Not another one. Get it. I have that bounty for a reason (Privat=Vigga)

O :: Et stort palæ på 2 etager med et kæmpe køkken. 5 soveværelser, en kælder, en stue, 2 badeværelser osv. Omringet af en 10 meter høj mur. Dog er vagterne blevet sendt hjem.
[For at se billedet skal du være tilmeldt og logget ind.]

Der var fuldstændig stille på palæet. Det var som om alt og alle var stoppet med at bevæge sig. Som om tiden var stoppet. Og dog ikke helt. En svag vind ramte gårdspladsen engang imellem og fik bladene til at bevæge sig. For foden af den lille trappe ind til palæet sad en ung mand med håret bølgende i vinden. Han var iført en sætsiddende kampdragt i en kulsort farve. Med en hvid holder siddende på hyggen dog uden et sværd i sig. Sværdet som egentlig var en katana. Sad med spidsen ned imod stenene på det første trin og op langs den unge mands krop og hen over hans skulder.

Han vidste hvad der ville ske nu. En assassin ville komme for at slå ham ihjel. Igen... Han begyndte at syntes det var kedeligt. Han sukkede kort før han roligt rejste sig op så spidsen af hans katana slap stenene og han havde roligt fat i sværdets greb. Han svang det kort rundt så det vendte den rette vej. Og tog så roligt sin sorte maske på hvor kun hans øjne kunne ses. Det var specifikt for at undgå hans hår gik i hans øjne. Og så ventede han bare. Han rørte ikke en muskel. Bare ventede.

//Sorry den korte start skal lige igang

Dette var ikke en af de helt alminlige jagte! Det var ikke en af dem hvor hun BARE kunne klare opgaven! Dette ville kræve eftertænksomhed, og ikke mindst styrke. Dæmoner var altid en prøvelse, men denne dæmon var værre end de andre! Han var på Wandet listen, og han var mange penge hver. Og hun var blevet lovet 40 % af de millioner han var værd! Og det var da bestemt ikke noget hun sagde nej til!

Hun havde i meget lang tid iagttag huset. Der var normalt mange vagter, og hun kunne nemt se at det ville være en prøvelse at skulle komme igennem dem alle! Men hun havde tænkt sig at prøve. Dog opdagede hun at mange af vagterne efterhånden gik. Hmm måske var dette hendes chance?
Hun underøger omgivelserne, og fandt ingen skjulte vagter! Det måtte vel betyde at der ingen var?
Vigga sad i et træ, og betragtede hvad der skete omkring huset, og lagde mærke til en fyr der sad med et sværd. Og hætte på. Hun betragtede ham lidt. HA! Skulle den ENE mand kunne holde hende ude?

Hun studerede ham nærmere og besluttede sig for at udradere denne vagt hurtiget. Hun havde jo ingen anelse om at denne mand jo Netop var hendes mål. Hun ventede til han stod med ryggen til det træ hun sat i, og gjorde sig så klar Hun trak sin dakkart, og gjorde klar til at springe på ham. Og i en hurtig bevægelse, prang hun ned fra den gren hun ellers have siddet på, og ned mod ham. Med daggerten først. Hvis han ikke ende sig, ville han ikke opdage hende, og ende med at få en kniv i nakken

//sorry for længden, men skal lige i gang

Han begyndte svagt at bevæge sig rundt i gården for at finde ud af om der var nogen der. Han havde en underlig fornemmelse af at blive overvåget. Og hans fornemmelser var sjældent forkerte. Og det var den heller ikke denne gang. Han hørte svagt træet bag ham bevæge sig. Det var en betydning for at der var nogle i træet. Bevægelsen kunne have skjult sig som vinden for det utrænede øre. Men ikke for Zero. Træet's bevægelse var helt forkert for ham. Zero svang roligt sværdet rundt så det vendte med klingen baglæns i hans hånd.

Hoppet kom ikke som et chok for ham. Tilgengæld havde han allerede planlagt sit næste træk. I takt med hun hoppede imod ham drejede han rundt på hælen. "Du skuffer mig." Sagde han kort før han lod dakkertens klinge glide igennem hans pegefinger og langefinger. Helt ned til holderen hvor han hårdt greb fat i hendes hånd så hun ikke kunne slippe. Et svagt snit ramte huden imellem hans fingre så han begyndte at bløde. Ikke lidt men heller ikke meget. Efter han havde grebet fat i hendes hånd. Hev han hende ned så hun var nød til at stå på jorden foran ham. Før han med en hurtig bevægelse placerede bunden af skaftet på hans sværd mod hendes mave. Så hun tydeligt kunne se hvis han ikke havde vendt klingen rundt ville hun have et sværd i maven nu. Derefter så han kort på hende. Han sparkede roligt ud efter hende samtidig med han gav slip på hendes hånd. Ikke for at ramme hende men for at få hende til at hoppe væk fra ham.

I takt med hun hoppede væk vendte han sværdet rundt i hånden igen så den vendte den rette vej. Han så roligt på hende før han langsomt bukkede sig uden at slippe øjenkontakt med hende. "Godaften assassin. Mit navn er Zeronium Elliot Bang." Sagde han med en roligt frygtløs og blid stemme. Før han langsomt rettede sig op igen. Og smilede svagt. "Og deres navn er?" Han spurgte ikke fordi han var særlig interesseret men mere fordi han gerne ville vide hvilket navn han skulle skrive i sin sorte bog for personlige mord næste gang. Zero var fuld af selvtillid og havde en udstråling der fik de fleste til at krympe et par størrelser. Det var tydeligt hvorfor lige denne mand havde så høj en dusør. Og det var også tydeligt at denne mand var mere rig end hvad godt ville være.

Vigga havde ikke regnet med at hun kunne tage denne mand ud, uden kamp! Derfor var hun bestemt forberedt på at manden ville kæmpe imod.
Dog havde hun ikke regnet med at han ville være så god til det. Lugten af blod ramte hendes næse da han greb ud efter hendes daggert. Hun mærkede hans hænd mod sin, og knurrede over det. Dernæst mærkede hun sværdets skaft mod sin mave. Okay… hun havde ladet ham komme for tæt på.

Da han sparkede ud efter hende, sprang hun tilbage, og stod stadig i forsvars petition! Hun var klar hvis han pludselig angreb, dog overraskede det hende da han pludselig bukkede for hende. Og ikke mindst præsenterede sig. Hun rynkede bare sine bryn. Hvad havde den mand gang i? Men i det mindste havde hun fat i den rette. Hun fnøs bare da han spurgte til hendes navn. Det kom aldeles ikke ham ved!
I en hurtig bevægelse, trak hun en pistol fra indersiden af hendes frakke, og rakte den mod ham ”Jeg er ikke interesseret i dit navn DÆMON…jeg ved hvem du er..!” knurrede hun blot.

Hans selvtillid og det faktum at han så rig ud, prallede af på hende. Hun kunne ikke imponeres med den slags! Hun kunne ikke være mere ligeglad med hans penge og status, for hende var han en simpel dæmon der skulle dø! Ligesom alle de andre! Han ville blot blive endnu et nummer på listen.
Hendes øjne ændrede sig. Og de gule katteøjne kom frem hos hende. Disse hjalp hende med at fortælle meget, på denne måde så hun som den sneleopard hun var, og på denne måde kunne hun tydeligt se hans svageste side lige nu. Hun smilede skævt, mens hendes øjne blev sig selv. Hun affyrede et skud mod ham, velvidende om at han ville kunne afværge skuddet med sit sværd. Men dette var plot en aflednings manøvre!

Hun satte i løb, og kom op på siden af ham, i noget der sikkert ville føles som et split sekund, lod hun sine klør komme frem, og lod dem krasse ham langs siden, nogle dybe flænger blev efterladt, og hun stod nu bag ham. Hun var godt klar over at for ham var det nok ikke så slemt, men hun måtte vel bare køre ham træt!

Han sukkede kort. "Det er kun høflighed at fortælle en anden sit navn." Sagde han kort og så på hende. Deres øjne var direkte kontakt. Hvilket var Zero's fordel. Han smilede kort. "Men hvis det skal være på den måde." Han smilede svagt og så afventende på hende.

Under hele hendes udtænktning af en plan havde han en øjenkontakt med hende. Hvilket var det dummeste man kunne gøre over for Zero. Han så hun ville skyde og i det øjeblik lyste hans øjne i et kort øjeblik. Og det næste øjeblik så han skudet flyve igennem luften. Men i stedet for at ramme ham gled det direkte igennem hans skulder uden så meget som at røre ham. I takt med hun fløj op på siden af ham. Hun havde lige afleveret hendes træk på et sølvfad. Hendes klør ramte direkte igennem ham som var han der slet ikke. Og det var han heller ikke. Alt sammen foregik i hendes hoved. Zero var ikke dum. Han havde evnen til at skabe en illusion ved øjenkontakt. Så han var altid forberedt på at bruge denne evne. Han svang hurtigt sin næve rundt og placerede næven i maven på hende så hun fløj direkte ned i gulvet. Illusionen var hans domæne. Han bestemte hvad der skulle ske og hvilket udfald det skulle have. Der var dog en stor svaghed ved det. Han kunne kun opretholde illusionen i 30 sekunder. Og hvis han skadede hende i virkeligheden ville han selv blive skadet. Men alt han gjorde mod hende i illusionen ville føles ægte på hende og kun hende. Selv dette slag i hendes mave. Hans illusion stoppede kort. Og i stedet for de var ved siden af hinanden stod hun stadig hvor hun havde stået før hun havde skudt. Dog ville det være med en stor smerte i maven.

Zero grinte kort. "Jeg beklager. Men jeg er uimponeret." Sagde han roligt og så roligt på hende med de blodrøde øjne. Det ville nok tage hende et par forsøg før hun for alvor regnede ud hvordan han skabte illusionerne. Og regne ud at det var ved øjenkontakt. Men det måtte hun regne ud af sig selv. Zero ville i hvertfald ikke give hende svaret.

Det var meget mag værdigt og underligt at hun stadig stod hvor hun startede, hvad var der foregået? Og hvad var det for en smerte hun havde i maven? Hun så op på ham, med et undrende men vredt blik. Hvad var det lige han havde gjort ved hende? En illusion?
Der var bestemt en grund til at han havde denne dusør på sit hoved, men Vigga var en af de bedte dusørjæger/assasins! Så dette var ikke noget der skræmte hende. Det var bare et enkelt lille bump på vejen. Et bump der snart ville blive fjernet!

Hun vende pludselig rundt, og løb tilbage, sprang op i træerne og forsvandt mellem bladende. Dette var hendes rette element, det at være skjult, og angribe lydløst.. Hun var ikke i tvivl om at denne mand var stærk. Men det var kun endnu en prøvelse, endnu en måde for hende at blive stærkere!
Hun iagttog ham mens hun bevægede sig lydløst rundt mellem grenene. Hun var i tvivl om sin teknik ville virke, men hun var nød til at prøve-

Hun fandt en lille ting frem fra hendes bælde. Det bælde der bar på de fleste af endes ekstra ting. Hun bevægede sig tættere på ham, tog hånden og tingen op til munden, og hev en split ud mod tænderne. Det var ikke en granat hun var ved at smide i hovedet på ham… og så alligevel, en røggranat.
Hun kastede den, så den landede foran hans føder, og begynde at puste tyk, hvid røg ud. Dette var hendes chance. Hun forvandlede atter sine øjne, så hun ville kunne se i hvert fald hans skikkelse.
Derefter sprang hun ned fra træet.

Landrede bag ham, skynde sig at ændre sine øjne, om så hun i stedet fik kør. Det var det væreste ved denne evne. Hun kunne ikke få 2 ting frem ad gangen, men mindre hun helt skiftede form, og det ville ikke være et klogt træk med denne mand..
Hun rev sine kløer ned over hans ryg, skynde sig at bevæge sig længere tilbage i tågen så han ikke ville kunne se hende.
Hun cirkulerede om ham. Med så tilstrækkelig meget plads mellem dem, at tågen ville gøre det umuligt for dem at se hinanden.. med mindre man selvfølgelig havde et syn som en kat!.

Da tågen lagde sig, stod Vigge Ca 3 meter fra ham, med en mini armbryst, og før han ville kunne nå at reagere på at røgen forsvandt skød hun en pil mod hans lår.

Han så på hendes latterlige forsøg på at skjule sig og begyndte at grine. Han skuffede hende stadig. Dog denne røggranat overraskede ham lidt. Men det var enkelt. Han sparkede til røggranaten så den fløj langt væk fra dem. Det betød at hun havde en meget mindre begrænset mængde røg. Lige nok til at han engang imellem kunne se hendes silhuette. Men ikke nok til at han kunne se hendes øjne. Zero greb lidt hårdere fat i sværdet. Hvad ville han gøre. Han lukkede kort øjnene. Et angreb bagfra! Han tog sværdet op og sænkede det fra hans baghoved ned langs hans ryg. Det var ikke nok til at han kunne stoppe angrebet helt. Men i forhold til hvor meget kløerne havde skadet ham hvis ikke var det småskræmmer. Okay nu løb hun rundt igen. Hvad var det næste angreb. Ikke et bagfra igen. Hun ville ikke være dum nok til at prøve det samme trick igen. Men hvad var hendes plan så. Hun var en sniger. Det var tydeligt. *Tænk Zero tænk.* Tænkte han kort til sig selv. *Der var den!* Ligesom skudet var hendes første angreb en distraktion. Løbende rundt om ham var også en distraktion. Hun ville trække sig tilbage og angribe ham med et langdistance angreb. I det øjeblik hoppede han kort op og kastede sit sværd i jorden. Sværdet satte sig fast i jorden og han landede på det på sin ene fod. Hvilket ville give ham en fordel. Og rigtig nok så han et armbrøst skud flyve direkte forbi hans sværd. Det havde været på et hængende hår. Hvis han havde stået på jorden ville det skud have ramt hans lår. Det havde været en alvorlig skade. Han så roligt på hende mens han stod på et ben på sværdet. "Min tur." Sagde han kort og så hende i øjnene. Hans øjne lyste et kort øjeblik. Før alt blev mørkt. Han havde besluttet sig for ikke længere at skræmme hende med hans normale illusioner. Dette var hans eneste mulighed. "Illusion of thousand swords." Sagde han kort. Før der ud af mørket kom sværd direkte imod hende. Som forklaret var illusionen hans domæne. Hvilket betød at hun ikke kunne bevæge sig medmindre han gav lov. Sværdene spydede hende fra alle sider. Før illusionen forsvandt igen. Som før ville illusionens smerte føles ægte. Dog ville den hurtigt forsvinde når illusionen stoppede. Men det ville stadig give Zero et kort forspring før hun fik samlede kræfterne. Men da hun endelig kiggede op imod ham. Stod Zero ikke længere hvor han havde stået før. Han stod til gengæld bag hende. "Giver du op snart?" Spurgte han kort. Hvorefter han sigtede efter at spydde hendes lår med hans sværd. Hvis han ramte ville sværdet glide igennem hendes lår og direkte ned i jorden så hårdt at hun ville sidde fast.

Okay hendes angreb var ikke gået helt som hun havde håbet på! Jo hun havde såret ham, men på en som ham ville det nok blot være et par overfladiske skrammer! SATANS! Hun havde helt sikkert undervurderet ham! Det var en genaral fejl hos hende. Ikke at hun tænkte at denne mand intet kunne, der var jo en grund til at hans hoved var så mange penge værd, Men hun havde nu alligevel nok ikke regnet med at møde en SÅ stærk modstander.

Hendes pil var en forbier, hvilket nåede at forvirre hende. Hendes blik flakkede lidt for at finde ham, da de faldt på sværdet. Og da hendes øjne ramte hans blik, skete der noget. Hun var pludselig omringet af en masse sværd, og de kom lige mod hende. Og selvom hun prøvede at flytte sig, så var hun låst til dette sted. En enorm smerte ramte hende da de mange sværd borede sig ind i hende. Hun skreg i smerte, dog var der stadig ikke så meget som en tåre at finde hos hende, nærmere et vredt skrig.
Dog var det væk efter kort tid. Hun forstod det ikke! Hvordan kunne han gøre dette? Hvad gjorde at han kunne komme ind i hendes hoved på denne måde?

Hun havde dog ikke tid til at tænke så meget over det lige nu, en lugt nev hende i hendes sarte næse, og med et var hun klar over at hun hendes modstander stod bag hende. Hun var lige ved at sætte af, da en enorm smerte ramte hendes læg. Samt lyden af et sværd der gennemborede kød, og derefter borede sig ned i jorden. Han skreg. Knurrede og brølede af smerte. Det var løgn! Hun var blevet overrumplet! Hvordan kunne det ske? Hvordan kunne hun lade en som ham komme så tæt ind på hende?

I en hurtig og kraftfuld bevægelse, svang hun sine armen tilbage. Og hvis ikke han nåede at flytte sig, ville hun gribe fat om hans nakke med begge hænder, og dernæst slynge ham over sin skulder, og ned i jorden foran sig. Hvorefter hun ville forsøge at hive sværdet op. Men trods hendes overmenneskelige styrke var det ikke det nemmeste! Manden her var stærk, og dæmon. Sværdet var hugget godt ned i jorden, og et langt stykke.

Hun ev efter vejret da hun tydeligt kunne mærke det allerede voldsomme blodtab der kom af at stå på denne måde, fast tømret til jorden med et sværd, og så det faktum at hun ikke kunne stå stille, mens hun prøvede at få sværdet ud af sit ben. Efter nogle forsøg lykkedes det dog! Men hun var bestemt ikke klar i hovedet, og hun anede ikke hvor hendes modstander befandt sig. Hun trak sværdet ud af benet, og kastede det langt væk. Mens hun ihærdigt søgte efter sin modstander der kunne havde været nået et godt stykke mens hun kæmpede med sværdet

Han hørte hvordan hans sværd gennemborede hendes lår. Han smilede kort. *Jeg vandt.* Tænkte han kort. Men for tidligt. Han mærkede hvordan hans nakke blev grebet af i. *Fuck.* Han havde kun et valg. At prøve at bløde sit fald. Han placerede sine arme hen foran hans ansigt så da han hamrede fladt ned i jorden ramte hans ansigt ikke. Luften forsvandt ud af hans lunger og han hostede blod op i takt med at han kæmpede sig op at stå igen. Hun så fokuseret ud i sværdet. Hvilket gav Zero en chance for at regruppere. Han hoppede direkte op og greb fat i en gren i træet ovenover ham. Han var ved at hoppe væk før han stoppede op. *Kløerne og øjnene! Hvilket betyder...* Han tog hurtigt sin hætte af og satte i træet før han hoppede videre hen til et nyt træ. Efterhånden som han hoppede rundt i grenene og i træerne rundt om hende placerede han sit blod fra de flænger i hans ryg og alt det tøj han havde i overkroppen. Før han derefter hoppede væk fra træerne og imod hans palæ. Et enkelt hop fra et træ og han gled direkte ind igennem et åbent vindue. Som han hurtigt lukkede efter sig. Han kiggede rundt. Han var endt inde i sin stue. Hvilket var fint. Han tog hurtigt en revolver som var gemt under et bord ved vinduet. Han fandt en holder frem i skuffen på det lille bord. Og satte holderen om hans ankel hvor han roligt satte revolveren i. Derefter løb han roligt videre igennem hans palæ. Han vidste de duftspor han havde sat op ikke ville holde for evigt. Men han havde bare brug for en forsinkelse. Han løb direkte op af trapperne for at finde ind på hans soveværelse. Han gik i skuffen på en af hans kommoder og fandt en pose engleblod. Han bed hul i posen og tog en stor slurk af den. Han kunne mærke hvordan smerterne forsvandt fra hans krop i takt med han tømte posen. Han smed posen på gulvet for at give hende et tegn på han var begyndt at heale hurtigere. Han løb ud på gangen hvor han hurtigt lod noget af blodet glide hen af gelænderet som om han var hoppet ned igen. Hvorefter han vendte sig rundt. Han greb sit ekstra sværd lige indenfor døren til hans soveværelse og hoppede ud af vinduet. Udenfor vinduet var taget et par centimeter længere nede hvilket betød at Zero kunne gribe fat i tagkanten. Hvor han derefter svang sig op og stillede sig på taget. Han tog roligt noget tape han havde gemt i baglommen. Han løb direkte op på toppen af taget. Og foran ham tog han noget tape og satte det fast på taget. Hvorefter han gik et par skridt tilbage. Og roligt tog fat i noget andet i hans lomme. Nu var det bare tid til at vente.

Det var en svag trøst at hun havde fået ”kastet” ham væk! For ja hun havde fået ham væk fra sig, men han havde også fået et forspring i at stikke af!
Da hun fik sværdet op af benet løb blodet ud af såret, og hun måtte skynde sig at rive et stykke af hendes trøje, og binde om, for at stoppe blødningen. Hun knurrede vredt. Den forbandede dæmon!

Hun snuste mod vinden, og fik færten af blod, ikke hendes eget, skønt den lugt stak kraftigt i næsen! Hun humpede mod det træ hvor hun kunne lugte ham. Selvom det gjorde ondt, satte hun af i et hop, og greb fat i grenen og fik trukket sig op. Det var langt fra nemt at komme rundt i træerne med et såret ben.

Hun brummede da hun opdagede at man kunne springe lige ned gennem et vindue fra en af grenende. Den slyngel! Han var inde i huset!.
Hun hoppede ned, og ømmede sig da hun landede på benet. Hun fik åbnet vinduet, og kravlede ind. Hun humpede rundt, og fulgte færden af ham. Men han kunne være hvor som helst! Færten af ham blev så svær at følge her inde, da alt her lugtede af ham. Dog var der noget andet der fangede hendes skabe lugte sans. Hun skynde sig så meget hun kunne oven på, og fandt posen med engle blod. Hun knurrede irriteret! Han var ved at heale!

Hun gik ud på gangen igen, og så sig om, snuste efter ham. Hun havde fremkaldt ørene fra sin sneleopard i håb om at kunne høre ham. Men hun ende bare med at stå på gangen, og være splittet. Hvorfor skulle han gå ned af trappen igen?
Hun stod blot og lyttede og snuste.

Men smerterne i benet hjalp ikke ligefrem på koncentrationen. Hun havde lært at ignorere smerte. Men denne smerte gjorde at hun begynde at miste følelsen i benet, på grund af blodtab. Hun var kun heldig han ikke havde ramt nogle naver eller knoglen


//sorry for længden