvorfor du handler, som du gør. Dine svagheder blottes ikke. Til gengæld høre man om hvilken person du er, at opgive meget for at finde på din forsvundne søster, for familien. Det fortæller om dine værdier" hun så lidt på ham for at bedømme om han overhoved ville høre det.
"Jeg beklager" sagde hun så. Hun var ked af de ting der var sket ham og at han ikke kunne finde sin søster, men hun vidste også han ikke ledte efter medlidenhed.
"Høre jeg noget, skal jeg med det samme henvende mig til dig" forsikrede hun. Hun skiftede vægten fra den ene fod til den anden, da hun kiggede ned mod vandet, hvor de begge havde siddet for kun et øjeblik siden. Et øjeblik, der allerede føltes som meget længere tid.
"Min mor, Dronningen, forventer meget af mig. Både som datter og som prinsesse. Hun har altid forlangt jeg lærte magi og jeg er begyndt at holde af det. Jeg har hverken haft tid eller haft særlig mange, som har bekymret sig om mig som person. De fleste vil blot minde mig om mine ansvar og pligter. At studerer, at lære magi, har givet mig en pause fra de ting. Magi...Betyder meget for mig. Jeg har styr på hvad jeg laver og jeg vil ikke bruge den på at skade...Men på at skabe. Og det er grunden til jeg har valgt den gren af magien, som jeg har. Den skabende og helende del" hun så lidt på ham et øjeblik. Hun ønskede ikke at han skulle føle sig...Bange eller utilpas, i nærheden af hende. Så hun fandt det passende at fortælle ham om hvorfor magien betød så meget for hende...Hvorfor hun overhoved brugte magi.

Shane trak blot på den ene skulder til det hun sagde først. Han vidste at mange foretrak at snakke med andre om deres problemer, men han kunne ikke lide tanken om at skulle dele sine problemer med andre. Selv da han havde været et barn havde han ikke brudt sig om at snakke med sine forældre om sine problemer. Han lyttede ofte til sine instinkter som altid gav ham en fornemmelse af at han ikke måtte fortælle for meget om sig selv. Det kunne være farligt og han fulgte den fornemmelse. Han så væk fra hende, da hun sagde beklager. Han ville ikke have hendes medlidenhed, for han kunne ikke bruge det til noget.
Han så først på hende igen, da hun var færdig med at snakke. "Du snakker som om du forventer at vi mødes igen." Han vidste ikke om det var uhøfligt sagt af ham. "Jeg dømte dig nok lidt for hurtigt." Han kunne ikke få sig selv til at sige undskyld. Han ville gerne sige det, men han kunne simpelthen ikke få sig selv til det. "Hvordan har du tænkt dig at forsvare dig med din magi?" Han så spørgende på hende. Han så ned i jorden. "Du kiggede på min overkrop, da vi så hinanden første gang." Konstaterede han. "Undrede du dig over mine tatoveringer?" Spurgte han.

Hun trak selv lidt på skuldrene og ville gå tilbage til lysningen. Hun stoppede dog op og gjorde tegn til om han ville med?
Hvis han ville, ville hun gå imod lysningen og hvis ikke, ville hun blive stående. Lysningen lå lige i nærheden.
"Måske håber jeg blot?" svarede hun roligt.
"Min magi skaber. Den kan også skabe forsvar eller angreb. Men den tager på magi og gerne til jeg dør, hvis jeg ikke passer på. Jeg kan skyde med bue og pil og ellers har jeg mine dolke. Resten...Må komme med held. Jeg rejste alene...Og medmindre du har nogle skjulte evner til at kæmpe og er til at hyre, må jeg klare mig selv" Det var tydeligt at det sidste var ment som dril. Hun regnede ikke med at han opfyldte de to ting, og selv hvis han opfyldte den ene ting, forventede hun langt fra det var dem begge.
"Jeg..." hun så lidt ned i jorden, da hun ikke helt vidste hvad hun skulle svare. Sandheden? At hun havde været...betaget af hans udseende? Hendes kinder fik en let rødlig glød, hvilket resulterede i at hun kiggede væk fra ham. Dette var dybt upassende, især for hende.
"Ja. Dine tatoveringer er specielle og jeg blev nysgerrige. Jeg beklager, det var ikke pænt af mig at stirre sådan" hun troede han stadig var sur over det og at det var grunden til at han bragte emnet på banen igen.

Shane tøvede, men valgte at gå med hende hen til lysningen. Han kunne ikke se hvad der skulle være galt i at gå med hende derhen. "Hvorfor skulle du ønske at snakke med mig igen, når jeg er uhøflig?" Der var en svag drillende tone i hans stemme, men stadig intet smil. Han lyttede roligt til det hun sagde. "Jeg har ikke en evne der gør mig fantastisk til at kæmpe, desværre, men jeg har trænet med sværd siden jeg var 8 år. Om jeg er til hyre er en anden sag. Jeg vil ikke bruge hele min tid på at beskytte dig, jeg skal stadig finde min lillesøster, men ellers er jeg til hyre. Selvom jeg nok gerne vil gøre det gratis." Han ville ikke have penge for at beskytte nogen.
Han rynkede svagt på panden, da hendes kinder fik en rødlig glød. "Det er helt fint." Han var ikke sur over det mere, selvom det altid gjorde ham mere irriteret at folk stirrede på hans tatoveringer, han havde bare konstateret det. "Jeg undrede mig bare lidt om det var mine tatoveringer eller noget andet." Igen var der en svag drillende tone i hans stemme og en kæk glød i hans grønne øjne.

Hendes latter lød som en kilde, der løb frisk af sted ned af et bjerg, helt uden bekymringer, frisk og klar. I lysningen smed hun sin vandflaske ved siden af sin taske og gik direkte over foran ham. Det var så...Upassende, for hende, fordi hun var den hun var...Men var det ikke ham der snakkede for at hun bare skulle være sig selv? Hvem ville vide noget, hvis hun faktisk nød et øjeblik i selskab med denne mand? Mens hun var ude og rejse havde hun kun sig selv. Hun smilte let da hun roligt lod blikket glide ned over ham et en enkelt gang, for at besvare hans dril.
"Det ville altid være rart at have en stor og stærk mand til at passe på min ryg, i farlige situationer. Hvis du har lyst...Vil jeg gerne hyre din styrke, når jeg en gang i mellem skal mødes med betydningsfulde folk. Jeg har opdaget at det er i disse situationer...At folk er mest ude efter mig" smilte hun let.
Hun tøvede kort...Da hun løftede sin hånd og lagde den mod hans brystkasse. Hendes fingre gav sig til at følge hans tatoveringen ned af maven på ham, omend hun ikke gik for langt ned.
"Jeg forstår virkelig ikke hvad du mener..." smilte hun let og så på mod hans ansigt igen.
"...Din uhøflighed er velbegrundet og du har undskyldt den. Folk der indser det, er værd at være sammen med..." Resten lod hun være usagt imellem dem. Hun fandt det ikke passende at være for frembrusende...Men hun følte sig helt klart tiltrukket af denne mand. Det var som om hun slet ikke kunne tænke fornuftigt over det...

Shane så hen imod det træ hvor hans rustning var. Han besluttede sig for at først når han var færdig med at snakke med Idril ville han hente sin rustning. Han rynkede svagt på panden over at hun kaldte ham stor og stærk. "Det er lige før at jeg tror at du flirter med mig, siden du kalder mig stor og stærk." Sagde han med et svagt smil om læberne, men smilet forsvandt hurtigt igen. "Jeg vil gerne beskytte dig." Hvis han lavede noget andet end at lede efter sin søster, så kunne han måske bedre koncentrere sig om den situation han stod i. Til tider så finder man først det man har ledt efter, når man er stoppet med at lede.
Han så undrende på hende, da hun lagde sin hånd mod hans brystkasse. Imens hun snakkede tog han blidt fat i hendes hånd der var imod hans brystkasse, og først da hun var færdig med at snakke, valgte han at sige noget. "Hvad laver du?" Han så spørgende på hende. Han valgte at lade være med at kommentere på det andet hun havde sagt.

Hun lyttede til det han sagde, men vidste ikke helt hvad hun burde svare til det. Så hun valgte at forblive tavs, i hvert fald lidt endnu. Hendes hjerte hamrede lidt hurtigere, når hun stod så tæt på ham og hun opdagede at hun blev direkte glad, når han nævnte at han gerne ville være omkring hende. Jamen så så de vel også hinanden igen, gjorde de ikke?
Hun havde ikke lyst til at dette skulle stoppe. Trods hun var prinsesse og havde så meget at se til...Var hun også stadig en kvinde. Og dette...var ganske rart. Trods spørgsmålene, var det rart. I det mindste havde han ikke skubbet hende væk og bare gået fra hende. I stedet holdte hans hånd nu om hendes. I et øjeblik prøvede hun at skubbe disse forvildede følelser og tanker til side, at faktisk tænke logisk. Men hendes logik ødelagde alt godt ved situationen. Den sagde hun skulle trække sig tilbage og ikke se ham igen...For hun havde et ansvar og kunne ikke bare flirte rundt med tilfælde mænd i skoven!
Hun drejede hovedet og kiggede op på ham med sine grå øjne. Hun søgte hans øjne, til hun fandt dem og kiggede ind i dem i et øjeblik...Hvad lavede hun egentlig? Hun smilte svagt, i håb om han ikke ville blive sur.
"Beklager...Jeg er vist lidt...Tiltrukket af dig" i et øjeblik havde hun været ved at sige "Dem" i stedet for "dig", men hun havde ændret det i sidste øjeblik. Vaner!
Var hun gået over stregen? Hun vidste at hendes mor ville låse hende inde på sit værelse i mindst et par år og fortælle hende om hendes ansvar og at en simpel mand ikke ville være god nok...Men hun var i tvivl om hvad hun selv mente.
"Jeg ville elske din beskyttelse..." blot at stå nær ham, så tæt på, mens han holdte om hendes hånd...Fik hende allerede til at føle sig mere sikker. Mere, end hun havde gjort, siden hun var taget hjemmefra.