You have a bounty on you? XxX

Tid: 17.39
Dag: Fredag
Vejr: Køligt og klart
Omgivelser: På vej mod kroen. Omgivet af glade folk der gør klar til det kolde efterår.
Sted: Gaderne i Firewood village

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]



Gil Acidrain havde lige fået sin dusør efter en lang jagt og nu ville han gerne have et par dages hvile før han gik videre til næste opgave. Han havde hørt om kroen i her i byen og besluttet at det kunne ligeså godt være stedet at hvile sig. Blikket gled rundt og han kunne se små børn løbe rundt. Han smilte og tænkte på den klan han havde hjemme. Alle de små børn som legede og sønnerne trænede til at følge i deres fædres fodspor.

"Kom indenfor gode herre." sagde kroejeren da Gil trådte ind på kroen. Krofatteren så lidt nervøs, men Gil sendt ham et roligt smil. "Et værelse og mad." sagde han og smed et par mønter på bordet. Gil blev vist op på værelset hvor han lagde de fleste af sine våben før han gik ned og udenfor. Med krydsede arme stod han og kiggede mens børn legede. Enkelte drenge stoppede op og kiggede på manden.

"En Dusørjæger. Her?" Folk hviskede i krogene og snart begyndte rygterne at løbe. Det var ikke tit at der var en Dusørjæger i byen. Gils øjne gled op mod himlen. Vind drev enkelte skyer over himlen og mørket var ved at falde på. Folk strømmede efterhånden til kroen.

Det havde været en lang dag! Han havde været på jagt, og det var oftest en besværlig færd, men skulle nødig opdages af nogle. Hvor mange ville ikke syntes det kunne være virkelig interessant at have en hvid tiger? Eller den skind!
Han havde dog nedlagt et vildsvin, hvilket var en energitagende affære! Men mæt var han blevet, og havde efterladt rasterne til skoven andre dyr, der måske havde svære ved at jage! Det var efterhånden blevet koldere, og han kunne mærke at tigerpelsen efterhånden ikke var nok til at holde ha varm en hel nat. Så han måtte prøve på andre måder. Men!... for at få lov til at sove på et værelse på kroen krævede det penge, noget Claan ikke havde noget af! Han var en ensom rejsende, flygtning om man kunne kalde det, det! og han ejede ikke andet end det halshånd han havde fået af Queen… og selvom han selv var stukket af, og ikke ville tilbage. Så betød halsbåndet alligevel noget for ham!
Så selvom det var en masse penge værd… så nænnede han alligevel ikke at sælge det!
Selvom han næppe fandt et sted at sove, så havde han alligevel begivet sig ind til byen for at se om han kunne være heldig at finde et sted. Måske en stald eller sådan noget hvor han kunne sove.

Han så søgende rundt, men der var ikke nogle steder hvor han syntes folk lignede nogle der ville byde ham velkommen til at sove, hverken i hus eller stald.
Han stoppede kort foran Kroen. Sukkede lidt inden han stak hånden i lommen for at tjekke om han virkelig ikke skulle have glemt et par mønter eller sådan siden sidst han tjekkede. Han talte de enkelte mønter han havde, og sukkede lidt.
hmm.. han kunne vel lige så godt bruge de sidste penge han havde på at få en øl! Han satte kursen mod Kroen. Han passerede en mand på vej ind, og kunne ikke undgå at studere ham. Han lignede ikke en af de typiske beboere her i byen.
Han gik op til kroejeren. ”det skulle vel ikke være muligt at få et billigt værelse” Spurgte han lidt henledende. ”alle værelserne koster det samme!” knurrede ejeren der sikkert allerede var træt af folk kom og spurgte om lige netop den slags.
”Hmm hvad med laden?..” spurgte Claan med et træk på skuldrende.
”Hør her unge mand! Uden penge intet værelse!.. så hvis ikke du skal have noget så smut med dig! Jeg har andre kunder” vrissede han og viftede Claan væk med hånden.

Claan sukkede blot, og viftede selv med den ene hånd ”Okay okay!.. så giv mig en øl” sagde han og lod pengene ramme disken. De blev hurtigt samlet ind og erstattet med et krus øl, som Claan greb, og tog med udenfor ved et bord der. Han havde det ikke godt med lugten af kro. Han havde det bedst med frisk luft

Gil kiggede sig over skulderen og på den mand der kom ud. Han gav et grynt til hilsen og stirrede ud på gaden. "Hey skønne." En anden mand kom hen og satte sig overfor den anden. Den anden var fuld og Gil vendte sig halvt om. Hans mørke øjne hviler på dem. Han hævede et øjenbryn.

"Hvad laver du herude alene? Har du ikke en der venter på dig." Gil himlede med. Den mand var kun ude efter at komme i seng med en. Krofatteren kom ud med en tallerken og rakte den til Gil. "Kender du de mænd?" spurgte Gil og gjorde et kast med hovedet mod de to mænd ved bordet. Krofatteren trækker på skuldrene. "Det hænder at den unge mand med øllet dukker op." Gil så på ham med øllet. Han tippede hovedet på skrå og rev en luns af brødet af.

"Er det ikke Claan?" Igen gik hans fokus hen på et andet sted. En flok unge kom hen. De så ud til at genkende ham, men ikke som venner. Nærmere rivaler. "Hvad laver du i byen? Gad Ríns ikke være i dit selskab mere?" Den unge dusørjæger satte sig på kanten af terrassen og spiste sin aftensmad mens han hørte med halvt øre. De blev ved med at svine ham til og da Gil havde spist færdig rejste han sig. Langsomt og med en bevægelse der for mange kunne beskrives som truende. "Hvad vil du?" En af de unge vendte sig mod ham da Gil trådte op. "Jeg tror at jeg ville gøre en af jer til min frokost." Tænderne glimtede hvide og de mørke øjne lovede blod.

Han havde desværre ikke andet end lige sat sig inden han blev forstyrret af en af byens fulde mænd. Og denne gang med en dum kommentar om der ikke var nogle der savnede ham. Han havde været i byen et par gange sammen med Obi, mens han kom sig for sine sår, men det var efter hånden noget tid siden. Desværre så det ikke ud til at byer som disse glemte den slag!...
Han rettede blikket mod manden "skrub af og lad mig være!" knurrede han som han tog en tår af sin øl og prøvede at ignorere manden.
Han fik dog ikke meget fred før det pludselig var en gruppe unge der råbte efter ham. Han havde set de drenge før, og vidst også været oppe og slås med den ene da vedkommende kom med nogle grumme udtalelser om Obi og Claan.
Det her var grunden til at han holde sig væk fra byer! Selv de små af dem som hellers skulle sære så gæstfrie og gode, var ikke til andet end ballade.

Han prøvede for alt i verden at ignorere fyrende der prøvede at tirre ham. Han knyttede håndnen om ølkrusets hank, og havde svært ved ikke bare at fare i sygnet på drengene og flå deres ansigter i stykker. Han gjorde dog hvad han kunne for at styre sig, selvom den fulde stodder, der nu havde fundt vej om på bænken til ham ikke gjorde det nemmere.
Han mærkede en hånd mod sin lår, der begynde at nusse ham.
"nu du er færdig med ham skovhuggeren, hvad så med en rigtig mand?"mumlede han ind i øret på Claan, der næsten knurrede af raserrig.
"fjern dine finger fra mig dit fulde svin!" vrissede han og skubbede manden væk der som rasultat mistede ballancen og faldt ned fra bænken. Og det var ikke med en glad mine at han kom op igen.
Claan kunne ikke skifte form her! Folkene i byen måtte ikke vide at han var den hvide tiger der var blevet set i skoven.

Gil greb fat om den fulde mand og smadrede ham op mod væggen. Han havde smidt kappen og trøjen for at de ikke skulle blive for blodige. "Ba'slanar him solus!" snerrede han og pressede mod struben. På ryggen kunne man se den store tatovering som viste hans klan og farven afgjorde hans rang. Han vendte sig halvt om mod gruppen. "Og I? I skulle smutte ud og lege med andre børn." De ældre mænd kunne genkende hans klan, men næsten ingen kunne forstå sproget.

"Og hvorfor skulle vi gøre det? Han er ikke andet end en sengevarmer." En enkelt ung kvinde og hun gloede olmt på ham. Gil vendte sig mod den fulde mand og snak sine tænder ind i hans nakke. Blodet var sødt og han trak sig væk da manden stoppede med at skrige. Gil slikkede sig om munden og så sig om.

Han nikkede til Claan da han gik forbi. Han var nødt til at sove, men drejede halvt rundt efter ti skridt. "Kom med. Du kan dele værelse med mig." sagde han og stirrede på de andre unge og den mand han havde drukket fra.

Claan nåede knapt nok at gøre noget, før der pludselig var en mand der tog fat i den fulde idiot, og ligefrem slog ham ind i væggen. Han forstod ikke helt hvad der foregik lige nu. Hvorfor hjalp denne mand ham? Han så tilbage mod de unge mennesker da opmærksomheden blev vendt mod dem. Og deres kommentar fik det til at vænne sig i ham. Ikke fordi han havde noget imod 2 mænd sammen! Han havde selv prøvet det en enkelt gang, og det var slet ikke en tanke der skræmte ham!
Men at de talte om Obi på den måde, som om han var en mand der lukkede en ung fyr ind kun af den grund gjorde ham sur! Obi havde hjulpet ham og redet hans liv. Han havde ydermere redet ham fra dusørjægere. Så at de snotunger stod og talte sådan ikke om Claan, men også hentydet til Obi gjorde ham rasende.
Han nåede dog ikke at gøre eller sige ret meget, før den fulde mand skreg op, og synet der mødte Claan var ikke rart. Manden der ellers havde hjulpet ham, stod lige nu og drak blod fra den fulde mand.

Han bakkede instingttivt, og så også hvordan de unge mennesker flygtede. Folk omkring dem kiggede chorkeret men turde ikke gribe ind.
Da manden var færdig, og skulle til at gå forbi Claan, hørte han hvad han sagde, og så på ham med et næsten måbende udtryk.
"sig mig.. er du sindsyg!?... du har lige suget alt blodet ud af den mand, og så tror du jeg vil dele seng med dig bag efter?!" spurgte han og så på manden med et blik der sagde at det da måtte være åbenlyst han ikke havde lyst til det.
"Nok har jeg ikke råd til et værelse, men jeg er ikke så dum at du kan lokke mig til at være din madpakke til senere" sagde han inden han samlede sin taske op der ellers stod på jorden. Han skulle bare væk der fra. Den by var simpelthen for meget! fyldt med psykopater og fjolser!

Gil snerrede og rakte ud efter den yngre, men stoppede sig selv med et fnys. "Du kan åbenbart ikke kende forskel på dem der skal bruge blod til at overleve. Og du min ven, du er ikke min favorit." Gil hvilede hænderne på hofterne. "Jeg er en bloddæmon, ikke vampyr og jeg har gået i flere dage uden ordentligt mad så undskyld at jeg reddede dit liv." Gil kunne mærke frustrationen under sin hud, men forholdte sig roligt.

Gil var træt af at folk så på ham som en sindsyg. Hvad han gjorde var for at overleve. "Du er som så mange andre. Har I folk nogensinde overvejet at spørge om vi nyder det vi gør? Om vi ikke ønske en anden mulighe?" Hans stemme blev kølig og øjnene hårde. Hans blik var på den unge mands ryg. Mange folk så på dem og mumlede. Enkelte dæmoner fandt deres liv som en forbandelse. Enkelte begik selvmord mens andre prøvede at leve normalt.

"Tænk over hvad du siger og til hvem. Det kunne ende galt en dag!" Gil snurrede rundt på hælen og stormede op på værelset. "Var den høvdingen?" En af de unge mænd så efter Gil. "Yeah. En af de bedste dusørjægere. Han har dog aldrig vist interesse for mænd indtil nu." mumlede en kvinde og kiggede let hen mod Claan. "Ikke at man ikke kan bebrejde ham." Kvinden så på Claan og vidste at under alt det snavs kunne der meget vel være en smuk ung mand.

Claan måtte nok indrømme at han ikke havde regnet med at manden ville svare igen på denne måde. Jo han havde reget med at manden måske ville være ligeglad eller blive sur, men at han ligefrem ende med at give Claan dårlig samvittighed havde han ikke reget med. Manden havde jo ret. Det var ikke alle der drak blod der nød det. Men nu havde han dog været vant til en bloddæmon af værste slags. Hun havde ikke dræbt ham, men hun havde helt sikkert udnyttet ham for hans blod, og hans evne.
Han savnede stadig Queen en gang i mellem, men han vidste at hun var alt andet end sund for ham! Var han blevet, havde hun endt med at blive hans død, på den ene, anden eller tredje måde!
Han så efter manden der valgte at gå, hvilket Claan engentlig godt kunne forstå. Han havde lige hjulpet Claan og endda tilbudt ham et sted at sove. Men Claan havde bare fornærmet ham som tak.

Han sukkede lidt som manden var gået, men hørte hurtigt at folk begynde at snakke. Han sukkede, og valgte at gå inden for på kroen. Han orkede ikke at høre på alt deres sladder. Han stak næsen i vejret, og kunne tydeligt lugte det stor af blod manden ubevidst havde efterladt i luften. Han smuttede op af trappen, og op til værelserne. Han snussede efter for at finde færden af manden, og fandt den hurtigt.

Han sukkede lidt for sig selv, men gik over og bankede på. Åbnede manden ville Claan stå ude foran. "Undksyld!.. Jeg fik ikke takket dig for din hjælp" sagde han som det første. Han var opdraget ordenligt, selvom han havde levet det meste af sit liv som slave, så vidste han at man takkede folk når de hjalp en! Men desværre havde de mange år som slave, og nu på flugt, gjordt ham lidt parnoid.

//undskyld, men jeg gør lige så Claan ikke høre det der bliver sagt om at Gil er dusørjæger, for det ville få Claan til at stikke af

Gil åbnede døren og så på den anden. Med kroppen og vægten hvilende op ad dørkarmen så han på den mindre mand. Han var stadig rasende, men hvorfor påvirkede denne mands ord mere end andres. "Ingen årsag." Gil lod døren stå åben og gik ind i rummet.

Sengen var ikke den bedste, men den kunne gå an. Der var et skab på den modsatte side. En vaskefad ved siden af. Vinduet var stort og sørgede for at der kom masser af lys ind. Dusørjægeren havde åbnet sin taske og fundet noget mere civilt tøj frem. "Jeg kan regne ud at du kommer her tit?" Gil gik hen og satte sig på sengen mens han hev støvlerne af. Han kiggede kort op. Skæret fra lysene kastede en ro over ham.

"Jeg er ikke selv helt ked af at jeg sagde de ord til dig. Måske lidt, men jeg er så træt af at blive dømt for noget jeg ikke selv kan styrer!" Han begyndte at fortælle om alt det shit som han havde været igennem, men han tav da han opdagede det. "Du skulle du ikke have hørt, beklager." Han så væk. Hans kropssprog virkede opgivende.

Det var nu faktisk overraskende nemt at undskylde overfor manden. Han havde regnet med at blive råbt lidt af eller sådan noget. Men slet ikke! Ikke et ord! Blot en tilgivelse og derefter snakkede han til Claan som om deres uoverensstemmelse lige før ikke var sket. Han blev stående i døren mens han så på manden. Skulle han komme ind? Skulle han gå? Han vidste det ikke helt. Dog da.Mandan begynde at tale til ham, besluttede han at træde ind på værelset, og endda lykke døren efter sig. Han sukkede lidt da der blev talt om at han virkede til at komme der tit.
"Jeg opholder mig for det meste i skoven.. det her er den nærmeste by" startede han ud.
Han sukkede lidt og kløede sig opgivende i nakken.
"Og så boede jeg en kort tid hos en skævhugger i byen!... Alle tror at jeg var hos ham som lidt "ungt kød" som manden kunne hygge sig med... Men det var slet ikke tilfældet" han knugede sin hånd. Bare tanken om deres udtalelser gjorde ham rasende.
"Han redet mit liv! Han fandt mig bevidstløs og såret i skoven, og tog mig med hjem, plejede mine sår, gav mig mad og husly.." forklarede han. Det gik ham på. Obi havde været så venlig overfor Claan, ja næsten som en far eller bror! Så at folk i byen havde så travlt blot fordi 2 mænd havde boet sammen i en kort stund.

Han så på anden da han forklarede at han ikke var ked af de ting han havde sagt til Claan. Han nikkede lidt. "Det er helt fint.. de ting du sagde fik mig til at tænke over hvor tit folk har dømt mig, blot fordi jeg er beskidt og ikke har penge... Med desværre har jeg end til nu ikke mødt en venligsindede dæmon af nogle art.. og slet ikke bloddæmoner.. dem har jeg ikke det bedste forhold til" forklarede han.
"Men jeg burde havde ladet tvivlen komme dig til gode" erkende han. Han så sig lidt om, bed sig en smule i læben. "Men... Mente du havde du sagde? At jeg kunne sove her i nat?.. og i så fald.. hvorfor?" Spurgte han lidt skeptisk.

"Ja. Jeg ved hvordan der er ikke at have et varmt sted at sove. Jeg har mange i klanen som jeg har taget ind. Mange af dem havde intet sted eller penge." Gil så på den mindre mand. Så ud til at være på hans alder. At hører hvordan en anden havde taget Claan ind. "Den skovhugger må have haft en god familie." Gil gik hen og vendte sig med ryggen mod spejlet så han kunne se tatoveringen. Eller skulle man hellere sige et sort ar. Mærket var skåret dybt ind i hans hud og derefter gnubbet farve ind.

"Hvordan kan du blive ved med at bo alene? Savner du ikke nogen faste personer i dit liv?" Gil så på den anden med rynket bryn. Han ville, men han havde også over hundrede folk hjemme i lejren. "Jeg har lejr ude i Ashen Wood faktisk. Min klan venter på min ankomst i morgen tidlig." Han glædede sig og måske kunne han tilbyde denne person mere end de fleste ville. Ifølge ham fortjente mange en ny chance og denne mand. Han havde et godt hjerte og så rimlig uskyldig ud. Og dog. Han var høvding. Alor kaldte de ham så mange ville undrer sig over hvorfor han tog en med hjem der var så ren på samvittigheden.

Okay... Han havde virkelig fejl bedømt denne mand! Han var alt andet end en koldblodige dræber der ikke tænkte på andet end at sætte tænderne i en!
Han virkede som en mand mand ville kunne stole på! Så da Claan fik afvide at han havde ment at Claan måtte sove der, satte han roligt sin taske fra dig, men lige præcis så langt væk at han ville se det hvis Manden prøvede at nærme sig den.
Han så op modmanden der pludselig spurgte sol hvordan Claan kunne holde ud at bo alene.
"Jeg har mine grunde" erkende han. Det havde han! Når man var alene, så var det nemmere at være på farten! Nemmere at skjule sig! Og havde man ingen man skulle bekymre sig for, så havde man heller ikke nogle svage punkter!

Claan lagde godt mærke til det store mærke. Det måtte gøre ondt. Claan så lidt med vandet og baljen. "Ville de havd noget imod at jeg vaskede mig lidt?" Spurgte han roligt som han trak sin jakke af. Alt hans tøj var slidt, og ikke mindst beskidt! Men det blev det når man kun opholde sig i skoven.

"Hvis du er i en flok har man bedre beskyttelse. Det kender jeg en del til." Gil satte sig på i vindueskarmen for at tjekke sin logbog igennem. Udenpå ville det ligne en helt almindelig logbog, men indeni holdte han regnskab for de dusør han fik og dem hans mænd fik. "Nej. Hvis du ville have varmt vand så sig det og det kommer på min regning." Han skrev noter ned og til tider kiggede ud på det svindende dagslys.

"Jeg glæder mig til at se min klan, men dog alligevel ikke helt. Det er svært at se dem i familier og ikke selv have en der venter på sig hjemme i hytten." mumlede han og skrev sit sidste offer ned og hvor meget han fik. "Har du nogensinde været forelsket?" Gil kiggede hen på den anden mand mens han svingede benene op og sad nu mageligt i karmen. Som Dusørjæger var det svært at blive forelsket og sværere at få to liv til at passe sammen.

Claan rystede roligt på hovedet "det er fint med koldt vand" nævnte han. Det var han vant til! For det meste når han vaskede sig, var det i vandet fra søer eller sådan noget. Han gik over til kanden med vand og hælde lidt op i et fad, inden han tog fat om sin trøje og trak den af. Dette afslørede en overkrop men en hel del ar! Noget der tydeligt lignede piske mærker, men også af der lignede både rifter og vid fra dyr.
Og på det ene skulderblad havde han oven i købet et slavemærke. Han fik gjordt kluden våd, og begynde så at vaske sig. Vandet blev hurtigt meget beskidt, men til gengæld kom en ren hud til syne, der dog kun gjorde de.mange at tydeligere.

Han lyttede til hvad manden forklarede. Godt blev overrasket over spørgsmålet. Han var stille i noget tid, "ja...." Lød det så blot skulle. Han havde elsket Queen.. men det havde aldrig været gengældt. Men elsket hende havde han! Da han var færdig med at vaske sig, gik han over for at rode sin taske igennem for at finde en trøje der var bare LIDT renere end den han lige havde haft op. Han så roligt på manden.
"Mit Navn er forresten Claan" sagde han roligt.

Gil så på de mange ar og rynkede brynene. Han kunne genkende et slavemærke, men det var ikke hans valg at fører denne tilbage til sin hersker. Det var ikke en del af hans job. "Men det gør du ikke mere?" spurgte han og lagde sin bog fra sig. Gik hen til sin egen taske og hev en trøje op. Et kort kig på sengen og han begyndte at tænke. "Har du noget imod at dele seng? Det skulle blive koldt i aften og jeg tror ikke at du skal skifte form." Gil så på sin roommate og smilte svagt.

Udenfor begyndte kulden at tage til. Mange har gange i ovnen og og pejse som de har tændt op i. Gil gik hen til sengen og smider sig på den ene halvdel. Han ligger i kort tid på maven før han rullede om på ryggen. Musklerne var afslappet og han lod det ene ben hænge udover kanten. Hans blik hvilede på den anden og han kunne ikke fjerne dem. Der var noget ved Claan som gav ham Gils fulde opmærksomhed. Hvad var det? "Jeg ville ønske at jeg har kendt til det." mumlede han og stirrede op i loftet.

Hjemme i lejren var han leder og havde en stor byrde på sine skuldre. Mange af hans mænd forstod når han snappede af dem eller hævede sin stemme lidt for meget.

Claan var stille da der blev spurgt til om han ikke længere var forelsket. Uden helt selv at tænke over det tog han sig til skulderen hvor hans mærke sad. "Det er kompliceret.." mumlede han blot han vidste hvordan det var at elske nogle. Men han var langt fra sikker på at han vidste hvordan det var at BLIVE elsket. Jo Queen havde elsket ham.. på sin egen sære møde. Men hun havde med garanti kun elsket ham som en ejer elskede dit kæledyr, og ikke som en kvinde elskede en mand!
Han så lidt mod Gil da han spurgte om Claan havde noget imod at sove i samme seng, han skulle til at svare da han hørte det næste Gil sagde.
"Hvorfra ved du at jeg er shapeshifer?" Spurgte han så. Hvem havde fortalt ham det!?

Han fandt endelig en trøje der kun havde et par enkelte huller, og som var forholdsvis ren. Han trak den over hovedet, og lod blikket ramme Gil lidt.
Der var et eller andet med den mand! Og hvorfor blev han ved med at kigge sådan på Claan.
"Tror du ikke bare du skal møde den rette?" Spurgte han om mens han lænede sig lidt op af den lille kommode hvor fadet med det nu helt sorte og snavsede vand stod op.

Gil vidste ikke hvad han skulle svarer. "Kald det en anelse." mumlede han og satte sig halvt op. Han var ikke særlig god til kærlighed. "Kærlighed er svær at finde med mit arbejde." mumlede han og smilede trist. Han svang benene udover kanten og lænede sig forover. "Såh jeg har opgivet med at finde en partner i livet." Det sorte hår faldt ned over hans skuldre. Kropssproget blev opgivende og et suk kom fra den massive brystkasse.

Gil havde aldrig haft en partner. Og dem han havde skred efter en uge sammen med ham. "Du er dusørjæger. En morder og du intet har hjerte." Det havde gjort ham kold og tilbagetrukket for andre. Han stirrede ned på sine hænder. Begge var ru og hårde. Aldrig kendt kærtegn og kunne give tilbage. "Beklager at du skal hører om mit kærlighedsliv." mumlede han mens han gik hen til vinduet. Man kunne se stjerne og månen.

Folk kom ind på deres værelser og man kunne høre samtaler eller folk der havde sex. Gil rystede på hovedet da naboen på højre side virkelig gik til den. Øjnene gled i og rummets kolde luft gav ham gåsehud.

Det var lidt en underlig følelse at tage med en fremmed om følelser! Især nogle der handlede om kærlighed, noget de fleste holde for sig selv.
Claan så på Gil da han undskylde for at han fortalte om de her ting. Claan smilede roligt.
"Det er okay... jeg ved hvordan det er ikke rigtig st have nogle at dele det med!" Sagde han roligt. Han vidste hvordan det var når man ikke bare havde en at dele sine tanker med. Selv den gang han havde levet sammen med Queen havde han jo ikke kunne fortælle hende om sine tanker og følelser! Han havde været en slave, og kunne ikke tillade sig at fortælle hende den slags...

Han så lidt mod væggen ind til deres naboer der åbenbart havde besluttet sig for at have en hed aften. Åh man... han ville aldrig få lukket et øje!..
Han satte sig lidt ned på sengen for at snørre sine støvler op, og smed dem over til hans taske, han strakte sine tær lidt, åh det var rart at få de stramme støvler af.  Det kunne virkelig være ubehageligt at gå rundt med sådan nogle sko på en hel dag.

Han gik tilbage til sengen og satte sig på sin side af sengen. Han havde taget bogen med og skrev de sidste noter ned og så på ham. "Såh. Hvor meget tror du på den eneste ene og tror du at du kan finde denne?" Gil lagde bogen fra sig og tog sine støvler af. Han svang benene op og lod sin krop falde tilbage på sengen. Han var fristet til at trække den anden ind til sig, men de var ikke sammen. Han trak vejret ind og pustede det ud igen.

"Og hvad kan en Dæmon falde for? Specielt en af min slags." Det sidste var mumlet ud med had over hvad han var. Hans forældre havde tit sagt at han skal holde hovedet højt, men han finder det svært. Der kom et hvin inde fra naboen og et støn. Gil rullede med øjnene og så på Claan. "Kunne du have gjort det bedre?" Smilet var drillende og glimtet i øjnene spørgende. Han vidste ikke om han ville kunne. Han lagde armene bag nakken og så op i loftet.

"Dog har jeg altid ønsket en jeg kunne holde af og tage mig af. Der der accepter mig for den jeg er og dog holder øje med mig." Ordene kom ud af hans mund og øjnene gled i. "Dog har jeg ikke meget håb. Ingen ville have en Dusørjæger."

//Denne gang er det med vilje//

Claan trak lidt på skuldrene over Gils spørgsmål.
"Det er svært at tro på noget der ind til for nyelig ikke var en mulighed" brummede han blot som han strakte sig lidt. Han forstod ikke helt mandens besættelse af kærlighed. Hmmm måske fordi han aldrig havde haft den? Men det havde Claan jo heller ikke.
Han lagde sig tilbage i sengen med en arm bag nakken. "Jeg tror dog de fleste folk aldrig finder kærlighed... de nøjes bare med det de tror de fortjener, eller som de tror er det bedste de kan få" erkende han. Han Havde hørt om mange der aldrig fandt ægte kærlighed, men derimod levede hele livet sammen med en de bare følte de kunne holde ud at være sammen med så længe.

Han høre mandens drillerier, og kunne ikke undgå at grine. "Jeg ved ikke om jeg kunne gøre det bedre.. men det havde i værtfald ikke gået så stærkt" grinte han lidt. Han gabte en smule og var faktisk klar til at sove som en sten, men han hørte dog hvad der blev sagt, Han vende hovedet mod Gil, "dusørjæger?" Gentog han. Fuck!!! Hvad skulle jan gøre? Hvis Gil fandt ud af hvilken pris der var på Claan hoved, så sad han så godt som allerede hjemme hos Queen igen. Han bed sig lidt i læben.
"Såh.... hvad laver du i firewood?... nogle du er efter her?" Han var nød til at spørge. Tænk hvis det var Claan som Gil var efter, men bare ikke vidste hvordan han så ud?? Eller endnu værere!! At han prøvede at snyde Claan?

Gil rynkede brynene da den anden blev nervøs. "Nej. Jeg tror at jeg har sagt, at min klan har deres hjem ude i Ashen Wood Forest. Jeg kan ikke nå hjem før alle er gået til køjs så jeg kan lige så godt vente til i morgen." Gil ruller om på ryggen og ser op i loftet. Alt fokus er væk fra Claan. "Klanen er mine brødre med deres koner og børn. Det eneste fristed hvor vi kan være os." Han havde svært ved ikke at se på Claan, men next move var hans.

Stilheden havde sænket sig over kroen og dusørjægeren kunne høre hans eget åndedræt og Claans. Han vendte sig langsomt og lod sine fingre glide meget let henover den anden. Fjerlet og kun på armen.

Det var en lettelse at det lød til at Gil ikke var her fordi han var efter nogle. Såh.. måske kunne han nøjes med bare at sove her og så smutte i morgen inden Gil opdagede noget?.
Han lyttede lidt til hvad Gil fortalte, og så lidt mod ham. Han ville lyve hvis ikke det var en lidt underlig ting det her med at ligge i en seng med en fremmed mand. Men det var på en måde også rart! Ikke at være alene.

Han vende hovedet mod Gil da han fornemmede at han vende hovedet mod ham, han så ned mod sin arm da han mærkede noget der, som han havde fornemmet var gils finger der kærtegnende Claans arm. Han vende blikket en smule op mod Gil, lidt spørgende. Forstod han Gils gestus rigtigt. Han lå lidt, overvejede at det han skulle til at gøre kunne give ham ballade hvis han havde misforstået Gil.
Alligevel valgte han selv, at lade sin hånd stryge lod Gils side. Uden at lave en stor og voldsom bevægede, og hans side var det han kunne nå.
Han bed sig en smule i læben. "Væggene her er tynde..."konstaterede han. Uden helt at vide hvorfor. Måske i virkeligheden for lidt at sige til Gil at de kunne risikere at blive hørt hvis deres ellers uskyldige kærtegn blev til mere

"Der tror jeg at vi kan være enige." mumlede Gil og rullede over så han holdt sig over Claan. "Du er nød til at sige hvis du ikke ville det næste. Sig nej og jeg ville stoppe." mumlede Gil og langsomt kyssede nakken foran ham. Hænderne gled ned over Claans krop og stopper lige over hofterne. Han så op på den anden. "Jeg ved hvad jeg vil, men vil du?"

Gil var klar til at give mere end Claan ville kunne forstå. Hvad Gil så var en ung mand med et godt hjerte der prøvede at forstå alle sider. Han vidste at Claan nok ikke ville have mere end en one-night-stand. Han dukkede sig ned igen og kyssede langsomt nakken igen og en hånd gled op gennem den andens hår. Mørke øjne hvilede på partneren.

Han fulgte Gil med blikket da han valgte at vende sig om mod Claan, og ligefrem kyssede ham. Han hev lidt efter vejret, og bed sig i læben da Gil sagde at Claan skulle stoppe ham hvis ikke han ville have det. Hænderne ser gled ned over hans krop fik det til at skabe kuldegysninger hele vejen op gennem hans krop.
Han sank lidt da Gil sagde at han vidste hvad han ville, og om Claan vidste hvad han ville. Han så lidt på Gil, inden han dog lidt tøvende, han lod roligt og prøvede sine hænder glide lidt op og lægge sig om Gils sider. "Du behøver ikke stoppe" sagde han roligt.

Han vidste at det her var virkelig dumt! Gil var dusør jæger, og ydermere risikerede de at blive opdaget et sted som her. Men han savnede virkelig den fysiske kontakt! Det var flere måneder siden han havde lægger med en! Og især en mand. Han kunne mærke at han havde brug for det. Allerede nu følte han sig tryk hos Gil. Noget han ikke havde gjordt meget længe. ud over hos Obi.

Gil kyssede ham og lod hænderne vandrer. "Jeg ville aldrig sårer dig, Claan." mumlede Gil og lod lidt af sin vægt hvile over den anden, men var også påpasselig. Han var større og tungere bygget end den anden. Duften fra den anden virkede berusende og Gil fik et skælmsk smil. Han kunne mærke Claans hænder og smilede nu opmuntrende. "Modtager eller giver, Ner kar'ta?" spurgte han.

Hænder gled ned til hofterne og tog blidt fat. Gil havde ikke været med nogen længe, men han var ikke en jomfru. Hans ånde var mod Claans hils og han kæmpede for at holde sig under kontrol. Han ville ikke tage dette længere end Claan ville gå. "Og hvor langt kan vi gå? Hele vejen?" Gil ville hellere være sikker end gøre noget dumt. Kys plantede mod Claans nak og langs kindbenene.