Hej Claan, gæt hvad... ~ Claan

Sted: en lysning med en gennemløbende å
Tid: omkring middag
Vejr: en mild forårs dag, med en svag vind

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]


Kira følte sig udmattet og tung, selv om hun viste at det stadig ville blive svære. På trods af at hun kun bar sin støvblå kåbe og en lun skindkappe. Normalt plejede hun at have en ransel med til at have urterne i, men den stod hjemme i hytten.
Hun sank ned og sidde med ryggen op af et egetræ, som var begyndt at sætte knopper. Hun tog et par dybe åndedrag for at finde lidt ro. Selv om hun kun var omkring seks måneder henne, så var barnet pænt aktivt. Hun havde fået at vide af jordmorden at det var lidt tidligt at barnet var så aktivt, men at barnet ellers var sundt og rask. Kira sad med halvt lukkede øjne og tænkte på om det kunne have noget med Claan at gøre? Han kunne jo blive til en tiger. Hun sukkede lidt. Claan... Hun havde ikke set ham i, ja det kunne jo kun være omkring seks måneder siden. Hun smilede skævt for sig selv. Hvilken afsked de havde givet hinanden. De havde jo ikke regnet med at de skulle være heldige at overleve, og da de var kommet væk, var han jo taget afsted. Endnu et suk undslap hende. Hun overvejede om hun skulle gå længere ind i skoven eller om hun skulle tage tilbage til hytten hvor hendes kusine Caty og deres hund ventede.
Nettop der valgte barnet at give hende et godt spark i ribbenene, hvilket fik en stønnen til at undslippe hendes læber. Et par hornugler landede i grenene overfor hende og så undrende på hende en stund, inden de begyndte at se sig rundt i området.
Kira greb sig til siden og bed sig lidt i læben. Det var nok bedst at gå tilbage til Caty og det var jo kun en lille tur på omkring to timer. Men alligevel.. Hun ønskede jo at finde Claan og fortælle ham om barnet, så han selv kunne bestemme sig for hvad han ville. Hun huskede tilbage på nogle af de samtaler de havde haft imens de var fanget. Intet var sikkert. Ikke med hans nervøsitet for at skulle leve i fangenskab, hvilket hun udmærket forstod.

Det var efterhånden nogle måneder siden den radselsfulde oplevelse, hvor han og en masse andre Shapeshifters var blevet fanget og jagtet rundt. Heldigvis var de frie nu, og kunne atter tage tilbage til deres liv. For Claan betød det tilbage til hans færden i skovene. Det har ikke været det nemmeste.. siden Gil var forsvundet, havde tingene ikke været sig selv for Claan. For nærmest før han havde fået et trygt og sikkert sted han kunne kalde hjem, var det væk igen. Gil havde været væk, og imens havde dusørjæger indvandret landsbyen da de havde fundet ud af at Claan befandt sig der. Og endnu en gang havde han været nød til at flygte. Han var taget til bage i ny og næ for at se om Gil var kommet tilbage, men Claan hørte aldrig fra ham igen. Og der var det ham var blevet fanget til denne tåbelige jage. En jagt der dog havde bragt ham sammen med Kira igen!. Han havde savnet hende, og ikke mindst tænkt meget på hende! Han havde da også af og til følt trangen til at finde hende, opsøge hende og fortælle hende hvordan han havde det. Fortælle hende hvor meget deres sidste aften sammen havde betydet. Men han kunne ikke få sig selv til det. Tænk hvis Queen og hendes mænd fandt ham? Det kunne gå ud over Kira.. og det måtte for alt i verden ikke ske!

Han gik gennem skoven i sin tigerform, da han egnetlig var på jagt. Dog fangede noget hans opmærksomhed. En ugle ser sad og kiggede på ham. Hvor mange gange havde han ikke snart taget sig i at snuse efter, bare i håbet om at det var en helt bestemt ugle. Men denne fangede hans opmærksomhed da den stirrede meget intens på ham, og den fløj ikke engang da han gik mod den. I stedet lettede den ellegant og føj lidt videre blot for at sætte sig i et træ nogle meter henne.
Han undrede sig, men fulgte roligt efter den. Men efterhånden som uglen begynde at flyve hurtigere, måtte Claan også sætte farten op. Han vidste ikke helt hvorfor, men noget sagde ham at han skulle følge efter den. Han kom ud fra nogle buske, og bremsede hådt da han fik øje på der sad en op af et træ. Han var nærmest nede og sidde inden han fik bremset op.
Han så overrasket på vedkommende der sad der. Kira?..

I ren refleks på overraskelse, forsøgte Kira at springe på benene for at stikke af. Angsten kunne både ses, mærkes og lugtes på hende. Men barnet syndes ikke om den bratte reaktion og gav en del spark og slag fra sig. Kira gispede højlydt og sank sammen igen med venstre hånd på marven og højre hånd imod jorden for at støtte sig, imens hendes øjne var fastlåst på Claan. Hun kunne aldrig glemme hans smukke skikkelse, om han var i dyreform eller ej. Hele hendes væsen strålede af glæde over at se ham.
Efter at have sat sig, rakte hun hænderne frem imod ham, og hviskende ord kom over hendes læber, højt nok til at han kunne høre dem.
"Claan, hvor har jeg savnet dig."
Hun håbede og ønskede af hele sit hjerte, at han ville komme hen til hende og lade hende holde om ham. Hvorfor hun havde denne følelse kunne hun ikke forklare, men hun viste at hun ikke ønskede at den skulle forsvinde.

Det var jo ikke fordi han aldrig havde regnet med at se hende igen, men han havde måske ikke regnet med at det ville blive sådan her. Hans blik skævede op mod ulven han havde fulgt og som nu sad i en greb over det træ Kira havde siddet mod. Han betragtede hende med de store katteøjne. Hun så træt ud. Og så lignede hun ikke mindst fat en der havde smerter. Han ende med at stå der g betragte hende så længe at han først kom til sig selv da han så hende rette armene ud mod ham.
Det var sært, for ser var to dele af ham lige nu, delen der blot ønskede at være i hendes arme, og have hende i hans! Men samtidig var der også den del af ham der havde lyst til at vende sig om og løbe igen. For noget sagde ham at gik han først over til hende, så ville han ikke bare kunne vænne sig om og gå igen.
Dog var det ikke den side der vandt. Det store tunge poter placerede sig fast efter hinanden som han gik over mod hende. Han stoppede kort foran hende, blot for at nusse panden mod hans. Han satte sig foran hende, og lænede sig ind mod hendes arme. Poterne lagde sig om hende som i et kram. Dog ændrede krammet sig, da det pludselig var et penneske ser sad og holde om hende og ikke en tiger. "Jeg har også savnet dig" sagde han stille som han krammede hendes mere ind til sig.
Han sad lidt sådan inden han trak sig en lille smule, og så på hende. "Du ser ud til at have ondt!.. hvorfor vader du rundt her ude i skoven alene?.. hvad hvis nogle angreb dig?" Spurgte han en kende mere bestemt.han sukkede dog. "Hvor bor du?.. jeg skal nok hjælpe dig der hen" sagde han så

Hun nød at han holde om hende, samt lyden af hans stemme. En særlig varme begyndte at brede sig i kroppen og gav hendes lyst til at trække ham tættere på. Men hun nåede det ikke før han trak sig en smule væk og så på hende, samt spurgte hende om lidt forskelligt.
Hun smilede venligt til ham over hans bekymringer og stemmen var varm og blid, da hun talte.
"Mit hjem ligger omkring to timers gåtur her fra stik vest. Min kusine og hendes hund bor sammen med mig, så jeg er ikke helt alene."
"Hvad angår at jeg vandre rundt alene her i skoven, så er dette min fødeegn og jeg kender det ud og ind. Jeg kan se og høre hvis der er sker ændringer her. Desuden så har jeg selskab af de forskellige ugler, som våger over mig og har gjort det i de sidste seks måneders tid." Hun kunne ikke undgå at klukle en smule, da hun sagde det sidste. Men hun rømmede sig hurtigt og forsatte.
"Jeg har ondt ind imellem, men det er en god smerte som jeg glæder mig til at se resultatet af. Kan du huske sidst vi var sammen? Den gang vi troede at vi skulle dø? Undskyld hvis jeg siger det for brat, men jeg venter dit barn." Øjnene lyste af stolthed, kærlighed og glæde, smilet om hendes læber fortalte det samme. Hun så på ham med øjne der viste forståelse og respekt.
"Hvis du ikke ønsker at blive, står det dig frit for at tage af sted igen. Du skal dog blot vide, at jeg ønsker at beholde barnet og opfostre det efter bedste evne, hvilket min kusine sikkert vil hjælpe med." Der på tav hun og lod ham tage den tid han havde brug for. Hun ville ikke kræve at han skulle blive, dertil kendte hun ham for godt (troede hun). Han var tros alt taget af sted efter deres første møde, og da de var overlevet jagten var han taget afsted for at finde en anden han havde kær. Uanset hvad han valgte ville hun støtte op om det. Også selv om det betød at hun skulle være alene med barnet.

Han så roligt på hende mens hun forklarede. Hmm så hun boede med sin kusine? Det var vel meget godt. Nu han tænkte nærmere over det, så vidste han faktisk ikke ret meget om hende... Hverken hvor hun boede, eller... Om hun boede sammen med nogle..
Hun havde fortalt ham at han var den første mand.. men.. der var jo gået en del måneder fra deres første møde til.. tja.. jagten. Og så der fra og til nu.. hun kunne jo havde mødt en? Det ville være svært andet! Hun var en smuk kvinde! Og hun var dejlig, sød og omsorgsfuld! Så selvfølgelig ville en vær mand være lykkelig for at få hendes
Hans blik ramte hende hurtigt igen da hun spurgte om han kunne huske sidst de var sammen, og et lille bil, næsten genert kommfra ham. Joo han kunne skam huske det! De havde frygtet for deres liv.. og det var endt med at de ikke kunne holde fingrene fra hinanden, og havde endnu en gang elsket i det fri. Noget de to vidst havde for vane..
Han stoppede dog op midt i sine minder da han Rye det næste hun sagde. Hvad!?..... Barn?... Hans? Hvordan? Altså...vidste godt hvordan men..

Han sad som forstenet og så på hende. Var hun. Gravid? Og med hans barn? Det var selvfølgelig overflødigt at spørge om hun var sikker på det var hans, det tvivlede han sjovt nok ikke på et eneste sekund.. men et barn?.. han kunne knapt nok passe på sig selv, og såh.. et barn?.
Han sad lidt paf og uden at sige noget. Noget i ham ønskede blot at stikke af! Han var på flugt.. det vidste Kira selvfølgelig ikke.. men han kunne jo ikke udsætte hende for den fare.
"Kira jeg...." Han bed sig lidt i læben, og tog så hendes hånd. "Jeg holder virkelig meget af dig! Og at du er gravid er vidunderligt... Men...." Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige, eller hvordan han skulle sige det. Han var glad! Han havde aldrig drømt om at han ville blive far. Men... Han var samtidig også meget ulykkelig. Hvorfor skulle en så sød og kærlig pige blive gravid med hans barn?

Hun så hvordan hendes ord påvirkede ham. Derfor lagde hun blidt begge hænder om hans ansigt og sagde med blid og rolig stemme.
"Claan. Du er helt din egen, hvilket jeg beundre og elsker dig for. Jeg kræver intet af dig, ud over at jeg må beholde barnet. Det står dig frit for at rejse rundt alt det du vil. Jeg har skam lagt mærke til at du befinder dig bedst når du er alene." Et smil bredte sig over hendens ansigt.
"Jeg lover dig at du altid er velkommen, og at jeg vil fortælle barnet om dig. Du har intet at frygte." Hun aede ham blidt på den ene kind imens hun talte, idet hun håbede at det ville få ham til at falde lidt til ro.
Barnet skubbede sig lidt rundt, som om det prøvede at få opmærksomhed. Da Kira ikke reagerede, eftersom hun talte til Claan, anbragte barnet et velrettet spark i hendes ribben. Hvilket Kira naturligvis ikke kunne undgå at krympe sig med et lille gisp.
"Jeg tror der er en som er missundelig." Kiras stemme var lidt anstrengt, men hun smilede stadig.

Han havde savnet hende! ingen tvivl om det, blot hendes duft fik ham allerede til at føle sig tilpas og hjemme. Han mærkede hendes bløde hænde mod hans kinder, hvilket fik ham til at lukke øjnene lidt, og nyde følelsen, han tog sig endda i at nusse sig lidt op af hendes ene hånd. Han kunne ikke beskrive så meget han havde savnet hende. Hendes ord rev ham dog ud af denne behagelige fornemmelse, da han hørte hvad hun sagde.
Såh... hun troede at det her var et liv han havde valgt? At han nød at rejse rundt, uden at kunne slå sig ned? Hun trodede at han fortrak at leve sådan her?... Hmm han var nød til at fortælle hende det! Han ville have rent bord mellem dem, hun skulle vide at det ikke var fordi han ønskede at forlade hende hver gang! Og at han ikke ønskede at forlade deres kommende barn, men hun skulle vide hvad der foregik, så ville hun måske forstå hvorfor.

Han så dog på hende da hun lavede en krampe aftrækning. Han så på hende, og rettede sig lidt op. "vi er nød til at tale sammen, men først.. må vi hellere se at få dig hjem" sagde han så inden han rykkede sig lidt fra hende. Hun lukkede øjnene, og lod sig forvandle. Kort efter var det ikke en ung mand der sad foran hende, men den smukke tiger. Han så på hende, og vippede med hovedet som tegn på at hun skulle hoppe op.

Hun kunne mærke at der var noget som trykkede ham, men at han ønskede at hun skulle sikkert hjem først. Så hun nikkede idet han rykkede lidt væk.
Da han skiftede form og vippede med hovedet, gættede hun på at han ville bære hende hjem, hvilket fik hende til at smile. Hun kom op og stå ved at støtte sig til træstammen og vaklede de par skridt der var over til ham. Her kløede hun ham blidt bag det ene øre, imens hun hviskede smigerende ord om hvor skøn, smuk og betænksom han var. Derpå satte hun sig op på hans ryg. Hun lænede sig en smule ned over ham, så hun formindskede vindmodstanden mest muligt, dette gjorde også at hendes mave mødte hans ryg. Barnet syndes at denne bevægelse skulle mødes med et par spark og slag, noget Kira var sikker på at Claan kunne fornemme. Hun talte lavt til barnet og bad det om at være roligt. Hun greb blidt fat i noget af Claans pels og bad ham om at tage det roligt.
Hun fortalte ham også vejen til hendes hjem.

Han bukkede lidt i benene, da hun skulle sætte sig op. Han kunne ikke mindes at han havde båret nogle på denne måde. Men det var nu ikke noget problem. Han var en stor sibirisk tiger, og havde muskler og styrke nok til at bære hende. Hun var jo bestemt heller ikke tung, hun vejede jo ingenting, heller ikke med en baby i maven.
En baby… Han kunne stadig ikke rigtig forstå det. Skulle han virkelig være far? Hvordan kunne han det? han kunne ikke forsørge en familie, han kunne ikke bare få et arbejde som alle andre! Han var efterlyst, der var en dusør på hans hoved, og den var ikke lille! Han ville jo ikke kunne passe på dem, han ville nærmere være til fare for dem!
Han bevægede sig roligt gennem skoven, kun i et lunte tempo. Han var forsigtigt når han skulle over eller under noget. Hans taske hans om hans krop, over den ene skynder og under det andet ben, så den sad på tværs over hans skuldre, så hun ville have noget at holde i hvis hun følte at det var svært at holde fast i den ellers så tætte pels.
Turen gennem skoven var lang og den føltes endnu længere fordi de ikke kunne tale sammen.. De kunne ikke ligefrem kommunikere sammen når han var i denne form. Men det var nødvendigt hvis han skulle have hende hjem. Der gik noget tid, men endelig var de ved at være ved Hytten hun havde vist vej til. Han begynde at sætte farten ned, også fordi han var blevet en smule forpustet, af at lunte gennem skoven, med en på ryggen.

//sorry for længden

Kira nød måden han bevægede sig på. Hun bøjede sig ned over ham, lukkede øjnene halvt og holdte blidt fast i hans pels, imens hun nød hans duft. Sommetider pegede hun i den retning han skulle gå, imens hun stille forklarede hvor langt han skulle følge retningen. Hun havde fortalt sin kusine om Claan, men en ting var at høre om en person, en anden ting var at møde personen. Kira ønskede af hele sit hjerte at Caty ville tage godt imod Claan, det samme galt hunden Hunter.

Hun rystede stille på hovedet, alt denne bekymring måtte vente til et andet tidspunkt. Lige nu var det kun hende, Claan og den lille ufødte. Hun smilede ved tanken. Det kunne være så hyggeligt hvis de kunne leve sammen som en rigtig familie. Men der var noget ved den måde som Claan levede på, der fik hende på lidt andre tanker.
Det virkede altid som om han var bange for at blive for længe et sted af gangen, som om han blev jaget. Tanken var ikke ny for hende, den var kommet en hel del i løbet af de sidste seks måneder siden jagten. Hun begravede hovedet i hans pels og tog et dybt åndedrag, hvor efter hun pustede langsomt ud.
Uanset hvad det var der fik ham til at rejse rundt, så ville hun respektere det og hjælpe ham så vidt det var muligt. Hun kunne mærke hvordan følelserne for ham blev stærkere for hvert åndedrag.

- - - - tids spring - - - -

Da de kom frem til lysningen hvor hytten lå, var der så stille at Kira mumlede højt nok til at Claan ville høre hende.
"Det ser ud til at Caty og Hunter er ude og løbe eller jage."
Det betød at de havde hytten for sig selv for en stund. Hun puttede sig lidt mere i hans pels, den var så blød og varm. Selv barnet var faldet til ro, kort efter at Kira var kravlet op på Claan.

//Det skal du ikke tænke på Vi har alle dage, hvor vores kreativitet er forskellig..//

Han fulgte hendes vejvisning, han små luntede kun! Kira skulle nødig falde af, og der skulle nødig ske barnet noget heller. Det var stadig ikke helt til at forstå! Et barn? Hvordan skulle han kunne forsørge et barn? Han havde intet, levede i skoven, levede som det dyr han nu engang var, og som han befandt sig bedst i.. denne menneske form han antog.. det var... Det var som om han var omvendt, at han tog menneskeform frem for dyreform. Hvordan skulle en barn kunne vokse op i den slags? Hvordan skulle et barn kunne forstå at dets far aldrig var til stede?.. for ville han være det? Det kunne han jo ikke! Han ville ende med at udsætte dem begge for fare..
Hvis Queen opdagede at Claan ikke bare havde en partner, men også et barn.... Hvad kunne hun ikke finde på at gøre ved barnet?
Hans tanker havde dit eget spil, kun en smule afbrudt af når Kira viste vej.

Da de næsten nåede hytten, blev tankestrømmen dog afbrudt af Kiras dejlige stemme. Han bemærkede hendes fingre der havde et mildt greb om hans pels, nok mest for at holde sig fast, men nok lige så meget for at kærtegne ham. Han satte farten ned og sparserede det sidste stykke.
Han stoppede op foran huset, og byggede lidt ned for at hun bedre kunne hoppe af. Efter hun var hoppet af, forvandlede han sig tilbage til et menneske. Han greb hurtigt en kåbe der lå en hans taske, der som altid hang om hans skuldre, så han kunne bære den både i menneske og tigerform. Han trak kåben på, faktisk en af dem han havde fået af hende den første gang.
Han så på hende "du burde komme ind og lægge dig, her jeg skal nok følge dig" erklærede han som han lagde en arm om hende for at støtte hende.

Hun smilede da han bukkede sig ned så hun fik nemmere ved at komme ned. Og smilet blev bredere da hun så på ham, som han erklærede at han ville hjælpe hende ind. Hun kyssede ham blidt på kinden og hviskede.
"Tak, du skønne." Hun lod sig føre ind i hytten.

Når man kom ind i hytten kom man direkte ind i det store rum som blev brugt som stue, spisestue og køkken. Her i staten af stuen var der en dør til venstre, som førte ind til badeværelset med et latrin.
I bunden af stuen var der to døre som førte ind til to værelser: et med en enkelt mands seng og et med en dobbeltseng.
Hun vejledte ham hen til sit værelse som var et med en mands sengen, hvor hun smilende sank ned og lagde en hånd på Claans kind.
"Claan. En ting du skal vide. Om du vælger at blive eller forsætte dit frie liv, så støtter jeg fuldt op om det. Du skal under ingen omstændigheder føle dig forpligtet til at blive." Hendes stemme var blid og rolig, hvilket hun håbede på kunne hjælpe ham med lidt af den nervøsitet hun fornemmede fra ham.

Claan fulgte hende ind! Han var stadig meget stille. Hvad skulle han sige? Han havde ikke set hende længe, og pludselig får han af vide at han skulle være far! Hvordan skulle han reagere på det?
Han fik fulgt hende ind til sengen, og lod hende sætte sig. Han mærkede dog hendes hånd mod hans kind. Hvor havde han dog savnet at mærke hende tæt på sig igen! Han vende blikket mod hende, som hun talte. 
Hans blik sank lidt. Hun vidste ikke hvad der foregik i hans liv.. og hvorfor han ikke ville kunne blive hos hende! 
Det ville jo kun skade hende hvis han blev! Tænk hvis Queen fandt ham her! Ville hun så tage både Kira og deres barn med også?! Eller ville hun….. gør noget der var meget værre?

Han satte sig ned på det ene knæ foran hende. Han lod sine hænder gribe hendes små fine hænder, og holde dem i sine. 
“Kira… jeg holder så meget af dig!” Han så ned mod bulen på hendes mave. 
“og at du skal føde vores barn, er helt vidunderligt!….. men..” Han så ned med et skamfulgt udtryk. 
“Jeg kan ikke blive hos jer…..” 
Han slap hendes hænder og rakte derefter ned i sin taske og trak hans halshånd op. Et bredt hvidt læderhalsbånd, der var FYLDT med ædelsten og guld. 
Han så op på hende. 
“jeg er eftersøgt… og på flugt” erkende han.
“Det her…. Er tegnet på mit tidligere liv!” Forklarede han og så på hende. “du har sikkert lagt mærke mit slave brandemærke.. det her.. var mit halsbånd når min herskerinde viste mig frem i kampringende” forklarede han. 

Kampringende var et sted hvor rige folk lod deres slaver slås mod hinanden! Og der var især mange der brugte shapeshifters, da de jo netop kunne forvandle sig til dyr, og derved give et bedre og blodigere show

Hun lyttede roligt til ham mens han talte uden at afbryde ham, da det virkede til at han ville gå i stå hvis hun gjorde. Dog kunne hun ikke afholde sine øjne og ansigt i at vise de følelser der gled gennem hende ved hans ord. Først viste det uendelig kærlighed til ham. Derefter blev det en smule bekymret for ham, og da han tog halsbåndet op og fortalte at han var eftersøgt og på flugt, blev udtrykket direkte nervøst for hans liv. Kort efter forsatte det tilbage til bekymring, en smule forståelse og en stor del medlidenhed over at han havde været slave og havde været tvunget til at kæmpe mod andre. Tårene begyndte at glide ned over kinderne på hende i medfølelse og sorg over hvad han havde måtte gå i gennem.

Da han havde talt færdigt, måtte hun blinke et par gange for at kunne se klart, inden hun smilende blidt trak ham ind i sin favn, så hans hoved kunne hvile mod hendes bryst eller mave, og lagde sin kind på hans hoved.
"Min elskede Claan. Intet under at du har været, og stadig er så forsigtig omkring andre." Stemmen var kun en hvisken, men høj nok til at hun var sikker på at han kunne høre det, mens hun holdte om ham.
Hun løsenede sit favntag en smule og løftede sit hoved, så hun kunne give han et kys på på hans hoved. Hun flyttede den ene hånd op så hun kunne nusse ham i hans skønne hår mens den anden forsat lå blidt mod hans ryg og nusse ham blidt der.
"Selv nu hvor jeg kender dine grunde og årsager, vil jeg gentage mine ord: Om du vælger at blive eller forsætte dit frie liv, så støtter jeg fuldt op om det. Du skal under ingen omstændigheder føle dig forpligtet til at blive. Jeg vil altid elske dig uanset hvad, og dit barn vil altid vide hvem du er." Stemmen var varm og kærlig, samt fyldt med ærlighed og forståelse for hvad end han valgte. Hvis han så op på hende, ville han se samme ærlighed og forståelse blandet med en smule medlidenhed for hans situation i hendes øjne.

//tænker vi kunne springe i tiden til et stykke efter fødslen, hvis du er med på den? Det kunne være alt lige fra et par timer til nogle dage.//

Måske havde han over tænkt det her! Han havde forventet at hun ville reagere HELT anderledes! At hun ville blive bange og nervøs, ja måske endda bede ham gå, nu hun vidste havde han var. Ikke nok med at han var eftersøgt, og på flugt.. der var en stor dusør på hans hoved, og samtidig.. var han ikke andet end en simpel slave..


Men den afvisning han havde forventet, blev i stedet erstattet af at han blev trukket ind i hendes farvn, med hovedet mod hendes bryst. Og det tog ham ikke mange sekunder at trykke sig tættere end mod hende. Ikke af vulgære grunde! Men fordi at lige der i Hanses arme, føltedes det trygt og rart! En varme han ikke havde mærket længe!.. ja.. faktisk ikke siden sidst, hvor han lå med hende, og samtidig ved et mirakel skabte dette vidunderlige væsen der lige nu voksede i hendes mave. Hans arme gled om hende, og holde hende tæt ind mod sig!
Han sukkede... Nærmest lettet, og fredfyldt. Han nød hendes nussen i hans hår, og kunne på det nærmeste næsten spinde som en kat over det!.
Han lyttede til hendes stemme! Hendes smukke stemme der havde den dejligste klang.
Først efter noget tid, rettede han hovedet op.
"Jeg skal nok være her! Så meget som det er mig muligt!... Men jeg bliver nød til at rejse en gang i mellem!.. hvis dusør jægerne fandt jer... Jeg ville ikke kunne tilgive mig selv" hans blik gled ned igen. Bare tanken om hvad Queen kunne finde på at gøre ved Kira og deres barn.. han turde slet ikke tænke tanken til ende..

//For min skyld kan vi sagtens springe, også gerne til nutiden hvis det er //

Kira var taknemlig over at han ville prøve at være der for hende og deres barn.
"Selvfølgelig rejser du det, som du føler er nødvendigt. Jeg ville ikke drømme om at holde dig her mod din vilje. Dertil elsker jeg dig for meget." Hendes stemme var varm og kærlig. Det kys hun gav hans pande var blidt og blødt, inden hun lagde sig i sengen og tilbød ham en plads ved siden af sig.
Hvis han lagde sig ville hun nynne en [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], som hendes mor altid havde sunget for hende. Derudover ville hun ligge en af hans hænder på sin mave, så han kunne mærke hvor livlig deres barn var.

---- tidsspring ----

Kira sad på bænken uden for hytten og ammede deres søn. Hun nynnede en vuggevise, mens han spiste. Helt utroligt, de sidste par dage havde hun ikke kunne se sig mæt på deres søn. Han lignede Claan en god del allerede nu. Netop som hun tænkte det, åbnede sønnen sine øjne og så på hende med sit chokoladebrune blik. Hun smilede varmt til drengen og vuggede ham en smule, hvilket fik ham til at lukke øjnene igen af behag.
Hun havde tænkt en del over forskellige navne til ham, men af en eller anden grund blev navnet Theo ved med at vende tilbage til hende. Så var det bare hvad Claan sagde til det.

//håber dette kan bruges //

Tiden var gået, og Kira havde født deres dreng. Claan havde holdt sig i nærheden, lyttet til uglerne, der var god til at få hans opmærksomhed når noget var på færde! Derfor havde han heldigvis også nået fødslen.
Og tiden derefter havde han sørget for at holde sig i området. Han havde dog af og til været nød til at drage længere væk, når han f.eks skulle jage eller sådan.

Men han sørgede for at komme hjem ofte! Og sørgede for at have forsyninger med. Heldigvis var Kira ikke ikke alene hun havde Caty til at passe på hende, når Claan ikke kunne være der.

Og endnu en gang var tiden kommet til at komme hjem til hytten, til hans partner, og hans lille dreng.
Han havde stadig ikke helt vænnet sig til tanken om, at han nu var far! At det var hans barn.
Turen hjem gik langsomt, da han trak rundt på et stort dyr! Hvorfor valgte han altid at nedlægge det største dyr han kunne finde, længst væk fra hytten.

Endelig kom han til hytten. Hans blik gled lidt op, og han så Kira og den lille dreng. Han lagde lidt flere kræfter i for at få hevet dyret helt hen til hytten. Stadig i tigerform, bevægede han sig over mod Kira og drengen, han nussede snuden mod Kiras kind. Han så lidt ned på drengen.

Det var ikke fordi Claan ikke brød sig om at være i sin menneskeform. Man han var vant til sin tigerform, det var den han var i størstedelen af tiden.

Kira fik øje på den smukke tiger, som var Claan, og smilede kærligt til ham, samt gjorde store øjne over det bytte han havde med hjem denne gang.
"Hvor er det dejligt at se dig igen, min kære. Og du har da haft en god jagt, må man da sige." Hun gned kærligt sin kind mod hans snude, og så derefter kærligt på sin søn som havde sluppet brystet for at se på sin fars skikkelse. Han pludrede hjerteligt, hvorefter han pludselig forvandlede sig til en lille udgave af Claan og miavede kærligt.
Kira blev overrasket over det pludselige kropsskift, men hun var hurtig til at flytte hænder og arme, så hun stadig holdte sin søn der nu lå i dyreskikkelse. Kiras øjne var fyldte med glædeståre, da hun så over på Claan.
"Han har valgt sin dyreform. Vores søn ønsker at være som dig." Hun smilede bredt til Claan og overvejde kort tingene inden hun fortsatte.
"Jeg har tænkt over en del navne til ham, men et bliver ved med at vende tilbage: Theo. Hvad syndes du?"

Claan vidste godt han havde været fraværende i en rum tid at deres søns liv indtil nu, men både han og Kira havde vidst fra begyndelsen af at det var sådan det måtte være! Claan kunne ikke blot slå sig ned et sted og skabe en familie! Ikke så længe han stadig blev jagtet!

Hans blik hvilede på drengens i Kiras favn. Han spærrede dog øjnene voldsomt op, da han så den lille dreng pludselig forvandle sig til en tiger som ham selv. Han så chokeret ud, inden blikket ramte Kira, der forklarede at deres søn havde valgt Claans skikkelse.
Claan lod sig forvandle om til et menneske, inden han lagde armen om Kira og kyssede hendes pande.

Han så ned på sin søn.
"Det er da også meget sejere at være en tiger ligesom far, end en ugle som mor" grinte han lidt, som han rakte ned efter deres lille tiger unge, og løftede ham op i sine arme.
Han så på Kira da hun nævnte navn.
Han så tilbage på drengen.
"Theo?.... Ja!.. det lyder godt" sagde han med et smil. Han så på Kira.

"Er Caty her?.. eller skal jeg skal ordne den der?" Grinte han lidt og nikkede mod byttet han havde haft med. Det var ikke så ofte når han kom at Caty rent faktisk var her! Om hun kunne mærke når han kom, eller om det bare var et tilfælde vidste han ikke!
Han vidste i virkeligheden stadig ikke hvordan Caty havde det med ham! Og med den måde han levede, hvor han kom og gik ud og ind af Kira og Theo's liv!

Kira lo stille af Claans ord om hvad der var sejt. Hun var lykkelig over at have deres søn i armene og at han havde valgt sin fars dyreform.
”Det er godt, så kan jeg være mere rolig når du er ude på tur.” Hun smilede kærligt til Claan mens hun talte. Ikke at hun var nervøs, men det var dejligt at deres søn endelig havde besluttet sig for sin anden form, samt at han havde vist sig at være shapeshifter ligesom sine forældre. Smilet blev bredere da Claan godkendte navnet.
Hun lo lidt ved hans spørgsmål om han skulle ordne det store bytte, og rystede stille på hovedet mens hun igen skiftede stilling for at holde deres søn, som igen havde skiftet til menneskeform for at spise videre.
”Hun var hjemme en kort tur, efter at du var taget afsted sidst. Hun snakkede om at hun havde fundet et midlertidigt værelse, så vi havde en mulighed for at være os selv når du kom hjem igen. Jeg tror hun kan mærke at du er i nærheden, for hun har kun været her når du er ude. Jeg tror hun forsøger at beskytte mig, når du er på farten, og holder sig på afstand når du kommer hjem.”