A drink (Eliza C.)

Sean trak kappen tættere om sig, som et koldt vindstød bragte en let støvregn med sig. Efteråret var kommet og det kunne mærkes. Kappen var blevet en fast del, når Sean gik ud af døren og nu var en gåtur ofte påvirket af slalom mellem vandpytterne. Selvfølgelig blev det kun værre, når man forlod Terrorville og gik ned til Rotten Root. Et lidt diskriminerende navn for byens fattige del, uden tvivl navngivet af de rige. Sean blandede sig ikke meget i den evige kamp og tilsvining mellem fattige og rige. For ham var rigdom blot midler han kunne bruge, til at få hvad han ville have. Og hvem ville bo et sted hvor der var mere fred og rent? Men sandheden var han brugte mange timer i byens rendesten, ofte i forbindelse med hans klan og dens opgaver. Mange hjemløse udgjorde også nogle af Seans små spioner i byen. Folk havde en tendens til at ignorere dem, hvilket gjorde dem gode til at se og lytte, hvad folk normalt ikke måtte se eller lytte til.
Det var ikke længe siden, at Sean var blevet rask efter sin sygdom. Han havde brugt den efterfølgende uge på rigtig at komme sig og tilbringe noget tid med henholdsvis Razor og Lori. De sidste par dage havde han dog brugt i klanen, som så ud til at have klaret sig fint de uger, hvor han havde været syg. Eller, som klanen troede, 'ude af byen'.
Nu hvor han havde tjekket, at alt gik som det skulle, burde han finde på en plan til at sætte sig selv som hersker over Doomsville. Der var ikke helt lysten der trak i ham...Han havde overtaget en by før. Selv om han var en mand der elskede arbejde, elskede han også ideen om frihed. Selv at kunne vælge hvornår og hvor meget man ville arbejde med. Som en hersker forsvandt den mulighed og man blev nød til at arbejde konstant. Især når han, denne gang, ikke havde tænkt sig at opgive klanen samtidig. Den var faktisk en vigtigt del af hans spirende planer, for overtagelsen af byen.

Nej, hvis man så bort for den aftale Sean sad fast i, gik hans liv faktisk ret godt og generelt kunne han være godt tilfreds. Han havde overlevet den sjældne og dødelige dæmonsyge og han var fuld af en ny energi for at leve, og for at få noget ud af det liv. Også selv om han regnede med det ville dø hen igen efter de næste 100 år.
En hånd gled igennem det mørkebrune hår, der har i den lette regn og mørke, forekom sort. Han var glatbarberet. Under kappen var han iført et par vandtætte støvler, et par varme bukser og en trøje, alt sammen i sort. Kappen holdt hans krop tør og varm i dette vejr. For hvert skridt han tog, kunne han mærke sit sværd slå mod sit lår. Hvor var han på vej hen? Kun hamselv vidste det. Han skulle tjekke op på nogle ting.