I need help ~ Vetis

S: Doomsville Rotten Root District
T: Aften
V: Køligt.
O: Nogle få folk.

Det var aften. Vejret var køligt og solen var gået ned. Carrie, en lille pige på ca 5 år, gik forsigtigt rundt i byens gader. Hun var sulten, men havde intet at spise. Hun anede ikke hvordan hun skulle skaffe mad. Hun havde ikke set sin far længe, og vidste derfor ikke om han var i live eller ej. Dog vidste hun, at hendes mor var død. Så Carrie måtte nu klare sig helt selv. Noget hun havde meget svært ved, da hun langt fra anede hvordan.

Hun gik bare rundt, og prøvede på at finde mad. Men igen, hvor skulle hun finde det? Hun anede ikke hvordan hendes mor havde fundet det i sin tid. En lyd kunne høres i det fjerne. Lyden af stemmer. Carrie så rundt, men kunne ikke se hvor stemmerne kom fra. Ud af ingenting mærkede hun en smerte i halsen. Hun skreg op og slog om sig. Dog hjalp hendes slag ikke imod vampyre. De havde på lang afstand lugtet en engel, og da de så den lille pige, tænkte de med et, nemt offer. Der var 2 vampyre. En mand og en kvinde. formådentlig kærester.

Det var ellers en stille aften som sædvanligt i Rotten Root distriktet i Doomsville. Vejret var behageligt køligt og man følte sig som altid dejligt hjemme imellem folk fra slummen og de laveste steder. De vidste hvad livet gik ud på og de vidste at nød man ikke øjeblikket imens man havde det havde man spildt sin tid. Et liv kunne trods alt få en ende så lidt som ingenting her. Det var en viden som de fleste forstod og levede med hver dag. Andet var der ikke får når det var at man levede i et af de farligste distrikter... men, der var så også dem som elskede det og dermed havde slået sig ned i byen her. I dette distrikt med alle disse lumske og sleske typer. Det skabte spænding og holdt en på tærene. Alt kunne ske når som helst og det var ikke noget som man som sådan kunne forberede sig på. Lige så stille kunne man gå ned a gaden... fredfyldt og i sin egen verden. Det næste sekund kunne man blive angrebet af alverdens typer og ligge for dødens dør. Det var først når man havde prøvet det at man virkelig vidste at man var i live. Slap man så også levende derfra begyndte man nok mere at se livet på en anden på og værdsætte de noget mere... eller også så jagede man den følelse igen. Sådan nogen mennesker var der ikke så mange af igen da man skulle være rimelig forskruet for at jage sådan en følelse... eller ligefrem blive høj af det. Dog fandtes der skam sådan nogen mennesker... eller væsner. Væsner såsom Vetis.

Vetis var i sin kvinde skikkelse denne aften klædt i herretøj. Han var en smule på jagt i dag efter nogen som havde ødelagt noget af hans aftale med nogen andre. Det havde sikkert ikke været med vilje fra deres side af og han fik da også nogenlunde løst problemet... men, sådan noget skulle ikke finde sted. I alt fald ikke uden at betale prisen for det. Så lige nu var han på jagt efter to vampyrer som havde terroriseret rundt omkring i området. Af gode kilder havde en fået et hint om hvem de var. Sammen var han med en som han havde fået til at hjælpe ham i hans jagt. Han ville sagtens kunne tage sig af det selv, men nogen gange var det nu bedst med noget hjælp. Det havde det også med at gå en del hurtigere på den måde hvilket de fleste nok ville kunne sætte pris på. Det gjorde Vetis i alt fald samt kvinden som han fulgtes med.

Pludselig imens de gik hørte de et skrig og tegn på turmult. Det var enlig ikke udover det sædvanlige i dette distrikt så det var ikke noget at bekymre sig om. Så længe at man ikke blandede sig. Det havde Vetis i alt fald ingen intention om... det var da lige indtil han fik rundet hjørnet og så hvem det var. Han smilede og gik derhenad sammen med kvinden. Om det ikke lige var dem som han ledte efter. De virkede alt for optaget i hvad de ellers havde fået fat i da Vetis fik fat på kvinden og kylede hende ad pommeren til. Kvinden som var med ham fulgte efter hende og angreb hende hurtigt inden at hun nåede at orientere sig. Vampyrkvinden havde ikke en chancen og blev hurtigt gjort kål på. Vampyrmanden kiggede overrasket op og rejste sig op i en fart. Vetis fik dog fat på halsen af ham og løftede ham op med en arm. Han smilede djævelsk til ham.
"Lige hvem jeg ledte efter... og hvad laver man så på en aften som denne?" spurgte han idet han kiggede ned. Der på jorden så han en lille forskræmt pige... en engel godt nok som ikke kunne være særlig gammel. Så det var det som de havde været igang med. At fortærer et lille barn... en barn som knap og nap havde blod nok til én af dem. Det havde de vel nok været ligeglade med, men det så ikke ud til at de havde fået fat i noget. Ærgerligt for nu fik de aldrig mere noget. Da kvinden var færdig med at gøre en ende på den ene vampyr smed Vetis manden over til hende.

"Hej med dig..." sagde han venligt og gik ned på hug til den lille pige. Han puttede sit hår bag ørene og prøvede så vidt muligt ikke at virke truende overfor den lille pige. Sikke et shock hun ikke måtte have fået sig der. Sådan at blive angrebet at to vampyrer. Han kendte den oplevelse kun lidt for godt... det kunne sagtens have været ham selv for mange år tilbage... eller, det var det.

"De slemme mennesker har fået deres lærestreg nu..." sagde han idet han hørte dem blive stille bag ham. Kvinden havde også fået ram på vampyrmanden og Vetis kunne ikke lade være med at smile. Nu var det problem i alt fald ude af verden. Nu var det bare om at finde ud af hvad der skulle gøres af denne lille pige. Hun havde trods alt lige været vidne til det hele.

Det gjorde ondt på Carrie det som de gjorde imod hende. Hun vil inderligt ønske at hendes mor kom og reddede hende lige nu, men det ville aldrig ske igen, da hendes mor var død. Bare tanken om dette gjore ondt. At hun ikke skulle se sin mors smilende ansigt igen. Men lige nu måtte hun koncentrere sig om noget helt andet. Nemlig de to som var igan med at overfalde hende. Hendes hjerne kørte på højtryk. Hvordan skulle hun overleve dette? Kunne hun overleve? Og hvis ja så kunne hun ikke selv se løsningen til det.
Hendes hjærte pumpede ultra hurtigt, da hun virkelig var bange for dem. Hun vidste hvad de var, da hun så tænderne. Hun havde vist ikke mødt sådan noogle før, men hendes mor havde advaret hende imod dem, og sagt de var farlige, og Carrie kunne godt se nu hvorfor. "Slip mig! Det gør ond!" græd hun. Hun havde allerede fået tåre i øjenen, og vil gerne langt væk her fra. i sikkerhed. Men hun kendte intet sikkert sted. Ikke mere. Hendes mors gamle huns var ikke længere sikkert for hende. Ikke helt i hvert fald. Og hun turde ikke gå der tilbage. Hvad nu hvis der kom nogle der også? Men måske var det mere sikkert end her? Hvor hun blev overfaldet af vampyre.

Det gik ikke længe efter de havde fået fat på hende, at de igen slap hende, og Carrie landte hårdt på jorden. Hvad var der sket? Hvorfor havde de sluppet hende? Hun så rundt, og så de 2 nyankommende. Var de mon farlige? De virkede til at hjælpe hende for nu. Hun valgte dog at gemme ansigtet i hænderne, da de begyndte at slås. hun ønskede ikke at se på dette. Hun var ikke vant til den slags, da hun altid var blevet beskyttet fra det af alle.
Dog så hun meget forsigtigt på Kvinden, som valgte at sætte sig på hug foran hende. Hun var nervøs og bange. Det var tydeligt at se på hende. Og hvem kunne bebrejde hende? Hun var jo lige blevet overfaldet. "Please. Dig må ikke gør mig noget." sagde hun, og var også bange for kvinden, da hun ikke anede om hun kunne stole på hende. Hun anede heller ikke en gang hvad hun var. Om hun var farlig for hende eller ej. Carries tåre løb lige nu ned af hendes kinder, og mindet om hendes mor dukkede op igen, og man kunne nu også svagt se sorg og savn hos hende. Hvis man dog så ordentligt efter.

Efter den anden kvinde havde gjort det af med vampyrerne kom hun stille og roligt tilbage til Vetis og den lille. Hun kiggede sådan lidt ligegyldigt på hende og begyndte at rette på noget af hendes tøj. Det var næsten ikke til at se at hun lige havde lemlæstet to vampyrer. Hun var dygtig og Vetis satte pris på hende at hun hurtigt havde fået det overstået. Nu var vampyrerne så også blevet en del overrasket men det kunne man vel takke den lille pige for. De havde trods alt været alt for distraheret hvilket enlig bare havde gjort det nemmere for Vetis og den anden kvinde. Hun var ikke helt sikker på Vetis var stoppet op og hun var enlig også ligeglad. Hun stod bare stille og kiggede på hvad Vetis nu havde tænkt sig at gøre.

Vetis var ikke selv helt sikker på hvorfor at den lille pige var så interessant igen. Hun var vel i bund og grund bare en åndsvag eller meget uheldig unge for at befinde sig i dette område. Også endda helt alene. Så enten havde hun ikke nogen til at tage sig af hende eller også var hun blevet væk fra dem... eller noget andet. Muligheder var der masser af, men de interesserede ikke Vetis så meget igen. Hun var her i alt fald og hun var i live endnu. Selv efter sådan en omgang med vampyrene, men de havde vel haft for travlt med at pine hende og nyde deres fangst. Det havde så været deres tab og pigens redning. Vetis valgte dog at smile til den lille pige idet hun bad ham om ikke at gøre hende noget. Det ville være spild af tid at gøre sådan noget. Det ville også være alt for nemt taget i betragtning af at hun bare var et lille barn. Der var ingen spænding i det... det var alt for nemt. I stedet valgte Vetis bare at være den søde og rare heltinde som udviste bekymring for den lille. Det kunne han lige så godt når nu han ikke havde andet at lave... og at hun på en eller anden måde havde hjulpet dem. Ikke at hun nok havde nogen ide om det siden at hun selv nær havde blevet spist.

"Din stakkel... vi gør dig skam ikke noget," valgte han at sige sukkersødt og med et hint af bekymring. Gad vide hvor gammel hun var med den måde som hun snakkede på. Hun var nok ikke mere end de 4-5 år gammel eller noget i den stil. Engle voksede trods alt lidt ligsom mennesker indtil at de ikke blev ældre udseendesmæssigt. Derefter da hun begyndte at græde tørrede han en tårer væk fra hendes kind. Han virkede i alt fald så rar som han kunne være og så moderligt som nu var ham muligt. Han havde trods alt aldrig været en mor... men, en far som kunne påtage sig begge køn. Utroligt nok var hans børn aldrig blevet forvirret over det men ligefrem havde syntes at det var sjovt og bedt ham om at gøre det flere gange. Det var sjovt hvor lidt der skulle til for at have underholdt dem dengang. Han havde dog glædeligt gjort det bare for at høres deres latter og deres klappen med deres små hænder. Han savnede dem nogen gange... han vidste at de levede godt og havde et godt liv nu takket været ham. Han havde dog taget afsked med dem og sendt dem til en anden verden for at sikre deres sikkerhed. Det havde gjort ondt... han holdt trods alt af dem. Det havde enlig aldrig været meningen men det var det som var sket. Han havde indgået en aftale med en kvinde for at få et afkom dengang... hun havde dog fået tvillinger hvilket enlig kun havde været et plus. Nu havde han trods alt to til at vise for sin mor... to til at overtage hans blodlinje, hvad godt det eller gjorde. Imens at han havde taget sig af dem havde han fundet sig dybere og dybere betaget af dem. Det er ligefør... nej, ikke ligefør... han elskede dem som kun en forældre kan. De var dog en svaghed og med Vetis' arbejde var der en risiko for at de kunne komme slemt afsted. Derfor havde han sendt dem væk. Gad vide om denne pige var noget værd? Var der nogen som holdt af hende? I så fald skulle de lære at tage sig bedre af hende end at lade hende rende rundt her... medmindre hun ikke havde nogen.

"Sikke noget du har være igennem lille ven. Er der ikke nogen til at passe på dig?" spurgte han sødt og gik tættere på hende... langsomt. Hun skulle trods alt ikke til at skrige op eller noget. Hun virkede trods alt til at være helt ude af den for ikke at nævne bedrøvet. Det havde enhver unge nok været. Nok selv Vetis' egne dengang de var små... okay, nok ikke Aiden og Jesseibelle nej. De var trods alt noget for sig selv. Selv som små børn... De havde altid set verden med nogen andre øjne, men nu var Vetis så også deres far og han havde opdraget dem lidt anerledes end nok de fleste.

Carrie så mod den anden kvinde som nettop var blevet færdig med at dræbe de 2 vampyre. Carrie kunne heldigvis ikke se de døde vampyre. Hendes mor havde skærmet hende så meget hun havde kunnet mod den slags ting, så Carrie var ikke vant til at se døde folk. Og det vil sikkert gøre hende en del mere bange eller nervøs hvis hun så dem lige nu. Nu når hun alligevel allerede var som hun var. Bange og ude af den. Hun vil nok flygte hvis hun så de døde.
Carrie så tilbage på den anden kvinde, som sad på hug foran hende. Carrie gemte sig stadig bag sine hænder, som om dette skulle hjælpe med ikke at blive set, men hørte så det som kvinden sagde. Hun lød bekymret over for Carrie. Præcis som hendes egen mor så tit havde gjort. Tanken gjorde Carrie mere trist. Hun savnede sin mor meget. Hvorfor var verden dog så ond som den var? At tage hendes mor fra hende så tidligt? Det var ikke retfærdigt.

Da kvinden valgte at spørge om der ikke var nogle til at tage sig af hende, så Carrie ned. "Mor..." mumlede hun svagt og der var tydeligt savn i hendes stemme. Hun rystede dog på hovedet kort efter. Måske havde hun ikke hørt hende før da hun længselsfuldt havde sagt mor. Men kvinden vil alligevel intet kunne gøre, selv hvis hun havde hørt Carrie sige mor. Hvad skulle hun også gøre? Alex, Carries mor, kunne alligevel ikke blive fundet, da hun var død jo.
Carrie så med et årvogent blik på kvinden foran sig, som prøvede at komme tættere på lige nu. Carrie var stadig i tvivl om hun kunne stole på hende, eller ej. Skulle hun tage chancen? At prøve på det eller hvad? Men set nu hun var farlig, og vil Carrie ondt. Men i så fald havde kvinden vel bare ladet vampyrene tage hende ud før? Ville det ikke havde været meget lettere, end at dræbe dem først, være sød mod Carrie, og så nå Carrie stolede på hende, så dræbe hende. Det vil da være for besværligt, ville det ikke? På grund af den teori, valgte Carrie at give hende en cance. Men kun en dog. Hun kunne altid flygte hvis det var jo. Eller det var det som hun regnede med i hvert fald.

Det var da altid noget at hun havde holdt sig øjnene. Bare det at hun vidste at det ikke var noget som en lille pige skulle kigge på betød vel at nogen havde lært hende det. Eller også havde hun oplevet det før og derved vidste at det ikke var rart at se. Altså... ikke rart at se for små engle-piger. De var nok nærmere godheden selv når de var små. Så uskyldige og ellers nemme at udnytte. Især vis denne pige ingen anelse havde om hvad det var for et væsen som sad overfor hende. Nok én af hendes største fjender, en dæmon. Gad vide om hun havde mødt én før? Der var trods alt en sandsynlighed for det.

Det virkede som om at den lille pige blev mere og mere bedrøvet som Vetis snakkede med hende. Det var måske først nu efter chokket at tingene gik op for hende og følelserne vældede frem. Vetis forsat tørrede nogen tårer væk da det var at den lille pige svarede. Så hun havde sin mor... ikke at hun var til at se nogen steder. Savnet i stemmen sagde dog noget mere. Hun var måske ikke mere af denne verden eller også havde hun forladt hende. Uanset var den lille pige alene her et sted hvorved hun ikke burde være. Lod Vetis hende blive her ville hun dø inden for kort tid medmindre en venlig sjæl fandt sin vej til hende og tog sig af hende. Sikke et spild det ville være. Nej, Vetis havde en anden idé. Hvorfor tog han sig ikke bare af hende? Det var trods alt gode muligheder ved at have en engel... også i så ung en alder. Jo yngre de var desto bedre. Især hvis de ikke vidste at de var fjender. Hun virkede dog en smule mistænksom, men hun var så også lige blevet angrebet af nogen. Vetis viste sig dog stadigvæk fra sin venlige side og gav ingen tegn på at ville angribe eller noget. Han var meget forsigtig og ikke andet end venlig og imødekommende.
"Din mor...?" Vetis kiggede derefter omkring sig for at lade som om at han kiggede efter hende. Det var dog tydeligt at hun ikke var der. Den anden kvinde kiggede sig også omkring, men selvfølgelig var der ingen af dem som så den lille pige'r mor. Vetis blev hvor han var og fortsatte.

"Er hun med dig eller? Er du helt alene?" spurgte han venligt og kiggede på den lille pige.

Carrie så på kvinden, som gentog ordet mor, og så rundt. Carrie vidste godt de ikke ville kunne finde moren. Ingen ville. Ikke mere. Alex var død. Og sikkert også rådnet op nu. Hendes lig i hvert fald. Carrie var ikke sikker på det, da hun ikke havde været tilbage til sin mors lig i meget lang tid. Og hun ønskede det skam heller ikke. Hun vil ikke kunne holde ud at se sin mor på den måde. Bare ligge der, helt død. Hun kunne næsten ikke klare det sidst hun så sin mor, ligge helt livløst på jorde. Det havde knust hendes lille hjerte at se hende sådan.
Carrie hørte hende spørge om hendes mor var med hende eller om Carrie var alene. Carrie rystede på hovedet. "Mor død" sagde hun virkelig stille, og bed sig i læberne. Kunne mærke tårene presse på, og de randte meget snart ned over hendes kinder. Hun snøftede og havde nu virkelig ondt i brystet da hun savnede sin mor virkelig meget. Hvordan skulle hun klare sig selv nu, uden sin mors hjælp? Hun anede det ærligt ikke. Om hun overhoved kunne overleve her ude, helt alene.

Så hun var skam død, pigens mor altså. Så havde han da haft ret i det. Ikke at han rigtig fik nogen belønning ud af det men det var da altid rart at vide. I tilfælde at hun ikke kom løbende lige om lidt og valgte at angribe de nærmeste væsner. Såsom Vetis og den anden kvinde som faktisk havde reddet den lille pige. Ikke at det rigtig havde været deres intention. Det var vel bare hvad man kunne kalde et heldigt uheld? Eller i alt fald noget i den stil. Det havde i alt fald været heldigt for den lille pige som ikke havde stået til at have nogen form for chance. Medmindre hendes lille krop gemte på nogen umenneskelig og stor evne som kunne redde hende. Lidt ligesom at Vetis' havde reddet ham selv igennem hans barndom... eller sådan da. Det havde i alt fald gjort ham bedre stillet til at overleve end nogen af de andre uheldige og ynkelige dæmoner i deres klan. Det var trods ikke kun hans egen mor og ham selv som havde dannet bunden i den klan. Nej, der havde skam også været andre til at agere boksebolde og sexlegetøj.

Den lille pige virkede til at blive dybt rørt efter at have nævnt sin mor. Faktisk lignede det mest af alt til at hun skulle bryde ud i gråd. Hun skulle helst ikke skabe for meget postyr lige nu. Ikke med hvor de var lige nu og hvad som der lige var hændt. Vetis valgte derfor at lukke distancen mellem dem og holdt den lille pige tæt ind til sig. Han kunne være rigtig sød så længe at han forestillede at hun var Jessibelle som lille. Det hjalp og han fik da også vugget hende en smule frem og tilbage i hans favn imens at han beroligende tegnede cirkler på hendes ryg med hans hånd.
"Så, så..." sagde han stille i hendes øre beroligende. "Det skal nok gå alt sammen," konstaterede han.

"Jeg skal nok passe på dig," sagde han og rejste sig op med pigen i sin favn. Han vendte sig om mod kvinden og viftede med sit hoved. Hun havde udført sit arbejde og kunne sagtens gå nu. Hun smilede og nikkede til ham hvorefter hun gik hen imod ligene og slæbte dem med sig. Han stod dog sådan med pigen at hun ikke ville være i stand til at se det. Hun havde trods alt set nok og skulle ikke have mere grund til at hyle op lige nu.

Carrie var meget tæt på at græde da hun savnede sin mor lige nu. Savnede at mærke sin mors arme om sig, og trøste hende som hun altid gjorde nåt Carrie var bange eller ked af det. Men det vil hun aldrig kunne føle igen, og det vidste hun godt.
Carrie så på kvinden foran sig, som hun stadig ikke anede hvem egentlig var. Kvinden valgte dog at lukke afstanden mellem dem, og kramme Carrie. I starten var Carrie nervøs for det, men slappede så mere af, og krammede damen tilbage igen. Hun var begyndt at græde dog uden lyd på og langsomt stillede tårene af. Hun var stadig ked, men græd ikke mere. I stedet krammede hun sig bare ind til damen foran sig, og forstillede sig at det var hendes mor. Hun smilede lidt over det.

Hun hørte hende sige, at hun nok skulle passe på Carrie, og Carrie så op på hende med store blanke øjne. "Virkelig? Dig virkelig pas mig?" sagde hun og smilede glad. Hun tænkte slet ikke over, at kvinden her kunne være farlig, men hvorfor skulle kvinden være det, når hun lige havde redet Carrie? Det vil jo ikke give mening på nogle måde overhove.




//Undskyld jeg var så længe om at svare. Håber du stadig vil emne.

//Det er skam okay, folk har jo ting som de skal se til og et liv udover siden her og selvfølgelig vil jeg emne med dig //

Så hun forblev rolig? Det var godt. Det var trods alt ikke som reagerede lige som man forventede. Især ikke når en fuldstændig fremmed lige pludselig krammede én. Det var nok noget som de fleste ville synes var underligt eller ubehageligt. Så det havde været et rent gæt om at hun ville tage godt imod det. Hun virkede i alt fald til at slappe mere af nu hvilket havde været hele pointen. Hun var måske også en del udkørt så, så meget andet havde hun nok ikke kræfter til. Især ikke når nu det var at hun var blevet jagtet og sågar overfaldet af vampyrer... nogen som hun med sin størrelse nok ikke stod til at klare helt alene.
Da hun krammede igen hold Vetis hende bare tættere ind til sig og aede hendes hår. Han kunne høre at hun græd men hun var faktisk ret stille omkring det hvilket altid var et plus. Han fortsat vuggede hende i hans arme for at berolige hende yderligere. Det virkede dog ikke til at hun græd særlig længe... interessant for et barn. Især når nu børn havde det med at være ret selvisk og ikke i meget stand til at kontrollere deres egen følelser. Måske havde var det kædet sammen med at hun havde mistet før og dermed også havde oplevet ting som ikke mange børn gør. Ting som gør dem mere hårdføre... muligheden var der.

Han rejste sig op med hende i sine arme og bevægede sig stille fra side til side. Hun virkede trods alt rolig nok til at han sagtens kunne rejse sig. Han stoppede med at vugge hende da det ikke virkede til at være nogen grund til det længere. Han kiggede på hende idet hun begyndte og snakke til ham. Han smilede bare tilbage til hende og nikkede. Han kunne vel lige så godt tage sig af hende... hvorfor ikke? Det var trods alt ikke noget problem og hun var trods alt også bare et barn... med en masse muligheder siden at hun var en engel. Det var ikke hver dag at sådan én faldt i skødet på en. De havde det trods alt med at prøve at slå en ihjel grundet ens egen natur. Okay, dæmoner prøvede så også at slå engle ihjel og jo, der var da også en god grund til at gå efter dæmoner. Det var trods alt ikke for sjov at de havde det ry som de havde igennem flere år. Det var trods alt et de havde fået efter de handlinger så de havde udført i flere år ved at skabe frygt og rædsel.
"Det skal jeg nok," sagde han bare venligt til hende og aede hendes hår igen blidt. Hun virkede noget hurtigt glad igen taget i betragtning af hendes situation, men det var egentlig bare det interessante ved børn. De havde nogen interessante evner til at hurtigt at skifte humør. Noget som nok også var en forsvarsmekanisme for dem til tider. De var trods alt i en alder hvor deres krop styrede mere end selve deres hjerne og sind. Det var trods alt ikke så udviklet og erfaren endnu. Ikke ens betydning med at børn var dumme... bestemt ikke. De var faktisk klogere end hvad man skulle tro. Det havde han lært med sine egne børn... og egen erfaringer. Han havde skam heller ikke selv været noget dumt barn i modsætning til hvad folk havde troet... men, havde de troet at han var dum var det fordi at det var det som han selv ønskede at de troede. Han skulle trods alt ikke fremstå som en trussel for dem. Så derfor havde det været bedst at virke dum og ubetydeligt.

Han smilede lige så sødt til den lille pige og virkede mest af alt som hendes redningskvinde end nogen med bagtanker og planer.

"Hvad er så dit navn lille ven?" spurgte han derefter sødt.