You don't remember me? That's fine, I'll give you a night you'll never forget! ~ Alitheia

Kroen Det Vilde Svin var nok Mishas yndlingskro. Hvilket sagde en del for Misha havde gjort det sin mission at være på alle kroer, store og små, velsete og kriminelle, som befinder sig Underworld. Der skulle ikke meget til at tilfredsstille ham, nej, han havde ikke mange krav til en kro. Der skulle være alkohol, helst nogle billige drinks, han kunne købe, når pengene ikke lige var der, og så skulle der være interessante folk. Det behøvede egentlig ikke at være folk, der kom op og slås eller spiste diverse svampe. De kunne sagtens være folk der var normale og ordentlige eller i hvert fald virkede sådan på ydersiden. Misha vidste dog godt, at det sjældent var tilfældet og ofte nåede solen ikke at afsløre sit første lys, før personen havde afsløret deres mørke. Det var fascinerende, hvordan der altid var noget inden i én, som blev drevet mod det forbudte. Normalt var det nok blot en lille del, fortrængt inde i ens sjæl. Ved Misha var det hele hans eksistens.
Det var også derfor han elskede Kroen Det Vilde Svin. Der var altid ballade. Altid noget drama at involvere sig i. Og så var der drømmende billige fadøl til når pengene løb ud. Hvilket de var ved at gøre for denne omgang så det var en fadøl Misha havde på sig denne aften. Han var nu mere til en stærk mixet drink men det her kunne godt gå. Også fordi han i sin anden hånd havde en cigaret, røgtobak sammenrullet i karduspapir. Derudover havde han masser af underholdning omkring sig. Det sekund han ønskede at deltage i et slagsmål ville han have flere at vælge ud fra.
For nu sad han der blot ved et tomandsbord tæt op af væggen. Og betragtede. I mens han skiftevis tog en slurk af sin øl og sug af sin tobak. Han havde egentlig kammerater i distriktet men havde valgt at tage afsted alene. Nogle gange var det sjovest på den måde. Så kunne han altid snakke med nye personer, hvis han havde lyst til en samtale. Og hvis det ikke var muligt, kunne han altid snakke med sig selv. Det var han også så vant til.
Det svage smil hvilede endnu på hans læber og hans blik var en speciel blanding af fraværende, forgabt i tanker og søgende, vågen om sine omgivelser.

Blandt kroerne i Doomsville, var Det Vilde Svin det mest snuskede. Det var også denne kro Alítheia oftest valgte at besøge. Nok var kvaliteten ringere, men det gjorde også prisen det lavere, noget hun foretrak. Penge var ikke længere et problem for hende, men hun var blevet vant til at spare. Udover de billige priser på øl, var der også andre ting at foretrække, som gæsterne. Denne kro var kendt for at tiltrække de snuskede, lovløse og mørke typer, hvilket betød færre regler. Her så folk den anden vej, hvis der var slagsmål, ulovlig handel og hvad de fine ville kalde uanstændig adfærd. På denne kro skulle man ikke bekymre sig om lovens lange arm, og konsekvenser af sine handlinger – ikke mere end man kunne stikke lidt til folk, både med knive og ord.
Denne aften havde hun valgt at placere sig i et mørkt hjørne, med fødderne placeret på en stol, og sad godt tilbagelænet i den anden. På bordet stod et krus og flaske rom, som hun jævnligt tog en slurk af. Efter en lang dag med forhandlinger i byen, havde hun valgt at trække sig tilbage til kroen, og foretrak en aften uden selskab.
Hensunket i sine egne tanker i hjørnet, og lettere døsig efter alkohollen, tog det en mand længere tid at komme i kontakt med hende. Denne mand virkede en smule uvant til denne kro bemærkede hun hurtigt, virkede kejtet. Det der mest afslørede han ikke hørte til, var at han spurgte høfligt. ”Undskyld mig frøken, kunne jeg få den stol, de ser ikke ud til at bruge den?” Det var der han fik et blik, der udstrålede at han var verdens største idiot, og spørgsmålet tåbeligt. Samtidig med hun lagde armene over kors og fnøs. Kort kiggede hun på sine støvler der var fint placeret på den selvsamme stol og tilbage på ham. ”Jeg bruger den, forsvind” tonelejet var tørt.
Hun havde regnet med knægten var smuttet, men måske hørte han mere til ”Jamen det er jo bare dine fødder, giv mig den nu bare” hans hånd havde fat i stolen nu, klar til at tage den. ”Smut” Alítheia regnede med at han ville smutte, og hun igen kunne vende tilbage til sin dvale. Dette blev ikke realiteten, i stedet trak han armen ind mod sig selv, med grebet og stolen. Et bump lød, som resultatet af hendes fødder der ramte jorden.
En kniv blev kastet ned, så den sad i knægtens fod, skriget hørtes aldrig. Ali havde hurtigt rejst sig og hold ham for munden, samtidig med, at han blev mast ned i stolen. ”sid endelig ned” Hviskede hun med en sukkersød stemme.

Det var slet ikke meningen, at han ville tale med nogle bekendte. Det var derfor, han havde valgt ikke at tage med nogle venner herhen. Han havde besluttet sig for at enten skulle aftenen blive tilbragt alene eller også skulle det være med fremmede.
Men det her var vel egentlig også en fremmed. Det var i hvert fald ikke en han havde set længe. En bekendt kunne man næsten ikke være længere, hvor meget mon hun ikke havde ændret sig til den tid? Ikke at Misha havde ændret sig, måske udover at blive stærkere og vokset nogle centimeter, men han havde lært at dette var et særtilfælde.
I hvert fald så kunne han genkende hendes stemme med det samme. Selvom Misha ofte sagde, at hans hukommelse var forfærdelig, så var den egentlig glimrende. Nok over middel. Det ting, han "glemte", var ofte blot ting, som han ikke havde bidt mærke i til at starte med. Men denne kvinde havde fanget hans interesse fra start af og så var hun ikke en person man bare glemte. Så hendes stemme fik ham til at dreje hovedet, så snart den ramte ham. Den var endda langt væk, næsten helt druknet i alt råberiet, men alligevel lagde han straks mærke til den.
Hans isblå øjne søgte hurtigt rundt i kroen. Det var svært at se noget for røgen og folk, der fór frem og tilbage, enten i dans eller slåskamp. Alligevel tog det ikke lang tid for ham at skimme det flammende hår. Det havde i hvert fald ikke ændret sig. Hvad mon der så havde?
Hans smil bredte sig. Hvor lang tid siden var det ikke siden han sidst havde set hende? Det måtte være flere år siden! Lige før han blev falden vist, han var stadig en sød engel. Eller sød og sød, han havde i aldrig været sød. Det mente hans forældre i hvert fald ikke.

Han blev nødt til at snakke med hende igen! Finde ud af, hvad der var sket i hendes liv, eller endnu vigtigere, hvad der skete lige nu. De havde kun hængt ud sammen med Mishas kammerater én aften men det var nok til at Misha havde lært Alítheia at kende som en person, der aldrig sagde nej til kaos. Hvilket var præcist sådan en person Misha aldrig selv kunne sige nej til.
Derfor var han hurtigt oppe af stolen. Fadøllen lod han blive tilbage på bordet, den var allerede helt glemt. Det her var meget mere vigtigt. Han banede sig vej gennem alle de fremmede, hvilket var nemt, for de lagde knap nok mærke til ham. På vejen fik han overset interaktionen mellem dæmonen og manden, der var stupid nok til at gå i mod hende. Der vidste Misha bedre. Ikke at han ikke stadig kunne finde på det men så vidste han i det mindste hvad konsekvenserne kunne være.
Han nåede hen til hende ligesom kniven havde ramt manden. Som han tog de sidste skridt i mod ham, klappede han begejstret i hænderne.
"Bravo!" Der var intet sarkastisk i hans stemme. Han var rent faktisk imponeret. "Brug af ironi og vold. Den bedste blanding af intelligens og styrke. Du bliver ved med at imponere."
Han talte til hende, som om de var gamle venner. Hvilket Misha jo også mente de var. Derfor introducerede han sig selvfølgelig heller ikke, men i stedet bøjede han sig forover med hænderne på sin knæ og så undersøgende på manden. Som var han et stykke møbel.
"Så hvad har du tænkt dig at gøre med ham? Torturere ham? Brænde ham? Eller måske kaste ham væk og vente til en sjovere person kommer forbi? Han er modig ham her eller virkelig dum, men hvem siger, han vil være sjov at lege med?"
Misha var sjældent den til at torturere. Mange misforstod ham til at være en sadistisk morder, netop fordi han var så ligeglad med døden. Men han nød blot bare at se på. Han fandt det fascinerende, på den ene siden, hvordan man kunne være så koldblodig og søgen efter at forsage andre smerte, og på den anden side hvordan en person ville gøre alt for at undgå døden, tigge som en hundehvalp og muligvis dræbe andre for at redde sig selv. Det var så forskelligt, hvordan folk reagerede og alligevel så forudsigeligt.
Han rettede sig op igen og så på Alítheia med et kæmpe smil. "Det er godt nok længe siden. Jeg var helt bange for, at du var blevet kedelig. Du har så allerede bevist, at det er du bestemt ikke."

Hånden var blevet lettere fugtig, knægtens tårer var trillet ned over kinden. De havde ramt hendes hånd en efter en, der holdt for hans mund, så han ikke ville lave et højlydt påstyr. Det blev altid så voldsomt besværligt når folk skreg op, og han havde trods alt selv været skyld i det. Derudover var Alítheia ikke humør til alverdens besvær nu, hun havde ønsket at være i fred og drikke, uforstyrret, med fødderne oppe.
”Sid endelig ned” stemmen var sukkersød ”Du har jo sådan brug for det”  hun holdt ham stadig for munden. Hun overvejede, hvad der videre skulle ske, om kniven skulle ud af den fod, og om knægten så skulle gå.
En stemme forstyrrede hendes overvejelser, endnu en der ville ødelægge hendes aften brugt i ensomhed.  I starten havde hun tænkt det var en af knægtens bekendte. Men tonelejet afslørede noget andet.
Med et irriteret blink og et grynt kiggede hun op på, den unge dreng.
Fascinationen over hendes handling, var tydelig at høre var oprigtig, han var en af den slags. Samtidig fik han det også til at lyde som om de var gamle bekendte. Hans ros var dog ikke uønsket, den slags sagde hun aldrig fra overfor.
Blikket havde dog ikke ændret sig, tydelig irritation, og ingen genkendelse.

Det var få mennesker Alitheia egentlig brugte sin tid på, gad at huske. Enten var det folk der var specielt fascinerende, ekstra mørke sjæle der skabte kaos eller folk der kunne bruges til forretninger.
Det var tydeligt at hun ikke genkendte denne dreng. Nok havde de omgået den samme gruppe af mennesker, Alítheia var tit at finde med folk der ønskede kaos, hun var en kaosskaber. Der var altid påhæng ved de mennesker, nogle der var fascineret af mørket, ønskede at lære, blive en del af det. For hende havde han været som en skygge, noget der var der, men man ikke bed mærke i.
Det var netop det denne dreng var, en skygge hun ikke havde lagt mærke til, så det var ikke sært hun intet huskede, han havde ikke fascineret hende, overrasket, han havde ikke været værd at huske.

Hans opførsel var dog en smule underholdene, måden han undersøgte knægten på, betragtede ham som et møbel. Ivrigheden efter at komme videre, ønsket om at der var smerte. Dette var nogle positive træk.
”Det stod jeg netop og overvejede, som du afbrød” stemmen var tør, ikke et spor af venlighed eller kammeratskab at spore i den.
Tortur virkede mere tiltalende nu, der skule sjældent meget til at overtale hende. At finde en ny, så hun ingen grund til, det var bare tidspilde. Den tid kunne hun trodsalt bruge på at drikke sin rom, det var andre sølle skabninger ikke værd.
Et fnys, det var alt hun kunne få frem over hans bemærkning. Skulle han gøre sig dommer over, hvor interessant hun var?

”Har du ikke noget bedre at tage dig til, så skal jeg nok tage mig af denne knægt” smilet var tørt .
Hvad skulle der ske med ham, tanken om tortur fristede mere nu, det var altid underholdene, og om end ikke andet lærerigt, især for knægten. ”og tortur er nu engang mest lærerigt” tilføjede hun.
Hånden lavede en viftende bevægelse, som om der var en irriterende flue, en tydelig hentydning til hun ville være i fred.
I den tid hun havde brugt sin opmærksomhed på drengen, havde knægten samlet sig lidt mod. Han var begyndt at sidde og rokke. En fod der skubbede lidt til kniven, der stadig sad tronende i foden var nok til at stoppe det. I stedet kom der igen ynkelige lyde fra ham.

Huh. Det var ikke rigtigt den reaktion, Misha havde forventet. Det var ikke fordi, han havde forventet at Alítheia ville overfalde ham med kram og søde ord - det virkede hun ikke til at være typen til at gøre. Han havde dog forventet andet end en tør bemærkning. En smule genkendelse måske? Hun måtte virkelig ikke kunne huske ham. Ikke at Misha var fornærmet. Det var der ingen grund til at være. De tilbragte kun én aften sammen for flere år siden med en gruppe af andre mørke væsener. Han ville så sige, at han selv ville have husket hvis der var en ung engel med en gruppe af mørke væsener, men det kunne være, det ikke havde fanget hende så meget, som det ville fange andre.
At hun virkede irriteret ved hans tilstedeværelse var Misha også ligeglad med. Det var der så mange der var, og hvis man skulle holde sig væk fra alle, der ikke ønskede at være nær en, ville man jo ikke have nogen at kunne snakke med. Og Misha elskede at snakke.
"Bedre at tage mig til, bestemt ikke. Eller jo, formentlig, jeg kan altid finde mig noget andet, måske endda noget bedre, men hvorfor risikere en aften uden nogle oplevelser når jeg har fundet en helt velfungerende mulighed her?" svarede han på hendes spørgsmål uden at indse, at det var hendes måde at bede ham om at gå. Han havde ingen planer om at gå. Så skulle han til at finde sig noget nyt at lave og det her var for sjovt til at forlade!
Derfor valgte han også blot at blive stående og tale videre uden at forvente noget svar.
"Lærerigt?" spurgte han, "Hvis det handler om at lære ham en lektie, så tror , at den er lært. Eller det må man da håbe på hans egne vegne."
Han så ned på knægten igen, hans hoved kom let på skrå. Hans blik blev mere fjernt som han betragtede ham.
"Der er jo nogen som altid vil søge den form for smerte," sagde han, "Måske er han en af dem? Dem som gør det for at føle sig i live. Fordi de ikke har andre ting, der kan få deres blod til at pumpe. Hvem ville ellers være dum nok til at gå i mod dig?"
Han så op på Alítheia med et stort smil.
"Vi har mødtes før," sagde han fuldstændig ud af kontekst, men det var noget der havde kræset hans tanker - hun kunne jo tydeligt ikke huske det eller også var hun bare god til at lade som ingenting. "For nogle år siden, da jeg havde sindet som en falden engel men ikke vingerne som en. Der skete der noget lignende med dig der torturerede en mand, der var på tværs. Men det er formentlig hverdag for dig, så det giver glimrende mening, at det ikke siger dig noget. Så må vi jo bare gentage succesen."
Som han holdt sin mindre tale, satte han sig på hug ved siden af manden. Han holdt sit blik op til dæmonpigen, som han smilede op til hende. Og så rev han kniven ud af mandens fod. Han tænkte ikke over om dette ville give manden en mulighed for at flygte, ej eller om det var okay eller ej at tage fat i en andens våben. Han rakte den op til hende som var det en gave.
"Han begynder at blive ret utålmodig, så du må vist hellere komme i gang," sagde han muntert.

Enten var denne dreng fuldstændig uden evner til at forstå hentydninger, selv når de blev så godt som skåret ud i pap. Den anden mulighed var at han bevidst ignorerede dem, og var så desperat efter Alítheias selvskab, at det ikke efterlod hende mange valg.
Det var tydeligt, at han bevidst ignorerede hendes hentydning. Grunden, for blot at være en smule underholdt resten af aftenen.
Hun kiggede på ham et øjeblik, undersøgte ham med øjnene mens tankerne kørte. Måske var knægten i stolen ikke den rigtige at lærer manerer. Måske skulle denne dreng lærer at forstå hentydninger eller i det mindste tage dem alvorligt. Det var fristende at lade det gå ud over ham, han virkede så ivrig efter at der skulle ske noget. Det var vel også en oplevelse for ham, at være den det gik udover, i stedet for at være en observatør.
”Folk forstår sjældent første gang” stemmen var tør, det kunne både være en hentydning til drengen, samtidig med den kunne være ment på knægten.
Munden stod ikke stille på den dreng, der var ikke meget ro til at træffe vigtige beslutninger, som, hvem der skulle udsættes for smerte. Luften pressede sig langsomt ud gennem hendes læber, og skuldrene faldt ned. Hun hørte ikke længere efter som sådan, kun få ord gled ind.
Hun opfangede kort, historien fra fortiden, om hvordan han havde ’oplevet hende i aktion’, da han endnu var uskyldig.

Inden hun nåede at stoppe ham, var kniven ude af knægtens fod. Hendes hånd lå på skulderen, for at presse ham ned i stolen, og der mærkede hun, hvordan han vred sig. Hans evindelige tale, havde gjort hende uopmærksom, hvilket gjorde hende mere irriteret.
”Hvis du har set mig i aktion før, har du vel idéer til, hvad vi kan gøre ved ham” tydeligt irriteret fortsatte hende ”Eller er du stadig en ynkelig engel? Du er bestemt forstyrrende som en” der var en kort kunstpause inden hun fortsatte ”Du kan vise mig dine nyfundne erfaringer som falden og få noget valgfrit fra kroen, som jeg giver” et koldt smil formede sig over de røde læber ”eller jeg viser dig, helt tæt på, hvad der er smertefuldt”
Et håb om at denne bemærkning ville få ham til at gå væk var der, men hvem vidste, måske kunne denne dreng være underholdene.

Alítheia var slet ikke lige så muntert rastløs som Misha, men det var han vant til. Ikke nødvendigvis fra hende, selvom hun heller ikke var i glimrende humør sidst de så hinanden, men generelt fra de folk, han valgte at opsøge. Oftest var de utilfredse fra start af, når han kom i mod dem. Dette var Misha så ligeglad med eller også opfangede han det slet ikke fordi han selv var så begejstret for at snakke med dem. Det var oftest de sidstnævnte der fandt sted.
Denne her gang var det dog mere at ignorere hendes hentydninger. Eller i hvert fald ikke opfange at hun ville have at han gik og derefter ignorere hendes dårlige humør. Mon ikke han kunne gøre hende lige så begejstret, det plejede at ende sådan. Eller også blev de vrede og prøvede at slå ham ihjel men det endte for det meste godt for Misha. Han var i hvert fald ikke død endnu.
Derfor havde han endnu et muntert smil på læben som han så op på hende, stadig på hug ved manden og med kniven endnu i sin hånd. Hun havde åbenbart planer om at inkludere ham i sin torturseance, hvilket Misha bestemt ikke havde noget i mod.
"Ynkelig?" sagde han som reaktion på hendes spørgsmål, "Jeg ved nu ikke om jeg vil beskrive enle som ynkelige. De fleste engle jeg har stødt på har været ret så stærke. Naiv er derimod et glimrende ord og det vil jeg nu ikke kalde mig. Måske overfor visse ting men indenfor smerte? Næppe."
Hans øjne lyste op, da hun foreslog, at hun ville købe ham en drink i baren. Dette var fordi Misha ikke havde specielt mange penge for tiden og lige nu blev han nødt til at leve på billig fadøl. Så at kunne få en af de mere dyre drinks som han elskede og få lov til at bruge tid med Alítheia lød perfekt for ham. Så perfekt at han ikke en gang tænkte over hendes trussel. Nok fordi han i sidste ende ikke var bange for hende.

I stedet hoppede han op at stå med et bedre greb om kniven og udbrød: "Vidunderligt!" som havde hun lige sagt ja til at ville tage ud og spise med ham.
"Jeg har set dig i aktion før, ja," startede han så ud som skulle han til at forklare hans fremgansmåde for en lære, "men selvom jeg er fascineret af dine metoder, så sætter jeg mere pris på mine egne."
Da han havde sagt det, brød han blikket med Ali og bukkede sig endnu en gang over manden. Han rakte kniven til ham, til mandens store forbavselse. Selvfølgelig tog han i mod den og man kunne kort se et glimt af håb i ham, da han pludselig havde sig et våben, men det håb forsvandt hurtigt. For så kunne han ikke længere bevæge sig. Manden stivnede fuldstændig i dæmonkvindes greb, kun hans øjne bevægede sig, panisk.
"Jeg fik aldrig introduceret min evne til dig," sagde Misha let, som havde han intet gjort. Men det havde han for lige nu stod han med sit ene håndled forvrænget i en mærkværdig stilling med øjnene fast låst på manden, "Jeg bruger den sjældent til tortur, men nu deltager jeg også sjældent i det. Jeg glemmer nogle gange hvor meget kontrol jeg egentlig har over andre folk."
Det sidste blev sagt drømmende og man skulle tro at Misha nu var forgabt i tanker. Det virkede i hvert fald som om han havde glemt omverden men så med ét brød han ud af det igen og rykkede på sit håndled. Manden hamrede kniven ned i sit eget ben. Hans smertefulde hyl skar i gennem kroen og fik flere til at se forvirret hen i mod dem. Misha virkede ikke til at lægge mærke til dem.
"Der er noget gyldent ironi over at tvinge en person til at gøre skade på sig selv," sagde han i stedet. Endnu en gang rykkede han på håndledet, denne gang det andet, og manden tog kniven op for at stikke sig selv i sit andet lår. Endnu en gang skreg han, panisk og forskrækket, fuldstændig uforstående for hvorfor han gjorde det i mod sig selv. "At se dem kæmpe i mod deres egne handlinger. Vil du ikke også sige det?"
Han skævede hen til Ali men havde hurtigt sin koncentration i mod manden igen. Så god var Misha heller ikke til at styre sin evne at han kunne se væk længe, især ikke når det var så specifikt som selvtortur. Manden løftede kniven op og trak den hen af sin arm. Blod piplede op og tårer gled ned af hans kinder.
"Hvor meget mon der egentlig er i vores egen magt?" mumlede han men han nåede ikke videre på sin filosofiske tale før en bredskuldre skægget mand brød i gennem folkemængden i kroen og var henne ved dem.
"Det her går ikke," sagde han. Han prøvede at lyde hård men der var en snert af nervøsitet i hans stemme. Misha så ikke på ham, han måtte holde blikket på manden så han ikke fik kontrol over sig selv igen, "Folk kommer her for at slås men ikke for... det her. I må tage det et andet sted."
Skulle Misha bruge sin evne på ham også? Nu var han travlt optaget af manden med kniven. Pyt, hvis han var et problem for Ali, kunne hun tage sig af ham.

Det var svært for hende at sætte fingeren på ham, var han decideret dum, håbløs og ubrugelig?
Ikke helt, Alítheia havde stadig ikke stukket en skarp genstand i ham, blot truet lidt. Denne dreng havde et potentiale, hvorfor skulle hun ellers tilbyde ham at torturere hendes offer.  
Han ville næppe gå væk, det regnede hun ikke længere med, han var blevet for længe, havde kigget for interesseret. Derudover havde han ignoreret de åbenlyse hentydninger til, at han skulle smutte.

Der var noget i det han sagde, engle var ikke nødvendigvis ynkelige – til tider var de – men naive var de oftest. Nogle ønskede altid at se det gode i folk og situationer. Selv valgte hun at være en realist. Og realiteten var, at folk ikke brød sig om smerte og derfor gjorde som man sagde, for at undgå den, som oftest.
Der var stadig noget engel over ham, ifølge hende. Han virkede for positiv, for naiv når det kom til ondskab.
Et grynt, bare en simpel lyd, var alt hun gad give ham som svar. Det og så et blik, for blikke var ofte lige så sigende som ord, hvis ikke mere sigende.  Øjenbrynene var let løftede og munden knebet  sammen. Ansigtet antydede enighed, men stadig misbilligelse overfor drengen.

Iveren for at overtage toturen og vise hende, hvad han duede til, frembragte et smil i det ellers kolde ansigt. Denne iver gjorde hende mere positivt stemt overfor ham, måske var han ikke bare råddent skrald, der skulle ud.  Nu var han støv, skidt man accepterede.
Egne torturmetoder var endnu en positiv ting ved drengen, hvilket gjorde smilet næsten kom frem i øjnene. ”Dette er blot en…” sætningen blev ikke færdig gjort, for midt i den, lavede drengen noget hun ikke havde set komme. Smilet var stivnet og havde forvandlet sig til en stiv grimasse. Havde hun taget fejl af ham, var han for meget engel? Kniven var i offerets hånd nu.
Der var stadig en chance for at han ville torturer, at hans metode var anderledes. Tvivlen var der, hun måtte blot vente og se, om hun havde fejlbedømt ham.

Det virkede som evigheder inden drengen kom i gang, hvilke i hendes hoved var blevet brugt på planlægning. Hvis han havde ladet knægten i stolen slippe, var samtlige straffe planlagt.
Planer der ikke blev brug for, for netop i hendes planlægning, afbrød hylet hendes tanker. Drenges ord havde bare været sludder der ikke var trængt ind. Først nu, lagde hun mærke til, hvad der skete.
Først var blikket overrasket, det havde hun ikke regnet med at denne dreng havde i sig. Et var at have evnen til at kunne gøre det, noget helt andet var at kunne bruge den til tortur. Han valgte at styre knægten, så han udførte tortur på sig selv.
Nu nåede smilet op til øjnene, denne dreng havde gjort sig fortjent til en drink. Hun nød at se drengen bruge denne evne, se hvordan knægten prøvede at kæmpe imod sin egen krop. De paniske skrig var musik i hendes ører, denne tortur var et sandt kunstværk. ”Der er en gylden ironi, det er næsten smukt at se den kamp.” stemmen var drømmende.

Folk har forskellig smag når det kommer til kunst, og som altid skal de ytrer deres mening. ”Det her går ikke” en dyb stemme, der lød mere nervøs end hård, som eller var ment, afbrød. Den kom fra en bredskuldret mand, med et stort skæg. ”Folk kommer her for at slås, men ikke for… det her. I må tage det et andet sted.” Han prøvede tydeligt at udstråle en vis autoritet, men det flakkende blik ødelagde det.
Afbrydelser, hun brød sig ikke om den, folk skulle holde sig til deres eget, og lade hende i fred. Knægten med nu to stiksår i benet var et bevis. Denne gang var reaktionen anderledes, mere rolig og afregnet.  Hun gik hen til den bredskuldrede mand, betragtede ham kort. Trods han var noget højere end hende, placerede hun sin ene arm rundt om hans skulder, kammeratligt. ”Hør, vi ved begge folk passer deres egne sager, han var uhøflig og forstyrrede” stemmen var rolig, forklarende som var de to handelsmænd der skulle nå frem til enighed.  ”Så du må forstå, at det er bedst ikke at forstyrre, ellers bliver jeg jo nødt til at lærer dig manerer.” hun kiggede ned på knægten, som en hentydning til, hvordan hun lærte folk manerer.
Det tog ham ikke lang tid at opfatte, at han kunne vende om og lade dem fortsætte eller blive en del af det. Han valgte hurtigt at forlade dem og gik tilbage til en gruppe mænd, der alle sendte lange blikke mod torturscenariet.
For nu havde den bredskuldrede mand forladt dem, men han lignede ikke en, der havde opgivet at stoppe dem.

Efter han var gået vendte Alítheia opmærksomheden mod drengen, som han sad og legede med et andet menneske. ”Jeg vil indrømme, jeg er dybt fascineret af din måde at udføre tortur på. Du har faktisk gjort dig fortjent.” hovedet blev lagt let på skrå. ”Så, hvad ønsker du? Jeg skaffer det, og så kan du beslutte hvad der skal ske med knægten, færdiggøre ham? Lade ham gå? Fortsætte legen?” hun gjorde sig klar til at gå hen og bestille, hvad end drengen ønskede.

Selvfølgelig havde Misha ikke tænkt sig blot at lade manden slippe løs ved at give ham kniven. Men han elskede at se disse humane følelser, hvor et håb ville blive knust. Medmindre det selv var Mishas eget håb, der blev knust, det var aldrig sjovt. Det skete dog også sjældent, Misha havde det med at få det han ville have.
Hele situationen blev også sjovere af Alítheias reaktion på at Misha gav ham kniven. Hvordan hendes smil stivnede, sammen med resten af hendes krop. Han bebrejdede hende ikke, når man ikke kendte til hans evne, skulle man også tro at hans plan ville fejle. Og kendte man Misha blot en smule vidste man også, at man aldrig kunne regne ud, hvad han havde planer om at gøre. Heldigvis havde han denne omgang planer om at gøre som Alítheia havde bedt ham om. Han ville jo imponere hende, og så trængte han også til en drink.
Så tortur blev det. Misha brugte faktisk sjældent sin evne til tortur. Faktisk brugte han sjældent sin evne. Han brugte den, hvis nogen var så dumme at ville komme i kamp mod ham og så brugte han den hvis nogen stod i vejen for ham. Og der brugte han den i den forstand at han blot dræbte dem. Nogle gange langsomt men ofte var det hurtigt, måske endda smertefrit for dem. Ikke fordi han tænkte over sådan nogle ting, han dræbte bare ofte kun folk hvis de stod i vejen for ham og så havde han jo travlt med at komme videre.
Men i situation som denne, hvor han skulle imponere, skulle han jo være lidt kreativ. Heldigvis virkede det til at hans plan var succesfuld, for da han fik skævet hen til dæmonkvinden, var der et glimt i hendes øjne der matchede hendes smil, hvilket han slet ikke havde set på hende før. Selvom han ville elske at kunne nærstudere den nye følelse, hun viste, måtte han hurtigt se hen på manden igen for at kunne opretholde sin kontrol over ham.
”Næsten smukt?” bed han mærke i med det hun sagde. Han forholdt sit blik på manden, betragtede dråberne, der gled ned ad hans kind. Hans smil voksede og han lagde let hovedet på skrå. ”Det er pragtfuldt.”
Mere nåede han dog ikke at sige før skæggede mand kom hen til dem. Nervøs var han, det var tydeligt og så alligevel måtte han være modig når han turde at afbryde her. Modig eller ufattelig dum. Måske endda begge dele, disse to træk havde det med at gå hånd i hånd. Misha ignorerede ham blot og fokuserede på manden, der endnu havde knivens blad presset imod sin hud. Det var som om han slet ikke havde hørt ham, men det havde han nu og han hørte også Alítheia tage sig af situationen. Ved at true ham, fremragende, den nemmeste måde at få folk til at smutte på. Udover Misha, der skulle mere til for at få ham væk, men nu var Misha heller ikke en der var god til at frygte folk.
Manden traf den rigtige beslutning og valgte at gå. Det kunne Misha se ud af sin øjenkrog og han valgte derfor at vinke farvel til ham med den hånd, der ikke var forvredet og i brug til at kontrollere deres torturoffer. Hans blik var dog fjernt, udelukkende fokuseret på den næste måde, han skulle skade ham.

Det var i hvert fald indtil at Alítheia talte til Misha igen. Endnu en gang så han kort på hende, nærmest overrasket over at hun faktisk gav ham en kompliment, men så måtte han se på deres offer igen. Smilet var tilbage på hans læber, munter og nu med en strålende selvsikkerhed.
”Faktisk.” endnu en gang bed han mærke i et ord hun benyttede. ”Jeg fortalte dig, at jeg ikke er naiv indenfor det at bringe smerte og en ting jeg aldrig gør er at lyve. Det er noget at have i mente til næste gang du ikke tror på mig.”  
Han var nu ikke fornærmet. Det var et reelt råd til Alítheia. For han tænkte bestemt at de nok ville krydse veje igen og måske kunne det være at hun ville kunne huske ham næste gang.
Hun holdt sin del af aftalen. Hun sagde også at han kunne beslutte hvad der skulle ske manden og til det kendte Misha allerede svaret. Som nævnt før så brugte han næsten kun sin evne til at slå ihjel. Så uden overhovedet at reagere på Alítheias ord, vred han så håndled med et gennemtrængende blik mod manden. Man kunne se hvordan han kæmpede i mod, hans hænder rystede, men alligevel gik det hurtigt med at gribe hårdt fat om kniven og stikke det ind i hjertet på sig selv. En gurglende lyd undslap ham, blod dryppede ud af mundvigen på ham og så faldt han om. Misha slappede af i håndleddet og så på Alítheia med et smil der strakte sig tværs over hans ansigt.
”Jeg tager hvad end du føler for,” sagde han, ”Så længe du bliver og drikker med mig. Og gerne noget dyrt. Tilbuddet skal jo udnyttes.”
Han var allerede klar til at gå op i mod baren. Liget kunne nogle andre rydde op.

Det var kunst, et sandt vidunder at betragte denne knægt, torturerer. Selvfølgelig havde hun sin tiltro, han var trods alt en fugleunge, godt nok falden, men man vidste aldrig. Til tider var de faldne, de mest godhjertede og selvhøjtidelige. Misha havde nu bevist sit værd. Ikke nok med at han havde holdt Alitheias interesse i mere end nogle få minutter, så havde han også fascineret hende.
Som lovet fra starten, ville hun enten give ham noget valgfrit drikkelse, eller torturere ham. Nok havde han stadig nogle personlighedstræk, fra stadig at være engel, hvilket ikke var så positivt. ”Måske ikke naiv inden for det, men stadig en engel knægt.” hun kiggede lidt små skeptisk på ham ”lyver ikke, så du er stadig en lille uskyldig engel på nogle punkter ser jeg” stemmen var drillende nu, for han virkede ikke som en der var stolt af at være en god engel, eller også havde hun læst ham forkert.
Inden drikkelsen skulle bestilles, så hun det endelige kunstværk, hun så knægtens talent. Fascinationen strålede ud af hende. At få sit offer til at dræbe sig selv, det var i sandhed fantastisk.
”Du skal få, hvad du ønsker.” stemmen var munter ”Det bliver dyrt, og jeg skal nok selv drikke med” sagde hun og vendte sig og gik mod baren. Scenariet med tortur var ovre, nu kunne hun vende tilbage til flasken.
Aftenen var travl, og for at komme frem til baren, måtte man enten vente pænt i en kø, eller prøve at mase frem. Tålmodighed var ikke en dyd, hun ejede som kvinde – faktisk ejede hun meget få kvindelige dyder, så det blev at mase sig frem.
Nok var hun en kvinde, men det forhindrede hende ikke i at skubbe dem væk. Køkultur var ikke noget man brugte på denne kro.
Efter samtlige albuestød, der ramte ind mellem ribben, kom hun endelig frem til målet. Baren, med alle de gode udbud – havde man pengene til at anskaffe dem. ”Den sædvanlige rom.” Bestillingen var målrettet, og hurtig at udføre.
Der gik ikke lang tid, før Alitheia sejrrigt vendte tilbage fra menneskemylderet, med en stor flaske i hånden og to krus. ”Det blev dyrt som ønsket, håber du kan tåle rom” sagde hun med et smil, og fyldte hans krus godt op. Ønskede han at drikke, og udnytte tilbuddet, forventede hun også, at han drak.


//Sorry... det blev lidt kort o.o //