Don't fear the...(Nert)

Sunfury City var ikke et sted Sean kom så ofte. Eller overhoved. Det var flere år siden han havde været der og det var ikke kun, fordi han havde det svært med varmen der. Byen generelt sagde ham ingenting. Jaja, den var flot med al sin sandsten og folk, der bar for lidt tøj efter Doomsvilles standarder. Men generelt havde Sean ingen forhold til byen og den var bare et sted, som så mange andre. Men efterhånden var det også snart en af de eneste store byer han ikke havde et forhold til. Så måske var det et oplagt sted at slappe lidt af?
Det var ikke fordi han var rejst, blot for at slappe af. Han havde ikke skrevet til byens kongelige at han kom, for det var i private henseender og uden følge. Han red alene, fuldstændig alene, i neutralt tøj. Tøj i mørke farver, som føltes som om det ville brænde sig ind i huden på ham, jo tættere på han kom.
Han havde købt sig et lille lokale på en kro. Han kendte ikke så meget til byen, omend han jo havde været her et par gange før. Alligevel havde han taget et kort med sig og havde brugt de varme timer over dagen på at studere det. Og efter et let måltid var han gået en tur i byen. I hvert i grottesystemerne, resten måtte blive de næste par dage.
Sean var jo ikke rejst uden grund. Han var her fordi han ville opsøge nogle af byens kriminelle slæng. Så vidt Sean vidste, var der ikke klaner på størrelse med den han selv havde i Doomsville, men der var stadig slæng han kunne opsøge og skabe aftaler med. Og aftaler var noget han var blevet interesseret i, efter at have fået besøg af Valerya og Fenrer i Doomsville. Han måtte overvåge byen nu. Finde mere ud af hvem de to var, hvad de lavede og hvad der skete i byen. Skabe et netværk der kunne dele informationer. Mod en pris, uden tvivl.

Det var et møde der ved endt på en anden kro, end den Sean sov på. En aftale var i hus, selv om det i sig selv ikke var helt nok. Da der kom et forslag om at fejre det, havde Sean ikke set nogen grund til at sige nej og var gået med. Alkoholen var blevet hældt op og de ville alle skåle med ham. Det var efterhånden nogle timer siden. Selv om Sean ikke drak sig fra sans og samling ofte, var han alligevel god til at holde på det. Det var først nu, hvor flertallet af dem der ville feste var mere eller mindre bevidstløse eller hang over bordene, at Sean selv følte sig helt fjern fra sin egen bevidsthed. Han hang oppe ved baren, hvor bartenderen havde prøvet at lokke lidt vand i ham. Måske fordi at det ville hjælpe, hvis kroen havde en mindre at slæbe ud på gaden senere. Det var blot resulteret i at Sean havde grebet mandens hånd og kysset den i noget Sean selv havde anset som erotisk. Manden var jo trods alt bare mad.

Det var sen aften, og som det ofte hændte, skete der det, at Nerthuz skulle arbejde. Det var sådan set ikke så usædvanligt. Ikke desto mindre klagede hen ikke. Hvorfor? Man kunne altid udnytte det at være omringet af fulde mennesker, når man selv var ædru! For det første, folk fattede aldrig noget, så de var lette at snyde. Og selv hvis de opdagede, at man pønsede på noget, så gav man dem bare en ekstra omgang på husets regning. Så skulle de nok glemme det. I dag var heller ikke meget anderledes. Nerthuz stod, sammen med en af sine medarbejdere, der ikke var en meget mere ærlig person end hen selv, i baren, hvor hen serverede for diverse stamkunder. Der var trods alt ikke så mange udefrakommende, der kom til en bar i et sted som Shadowflame District - normalt opholdte de fleste sig over jorden, hvis de ikke var fra byen trods alt. Nerthuz klagede nu ikke - det gjorde det lettere at vide, hvem man havde hvor. På den måde vidste man også, hvad de enkeltes styrker og svagheder var - og hvordan man skulle udnytte det.

Det hændte dog, at man fra tid til anden lagde mærke til nogle nye ansigter i et ellers så lokalt og knap så regelret sted. Godt nok var den nyligt-ankomne  dæmon sammen med bekendte ansigter, men det betød selvfølgelig ikke, at han havde nogen æresstilling heromkring. Desuden havde dæmonen formået at få Nerthuz’ kunder til at gå helt kold, hvilket bare betød, at der var overarbejde for hem. Ikke ligefrem noget, hen så frem til, selvom det nu blev nemmere at tjekke deres lommer. For ikke at gøre det alt for indlysende, havde hen dog tænkt sig at vente lidt endnu med det. Det var bare lidt mistænkeligt at gramse på sovende mænd, der ikke kunne holde deres eget glas vand.

Grundet den dæmon, der var der, som stadig kun knap så ud til at være ved bevidsthed, lagde Nerthuz godt mærke til, at hens kollega prøvede at hælde vand ned i halsen på ham - hvilket hen tog som en chance til at prøve at nå nogle drikkepenge fra dæmonen. Da det dog gik op for Nerthuz, hvad fanden dæmonen var i gang med, da han pludselig kyssede med hens kollega, gik Nerthuz ind imellem dem for at skubbe dem væk fra hinanden, i det hen fjernede sine hænder fra dæmonen igen. ”Hey, ro på. Jeg gider altså ikke stå med hele lukketjansen selv.”  Afbrød hen. ”Godt nok er han håbløs, men i det mindste er han let at hundse rundt med.”

Noget eller nogen fik hånden til at falde ud af Seans og virkede til at frarøve ham et hurtigt måltid. Hans blik havde hvilet tungt på fyren bag baren, før det gik op for ham at det ikke var manden selv, men en anden der havde forstyrret dem. Lidt forsinket og ikke med fuld fokus drejede han hovedet og så på skikkelsen ved siden af sig. Straks kæmpede hans hjerne med at forstå hvem det var. Selv for Sean, der var ligeglad med hvilken vej folk svingede og som selv havde begravet både lyster og sult i alverdens skikkelser, havde behov for at sætte folk i en bås. Kvinde eller mand?
Men han kunne ikke bedømme om det bare var en af de begge-dele folk der fandtes eller om han bare var for fuld til at bedømme det. Og måske var det også lige meget. Hvis han endelig ønskede at kende svaret, kunne han altid flå tøjet af vedkommende.

Han grinte lidt for sig selv og så tilbage til manden på den anden side af baren. Han greb fat i diskens kant og hev sig selv hen over disken, så hans fingre lukkede sig om mandens tøj og trak ham tættere på sig.
"Ja sååååå?"
Det slog ham ikke at personen lød som en, der allerede vidst hvad han var. Det var også ligemeget. Det var ikke en hemmelighed, mere en stolthed.
"Og hvem skal jeg så spise? Dig? Måske jer begge to?" han grinte for sig selv. Fandt sig åbenbart ret underholdende, før han slap manden med et lille skub og vendte sig om mod den androgyne i stedet. Uden at sidde ned, stod han en smule usikkert og han brugte disken til at holde balancen. Øjnene blev klemt lidt sammen.
"Du kan måske slet ikke vente med at tilbyde dig selv?"
Hans smil voksede.

Da manden, som var ret så ustyrlig hoppede op på den anden side af disken, grab ordentlig fat om Nerthuz’ kollega, var det lidt svært at komme imellem dem. Alligevel bemærkede Nerthuz nu godt, at manden faktisk havde bemærket hem, hvilket altid var noget. Det var altid så meget værre, når folk ignorerede en fuldkomment trods alt, uanset hvor meget folk kunne være irriterende at håndtere. ”Helt ærligt? Helst ikke. Har en vagt igen i morgen, og desuden er jeg ikke ligefrem fristet til at dø.” Kommenterede Nerthuz i det, hen trådte et skridt tilbage, som dæmonen kom nærmere. ”Desuden vil det være spild af alle mine skjulte talenter, hvis de gik til spilde af, at du var sulten.” Tilføjede Nerthuz som en undskyldning i forsøg på at lokke dæmonen på andre tanker end at spise hem. For meget var Nerthuz godt nok villig til at gøre, men hvis det var det rene selvmord, hvad var pointen så? ”Det vil være en skam, hvis jeg bare var en once-in-a-lifetime situation. Især i forhold til, hvor længe sådan nogle dæmoner som dig lever.” Det var måske lige at sælge sig selv, men virkede det, så vil Nerthuz bestemt ikke klage. Selvom det nu ikke var den slags drikkepenge, Nerthuz normalt satsede på, men hey, hvis alt var planlagt, var hverdagen sgu også så kedelig. ”Så hvis vi siger, at du ikke dræber nogen, så er det på husets regning? Lyder som en win-win i mine ører.”

Han grinte lidt for sig selv og slap langsomt manden bag baren. Langsomt kom han ned i sin stol igen, hvilket måske var fint, så han ikke mistede balancen og ville risikere at falde. Han drejede sig i stolen, så han bedre kunne se på...Well...Den. Var det sex der blev tilbudt? Gratis, så længe han holdt sig fra sjælen? Det var jo ikke fordi han kunne love noget. Sean var heller ikke sikker på om det var mere...Om det ville være sjovere?
Hans blik gled over til manden, der havde trukket sig tilbage for ikke at risikere mere. Mandens blik gled mellem Sean og den anden person.
Well...
Væsnet havde været modig i at afbryde og blande sig. Desuden kunne Sean finde ud af præcis hvad den var. Kvinde eller mand. Og hvad angik sjælen burde Sean stadig kunne styre det, selv om han var fuld, ikke? Hvis nogen kunne, var det vel ham.
Sean vendte sig om mod baren igen. Okay, han havde besluttet sig for at lege med lidt. Så måtte de se.
"Vil du gå så langt, for at redde et andet menneske eller hvad han nu er?" Mad. De var alle mad. Resten var ligegyldigt.
"Du har høje ord om dig selv. Så hvordan foreslår du vi tager det herfra?" Sean greb en smule usikkert glasset foran sig, kun for at opdage det var tomt. Det var måske kun godt, men han følte sig stadig irriteret over der ikke var mere at drikke. Manden bag baren fik nogle kolde, stikkende øjne.

Da dæmonen endelig satte sig ned, virkede det endelig til, at Nerthuz havde fået ham til at tage sig sammen. Fantastisk, fremskridt! Næste mål var så bare at få ham smidt ud eller i det mindste på god fod, så de ikke skulle til at døje med en, der sikkert let kunne dræbe dem. Det kunne da ikke være så svært… forhåbentlig var det lettere nu da dæmonen var rimelig væk. Men selvfølgelig, når folk var fuld kunne både være en fordel og en ulempe alt efter, hvem vedkommende var.
Da dæmonen endelig sagde noget igen, lagde Nerthuz dovent sine arme over kors i det, hen egentlig overvejede, hvad det var, hen havde sagt ja til. Well, det var vel egentlig det, som Nerthuz havde tilbudt dæmonen, var det ikke? I så fald var der vel ikke meget at gøre ved det.  I det mindste vil hen da slippe for at skulle lukke baren sammen med ham kollegaen. Og dæmonen så da ikke for værst ud heller. Så kunne man da håbe på, at han ikke var så slem, som han lod sig fremstille. Ellers var hen vel bare fucked. Ikke noget nyt, egentlig. Så længe dæmonen ikke indså,  at Nerthuz var den mindste smule intimideret, så gik det forhåbentligt nok. ”Overholder du din del af aftalen, så hvorfor ikke?” Hen trak sig på skuldrene og lænede sig mod barbordet for at nærme sig dæmonen. Dristigt og sikkert mega dumt, men Nerthuz havde nu heller aldrig været kendt for at tænke rationelt. Handlinger var ofte bare spontane og uden meget overvejelse. ”Først og fremmest foreslår jeg, at vi tager den ovenpå, så du ikke skræmmer ham yderligere. Så kan han gøre rent hernede imens. Og derefter..” Nerthuz strøg en hånd over mandens kind for at få ham til at kigge på hem. ”Så kan jeg give dig sådan en oplevelse, at du ikke engang har lyst til at lade mig gå til spilde ved at være en engangsoplevelse.”

Sean grinte for sig selv, men hans blik havde stadig ligget mere på den skræmte mand end på den androgyne skikkelse ved siden af ham. Det var jo sjovt, fordi manden var så skræmt og fordi Sean vidste han havde den magt. Magten til at ødelægge manden fuldstændigt. Hvorfor ikke bruge den? Sunfury var ikke hans by og selv hvis det havde været Doomsville, hvorfor så holde sig tilbage? Det var blevet pisse kedeligt. At holde sig tilbage. At være tålmodig, så man kunne få alt hvad man ville. Han kunne få alt han ville, hvis han tænkte sig om og var tålmodig...Men i aften orkede han det ikke. For en gangs skyld ville han gerne give den gas. Så hvorfor ikke? Det var jo ikke fordi han kunne vade op til slottet og forvente Fenrer automatisk tog imod ham. Han var her heller ikke på offentlig besøg...Selv om det i hans omtågede sind var helt lige meget. Måske ville det kun være mere sjovt at dukke op så! Tadaaaa!
En eller anden uventet med blød berøring mod hans kind fik ham endelig til at se væk. Hen havde ikke havde succes med at få Seans fulde opmærksomhed endnu, hvilket nok også skyldtes hans fulde sind. Hans opmærksomhed hoppede frem og tilbage og var til tider ikke-eksisterende. Men en ting var han sikker på. Denne person måtte kunne mærke hans tiltrækningskraft, hans charme, der altid gav ham mad. Sean var jo ikke en man sagde nej til, han var et pragtstykke og han var dygtig. Det vidste han.
Hans ene hånd gled op og grab om hens håndled, mens hans øjne legede med hen.
"Du ved ikke hvem du leger med"
Han fik skubbede sig af stolen og stod nu helt op af hen, med et greb der ikke lod hen trække sig tilbage.
"Så du tilbyder dig til mere end blot en nat? Det er ikke altid folk er SÅ villige, men hvem er jeg til at sige nej? Det kan blive for din livstid"
Det var måske en overdrivelse. Gamle mennesker havde aldrig tiltrukket Sean. Rynkede, svage, til tider med en sær stank omkring sig. Syge, blinde, gigtplagede. Der var absolut intet tiltrækkende i det.
"Jeg tror vi er to om at give en god oplevelse...men jeg er nysgerrig. Om præcis hvor god du er. Så hvorfor...viser du ikke vej?"
Endelig slap han. Men ikke uden et drillende smil og et blik der på en gang prøvede at opretholde den forførende stemning og gik let i vand fra alkoholen.

Nerthuz holdt sit blik på dæmonen i det, hen en anelse desperat ventede på en reaktion. Ærligt, så vidste hen ikke, hvad hen skulle forvente af manden foran hem. Det her kunne jo gå fra, at dæmonen gik direkte til angreb til, at han bare faldt i søvn på disken. Ærligt, ingen af dele lød særlig fristende. Det vil i hvert fald være surt at skulle slæbe dæmonen ud uden at vække ham. Medmindre han selvfølgelig var typen, der kunne få total blackout. Det kunne egentlig være ret fedt så.
Dog var det hverken det ene eller det andet, der rent faktisk skete. Derimod virkede dæmonen dog pludselig til at lege med i det, han tog fat om Nerthuz’ håndled. Hjertet kunne mærkes at banke en anelse hurtigere. Alligevel fastholdt Nerthuz dog øjenkontakten. Dæmonen skulle trods alt ikke komme og tro, at han bare kunne intimidere hem helt. ”Det er da klart, når du ikke engang har præsenteret dig selv.” Kommenterede hen på trods af, at dæmonen kun kom nærmere samtidig med at holde så stramt om hens håndled, at hen ikke kunne slippe fri. Så Nerthuz tog en dyb indånding, samtidig med hen lyttede til mandens ord. Det, der blev sagt, var egentlig ikke vildt fristende, uanset hvor godt dæmonen så ud. Alligevel, med de ganske få talenter, Nerthuz havde til at klare sig på, var det nok alligevel begrænset hvor længe, hen kom til at leve. Hen var trods alt ikke ligefrem påpasselig med det, hen lavede. ”For min levetid? Du må godt nok allerede holde meget af mig, hvis du allerede nu har overvejet tanken om at overvære mig blive gammel.”
Da dæmonen endelig gav slip på hens håndled, holdt hen sig en anelse på håndleddet, før hen atter rettede fokus mod dæmonen. ”Hvis du insisterer. Følg med.” Hen trak sig på skuldrene med et skævt smil, greb en nøgle til et kroværelse, hvorefter hen førte dæmonen ovenpå, hvor værelserne befandt sig. Efter en kort tids fumleri med nøglen, åbnede hen endelig døren, hvorefter hen atter kiggede hen mod manden. ”Kom da indenfor.”

Sean gik altid med rank ryg og brede skuldre. Han gik ikke bare ind i et rum, han indtog dem. Og dem der ikke bemærkede ham, ville komme til det. Det var det han ønskede og det var det, han gik efter. Men denne aften var hans bestemte gang blandet med alkoholens usikkerhed og det var ikke nemt at gå helt lige hele vejen igennem. Heldigvis gik han jo bag hen, selvom han på mange måder også følte sig ligeglad.
Måske var en præsentation i denne uheldige situation ikke det han burde gøre. Også selv om mange ville kunne genkende ham af udseende alligevel. Men at blive kendt som manden, der vandrede fuld rundt i andre byer? Det var ikke det rygte han ønskede klistret til sig.
"Jeg er...Er Sean Mcgjhivens" Han rømmede sig svagt, ordene ikke helt gad forlade hans mund.
"Mc...Rivens....Simens...Jeg er en meget kendt mand!" slog han fast i en forsikrende stemme.

De nåede værelset. Sean afventede at døren blev låst op, med en hånd mod væggen til støtte. Hans blik gled vedvarende ned over hens krop for at...Iøjetage...Varen. Var det lovende? Det var i hvert fald et mysterie og han indprentede sig selv at skulle huske resultatet. Mand eller kvinde. Det var det svar han gerne ville have.
Han sendte et svagt smil, som han fulgte efter ind i rummet.
"Og øh...Og du er?" spurgte han. Han kunne ikke huske om vedkommende havde præsenteret sig. Selv hvis denne havde, kunne Sean ikke huske navnet lige nu. Han løsnede bæltet og lod sværdet falde til gulvet. Samtidig greb han fat i en sengestolpe og begyndte at vride støvlerne af. Det var nok ikke det mest charmerende at se på og det var heller ikke sådan her Sean ville have ført an, hvis han havde været lidt mere sig selv.
Til sidst vendte han sig mere om mod hen og rankede sig. I et øjeblik stod han bare og kiggede, men som han stod der, virkede det som om en større bevidsthed vendte tilbage i øjnene. Som om han med ren viljestyrke jagede noget af alkoholens tåge på flugt. Det ville næppe forsvinde fuldstændigt...Men alkoholens effekt kunne tit modarbejdes, hvis man var bevidst om den. Der var altid noget eftergivenhed i en rus. At man gav efter for den.
Han satte sig i sengen og klappede en enkelt gang ved siden af sig.
"Så kom da?"

I det de var kommet ind i rummet, og manden begyndte at kæfte op, skulle Nerthuz nærmest anstrenge sig for ikke at lave en eller anden kommentar omkring, hvor sølle den præsentation. En meget kendt mand? Yeah, right. Det virkede også så meget sådan. Ikke at Nerthuz gik op i den slags alligevel. Titler havde aldrig interesseret Nerthuz, og det vil de nok heller aldrig. ”Meget kendt? Ja, sikkert. Jeg tvivler på, at jeg har hørt om dig før.” Nerthuz vidste nok godt, at det ikke var nu, det var smartest at være flabet. Det her var trods alt ikke ligefrem en god situation for hem at være i. Det handlede lidt om liv eller død, trods alt. Sådan var det vel så ofte, når man legede med dæmoner. De var bare ikke til at regne med.

Nerthuz lod døren lukke, før hen begyndte at låse den. Man vidste aldrig med et sted som dette, hvem der kunne finde på at gå ind på det forkerte værelse trods alt. Efterfølgende vendte hen sig om for at betragte Sean, som nu spurgte ind til, hvem hen selv var. “Nerthuz. Bare endnu et one-night stand, som du nok alligevel glemmer dagen efter. Hvilket egentlig vil være at foretrække alligevel.” Hvis Sean havde så høje tanker om sig selv, så var der ingen grund til at lade ham udnytte den magt efterfølgende. Når de var færdig her og Sean forhåbentlig, kunne Nerthuz vel snige sig ud herfra og aldrig se til den mand igen. Det var nok det bedste scenarie, hen kunne forestille sig for nu i hvert fald.

Nerthuz betragtede Sean i det, han tog sine sko af. Ikke at det var særlig charmerende at glo på, men det lod da noget af tiden passere. Selvfølgelig, det varede ikke evigt, og inden længe bemærkede Nerthuz da også, at Sean henviste hem til at komme nærmere. Uden at virke alt for tøvende, gik Nerthuz dog halvt ned på knæ først for at løsne sine egne sko, for at tage dem af. Derefter gik hen hen mod sengen, hvorved hen lod sig bevæge sig op på Seans skød i stedet for at sætte sig ved siden af ham. Han skulle trods alt ikke tro, at Nerthuz var for intimideret til at gøre noget selv. ”Ivrig, hva? Ikke at jeg er overrasket.” Kommenterede hen blot i det hen lod en hånd stryge igennem Seans hår.

Der var en ting, som Sean kunne gøre selv i søvne. At spise kom naturligt for hans slags og der skulle meget til, før han ikke kunne finde ud af selv det. Hans blik fulgte Nert, som denne kom nærmere. Helt til, at hen satte sig på hans skød. Seans øjenbryn gled en smule op i panden, som han studerede personen foran sig. Sean havde intet problem med at bryde den intimsfære der ofte omgav folk - det var jo det han levede af. Så han lænede sig en anelse tilbage, hvilende på den ene arm, der var strakt ud bag ham.
Hans blik gled op til hens ansigt og hvilede naturligt der en stund. Et lille smil gled over ham og hans hoved gled en anelse på skrå, som han mærkede hånden igennem sit hår. Det var faktisk en ting Sean altid havde nydt. At mærke nogens hænder igennem sit hår. Han lukkede øjnene halvt i et øjeblik, før han trak vejret dybt og åbnede dem helt igen.

Han rettede sig op og lod armene glide rundt om hens spinkle krop. Det var næsten ikke til at sige...Men der var en fornemmelse af former. Den ene hånd gled op til hendes nakke og rundt til hens hage. Han greb let i den og studerede hens ansigt lidt nærmere. Men om det var fordi det var svært at sige eller fordi han stadig var lidt fuld, kunne han ikke løse mysteriet nemmere. Ikke før...Tøjet var fjernet. Men så burde beviserne også tale for sig selv. Hans hænder gled ned over hens sider igen, før han hvilede mod hens lår. Seans smil voksede lidt.
"Hvis du er god, glemmer jeg dig ikke. Så det er virkelig op til dig selv og dine evner" bemærkede han afslappet og lige så flabet, som Nert havde været over for ham hele aftenen. Han lænede sig frem, stoppede op foran hens ansigt et øjeblik, før han lænede sig frem og kyssede hen. De skulle jo starte et sted og i det mindste for Sean, betød et kys ikke nødvendigvis noget.
"Hvis jeg ikke vidste bedre, virker du lige så ivrig" bemærkede han, da han brød kysset igen og hans læber hvilede lige ud for hens. Stemmen var lavmælt og brummede dybt i hans hals. Hans hænder begyndte at finde deres vej ind under hens tøj. Hans observation hvilede på hvordan hen havde tilbudt sig selv og nu sad på hans skød.

//Hvis der ikke lige er nok at svare på, må du lige sige til xD