You have a bounty on you? XxX

En underligt varm fornemmelse spredte sig i hans bryst da han hørte Gil sige at han ikke ville såre ham. Han ville gerne tro på det! Men det var svært. Især fordi han jo var blevet narret omkring hans følelser!
Gil virkede til at være en ærlig og oprigtig mand. Men skindet kunne bedrage, og Claan havde desværre lært sig selv ikke at stole på nogle med sine følelser igen. Og Gil havde han lige mødt, plus at han var en dusørjæger! Hvis han fandt ud af at der var en pris på Claans hoved, ville han så også holde dit ord?
Guld hænder der bevægede sig mod hans krop, fik det til at sitre, og hans vejrtrækning var allerede blevet tungere af kyssende og kærtegnende.
Han så lidt overrasket på Gil da han ligefrem fik valgmuligheden med om han ville være modtager eller giver. "Uhm... Jeg har faktisk aldrig.. jeg mener.. jeg er kun vant til at modtage" erkende han. Han havde aldrig været giver ud over sammen med Queen, og det var kun fordi hun var en kvinde.

Claan kunne ikke helt lade vær med at grine lidt. "Hvis først vi går i gang, så ved jeg ærlig talt ikke om jeg kan stoppe" grinte han lidt, som han sende Gil et skævt smil. Han valgte selv at tage det næste skridt, og gribe fat i sin egen trøje, og trak den af. Han lænede sig lidt op mod Gil, og placerede et kys mod hans kæbe.
"Kunne vi undlade alle spørgsmålene og bare nyde det?" Spurgte han roligt, som han nussede Guld arm lidt.

Hænder vandrede og munden fulgte med. Han var helt tilfreds med at undgå spørgsmålene og satte sig for at give Claan en god nat med ham. Han spredte Claans ben og gled ind mellem dem. Kys ned over brystet og stoppede kort ved navlen. Hænder  massager hofterne og lukker sig om dem. Et kig op på den anden mand og Gil bider fat i buksernes kant. Et skælmsk glimt var i de mørke øjne.

Gil vidste ikke om det kun var tanken om sex, men han var pludselig mere varsom og blid med Claan. Hans klan var hans familie så hvorfor denne mand. Et chok gik igennem ham. Han gav slip og rynkede brynene.

Det var jo ikke fordi Claan ikke ville snakke med Gil, eller besvare hans spørgsmål. Men jo mindre de talte om den selv, jo mindre var chancen for at Claan fik talt over sig! Gil skulle nødig finde ud af at der faktisk var en dursø på Claan.
Hænderne der bevægede sig på hans krop fik ham til at vride sig lidt, og kyssende der begynde at vandre ned over hans krop, fik nogle nydende Suk til at undslippe. Han lagde hovedet tilbage, og nød hvad der skete.
Han bed sig lidt i læben da Gil valgte at bide i hans bukser. Han lod roligt en hånd glide ned, og nusse Gil i håret.

Han fornemmede dog at Gil stoppede, og så ned mod ham han fornemmede at der var noget galt. Han rejste sig op på sine albuer "er der noget galt?" Sprgte han roligt.

"Nej. Nu handler det kun om os to." sagde Gil og gled op ad hans krop. Han løsnende sine bukser og fik dem af. Han nippede Claans adamsæble og trak i hans bukser for at få dem af. Man kunne se hans muskler under huden og de stærke fingre. Gav slip med en af hænderne og lod den glide om bag ham og hvilede den på hans ene balle og tog fat. "Mesh'la." mumlede han og smilede som et rovdyr. Tænder og det hele. Pressede sine læber mod Claans i et hårdt kys.

Han lagde kys hvor han kunne og kærtegnede hud hvor han kunne. Dette kunne blive en af de nætter han ville huske og holde tæt. Han havde aldrig været med en mand som Claan. "Meg Ni Kelir vaabir at keep gar sa ner riduur." Gil vidste ikke at han var slået over på hans fødesprog og ligenu tænkte han ikke over det.


Mesh'la - Beautiful

Meg Ni Kelir vaabir at keep gar sa ner riduur - What I will do to keep you as my spouse

Ner Kar'ta - Mit hjerte (glemte at oversætte det fra tidligere)

Der var noget underligt beroligende ved det Gil sagde, at lige nu handlede det kun om de to. Det var en rar tanke, og måske skulle Claan bare lade det ske! Bare lade vær med at tænke på en masse andet, lade vær med at bekymre sig, og i stedet bare fokusere på de to?
Hans krop føltes pudselig så sensitiv, og hver gang Gil blot rørte ved ham, fik an gåsehud og kuldegysninger. Men det var var den rar måde. Det var længe siden han havde mærket noget lignende.. eller…. Nu han tænkte over det! Havde han nok aldrig mærket noget sådan! De få gange han havde været sammen med en mand havde været som slave, og der blev han ikke behandlet som han gjorde nu.
Han hev lidt efter vejret da Gil trak hans bukser af, og de nu begge lå nøgne.
Gils hænder mod hans hud, og hans læber mod hans krop.

Han gengælde kysset, og havde nær grebet at i Gil da han fjernede sine læber fra Claans. Men da først han mærkede de mange kys mod hans krop i stedet, accepterede han. Hans hoved gled tilbage i nogle nydende suk. Han lod sig roligt synke ned i nydelsen. Lod sig blive revet væk fra den ubehagelige virkelighed han ellers levede i.
Så bort fra den lidt ukomfortable seng, og de mange lyde der kom fra både gaden og de andre værelser, og fokuserede faktisk kun på de ting Gil gjorde. Og det ville måske kunne mærkes at Claan slappede meget mere af!
Det var lidt underligt! Han føltes sig tryk, og sikker! En følelse han ikke havde prøvet i meget lang tid nu. Måske det ville kunne mærkes på ham.

Han hørte hvad Gil sagde, men forstod det ikke. Han lod en hånd lægge sig mod Gils nakke, hvor han nussede hans nakkehår lidt. ”Hvad er det egentlig for et sprog du taler?” spurgte han pludseligt men roligt, mens han nussede ham, og lagde en arm bag nakken.
Han så lidt på ham,, lod sit blik vandre ned over mandens krop. Han kunne ikke løbe fra at Gil var en virkelig flot mand!

Gil så op på ham. "Et andet sprog?" Gil tænkte sig og så ud til at klaske sig selv i hovedet. "Det sprog min klan taler. Det sker når jeg.." Gil så på ham og smilede. Han rakte ud efter sin bukser og fandt lidt olie. Et kort blik på den anden mand og et kys plantet på hans skulder. Med en finger smurt ind i olie lod han sin finger glide ned mellem hans baller. "Undskyld hvis det gør ondt." mumlede han og begyndte at massager hullet der.

Han måtte være forsigtig. Gil var ikke som mange andre Bloddæmoner. Han ønskede ikke folk ondt og var for det meste god imod dem som var hans partnere. "Det er et sprog som vi deler med vi holder af." Det var underligt at dele hemmeligheden med nogen som han kun havde kendt i kort tid. Et smil prydede hans læber. Han kunne mærke lysten og begæret brænde i hans åre. Hvorfor kunne han ikke holde sine læber fra hans krop? Gil håbede at Claan ikke havde noget imod det.

Det lod ikke til at Gil selv havde lagt mærke til at han var slået over i et andet sprog. Kunne man bare sådan slå over i noget andet? Hmm tja selvfølgelig hvis det var hvad man var vant til at tale, så lå det nok naturligt. Og når de lå som nu, hvor man følte sig frem, var det nok nemmere at komme til det.
Han betragtede Gil lidt som han fandt noget i sin lomme. Noget der lignede en form for Olie, og han undrede sig over hvad han skulle med det.
Kyssende mod hans krop, fik ham til at slappe mere af igen. Han var næsten ligeglad med hvad Gil gjorde ved ham lige nu. Han havde det virkelig godt! Han lå i en tør og varm seng, med en varm og stærk mand! Som oven i købet fik ham til at føle sig så roligt og tryk som han ikke havde været meget længe.
For mange var det måske en underlig tankegang at man følte sig endnu mere tiltrukket af en anden mand på grund af trykheden.
Men for en der var på flugt hver dag, som altid så sig over skulderen, og som aldrig var tryk i andres selskab.
Han mærkede Gils finger nede mellem sine baller, og vidste hurtigt hvad olien skulle bruges til nu. Han smilede roligt da Gil sagde undskyld for hvis det gjorde ondt. Claan, lod sin hoved tilte lidt hen mod Gils, og nussede det mod ham ”det behøver du ikke spekulere på! Du er meget blid i forhold til hvad jeg er vant til” erkende han. Han var vant til at blive holdt nede, spændt fast og taget hårdt, uden omtanke på om det gjorde ondt.
Somme tider havde Claan været sikker på at det kun morrede dem at høre Claan skrige i smerte.
Han lagde hovedet tilbage i et lavt støn.
Han prøvede at lytte til hvad Gil forklarede med sproget, også fordi han faktisk syntes det var interessant, men det var ærligtalt svært at koncentrere sig om at lytte når der flød sådan en nydelse gennem hans krop.
Claan havde bestemt ikke noget imod de mange kys hans krop fik! Det var virkelig rart. Det var allerede tydeligt at se på hans krop at den reagerede, og hans mere private dele havde allerede rejst sig, og var stift.
Han lå lidt, inden han dog tog en hånd op, og placerede den mod Gils kæbe. Han så lidt på ham da han fik vendt hans ansigt mod sig. De chokoladebrune øjne hvilede lidt mod Gil. Han kunne ikke helt forklare det! Men der var noget der gjorde at tanken om at skulle smutte fra Gil i morgen ikke var rar!
Claan lænede sig en smule frem, samtidig med at han trak Gil lidt mod sig, og derefter placerede sine læber mod Gils i et blidt kys.
Der gik dog ikke længe inden han tippede hovedet en smule, og gjorde kysset dybere. Han lod roligt sin tunge presse sig ind mellem Gils læber, og lod den lege med Gils. Han tvang ikke Gil, men han havde dog stadig et greb om ham der tydet på at Gil lige kunne våge på at flytte sig!

Han var overrasket over kysset, men gled ind i det. Den frie hånd gled rundt om hans talje. "Hvordan skal jeg kunne lade dig gå i morgen?" mumlede Dusørjægeren og efter have brudt kysset. Fingeren gled ind i Claans krop og Gil begyndte at åbne ham op. Il blottede tænder og bed lidt i Claans skulder. Ikke for at få blod, men mere for en side af ham i sengen. Han var dominat og så efter det han havde, men hans den fornuftige side af hans hjerne var slået fra.

"Gad vide om jeg kan få dig til at skrige?" mumlede dæmonen mod shapeshifterens hals. Han tog fat om den anden og kyssede hans kæbe og bed den bagefter. "Måske skulle jeg bringe dig tilbage til klanen. Gør dig til min Riduur." Som sagt ønsket han ikke klart, men Gil var ved at falde for den anden mand.

Claan nød kysset, og underligt nok mere end han havde regnet med at han ville. Han hørte hvad Gil sagde, og blev overrasket over det. Gil havde det på samme måde? at han ikke vidste hvordan han skulle gå fra Claan? Hun bed sig lidt i læben. Hvorfor havde han det sådan her med en mand han kun lige havde mødt? Han havde ikke haft det sådan her med nogle siden Queen, og det var også anderledes end hende.. han kunne ikke forklare det! Det var bare.. noget særligt.

Et støn undslap Claan da han mærkede fingeren der begynde at udvie ham. Han vred sig lidt i nydelse, og nød det til fulde. Han lagde mærke til Gils tænder, og så på dem lidt, inden han nussede Gils kæbe lidt. ”du må gerne” sagde han stille, og lod tommelfingeren glide over Gils læbe, og lod blidt fingeren glide op, og mærke hans skarpe tænder. Han var egentlig ikke bange for at blive bidt, Queen havde gjort det før, og han havde ikke hadet det. Men han ville da lyve hvis han sagde at han ikke var nervøs over om de nu kunne styre sig.
Han kunne ikke lade vær med at grine lidt over det Gil sagde.
”pas på hvad du siger.. måske er det mig der ender med at få dig til at skrige” drillede han og sende Gil et skævt smil.. Stønnene forlod reglmessigt hans læber som Gil bevægede sin finger.
Han hørte hvad Gil sagde med at tage Claan med hjem. Og selvom det var rart at vide at Gil tænkte sådan, så gjorde det også ondt… for Claan vidste at han var nød til at forlade Gil i morgen. Han kunne ikke blive. Ikke hvis Gil ende med at finde ud af hvilken dusør der var på Claan.

I stedet valgte Claan endnu engang at stjælpe Gils læber. Han lod roligt en hånd glide ned over Gils krop, og lod hans hånd lukke sig blidt om Gils mere private dele. Og der gik ikke længe inden hans hånd så småt begynde at bevæge sig over den.

Gil bed ned på hans nakke og kunne mærke blodet i sin mund. Hans muskler spændtes og dæmonside af ham kæmpede for at få kontrol. Den skreg at der var mad, men den menneskelige side af Gil kæmpede imod. Han trak sig væk og slikkede såret beroligende og kyssede området omkring det undskyldende. Han havde mærket da Claan rørte ham og knurrede dybt nede.

"Ryg eller mave?" mumlede han og lod sine negle glide ned over lårene. Munden lukker sig omkring Claans puls og slikkede den. Kunne mærke hjerteslagene og smilede mod halsen. "Hvad vil du gøre hvis jeg kidnappede dig og tog dig med hjem?" spurgte og hvilede lidt mere af sin vægt mod den anden. Fristelsen var der og han ville hellere end gerne tage ham med hjem, men Gil vidste at han ikke ville kunne sårer Claan på den måde.

Han kom med en øm lyd da han mærkede hvordan Gil bed sig ned i hans skulder. Det nev som bare fanden, men han var jo vant til det, og når først Gil begynde at drikke, så gjorde det ikke så meget. Nærmest tværtimod.
Hans hånd bevægede sig over Gils nedre dele i en vanedannende rytme. Han mærkede de mange kys og Gils tunge mod såret der nu befandt sig på hans hals. Han kunne ikke lyve fra at han nød det! Nød Gils behandling, og hans kys mod Claans hud.
Han hørte spørgsmålet, om hvorvidt Claan ville ligge på ryggen eller maven. Han smilede lidt, og strakte sig mere op mod ham, og stjal endnu engang hans læber. Han kunne ikke undvære den følelse! Smagen af Gils læber, og følelsen af dem mod sine egne.
Han så op på ham med de brune øjne som han brød kysset ”tag mig som du har lyst til” hviskede han lidt mod Gils læber, inden han endnu engang stjal dem. Han lod den frie hånd lægge sig mod Gils nakke, og fildre sig ind i det havlange hår.

Han så lidt overraket på Gil da han spurgte hvad Claan ville gøre hvis Gil kidnappede ham og tog ham ed hjem. Han lå lidt, inden et blidt smil formede sig på hans læber. ”det ville være fantastisk… Og jeg ville elske det” sagde han lavt, men selvfølgelig til at Gil kunne gøre det.
Det ville det! Være fantastisk! Han ville elske at være sammen med Gil, en mand der allerede nu, kunne få ham til at føle sig tryk!
Men virkeligheden var en anden! Lige meget hvad… så var Claan nød til at tage af sted i morgen! Han var nød til at tage af sted. Og måske endda også uden at Gil vidste det.

Han skubbede dog tankerne væk, og stjal endnu et kys, dette dog en hel del dybere og mere ømt and de andre. Nogle lyde kunne pludselig høres fra dem på værelset ved siden af! Det så ud til at de tidligere sex partnere ikke var færdige, da man begynde at høre stønne lyd fra dem.

Gil gled ind i Gil mens kys blev vekslet mellem dem. Arme låste sig fast om den andens talje. Den højere satte sig tilbage og trak Claan op på sit skød. Gil satte sig for at overtale Claan til at komme med hjem. "Jeg ville gerne have dig ved min side." mumlede han og flyttede sig ud fra kysse afstand. De mørke øjne så ind i de brune. Kun kærlighed og ømhed kunne ses. "Jeg faldt for dig før jeg vidste hvilken fod jeg stod på." mumlede han.

Han begyndte at bevæge sine ben langsomt mens hans blik hvilede på den andens ansigt. Man kunne se hvor han havde bidt, og Gil skrev sig bag ørerne at rense det næste morgen. Hans åndedræt var jævnt, men man kunne mærke hans hjerte slår lidt hurtigere end normalt. Rejste sig op på knæ og kyssede Claans mens han satte farten op.

Der kom et lidt ømt støn fra Claan da han mærkede Gil gilde ind i ham. Han krummede sine ænder lidt om de stærke overarme hos Gil. Han lod sig trække op, og lod armene lægge sig om Gils nakke mens han sad der. Nydende støn undslap hans læber for hver gang Gil bevægede sig!
Han hørte hvad Gil sagde, og bed sig lidt i læben. Hvorfor! Hvorfor sagde han sådan nogle ting?
Da Gil fortalte om sine følelse, kunne Claan ligefrem mærke hvordan alt luft blev presset ud af hans krop, og han fik svært ved at få vejret.
Han måtte hive lidt efter vejret. Hvad skulle han gøre? Hvordan skulle han kunne forlade den mand i morgen? Hvordan skulle han kunne gå, uden at vende sig om!?
Og hvordan skulle han kunne forklare Gil at han var nød til at gå.

Han sank hovedet lidt ”du må ikke sige sådan noget” hviskede han stille. Han nåede dog ikke rigtig at sige mere før Gil satte farten om. Claan knugede sig mere ind mod Gil, mens hans støn blev højere og mere hyppige. Han hjalp selv til, og bevægede sig i takt med Gils bevægelser.
Han krammede sig tæt ind mod Gil. Han ville være tæt på ham. Mærke ham og få så meget ud af den trykhed han følte sammen med Gil

Han kunne mærke Claan hvilede sig tæt ind til sig. Hvad var det han skjulte fra ham? De mørke øjne blev bekymret, men lige nu gjaldt det om at nyde dette tidspunkt. I morgen kunne han snakke med Claan. Han gav selv næsten lydløse støn fra sig og sveden gled ned af hans ryg. Negle borede sig ind i hud og muskler blev ømme af tempoet. Gils venstre hånd gled ned og tog blidt fat om Claans private del og kærtegnede den. "Du er der næsten, cyarika." hviskede Dusørjægeren og nippede til hans kæbe. Et smil var over hans mund.

Gil var selv tæt på. Han var irriteret over at han ikke kunne holde ud længere. Musklerne arbejde hårde og Gil gav knurrerende lyde fra sig. Hans kæber lukkede sig Claans hals og øjnene gled i. Energien strømmede ud fra ham, men hans hånd arbejdede med at få Claan med sig over kanten. Han brummede og slikkede halsen hvor læberne var låst fast.

Folk kunne høre hvad der foregik, men ingen brokkede sig. Ingen trude befinde sig for enden af en Dusørjægers kniv.


Cyarika = beloved

Det var hårdt at skulle holde det her hemmeligt for Gil. Men han kunne ikke fortælle ham sandheden. Hverken om Queen eller dusøren. Han ville ikke afleveret til Queen igen. og for alt i verden ville han ikke indleveres af Gil! Den eneste der havde kunne få ham til at føle sig tryk på denne måde!
Obi havde givet ham trykhed, men det var på en anden måde. Måske mere som en bror, eller en far. Havde givet ham følelsen af at have noget at kæmpe for. At han ikke bare var en slave! Han havde nydt sin tid hos Obi, men havde også måtte tage videre der fra, da der oftere og ofterer var kommet dæmoner og dusørjægere forbi huset. Og selv Obi havde han rejst fra på samme måde som han nu var nød til at rejse på overfor Gil.
Det var hårdt at skulle forlade folk på den måde! Men ikke nær så hårdt som at skulle sige farvel, eller forklare dem hvorfor han var nød til at gå. Eller endnu være ikke kunne forklare dem hvorfor han var nød til at tage væk.
Obi vidste at der var en dusør på Claan, og at han flygtede. Men han havde ment at han godt kunne passe på Claan.
Og nu sad han så her, i færd med at have sex med en af de mænd der ville komme til at jage ham hvis han kende til dusøren! Og alligevel så nød han øjeblikket. Nærheden, trykheden og blot den fysiske kontakt som han ikke havde haft så længe.
Han holde sig tæt til Gil, havde armerne om hans nakke, og sit hoved vippet bag over og lukkede de mange støn ud.

Han mærkede hvordan Gil greb om hans mere private dele, og stønnede over det. Hun fulgte Gils bevægelser, og kunne mærke hvor tæt han selv kom på max punktet. Han nød Gils læber og tunge mod sin hals, og stønnede selv dybere og højere.
Underligt nok, var han ligeglad med om nogle hørte det. Og det lod også til at deres naboer, selv havde nok at se til.
Efter lidt, kunne han ikke mere. Han borede neglene lidt ned i Gils skuldre, som han kunne mærke at han kom. Han spænde i kroppen, og lod blot nydelsen fylde hans krop.

Da først Gil også var kommet, lod Claan sig tilde ned i sengen igen, med et forpustet suk. Han så op på Gil helt forpustet, og kunne ikke lade vær med at smile til ham. Han rakte lidt op efter ham, og hev ham ned for at kysse hans læber en sidste gang. Han ville have det sidste med. For når de nu lagde sig til at sove, var det sidste gang de ville se hinanden.

Da først de begge havde lagt sig, og var faldet i søvn, sov Claan ikke særligt tungt. Det var heldigvis en ting han havde udviklet. At han kunne sove meget let, dette gjorde det nemmere at vågne.

Næste morgen vågnede han tideligt. Inden Solen var stået helt op, og kun lige antydet de varme ståler på hilen. Han åbnede øjnene lidt, og betragtede Gil foran sig. Han havde virkelig ikke lyst til at forlade den mand!..
Han fik dog krybet lydløst ud af seng, fik taget sit tøj på, og tasken på skulderen. Han sende manden et sidste blik, inden han forlod rummet.
Han gik ned af trappen og ned i selve kroen. Her var stille, nogle enkelte stakler sad og hang ind over borderende. Sikkert nogle kroejeren ikke havde orket at smide ud. Ellers var her helt stille. Selv ude på gaden var der stille. De fleste sov vidst stadig. Han sukkede lidt, og så kort tilbage mod vinduet til værelset hvor de havde været så tæte.
Han rettede på tasken, og begynde at gå, forlade byen. Han overvejede hvor han skulle gå hen. Han kunne ikke gå ind i skoven, Gil havde fortalt at hans klan boede der!

Han kunne mærke øjnene blev fugtige. Hvorfor var det så meget sværre at gå fra Gil end fra f.eks Obi? Han kende jo knapt nok manden!

Den sovende Bloddæmon, Dusørjæger strakte sine muskler og rakte ud til siden. Hvad han fandt var tomhed og Gil slog øjnene op. Hans partner, Claan, var der ikke og Gil satte sig op og så sig om. Alle hans ting var væk og en knurren kom dæmonen. "ibac di'kut!" snerrede han og kom ud af sengen. Fandt sine bukser og trak dem på efterfulgt af sine støvler. Claan måtte vide at han ikke ville nå langt. Gil var en Dusørjæger, men han måtte skjule noget hvis han flygtede før en hvis man fik sko. Han gik hen til vandfadet og hældte det beskidte ud og hældte noget nyt op og vaskede sig. Hans mørke øjne glimtede da han så på sig selv i spejlet. Håret blev samlet i en stram hestehale og båndet sammen med et rødt bånd.

Han gik ned af trappen og fandt sin trøje og jakke ligge på disken. Han tog det på og tog hætten, hans jakke, trækkes op så den dækker hans ansigt. Den mørke farve skilte ham ud, men om natten og mørke steder gav dem fordele. Han var rasende over at Claan forsvandt uden et ord. Han havde endda lagt sine følelser ud for ham. Kroejeren så på Dusørjægeren og sagde intet, men rakte ham brød og en vandsæk. Han trådte i fra kroen og væk fra det overdækket. Regnen silede ned og meget få folk vovede sig ud. Han så mod skoven og kneb øjnene sammen.

Han bukkede sig ned og undersøgte skovbunden. Gil lagde hovedet tilbage og gav en tuden fra sig. Han håbede at folk i hans klan hørte ham, men han kunne ikke vente. Han havde fundet et spor og håbede at det var Claan. Han sætte i let løb, et tempo han kunne holde i flere timer. Det piskede nu ned og han måtte blinke for at kunne se. Han kan se skygger ud til venstre og nåede at bremse op før han ramlede ind i en anden Dusørjæger. Han kunne ikke genkende denne, men udefra holdningen kunne han måske være en varulv. De så på hinanden før bæstet forsvandt.

Ulven løb gennem skoven. Han brugte sin lugtesans til at finde byttet og så ham op længere fremme. "Claan?" spurgte han med sin hæse stemme.

Gil stod kort og tænkte før han fulgte efter varulven. Han håbede at nåede frem til Gil først. Da varulven stoppede og spurgte om skikkelsen længere fremme var Claan for Gil forbi. Han greb ud efter Claans arm og snurrede rundt mod den anden og snerrede. Denne mand var taget!

ibac di'kut = that idiot

Han havde gået noget tid, nøjagtig hvor længe vidste han virkelig ikke! Han vidste bare han havde gået længe. Og hvis det ikke skulle være nok, så begynde det også at styrte ned. Perfekt, det var jo bare herligt.
Han traskede afsted gennem den mudrede jordbund. Heldigvis blev man ikke voldsomt våd her nede da træerne tog det meste af regnen, men han kunne stadig ikke undgå at blive fugtigt. Han slog armene lidt om sig. Det var blevet køligt.
Han stoppede dog op da han hørte skridt, og kunne lugte noget. En vareulv?
Han vende sig hurgtigt rundt da hans navn blev sagt. Han så manden der stod foran ham. Han skulle til at spørge hvem vedkommende var, da han i stedet fik øje på en anden. Gil?!
Han mærkede grebet i hans hånd, og så forvirret på ham.
"Gil... hvad..hvad laver du her!?" spurgte han forvirret og så ned på på hans hånd der lige nu holde om hans håndled.
Havde han fundet ud af det? Havde han opdaget at der var en dusør på Claan. Var det derfor han nu havde fulgt efter ham.

Claan gik i panik, og begynde at trække i sin hånd. "Slip mig Gil!... lad mig gå!" sagde han så, og fik endelig revet hånden til sig. Men gled i den bløde skovbund. Han faldt ned og ramte jorden. Hans taske gik op, og et papir blev fanget i prisen og fløj hen og lagde sig på jorden mellen de 2 mænd.
Claan så skræmt på papiret. fuck! nu ville Gil finde ud af det. Ikke bare at der var en dusør men hvor høj den var.
Claan var ufatlig meget værd. Og Mere end de fleste. Og han var ikke engang en forbryder. Queen havde bare sat den virkelig højt for at få ham hjem igen.

Claan så lidt på seddlen og så op på Gil. "Gil jeg...." han vidste slet ikke hvad han skulle sige!
Han kom dog på benene, og så på Gil. "jeg er ked af det" sagde han så indne han vende rundt, og satte i løb. Han måtte væk, og det kunne kun gå for langsomt. Derfor lod han sin krop forandre, hans tøj gik i stykker og pels voksede ud hvor der før var bar hud. Det eneste der forblev på ham var rygsækken, han havde lært at sætte den så løst at den ville blive på ham når han forvandlede sig.
Han langede på skovbunden igen med sine enorme poter, og den hvide tiger der var hans indre fyr løb nu egennem skoven. På flugt! endnu en gang.

"For Fucks sake!" Han havde set sedlen og det samme havde varulven. Varulven sprang frem mens Gil trak sit sværd. Øjnene blev mørke og de spidse tænder kunne nu rigtig ses. Ulven stoppede op og så ned mod sin mave. Gils sværd gennemborede ham og han så op, mødte dæmonens øjne. Der var kun vrede og had i dem. "Hvorfor beskytter du ham?" gispede han og skreg da Gil vred sit sværd rundt. "Han er min.
Det er alt du behøver at vide." hvislede dæmonen og så på mens den anden Dusørjæger faldt død om. Han vendte sit hoved i den retning hvor Claan var flygtet.

Dyr flygtede da de så den mørkklædte skikkelse spurte forbi dem. Gil fulgte sine instinkter for at finde Claan. Han dykkede ned og fandt sin dæmon og dusørjæger. Begge instinkter gav ham mere energi. Hvorfor kunne Claan ikke bare blive et sted og lad være med at flygte. Selvfølgelig forstod han hvorfor, men betød natten før intet? Hans støvler hamrede mod jorden og han lod sig glide ned af en skrænt fyldt med mudder. Længere kunne han se tigeren. Han trak sin skyder og skød et træ, to meter fra tigeren.

"CLAAN!" Hans brøl lød gennem skov. Han følte at tiden stod stille og hans hjerte hamrede afsted i hans bryst. Adrenalinen gik gennem hans åre, men der var desperation i hans stemme. Han krævede en forklaring og om han så skulle jagte Claan gennem hele Underworld ville han det. "Cyarika." kaldte han blidere og lod hætten falde tilbage.

Han havde ikke tid til at se sig tilbage. Han håbede bare at de 2 jægere ikke besluttede sig for at slå sammen om at jage ham. Han sdpurtede afsted hans ben og bug var helt brunt af mudderet der sprøjtede op på ham som han løb afsted.
Han kørte skidt bag sig. Heldigvis kun et saæt støvler. Han kunne tydeligt lugte at det var Gil. Han hadet sig selv for at have ladet det gå så vidt! Han skulle have afvist Gil så snart han fandt ud af at han var dusør jæger! Han kunne mærke denne trykkende fornemmesle i brystet. Hvorfor gjorde det så ondt? Han hadet sig selv for det her!
Han bremsede brædt op, da der blev skudt ligeforan ham. Han fik et chork, men løb dog videre til den ene side.
Han hørte hvordan Gil råbe efter ham. Det gjorde ondt, og han kunne virkelig høre vreden i hans stemme.
Han lagde ørende ned, og forsatte i løb. Problematikken i at løbe så langt og så længe som sådan et stort dyr var at man hurtigt blev udmattet.
En tiger kunne nemt spurde, men over lange distancer var det hårdt. Efter noget tid hørte han dog Gil kalde helt anderledes. Cyarika!... det havde han kaldt Claan i går!
Hvorfor kalde han ham det nu?
Han sprustede forpustet. Og farten var ved at blive sænket. Ikke fordi han gerne ville indhentes, men fordi det store dyr ikke kunne holde til ret meget mere.

Så til sidst var han nød til at forvandle sig tilbage til menneske. Han fortsatte med at løbe, trods hans muskler gjorde ondt, og på trods af at han nu var nøgen. Men han kunne ikke stoppe. Dog løb han slet ikke i samme tempo mere. Han løb jo blev som et almindligt menneske nu.

Gil fortsatte med at følge efter og kan nu mærke syren i benene, men da Claan blev til menneske kæmpede han for at få tempoet op igen. Langsomt kom han op bag Claan. "Vil du stoppe og lytte?" spurgte han med en lettere knurren. Han ville virkelig ønske at han ville stoppe og lytte. De skulle begge forklarer til den anden, men Gil var nød til at få ham til at stoppe.

Han løb et godt stykke foran han, vendte sig mod ham så enten måtte Claan dreje, hvor Gil ville tage fat, eller stoppe og lytte til dæmonen. "Jeg er ligeglad med om der er en dusør på dig!" Han håbede at disse ord ville få ham til at stoppe og lytte. Han bryst hævede og sænke sig mens han ventede på hvad Claan ville gøre. Øjnene var roligere og stemmen blidere.

Han vidste godt at han burde stoppe. Han skylde måske Claan en forklaring. Det gjorde ondt at skulle stikke af fra ham. At skulle blive ved med at flygte fra ham. Men hvis Gil blev ved med at jagte ham måtte der jo være en grund! Dusøren havde sikkert været så høj at han nu var besluttet på at glemme alt om den aften! Der kunne jo ikke være andre grunde! Man jagtede da ikke en man blot havde haft sex med vel!?
Selvom.. det på ingen måde havde føltes som blot sex. Han kunne mærke at hans ben begynde at syre til, og han fik sværre ved at holde farten oppe. Og var ogås ved at snuble flere gange, når han gled i mudderet, eller når hans fødder ikke kunne følge med mere.

Han var allerede så træt at han ikke engang lagde mærke til at Gil overhælede ham. PLudselig stod han der bare. Hvilket fik Claan til at premse hård op. Dog rasulterede det i at han i stedet faldt bagover og ligefrem gled hen mod Gil. Stoppede et par meter fra ham. Han så skræmt på ham. Dog da han hørte hvad Gil sagde, var der noget i ham der gerne ville tro det.
Men han var stadig bange. Bange for om Gil blot løj for at få Claan med. Han havde været ude for det før.
Han prøvede at komme op, men muddert gled under ham da han prøvede at bevæge sig baglæns væk fra Gil.
"vær sød at lade mig gå... jeg kan ikke!.." Han bed sig i læben.
Hans øjne blev fugtige. "jeg kan ikke klare hvis det er dig der aflevere mig" erkende han. Han så væk, og prøvede på at skjule tørene. Det kunne dog være svært at se om det var tårre eller regn.
" Selv... selv hvis du ikke... selv hvis du mente de ting du sagde i går... såh.. jeg kan ikke tage med dig" sagde han.
Han var smurt ind i mudder næsten over det hele, og den eneste grund til at han ikke var helt smurt ind, var fordi regnen skyllede en del af det væk.

Gil bevægede sig hurtigt hen og tog blidt fat i omkring hans nakke og knaldede ned i mudderet foran Claan. "Har du måske tænkt på at du kunne være mere sikker med mig?" Regnen gennemblødte ham til tøjet under ham, men han ignorere det og havde kun fokus på manden foran sig. Han lænede sig frem og pressede sine læber blidt mod Claans.

Gil ville gøre alt og selvom Claan havde en dusør på hovedet var han så meget forelsket at han aldrig ville kunne sende ham ind og få pengene. Han vidste ikke om han troede på kærlighed det første blik, men dette kunne meget vel være det. Han ville gøre alt for Claan, men at lade ham gå ville han nok ikke.

"Jeg beder dig Cyarika. Lad mig vise dig et liv hvor du kan være sikker. Et sted du ville kunne kalde hjem." hviskede han blidt og søgte de brune øjne.

Claan veg lidt fra Gil da han kom ned til ham. Han bed sig i læben og var faktisk tæt på vende rundt og stikke af, da han hørte hvad Gil sagde. Han så på ham næsten chorkeret. At Claan kunne være mere sikker hos ham? "jeg ville bruge dig i fare Gil" lød det hæst fra ham. Han ville ikke ende med at Gil kom til skade fordi han ville passe på Claan.
Han så hvordan Gil lænede sig frem. Han burde stoppe ham. Burde skubbe ham væk, og gøre det klart at der aldrig ville blive noget mellem dem! Men han kunne ikke. I stedet lænede han sig selv frem, og gengælde kysset. Hans hænder gled op og lagde sig mod Gils kæber, på trods af at han havde mudder på sine hænder, og nu ende med at tværte det ud på Gils kæber og kinder. Men ærligtalt var han ligeglad lige nu. Hvordan skulle han kunne forlade denne mand?! Hvis bare han kke var fulgt efter... hvis bare han havde accepteret at Claan var gået, og ikke skulle findes!
Tårene løb stadig ned over hans kinder.

Han så på ham da han brød kysset, og hørte hvad han sagde. Han så lidt ned med et bedrøvet blik. "det kan du ikke... Jeg vil altid flygte.. det er det eneste jeg kender.." han vende de chokoladebrune øjne op mod ham, øjne fyldt med tåre og sorg.
"Gil... jeg beder dig! Du må ikke gøre det her sværre end det allerede er" hviskede han som han tog sine hænder til sig.
"jeg er nød til at tage afsted.. der vil komme andre og lede efter mig.. og en dag finder de mig! Og jeg vil ikke have at du kommer til skade!" han lænede sig frem, og lod sin pande hvile mod Gils.
"Det var fantastisk i nat!.. og jeg vil aldrig glemme det.. men du re nød til at lade mig gå!" hviskede han blidt som han så på Gil.
Regnen mærkede han slet ikke mere, eller det faktum at han sad midt i muddert helt nøgen.

Gil mærkede stædighed komme over sig. "Nayc!" sagde han hårdt og rejste sig. Krydsede armene og brystet og så på ham. "Jeg kan overbevise dig om et bedre liv. Jeg kan beskytte dig og min klan vil hjælpe. Har du ikke flygtet længe nok?" Han vidste at ordene var hårde, men de var sande. "Jeg kan give dig et rigtigt liv. Et hjem, mad, venner. Men du er nød til at lukke mig ind og lad mig tage mig af dig." Ordene var bedende og Gils øjne var ømme og nærmest tiggende.

"Og jeg har allered mistet så meget, men alligevel kæmper jeg for min klan. Og de for mig. Vi kan og vil beskytte dig. Varulven er død. Og jeg vil dræbe flere om nødvendigt." Alt kom fra hans hjerte og alt var sandt. Han vidste at Claan måtte være eftersøgt af en højtstående, men Gil nægtede at dele denne mand med andre.

Han fulgte Gil med blikket da han rejste sig. Han sad stadig på jorden, og så nu op på manden der virkede så viljefast og stærk.
Claan bed sig i læben og sank blikket ved Gils ord. Han havde flygtet længe. Men... det var det eneste han kende til. Det var det eneste der havde redet hans og andres liv.
Obi havde også sagt han kunne blive så længe han ville. Men også han var i fare når Claan var der.
Han vidste at Gil prøvede. At han ikke vile give op lige med det samme. Men det var han nød til! Det andet gik ikke! Gil var nød til at indse at have Claan i nærheden var at rande rundt med en tikkende bombe.
Han så på ham da han sagde vareulven var død, og han ville dræbe flere hvis det blev nødvendigt.
"Det er netop det Gil.. en dag er det ikke bare en du skal slå ihjel! Men måske en stor gruppe af dem! Og hvad med dine mænd! vil du virkelig ofre deres liv for en mand du lige har mødt?" spurgte han ufrostående. Han sukkede "den eneste mulighed jeg har er at tage væk... der er for mange der ved hvem jeg er her.. og der vil ikke gå længe før endnu flere dusør jægere finder ud af at jeg opholder mig i skoven her" Han sukkede lidt, og så på mod Gil med et undskyldende blik.
"Gil... lad mig gå" Han prøvede igen. Dæmonen måtte vel snart forstå at dette var det bedste for alle!

Han rejste sig roligt, og gik over til Gil, han lagde en hånd mod hans nakke og kæbe.
"jeg tvivler ikke på din oprigtighed og dine følelser.. men du er faldet for den forkerte" sagde han roligt. "jeg er en slave, et eftersøgt dyr, og jeg er på flugt... jeg vil aldrig kunne give dig det du ønsker.. Selv hvis jeg tog med dig.. ville jeg altid være klar til at stikke af! Jeg ville flygte så snart der var noget der gav mig grunden.."
Han så på ham med de blanke øjne.
"jeg ønsker ikke at der skal ske dig noget på grund af mig! Jeg vil heller bare huske dig som den mand der fik mig til at føle mig tryk og sikker... måske for første og sidste gang" erkende han.