Some downtime ~ Elizabeth

Fenrer sad lænet ind over hans skrivebord, i det kontor ellers så normalt var nysseligt rydeligt, men som for tiden så ud som om en storm havde passeret igennem det. Skrivebordet var en overflod af breve og rapporter, alle med klager af nød over vejret. Fenrer havde læst dem alle, og prøvet at finde et mønster, en løsning, hvad som helst, men alt var forgæves.

Paladsets mure havde været som et fængsel den sidste tid, mest på grund af hedebølgerne og det barske vejr, men også fordi at rigets vedligeholdelse havde krævet så meget tid på det sidste at han knap havde haft tid til at spise.
Han havde været optaget af rapporter og løsninger på rigets tilstand, så optaget at han knap nok havde set Gautham, Cody eller Elizabeth. Rayne havde han dog set noget til, da han stadig stod vagt ved døren, når Fenrer ikke sendte ham på officielle ærinder.
Fenrer havde nemlig haft brug for at han tog ud og tjekkede op på flere af de klager der var alvorlige, også broen var han blevet sendt til for at tilse arbejdet, eller rettere dets ophold.

Men det var ikke rigets tilstand der optog hans opmærksomhed netop nu.
Fenrer havde dagen forinden set sin datter ved aftensmaden, og en tanke havde slået ham som de sad og snakkede, så kort som de plejede det. Mellem alt det han havde haft for de sidste år, havde han alligevel ikke haft tiden til at se sin datter, på trods af hvor meget han ønskede at være hende nær.
Elizabeth..
Hans lille datter der allerede havde krop som en ung mø, men der ikke var gemmel nok til at Fenrer kunne tælle hendes fødselsdage på mere end en hånd. Han havde været så hastig på at sikre hendes fremtid, at han havde lovet hendes hånd bort, end inden han kunne nå at se hende vokse til en kvinde. Hvor han dog forbandede sin egen hast og iver.

Havde tænkt over netop dette, siden deres korte stund sammen ved middagsbordet, hendes bryllup. Han kunne ikke gå igennem med det. Hendes reaktion var nok en ting, da han havde fortalt hende nyheden, havde hun forbandet ham langt borte, hvilket Fenrer kunne forstå, da han selv ville have kæmpet imod med tand og klo, men nu indså han at hun nok også havde andre motiver end han selv. Hun skulle da også have lov til at vokse op, og måske endda selv finde kærligheden?
Uanset hvad så havde tænkt sig beholde sin datter for sig, så længe hun ønskede at blive. Han var trods alt kongen der havde bragt en umanerlig rigdom og velstand til Sunfury, så han kunne vel skide på hvad rådet og folket forventede af ham, specielt hvad angik dette. Hans familie var ikke noget han ville lade hans titel bestemme over længere.

Fenrer rettede sig op og tænkte kort, inden han rejste sig og åbnede døre hvor hans fire vagter stod og ventede, sammen med et par tjenestefolk. Fenrer viftede kort med hånden som tjenestefolkene bukkede "I need you to go and tell the princess that her father whishes to see her in the private chambers of the royals.." sagde han henvendt til den ene tjener, straks vendte på hælen og satte afsted mod prinsessen. Fenrer vendte sig derpå til den anden af tjenestefolkene "I'd like you to go and get some dishes made ready for the princess and I, just something light for an afternoon snack"


Stuen der bar flere af de kongelige emblemer på væggene, var indrettet med flere bogreoler, der holdte den private samling af romaner og skrifter. Gulvet var selvfølgelig af marmor, der kølede rummet og prydet med smukke tæpper, der varrierede i farver og mønster. Alt i alt, et hyggeligt rum, om end overdådigt.
Fenrer vendte sig mod sine livvagter i døren "I think we will be just fine in here, so if you'd like to call for some refreshment whilst you wait out here, it would be fine" og med disse ord lukkede han roligt døren og vendte sig mod stuen med et fredfyldt. Han tog kåben af så han blot var iklædt sine røde bukser og hvide kjortel, hvorpå han spadserede over til et lille bord med fire stole, hvor han hang sin kåbe og satte sig. På bordet så han en bog, ikke en som han erindrede at have lagt der selv, så måske det var Elizabeth's?
Siden maden jo alligevel ikke var kommet op fra køkkenet endnu, tog han bogen op og undersøgt den for et bogmærke, men siden han ikke kunne se et, ville det vel ikke gøre noget om man læste lidt i den mens man ventede.

Fenrer så op med et stilfærdigt smil, da han hørte døren gå op, og lagde bogen fra sig da han så hvem der var trådt ind. Hans dejlige datter, hvis opførsel han vel kun kunne bebrejde sig selv for. Det var stadig underligt og en anelse bedrøvende at hun voksede op så hurtigt. Hvor meget vidste han egentlig om sin datter? Havde hun allerede mærket fraværet af hendes forældre? Uden tvivl.
Var hun tilfreds med at være prinsesse? Foretrak hun ridning frem for spadserture? var hun glad for lakrids, som han selv?
Alle disse tanker knugede Fenrer hårdt om hjertet, men han smilede ved tanken om at han nu kunne gøre om på disse ugerninger, ellers kunne han i al fald forsøge. Tanken om et bedre forhold til hans datter fik hans smil til at gro frem igen. Han smilende til hende "Good afternoon my dear"

Fenrer ærgrede  sig over hendes hilsen, men lod sig ikke tirre. Var Elizabeth måske ikke i sin bedste ret til at være vred på hendes far? Han havde trods alt en del at gøre op for, krone eller ej. Fenrer nikkede kort med et lidt sammenbidt smil inden han svarede, for nok havde hun noget at være utilfreds over, men det gjorde ikke ordene mindre skarpe, eller ubehagelige at høre. "I know you think that I've done wrong by you Eli.." sagde han tungt og lod kort hovedet nikke forover, som han tænkte tungt over situationen. Et let suk kom over situationen som han måtte erkende at han ikke ville kunne gøre det godt igen, bare sådan, ligemeget hvilke velovervejede ord han så end valgte.

" I'm sorry for not having been here.. with you.. for you.." Hvad var dette? Et vædet øje truede med at trille en tåre, allerede? Han forbandede sit bløde hjerte langt borte. "I realise that you might not think much of me, or my deeds, but you should know that all I've done.. I've done for you and your mother.. even though it meant that I could'nt keep you within my embrace most of the time.." Fenrer snøftede ikke, men blinkede en tåre bort, inden han atter rettede sig op og så Elizabeth i øjnene ".. and for that I'm ever so sorry my dear.. and hope that you cn find it within yourself to forgive me"

Fenrer rettede sig ærbødigt op i sin stol og rømmede sin knudrende hals "I have decided that you are not to marry sir winther.." Fenrer indså hvor bestemmende hans ord lød og skyndte sig at forsøge på at rette op på hans udtalelse, med et lettere forvildet udtryk i ansigtet"That is.. I mean.. I've decide.. " Fenrer sukkede opgivende. Hvor var han dog elendig til tale med sin datter. Han greb sig til panden "You're free to decide whom you wish to marry.. as long as you can bear the consequnces"

Fenrer så på sin datter med en lille tåre glidende frem i det ellers så stolte ansigt "I hope you can forgive your father for doing so wrong by you.. "Han rømmede den skrumpende røst kort og lod et smil glide over hans læber "..I've been a long while to learn from the lesson of your mother.." Han rettede sig så han sad mere direkte overfor sin datter med et nu mere opløftetudtryk "..She understood that her role as queen should never take over her life, as long as she did right by her people.. And I've now come to say that even though my tutors and the council would like me to believe otherwise.. she was right"

Han blev næsten knust, men vidste at han fortjente al den vrede som Elizabeth måtte have at rette mod ham. Han vidste at hendesord var sandfærdige, og at kun han bar skylden. Skylden for ikke at have været der, skylden for ikke at have sagt fra, skylden for ikke at være en bedre far for Elizabeth. Men med et blev al skyldfølelsen skyllet skyllet bort.

Fenrer blev så overrasket af hans datter der nu hang ham om halsen, at han nær havde glemt hvor han var. Han mærkede knude af anger og skyld, der havde bundet sig i hans mave, forsvinde og erstattes med en varm og glæde, nej lykkelig, varme i hans bryst. Han lod sine arme falde om Elizabeth og gengældte hendes kram, som var det første gang han rigtigt holdte om hende, hans lille pige. Hvor han dog havde savnet hende, uden egentlig at vide det, og hvor han dog havde ville behandle hende som sit eget barn, istedet for rigets.
Han trak en dyb vejrtrækning og nærmest brølede af glæde "Oh thank you Eli..." sagde han med en stakåndet glæde, brummende blidt fra hans bryst "Thank you so much my darling pup.. so.. so much"
Fenrer lod Dog Elizabeth glide tilbage ud af hans favn, som hun selv gav slip, men føltes alligevel varm og lykkelig indvendig, som havde han netop kun fundet sin kære datter.

Fenrer så på Eli med en imødekommende og hjertevarm mine, som gjorde sig alvorlig om at skulle snakke med ham. Han nikkede med et bredt smil og ledt hende tilbage til hendes stol.
"Of course my pup.." Forsikrede han og trak selv sin stol over til sig, så der ikke var et helt bord imellem dem, og satte sig ".. you can tell me anything and everything"
Fenrer lyttede derpå opmærksomt med på hvad Elizabeth fortalte ham, og mærkede en endnu dybere forbindelse til hende, som han opdagede hvor meget hun lignede ham. Fortvivlelsen over det der burde være forbudt, og hvordan hemmelighedskræmmeriet nagede hende. Ikke at kunne sætte ord på præcis hvor lykkelig man var, men alligevel kunne male med poesi, hvis ellers man havde kunne finde ordene, over den kærlighed man følte for en anden.

"Yes my pup.." svarede han med et forstående og saligt smil, og tog hendes hånd ganske blidt ".. I know.. exactly .. what it's like" forsikrede han hende så ganske blidt, med et stemme der rummede så megen kærlig og forståelse, at Fenrer næsten blev kastet tilbage til hans tid med Cody i moserne.
"I used to be in love.. So very much in love.. with a man, back before I ever met your mother, and I shared my life with him, and though in secret, we were so very happy"
Fenrer nænnede ikke at fortælle Elizabeth om hvordan Cody havde forladt ham, eller om hvordan han havde mistet Rollo og Ragnar. Det var ikke tiden til sådanne fortællinger nu, for nu handlede det om hans Elizabeth. "I'm sure that I would have been so very happy with, and I'm not sorry to say that I don't care.." Fenrer gav Elizabeths hånd et lille klem, og holdt en punktuerende pause"..Cause if I had stayed with him, I would never have met your mother, nor had you, my darling pup"

Fenrer rettede sig lidt op med en lidt mere seriøs mine, for han havde brug for at Elizabeth vidste at han tog hende seriøst "I will always understand you my dear, always, now and forever, I will listen to you, and respect your choices.." Fenrer løftede hendes hånd og gav den et kærligt klem mere, som han så sin datter i øjnene, med en spørgende og mild mine "Now tell me, how can I help you and April?"

'' I don't think you can help, dad. '' Sagde hun stille, som hendes blik veg imod marmorgulvet. '' I don't belive she has it, on the same way. Thats makes its hard, sometimes. To se her smile, without saying i ' I love you' every moment. '' Hendes blik gled tilbage mod Fenrer's atter engang, men dog med et sorgmodigt blik, som sagde hun ikke var særlig glad over situationen. Det hele havde været meget forvirrende, siden hun havde været sammen med Valentine for første gang. Det havde vækket både tanker og følelser i hende, som hun aldrig havde oplevet før. Hun havde aldrig oplevet kærlighed på tæt hånd, på den måde før. Kun den kærlighed en far viste sin datter. Det havde først været dengang Fenrer havde præsenteret Elizabeth for Cody, hun havde oplevet det en smule. Hun havde været meget afvisende overfor ham dengang, i frygten for i bund og grund at dele sin far med en anden person. At hendes far ikke ville elske hende på samme måde igen, efter ham.
'' But what about you and Cody? It have been a long time, since i last saw him. '' Hun trak vejret kort, inden hun forsatte sin sætning. '' Has something happend or i he just a pretty sleeper? '' Det var hvad hun kaldte folk, som elskede at sove længe og meget. Hun havde selv gjort det meget i starten, dengang hun havde været sammen med Valentine. Det havde trods alt taget meget energi, at være sammen med en erfaren mand. '' I miss him sometimes, dad. I never had the chance to learn him to know, that much. Only when you where there. '' Sukkede hun, som hendes blik veg imod tjenestedrengen, som kom ind med deres aftens-snack. Et fad fyldt med forskellige lækrerier, bestående af forskellige kager og frugter, af det bedste af slagsen.
'' King, and princess. '' Tjenestedrengen nejede hurtigt, inden han med hastige skridt bevægede sig ud af lokalet igen. Tjenestefolket og de fattige, ville altid være dem der respekterede de royale mest. De havde oftes fortalt hende omkring hendes mor, dengang hun reagerede på tronen. Selvom det aldrig havde været accepteret i landet, med en kvinde på tronen, havde de alligevel været yderst imponeret over hendes godhed og hendes vilje til at gøre hvad hun følte der var det rigtige for folket. Noget Elizabeth ønskede hun selv havde oplevet, men alligevel elskede hun at hører på historier omkring sin mor.

'' What is this dad? Is there a reason for this, or do you just miss me sooo much! '' Grinede hun, som hun rejste sig op fra stolen, gav hendes far et hurtigt kys på stolen inden hun grinede drillende videre. '' I know, i'm the best person in your life. '' Smilede hun atter engang.
'' Do you want to tell me about, how you and mom meet each other? '' Smilede hun, som hun slog sig ned i en stol overfor ham, tog en vindrue og hapsede den i en mundfuld.

Fenrer nikkede eftergivende "No, I can't make someone love you"
Ikke at han endnu havde kendt til at blive afvist som sådan, for de fleste af hans forhold og lyssky aftener, var kommet dumpende ind i hans favn. Det betød dog ikke at han ikke kunne forestille sig at elske nogen, uden at følelsen blev gengældt. Han blev en anelse tung om hjertet, da han hørte hvordan hans lille pige følte sig så fortabt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre. Skulle han give hende et kram, eller vise hende at det ikke betød noget, selvom det selvfølgelig gjorde ondt netop nu, for hun havde et helt liv foran sig endnu.

Da samtalen så faldt på Cody, var det Fenrers tur til at føle sig fortabt. Han havde sandt at sige ingen anelse om hvordan Cody havde det, mest fordi de ikke havde haft helt det samme forhold da Cody kom tilbage. Det havde derfor også været en del nemmere at de gled fra hinanden da Vejrfænomenerne satte ind og begravede Fenrer i bjerge af arbejde. Fenrer sukkede og så op på Elizabeth med et træt smil, for sagen vejede ham alligevel tungt for brystet. "Well, I think he's busy with the inn.." konstaterede han med en finger tappende let på bogen, som han havde lagt på bordet ".. and the for the time being he's supposedly also helping those whom have suffered from the effects of the ghastly weather" afsluttede Fenrer for nu, med munter stemme, der alligevel bar et strejf af bitterhed.
Han savnede alligevel Cody når det kom til stykket. Han savnede manden nærvær, følelsen af Codys bløde hænder mod hans hud, og de ligegyldige samtaler om alt eller intet, som kunne vare til langt ud på natten. Fenrer blev dog hevet bort fra disse tanker da døren gik op og tjenestedrengen med fadet kom ind. Fenrer nikkede til tjenestedrengen og tog et glas, som han straks fyldte op med vand.

Fenrer havde nær tabt glasset da Elizabeth drønede til ham, og grinede varmt over kysset. Hans skønne og elskværdige datter havde måske fornemmet hans tilstand? Ellers var hun bare sin mor op ad dage på nogle punkter. Han smilede skævt og tog sig endnu en slurk som Elizabeth spurgte hvad grunden så videre var til alt dette.
"Well I do miss you so awfully much.." Sagde han godmodigt og varmt, hvorpå han stillede glasset og rejste sig ".. but it's also me, making an effort to be a bigger part of your life my dear" Fenrer gik over og tog Elizabeth kort ved hånden, som han stirrede kort på, mens hans tanker fløj. Da han så op på Elizabeth, var det med klarhed og varme i øjnene "I want to see more of how you percieve the world, and I want to get to know you even better.. You're after my daughter"

Fenrers smil blegnede en anelse, for det gjorde ond at tale om Valerya. Han slap Elizabeths hånd og gik over til vinduet og så ud på byen, eller mere specifikt ned på beggars chappel, hvor de to havde haft deres aller sidste fest for de fattige i byen, mens han hvilede hænderne på vindueskarmen. Han sukkede "Your mother was the most wonderful and caring ruler that Sunfury has ever had.. Even I knew that, even before I met her.." Fenrer sukkede og foldede hænderne om bag ryggen.
"I came here to unite the clans of the southern shapeshifters with the ones from the north.. They uhm.. didn't take to kindly to the suggestion, and so... " Fenrer gøs ved mindet og kunne på ny mærke smerterne i hans skulder, hvor et af de mere betændte sår fra kampen havde været.

"Your Mother found me, sunstroked, wounded and dehydrated in the desert one day.. and she took me in for some rest"
Fenrer vendte sig halvvejs om mod Elizabeth og kunne ikke lade være med at smil, som han næsten kunne se Valerya stå ved sin datters side "And when I woke up.." Sagde Fenrer i en rolig og varm røst, som han så op mod et portræt af Valerya og han selv, malet et par dagen inden kroningen".. The first face I saw, was the prretiest I'd seen yet, reflecting her caring soul, and the beauty of her heart, even clearer than any story told, or painted portait can ever reveal"

'' No.. No-one can ever make someone or somebody love you. '' Sukkede hun utilfreds, som hendes blik veg atter engang imod jorden. Hendes tanker drog et kort øjeblok mod Valentine. En mand hun havde mødt ved et tilfældigt møde, som havde trukket hende med ind på en bar og dyrket sex med hende. I starten havde deres venskab udfoldet sig meget seksuelt og hun havde derfor også tit sneget ham med op i hendes private gemakker. Soldaterne, tjenestefolkende og livvagterne havde ikke særlig tit holdt øje med hende, som de altid havde fået besked på de skulle.

'' I'm so sorry to hear dad.. I would wish that he where here, just to make you happy! '' Smilede hun igen, som hendes tanker om alt det med April, var forsvundet. Hendes tanker lå kun på hendes far, som hun smed sig selv ned i stolen, overfor hendes far, for at lytte til ham fortælle omkring hendes mor. Noget hun tit elskede at lytte til. Historier om kvinden, som havde været med til at forme hende som person, dengang hun lå i hendes mave. Hvilket gener hun havde arvet fra hende. Hun måtte indrømme at det lyse hår nok kom fra hendes far af. Hun havde kun set det ene maleri af hende, som hendes far havde malet af hende meget kort.
'' Would you like to se her agian? '' Sagde hun, som hendes krop stille begyndte at transformere sig om til Valerya. Hun havde ingen anelse om at hendes krop havde transformeret sig. Normalt ville kroppen give hende en form for information om det her, eller det havde været hvad hun havde oplevet, hver gang hun havde formeret sig om til et dyr. Kroppen havde drejet sig i sjove retninger nogle gange, men det havde ikke gjort ondt hver gang. Få gange havde hun mærket en smerte ved at transformere sig, men jo flere gange hun havde gjort det, jo mindre smertefuldt havde det været. Hendes blik veg stadig på Fenrer.

'' I wish every day, that could have meet her. That i could have a chance to hug her, get her to know... and love her, like i love you dad! '' Smilede hun, med det smil Valerya altid havde haft.