Fagre nye verden - April

Tid: 14.24
Sted: Den nordlige del af Ashen forrest
Vejr: Solrigt, blid vind
Omgivelser: De askegrå træer, floden, fuglene.. ja naturen i al sin pragt
Påklædning: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]
Emneparter - [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Solen skinnede klart over Ashenwood forrest, fuglene sad i trætoppens kroner og sang om kap for at være den hvis stemme gik højest og klarest igennem, og på den måde prøve de ellers at lokke en mage til
Dybere nede i skoven var der sat en lille primitiv lejr op, en lille cirkel af sten udgjorde et mindre bål, en vadsæk lå et stykke derfra sammen med et enkelt stort fåreskind, hen over en lavt hængende gren hang der et sæt sammenfoldet tøj

Fuglekvindren, og den sagte knitren fra bålet blev brat overdøvet da en stor bjørn brød igennem flodens stille vandspejl, roligt lod bjørnen sig flyde i vandet på ryggen og begyndte at 'padle' med fødderne således at han stille og roligt kom ind imod land, den tog en ellers fornuftig størrelse regnbueørred ud af sit store gab imens den slikkede sig om munden, da bjørnen var inde på lavt vand tog den atter laksen i munden og vendte sig om, og gik ind på land på alle fire
Efter at være kommet på land gav den ellers i lag med en ordenlig rystetur for at få mest muligt vand ud af pelsen, den lagde fisken ved siden af det lille bålsted inden den gik hen til træet lidt derfra hvor tøjet hang over en gren

Langsomt begyndte bjørnen at blive mindre, dens pels forsvandt, snude og øre forsvandt.. sank ind og snart begyndte man at kunne skimte et hoved, kløerne trukket ind imens poter blev til hænder og fødder, og snart stod en stor nøgen mand midt i skoven, manden trak roligt tøjet ned fra grenen og fik det krænget over sig og gik hen til bålet endnu engang, og begyndte at tilberede fisken over den sagte ild

Tøj: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], dog uden den røde hætte og halskæden. Der ud over har hun lædersko og en lille stof taske.

Det havde været en rolig dag, som kaldte på en tur i skoven. April havde fortalt sine forældre at hun ville besøge en gammel ven fra barndommen, som boede i den anden ende af Firewood. Sandheden var dog at hun ville en tur i skoven. Det var et par dage siden hun sidst havde været i skoven, måske der var sket noget nyt så den havde forandret sig? Hun tvivlede dog, der var måske faldet en nyt træ hun kunne klatre på, men det ville også være okay. Hun elskede at gå langs stammerne på de faldne træer.
Hendes humør var ikke at tage fejl af, hun smilede næsten fra øre til øre imens hun gik mod skoven. Fra tid til anden kunne man dog se at hun så sig over skulderen for at tjekke om nogen flugte hende, eller om der var nogen hun kendte der så hende gå mod skoven. Det ville ikke gå hvis der var en der sladrede til hendes far.

Det lykkedes dog April at nå til skoven uden nogen problemer. Hun fulgte de samme stier hun altid gik af, så var hun sikker på ikke at blive væk. Hun havde dog et mål denne dag. Sidst hun havde været i skoven havde hun set bredden af floden, men hun havde ikke haft tiden til at udforske den. I dag skulle hun altså udforske!
Noget af vejen længere ind i skoven små løb hun, dog fandt hun også tid til at kravle på stubbe og stammer der lå i skov bunden, men hun måtte hele tiden minde sig om floden. Det var så nemt at blive optaget af noget nyt i skoven.
Hun satte dog kursen mod floden. Der gik ikke lang tid før hun kunne se lidt af den, men hendes opmærksomhed blev dog taget af noget andet i skoven. Det lignede en lille lejr, der var både bål plads og der hang tøj. April forblev et stykke væk fra lejren, imens hun listede så godt hun kunne hen til et stort træ, som ikke var så langt fra hverken floden eller lejren. Hun bed sig i læben, imens hun kiggede hen på lejren. Der så ikke ud til at være nogen i den? Hun listede lidt tættere på, men prøvede stadig at holde sig skjult bag træer.

Hun nåede ikke helt hen til lejren før hun hørte plasken fra floden. Hun kunne ikke tro sine øjne. En bjørn brød vandoverfladen... April slap et lille gisp, men holdt sig så for munden imens hun betragtede den komme ud af vandet og hen mod lejren. Hvad lavede den dog?! Hun så væk et øjeblik imens hun overvejede om hun skulle løbe der fra, men hun turde ikke. Bjørnen kunne sikkert indhente hende! Hun så igen hen på den, men til hendes overraskelse så den ud til at skrumpe. Den blev mindre og pelsen forsvandt. Hun kunne ikke forstå det, det ene øjeblik var det en bjørn, men nu stod der en mand. En nøgen en af slagsen endda. Hun trådte et skridt tilbage, men hendes fod ramte en gren der knak. Hun var stadig bag et træ, så hun var ude af syne for manden. Uden at vide hvad hun skulle gøre lænede hun sig op at træet imens hun holdt vejret. Bare han ikke havde hørt hende!

Manden havde roligt haft trukket en lille snitøkse fra sin vadsæk på sin vej hen til bålet og sin fisk, han havde lagt fisken op på en mindre stup som han brugte som underlag for fisken, med øksen rensede han de værste skæl væk, og skar han fiskens bug op fra gat til gælle inden han med fast hånd huggede hovedet af den, hoved, indvolde og skæl smed han tilbage ud i flodens klare vand imens han mumlede et lille kvad "Njord jeg takker dig.. tak for din fangst, tag her tilbage, så du atter en gang kan give"
Med de ord lagde han en hånd over sin brystkasse inden han atter gik tilbage til bålet hvor han hængte fisken over en længere pind som han satte ind over bålets mindre flammer, han smed en lille kævle på bålet som sendte nogle gløder til vejrs

Hans hoved løftede sin hurtigt da han hørte en gren knække et stykke derfra, han strammede grebet omkring den lille økse og skulle til at løbe ud fra lejeren, og ind imellem træerne for at se hvad der havde knækket en gren, han nåede lige kort at tage sig selv til hovedet, imens han rystede på hovedet over ham selv.. han var ude i en skov, der var sådanne lyde hele tiden, det kunne have været et dyr.. resterne af et træ der væltede, eller noget helt andet
Han satte sig ned ved siden af bålet og sin fisk, og trak sin vadsæk hen til sig hvor han fandt nogle tørrede krydderurter frem som han pakkede ind i fisken imens han svagt nynnede for sig selv, men han kunne af en grund ikke slappe af, han skævede i tide og utide ned på den lille økse, og hen til sin støre økse der stod op af træet ikke så langt derfra

Han greb sin lille hånd økse, og i en hurtig, næsten lydløs bevægelse kom han op og stå, og bevægede sig væk fra lejeren, og ind i skoven, han bevægede sig hurtigt hen over skovbunden og hen imod det sted han havde hørt lyden fra
Det tog ikke så længe inden han var kommet omkring træerne, og var nu kort fra hvor han havde hørt lyden.. og han havde haft ret, der havde været en anden.. eller der var komet en anden han lagde mærke til stoffet personens kjole var lavet i, så de spor hun havde efterladt sig på sin tur herud i skoven, hans greb strammedes en anelse mere om skaftet uden han selv nåede at tænke over det inden han spurgte "hvad render du dog her og gemmer dig for? uden at give dig til kende eller noget som helst.. hvem har sendt dig? hvem arbejder du for?" det sidste var noget der fløj ud af ham.. han havde stadig sine ting fra fortiden at kæmpe med, og nogle ting var ikke lige så nemme at slippe som andre

April var blevet stående op af træet, hun var som frosset fast til det. Hendes blik var en søgende, hvordan kunne hun nemmest snige sig væk der fra uden at blive opdaget? Der var ikke nogle gode gemme steder ud over de store træer, men det ville være risikabelt at løbe fra træ til træ, så hun droppede ideen hurtigt.
Hendes panik steg dog igen, da hun kunne høre manden nærme sig langsomt. Hun havde sådan håbet at han ikke ville tage notits af lyden af grenen. Hvad skulle der dog ske nu, det var ikke alle der holdt til i skoven der var fredelige. April havde hørt frygtelige historier om folk der var blevet havde mødt deres død på de mest grusomme måder. Ikke at det havde afholdt hende fra at gå i skoven. Det havde bare gjort hende mere opmærksom på hendes omgivelser.

Da manden var meget tæt på træet hun gemte sig bag, tog hun en dyb indånding og holdt da vejret. Hvis hun var heldig ville han skifte mening og gå tilbage til lejren igen. Han skulle bare ikke høre hende så! Hun lukkede øjnene lidt og bad til at han ikke opdagede hende. - Det hjalp hende ikke. Den mandlig stemme fik hende til at puste luften ud igen, samtidig med at hun trådte et par hurtige skridt væk fra træet. Hun så på ham, men kun kort før hun i stedet så på øksen han havde i hånden. Panikken i hendes blik var ikke til at tage fejl af! Hun ville ikke angribes af ham, hun havde ikke engang noget at beskytte sig med! April åbnede munden lidt små måbende, men der kom ikke nogen lyd ud i første omgang. Hun tog sig sammen og fik endelig lidt stemme frem da hun talte. "Jeg så bjørnen! Jeg ville ikke blive spist!" hendes stemme var rystende og hendes ord kom snublende ud af munden på hende. Hun havde endnu ikke haft tid til at tænke over at bjørnen blev til en mand, hende eneste tanke var at hun ville væk, væk fra manden og hans økse. Hun talte dog igen denne gang lidt mere kohærent "Jeg er bare på en gå tur, jeg arbejder ikke for nogen". Hun arbejdede jo rigtig for sin fra i butikken, men det var ikke det første hun tænkte på da hun svarede ham.

Gautham løftede det ene øjenbryn som han fik set ordenligt på kvinden, han sænkede øksen og satte den fast i en læder lykke der hang fra hans bælte, han kløede sig lidt i nakken imens hun snakkede.. "[color=#00cc00]bjørn..?!" han så sig lettere forvirret rundt indtil han kom i tanke om at han kort forinden havde været i sin anden skikkesle "ved Tyr da.. det var så ikke meningen at nogle skulle se det" sagde han mest henvendt til sig selv, han rystede på hovedet og løftede beroligende en hånd ud i luften imens han satte sig halvt ned i knæ, "nej undskyld.. jeg kan godt se du ikke arbejder for nogle Jægere eller noget andet, det var blot en gammel vane som jeg har tilredt mig" han prøvede at sende hende et roligt smil.. trods hans størrelse og fremtoning var han ikke en man behøvede at være bange/nervøs over med mindre man selv startede med at gøre ondt imod ham, han var træt af at skulle være den der slog først

Pluslig var der en ændring i luften.. en anden duft?.. han spærrede øjnene op.. FISKEN!! "du.. øhmm.. du må lige have mig undskyldt.. du er velkommen til at komme med ind i lejeren istedet for at stå her ude i skoven med det ord 'hoppede' han rundt omkring træet, og ind på pladsen og hen til bålet, hvor han lukkede hånden omkring, og trak fisken af bålet inden den blev alt for sort "varm.. varm.. varm.. uha den var varm" brokkede han sig kort og fik lagt fisken over på den stub som han havde bearbejdet fisken på for ikke så længe siden, han slikkede hurtigt sine fingre rene inden han atter kiggede hen imod det sted som han havde set kvinden "kom bare.." kaldte han hen imod træet, "jeg bider ikke.. jeg har langt større interesse i fisken, så det er ikke det du behøver være nervøs for"

Aprils paniske udtryk blev lidt mildere da manden også så ud til at falde til ro. Hun så på øksen da han fik sat den i løkken så den ikke længere var i hans hånd, et lille suk slap hende. Hun så dog stadig lidt urolig ud. Han havde jo været en bjørn for få minutter siden, det var ikke noget man bare lige glemte da! Da han mumlede noget med at det ikke var meningen nogen skulle se det, så hun undersøgende på ham. Hun prøvede at finde tegn på om egentligt lignede en bjørn. Måske lidt i størrelsen, men ellers ikke efter hendes mening.

Hun slappede lidt mere af i kroppen imens manden også var blevet rolig. Et lille smil kom dog frem da manden begyndte at hoppe væk fra hende. Hun gik nogle enkelte skridt efter ham, så hun kunne se hvad han var hoppet væk for. Et lille grin lød fra hende, da hun så ham hive den varme fisk ud af bålet. Det så komisk ud. Hun var dog stadig lidt påpasselig i hendes fremtoning, hun var ikke vant til at møde folk i skoven, og dette var jo en fremmed mand der lige have været en bjørn. Man skulle være forsigtig, det sagde hendes far tit til hende!

Alligevel så gik hun hen til hans lejr, og så sig lidt omkring ved bålet. Det var betrykkende at han var mere interesseret i fisken, end i at gøre hende fortræd. April så lidt fra bålet til den store mand med fisken. "Er du virkelig en bjørn?" Spurgte hun, hendes stemme var lav og stadig lidt urolig. Hun var dog meget mere afslappet end hun havde været tidligere. Fandt sig et sted i skævbunden hvor hun satte sig ved bålet. Selvom hun ikke kendte denne mand, så var nysgerrigheden alligevel stræk nok til at berolige hende så hun turde sætte sig i hans lejr. Hun var dog parat til at rejse sig med det samme, hvis hun skulle have brug for det.

Gautham trak roligt og forsigtigt det lettere sorte og endnu varme skind af fisken, og fulgte med et halvt øje pigens tøvende, og forsigtige fremrykning ind i hans primitive lejr, fisken duftede herligt af røg og af de urter som han havde kommet ind i fisken, nede ved halen kunne han godt se at den var en anelse tør efter han var rendt fra den, men kødet oppe på bug og rygkød så endnu ud til at være fuld af saft og smag

Han prøvede at undgå kvindens lettere direkte, og meget indgående spørgsmål, han lod hurtigt en hånd berøre bamsen der hang fra hans bælte inden han gik hen til sin vadsæk hvor han fandt et mindre bræt skåret i træ der var udsmykket med indskæringer frem, et par flade brød samt en dunk i skind, dunken tog han en hurtig tår af inden han vendte om, og gik imod bålet

Men ak.. han kunne jo ikke blot tie.. så ville han om ikke andet kun virke endnu mere fjern og underlig
Han satte tingene på jorden imellem ham og hende, og satte sig derpå selv ned et lille stykke fra hende..
"om jeg er mand.. eller bjørn..?" han kunne ikke lade være med at komme med et enkelt hikkende grin.. og han lod en hånd glide ned langs skægget, "jeg tror det kommer an på øjnene der ser" sagde han eftertænksomt, "jeg er født og opvokset som menneske, imens dyret har ligget og slumret inde i mig.. først da jeg blev gammel nok vågnede det, og viste mig i en ny skikkelse, men selv om det er bjørnens skikkelse der viser sig, er det stadig menneskets forstand og sind der er bag" han tog endnu en tår af dunkens sødmefulde indhold inden han rakte den til kvinden, "forresten.. jeg tror aldrig jeg fik fat i dit navn.. jeg hedder Gautham"

April fulgte ham med øjnene, hver en lille bevægelse. Hun var endnu ikke helt tryg, men hendes nysgerrighed var ikke mættet endnu. Hun kunne ikke få sig selv til at forlade lejeren, i hvert fald ikke før hun fik svar på den underlige oplevelse hun havde haft for kun få øjeblikke siden. April pillede lidt ved en tot af sit hår imens hun så manden sætte sig. Hun lænede sig en smule frem over og kiggede lidt på både fisken og de andre ting han havde tage med sig.
Hun havde ikke fået fisk længe, selv om hendes familie havde en butik der solgte kød og grønt, og meget andet fik de som ofte det samme mad. Grød, okse rester eller kyllinge rester der ikke blev solgt. Hendes far sørgede altid for at de friske fisk blev solgt tidligt på dagen.

April revet ud af sine funderinger om fisk da manden talte. Hun så op på ham med nysgerrige øjne. Hun nikkede ivrigt da han sagde mand eller bjørn. Hun havde stadig ikke kunne finde hoved eller hale i det hun havde været vidne til. For man kunne vel kun være en af delene? Da han havde talt, så hun en smule fortabt ud. Hun bed sig i læben og rynkede kort brynene. "Men..." hun tarv igen og så lidt ned i jorden. "Så du er en bjørn lige nu også?" da hun talte igen var uroligheden i hendes stemme væk, i stedet kunne man næsten hører tandhjulene tikke imens hun prøvede at forstå. April havde altid været afskærmet fra de forskelle racer, så hendes naive tro om at alle enten var menneske eller dyr var meget udfordret af Gautham.

Hun så op på ham igen da han havde præsenteret sig og tilbød hende dunken. Hun tog imod den uden at sige noget. "Jeg hedder April" sagde hun stille og så lidt undersøgende på dunken. Hun duftede til dens indhold. Det duftede sødt og godt, men hun tøvede alligevel. "Hvad er det?" spurgte hun imens hun rakte dunken lidt frem. Hun burde ikke tage imod ting, men det gjorde hun alligevel fra tid til anden. Hun spurgte dog altid når hun var i tvivl om hvad noget var. Det var hendes lidt forskruede måde at passe på sig selv, når hendes nysgerrighed ledte hende ind i usikre situationer.