Trommen i natten ~ Claan (fortidsemne)

Tid: 00:33
Dag: En aften i det forgangne efterår
Sted: Midt i Ashenwood
Omgivelser:En rydning oplyst af en klar måne og stjerneklar himmel. Et tæppe af dis som knap når knæhøjde, lægger som et tæppe over jorden. I midten af rydningen er et meget lille bål oplyser nærområdet.
Tøj: Sort omslagskofte, Taske i bæltet og brune benvklinger.

Emnepartner: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

I mangen en time havde Fenrer nu siddet her ved sit bål i fuldstændig stilhed, men nu skulle stilheden til at nå et ophold. Fenrer havde ikke haft gjort hvad han skulle til at gøre i nogen tid, han ville sætte sig til at hymne nogen af de messer hans far havde siddet og trommet da han var lille. Det var år siden han havde hørt rytmerne, for da hans far og han havde tilsluttet sig ulvekoblet, havde de bortlagt de menneskelige instrumenter og og klæder de ellers havde haft, der havde ganske simpelt ikke været behov for dem.

Fenrer rykkede lidt rundt på hvor han sad og rullede sine skuldre. Han tog sin håndtromme op fra ved siden af ham og tog en dyb indånding som han lod tankerne og minderne om hans fars sange. Han fandt frem til et minde i sit hoved om en sagn, eller hymne, der handlede om at vandre. Det virkede passende for situationen, når han tænkte over det havde han faktisk haft brug for den her stund i et stykke tid.

Kragerne skreg over ham, næsten som en utålmodig skare hvilket fik Fenrer til at smile. Det havde været godt at oplevede andre væseners verden, men det var her i naturen han hørte til, under en klar himmel. fenrer gav det første ryk i den lille håndtromme, fik de knogle påhængte snore på siden af den till at rasle. Trommens bump gav en klar og længe ventet lyd i den nu atter tyste skov, en lyd der hurtigt blev efterfulgt af flere bump som Fenrer fortsatte sin messe i skæret fra det lille bål. Flammernes dansen formede skygger og former i disen. Fenrer vedblev den rutmiske trommen og begyndte dernæst sin brummen og utydelige sang.

Fenrer hjerte faldt til og glæden ved at høre sangen igen spredte sig i hans krop, som hans sang gav genlyd mellem træerne. Fenrer hævede stemmen, uden frygt for dæmoner eller monstre, som han ellers var blevet advaret om, for ham var der intet andet end en vel tiltrængt messe.

Det var sent, sikkert alt for sent! Han burde have fundet ly for natten for længst. Men nu var det jo ikke så koldt i nat, og der var vindstille. Han behøvede ikke tage ly for vind og vejr. Han gik rundt i skoven i sin tigerform. Det var det sikreste på dette tidspunkt. For godt nok frøs han ikke i sin tigerform, men det ville han måske gøre i sin menneskeform.
Han gik lidt i sine egne tanker, da han hørte noget. Han rettede hovedet op, og lyttede. Musik?...
Men... det var ikke bare almindlig musik det der? Han gik mod lyden og undrede sig over hvem eller hvad der kunne komme med den lyd. Jo tættere han kom på kunne han også høre sang.. eller.. hvad man nu kunne kalde det.
Han blev i mellem buskende som han kom til rydningen, hvor han nu også kunne se lyset fra et bål. Og han fik da huritgt øje på hvem det var der lavede denne musik. En ung mand? vidst på hans egen alder? og....... shapeshifter!
Han stod lidt, tøvede og var ikke helt sikker på om han skulle blive hvor han var, eller gå frem mod manden.

Men den musik. Der var noget dragende ved den. Noget der fik hans ellers så sky personlighed til at glemme alt om det. Og i stedet træde ud fra busken. De lyseblå øjne var låst på trommen og den underligt vanedannende og dragende lys af den bumb. Den smukke hvide pels lyste næsten op i månens skær, og kunne måske nærmere få ham til at ligne et spøgelse.
Det var en underlig følelse han fik i kroppen. Som om mennesket trådte til side for tigeren der nu mere en noglesinde før styrede hans krop. Han snussede mod den unge mand. Jo! han var en shapeshifter. Men... han havde aldrig set en som ham før.
Han trådte nærmere og nærmere bålet, indtil han stod foran den unge mand, på den anden side af flammerne, der nu gav den hvide ples et mere gyldent skær.
En blanding af koldt og varmt lys fik den hvide tiger til at fremstå tydeligere i nattens mørke.
Hans øre stod lige op, opmærksom på tonerne, øjnene fulgte hans hænder der ramte trommen igen og igen i en rytme der var nærmest dragende. En underlig sang han aldrig havde hørt før!

Fenrers åndedrag der virkede til at følge sangen var hans eneste måde at kunne lugte området omkring ham, men alligevel kunne han lugte rovdyret der bevægede sig nærmere. Fenrer havde mærket den fremmede før end han havde lugtet dem, men han havde ikke været sikker på om det var en af åndernes nærvær han havde kunne mærke, hvilket han til tider syntes at kunne når han befandt sig i den trance lignende tilstand. En ting han havde været sikker på var at det ikke havde været et væsen med nogen deciderede ondsindede intentioner, så han havde ikke haft til hensigt at stoppe, hverken hans hymnen eller trommen. Med den fokus hans meditation gennem trommen havde givet ham, havde dyrets lette poter mod skovbunden lydt som fjern torden, men i Fenrers hoved blev lyden hurtigt koblet sammen med slagene mod hans tromme.

Dyret trådte nu ind i hans lille rydning, endnu uden at skifte intentioner, men Fenrers næse fangede nu noget nyt mellem de rytmiske åndedrag, og hvis han ikke tog meget fejl, så var den nyankomne en formskifter som ham selv. Fenrer vedblev sangen om den vandrende som han kunne mærke den fremmede komme nærmere og over til hans bål. Den fremmede satte sig på den anden side af hans bål, men Fenrer var ikke sikker, han var for dybt inde i sangen og med lukkede øjne var det svært at afgøre. Fenrer kunne dog mærke at størrelsen af den fremmede var betydelig i forhold til hans egen, både i Fenrers menneskelige form og hans ulveform. Fenrer brugte endnu tre et halvt minut på at synge sin hymne, som hvis man havde fornemmelse med den slags, kun byggede op i spænding og toneleje, hvilket så ikke krævede en fornemmelse med sangen at kunne høre, for at stoppe brat.

Fenrer åbnede langsomt øjnene, som han lod hænderne ned i skødet og kiggede op fra flammerne på tigeren der nu sad overfor ham. Tigerens hvide pels var omsvøbt i et virvar af farvetoner som stammede fra nattens belysning og lyset som flammerne fra hans bål bragte ud i natten. Han lagde hovedet på skrå og så på den nyankomne med et forsigtigt smil ”Du er var vist ikke helt klar på om du gad komme herover, var du vel?” spurgte han og lagde trommen ved hans side. Han Fik et lidt skeptisk udtryk i ansigtet og brugte lidt tid på at vippe rundt med hovedet som han studerede tigeren nærmere. Fenrer lagde sine albuer på hans lår og lænede sig roligt frem mod tigeren, hvilket oplyste hans ansigt tydeligt i skæret fra bålet.
”Jeg håber ikke jeg er trådt over i dine og din floks jagtmarker..” sagde han, ikke henkastet eller ligegyldigt, men nærmere uberørt af hvor stort et fy fy det var at træde over grænserne for nogen ”.. hvis så er jeg ked af hvis jeg har brudt nogle regler”
Fenrer visualiserede sig sin taske ved hans side kort i hans hoved, for hvis der skulle til at ske noget ville han være sikker på at han kunne undslippe, eller i hvert fald gøre kampen for besværlig at forsætte.

Han smilede ved den tryghed tasken gav ham ”Mit navn er Fenrer og hvem er du så månekat?” spurgte Fenrer, nu i et mere muntert toneleje.

Claan lyttede til trommen, til melodien og den sang der lød gennem natten. Blandet med flammernes knitren, og den lette brise i de halv visne blade på trædende, skabte det en melodi af ro. En Claan ikke havde følt længe. Han lukkede øjnene og nød blot lydende. Og den behagelige varme fra bålet der varmede hans bryst og ansigt.
Da den fremmede stoppede sin sang, gled Claans gyldne katte øjne op mod manden. Hans øre vende sig opmærksomt mod den fremmede, som han begynde at tale. Manden havde tydeligvis allerede regnet ud hvad Claan var. Sikkert lugtet det allerede inden han var kommet frem til bålet. Shapeshiftere havde det med at kunne genkende hinanden meget hurtigt.
Han rystede pelsen en smule, og så atter mod den fremmede. ”jeg har intet territorium, jeg er rejsende ligesom du” forklarede han inden den siddende stilling, dog blev roligere og han lagde sig ned.
”mit navn er Claan… jeg håber ikke jeg forstyrrede dig i din sang?.. det var i hvert fald ikke min mening” forklarede han som han lagde hovedet lidt på skrå.
”det er ikke ret tit jeg møder andre shapeshifteres, derfor blev jeg nysgerig.. jeg kunne lugte dig, og din ild på lang afstand” forklarede han som han så lidt mod trommen..
”hvad var det for en slags sang du lavede?” spurgte han nysgærdigt som han rejste sig, og valgte at bevæge sig mod Fenrer, som denne hed, med roligt skridt, til han var et par meter fra ham men dog på den side af bålet så han ikke behøvede kigge gennem flammerne. Han så på ham ”du må undskylde at jeg forbliver i denne form, men det er en kølig aften, og så foretrækker jeg også denne form” sagde han mens de gyldne øjne hvilede på Fen.

Fenrer strakte nakken en anelse og smilede tilbage til med et roligt blik, som formskifteren lagde sig og så på ham med en nysgerrig mine trukket henover det store tiger ansigt. Han kunne ikke lade være med at smile stort når han betragtede den store kat, for der var noget rart ved at kunne tale med sine racefæller i den naturlige form. Den form som ånderne også valgte at tale til dem i, men også en stor en af slagsen, hvis Fenrer ikke tog meget fejl. Fenrer lagde hovedet på skrå i et nyt lille smil da hans racefælle fortalte ham at Fenrer ikke havde gjort noget forkert i hans øjne, men derimod at Fenrer og ham delte titlen som rejsende. Fenrer svarede dog ikke den nyankomne, der hed Claan efter udsagn at dømme, men rystede istedet på hovedet, som en stille tilkendegivelse af at han ikke var forstyrrende.

Fenrer trak en anelse i den ene mundvig da Claan forklarede sig om hvorledes at han var ankommet til Fenrers lille bålplads. Fenrer gav et lille gys fra sig som hans menneskekrop gav til sig for kulden. Fenrer brød sig ikke synderligt om hans menneskelige skikkelse, men det var ikke ligefrem nemt at så på den lille håndtromme med poter og slet ikke i den størrelse som Fenrers var. Han ville nok bare ende ud med at sætte hul i det udspændte skind, uden nogen lyd.
Fenrer så op på tigeren igen da denne begyndte at spørge ham om hvad det var at Fenrer havde lavet da han ankom, kom der en let klukken fra Fenrer. Han samlede kort trommen op og smilede "Jeg hymnede for ånderne.." sagde han stilfærdigt og lagde trommen igen, ved hans side "..Det er noget min far lærte mig at gøre, for bedre at komme i kontakt med dem"

Fenrer rykkede sig til rette og så på Claan med et venligt smil. Han misundede tigeren den varme pels, men vidste godt at der var mere at forklare. Claan overraskede ham dog ved at forklare hvorfor han var i hans dyreform endnu, og Fenrer grinede lidt for sig selv, inden han kort lænede sig frem "Jeg er fuldstændig enig " som han hurtigt fik snoet sine beviklinger af benene og lagde dem i græsset.

Dernæst rejste Fenrer sig, løsnede sit bælte og hev Koften af, sammen med bæltet som han lagde sammen med sine beviklinger. Hans krop ikke bare vendte og vred sig, men voksede ganske betragteligt i størrelse. efter få sekunder lagde den kolossale ulv sig til rette ved siden af bålet og Claan. Fenrer lagde sine forben over kors og lagde sig til rette "Meget bedre" sagde han tilfreds og hans pels skuttede sig en anelse rundt "Nå, hvor kom jeg fra.. Nå ja.. Ånderne, kender du til dem? Det er dem der i store træk beskytter alle naturens og dens tilknyttede væsener.." Fenrers tone var munter. Med det bedre nattesyn, kunne Fenrer give sig selv ret i at Claan ikke var lille af en tiger at være, mindre end Fenrer selv var i naturform, men Fenrer var nu alligevel glad for at Claan var venligtsindet.

Fenrer lukkede øjnene i og brummede lidt ved den behagelige fornemmelse af bålets varme mod hans krop. Han åbnede øjnene igen og så på Claan " Der er fem store ånder som står for vores liv og de mere besværlige elementer i dem, Storken, Ørnen, Uglen, Skildpadden og Ulven som hver i sær har noget med vore liv at gøre"