Through the Corridors - Elizabeth

Sted: Slottets gange
Tid: 22.20
Vejr: Stjerneklart og frostgrader
Påklædning: Link

Ryder turde næsten ikke trække vejret. De lange gange fortsatte hvor end han drejede om hjørnerne, og de lune lys dækkede væggene og malerierne i gyldne toner. Han gik langsomt. Det var mange år siden, han sidst havde trådt fod i korridorerne. Han plejede at kende slottet bedre end sin egen baglomme, funderede han, mens han betragtede omgivelserne, der på én side syntes så vante og familiære og på en anden side føltes fremmede som noget fra en drøm. Han kunne tydeligt huske at stikke af fra vagterne og løbe alle om hælene som en lille knægt - både i de private gemakker og i tjenestesfolkenes fløje. Nu havde han fået tildelt sig sit eget værelse et sted midt imellem, men var allerede faret vild. Han kendte ikke gangenes hemmeligheder længere, og fandt sig hele tiden tilbage ved de private værelser - hvor han havde fået at vide, at han ikke måtte befinde sig.
Der havde ikke været mange regler, da han blev ansat som privatlærer så sent som i morges, men én af dem var, at han ikke skulle stryge for langt omkring. Fenrer stolede ikke helt på ham, og Ryder kunne godt forstå hvorfor - også selvom han ikke havde nogle skumle bagtanker med jobbet. Han ville bare gerne møde sin niece og sikre sig at hun kunne blive en lige så god dronning som sin mor.
Ryder stoppede og stirrede.
Han havde drejet om et hjørne og stod nu i en blind ende. På væggen foran sig var det smukkeste familieportræt af hans mor og far. Bare de to. Konge og Dronning. Med så meget lys og kærlighed i deres unge øjne. Ryder sank. Hans gamle værelse var til højre for ham, vidste han. Til venstre havde hans forældres været. Ryder havde som dreng sagt godnat til det store billede hver gang han skulle i seng, og han var blevet puttet af sin barnepige i stedet for sin mor. Nu vidste han ikke om han kunne få et eneste ord frem, for det hele føltes som en stor knude. I stedet satte han sig på hug, og bukkede hovedet for dem.
Ryder havde ikke bedt en bøn siden han faldt.
Det gjorde han nu.

//Undskyld den korte start. Det blev lidt rushed!

Påklædning: Kjolen + sko.

Dagen havde været langt, men fyldt med glæde. Det havde været en af de få dage, hvor Eli havde tilbragt tiden sammen med sin far. Sammen havde de besluttet sig for at tage ned i byen og videre ud i skoven, for at nyde naturen sammen. Nogle folk ville altid til tider dømme Fenrer, for at være en dårlig far, men lige meget hvad ville Eli altid se ham som verdens bedste far. Det kunne godt være at han til tider ikke altid vidste så meget kærlighed, men han var trods alt stadig hendes far og det var netop sådan here ture der gjorde hun elskede ham mere og mere for hver eneste dag.

Eli befandt sig tit på gangene, undersøgende og eventyrlysten havde hun tit fundet de hemmelige gange på slottet. Til tider fandt hun nye og til tider var det de samme hun fandt, men blot havde glemt for de var. Efter en lang dag i ren afslapning med hendes far, havde hun blot tullet rundt på gangene. Hendes blik støtte dog alligevel på en ukendt person, som hun drejede rundt om hjørnet. Hvem mon personen var?
‘’ Exuse me? What are you doing here? ‘’ Selvom Eli normalt altid havde et positivt syn på livet, skræmte det hende alligevel at en mand havde bevæget sig ind på slottet. Det havde ikke været lang tid siden hun havde været udsat for et overgreb, fra en fremmede mand.
Hver dag var hun vågnet op med maridt om hvad der var sket.

// Det er helt okay <3 //

'' It's alright. '' Smilede Elizabeth stille, som hun rettede ryggen helt op. Hun kendte ikke selv til noget af sin familie, ud over Fenrer selv. Sin biologiske familie. Hun var blevet præsenterede for folk, som Fenrer selv så som familie, men aldrig nogle der var biologisk i familie med ham, altså delte blod med ham. '' It's a beautifall paiting. One of my favorites. '' Smilede hun roligt atter engang imod manden som trådte et skridt tættere på hende. '' No, no you didn't. I always wondering around in this castle. Its big, big enough to the hole city. '' Grinede hun stille imod herren der stod foran hende.
Som han spurgte hende om vej imod gæsteværelserne, smilede hun blot. Selvfølgelig ville hun hjælpe ham, det var en prinsesses pligt. '' Ofcourse, lets go this way. '' Hun greb stille fat i hans hånd, som hun var trådt helt tæt på ham, som hun satte i løb igennem slottet. Det var typisk Elizabeth ikke at kunne gå, men i stedet for at skulle løbe. Hun var fyldt med fart, eventyr og farer.

Som de var nået til gæsteværelserne, smilede hun blot stille. '' Here it is. I hope you will sleep tight and dream good dreams. '' Sagde hun, som hun slap hans hånd igen, efter den halvkorte løbetur igennem slottet. Duften fra ham virkede bekendt... Måske lidt for bekendt, men hun kunne stadig ikke sætte ord på hvor duften stammede fra.