Stick em with the pointy end ~ Elizabeth

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Dagen var kun netop begyndt at nå dens midte, som Fenrer havde haft sat Elizabeth, hans højt elskede datter, ned på det rug mosaik gulv, i den store trænings-gård. Han havde nærmest ikke haft hende forlade sin side, siden hans elskede Valeryas død. Fenrer havde hurtigt opdaget at Elizabeth, ikke var som andre børn. Hendes opvækst ville blive en kort en af slagsen, selvom Fenrer hjalp hende så godt på vej som han kunne. Hun havde tydeligvis arvet hans evner, og havde det ikke været fordi at Fenrer var der til at hjælpe hende på vej, ville han havde tvivlet på at hun havde haft det særligt nemt. Hun havde dog vist sig selv at have en overraskelse gemt oppe i pelsen. For efter en måneds tid, havde Elizabeth spurgt om hun måtte få lov at prøve Fenrers rustning, og svinge med sværd eller spyd.
Fenrer havde grinet noget så voldsomt, da han så trænerens forvildede ansigt, ved siden af Elizabeths hofdames, der havde båret et udtryk af forfærdelse. Men Fenrer havde efterkommet hans datters ønske og fået en rustning lavet til hende, men sværdet måtte hun bruge som det var. Elizabeths styrke og fart, fejlede jo intet, selvom hun endnu var langsommere end Fenrer.

Fenrer lagde en hånd på skulderen af hans datter og nikkede med et smil "Gå ud og få skiftet nu Eli.." sagde han og rejste sig, allerede klædt i sin rustning "..så begynder vi når du kommer tilbage"

Da Elizabeth var løbet afsted, vendte Fenrer sig om mod rækken af spyd, og gik valgte sig et af de identiske kortspyd. Fenrer havde vist sig at have et usædvanligt talent med kortspyd. Ikke bare fordi at spyd var noget at det nemmeste at lære at bruge, men fordi Fenrer havde en evne til at formå finter og manøvre med det, som end ikke hans træner, som var en af de bedste i Underworld, kunne hamle op med længere. Fenrer så over på manden der havde trænet ham, tydeligvis utryk ved situationen. Fenrer smilede til ham "Bare rolig.." sagde han i en beroligende tone "Der kommer ikke til at ske dig noget idag" afsluttede Fenrer med et enkelt blink til manden.

Da Fenrer vendte sig om, var det i en lynsnar bevægelse med Kortspydet, der sendte en arm af en af trænings-dukkerne, hvirvlende igennem luften. Fenrer gik derfra igang med at hamre spydet ind i dukken, i lette og elegante bevægelser, der hurtigt begyndte at slide dukken ned. Fenrer var i sandhed kommet langt med sin træning, selvom han ikke brød sig synderligt om ideen om kamp. Men selve træningen gav ham rolig og fred. Underligt at tænke på, eftersom at træningen altid krævede koncentration, og disciplin, i al fald når man startede ud med at træne. Fenrer havde nu vel bare lidt lettere ved det hele, eftersom at han var skinwalker, noget som endnu ingen vidste om ham, hvilket passede Fenrer glimrende. Trænerne og dem der havde fulgt ham, begrundede istedet hans styrke og fart som naturtalent, hvilket igen passede Fenrer fint.

Nu var det bare at se om 'talentet' løb i familien.

Fenrer så ned på hans lille Eli, og bremsede de hurtige og brutale hug imod træningsdukken, der allerede så ud til at være ved at falde fra hinanden. Han satte spydets bund mod jorden og lod en hånd glide ned ad det, som han satte sig på hug, foran sin datter. Hun var virkelig ikke som andre børn. Hun var mere speciel end nogen anden, man kunne forestille sig. Fenrer rystede på hovedet af hans datter, da hun spurgte om vagterne i rummet også skulle være med i deres træning. Han skulle til at lægge en hånd på hendes skulder, da hun satte igang med at sparke til en af de andre træningsdukker. Fenrer smilede og viftede  en af tjenerne, iført tøj passende til træning, over til sig. Tjeneren havde en lille brystharnisk, og lidt andet trænings udstyr med sig, der tydeligvis var for småt til at tjeneren selv ville kunne passe i det.

Fenrer tog den lille rustning og vendte sig om mod Elizabeth. Han satte sig atter på hug foran hende, og sagde med en mild ryst "Du skal have dette her på min skat " Fenrer begyndte at hjælpe Elizabeth i den lille rustning, klar med en forklaring, før end hun overhovedet spurgte. Så som han hjalp sin datter med rustningen sagde han med den glade stemme "Du skal have den på så du lærer at bevæge dig ordentligt i rustning med det samme.." Fenrer lukkede brystharnisken om Elizabeth, og fik sat stropperne så de ikke strammede for meget "..på den måde skal du ikke til at vende dig til at kæmpe på en ny måde, når du har fået vendt dig ind i de rigtige bevægelser, forstår du Eli?"

Fenrer havde efterhånden fået Elizabeth i rustningen, og vendte hende et par gange, med et stolt smil. Hun var hans lille øjesten og han elskede at se hende på denne måde, frem for iklædt de kjoler som hun ellers blev smidt i, når hun enten skulle lære om de kvindelige færdigheder, eller læse eventyr eller kedelige skrifter om et eller andet. Fenrer smilede stolt til hans datter "Den passer jo perfekt.. "Fenrer strøg hende over kinden"Hvad syntes du?". Hun var en fantastisk lille dame, og slægtede sandelig både ham og Valerya på, selvom de barnlige tendenser måske endnu var vedhængende. Fenrer var flere gange blevet hevet fat i, som Elizabeth var smuttet fra vagterne, og på trods af at han havde forklaret hende adskillige gange, hvor vigtigt det var at hun blev ved dem, så smuttede hun stadig.

Fenrer vendte sig kort om mod tjeneren, som rakte ham et kortspyd, ligesom det han selv brugte. Fenrer vendte sig om mod Elizabeth og rakte spydet frem mod Elizabeth, selvom han ikke slap det. Fenrer så Elizabeth i øjnene, med et lidt mere alvorligt udtryk i øjnene "Før end vi to begynder at træne .." sagde han og gjorde sig sikkert på at hun hørte efter ".. så skal du vide et par ting"
Fenrer nikkede ned mod spydethovedet, og så tilbage på Elizabeth "Kan du se det skarpe stykke der? Det er det der fortæller os at det vi træner med, ikke er legetøj.. "Fenrer understregede sin seriøsitet, ved at se tavst på Elizabeth et par sekunder ".. det er værktøj, til et formål.. og hvis man ikke respektere det, så skal man ikke bruge de her værktøj, forstår du Eli?"

Fenrer nikkede til han datter, da hun spurgte om hun ville være stærk nok til at bære den lille rustning. Det ville hun uden tvivl, med den styrke hun besad. Da hun sagde hun ikke forstod smilede han blot fortøstende, og lagde en rolig hånd på hendes kind "Så er det godt du bare er her for at lære i dag, ikk?"
Da Elizabeth skiftede form til en dreng, smilede Fenrer stolt. Hans lille pige var kommet langt de fleste formskiftere og langt i forkøbet, hvad angik formændring. Hun kunne allerede forandre sin fysiske krop, som menneske, hvilket selv fødte Skinwalkers var en halv menneskealder om at lære.

Det eneste tidspunkt at Fenrers smil falmede, var da Elizabeth greb spydet, og slyngede det afsted. Han havde tænkt sig at bede hende forlade træningsgården, som en lektion i at respektere hvad der blev sagt. For den eneste grund til at hun havde nået at få tilraget sig spydet, var at Fenrer havde regnet med at hun vidste bedre, end at tage det når Fenrer havde talt sådan til hende. Men da Elizabeth slyngede spydet afsted, og præsterede at sætte det fast i dukken, lagde Fenrer hovedet let på skrå. Han havde et anerkendende udtryk i ansigtet, for det var ikke bare sådan at kaste et spyd. For at få det til at spidde sit mål, skulle man få vinklet det rigtigt, bedømme afstand og have en god øje-hånd koordination.

Fenrer så ned på sin datter med et neutralt ansigt, for selvom hun havde et talent der ikke skulle ligegyldigegøres, så havde hun haft overtrådt en grænse af respekt. Fenrer satte sig på hug med et mildt udtryk i ansigtet, foran sin datter, og strøg Elizabeth let over håret "Det var et flot kast Eli.." sagde han og trak ganske kort i et smil "Men du skal stadig respektere hvad der bliver sagt, og vente med bare at gå igang, uden at have fået tingene forklaret, ok?" Fenrer tog sin datters hænder og smilede til hende. Han var ikke vred, men hun skulle forstå hvor vigtigt respekt var, specielt når hun en dag skulle sidde på tronen.

Fenrer tog hende ved hånden og gik over til dukken, der havde Elizabeths spyd siddende ud af siden. Fenrer trak det ud med lethed, og rakte Elizabeth spydet. Men da hun greb det denne gang, holdt han fast og så på hende "Ikke noget med at gå igang før end du ved hvad du skal gøre, ok?" Først da hun havde svaret ham, lod han hende få spydet. Han vendte sig halvvejs om mod en af tjenerne, og tog imod sit eget spyd, hvorpå han fulgte Elizabeth ud på gulvet. Fenrer tappede let med spidsen af sit spyd mod en af solene på gulvet, og så om på Elizabeth "Stil dig her" sagde han med et smil og slap hendes hånd.

Da Fenrer havde fundet sin plads på den største af solene, der var placeret i midten af gulvet, få meter fra Elizabeth, vente han sig i fuld figur mod hende. Han smilede ned til hende, og greb om spydet "Sådan her skal du holde, ok?" Han ville ikke fortsætte, før end hun var klar.

Fenrer nikkede med et smil til Elizabeth, da hun spurgte ham om hvor vidt eller ej, at det hun gjorde var rigtigt. Han var godt klar over at det både kunne være en anelse kedeligt, at skulle forstå  stillinger og bevægelser, med et redskab som et spyd i hånden. Men Elizabeth havde villet træne, og så skulle hun også gøre det ordentligt, for det var den eneste måde man blev god. Ikke ved at gå blidt eller ufokuseret frem, ligesom folk havde for vane at opdrage deres børn. Denne metode var langt mere effektiv og engagerede barnet bedre. Fenrer der stolede på at Elizabeth nu ville følge instrukserne som Fenrer gav hende, gav et sæt fra sig da hun drønede afsted efter vagten. Fenrer sprang frem så snart hun havde sat sine poter på vagtens ben, og greb sin datter, som han hev ned fra vagten og satte hende bort fra sig.

Fenrer så en anelse vredt på sin datter og snerrede "Jeg troede vi vidste bedre end at gå efter folk der havde ryggen til os!" sagde han i en relativt tom stemme, der dog havde dirrende undertone af vrede. Fenrer vidste godt det måske var en lidt hård fremgangsmåde, men ære var vigtigt, specielt når man en dag skulle sidde på tronen.
Fenrer fik manden op at stå og undskyldte overfor ham, inden han vendte sig mod Elizabeth og satte sig ned i hendes øjenhøjde. Fenrer var tydeligvis ikke glad for situationen, men han hidsede sig dog ikke op, for det ville der ikke komme noget godt ud af. Istedet tog han blidt og lagde en hånd om det spyd som Elizabeth holdte "Vi skal vise os med en værdighed der overgår andres, og det gør vi ikke ved at angribe folk der har ryggen til, og slet ikke en af vores egne, der ikke er med i kampen!" sagde han med fast stemme.

Fenrer rejste sig og viftede af en  af tjenerne, og dernæst pegede på stykkerne af rustning, som Elizabeth havde efterladt sig. Han var lidt utilfreds med at hun bare havde skidt på denne gave, men det måtte man vel tage som det kom. Han regnede heller ikke med at Valerya havde været nem som barn selv, og så hjalp det ikke at Valerya ikke var her til at hjælpe Fenrer, specielt når Elizabeth tydeligvis havde slægtet Fenrer sådan på. Han så ned på hans datter med et stilfærdigt udtryk i ansigtet, som han overvejede hvad han skulle gøre, for han kunne ikke lade det Elizabeth havde gang i, gå ustraffet. Fenrer så blot på sin datter, som tankerne bragede, inden han nikkede for sig selv, da han havde fundet frem til en beslutning.

"Vi prøver igen imorgen Eli, men for nu vil jeg gerne have at du går med frøken Brodeur.." sagde han og pegede på døren. Frøken Brodeur var den kvinde som var blevet ansat til at lære Elizabeth op i de kvindelige færdigheder ".. og så skriver du et brev til sir.." Fenrer kiggede over på manden Elizabeth var gået efter, som nikkede til Fenrer og svarede "Allystar "
Fenrer nikkede og så tilbage mod Elizabeth "..til sir Allystar om hvor ked af det du er over at have brudt et æresbånd og angrebet ham uden grund"


~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~Dagen efter~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~


Fenrer stod i træningsgården, omklædt til den samme rustning som dagen forinden, og sendte sit kortspyd ind i dukken, med lynsnare udfald. Fenrer havde kun stået her et lille kvarter, men havde allerede slidt to af de solide dukker ned. Han fordrev blot tiden, indtil at Elizabeth skulle ankomme. Hun skulle også meget gerne have et brev klar til sir Allystar, så Fenrer kunne se at hun havde lært sin lektie.

Rustningen var i al hast blevet repareret, og hang nu klar på et lille stativ til Elizabeth.

Fenrer vendte sig fra dukkerner, og stoppede med sine udfald da han hørte døren til træningsgården gå op bag sig. Fenrer smilede stilfærdigt "Klar til at prøve igen min skat?"

Fenrer så på sin datter med et mildt, men vagtsomt blik. Hun havde det med at opføre sig på en måde, som han ikke vidste hvor kom fra, men nogen gange faldt æblet vel bare længere fra stammen. Fenrer havde i ny og næ fornemmet hvordan han ikke helt stolede på hende. Ikke fordi han ikke elskede hende højt, men hun opførte sig bare ikke som hun burde. Fenrer gled ud af disse tanker, og tilbage til situationen, hvor han nu stod overfor Elizabeth.

Nu hvor Fenrer lagde et lidt skarpere blik til Elizabeth, lagde han mærke til at hun var vokset en anelse i løbet af natten. Normalt ville dette nok have gjort folk bekymrede og skræmte. Et barn der voksede så unaturligt hurtigt, var en af de ting som folk, nok ville have svært ved at håndtere, men Fenrer var ved at være vant til det, for at være ærlig. Der var ikke nogen der skulle, eller kunne, få Fenrer til at behandle hans datter anerledes, for at være barn af en skinwalker. Hendes liv ville besværligt nok som det var, så der var ingen grund til at få hende til at føle sig som et misfoster, for det var hun ikke. Folk havde bare en ondsindet tendens til at dømme til de ikke forstod.

Da Elizabeth sagde, at han ikke skulle regne med at hun kunne sit, til perfektion, smilede Fenrer blot. Han havde ikke nogen urealistiske krav, eller forventninger, til Elizabeth "Det er i orden min skat.." sagde han med en munter tone ".. jeg regner ikke med at du kan svinge et spyd eller sværd som en mester... endnu" afsluttede han med et blink og glimt i øjet. Han svang selv sit spyd kort foran sig, bare for sjov, som en lyttede til hendes spørgsmål om Rollo og Ragnar. Han trak endnu et smil "Dine brødre er langt over dit niveau.." sagde han og smilede til Elizabeth ".. Når du er begyndt at vise fremskridt kan du træne med Rollo, men Ragnar har nok ikke lyst skal du se "

Rollo var dog også blevet noget af en kriger, i den tid han havde været i træning hos Fenrer, og Fenrer forventede sig store ting af ham. Ragnar havde han dog ikke nogen store forventninger til, i al fald ikke som kriger. Ragnar havde heller ikke været videre begejstret for at se sin far igen, men det var vel til at forstå. Fenrer håbede bare de ville kunne få tingene til at fungere igen.

Fenrer trak i endnu et lille smil, der havde været gledet bort, som han kort tænkte på Ragnar, og så op på Elizabeth. Han kunne sjældent lade være med at smil, når han så sin datter. Han satte spydet til jorden og viftede Sir Allystar over til sig "Jeg går ud fra at du har en undsk..." Fenrer stoppede sig selv da han så over på den lille runde dame, der var Elizabeths lærerinde. Kvinden så ned i gulvet og rystede på hovedet. Fenrer mærkede hurtigt vreden ulme op i ham, da det gik op for ham, at hans datter ikke havde gjort nogen form for undskyldning parat.
De unge konge rømmede sig "Frøken Banchet.." sagde han henvendt til lærerinden, der straks så op "..er brevet klar?" spurgte han i en skarp stemme.

Fenrer slap spydet i samme sekund, at den lille dame rystede hovedet for et nej. Han marcherede over til Elizabeth og tog hende ved armen, som han fortsatte mod døren "Undskyld os" sagde han ulmende, smækkede dørene op.
Han havde ingen intentioner om at slippe Elizabeth, og prøvede hun at få ham til at slippe, ville han blot stramme grebet "Vi to skal lige have os en snak" sagde han i et forbløffende mildt tonefald. Fenrer fortsatte til rådskammeret, som var tættere på end hans kontor. Da de var der, trak han Elizabeth med ind og lukkede dørene i bag sig. Han vendte sig om mod Eli og satte sig på hug, og så over på Elizabeth med et meget bekymret udtryk i ansigtet "Skat.." sagde han i en mild tone "..hvorfor har du ikke lavet en undskyldning til Sir Allystar?"

'' Endnu? Regner du med jeg skal lærer det overhovedet? .. Jeg er en kvinde, en pige.. Et hunkøn.. En tæve.. Mænd vil aldrig se på mig, på samme måde som dig, far... Det burde du da vide. '' Sagde hun stille, som hendes blik gled rundt i rummet for at betragte de vagter der stadig stod i rummet for at holde øje med ingen kom til skade.. Eller at de kongelige for den sags skyld blev angrebet på nogle måder.
'' Brødre... De er ikke mine brødre. '' Sagde hun fornærmet. Hun ville gerne møde dem, men hun ville nok aldrig komme til at kalde dem hendes søskende.. '' Hvorfor ikke Ragnar.. Hvad er der galt med ham? '' Hun så spørgende på ham, som forventede hun et ordentligt svar fra ham.
Hun forventede ikke et ordenligt svar, nærmere en ærlighed og forhåbentligt ville hun få den fra sin egen far.. Men man vidste aldrig.


'' En snak? En snak om hvad? '' Hun så stille på ham, som hun lagde armene over kryds. Forventede han virkeligt at hun skulle skrive en undskyldning, for at være den hun er? '' Far.. Jeg ved hvor meget du forventer at jeg bliver den helt store dronning en dag. Men for at blive det. For at være det.. Så skal du ikke ændre mig, eller den jeg er. Jeg er mine dyr. Jeg skal ikke undskylde for at være den jeg er. Det er dig, der skal undskylde overfor mig. '' Hun forsøgte hurtigt at hive sig selv ud af hans greb, det lykkedes dog halvt, men havde dog strammet grebet endnu mere end før. '' Jeg håber du kan indse tingene far. Indtil da.. Så vil jeg gå op på mit værelse og holde den stuerest du sikkert alligevel giver mig. '' Forhåbentligt ville han forstå hende.. Hun så stille på ham og håbede i virkeligheden på at han ville give slip og lade hende køle af. Fædre og dødtre kunne være slemme imod hinanden, men man skulle arbejde for at få forholdet op.


--------------------------------Hvis Fenrer giver slip på hende-----------------------------

Hendes blik gled imod puden, som hun havde vendt sig imod den. '' Jeg elsker min far.. Men han forventer bare så meget af mig.. '' Hun så stille på puden, som var det en ven hun talte til. En af de mange venner hun ikke havde, fordi at det at være prinsesse krævede for meget.

Fenrer rystede på hovedet af sin datter, i bar frustration over hendes vrede og udråb. Fenrer havde da intet at undskylde for. Han opdragede hende jo til at blive en dronning, som ikke ville blive væltet af trone af et utilfreds folk, der ikke så hende for andet end netop en tæve, med en guldkrans på hovedet.

Da de stoppede op, og Fenrer fik endnu et møgfald fra Elizabeth, grundet hans spørgsmål om den manglende undskyldning, lod han Elizabeth rase ud. Da hun var færdig holdte hende i sit greb, og skulle til at forklare hende hvad det var hun gjorde galt, da hun alligevel fik trukket tæppet væk under ham. Hun regnede med det samme med en straf? Var han virkelig så grov overfor hende? Fenrer slap hende med et koldt udtryk malet over hans ansigt. Da hun styrtede afsted, kunne Fenrer mærke enhver muskel spænde i kroppen i frustration. Han ville ikke være ondsindet eller grov, men han var nød til at lære Elizabeth at kontrollere sin vrede, og at handle ærefuldt, ellers ville hun ikke blive til noget i denne verden, i al fald ikke som dronning. Han tvivlede i forvejen på at formskifterne ville følge hende, bare fordi hun var hans datter.

Han satte sig ned i en stol og gav sig til at gruble, i en rum tid. Han tænkte på hvor meget Elizabeth egentlig lignede sin mor, der havde været ligeså ustyrlig, og nægtet at lade titlen som dronning definere hende. Men Valerya havde haft et andet syn på verden, og hendes gavmilde og barmhjertige sind havde hvad der sikrede hende pladsen som dronning. Disse tanker fik Fenrer til at rejse sig og gå op til Elizabeths værelse.

Fenrer viftede vagterne væk fra døren og gik ind til sin datter, der lå og surmulede. Han sukkede kort og satte sig på sengekanten, ved siden af Elizabeth, hvor han strøg hende over skulderen "Skat.." sagde han roligt ".. Jeg ved godt det er svært at forstå, men jeg prøver ikke at ændre dig fordi du ikke er som jeg vil have det.." Fenrer gav et suk fra sig endnu en gang ".. Men jeg er nød til at vise dig hvordan du skal opføre dig når du bliver voksen, så du kan beholde din fødselsret, og leve uden bekymringer.."

Fenrer så op mod vinduet og tænkte sig kort om "Når jeg lærer dig at slås med våben så er det fordi at du skal kunne det.. " Fenrers røst blev en anelse mere seriøs ".. Når jeg lærer dig ikke at gå efter folk der er der for at beskytte dig, så er det fordi at hvis du gør det i den virkelige verden, vil folk vende sig fra dg, dronning eller ej.. og når jeg lærer dig om ære, er det fordi at folk vil respektere dig for at være ærbødig"

Fenrer så tilbage på sin datter, med et lidt forsigtigt smil "Jeg vil gerne lære dig at slå i ulveform, men så må du også tage din træning seriøst, ok?"

Elizabeth havde nået at ligge og vende sig i sin seng et par gange, inden Fenrer var trådt ind af døren til hendes eget gemakker.
'' Du ved intet... Du er voksen, jeg er et barn.. Et barn der ikke når at få en barndom, fordi min evne påvirker mig så meget.. '' Hun sukkede kort, inden hun rettede sig op i sengen, for at kunne se Fenrer hundrede procent. Ryggen blev smidt op af sengekanten, så hun havde noget at læne sig op af. '' Jeg... Jeg føler bare ikke jeg er god nok. '' Hun så ned i jorden, som hun lyttede på sin far, forklarer hvorfor at det var vigtigt at hun lyttede og dyrkede sin træning, som var en vigtighed for hende, men det betød på ingen måder at hun forstod hvorfor hun skulle gøre det.

'' Men far? Hvorfor skal jeg lærer det? Jeg er en shapeshifter. Jeg har mine dyr, som kan forsvarer mig... Spyd er kun unødvendigt i mit tilfælde.. '' Hun smilede stille til ham, men forsøgtig stadig at se alvorlig ud, imens hun forklarede hvorfor hun ikke selv mente at spyd var noget hun skulle lærer.
‘’ Jeg er ikke bekymret for at miste min fødselsret. De elskede min mor, hvorfor skulle folket ikke også elske hendes datter? ‘’ Hun så på ham stille. Hun ville ikke gøre sig uvenner med sin far, for han kunne gøre hvad han ønskede med hende. De levede i en tid, hvor at det at dræbe sine børn ikke var en straff, hvis de fandt en grund, også selvom grunden ikke var korrekt.

‘’ Jeg lover at.. at jeg vil blive bedre til træningen. Men far.. Så skal du også love mig, at du acceptere når jeg går i min dyreform som selvforsvar. ‘’ Hendes blik blev stramt, så han bedre skulle forstå det. Hun ville gerne lærer, men han skulle også acceptere bedre.

Fenrer og jeg har besluttet at finde en slutning på dette emne