If you know what's good for you - Fenrer XxX

S: Gyderne i Rotten Root District
T: Aften
V: Tåget og køligt med en mild brise
P: Slidt, ødelagt og beskidt tøj i naturfarver. Dog er han alligevel godt dækket til med hat og halstærklæde som dækker det meste af hans mund. Sort hår med hvide stænk af hår hist og her som ikke er bundet op eller redt.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Det var en yderst tåget aften i gyderne lokaliseret i Rotten Root District. Ikke mange havde turde at bevæge sig uden for deres hjem. De fleste hjemløse havde gemt sig i de forskellige sprækker som de havde fundet. Det var sådanne aftner her at der var noget specielt i luften... noget som alle dybest inde kendte til. Frygt. På sådan en aften som denne kunne alt ske med så tyk som tågen var. Især taget i betragtning af stedet som man var. Byen her var kendt for dens rådne mennesker og sjæle som oftest gjorde hvad der passede dem. Det var her at de kriminelle og sindsyge spredte frygt og rædsel. Mennesker såvel som andre kreaturer... monstre for nok at være helt specifikke. Dem som færdes i den nok mere mørke sindstilstand. Dem var der faktisk utrolig mange af havde Vetis lagt mærke til. Det var faktisk mere mangel på det modsatte. Dumdristige helte og heltinder som var af den mere lyse sindstilstand. Dem som anså sig selv for at være gode. Det var der vel noget om, men om ikke andet... dumdristige. De måtte virkelig ikke værdsætte deres eget liv vis de gik rundt i et sted som det her distrikt. Dem som så alligevel gjorde... tja, Vetis havde svært ved at forestille sig at de levede særlig længe. I så fald skulle de være i en særklasse for sig selv.

Vetis, var ikke én af dem. Nej, tværtimod, men han var da heller ikke ond... eller det anså han ikke sig selv for at være, men han var så bestemt heller ikke god. Faktisk kunne han ikke lide at gøre ting op i godt og ondt. Det virkede bare så åndssvagt og firkantet til. I det hele taget var det hele gråtonet med et spring af farver til tider. Nogen farver mere klare end andre. En person var aldrig helt fastlåst i én bestemt kategori og kunne ændre sig med tiden. Det var flydenede...
Dog kunne Vetis godt forstå det vis kvinden som han tidligere havde fanget, bundet og nu havde slæbende flæbende efter sig nok anså ham for at være kulsort og ond. Hun tudbrølede, men kunne hverken skrige eller kalde på hjælp siden at Vetis havde kneblet hende og se kunne hun heller ikke. Ikke med det bind han havde givet hende for øjnene og sækken. Hun kunne dog lugte og høre... og tude. Han havde hende liggende i en lille vogn som han slæbte efter sig. Han havde hende også dækket til med stof og en masse hø så vis der alligevel skulle komme nogen forbipasserende ville de ikke være i stand til at se hende. Man skulle have en exceptionel god hørelse eller lugtesans for at finde hende.

Vetis selv havde forklædt sig i nogen utrolig slidte og ødelagte klude. Han havde gjort sig selv beskidt og hans hår havde han farvet sort, men havde ladet noget af sig eget hår være. På den måde så han ældre ud med de hvide stænk af hår hist og her. Mest af alt lignede han bare endnu en hjemløs eller stakkel arbejder som levede i slummen. Han skulle trods alt ikke risikere at blive opdaget når han var ude på opgaver som disse. Det var også derfor at han havde valgt en aften med tåge så tyk som denne. Det hele var perfekt. Kvinde havde været nem at få fat på og det hele var i det hele taget gået efter planen. Han ville måske endda klare opgaven i ufattelig god tid.

Det var da ellers vis der ikke gik noget galt...

Poterne fra den massive ulv gled næsten lydløst hen ad den jordstampede gade, havde det ikke været for ulvens kløer og snusen havde der været bomstille i den lille gade i Rotten Root. Fenrer havde fulgt færden i små 10 minutter. Da han først var stødt på den, havde lygten af pis og frygt givet ham et klokkeklart signal om at der var noget galt. Da han derefter undersøgte sporet var det klart at nogen var blevet slæbt afsted i en vogn af en eller anden slags.
Selvom folk her i nabolaget havde for vane i ikke at blande sig i andres ballade, et faktum han for nylig selv var blevet gjort frygteligt pinligt klar over, havde det ikke stoppet Fenrer. Han havde strippet ned og hastigt rullet sin byld, inden han skiftede form for bedre at kunne følge sporet. Han havde nu fulgt sporet i lidt under de 10 minutter, og han havde ikke særligt svært ved at regne ud hvad han havde med at gøre, hvad der havde taget kvinden og slæbt hende væk. En Dæmon, formentlig en incubus, ligemeget hvor meget smurte sig til i andre lugte, så stank dæmoner langt væk, og incubus lugten bragte minder tilbage der gav ham kvalme. Minderne om den fint påklædte herre over hans lette overgang til fuld tilstand gjorde ikke noget godt for ham, men det gjorde ham også mere bestemt i hans søgen efter kvinden, som tydeligvis var i knibe.

Selvom de mange mure isolerede for udråb, kunne Fenrer svageligt høre en tuden, idet han rundede et hjørne. Han var ikke langt efter dem nu. Fenrer satte farten op, men dukkede indimellem hovedet til jorden for at være sikke på at han endnu kunne finde færten af kvinden og hendes kidnapper.
Fenrer stoppede op ud for en lille gyde, nu stank der af Dæmon og og frygt. Fenrer fortsatte ind i gyden og knurrede højlydt ved synet af vognen og manden. Snarligt derefter hørtes lyden af knogler der rykkedes ud af plads og Fenrer stod der i gyden, med intet andet end byldten over hans nakke. Fenrer stirrede olmt på manden iført pjalter og klude "Mig narre du ikke med stank og pjalt" sagde han med al den ro han kunne mønstre i sin stemme. Han rakte en hånd i sin byld hvor han fremfandt en tand med mikstur smurt udover den. Det var hans nødplan.
Fenrer måtte kunne dog glæde sig over en ting, for grundet tågen Var han ikke i fare for at folk ville stirre på ham, siden der ikke var tid til at skifte tilbage i tøjet før end situationen kunne taget ordentligt hånd om.
På den anden side blev Fenrer mindet om hvad han stod over og rømmede sig for at ekspedere situationen fremad "Hvis du lader kvinden gå og jeg ved hun er i vognen.." sagde Fenrer og tippede sin næse med en finger fra den frie hånd".. så kan vi undgå en masse vrøvl" Fenrer gik et skridt frem på den ene fod og stillede sig  i en defnsiv positur. Han var ikke sikker på at han ville kunne nå at skifte tilbage til sin ulveskikkelse hvis manden gjorde noget, og siden manden tydeligvis havde fordelen i højde og pjalterne gjorde det svært at vurdere hans muskulatur, fandt Fenrer det bedst at være på vagt.

Fenrer skulede til manden med et roligt blik, selvom han dirrede en anelse " Og jeg er ikke interesseret i søgforklaringer! Jeg kender til din slags" sagde han med så ru en stemme og han fandt det muligt. Han kunne allerede mærke adrenalinen pumpe ud i hans system. Dæmoner var ikke noget at spøge med, så meget var han klar over, men måske man kunne undgå strid og istedet snakke reelt med incubussen?

Vetis stoppede op og kiggede tilbage mod lyden der kom farene mod ham. Siden at der havde været så stille tidligere lagde han ekstremt hurtigt mærke til lyden af nogen som kom farene mod ham. Det lød til at være på fire poter... hans første umiddelbare gæt havde været en hund, men det lød det for stort til. Åh nej, det havde bare ikke at være en varulv. Han hadede varulve. De stank langt væk og de var ikke andet end til besvær. Tomhjernede dræbermaskiner.
Vetis stillede sig klar til at modtage deres nye ven velkommen... han havde først overvejet at løbe, men så tung var skikkelsen heller ikke. Større end en hund, mindre end en mand...
"Ser man det," hviskede han smilende. En ulv. En ulv som så var en mand hvilket ville gøre ham til en formskifter. Sådan nogen havde han godt stødt på før så det overraskede ham alligevel ikke. Vis noget var han mere interesseret i hvorfor han var kommet farende i deres retning. Have han mon tro brug for hjælp...? Okay, nej, han havde skam en god idé og det blev da også bekræftet få sekunder efter.
Han var en af de dumdristige... seriøst? Vetis sukkede bare og rystede på hovedet. Nu havde det ellers gået lige så godt, men så heldig skulle han så åbenbart ikke være i dag. Vetis kiggede selv nøjsomt på ham og så godt da han trak noget frem af sin byld. En tand og noget... hvad var det stads? Vetis løftede det ene bryn. Det lignede nogen alkymist materialer. En eller anden mikstur som han desværre ikke kunne identificere herfra. Det var heller ikke sikkert at han kendte den, men han lavede en mental note omkring det. Det kunne trods alt være noget som kunne bruges imod ham.

"Hvorfor mig," udstønnede Vetis opgivende da manden havde fremsagt om at lade kvinden gå. Troede han seriøst at det ville virke. At han bare lige sådan ville slippe hende fri. Ikke tale om med det arbejde han havde lagt i det. Sådan at have farvet sit hår og smurt sig selv ind i skidt og snavs. For slet ikke at nævne at rende rundt i disse klude og pjalter... Vetis valgte i stedet at stirre olmt på ham. Idiot. Vetis havde også hvor selvretfærdig som han opførte sig. Han havde ingen idé om hvilke konsekvenser hans handlinger kunne have. Måske skulle han lære en lektion... Tanken frydede Vetis og under halstørklædet smilede han stort og djævelsk.  

"Åh nej, hvad skal stakkels lille jeg dog gøre...? Den store stygge ulv har ødelagt mine planer... sikke en skam," sagde han hånende og lænede sig mere over vognen. Kvinde i vognen var blevet mere hysterisk taget i betragtning af at hun muligvis stod til at reddes. Yeah right... dream on honey. Hvis kun vidste hvad dette møde kunne betyde for hende ville hun nok nærmere forbande den fremmede mand langt væk.

Vetis grinte bare da han antydede at han kendte til Vetis' slags. Så han vidste altså hvad han var? Det skulle ikke undre ham med de sanser som formskiftere til tider havde. Ikke at det betød noget. Ikke for Vetis i alt fald. Han kunne ikke være mere ligeglad, men det betød nok noget mere for manden. Især sådan som han var så defensiv. Han havde måske mødt nogen af Vetis' artsfæller? Vetis antog ikke at mødet havde gået særlig godt vis det var tilfældet. Det var muligvis til Vetis' fordel vis den fremmede mand allerede var bange for ham... lækkert. Især den smule dirren i hans stemme. Den bed Vetis skam godt mærke i... han havde hørt den så mange gange før.
"Uha, du har mødt en dæmon før... tillykke," sagde han hånende og klappede utrolig langsomt og uden humor. "Men, her er et godt råd. Vi er alle individer med hver vores egen tankegang... men, noget som vi nok de fleste af os har til fælles er... vi mangler sympati." Vetis' ansigt var uden følelser og hans tone var kold og bestemt. Kort efter smilede han dog og hans øjne lyste op og stirrede intenst på den fremmede mand.

"Så jeg vil bede dig om at træde meget varsomt og glemme alt om at forvandle dig til en ulv igen eller træde nærmere," sagde han sukkersødt. "Vi skulle jo nødigt risikere at nogen her kom til skade... eller værre."

Fenrer hev vejret ned i lungerne i lange rolige drag, som han genfandt kontrollen over den adrenalin som fik hans krop til at dirre. Fenrer lyttede intenst til mandens hånlige ord, og det blev hurtigt klart for Fenrer at manden ikke antog sin modstander for at være en reel trussel, synd og skam, når man ellers vidste hvad Fenrer kunne bringe på banen. Sandt at sige vidste Fenrer jo heller ikke hvad han var oppe imod, men han havde nedlagt en bjørn på bersærkergang, hvor svært kunne det så være med en dæmon? Han fnyste som manden førte sine sidste hånlige ord, hvor han tydeligvis ikke regnede Fenrer som andet end en midlertidig pestilens, et skadedyr der kunne skræmmes bort uden videre indsats end at knurre af det. Dette fik tændt en vis kampgejst i Fenrer som spotsk svarede "Som.. du.. vil!". Han førte tanden og miksturen op op til munden og slugte det hele i et hårdt svælg. Nok havde han indtaget ingredienserne før, men det betød ikke at den beske smag ikke fik Fenrer til at trække en grimasse af ubehag over ansigtet. Sådan en tand var stor at sluge.

Fenrer fik sunket tandet og ruskede kort sit hoved. Han stirrede på manden, og havde øjne kunne dræbe, ville dæmonen uden tvivl være drættet om. Men det kunne være ligemeget om øjnene havde gjort ham for våben. Fenrer iagtog manden som denne steg nærmere vognen "STOP!" glammede han med en arrig tone. Han havde brug for tid, ikke megen men nok til at fremsige hymnen. Fenrer stirrede manden i øjnene, uden at blinke og fremsagde sin hymne stille men hektisk, havde man ikke været klar over ordene kunne man have troet at han knurrede "Thoghairm mé tú OH sinsear an mór, éisteacht mo ghuí!" messede han og mærkede gløden varme sin pande. Fenrer følte sig mere selvsikker nu, med ulven i sit indre og knurrede dybt fra halsen.

Fenrer spændte an i samtlige muskler og prøvede at virke faretruende, hvilket nok havde virket hvis det havde været et menneske, eller så megent andet end en dæmon. Men forhåbentligt var Dæmonen klar over at formskiftere kunne være uforudsigelige når det gjaldt deres styrke, selvom Fenrer nok trak til at manden ville være klar over at Fenrer ikke var stærkere end et menneske i hans nuværende tilstand, såfremt han altså ikke havde haft slugt sin tand. Fenrer prustede af varmen som ånden i ham, som han havde hidkaldt spændte rundt i hans krop, og opvarmede ham. Fenrer var dog ikke klar på om han ville stå en chance overfor manden, men han ville ikke have haft en stor chance som ulv, i alt fald ikke uden at hidkalde ånden. Fenrer sagde knurrende gennem sin heftige vejrtrækning "Jeg er enig..." og smilede selvsikkert ".. Lad os ikke risikere noget ubehag!"

Fenrer stillede sig lidt mere afslappet op og stirrede manden i øjnene, alt som han rev bylden af sig og smed den ved siden af sig. Hans vejrtrækning var ikke blevet mindre heftig, på trods af den nu afslappede positur "Jeg tror det er bedst hvis du genovervejer situationen... så lad os starte forfra" sagde han i et roligere toneleje "Hvad med en introduktion? Eller du kunne prøve at forklare hvorfor du har taget en kvinde og så kan jeg forklare dig hvorfor det er en dum ide?" sagde han, men denne gang var det ham der lød sukkersød og pædagogisk.

Okay, så hintet fattede han så ikke... mon han så havde fattet et slag med en vognstang? I alt fald så det ud til at han ikke bakkede ud af denne konfrontation. Nu var det så bare at se om hvad han så ville gøre. Det lignede mest af alt som om han var i færd med at gejle sig op til noget. Han virkede i alt fald mere oppustet end før. Det så bare lidt komisk ud taget i betragtning af at han stod splitter Hans Jørgen... Ikke at det gjorde Vetis noget. Han så ikke alt for dum ud... altså, udseendensmæssigt. Hvad? Man kunne vel godt få det bedste ud af en situation. Om han så havde planer om at flå Vetis i småstykker eller ej. Der var værre ting i livet.

Vetis kiggede forundret på at han slugte tanden og messende havde sagt et eller andet... det var nok ikke godt. For Vetis altså. Han virkede også en kende for selvsikker efter at have slugt den. Så uanset hvad det var, var det nok noget som gav ham noget overnaturligt styrke eller noget. Måske forhøjede sanser eller nogen andre kræfter. Der var i alt fald en del muligheder, men i bund og grund var det nok noget som gav manden en fordel i kamp. Det var noget som Vetis var ret så sikker på. Havde Vetis sådan noget havde han da også brugt det, men det havde han så ikke. Af specielle evner havde han så heller ikke noget som gav ham noget ekstra... foruden altså lige bryster og et andet udseende, men den gik nok ikke lige her. Medmindre at han var så let at distrahere.
Det virkede til at manden virkelig prøvede at gøre sig større. Ikke at det helt havde den effekt som han nok havde håbet på. Vetis stod i alt fald uimponeret og stirrede på ham. Han gjorde det nok af en god grund men, Vetis kunne ikke tage det seriøst. Her stod han splitter-nøgen og spændte med musklerne som en eller anden kraftkarl.

Selv om han havde råbt stop havde det ingen effekt haft. Vetis var da ligeglad han stak sin arm ned og hård hev han fat i kvinden og hev hendes overkrop op. Hun skreg og rystede, men der var intet hun kunne gøre. Vetis holdt hende med et fast greb og ubarmhjertigt rev han sækken af hendes hoved. Derefter fik han flået bindet for hendes øjne af, og med hendes øjne helt åbne var det første hun fik øje på den fremmede mand... som så ret så truende ud. Selvom det faktisk var ham som ville redde hende så det faktisk ud til at han skræmte hende i stedet for. Det kunne ses sådan som hendes øjne blev større og hun begyndte at pive og vride sig mere ved synet af ham. Hun lukkede sine øjne intenst og græd på ny. Det skulle nok heller ikke meget til at skræmme nogen som denne kvinde i denne situation. Hun var trods alt ikke mere end et hjælpeløst menneske. Man skulle næsten tro at Vetis ville få ondt af sådan en person sådan som han selv havde været igennem nogen lignende ting som barn... men, sådan fungerede det ikke. Han holdt kvinden med en arm som var smøget om livet på hende og holdt godt fast. Med sin anden arm tog han fat under hendes hage og fik hende til fortsat til at kigge på den fremmede mand.
"Åben dine øjne min kære..." hun adlød ikke hvilket fik ham til at tage hårde om hendes hage.
"Kig. På. Ham," beordrede han dog med en kontrolleret og sød stemme. Hun gjorde hvad han sagde og kiggede på den fremmede mand.
"Kig nu godt på ham, din helt. Han kom farende bare for din skyld. Det mindste du kunne gøre var da at kigge på ham," sagde han med et smile på læben.
"Især når nu han også har smidt alt tøjet for dig. Hvilket nok ikke er noget som nogen som dig er vant til, min kære," sagde han og smålo.

"Din store og stærke helt her vil vide hvem vi er. Måske er han interesseret i dig? Måske finder han dig underskøn og smuk... han har måske endda tænkt sig at risikere liv og lemmer for dig, hans store kærlighed. Kæmpe for dig... en ukendt, ugyldig og forfærdelig horribel og flæbende kvinde," sagde han og klemte yderligere om livet på hende da hun klynkede og pev af hans kommentar. Han lænede sig derefter yderligere ind for at tale i øret på hende. Han smilede.
"Eller vil han? Tror du virkelig at han vil risikere sig selv og hans helbred for en tøs som dig?," sagde han djævelsk og kiggede på den fremmede mand.

"Det finder vi vel snart ud af... eller også så bliver fjolset her din død." Med sin opmærksomhed mod den fremmede mand holdt han hårde om kvindens hage. Der skulle ikke meget til og hendes menneskelige hals ville brække. Især vis Vetis blev forskrækket eller angrebet var det ikke til at vide hvad der ville ske for hende.Han smilede stort over mandens toneleje. Det måtte han give ham... den lød næsten oprigtig... kun lige næsten.

Fenrer mærkede adrenalinen pulsere igennem ham, som vreden steg da manden hånede både kvindens liv og Fenrer selv. Han hadede manden for at disrespektere og behandle liv så ligegyldigt. Hans blottede tænder bragte en knurren ud som fyldte hele gyden, og hans krops, ophedet af rasen, dampede i den kølige og fugtige aftenluft. Fenrers muskler spændtes og dirrede i vrede, men på trods af det fik han forholdt sig i relativ ro. Han var frygteligt klar over at han ikke bare kunne springe på manden, ikke længere. Fenrer forbandede sig selv langt væk, for hans idiotiske trang til at være så åndsvagt diplomatisk. Han fnyste hårdt og prøvede at se roligt på kvinden
"Bare rolig.." sagde han med den roligsete stemme han kunne mane sig ".. jeg skal nok få dig væk herfra. Jeg lover dig det" sagde Fenrer det med en hånd strakt frem for sig, som en beroligende gestus. Han prøvede at give hende så et barmhjertigt blik som han kunne præstere, ikke at han kunne virke særligt beroligende som det grønligt selvlysende monstre han måtte ligne når han stod der, pumpet fuld af raseri. Fenrer så op på manden med en rolig og truende stemme, kølig som den tågede aftenluft "Jeg flår dig levende hvis du føjer hende harme! og hvis du prøver at flygte så vid dette.. jeg er hurtigere end dig og jeg kan finde dig hvorend du gemmer dig!"  

Fenrer knejsede nakken med et spottene grin. Han håbede på at hun kunne provokere manden til at slås mod ham, hvis det ellers betød at kvinden havde en chance for at slippe bort. Han så på manden med en endnu dirrende krop, men nu var der ingen øjensynlig frygt at spore i hans ydre. For selvom Fenrer var rædselslagen for hvad der kunne  ske med kvinden, så fik han langsomt presset vreden frem i sit sind. Nu ville det mest besværlige være at bevare masken, og koncentrationen hvis de to skulle til at slås. Men han var ikke klar på om han ville kunne vedligeholde sin selvsikre attitude hvis manden vedblev den respektløse leg med kvindens liv. Fenrer fnyste kort.
"Men selvfølgelig har du tænkt dig at flygte.." sagde han med hån i stemmen ".. en person der gemmer sig bag et gidsel, er ingen kriger og mangler mandsmod nok til at se faren i øjnene " Fenrer tog en roligere og mere selvsikker positur, hans bluff var uden fejl. Han lagde hovedet let på skrå og smilede spotsk " Har jeg måske ikke ret, lille de?" kom det fra Fenrer i en reference til mandens første sarkastiske udtalelse "Tør du måske at tage kampen op mod et lille menneske som mig?" sagde Fenrer og håbede at manden ikke ville ane uråd ved de lysende runer rundt på hans krop. Fenrer rullede let på skuldrene med det spotske smil på læberne.

Uha, han var også i den grad vred... hvor var han dog nem at aflæse. Sådan var det med de fleste helte syntes Vetis. Beklageligvis var det ikke en god ting for fyre som den fremmede mand. Det havde det tit med at blive deres undergang. Det og deres store sympati for andre mennesker og deres formåen at sætte andre før dem selv. I stedet for at risikere var det nemmere at flygte eller overhovedet ikke at have blandet sig til at starte med. Det var så meget mindre kompliceret... det var det altid. Bare gå, og lev sit eget liv til det yderste. Han vidste dog godt at han var en hykler når det kom til hans egen familie men heldigt for Vetis havde han ingen skyldfølelse som sådan. Der var mange ting som han manglede, men som så mange andre havde. Sympati, medfølelse, morale, hovmod... romantisk kærlighed. Noget som mange anså som essentielt for mange væsner. Han havde det bare ikke. Om det så var noget som han var født uden eller noget som han havde mistet vidste han ikke. Det var muligvis en blanding. Det kunne i alt fald tænkes... Han ville lyve for sig selv vis han ikke på et eller andet tidspunkt havde ønsket sig nogen af de ting. Eller ønsket at han havde været i stand til at føle dem. Dog ikke længere. Han var en mand meget mere dreven af sin logik og lyster, og det passede ham skam helt og aldeles fint. Han havde ikke brug for de ting...

Det virkede til at mandens ord havde lidt af en effekt på kvinden, og hun slappede den mindste smule af, men Vetis klemte hende om livet igen og hun panikkede igen. Hun havde svært ved at tro at denne situation kunne vende sig i hendes retning. Hun var rædselsslagen og hjælpeløs. Der skulle mere til end beroligende ord fra en nøgen grønt lysende mand. Især når det var at hun var i kløerne på en mand som lige så let kunne ende hendes liv... uden nogensinde at fælde en tåre for hende. I et kort øjeblik overvejede hun om nogen nogensinde ville...

Vetis var seriøst ved at grine højlydt da han sagde at han ikke måtte såre kvinden. Som om han bestemte det i denne situation. Hvilken ret havde han til at beordre Vetis? Han var måske en stor leder eller noget... eller også var han bare opblæst og selvretfærdig. Han forstod ham skam godt. Han var jo så god, så god... eller noget i den stil. Sådan som han gik ind og forsvarede en hjælpeløs kvinde fra et dæmonisk monster. Han var sikkert blevet opdraget til at være en god dreng som lyttede til sine forældre. Han havde sikkert også haft en tryg barndom med en masse kærlighed og ormsorg. Okay, der var ingen sikkerhed i at det passede overhovedet. Kan også være at han havde en forfærdelig barndom med ensomhed og smerte. Kan også være at han hver dag havde måttet kæmpe bare for at overleve også stadigvæk blive til en godt menneske... Lige meget. Han blødte vel rødt som alle de andre som før havde syntes at de skulle blande sig i Vetis' gøren.
Ikke nok med det dog. Han mente at han ville kunne finde ham. Hvis manden ellers overlevede.

"Gemme mig...? Nu skal du ikke have for høje tanker om dig selv..." sagde han hånsk. Ikke at Vetis ikke var god til det. Han var skam heller ikke bange for at erkende at han havde flygtet samtlige gange. Det var der skam intet forkert i. Det var der så bare mange der mente siden at man så var en kujon. En kujon? Tja, det kunne vel diskuteres. Vetis selv mente at han var en overlever. Han havde taget den meste logiske og bedste chance for at overleve. Kun fjolser blev stående overfor en fjende som de umuligt kunne besejre... mest af alt fordi deres ære ikke tillod dem at stikke halen mellem benene. Det var vel bare naturens gang og ren og skær evolution når sådan nogen fjolser så faldt til deres fjende. Ære kunne rende Vetis et vis sted!
Så derfor rørte det ham ikke spor da manden virkede til at ville håne hans ære og maskulinitet ved at sige at han manglede mandsmod og ikke var en kriger. Ej, der måtte Vetis da grine. Han kunne ikke lade være. Vis mandens intetion var at provokere Vetis til at tage en forhastet handling, kunne han ikke have været mere uheldig. Vetis havde ingen ære og hans maskulinitet var næsten også ikke eksisterende. Især når det var at man selv kunne forvandle sig til en kvinde... næsten. Der var altid én del han ikke kunne ændre på og det passede han skam fint. For i bund og grund var han en mand. Han anså også sig selv som en. Han var bare ligeglad med alle de forventninger til en mand som blev presset ned om ørene på én. Vetis gjorde hvad der passede ham.
Vetis grinte af manden. Han var faktisk ret god underholdning nu hvor Vetis tænkte over det. Især når nu det så ud til at han prisede mandsmod og ære. Vetis ville elske at se ham gå i stykker og hvordan han langsomt ville ødelægge sig selv ved krampagtigt at holde fast p det han prisede så meget. At se manden destruere sig selv... Vetis bed sig i læben. Se det ville være værd at bruge sin tid på. Nu var det bare om at teste og se om det var muligt at lege med ham.
Det var en farlig leg, men sjovt ville det sikkert være. Han skulle nok passe på. Nok med de der skindende... runer? Vetis var ikke sikker, men han dog vidste var dog at det ville være dumt at inter agerede med manden sådan som han pustede sig op og virkede lidt for sikker på sig selv. Han havde noget op i ærmet... metaforisk altså siden at han ingen ærmer eller tøj havde på lige nu.

"Flygte? Tja, det kommer misandet an på om jeg har noget at være bange for..." svarede han hånligt igen. Han blev hvor han var og holdt lige så godt fast i kvinden som han havde gjort i al den tid. Hele hans krop var vågen og han holdt en skarpt øje til manden. Fuldstændigt uprovokeret.
"Kamp...? Næh nej, sådan leger vi ikke her..." sagde han bestemt og stirrede ham i øjnene. Mon hans kindende tilstand havde en tidsbegrænsning? Det var værd at undersøge.
"Hvad vi dog gør lige nu er at du sætter dig ned... lige nu og lige her. Vælger du ikke at lystre vælger jeg sjovt nok ikke at lystre dig, og kvinden her får en meget kedelig oplevelse som følge af din ulydilighed," sagde han med ingen humor i hans stemme eller ansigtsudtryk. Han var dybt seriøs.

"Så hvad bliver det... ven?"

Fenrer slog over i en let svedetur, da manden helt klart ikke bukkede under. Kvinden i hans greb så ikke ud til at være indenfor hans rækkevidde, og han turde ikke rigtigt prøve at transformere sig, af bar frygt for hvad dæmonen overfor ham så ville gøre mod den hjælpeløse kvinde. Han snerrede af manden "Jeg har ingen høje tanker..." hans stemme var efterhånden blevet kold som is, men der var ikke rigtigt mere i ham end det, for han var udmærket klar over at hvis han ikke makkede ret, så ville dæmonen uden skyggen af tvivl sætte kvinden under pine. Hvordan kunne en skabning være så hensynsløs når det gjaldt et tænkende liv, et liv som måske var med fejl, men der var ikke nogen der fortjente denne behandling, ligemeget hvad. Fenrer indtog en afslappet statur og gav sig til at skære tænder bag lukkede læber.

Fenrer forstod ikke at et væsen kunne være så rendyrket i dets kulde overfor liv. Hans far havde lært ham alt om hvordan livet var nødvendigt, ganske givet havde han også lært ham om væsener som det han nu stod overfor, men hvad der drev dem, det havde hans far aldrig kunne fortælle ham. Fenrer havde mødt væsener lidt som det han stod overfor før, så selvsikre i deres sag om at deres ligegyldighed med andre var deres styrke. Det var naturligvis indtil de stod overfor Fenrer i hans ulveform, med et lille tvist af åndernes hjælpende hånd. Han forbandede sig selv langt væk for ikke bare at have slugt tanden med det samme da han først fangede færden af frygt. Han havde aldrig haft held med at tale fornuft med dæmoner, eller andet af mørkets væsener, når der gjaldt livets betydning. Det var derfor hans forgangne møder havde resulteret i lidt mere brutale afslutninger end hvad Fenrer brød sig om. Han hev rolige vejrtrækninger ind, og pustede ligeså roligt ud, for at bevare fatningen.

Ulven inde i ham, rev og sled for at slås, den ene ting som Fenrer ikke var god til, men som ånden kunne styre for ham, til rimelige resultater. Han mærkede kløerne prøve at tvinge sig vej ud i hans negle, og den higende trang til at transformere, så han kunne styrte frem mod dæmonen. Men Fenrer strittede imod med alt den ro han kunne mønstre. Grinet som manden havde ladet ud gjorde det ikke nemmere for Fenrer at beherske sig, som det endnu rungede i hans ører. Men han måtte forholde sig i ro, ellers vidste han godt hvordan det ville ende.
Da Fenrer fangede manden i at bide sig selv i læben løb der en voldsom kvalm fornemmelse op igennem ham. Tændte det fyren at stå med den her situation for hånde? At mishandle et andet levende væsen på denne måde? Nej, af en eller anden grund var Fenrer ret så sikker på at den drevne attitude hos dæmonen var rettet mod ham selv. Hvis dette var tilfældet var kvinden dog stadig indenfor livsfare, så meget stod klart for den unge shaman. Ligemeget hvad han ville prøve på at gøre, ville manden lade det gå udover kvinden, hvilket var hvad der nok ville gøre Fenrer mest ondt, men det var også hvad Fenrer regnede med at dæmonen var så spændt over.

Da manden svarede Fenrer med et spørgsmål om hvorvidt han skulle have grund til at flygte, bed Fenrer blot tænderne hårdt sammen. Ulven bankede sig frem mod hans bryst, insisterende på at flænse og flå, men det kunne ikke lade sig gøre lige nu. Fenrer måtte bevare roen. Gløden i runen pulserede voldsomt. Al den provokation var svært at holde tilbage på, men Fenrer havde aldrig ladet stolthed tage overhånd. Det var det der gjorde ham til en healer, frem for en kriger, men også hvad der gjorde det så nødvendigt for ham at have ånden på sin side.
Fenrer nøjedes med at stirre manden tilbage i øjnene, og prøvede på ikke at lade noget provokere ham mere. Da dæmonen bad ham sætte sig, med afstraffelse af kvinden som svar på lydighednægtelse, var det ligefør han var sprunget frem, men Fenrer havde vidst noget lignende ville komme og formåede at holde sig i ro. Han satte sig langsomt ned på knæ, med hænderne på sine lår, ligesom når han sad hymne, måske det ville hjælpe ham med at bibeholde roen.

Fenrer overvejede en bemærkning tilbage mod dæmonen, men var ikke villig til at risikere hendes sikkerhed. Han tog nogle dybe indåndinger og skiftede sit blik fra manden til kvinden, for at sende hende et beroligende blik. Han var dog velvidende ved at dæmonen nok ikke ville bryde sig om dette, og så dernæst tilbage op på manden "Hvad. så. nu?" sagde han sammenbidt, mens hans hjerte galoperede afsted og ulve ånden rasede videre inde i hans indre.

Var det nervøsitet som han skimtede i mandens mine...? Det var i alt fald meget muligt. Vetis smilede. Nej, høje tanker havde han muligvis ikke om sig selv. I så fald havde han så ikke slugt dem som han havde slugt. Ikke vis han havde følt at han kunne klare Vetis uden. I alt fald virkede det til at situationen var gået op for manden. Det var ikke så meget manden selv som stod i fare, men nok nærmere kvinden. Alt hvad han så gjorde ville have en konsekvens for hende. Ikke at det ikke lignede at han ikke stadigvæk var trodsig... det kunne dog koste dyrt i denne situation. Især når det var sådan at Vetis var i humør til at plage denne mand som havde afbrudt ham i hans arbejde. Ikke at det rigtig betød noget... men, det var stadigvæk irriterende. Han havde trods alt en aftale at overholde men, heldigvis havde han fået dage til at udføre arbejde. At kidnappe kvinder for hans kunde. Om hvad de skulle brugde dem til vidste han ikke, men det kunne knapt være godt. Så uanset hvad var kvinden her dømt til en mørk skæbne. Medmindre at manden nåede at redde hende... men det var nok ikke en mulighed da Vetis ville hurtigt få vredet halsen om på hende vis manden bevægede sig ud af flækken.
Manden skulle derved være meget hurtig... måske var han det allerede, men han kunne ikke bruge det til noget når Vetis havde et gidsel. Det var lidt en sjov tanke. Al den kræft til ingen verdens nytte... om det så var sandt var så noget andet, men sjovt var tanken. Vetis kunne vel også bare spørge ham angående det han havde slugt og det grønne lys i panden på manden.

Det var også sjovt at se hvor meget han anstrengte sig. Han ønskede nok vitterlig at være i stand til at flå Vetis i småstykker. Gløden i panden virkede i alt fald til at blive mere intenst. Der virkede til at foregå en eller anden indre kamp... men, uanset hvad virkede det til at fornuften styrrede manden. Indtil videre. Vetis vidste jo godt at forskifterede var mere drevet af instinkter end de fleste. Mest på grund af deres dyriske sider... og ham her var en ulv. En ret stor en.

Det glædede ham dog meget da manden valgte at adlyde. Han kunne ikke lade være med at smile stort. Dygtig dreng... det betød i alt fald nu at Vetis havde fordelen og den ville han gerne bibeholde. For at gøre det måtte han vide hvad det var som manden havde gjort mod sig selv. Manden havde bare at svare sandfærdig vis han vidste hvad der var bedst.
"Se, det var ikke så svært var det?," sagde han hånligt. Derefter henvendte han sig til kvinde. "Sikke en god mand han er... sådan at adlyde for at passe på dig..." Hun valgte ikke at sige noget andet end fortsat at pive. Typisk... det gjorde de altid. Det ville være sjovere vis de for en gangs skyld ville prøve at hjælpe andre end dem selv... eller i det mindste ofre sig selv. Det skete dog bare aldrig. De var simpelthen så svage og ynkelige... Selv han havde ikke været så ynkelig dengang. Han havde trods alt gjort alt for at overleve. Alt.

Han så virkelig ukomfortabel sådan som han sad der, men han kunne umuligt have ondt af sig selv. Han havde trods alt muligheden for at have ignoreret det og reddet sit eget skind, men nej, han skulle absolut have prøvet på at redde en ungmø i nød. Han kiggede bare på manden og svarede,
"Det som sker nu er at du fortæller mig hvad det var som du slugte og hvad det gjorde... Og som du selv sagde, lad være med at spille dum. Går ikke ud fra at i alle går rundt og skinner som et... ja jeg ved ikke hvad. Det gjorde noget ved dig som gav dig noget af et tilskud selvtillid i dine egne evner vis jeg ikke tager helt fejl." Han smilede derefter djævelsk til manden. "Derudover... bliver du lige der til det løber ud vis det eller er tidsbegrænset. Vis ikke så har du bare at fjerne det fra dit system lige nu. Om det så er gennem urin eller dine ekskrementer er jeg fuldstændig ligeglad med... det skal væk og det er nu," sagde han bestemt til manden.

Fenrer så med et isnene blik på manden overfor ham, der fortsatte med at destruere kvindens psyke, og der var intet han kunne gøre ved det udover at prøve at virke fattet ved situationen og dens alvor så hun ikke panikkede mere end hvad hun allerede gjorde. Da manden bad Fenrer fortælle hvad han havde slugt, blev han til gengæld en anelse svedig. Han vidste godt det ikke ville hjælpe at prøve og lyve, for han var så elendig til det at enhver ville kunne se lige igennem hans forsøg på at purre sandheden. Han så ned og tog en dyb indånding som han hørte mandens andre krav, og havde han ikke siddet i lort til halsen som han gjorde ligenu, så havde han nok fundet mandens udtalelse ret morsom. Men som tingene var ligenu, gav de flabede ord ham bare mere lyst til at give efter for ulvens ånd og flå manden til kødfars. Han kunne også stadig mærke ånden indeni, og den var ikke tilfreds, hverken med situationen eller Fenrers beslutning, hvilket ikke var godt. For det første så gjorde det bare ånden han havde påkaldt før, meget aggressiv og ustyrlig, den higede altid efter kamp. For det andet var det ikke en god ide at modsætte sig en ånds velvilje, hvilket var hvad han havde gjort da han besluttede sig for at undgå kamp, ved at gøre som dæmonen sagde. Dette kunne han godt risikere bed ham i måsen senere hen.

Fenrer så atter op på manden med et stift udtryk i ansigt "Jeg ved ikke hvad du ved om shamani men jeg kan fortælle dig at det ikke ville hjælpe at fjerne det jeg slugte.." Han smilede et lille hoverende smil ".. Jeg påkaldte noget der hjælper mig i kamp, og denne er ikke noget man kan tvinge bort, den tager først afsted når den selv har lyst" sagde han med en alvorfyldt tone. Han kunne prøve at komme af med den selv, men det ville betyde at han skulle mene det og selv der kunne det være meget svært, specielt når ulven ikke havde udfyldt det formål den var påkaldt for, og derudover havde fået færten af blod og arrigskab. Fenrer gjorden grimasse efter mandens lille ophidselse. Han gjorde det ikke nemmere, men siden han havde tænkt sig at være ærlig alligevel, kunne Fenrer ikke se nogen grund til at lægge låg på.
"Jeg går ikke ud fra at du derfor kan forstå at det ikke er helt så meget mig.." Fenere sagde det sidste med en tung tone for at understrege alvoren overfor dæmonen ".. som du pisser af, men en ur-ånd af ulven, som ligenu har bosat sig i mig"

Fenrer knejsede let med nakken og skrånede til dæmonen og damen "Hvis du så bare vil lytte til fornuften og indse at der ikke er nogen mulighed for at undgå kamp, for min fælle bliver her indtil jeg har været i kamp eller at dets grund til at være her er tilfredsstillet.." Fenrer smilede en anelse ved ironien ".. hvilket vil sige at kvinden må gå fri "

Fenrer tænkte sig om en stund og besluttede sig for at han måske ville have lidt held med at lokke manden, frem for at true ham yderligere. Fenrer fnøs for en stund som det gik op for ham hvad dette betød. Det var ikke videre klogt, det han nu havde tænkt sig at gøre, men hvis det virkede så ville han i det mindste kunne redde kvinden, og han skulle nok selv finde en måde at komme nogenlunde helskindet igennem, det havde han gjort før. Fenrer frød sig lidt over tanken, om hvordan Cody ville have banket ham al hæder fra med en tøffel hvis han vidst hvad Fenrer havde gang i.
Fenrer så på manden med et alvorlig udtryk i ansigtet "Hør engang.." sagde han tørt "... hvis du sætter kvinden løs, så giver jeg dig mit ord på ånderne at ånden skiller sig fra, og jeg vil ingen modstand gøre " Fenrer håbede at han gjorde et bedre bytte end kvinden, om ikke for det økonomiske, så for dæmonens ego og dennes åbenlyse trang til at skade ham.

"Nå? Hvad siger du?"

Han virkede en anelse mere ængstelig nu efter Vetis' kommentarer... hvilket var perfekt. Manden skulle jo nødigt føle sig alt for godt tilpas i denne situation. Det var trods alt ham selv som havde anbragt sig i den. Nu var det bare om han ville svare Vetis, også så sandfærdigt som overhovedet muligt. Vis han ellers vidste hvad som der var bedst for ham. Tog Vetis ham i at lyve var der jo ikke andet for end at stramme ham yderligere for hans grove overtrædelse.

Vetis havde godt hørt lidt om shamani og shamaner før... dog ikke forfærdeligt meget. Han havde ikke haft meget mulighed for at undersøge emnet dybere, men det var vel noget som nu skulle laves om på når han havde chancen. Især så han vidste hvordan han nemmest kunne overvinde eller udnytte dem vis han endte i en ligende situation igen.

Vetis var bestemt ikke tilfreds med hans svar. Det at han ikke kunne gøre noget for at fjerne det som manden før havde slugt. Især når det var noget som ikke gik væk medmindre han havde fået hvad han ville... en kamp. Det lød i alt fald til at være noget meget nyttigt. Bare ikke lige for Vetis i denne situation og faktisk var det noget af en hovedpine. Selvfølgelig skulle det være besværligt... men, på den anden side også yderst interessant. Vetis havde bare endnu mere lydt til at undersøge disse shamaner og deres magi, hvis man kunne kalde det det. Det var vel noget derhen af. Men, manden skulle ikke tro at han havde vundet bare fordi at hans effekt ikke var væk. Det var stadigvæk Vetis som havde en klar fordel siden at han havde et offer. Han skulle skam nok finde på noget som ville tørre smilet af mandens fjæs, lige så hurtigt som det var dukket op. Han skulle nok finde en vej at skille sig af med en åndsvag ur-ånd... spørgsmålet var bare om hvordan.

"Fornuft? Jeg er skam yderst fornuftig..." sagde han smilende til manden. Han var mere end fornuftig ved at holde en god afstand, værre varig og have et gidsel. Mange ville mene at det var det fornuftigt at gøre i sådan en situation her. Han var især også fornuftig ved at undgå kamp... i modsætning til hvad manden mente. Skulle Vetis seriøst smide alt for sig for at slås mod denne fremmede og hans ur-ånd? Det ville at give manden en chance hvilket Vetis på ingen måde ønskede. Da manden dog nævnte det sidste kunne Vetis ikke lade være med at løfte brynene. At sætte kvinden fri? Vetis kunne ikke lade være med at smile stort. Skulle der virkelig ikke mere til? Vetis fik med det samme en tanke. Det kunne næsten ikke være bedre det her.
Straks begyndte hans tanker at formulere en plan i hovedet på ham. Nu var det bare at se om hvordan den spillede ud, men Vetis havde en god fornemmelse. Nu var det bare om at se hvor meget den fremmede mand i sandhed havde af kendskab til dæmoner. Vetis håbede på at han nok ikke havde så meget kendskab igen eftersom at han ikke var særlig påpasselig med sine ordvalg.

Vetis smed maske og gav et suk. Smilet falmede og han virkede mere... besejret. Han løsnede sit greb på kvinde... meget lidt, men stadigvæk en smule. Kvinden kiggede overrasket på Vetis og noget som godt kunne minde og håb formede sig i hendes ansigtsudtryk. Hun måtte vel tænke om at Vetis muligvis overvejede den fremmede mands ansigtsudtryk. Bare tanken om at kunne være fri fik hendes hjerte til at banke noget hurtigere i hendes bryst. Muligheden lå der. Hun kunne være fri... for slet ikke at tænke på om manden i stedet ville tage hendes plads og muligvis blive tortureret. Eller blive slået ihjel siden han havde sagt at han ingen modstand ville gøre. Det tænkte hun vel ikke på. At en anden uskyldig person muligvis kunne miste livet... alt sammen bare for at sikre sig at hun levede. Vetis gættede på at hun ville være fuldstændig ligeglad. Hun ville måske sørge over ham, men ellers fortsætte sit eget ligegyldige liv. Kløgtigt nok af hende vis det var tilfældet. Det gjaldt trods alt om bare at overleve i en verden så ubarmhjertig som denne.

Vetis kiggede manden over og havde stadigvæk en seriøs mine. Det var nu det gjaldt.

"Nej, du har ret... med alt det du har sagt. Dette kunne tale hele natten også meget tid har jeg heller ikke. Dette er et fjols ærinde og kunne koste mig mere end hvad jeg havde forventet." Derefter kiggede han omkring sig og derefter op mod himlen. Han sukkede og trak vejret dybt. Efter et øjeblik kiggede han ned mod manden igen.
"Du siger at være en mand af dit ord? Jeg lige så vel... det er trods alt noget jeg sætter pris på. Ærlighed. Det skal du skam også prises for. Du virker til at have været ærlig overfor mig, så hvis jeg nu slipper kvinden her fri... vil din ånd forsvinde og du vil ingen modstand gøre? End ikke skade mig? Er det sandt?" spurgte han idet han kiggede manden i øjnene.

Kvinden som vis liv stod på spil kiggede også nu på den fremmede mand. Håbefuldt. Hun nærmest bønfaldt ham med hendes blik, om at redde hende. Det var trods alt denne mand som virkede til at være hendes redning såvel som hendes død.

"Hvis dette i sandhed er tilfældet... kan jeg sagtens indgå en aftale med dig. En aftale som vil se denne kvinde fri og jeg uden nogen fysiske reprimander," sluttede Vetis af med at sige.  

Nu var det bare om hvad den fremmede valgte at gøre af denne situation.

Fenrer smilede let og måske en anelse nervøst da dæmonen så ud til at forstå alvoren af deres situation. Da han sagde at han dertil også var en ganske fornuftig mand, faldt Fenrer og ulven begge til ro. Selvom han kunne mærke mistroen hos ulven, så havde Fenrer intet andet valg end at lade tingene spille sig ud, men den ro kunne ulven også mærke. Den ro han fandt frem i kroppens samspil med ulven, fik runen i hans pande til at ulme en anelse ned. Fenrer fik efterhånden styr på den heftige vejrtrækning og ventede blot på hvad manden foran ham ville gøre.

Fenrer vidste at der kun skulle en lille fejltagelse til fra dæmonens side til før end at han ville miste kontrollen på dette tidspunkt, for selvom Fenrer kæmpede for at vedligeholde hans ro, så var denne ikke ligesom bersærkergang. Den havde måske samme fysiske effekt når det gjaldt kamp, selvom den ikke drænede ham ligeså meget, men til gengæld skulle han dele sind og krop med en urkraft, der ikke altid lige havde samme planer som han selv. Det var også sket en enkelt gang at ånden helt havde taget over, og det viste sig da også at det havde været til hans held, men dengang var han i ulveform. Det var ikke helt så nemt for ulven at tage kontrollen, nu hvor han var i menneskelig skikkelse.

Men ulven i Fenrers indre faldt dog ned, da Vetis øjensynligt løsnede sit greb i kvinden. Fenrers åndede lettet op, som hans grønne glød også faldt i styrke og ulven løsnede sit greb. Havde dæmonen mon indset hvordan situationen i virkeligheden så ud? Ville han lade kvinden gå? Fenrer behøvede ikke at vente længe på at få bekræftet sin mistanke. Da dæmonen spurgte ham om hvorvidt eller ej at han kunne gå fri fra ulvens og Fenrers vrede, om end at Fenrer virkelig var en mand af sit ord, såfremt at han satte kvinden fri. Fenrer nikkede stilfærdigt og bestemt.

Fenrers blik mødtes kort med kvindens, som hun så over på ham, hvorpå en enkelt tåre trillede ned ad hans kind. Han kunne ikke holde ud at se nogen blive holdt tilbage og lide på den måde, og han kæmpede hårdt for at stoppe runen i at ulme op som ulven skulle til at vride sig. Han så tilbage på manden.

Han spurgte uddybende til om Fenrer havde tænkt sig at lade ham være, igen, såfremt at han ville lade kvinden gå. Fenrer nikkede lettet, det havde lige været nok til at få ulven til at slappe lidt af igen. Han sank en klump ”Du har mit ord dæmon..” kom det fra ham i en lettere udmattet tone ”.. såfremt du lader hende gå, så vil jeg ikke gøre dig noget”

En stille bøn gled gennem Fenrers sind om at dæmonen ikke havde lagt mærke til hvor udmattet hans menneskelige tilstand var. For så snart at han lod ulven ud af hans krop, ville der ikke være det store han kunne gøre. Hans menneskelige krop ville i forvejen ikke kunne stille det store op overfor en dæmons råstyrke, og siden han ikke ville kunne nå at komme over til byldten og fremfinde en ny tand, ville han ikke have den store mulighed for at kunne gøre noget.

Han ville være i mandens hænder.

Det virkede til at Vetis’ lille tale havde virket… sådan da. Det så i alt fald ud til at den fremmede mand havde lagt nogen af sine parader. Troede han virkelig på ham og det gylle som han ellers lige havde lukket ud? Hvor godtroende kunne man ellers være? Vetis havde grint højlydt hvis det ikke var for at det ville være ekstremt dumt i denne situation. Især når nu han prøvede at overbevise den fremmede mand om at han overvejede hans tilbud. Altså… det gjorde han nu også, men måske ikke lige på samme måde som manden troede. Det den fremmede mand så nu var i alt fald ikke andet end en facade. Noget som Vetis efterhånden var god til og som han havde en masse af. Udover det var han nu en sandfærdig mand, når han ellers lige gad. Det punkt hvorved man kunne være sikker på at han talte sandt var når han lovede noget. Vetis vidste ikke helt hvor han havde det fra, men lovede han noget så overholdte han det så godt som han kunne. Han fuldførte altid sin del af en aftale… men, det var ikke ens betydning med at man altid fik hvad man ville. Sandheden var trods alt altid noget som kunne fordrejes og tolkes på en anden måde. Noget som de fleste vidste at dæmoner var gode til… måske dog ikke denne mand.

Mandens tegn i panden så ud til at falmede yderligere. Vetis gættede på at når det helt forsvandt, var den såkaldte ånd, som var blevet hidkaldt, også væk. Der ville Vetis have sin mulighed til at gøre hvad der passede ham med den fremmede mand. Regnede han med. Nu vidste han jo heller ikke hvor stærk manden var men… Vetis var heller ikke til at skue med. Han havde også en god idé om at det ville blive en del nemmere at besejre manden i menneskeform end i hans ulveform. Udover det så Vetis som sådan heller ikke så stærk ud… især ikke vis man forvekslede ham med andre af hans slags. Det kunne dog vise sig at være fatalt at lave sådan en anskuelse. Han var stadigvæk en dæmon og i perfekt stand til at flå én i småstykker. Eller udsætte én for andre smerter og horrible lidelser. Især hvis det var at man havde valgt at stå i vejen for hans job eller bare irriteret ham længe nok. Der skulle faktisk ikke mange årsager til for at være helt ærlig. Det var trods alt noget som han nød i fulde drag. Vetis havde dog andre planer for denne pestilens end den sædvanlige form for tortur. Nej, han havde skam nogen helt andre ideer som nok skulle blive lige så sjovt. Denne mand skulle ydmyges. Så meget vidste Vetis. For at gøre det dog måtte han dog ofre noget. Kvinden skulle gå fri. Vetis kunne dog også gøre noget andet lignende, men det var ikke til at sige hvilken effekt det ville havde for udfaldet. Hmm… det måtte han bare prøve af en anden god gang. Ærgerligt men sådan var det. Vetis skulle trods alt have det meste ud af denne situation.  

Manden virkede ret rørt af situationen. Vetis forstod det ikke… hvordan kunne han være så sentimental og selvopofrende for en fremmed kvinde? Det kunne egentlig være lige meget, men det var da altid interessant at finde ud af. Der var trods alt mange som virkede til at dele mandens sentimentalitet samt idealer. Hvad drev sådan nogen mennesker? Mod? Retfærdighed? Naivitet? Kærlighed eller ren og skær stupiditet? Der var så mange muligheder… Hvad nu vis det ikke havde været en kvinde, men en mand? Havde denne mand været lige så heltemodig eller havde det været et helt andet udfald? Vetis vidste godt at det nok ikke var det bedste tidspunkt at filosofere, men hvorfor ikke. Det var trods alt bare sådan som han var. Han elskede at undre sig og prøve at udrede sine tanker. Han elskede også at finde svaret på sine egne spørgsmål, men, som sagt, det måtte vente til en anden dag.

Vetis smilede til den fremmede mand og nikkede til ham. Han håbede at han holdt sit ord… manden lignede trods alt én som ville. Vetis valgte derfor at give slip på kvinden. Kvinden spærrede derefter øjnene op. Hun kunne knap nok forstå at hun var blevet frelst. Det tog i alt fald nogen sekunder før hun reagerede. Hende første reaktion efter at Vetis havde sluppet hende var ikke overraskende. Hun stak af. Ikke så meget som en tak til manden ud af det blå havde ankommet til hendes frelse. Hun løb bare ud i tågen ikke rigtig vidende hvor hun var eller hvor hun var på vej hen. Hun vidste trods alt ikke hvor hun var og tågen var så tyk at det ikke var til at se alligevel.
”Ikke engang så meget som et farvelkys… måske var det ikke sand kærlighed alligevel,” Sagde Vetis hånligt med en falsk trist tone. Derefter var han hurtigt over ved den fremmede mand. Han skulle helst gerne nå derhen inden manden rejste sig op. Han skulle trods alt ikke have muligheden for at rejse sig og stikke af ligesom hans veninde. Vetis satte derfor hårdt en fod mellem mandens ben… og som en mand ville det nok gøre ondt. Det gjorde det i alt fald på de fleste, så det skulle ellers undre ham vis det ikke gjorde.
”Så er det kun dig og mig… Hvis du havde vidst hvad der var bedst for dig selv havde du forladt dette sted for længst imens jeg gav dig chancen,” sagde han og trådte hårdere ned. Hans smil var bredere og mere dæmonisk. Vetis blik havde et legesygt glimt… et som nok fik det til at løbe koldt ned af ryggen på de fleste. Det var nemlig de færreste som kunne tænke sig at være en morderisk og kynisk dæmons legetøj. Ikke at de fleste af dem havde et valg.
”Det er dog nu alt, alt for sent for dig at stikke halen imellem benene…” Vetis lænede sig længere ned mod manden så han kunne stirre ham i øjnene… dog stadig hævet over ham. Vetis var ligeglad med at manden så fik et bedre glimt af hans ansigt. Han ønskede at han skulle se Vetis… og huske dette øjeblik som én af hans livs fejltagelser. Han ønskede at dette øjeblik ville hjemsøge ham i hans drømme såvel som hans vågne øjeblikke. Det øjeblik han havde trodset Vetis, Rotten Root’s gale hatter.

Derefter svingede Vetis hurtigt sin ene arm bagud og med en del kraft svingede han sin næve ind i kæben på den fremmede mand. Dette havde det oftest med at slå hans modstandere omkuld og i de fleste tilfælde fik dem til at besvime. Om hvor meget manden kunne holde til fandt han vel ud af. Det var i alt fald intentionen om at få ham til at besvime. Bare så han kunne slæbe manden af sted til Vetis’ del af hans nye plan.

Fenrer åndede lettet op da manden overfor ham, slap kvinden. I det sekund hun stod og så måbende på dæmonen, råbte Fenrer hende an "SÅ LØB DOG!" Det var ikke fordi han ikke kunne forstå kvinden. Hun var ikke sluppet forbi hvem som helst, eller hvad som helst.

Som kvinden passerede ham i fuld flugt, sukkede Fenrer en anelse opgivende. Han vidste godt hvad der fulgte. Han ville blive tvunget af sit ord til at løslade ulven og lade den forlade stedet. Men inden han kunne nå at samle tankerne og og slippe ulven fri, hørte han mandens stemme. Han vendte sig atter mod manden "Jeg har ondt af dig dæ.."
Fenrer mærkede en fod ramme ham i skridtet, inden han fik færdiggjort sin sætning, og faldt om på siden med et forstumpet støn. Kæft det gjorde ondt. Fenrer stønnede i smerte, og det skulle ikke have undret ham om han nu havde mistet evnen til at få børn. Han koncentrerede sig om at sende ulven bort, og holde sit ord. Inden der var gået sekunder var ulven borte, sammen med gløden i Fenrers pande. Han var alene, alene med en dæmon der ikke ønskede ham det vitterlig godt, efter dennes sidste handling at dømme.

Fenrer hørte ham tale. Han hørte dæmonen fortælle ham om hvordan Fenrer burde have hørt hans råd og være stukket af, men det var ikke sådan en mand Fenrer var. Han så op på manden med et hånligt smil, på trods af presset han mærkede i skridtet. Fenrer var ikke kommet så langt uden at have følt smerte som denne. Sjovt egentligt, at mørket væsener aldrig skiftede imellem den måde de behandlede andre. Det var altid en eller anden pervers metode de brugte, der mindede om den næste dæmons.

Fenrer så på dæmonen med et fast blik, på trods af at han vidste at hans liv hang i en meget tynd tråd "Hvad ville det sjove have været i at.." Fenrer bed tænderne sammen som smerten fra hans skridt skød op i maven på ham, for bagefter at ramme hans tænder, igennem struben".. gøre som du siger!"
Havde det ikke været for hans forpulede ære, så var Fenrer ikke i tvivl om at han ville have lavet dæmonen om til en klat fars, i et hjørne af gyden, hvor ingen ville komme til at opdage han, før end efter husene styrtede ned, men nu var historien en anden. Fenrer havde ladet ulven gå, og når alt kom til alt, så var han ikke noget videre kampdygtigt individ, nok nærmere det modsatte.

Ikke at Fenrer ikke kunne holde til tæsk, for dem havde han fået så rigeligt af, og tit kommet ud som sejrherre, men da havde han haft ulven på sin side. Ulven vidste hvordan man sloges, tænkte hurtigt og bevarede fatningen, som ikke var noget Fenrer var god til på egen hånd. Han så op på Dæmonen, da denne lænede sig ind over ham og begyndte at tale til ham, mens han så Fenrer i øjnene.

Der var ingen tvivl da Fenrer så mandens øjne. Han var kold. Død indvendig. Det fik en kold gysen til at løbe igennem Fenrer da manden fortalte ham at stikke af. Fenrer var godt klar over at flugt ikke længere var muligt, men hvad han ikke havde været klar på, var den legende tone i mandens stemme. Den tone fik det til spænde op i Fenrers mave. Hvad var der galt med denne mand? Havde de som Fenrer havde besejret været ligesådan? Var det i virkelighede helt forbi med Fenrer? Ikke at Fenrer fortrød sit valg hvis det var. Han havde gjort det rigtige, som han altid havde gjort det. Stoppet dem der ville skade andre, og hjulpet dem der var skadede selv. Fenrer så opskræmt på manden "Hv-hva.."

Fenrer nåede ikke at mærke slaget der sendte hans hoved mod jorden. Han gik ud som et lys og ville ikke vågne foreløbig efter et slag med en styrke som den en dæmon besad.

Heldigt for Vetis virkede det til at manden var gået ud som et lys. Perfekt siden at han derved ville være mere tålelig at være i nærheden af. Siden at han ikke længere ville være i stand til at sige noget... for en stund. Det var jo aldrig til at vide hvornår at han ville vågne så Vetis frydede sig i korthed. Det var nu han skulle arbejde hurtigt. Vetis tog rebet fra før og bandt nu den fremmede mand godt og grundigt sammen. Efter han havde gjort det bandt han også noget for øjnene af ham samt noget om munden. Det om munden stoppede ikke hans mund fuldstændigt til. Det fungerede mere som et bid som man puttede i munden på en hest. Det var så han ikke kunne sige noget, hvis nu han skulle vågne under transporten. Heller ej skulle han have chancen for at bide sin egen tunge over eller kvæle sig selv i den. Det ville ikke være sjovt vis han valgte at tage den hurtige vej ud af sin situation. Det ville trods alt ikke være særlig sjovt eller underholdende. Til sidst valgte Vetis også at stoppe noget i næsen på den fremmede mand. Det var trods alt hans næse som havde ledt ham til Vetis. Da den havde vist sig at være problematisk var det trods alt en idé at sørge for at den i denne situation ville være ubrugelig.

Vetis tjekkede de sidste af sine knuder og bindinger. Da det virkede til at det hele var perfekt løftede han manden op i sine arme og lagde ham ned i vognen. Han dækkede ham derefter godt til, tog den fremmede mands taske og smed den over sin egen skulder. Derefter begyndte han at gå imod hans nye destination. Vetis regnede med at han havde god tid siden at han havde givet manden noget af en kajeryster. Skulle han dog vågne var der ikke meget han kunne gøre. Vetis havde trods alt sørget for at neutralisere ham ret så godt. Der skulle en del råstyrke til for at komme ud af disse reb… eller i alt fald noget uventet.

//Timeskip//

Det var nu intet som slog et godt bad… især ikke når nu man samtidigt blev serviceret af smukke unge mænd i ingenting. Vetis havde for noget tid siden ankommet til hans destination med den fremmede mand. Tjenestefolkene ved stedet havde taget sig af den fremmede imens at Vetis var blevet ledt et andet sted hen. De skulle have rengjort manden, barberet ham samt sat ham i stand ved at smøre ham ind i diverse velduftende olier samt have malet ham i ansigtet samt kroppen med detaljerede mønstre i guldmaling. Om han så pludselig var vågnet og gjort modstand vidste Vetis ikke, men de tjenestefolk var skam ikke til at kimse af. Heller ikke vagterne som havde været der. Vis han prøvede at modsætte sig dem skulle han nok komme i flere problemer end han nok lige have regnet med.

Vetis havde taget hen til én af sine mere rige og velstillet klienter som havde et forlystelseshjem i nærheden af Rotten Root distriktet. Stedet var for klientens mere rige og depraverede venner og bekendte. Det var bare lige den detalje at han præcist denne aften holdt en fest. En speciel én… en auktion for slaver. Vetis havde skam været inviteret og det kunne ikke have været mere perfekt siden at han tilfældigvis havde en gave med til hans klient. Klienten var blevet noget så glædeligt overrasket over at se Vetis og var blevet mere ekstatisk over at se Vetis’ gave.

Efter badet var Vetis også blevet sat i stand. Han var dog blevet sat i stand som en gæst ville blive sat i stand. Så ingen maling og han fik noget fint tøj som han blev klædt i af veltrænede hænder. Det var tre smukke og tiltrækkende mænd som var blevet ham tildelt af hans klient. Han klient kendte skam Vetis smag og havde givet ham lige dem som han foretrak… det var så ikke et under at han også havde forlystet sig med dem ude i badet. Det var trods alt lige dem som han havde trængt til efter hans møde med den fremmede ude i gyden.  Vetis fik derefter en maske som han tog på. Han kyssede mændene farvel og gik mod det lokale hvorved det hele skulle finde sted. Derefter fik han en anden mand som ekskort og som skulle følges med ham. Ikke at Vetis klagede… ham her var trods alt rødhåret.

Det hele var næsten sat om som en teatersal. Scenen var rund og placeret i midten. Rundt omkring var der tilskuerpladser samt fine båse hvor nogen af de rigeste og indflydelsesrige personer sad. Vetis var selv blevet inviteret til at sidde med sin klient, værten af hele denne forestilling. Vetis hilste værten høfligt og smilende hvorved han indtog sin plads.  Han kunne se hele scenen ret så godt.

Lige nu var der noget underholdning nede på scenen inden den store event. I mellemtiden var den fremmede mand blevet udsmykket med nogen fine men også stærke kæder. Han ville være lænket om halsen samt om hænderne opholdt i et lokale med de andre slaver. Alle sammen nøgne da folk helst gerne skulle have et godt udsyn af varerne.  De blev opholdt i et lokale lidt væk fra scenen men tæt nok på at de ville kunne høre publikum. Publikum som alle var spændte på at se hvad der var på menuen i aften.

Fenrer døsede ind og ud af bevidsthed, under transporten. Han prøvede at skifte form, men han kunne ikke koncentrere sig. Hans hoved føltes som om det var blevet knust. Hans hud brændte, men på en underlig måde, som om der var nogen der havde snoet et eller andet rigtig groft materiale omkring ham. Han kunne intet lugte, eller se, og grundet den heftige dunren i hans ører, kunne han knap nok høre noget. Frarøvelsen af hans sanser, gav ham en voldsom kvalme, men Fenrer holdt galden nede, ellers kunne han godt vinke verden farvel.

Fenrer mistede atter bevidstheden.

Da han vågnede var det ved et hårdt ryk op, med noget stramt om halsen. Han så sig rundt i vildelse, hvor var han? Han prøvede at orientere sig, men mylderet af ansigter der mødte han med koncentrerede blikke som de arbejdede på at udsmykke Fenrers krop, forvirrede ham bare endnu mere. Den stramme fornemmelse om hans hals, kunne Fenrer ikke se hvor skulle stamme fra, men han ville gætte på en fastholdelses stav, ud fra den fornemmelse han havde i nakken af at blive stødt til med en stok. Pludselig hev nogen eller noget ham i håret, og tvang hans ansigt tilbage over nakken.

Fenrer begyndte nu at sprælle, og vride sig, indtil han ikke kunne få vejret for rebet der strammedes om hans hals og et enkelt velrettet slag i solar plexus, der sendte al luften ud af ham. Han kunne mærke den stramme fornemmelse om halsen blive erstattet af nogle grove hænder der holdt hans ansigt fast mens en kniv begyndte at rage hans skæg af, for derefter at begynde at korte hans hår. Han havde ikke tænkt sig at vride sig eller gøre modstand, for han var godt klar over hvad konsekvensen ville blive. Men hvad var det i det hele taget som disse mennesker ville med ham? Hvad var meningen med det hele? Nu blev hans ansigt malet, og han blev skrubbet med en eller anden duftolie der gjorde det umuligt at lugte sig frem til andet.

Da de underlige mænd var færdige med at udsmykke Fenrer, blev han ført afsted ned ad en gang. Gangen var lille og svageligt oplyst, med enkelte fakler. Han overvejede at bryde sig løs, nu hvor han havde chancen. Gangen var for smal til at hans vogtere ville kunne overmande ham her, hvis han ellers kunne nå at skifte form. Fenrer var bare ikke sikker på at der var plads nok i gangen til at han ville kunne være der. Nej, han måtte vente til han havde en bedre mulighed for at komme væk.
For enden af gangen blev han ført ind i et lille rum hvor der sad en række af folk, skiftende i køn og alder, dog virkede det ikke til at nogen herinde var over de tredive, og ligesom Fenrer, var de alle nøgne og bemalede. I det fjerne kunne man høre en forestilling af en slags tage sted. Fenrer blev sat ned ved siden af en ung dreng, og det gik op for ham hvad meningen med det lille menageri var.

Som det gik op for Fenrer at han var ved at blive solgt som slave til nogen af de mere velstående familier i Doomsville, blev han helt forstumpet. Han ville aldrig komme til at se Cody igen, eller leve en dag uden en lænke.
Fenrer fik et højt og stramt jernbånd om halsen, der fik det til at føles som om hans hoved skulle poppe af hans nakke. Der var formentlig nogen der ikke brød sig om ideen om at Fenrer skulle skifte form i midten af det hele. Fenrer kunne regne ud at det høje bånd ville have hevet hans nakke af led, og dræbt ham, havde han været menneske.

Da musikken stoppede blev rækken af mennesker overfor dem ført ud af rummet. Fenrer kunne mærke sin puls stige, og dunren fra hans hoved kom tilbage. Han sad bare der og ventede på at blive ført ud til hvem vidste hvad. Fenrer var dog ikke i tvivl om at han nok skulle finde ud af det.
Fenrer følte sig så blind uden sin lugtesans at det gjorde ondt. Han forbandede denne aften og dæmonen han havde mødt langt væk, og svor at hvis han fik chancen så ville han tage hævn.

Hans række blev hevet op at stå og sendt ud til igennem en lille gang der førte til en scene. Fenrer og den unge dreng blev dog ikke sendt ud på scenen sammen med de andre. En ranglet mand iført maske, fine klæder og med sukkersød stemme begyndte at tale om hvilke pragteksemplarer var blevet ført ud til hans publikum og hvordan de hver især havde både fysiske og kyndige evner og specialer som gjorde dem til enhver slaveejers drøm. Fenrer følte sig kvalm ved tanken, som scenen langsomt blev tømt for de forskellige slaver, der blev gjort klar til at komme med deres nye ejere hjem.

Da den sidste slave havde forladt scenen, vendte taleren sig mod sit publikum "Mine damer og herrer, vampyrer, dværge, mennesker og dæmoner i alle aldre..." han teg stille og den svagelige mumlen der før var kommet fra publikummet forsvandt som han vandt deres opmærksomhed. Fenrer kunne næsten se manden smile under masken som han lagde de lange arme ud "..Iaften har vi en ganske særlig godte til dem" Fenrer og drengen blev ført ind på scenen og sat ned foran taleren, der satte sig på hug bag dem og lagde en hånd på hver af deres skuldre "Dem af jer der har en næse for denne slags vil nok have lugtet jer frem til racen allerede..." manden gjorde en pause og sagde med en højlydt stemme "FORMSKIFTERE!!"

Man kunne tydeligt se dem i salen der fattede interesse, og snarligt efter kom der råbende spørgsmål og hvilket dyr de var, hvor gamle de var og hvor sunde. Specielt vampyrerne virkede interesserede. Taleren trådte op foran Fenrer og drengen "Dette.." sagde han og lagde en hånd ud imod Fenrer ".. Er ikke bare en formskifter mine damer og herrer.. dette... er healeren af Rotten Root, fanget af en af husets egne jægere" Fenrer sank en klump. Han var godt klar over at han ikke var vellidt. Der var flere der rakte en hånd i vejret og med det samme begyndte at byde. Fenrer kunne ikke stoppe sig selv i den klamme koldsved der nu løb ned ad ham.

Nu var det slut.

Vetis elskede udsigten til det hele og ventede spændt sammen med de andre publikummer til festens klimaks, auktionen. Det var altid sjovt at se hvilken person gik til hvem, men det Vetis var mest interesseret i var dog hvem som havde tænkt sig at købe den fremmede mand… og til hvilket formål. Der var trods alt så mange grunde til at man købte en anden person samt mulighederne til hvad man kunne bruge dem til. Gad vide hvilken årsag at den fremmede mand ville blive købt i aften. Med en stor mand som ham som sikkert også var god til kamp var det nok ideelt at bruge ham til noget kamp-relateret. Det var i alt fald det mest logiske og åbenlyse valg… men, sådan var det jo ikke altid at det hele faldt ud. Det håbede Vetis i alt fald ikke. Det ville simpelthen være alt for kedeligt. Heldigt for Vetis var de stort set de fleste folk som var til stede her en eller anden form for depraverede. Det var lige før at man følte sig hjemme.

Da den lille forestilling var ovre blev der stille på scenen inden en annoncere kom ud på scenen. Efter at have annonceret det hele gik der en helt anden stemning igennem menneskeflokken. Det var nu at varerne ville være på fuldt skue for dem alle sammen. Nogen havde allerede set og kigget på nogen af varerne men de fleste af dem vidste ikke hvad der ville træde ud på scenen. Det var annoncørens job at informere dem og de forskellige vare. Så da de begyndte at bringe folk ind på scenen gik han straks igen.
Der var mange interessante slaver som gik til diverse folk. Det var ikke sådan til at se hvem det var som købte folk. Alle havde masker på og de fleste brugte også tjeneste folk til at rejse et skilt med et nummer for dem. Det var på den måde at det var nemmere at holde styr på det hele. Det var trods alt godt organiseret. Det gik jo ikke at der skete fejl til sådan noget her. Det havde det trods alt med at kunne lede til konflikter og i nogle tilfælde til en uheldig persons død. Sådan var det i denne verden når folk konstant sloges over de ligegyldigste af ting. I alt fald fik manden i masken, annoncøren, drømmende fortalt om de forskellige vare. Vetis var ikke så interesseret i de første af dem og begav sig til at underholde sig med hans ekskort, den rødhårede mand. I mellemtiden blev diverse solgt og der blev snakket imellem publikum. Dem som var blevet købt blev straks eskorteret væk. Sikkert til nogen andre rum hvorved deres nye ejere rigtig kunne få set på dem… og gjort med dem hvad end de lystede. Stemningen var ekstatisk, men det nåede pludseligt sit højdepunkt da det næste sæt varer blev introduceret. Vetis trak sine hænder tilbage til sig selv og kiggede udover rælingen. Han kunne ikke lade være med at smile. Dernede på scenen var den mand som han selv havde bragt med sig og overgivet til en uvis fremtid. Nu skulle det blive spændende at se hvem som ville købe ham. Healeren af Rotten Root. Ikke lige noget som Vetis havde vidst at han ville være så populær. Han havde dog godt hørt en smule om healeren af Rotten Root, men havde ikke lagt meget i det. Det skulle han måske have gjort, men nu var det ligesom lidt lige meget. Lige nu var den fremmede ikke mere end en vare som kunne købes og sælges.

Budene startede højt ud for at få fingrene i denne healer. Det gav god mening siden at den information tillod flere muligheder til at bruge ham på. Hvem ville ikke også have en healer? De hang jo ikke ligefrem på træerne. Budene sted i alt fald hurtigt. Der var i alt fald et par stykke som ville have fat i ham… men efter noget tid forsvandt antallet af hænder. Især da budene blev ekstremt høj. Antallet var på 13, men lige så roligt faldt folk fra indtil der kun var 3 tilbage. Selvom man ikke kunne se deres ansigter havde Vetis en ret god idé om hvem disse folk var. Han havde arbejdet for én af dem. Han havde været en interessant nok kunde og havde betalt Vetis godt. Lige nu var det dog et af hans tjenestefolk som bød for ham. Det gjorde de fleste faktisk til sådan nogen events som disse.  Dette var mest for at forvirre deres modstandere i dysten om at købe. Om det så virkede vidste Vetis ikke, men hvad han dog vidste, var at healeren lige var blevet solgt. Det endeligt bud var blevet lydt og healerens skæbne var ikke længere hans egen.

”Ser man det,” sagde Vetis lavmælt for sig selv og smilede stort. Healeren var gået til hans tidligere kunde. Vetis kunne heller ikke lade være med at grine og overøste den rødhårede mand med kys. Den rødhårede forstod det ikke helt, men lænede sig ind i Vetis’ kys og smilede endda også. Vetis skulle i alt fald fejre salget og valgte at rejse sig fra sit sæde imens at healeren blev gennet væk til et rum hvorved hans nye ejer kunne inspicere ham. Den rødhårede ekskort fulgte glædeligt med. Han troede vel at Vetis og han skulle et privat sted hen for at udforske hinandens krop, men det var ikke planen… endnu altså. Vetis havde skam ikke i sinde at afslå sådan et tilbud. Det tog dem ikke længe før at Vetis havde fundet ud af hvor healeren skulle opbeholdes.. og han ankom da før ejeren. Der var to vagter udenfor og også nogen inde på værelset hvor healeren nu blev holdt. Vetis smilede til vagter nu og fortalte dem at det var ham som havde indfanget formskifteren. De konverserede kort hvorved at Vetis fik dem overtalt til at se ham kortvarigt. Vetis bad også den rødhårede mand om at vente udenfor værelset indtil at han var færdig. Det ville ikke tage lang tid.

”Hejsa smukke… sikke ren og pæn man pludselig ser ud,” sagde han hånligt til manden vis kæde var blevet lænket til et sted i gulvet og hans hænder lænket til hinanden. Værelset var smukt indrettet. Det var ret så overdådigt med nipsting her og der samt fine møbler. Værelsets farvetema så ud til at være, lilla og guld. På værelset var der ikke så mange møbler igen, men der var et lille badeværelse samt nogle siddestole, en sofa og tilhørende. Det mest fine og overdådige var dog sengen. Den var ret stor og fint belagt med diverse puder som alle passede til temaet.  Vetis kiggede sig rundt inden at han så kiggede på manden. Hvor ynkelig han så ud lige nu. Sådan som han med en kæde fra halsen var lænket til midt på gulvet. Lænken var ikke så lang endnu og kunne ikke komme i nærheden af døren eller der hvor Vetis stod lige nu. Heller ikke sofaen eller badeværelset. Hvad den dog godt kunne nå var sengen bag ham. Vetis smilede djævelsk og vandrede over til sofaen inden at han satte sig ned i den. Hvad man nok heller ikke så ved første øjekast var en masse kroge og ringe som man også kunne lænkes til rundt om i værelset.

”Hvad synes du om værelset?” spurgte han og hældte op til sig selv fra en karaffel med vin som stod på et bord ved siden af sofaen. På den var der også noget frugt, men det ignorere han.
"Kan godt forstå vis du føler dig overrumplet. Det er trods alt nok mere end hvad du er vant til. Sådan et overdådigt og fint værelse som dette.” Han tog en slurk inden at han fortsatte. ”Det er lige før du burde takke mig for denne chance for et andet liv. Alt må trods alt være bedre end at lege helt og være tildækket af snavns.” Han smilede idet han tog en slurk mere.

Fenrer svedte som en i helvede, hvilket han vel også var på sin vis. Han så blot ned i gulvet, indtil taleren hev ham i det nu korte hår og tvang hans nakke tilbage indtil han kunne mærke stålbåndet skrabe ham i nakken. Han følte sig ydmyget, og ude af stand til at gøre noget. Normalt ville han have haft råbt og skreget af forsamlingen, og fortalt hvilken form for skændsel de var for naturen, men han kunne ikke. Han var skræmt for vid og sans. Selvom han ikke længere havde den voldsomme hovedpine til at stoppe ham fra at forvandle sig, så var det pinefuldt klar at båndet om hans hals ikke ville springe før end hans nakkeled. Han lukkede øjnene som råbene blev til mumlen og Fenrer regnede ud at der snart ikke var flere der havde råd til at byde om kap. Dette betød at han også snart var solgt. Fenrer prøvede alt hvad han kunne på at ryste tanken af sin, men frygten havde i den grad bidt sig fast. Snart var han ikke mere end en genstand, og hans ejer sad et sted foran ham.

Råbene holdt op, og taleren slap Fenrers hår. Hans ansigt faldt ned og knuden i Fenrers mave voksede sig større. Det var slut. Han var solgt, og vidste ikke hvad der skulle blive af ham. Han fortrød bitterligt at have trådt så mange af skyggevæsenerne i byen over tæerne. Han var sikker på at det var et sådan der havde købt ham, og ville sikkert enten skære hovedet af ham, hvis Fenrer var heldig, eller gøre holde ham indespærret. Han frygtede at miste sine lemmer, ligesom Poppy der havde mistet sit øje til Natalie.

Han blev løftet op af gulvet og gennet afsted. Han vandrede som i en døs, ned ad et par gange, der føltes milelange, men det var formentlig grundet hans situation og angst. Han lod sig føre afsted til et rum, udsmykket med kraftige farver. Men Fenrer kunne ikke fokusere på hverken farverne eller rummets dekoration. Hans sind var som æltet. Alting virkede sløret og Fenrer følte sig fortabt i en tomhed, uden nogen egentlig anelse om hvad der skete. Han blev sat fast til gulvet med lænken fra hans hals sat fast til gulvet.

Han sad der i en lille stund de ligeså godt kunne have været dage. Fenrer havde ikke rigtigt noget i sig, ikke ligenu, og som det føltes, så ville han aldrig have det igen. Han sank allerede hen. Han vidste ikke hvad der skulle blive ad ham, men han håbede at hvem end der kom igennem døren ville gøre det af med ham hurtigt. Det var dog ikke et ukendt væsen der trådte ind til ham. Fenrers slørede hørelse fik hurtigt spundet ind på manden der havde fanget ham. Han løftede hovedet stille op mod manden. Han lignede ikke den samme, men stemme og øjnene der havde stirret ind i hans, tilbage i gyden var ikke til at tage fejl af.

Som lamslået så han blot på dæmonen der bevægede sig rundt og så på ham. Han kunne ikke fatte at manden var her, ikke at Fenrer vidste hvad han skulle gøre med det, men det var stadig svært at begribe. Hvad ville manden? Det var først da manden havde sat sig i sofaen at Fenrer fangede hvad alt dette gik ud på. Han ville selvfølgelig håne Fenrer. En kort tanke gled igennem Fenrers hoved: Vidste manden hvem Fenrer var? Var Fenrer i virkeligheden gået i en fælde?

Fenrer kunne mærke raseriet stige op i ham og koge ham indefra. Halvvejs gennem mandens tale sprang Fenrer op og drønede over mod Manden. Kæden var dig alt fort kort til at Fenrer kunne nå ham. Han faldt bagover og landede hårdt på ryggen. Fenrer gispede efter vejret som luften blev slået ud af ham, men fik hurtigt kravlet tilbage og sat sig op. Han så skulende på manden "Jeg er ingen helt..." sagde han stakåndet efter faldet men med en stemme, rødglødende af raseri ".. Men jeg lover dig dette! Du skal få alt hvad jeg kommer igennem, tilbage i syvfold!"

Fenrer rettede sig op, med blikket rettet på manden, mens han sad på knæ. Han ulmede af vrede, men var udemærket klar over at der ikke var noget han kunne gøre i denne situation. Han fnøs og spyttede ud efter Vetis "Jeg sværger ved de fem... Du kommer til at fortryde det her!" Hans øjne skar af vrede. Han ville ønske han kunne hidkalde ånderne, men hans ting var borte, formentlig taget ved indgangen eller solgt til højstbydende som souvenirs. Hans åndedrag blev tungt og han sitrede af had "Jeg bliver dit endeligt en dag!"

Der gik ikke længe før end raseriet forstummede sig lidt og han blev mindet om sin situation. Han så direkte ned i gulvet og fortrød sine ord. Hvad vis manden kendte den der havde købt ham? Hvad hvis han sladrede?

Det så ud til at manden genkendte ham med det samme. Også selvom han så væsentligt anderledes ud nu hvor han havde fået et bad og gjort i stand. Ikke at de undrede ham. Vetis kunne i alt fald ikke lade være med at fryde sig over hans reaktion samt hans ansigtsudtryk. Vetis var nok ikke den person som han havde forventet at se her lige nu. Han havde nok forventet sin nye ejer og ikke Vetis igen af alle mennesker. Manden som havde fanget ham og puttet ham i denne situation. Tja, han kunne have gjort så meget andet. Så mange andre slemme ting som manden nok bagefter ikke havde kunnet leve med. Bare ærgerligt at det ikke havde været det humør som Vetis havde været i.

Vetis rykkede sig ikke ud af flækken idet at manden var kommet farende hen imod ham. Han kunne skam godt regne ud at kæden slet ikke tillod ham at komme så langt… og rigtigt nok. Den stoppede og med den kraft han havde haft på slyngede den ham bagud. Vetis brød ud grinende. Hans idiotiske tendenser var noget så underholdende. Det var dog ikke så godt at han gjorde så meget på sig selv. Han var trods alt ikke hans egen længere og ejeren skulle helst ikke tro at Vetis havde gjort nogen skade på hans ejendel. Vetis var nu ret så sikker på at han sagtens ville kunne forklare sig. Det var trods alt ikke hans skyld at mandens ejendel var et fjols som ikke forstod sin situation. Især ikke sådan som han fortsat truede Vetis. Han tog en anden slurk af sin drink inden at han satte det ned på sofabordet foran ham. Det var en god vin…

Vetis krydsede sine ben og lænede sig op af sin arm som han hvilede på armlænet. Han lukkede øjnene og nød øjeblikket. Han var vant til sådan nogen udtagelser, men det var ikke andet. Ord. Han kiggede derefter på den nu arrige mand og smilede til ham. Vetis var helt rolig og afslappet hvor han sad og virkede ikke til at være påvirket af mandens ord. Han kunne skrige sig selv lige så meget som han ville. Der var intet som han kunne gøre nu udover det. Det var trods alt ham som var lænket til et gulv. Vetis kunne komme og gå som han ville. Han ville i alt fald være sin egen mand idet daggryet kom… og dagen efter det og dagen efter den dag. Det samme kunne ikke siges for denne såkaldte healer.

”Du kan sværge lige så tosset som du vil… her er der alligevel ingen som hører dine skrig eller dine bønner. Du finder heller ingen helte her som gider ofre sig selv for en usling som dig. Et fjols som havde enhver mulighed for at flygte med halen mellem benene.” Smilet var stadigvæk på hans læber men det nåede ikke hans øjne. Han gennemborende øjne. Derefter skiftede han position ved at krydse det andet ben over det andet og krydsede sine arme. ”Du snakker som om at du kan gøre mig noget… men, se på dig. Du er ikke andet en et flæbende fjols som først nu har indset sin situation… også alligevel ikke. Du vover stadigvæk at gø af nogen som lige så let som at knipse fingrene kunne forværre din situation yderligere…” Derefter smilede han så tænderne viste sig. Vis man rigtig skulle beskrive Vetis’ ansigtsudtryk lige nu var der nok kun et rigtigt ord at bruge. Djævelsk.

Vetis rejste sig fra sofaen og gik hen imod manden. Stadig smilende stillede han så han præcis ville være ude for rækkevidde. Han kiggede op og ned af manden og fnøs.
”Stil dig om i køen knægt,” sagde han hånligt til hans sidste kommentar. Det var mange som nok ville Vetis til livs med de ting som han havde gjort. Det var dog intet under at Vetis havde kommet dem i forkøbet og skilt sig af med dem. Denne mand ville ikke være nogen undtagelse. Lige nu tog han dog ikke hans trussel særlig seriøst. ”Men, du er da velkommen til at forsøge. Vis du da ellers får sollyset at se igen,” sagde han og grinte derefter ondskabsfuldt. Han skulle virkelig bare tvære det ud… hvorfor ikke? Det var hylende morsomt. Især sådan som manden kort tid efter det han havde sagt havde tiet og kigget ned i gulvet. Måske at han allerede fortrød sin opførelse. Det burde han i alt fald for jo mere han reagerede og kæmpede desto mere lyst havde Vetis til at pine ham og stikke ham blår i øjnene. Nu var det dog begrænset med hvor meget han kunne gøre imod ham siden at Vetis selv ikke ejede ham.

Nu hvor man tænkte på ham. Døren åbnede og ind trådte nogen tjenestefolk. Den lænkede mands nye ejers tjenestefolk som havde de forskellige ting med. De skulle nok til at yderlig gøre manden klar inden at ejeren ankom til stedet. De kiggede først på Vetis som fint bukkede hovedet som i en anerkendelse til at de var kommet. De kiggede lidt uforstående men Vetis afværgede situationen.
”Bare rolig. Jeg har intet gjort ham… ville blot tale med ham inden at han gik til andre hænder. Det var trods alt mig som fangede ham. Udover det så kender jeg jeres herre og ville blot hilse på ham siden at det er så længe siden, siden jeg så ham sidst. Har også nogen informationer til ham så vil være her indtil han kommer. Dog uden at forstyrre jer så der kan i være rolige,” sagde han og smilede høfligt til dem. De fleste af dem var kvinder, men der var skam også to mænd iblandt dem. To stærke mænd samt de to vagter som allerede var herinde ved indgangen. De havde dog blot opserveret og nikkede blot da pigerne kiggede over mod dem for at se om det passede det som Vetis havde sagt. De slappede dermed mere af og gik hen imod den lænkede mand. De begyndte at tage diverse ting ud af de medbragte kurve. Der var diverse olier og andre cremer. Der var også flasker med andre substanser som Vetis ikke lige kunne sætte navn på.
Vetis gik derefter tilbage på pladsen på sofaen og satte sig afslappet ned. Han tog sin drink igen og kiggede hen imod tjenestefolkene som allerede var begyndt at fjerne malingen fra manden.
”Er her kun for at sørge for at han ikke skaber nogen problemer ham her… Han har det med at være ret opfarende hvilket er grunden til det nye røde mærke om halsen på ham. Det er som om at han ikke rigtig har fattet sine begrænsninger endnu.” Han tog en slurk inden at han fortsatte. ”Ville dermed forslå at i giver ham noget beroligende… bare så han ikke gøre mere skade end godt. Både på ham selv såvel som jer…” sagde han og nikkede hen mod deres miksturer. Vetis var nemlig ret så sikker på at de havde sådan noget og meget mere.

Tjenestefolkene sagde ikke så meget, men de havde da lyttet til hvad Vetis havde sagt. De havde fjernet malingen og lagt noget nyt og mere subtilt i ansigtet på manden. Den nye maling var med til at fremhæve det smukke i mandens ansigt og gjorde ham mere tiltrækkende. Derudover havde de også smurt ham ind i en olie som fik hans hud til at glinse i lyset uden at være for fedtet. Derudover duftede manden nu også lidt mere af roser i sted for hvad han tidligere havde duftet af. De to mænd holdt nu godt fast i manden og tvang først en drink i ham inden at de bøjede hans overkrop forover og ned. En kvinde gik nu bagom og smurte hendes hånd i en af de kreme som de havde med. Hun begyndte at smøre mandens ende inden at hun begyndte at køre fingrer ind for at klargøre manden. Hun fortsatte indtil at hun syntes at han var løs nok. Da hun var færdig nikkede hun til de andre og de to mænd gav nu slip på healeren. De rejste sig op og kiggede efter om alt var som det skulle være. Da alt syntes at være perfekt samlede de deres ting sammen, bukkede for Vetis og forlod lokalet. Drinken som manden havde været var for at berolige ham. Det ville gøre ham uforkuseret og ude i stand til at kæmpe tilbage. Det havde enlig samme effekt som en masse alkohol, men havde også den virkning at det kunne gøre en person mere følsom overfor stimulation.

Der var kun gået kort tid efter at tjenestefolkene var gået til at døren åbnede igen. Denne gang var det ejeren selv som trådte ind. Han var en køn mand. Det kunne man ikke komme uden om. Han havde kulsort hår og smukke øjne vis brune farve havde sådan en glød at det mindede om rav. Han var fint klædt i bordeaux sæt tøj med guldmønstre broderet ind i stoffet. Han havde hvide handsker på og en maske af hvidt gulv. Han kiggede intenst på hans nye erhvervede ejendel inden han fik øje på Vetis. Da han så på Vetis smilede han endnu større og slog ud med armene.
”Dig? Hvilken overraskelse,” sagde han glad. Vetis smilede igen og rejste sig op fra sofaen og gik over for at hilse på ham. De kyssede hinanden på kinderne og udvekslede også et kram. Ejeren lagde en hånd på skulderen på Vetis.
”Hvad laver du dog her? Er du kommet listende for at få et sidste blik på mit nye køb? Tja, kan sagtens forstå dig. Han er et pragteksemplar, ikke sandt? Men, det må du da kende alt til. Det var trods alt dig som fangede ham, hvilket jeg endelig ikke må glemme at takke dig for. Han bliver perfekt til min samling,” sagde ejeren som faktisk hed, Jonas. Sir Jonas Marshton som faktisk selv, tro det eller ej, var en formskifter. Han var bare en Sort løve. En meget succesfuld og rig sort løve.

”Ville bare sørge for at din vare var som den skulle være… men, det virker til at alt er gået som det skulle. Ville enlig også bare se dig og ønske dig tillykke med dit køb,” sagde Vetis og kastede et sidste blik mod healeren. Healeren kunne faktisk ikke have været mere heldig. Jonas havde et ry for at behandle sine slaver godt. Ikke ens betydning med at han ikke havde været nødsaget til at dræbe dem som ikke makkede ret, men han var ikke en umulig mand som så mangen andre. Han havde faktisk gode egenskaber og kunne faktisk godt vise sig at være omsorgsfuld og ret så overbærende med hans ejendele. Så i den forstand kunne healeren sagtens prise sig selv lykkelig. Det var en smule skuffende… men, på den anden side så kendte Vetis også Jonas’ smag og healeren passede perfekt ind i den kategori. Så helskindet ville han nok ikke slippe for dette alligevel. Vetis gav ham dermed et sidste smil inden han igen henvendte sig til Jonas.
”Men, kan se at du nok har en masse planer og vil dermed undskylde mig selv. Ved godt at det er alt for længe siden, men vi må vel ses en anden god gang. Indtil da… så ønsker jeg dig en fortrinlig aften. Du fortjener det,” og med de ord gik Vetis hen mod døren. Han gik ud uden at se sig tilbage og tog tilbage med den rødhårede mand som havde ventet på ham lige så fint og tålmodigt. For det fortjente han i hvert fald en belønnelse og den skulle han nok få.

Og med det var resten af aftenen op til Jonas og hans nye sexslave. Om hvad der skete på det værelse vidste Vetis ikke, men Jonas virkede i alt fald fornøjet næste dag og ganske tilfreds med hans køb.

//Vetis out//

Fenrer sank en klump over mandens ord. Dette var den virkelighed han befandt sig i, i lænker og med en fremtid hvor han ikke vidste hvad der ventede ham. Han vidste ikke hvem der ejede ham, eller hvilken slags person, vedkommende var. Fenrer stoppede sig selv i den tankegang og rystede på hovedet af sine egne tanker. Han ejede sig selv, han var hans egen herre. Var  han ikke?

Fenrer så op da døren gik op, vejret holdt tæt. Han åndede dog lettet op da han så at det ikke var nogen fin herre, men tjenestefolk der var ankommet. Han så fra dem til manden der havde fanget ham, og tilbage som han fangede deres undrende blik. Som hans kidnapper fortalte dem hvem han var i forhold til deres herre, sukkede Fenrer. Hvad betød nu dette? Skulle der ingen ende være på dæmonens pine af ham. Fenrer veg en anelse tilbage, da tjenestefolkene kom over til ham. Hvad skulle der nu til at ske med ham? Hvad var det tjenestefolkene havde med sig? Fenrer glemte alt om sine bekymringer og sad stille som tjenestefolkene begyndte at vaske malingen af ham.

Lidt held havde han da med sig. Malingen havde føltes kvælende på hans hud, uden at Fenrer egentlig havde tænkt over det. Som de kølige klude og svampe skrubbede ham ren, kunne et svagt smil faktisk frem på Fenrers læber. Han kunne ikke lade være med at føle en vis form for lettelse, som malingen blev fjernet. Fenrer så over på manden der havde fanget ham da han begyndte at tale om at Fenrer kunne være opfarende. Fenrer nåede ikke rigtigt at reagere før end at en tjenestefolkene begyndte at smøre hans ansigt ind i et eller andet. Han mærkede en af de andre der begyndte at smøre noget på hans krop. Fenrer rykkede lidt på sig i ubehag som hans krop blev smurt ind.
Hende der var gået igang med at male hans ansigt, gav sig god tid og virkede til at gå i detaljer. Fenrer forstod ikke hvad det var hun havde gang i. Han kunne lugte nogle svage undertoner af roser, men hvor han dog ville ønske at hans næse ikke var så forbandet sløret af hvad end de første havde givet ham.

Fenrer nåede kun at registrere de to mænd, før end de greb fat i hans arme og skuldre. Da de tvang en eller anden mikstur i ham, var han ved at kløjes i det. Han hostede og hakkede, og troede at mændene var færdige med at pine ham, da de tog flasken fra hans mund. Men der gik ikke sekunder før end han blev tvunget forover, til det punkt at hans hår var presset mod gulvet. Han blev forvirret hurtigt. Fenrer vidste ikke om det var af miksturen, bumpet mod gulvet eller noget tredje der gjorde ham en anelse svimmel, men de bekymringer blev hurtigt fjernet igen. Han kunne mærke en hånd ved hans røv og skød bue med ryggen, til hans ene skulder nær var gået af led. Da han mærkede en finger bore sig op i ham blev det for meget.

Han havde det som om at han kastede op, selvom der ikke kom noget ud af ham. Fenrer bed tænderne sammen som hans åbning blev bearbejdet. Fenrer var på trods af at være sammen med Cody, komfru hvad hans mås angik, hvilket ikke just gjorde det nemmere for hverken ham eller kvinden. Da tjenestekvinden var færdig og mændene gav slip, faldt Fenrer slapt om på siden. Han følte sig beskidt. Han havde det som om han var smurt ind i al form for sygdom og kunne ikke lide fornemmelsen af at mærke sin hud.

Drikken der var blevet hældt i ham gjorde det ikke nemmere for ham. Han krøb sammen i en fosterstilling og lå der bare. Al vrede, hadet, frygten, sorgen og angsten, var forsvundet. Han følte sig fortabt, som om han aldrig ville komme til at mærke jord under sine poter igen. Han græd dog ikke, for som sagt var det ikke noget at hente hos ham. Han gled bare lidt længere hen som hans sanser fortsat blev slørede, og det nærmest føltes som om han havde drukket sig i hegnet. Han hadede sig selv, for det faktum at hans krop reagerede for ham og at hans lem var svulmet. Selvom han ikke var i tvivl om at det var noget fra miksturen der havde gjort dette så følte han sig alligevel beskidt som aldrig før.

Han så op fra sin plads på gulvet og så en ny mand var kommet til. Fenrer kunne ikke høre hvad han sagde, men manden snakkede med dæmonen der havde fanget Fenrer. Fenrer lukkede øjnene, men sagde ikke et ord, men lå blot hvor han var. Han var ikke interesseret i at høre hvad de to personer sagde til hinanden. Han var ikke interesseret i noget. Hans mave knudrede endnu mere op end hvad den ellers havde gjort det, som en åbenlys ting gik op for Fenrer. Dette var hans ejer, og nu var det liv han kendte forbi. Han havde ikke nogen kontrol over sit liv, eller sin krop, han var magtesløs, og det ville nok ikke ændre sig.

Fenrer mærkede en hånd på hans skulder og så op. Som manden talte til ham kunne Fenrer ikke høre andet end en fjern mumlen. Han havde i forvejen svært nok ved bare at fokusere sit syn på ham. Han rykkede lidt på sine skuldre som han mærkede sin krop blive anbragt på sengen. Selvom Fenrer følte at hans hud summede og var tilnærmelsesvis følesesløs, havde han intet problem med at mærke hvad manden gjorde ved ham. Han gispede og stønnede som hans ansigt blev presset ned i dynen. Han hadede lyden af det, men ikke nær så meget som han hadede at kunne mærke manden bore sig op i ham, eller når manden kyssede ham som man kysser sin elsker. Hver en berøring føltes som en blanding af ild og is, som gav ham en forfærdelig kvalme. Fenrer ville ønske han kunne flå sin hud af, eller tage livet af sig selv. Fenrer hadede dog mest det faktum at hans krop reagerede i nydelse, selvom hans sind skreg på at dø.
Fenrer stønnede og hans lem svulmede, selvom hans tanker gik på at ende det hele.

Fenrer følte sig ikke længere som en person men som en genstand.

Da han vågnede morgenen efter lå han alene i sengen. Han rakte ned til sin mås med en sløv arm, for at bekræfte hvad der var sket. Han bed tænderne hårdt sammen som han mærkede smerten og hvad der måtte være manden safter. Følelsen af at være beskidt, kom tilbage i mangefold.
Han satte sig op og gned en tåre bort fra sit ansigt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre med sig selv. Hvor langt var han dog faldet. Han blev siddende i samme position da han hørte døren gå op og en tjenestepige kom ind med et vandfad, samt klude til ham. Fenrer gjorde intet som kvinden forlod ham. Han sad bare der, han tænkt knap nok. Han var tom indvendig.

Efter en tid kom kvinden tilbage med samme flok som dagen forinden. Fenrer sukkede og gjorde ingen modstand som de begyndte at vaske ham ren. Fenrer så ingen grund til at gøre noget modstand, heller ikke da de spredte ham i den ene ende og gjorde ham ren.
Fenrer sank sammen på sengen da de var færdige, og ignorerede maden de stillede frem til ham. Da Fenrer for tredje gang denne dag hørte døren gå op var det kun en enkelt kvinde der kom ind. Hun satte sig ned foran ham og gav ham et roligt smil. Kvinden blev ved ham indtil han havde spist en anelse, hvilket Fenrer snart fortrød, da han kunne mærke den ubehagelige svimlende fornemmelse vende tilbage og sank om på sengen.

Da Fenrer vågnede denne gang var han dog ikke i værelset som han var faldet i søvn i, men et andet. Han satte sig op i sengen og så rundt, som han mærkede mod sin hals. Måske det hele blot havde været en forfærdelig drøm, men nej, for hans stålbånd om halsen var der endnu. Fenrer ville normalt have undret sig ved at vågne op et nyt sted, men nu betød det ikke noget for ham nu. Han lagde sig tilbage om på sengen med et opgivende suk, og kunne høre fodtrin der nærmede sig.

Jonas havde været godt tilfreds med hans køb... hvilket også havde været grunden til at han havde været så sød ved ham natten før. Han skulle jo nødigt gå i stykker alt for hurtigt. Det ville være et kæmpe spild af penge for ikke at nævne en ellers fin formskifter. En stor ulv, Canis Lupus Magna, af hvad han efter havde fået fortalt. Han var den gale hatter noget så taknemmelig efter sådan et fund. Det var ikke hver dag at sådan et pragteksemplar blev sat til salg... eller fanget. Ikke nok med det var dette også en healer. Det var noget som man altid kunne få brug for.

Da natten var omme havde Jonas bedt sine tjenere om at tage sig af hans nye eje. Han skulle sættes i stand og flyttes til hans nye hjem. Jonas var i mellemtiden selv sat i stand og havde minglet sammen med nogen af de andre deltagere af festen. Han havde ledt efter den gale hatter for at stille yderligere spørgsmål om formskifteren men ikke fundet ham. Han var vel gået... ærgerligt men sådan var det vel. Det var jo heller ikke værre at han bare ville kunne sende bud om ham senere. Han havde trods alt kontakter og vidste hvordan han skulle bære sig af med at få fat på ham. Udover det glædede Jonas sig egentlig også bare til selv at finde ud af en masse og benytte sig af sit køb yderligere... et navn kom han i tanke om. Han skulle også give ham et nyt navn. Han skulle trods alt til at lære at alt det som han havde været før... de mennesker som han havde kendt og holdt af. Han hjem og alt i alt den han var før var noget som han skulle ligge væk. Han var trods alt ikke sin egen længere. Jo hurtigere han lærte det desto bedre.

Da tjenestefolkene vendte tilbage til Jonas meddelte de at der ingen problemer havde været. Det glædede selvfølgelig Jonas at høre at hans køb et eller andet sted kendte sin plads allerede. Ikke at han enemand havde kunne stille noget op mod Jonas' folk. Det var ikke kun på grund af deres udseende at han havde anskaffet dem i sin tid. Nej, de var så meget mere end et ansigt. Hende den lille petit af dem, Jonas' ynglings, var en varulv. Hende skulle man ikke bide skeer med medmindre man ville have sit ansigt ommøbleret og lemmerne flået af. Hun kunne til tider være en lille hidsig én vis de andre tjenestefolk og slaver ikke makkede ret. Dog havde de også fortalt ham at han ikke spiste... Jonas var dog sikker på at det ikke ville holde længe. Især på grund af hans natur. Han var ret sikker på at inde længe ville hans instinkter tage over og han ville spise. Især når nu at hans tjenere var blevet befalet at være venlige og blide overfor ham. Nogen gange var det trods alt nemmere at styre folk med en belønning i stedet for straf.

Det var dejligt at formskifteren havde været sovende hele vejen til Jonas' hjem. De havde også fået givet ham en god dosis så det undrede ham faktisk ikke så meget igen. Da de ankom gik hans tjenestefolk straks igang med at bære formskifteren op på sit nye værelse. Det var nydeligt indrettet og beskyttet. Det var også specielt bygget til formskiftere så de ville have svært ved at benytte sig af deres dyriske instinkter. Det var gjort ved at der ingen vinduer var og det var lydisoleret så de ikke kunne høre hvor de var. Der var også stærke dufte inde i værelset som ville forstyrre deres lugtesans. Alt i alt var det et fint bur til hans nye kæledyr, Nepherite. Det var det nye navn som formskifteren ville gå under. Alle i huset ville kalde ham ved det og intet andet. Reagerede han ikke på det ville de blive ved med det indtil at han gjorde.

Halsbåndet var han stadigvæk blevet udstyret med. Han havde også metalbånd om håndledene og anklerne. De var alle lige stærke og lavet sådan at man kunne sætte en kæde på. Kæderne var bare ikke sat på endnu. Jonas ville trods alt give ham en chance for vise hvor dydig han kunne være og hvor godt han kunne opføre sig. Det varv først at vis han voldte nogen af tjenestefolkene i hjemmet nogen problemer at han ville lade ham lænkes.

Varulve tjenestepigen åbnede døren ind til Nepherite. Hun sagde ikke noget og gik hen til ham i sengen. Hun var blevet bedt om at vække ham og dermed ruskede hun blidt i ham. Hun havde forfriskninger med og det tøj som han nu skulle iklædes i. Det tøj som sexslaverne af dette hjem gik i. Tøj som var mere afslørende og forførende men stadigvæk dækkede for de mest essentielle ting men stadigvæk gav et glimt om hvad der kunne gemme sig bag stoffet.

Fenrer kunne ikke holde det nye rum ud. Der var mørkt uden vinduer, også selvom rummet ikke var mørkelagt. Alle lyde udefra var væk og Fenrer følte sig forvirret og alene, samtidig med at alle lyde inde i værelset virkede alt for høje. Hvis Fenrer lå stille for længe ad gangen, kunne han ikke undgå at høre sin puls, så det meste af tiden gned han lagenet på dynen, for at undgå at der blev for stille. Men det værste var lugtene, de gjorde ham kvalm. Det var ikke fordi lugtene var grimme, men det føltes som om der var nogen der tvang hans snude ned i et bed blomster, og tvang hans snude til at være der længe nok til at Fenrer ikke kunne lugte andet.
Fenrer blev hurtigt stresset over alle disse ting på en gang, og mærkede knuden i hans mave snørre sig sammen. Han havde foretrukket at hænge sig selv, men det kunne han heller ikke. For om hans hals, sad der endnu et bånd af stål, stramt og bred nok til at vride hans nakke af led, skulle han transformere sig.

Han kunne naturligvis bare forvandle sig, og se om det ville blive enden. Tanken om at ødelægge det for hans nye ejer, gjorde det et eller andet sted til et forførende perspektiv, men Fenrer turde ikke. Han havde godt set hvad der skete hvis nakken kun gik af led og ikke brækkedes, og det eneste værre han  kunne forestille sig end at være fanget i denne situation, var at være fanget her som lam. Det var derfor Fenrer ikke bare havde besluttet sig for at gøre forsøget, tilbage i teatersalen. Han havde godt hørt om disse bånd, allerede før end han blev slæbt dertil af dæmonen. Men som for at føje spot til skade, kunne Fenrer mærke de bånd der var blevet sat om hans ankler og håndled. Han forstod ikke hvad disse skulle bruges til, men han var ikke i tvivl om at han ville finde ud af det.

En tanke gled tilbage på den lille dreng, der havde været formskifter som han selv. Den lille dreng som var blevet slæbt ind sammen med Fenrer. Hvad var der mon blevet af ham? Hvilken skæbne var der ham i vente? Fenrers mave snurrede sig endnu mere sammen ved tanken. Havde han vidst at stedet eksisterede før end han var endt i denne knibe, ville han have fået det brændt ned til grunde for længe siden. Men den slags havde slet ikke krydset Fenrers tanker.

Fenrer havde ikke hørt døren gå op, men hørte fodtrinene der nærmede sig. Han gad ikke se op. Han turde ikke. Da der blev rusket i ham, kiggede han op på pigen der var kommet ind. Hun havde nogle ting med til ham, eller det gættede han på at det var. Men Fenrer reagerede ikke, han havde ikke hovedet til det, med alt hvad der forstyrrede hans sind i dette rum. Istedet så han blot på pigen, der stillede tingene. Da hun rakte ham tøjet gav han et svagt grynt fra sig. Der kunne ikke være tale om at Fenrer skulle igennem mere uden kamp, og hvis hun ikke kunne få ham til at spise, så gad han godt se sådan en lille pige få ham i det tøj.

Da pigen forsøgte sig på ny, kiggede Fenrer blot på hende kort, inden han atter lukkede øjnene. Han kunne pludselig mærke at han blev hevet ud af sengen, og landede med et bump på gulvet. Han så forfærdet op på pigen, der nu forsøgte at sætte ham fast med lænker. Fenrer forsøgte at hive sin arm til sig, men var al for afkræftet til at kunne yde nogen ordentlig modstand. Istedet blev han kylet mod en væg, og landede hårdt mod gulvet. Han ømmede sig over sin ryg, inden han blev taget ved skulderen og slæbt afsted. Pigen satte ham fast med lænker, som blev sat til båndende om hans håndled. Dernæst blev han klædt på.

Dette var nok noget af det mest ydmygende, krænkende og brutale Fenrer havde været udsat for. Han mistede håbet på ny, og ville næsten ønske at han bare var gået med til at tage tøjet på istedet. Men Fenrer prydede sig alligevel lidt af at have ydet noget modstand, nu hvor han alligevel havde været udsat for en sådan overhaling. Men hvad nyttede den smule stolthed så nu? Han var klædt ud i ydmygende og afslørende påklædning, hængt op på væggen og sulten som aldrig før. Fenrer bed tænderne sammen, og opdagede hvad hans hovmod havde fået bragt ham. Han skulle aldrig være fulgt efter den lugt, tilbage i Rotten Root. Han skulle have skidt sit ord et stykke og flået dæmonen hvor han stod. Men hvad nyttede det at angre det nu? Ikke noget, Ikke noget som helst.

Da Ruby havde fuldført sin opgave vendte hun hovedet mod Nepherite og stirrede olm på ham. Hun virkede ellers urørt efter strabadserne med Nepherite . Hun var knap nok forpustet. Det var tydeligt at se at hun ikke brød sig om ham, men det var ikke noget at gøre ved. Hun vendte sig om igen da Jonas trådte ind gennem døren. Hun bukkede hovedet og nejede dybt og underdanig for ham. Jonas smilede til hende og gik tættere på. Han virkede ikke så overrasket over at se Nepherite hænge på væggen. Han var trods alt ikke trænet endnu så det var til at forvente at der ville være lidt knas med kommunikationen til at starte med... for ikke at snakke om hans manerer og ulydighed. Det ville dog forhåbentlig ikke vare længe endnu. Især ikke når han skulle i træning sammen med nogen af hjemmets andre sexslaver, men før han kunne have mulighed for at møde dem skulle der lige fastslås nogen regler. Nogen regler som Nepherite nok ville gøre klogt i at lære hurtigt. For hans egen skyld. Jonas var ellers en tålmodig mand og behandlede hans slaver godt, men han var ikke bange for at sætte et eksempel. Kunne man ikke adlyde var der ikke meget i at belønne dem og overdøse dem i luksus. Nej, ulydighed blev i dette hjem straffet. Straffen havde det dog med at passe til gerningen. Han var jo ikke helt urimelig.

"Sikke nydeligt han ser ud... tak Ruby. Igen nydeligt arbejde... dog kunne jeg godt have tænkt mig at det havde gået noget mere civilt for sig," noterede Jonas da han godt vidste at Ruby havde smidt rundt med ham som en eller anden kludedukke. Ruby undskyldte og bukkede dybere for Jonas. Ruby var Jonas' ynglings så hun slap med blot en advarsel. Derefter viftede han med hånden, Ruby nikkede bukkede en sidste gang og forlod rummet. Jonas synes at det var så dejligt at han næsten ikke behøvede hverken at sige eller gøre noget for at hun forstod ham. Sådan skulle det helst også blive for deres nyankomne.
Jonas gik helt hen så han kunne få et bedre kig på ham. Helt hård havde Ruby heller ikke været imod ham. Hun vidste trods alt godt at det ikke var noget som Jonas ville billige. Med sin hånd tog han Nepherite om hagen og rykkede hans hoved så han kunne kigge godt på det. Han smilede tilfreds.
"Kan se at min kære Ruby ikke har været alt for hård imod dig. Hun er ellers så god en pige, men hun har noget af et temperament," sagde han med en latter i sin stemme. Et var tydeligt at høre at han var glad for hende. Hun havde heller ikke været så billig igen.
"Hun adlyder også trods alt ordre. Hvilket også er noget som du skal vende dig til nu min kære Nepherite. Især vis du har ønsker om at det skal gå dig godt her. Hvis der dermed er tilfældet har jeg nogen regler i mit hjem som du ønskes at følge." Derefter fortrak en en seriøst mine og tog et skridt bagud.

"Første regel: du er min. Du kalder mig Herre og ved intet andet. Du adlyder hvad jeg siger og alt hvad du var før du ankom har ingen betydning mere. Jo hurtigere du ligger det liv fra dig desto nemmere vil dit liv blive her hos mig. Regel nummer to: ingen slåskampe. Du er under ingen omstændigheder tilladt at slås med andre i dette hjem eller ligger op til en kamp. Er det tilfældet vil du blive reprimanderet med det samme og uden nåde. Dine handlinger har konsekvenser... og ikke altid overfor dig selv."
"Udover det er du ikke af høj rang her... så lyt til dine ældre og lær så meget som muligt... Følg disse regler og du kan leve et godt og luksuriøst liv her uden nogen bekymringer," sagde han smilende og trådte igen helt tæt på. Han kørte en hånd op ad låret på Nepherite og hviskede ham i øret.
"Med en krop som din skal du nok få det rigtig, rigtig godt," sagde han og kyssede ham derefter på kinden og tog ham på ballen.

Jonas trådte ud igen og Ruby gik ind for at pille Nepherite ned. Hun satte dog en ny kæde i hans halsbånd og hev ham med sig ud. De gik ned af nogen gange men kom efter kort tid til et stort lokale. Der kunne høres fnisen og latter derindefra. Der var også en liflig og dejlig duft som kom derinde fra. Vagterne udenfor døren nikkede til Ruby og kiggede Nepherite godt op og ned. De smilede og lod dem træde indenfor. Inde i lokalet blev der pludselig stille og alle kiggede med det samme på de nyankomne. De var især interesseret i Nepherite. De begyndte at hviske imellem sig da en kvinde i smukke blå klæder og en masse smukke og detaljerede smykker løftede hånden. Idet hun gjorde det begyndte de andre at tie stille. Hun havde smukt gyldent hår, som honning og dybe blå øjne. Hun rejste sig galant op fra sofaen i midten og gik hen imod dem. Hendes tøj var ligeså afslørende og sexet som Nepherite men hendes var længere og hun bare også et smukt broderet slør om sine skuldre. Hun var elegant i den måde hun gik på målrettet hen imod dem og hun stoppede nogen få meter fra dem inden at hun begyndte at snakke.
"Velkommen Nepherite... vi har ventet dig," sagde hun og slog med armen ud mod de andre som sad der. Det var tydeligt for enhver at alle disse folk var husets sex-slaver. Alle klædt i forskelligfarvet afslørende tøj. Det var bare ikke nogen som sådan havde lige så mange smykker som kvinden foran Nepherite bar. Der var dog én som havde det og han bar også et broderet slør. Han var dog klædt i rødt og havde kulsort hår og kastanjebrune øjne. Han sad dog lige så komfortabelt hvor han var med en smuk kvinde og mand på hver sin side af ham.
"Mit navn er Sapphire og hver og en af os er vores Herre's kæreste eje. Også dig..." sagde hun smilende og med en stemme så blid. Derefter nikkede hun til Ruby som gav slip og Sapphire tog derefter kæden og ledte Nepherite over til de andre.
"Det er mit job og Sunstone's job at lære dig op i din nye kunnen," da han hørte sit navn smilede manden i rødt, Sunstone, og blinkede til Nepherite. Det var ham og Sapphire som var Jonas' ynglings sexslaver og de var dermed også dem som var højest i rang. Det var deres job at se til at Nepherite hurtigt ville blive god i sengen og i stand til at tilfredsstille Jonas... eller hans gæster. Det var trods alt ikke kun ham selv som brugte dem... selv hans ynglings blev delt ud til tider, men det var kun til de mest vigtigste personer. Det var også kun dem som han havde tiltro til kunne underholde hans gæster uden at fornærme dem, at han delte ud. Sådan én som Nepherite kunne heldigvis slippe for sådan noget på nuværende tidspunkt, men helle havde han skam ikke.

Inde i lokalet blev Nepherite introduceret for dem alle sammen og fik fortalt hvad reglerne var igen. Han skulle bruge det meste af sin tid derinde medmindre han lavede ulykker, hvilket han ville blive straffet med. Da natten så kom ville Nepherite's liv som sexslave virkelig begynde og hans liv som Fenrer ville være på holdt... vis han ellers ville slippe helskindet fra dette.

//OUT AND OVER//