Now, regarding...(Vetis)

S: Doomsville, Vetis' sted eller området omkring det.
T: Tidlig aften
V: Overskyet, frostvejr.

@Vetis

Frosten gav alt på jorden et hvidligt lag. Et lag der med en sprød lyd blev knust under Seans støvler. I denne kulde var der nok ikke mange udenfor, medmindre de havde et job - eller simpelthen manglede et hjem. Alligevel gik byens hersker igennem det stigende mørke, som vinterens tidlige aften gav. En mørk og varm kappe lå over hans brede skikkelse og holdt den anonym. Blot en stor sort skikkelse. Det mest karakteristiske var lyden af spænder. Spænder fra læderstøvlerne eller lyden af sværdet der hang mod hans side og som slog let mod benet ved hvert skridt. Intet der slog lyden af frosten. Frosten, der var krøbet ind over byen hele dagen. Hver en vandpyt var blevet til en blank overflade af is. Gammelt ukrudt, der stod dødt og koldt langs vejen. Kappens kant gled over stænglen fra en gammel plante, der gav efter for den nye vægt, før den sprang tilbage i sin egen position. Vejen var ikke særlig bred, en af de mindre veje i byen. Men Sean kendte alle vejene til stadighed, trods han brugte mere og mere af sin tid på borgen. Selv hans elskede hjem, som han havde nægtet at opgive, blev sjældent besøgt. Vedligeholdt, ja, men ikke brugt. Der var ikke tid eller grund til at rejse mellem de to steder hele tiden. Borgen og hjemmet.
Hvem var der også at vente på? Hjemmet var mest brugt, når Sean ønskede en nat med Lori. Men den slags var ophørt og efterlod alle Seans senge lige tomme og kolde. Han brugte knap nok selv en seng, som han ofte kun sov få timer ad gangen. Hvis han var i byen og ikke besøgte den kommende bro over Shadow Peaks eller Fenrer. Alliancen med Fenrer gik over alt forventning. De havde planer. Planer, der kunne give Sean friheden fra Natalies greb. Eller...På dette stadie var det mere et løfte, end en plan. Og Fenrer kendte næppe alle Seans bevæggrunde, men gik vel ud fra at en magtfuld dæmon næppe gav efter for en anden, blot fordi. Natalie havde tvunget Sean ind i det her. Tvunget ham til at blive hersker af en by, selv om Sean ikke ønskede det.

Nej. Når han en dag fik sin frihed, fik lært Natalie sin lektie og vist hende, at hun burde lade ham være i fred...Da. Da kunne han gøre som han ville. Han ville næppe forlade Doomsville, omend han havde overvejet at forsvinde for en stund. Alle kendte ham jo. Kendte ham af navn eller udseende, formentlig begge dele. Han ønskede at vende tilbage til en anden tid. Til dengang tingene havde været bedre, havde været sjovere. Hvor det hele ikke kun gik ud på at sidde stille på sin borg og have diplomatiske møder til højre og venstre, eller på at administrere en hel by. Han ville tilbage til en tid, hvor han kunne stjæle og myrde igen. Det helt...Lavpraktiske...Der hvor man kunne gøre som man ønskede. Også selv om han ikke vidste, om hans berømmelse enten ville spænde ben for eller støtte den plan.
Eller om han ville knække først.
Uro et sted foran ham fik ham til at standse. Blikket gled fra den mørke jord under ham og op. Op til husene. Jo, Vetis boede et sted heromkring. Sean havde ikke engang selv set det færdige produkt, som han havde tilbagebetalt manden med. Og selv om de var løbet ind i hinanden et par gange i kloakkerne, da Vetis boede der, havde intet selskab varet så længe som da de første gang efter for et kødligt begær. Sean var jo egentlig blot nysgerrig. Og det gav en pause. Ikke fra paranoian og den truende undergrund af sort mørke. Intet kunne give en pause fra den slags og måske netop mindst af alle en person som Vetis.

Dette var blot endnu en nat, hvor Sean formentlig slet ikke ville sove. Måske et par timer, nær solopgang, før han ville forsætte som altid. Men lige nu kunne han lige så godt følge sin egen nysgerrighed og opsøge Vetis igen. Selvfølgelig ikke fordi Sean blot var interesseret i at se de nye lokaler. Hvis Vetis overhoved ville lade ham komme ind igen. Nej, mere fordi Sean havde set denne mand i et helt andet selskab. Der var forklaringen sikkert, til hvorfor Sean ikke havde set meget til manden. Men hvad fik Vetis ud af en elvers selskab? Selv en...Kongelig...En. Elverne havde aldrig været en stor spiller. Holdt sig altid til deres skove.
Det var måske noget Sean kunne få svar på, hvis han kunne vriste det ud mellem hænderne på Vetis.
Han trådte over mod gyden. Der var blodpletter på vejen foran ham. Natten var en tid hvor de fleste fik sig noget at spise. Af de såkaldte mørke væsner, selvfølgelig. Måske forstyrrede han nogens måltid, måske var nogen blot så uheldig at blive udsat for et overgreb af en eller anden slags. Men da Sean ikke havde travlt, kunne han passende tjekke op på det. Måske kunne han ikke helt stoppe sig selv. Måske havde han et behov for at vide det, for at tjekke det. For at blande sig. Blot for at føle sig som en del af verdenen igen, føle blot en svag gnist af...Liv.
Hans evne fortalte ham at der gemte sig fire personer i gyden. I en flydende bevægelse skubbede Sean den tykke, varme kappe til side og greb om skaftet på sit sværd. Trak den fra sin skede. Metallet skinnede i det svage lys. Et halvandenhåndssværd, et sværd Sean både kunne bruge med en hånd eller begge, alt efter behov. Med styrken fra en archdemon bag sig, føltes det til tider som om sværdet kunne bryde igennem alt. En tåbelig tanke. Men Sean kunne ikke stoppe sig selv fra at føle det, hver gang han trak sit sværd af skeden. En gave. Hvor kom det fra? Var det fra familien Chase? Fra Dragons Peak? Måske her fra Doomsville? Af en eller anden grund kunne Sean ikke huske det. Og det var nok også ligegyldigt. Uanset hvem der havde givet ham det, var vedkommende sikkert død eller borte. Der var ingen personer, ingen følelser, tilknyttet sværdet. Og dog...Der sad et mærke på knoppen af det. Hans mærke, som han havde bredt ud over Dragons Peak. Et par vinger.
Et mærke fra en anden tid, der om noget kun ville fylde ham med vrede.

Han skubbede hætten tilbage. Ikke mere anonymitet. Der var alligevel ingen der ville overleve. Med øjne, der skinnede lige så koldt som sværdet, trådte han ind i den mørke og kolde gyde. Med beslutsomme skridt trådte han hele vejen op til de personer der gemte sig. Fire mænd, omend Sean ikke stoppede længe nok til at bemærke sig race eller situation. Det var også ligegyldigt, for det var kun få racer hvor Sean faktisk kunne se hvad folk var.
"Vent, hvad...!"
En af mændene trådte frem, med en løftet hånd, som for at stoppe Sean. Der var en form for tilfredsstillelse i at mærke sværdet glide igennem hans krop. Ind igennem maven, hvor det pjaltede tøj ingen modstand gjorde. Lige præcis så langt til siden,at sværdet ikke blev stoppet af rygraden på den anden side. Han skubbede det igennem, til han kunne se det stak ud på den anden side. Badet i varmt blod. Der var vist nok hænder, der prøvede at skubbe Sean væk, men han bemærkede dem næsten ikke. Måske mennesker? Eller en anden svag race. Med et stød trak han sværdet tilbage. Duften og synet af blod fik hans puls til at stige. Fik ham til at trække vejret hurtigere og dybere. Denne gang var der ikke andre. Hvor ofte havde han ikke dræbt med andre? For sjov. For udfordringen. For konkurrencen. For at bevise noget.
Men lige nu var det kun Sean og kun fordi han havde lyst.

En af mændene sad op af husmuren. Tøjet blødte og det var sikkert ham, der havde blødt ude på den anden vej. Da Sean vendte sig om mod dem, var de tydeligvis i en position af chok. De stod som lammede til stedet og kunne ikke forstå hvad der skete eller hvorfor. Da den sårede mand næppe ville nå ret langt, vendte Sean sig om mod de to andre. Han hævede sværdet igen. Selv om de prøvede at springe til siden og flygte, var det ikke svært for Sean at nå dem. At skære igennem dem med sit sværd. En af dem skreg, en lyd der gav genlyd igennem gaden. Men ærlig talt...Der skete så meget i denne by. Ville nogen overhoved overveje hvis skrig det var?
Sean stoppede ikke, før de alle fire var døde. Der var kommet blod på kappen og sværdet dryppede på jorden.
Det havde været...Rart. Befriende. Gav ham lige kanten til at fortsætte med sin egen kedelige hverdag igen. Hvor var det han kom fra? Hvorfor var det nu han var her igen?

Kulden bed alle de steder hvorved at Vetis' hud var bar... hvilket alligevel var en del siden at han på nuværende tidspunkt kun var iført en skjorte. En skjorte som vel og mærke kun gik ham til lidt under hoften. Han sad og sparkede let med benene på et hustag og kiggede ud over byen. Frosten havde bredt sig over byen i løbet af dagen og havde lagt et klart og skinnende lag på byens gader. Det var bidende koldt men Vetis var stadigvæk lun og varm fra hans tidligere aktivitet. Hans aktivitetspartner derimod, tja, han ville ikke være varm længe. Især ikke når rigor mortis først satte ind. Den uheldige mands hjerte var stoppet for nogen minutter siden da Vetis havde fortæret det sidste af hans sjæl. Han havde været velsmagende og tiden værd, men som altid føltes det bare som om at det ikke var nok. Enten var det fordi at Vetis var grådig eller også var han bare umættelig, for han kunne altid spise mere. Altid mere af alt...
Han lænede sig tilbage og lukkede sine øjne med sit ansigt rettet mod himlen. Frosten bed ham overalt på hans krop, men han at ignorere det og valgte i stedet at svælge i følelsen. Selv kunne han godt lide frost, men, ikke lige så meget som han holdt af sne. Han nød følelsen af sne på hans krop som var som små kærtegn og når de smeltede var de som de tårer han aldrig havde grædt, ikke siden hans barndom ihvertfald. Selv syntes han ikke at han var iskold eller hjerteløs blot fordi at han ikke græd. Han mente selv heller ikke at han var en mand som aldrig noget følte, for som barn havde han været uhørlig følsom. Det kunne han da huske, og til tider fornemmede han skam også at, tja, at han måtte have oplevet et virvar af følelser selv som ældre. Følelser som var skygger af dem selv nu, for ligesom hans barndom var det noget som virkede at høre et andet liv til. Et liv som han havde levet og et liv som han af en eller anden årsag havde glemt.

Det havde hjemsøgt Vetis i de dage efter han havde spenderet en aften med Sean. Vetis havde ihærdigt prøvet at genkalde de følelser og billeder som havde opstået under samværet... men, de var forsvundet fra ham som dug for solen... som et snefnug på en kind. Det eneste som var tilbage var mindet om at de havde været der. Han havde dermed prøvet at genskabe situationen med andre mænd. Mænd som havde mindet om Sean, men lige lidt havde det hjulpet. Det havde ikke været det samme og Vetis havde ikke kunnet få sig selv til at opsøge Sean igen. Det var grundet i flere årsager, men mest af alt havde han ikke ønsket at forstyrre ham og på den anden side havde Vetis ønsket at distrahere sig selv med andre ting. Han havde i stedet set til at hans hjem var blevet bygget ordentligt færdigt og selv fået tilføjet en del flere ting til. Han havde også fået rejst en del rundt og han havde begravet sig selv i arbejde. Det havde også lykkes for ham at møde nogen højtstående personer som han havde begyndt nogle relationer til. Af dem, kongen af elverne, Althorn som Vetis endda havde bragt tid sammen med op til midsommerballet.
Det havde været nok til at holde ham distraheret længe nok, men så havde Sean selvfølgelig deltaget til ballet. Det havde været fin nok for en tid, men på en aften som denne, var det svært ikke at erindre de øjeblikke sammen med ham. Det havde derefter været fristende at opsøge ham, men Vetis boede trods alt ikke længere hos hans klan, samt de var ikke som sådan heller ikke venner. I sandhed vidste Vetis ikke hvad de var overfor hinanden... han vidste heller ikke hvad det var at han i sandhed ønskede fra Sean. Især nu hvor han ikke bare kun var en hersker... Vetis havde set for meget til at vide at der var mere til manden end hvad han lod folk se. Ligesom at der var mere til ham selv...

Vetis åbnede sine øjne og så op imod himlen og ledte efter stjernerne. Det var ham dog ikke muligt siden at det var overskyet. Han lod dermed et halvt suk undslippe hans læber, og han så hvordan det frøs i kulden og blev båret væk af vinden. Ud i intetheden, som havde det aldrig været der til at starte med.

Pludselig blev den stille fred afbrudt af en velkendt lyd af kamp og smerte. Vetis spærrede øjnene op og smilede til sig selv. Det så ud til at nogen brugte aftnens stilhed fornuftigt. Som altid havde han valgte i disse øjeblikke om at gøre intet og lade som ingenting, eller han kunne følge spektaklet og se hvad der foregik. Nogle gange belønnede det ene sig mere end det andet, men siden han intet andet havde at lave så valgte han at hoppe ned fra taget og ned på den lille balkon. Han gik dermed ind på værelset hvorved liget fra hans sidste måltid lå spraglet ud over sengen, kold og livløs. Hans eget tøj lå ud over det hele, men det ville ikke være nogen til at overvære denne scene siden at dette var mandens hjem. Så hurtigt greb Vetis sine støvler og tog dem på i alt hast. Han ønskede ikke at gå glip af noget, så resten af tøjet kunne være ligegyldigt lige nu. Hastigt, efter at have fået sine støvler på, hoppede han ud over balkonen og fik sat efter lydene.

Det tog ham ikke særlig længe inden at han havde fundet stedet hvorved lydende havde udsprunget, men det virkede til at det meste var overstået da han ankom. Det skal dog siges at han på ingen måde blev skuffet... ikke når det var at han så hvem der stod med sværdet i hånden. Om det ikke var Sean McGivens i egen høje person? Herskeren over Doomsville.
Vetis smilede stort og blev en god afstand derfra da han ikke ønskede at forstyrre Sean's noget brutale nedslagtning af disse folk. Især ikke når det også virkede til at Sean var i sit rette element. Faktisk virkede han til at være mere sig selv end hvad Vetis havde hidtil set... men, det var enlig bare hans egen opfattelse lige nu. Det så bare rigtigt ud sådan som han udviste sin magt og sådan som han var så brutal idet han splittede en mand over med en vis form for ynde og lethed.
Vetis stod og observerede dette, næsten overvældet over Sean's næsten intimiderende skikkelse. I ænsede næsten ikke at det var lige så stille begyndt at sne.

Lige så stille var sneen i færd med at ligge et tyndt lag over byen, samt gerningsstedet. Det virkede næsten idyllisk og smukt sådan som det blev dækket til. Alt det grufulde og alt det brutale, dækket til af hvid sne... eller, det ville det nok først om flere timer, men stadigvæk. Sneen ville dække alt på et tidspunkt og det ville være svært at se hvad som der gemte sig under det.
Vetis kunne som sådan ikke lade være med at smile da han kom i tanke om hans eget navn. Ifølge hans mors fortælling havde han selv været født under en kold vinter nat under et roligt snefald. Det eneste lys som havde været til stede havde været det fra månen af. Hun havde været alene og kold, men hun havde været rolig samt målfast. Idet hun havde født Vetis, havde hun haft følelsen af selv at være født på ny. Hun havde taget navnet Snowfall for sig selv og sin søn, også selvom det i sandhed ikke havde været hendes sande navn, men den nat var hun ny og ren... og hendes baby var alt som havde givet hende betydning samt håb. Sneen havde tilbudt hende en ny start, en ny verden og hun agtede at kæmpe for den. For hende kunne sne påtage sig alle farver, så ligesom den kunne hun gøre alt og blive alt... Det kunne så diskuteres men Vetis selv måtte indrømme at hans mor kæmpede bravt, og at hun skam opnåede det som hun ville. Det var en styrke og vilje som man ikke andet kunne, end at respektere.

Vetis trådte et skridt nærmere tiltrukket til det sted hvorved at Sean stod. Han udgjorde virkelig en skikkelse sådan som han stod i midten af hele hans mesterværk, badet i sin fjendes blod.
"Smuk aften... ikke sandt?" valgte Vetis at sige for ligesom at afsløre sin egen tilstedeværelse. Han blev derefter stående hvor han var, få meter fra Sean og med armene hvilende over kors. Han smilede venligt og kiggede stadigvæk en smule betaget af Sean's brutale skønhed. Noget som han huskede kort at have oplevet, den ene nat de havde spenderet sammen... Vetis lod tankeløst en hånd glide op der hvor Sean havde bidt dengang. Såret var der ikke længere da han havde fået det healet, men følelsen var noget som han let ville kunne mindes. Det havde været en bittersød fornøjelse og en forbandelse. Vetis vidste dog ikke hvad han hældte mest mod... men det kunne man vel altid finde ud af.

Ånden stod som en lille sky fra hans mund og næse. Luften var kold. Kold som sværdet, kold som natten, kold som døden. En gang. En gang havde han været tættere på at dø, end han nogensinde havde været før. Efter et længerevarende og smertefuldt sygdomsforløb. Aldrig mere. Aldrig mere kunne han blive syg. Og så sandt som han havde et valg, ville hans egen død en dag ikke blive noget så invaliderende. Ja, Sean var overbevist. Han ville selv en dag vælge sin død. Hvem. Hvor. Hvordan. Ingen ville tage hans liv, uden han selv ville kontrollere den. Præcis som han kontrollerede hele sit liv. Alt...Undtagen folk omkring sig. De folk, han allerhelst ville kontrollere, var ude af hans kontrol. På godt og ondt.

Han var bevidst om der stod nogen bag ham. Men hvem eller hvad det var, virkede det ikke fjendtligt. Så derfor tog Sean sin tid til at blive stående. Til at trække vejret dybt og bemærke snevejret der faldt omkring ham. For hvert fnug der faldt, var det som en larmende stilhed. Hans blik var fokuseret på hvordan det smeltede på kroppene eller i det endnu friske blod. Tsk. Nu skulle han rense sit sværd igen. Hans blik gled ned til sværdet, der som altid hang trofast ved hans side, om det så var i bæltet eller i hans hånd. Engang ville han aldrig have gået med sværd og aldrig have trukket det. Men i dag kunne han næsten ikke klare sig uden.

Lyden af en genkendelig stemme flængede luften og føltes som en sav. Stilheden var brudt. Øjeblikket var brudt. Hvorfor kunne han aldrig få fred? Hvorfor kunne han aldrig få et øjebliks forpulet fred? For i et øjeblik...Havde han hverken følt eller tænkt...Men blot været. Og sikke en fred det gav. Han bed hårdt sammen, som han mentalt greb ud efter fornemmelsen. Prøvede at fange den, prøvede at bibeholde den...Men den fløj hele tiden længere og længere væk. Og til sidst var den væk. Det hele kom tilbage, som et vandfald af...Tanker. Pligter. Folk. Følelser, hvor meget eller lidt han normalt gav plads til dem. Grebet om sværdet blev så hårdt, at hans hånd fik en hvidlig farve. Med et fast skridt drejede han rundt på den ene hæl og hans kolde og hadefulde blik var som små sværd, der prøvede at penetrere Vetis.
Jo. Han havde selv valgt at opsøge manden. Men han havde været midt i noget. Noget Vetis havde ødelagt. Ja. Alle var fjender. Alle ville ødelægge. Denne verden var korrupt. Alt var korrupt. Præcis som den sidste verden havde været. En verden hvor hans mor, hans far og hans forpulede storebror befandt sig. Hvorfor var alle afhængige af ham? Hvorfor...

Han lukkede øjnene et kort øjeblik, trak vejret dybt og satte sværdet tilbage i skeden. Tanken havde været der et øjeblik. At gå efter Vetis. At skære manden ned, som han stod der, mere nøgen end noget andet. At samle det hvide hår i et bundt og tage det med hjem.
Men da han åbnede øjnene igen, stod Vetis der stadig. Og modsat Sean, virkede det som om denne mand faktisk nød aftenen. Ja, jo mere Sean studerede ham, jo mere...Fred?...Var der. Et eller andet Sean havde glemt eller ikke længere kunne opleve selv. Noget Sean søgte. Og måske derfor, mere end noget andet, gled sværdet tilbage i sin skede. Klar til at blive renset når Sean engang kom hjem igen.
Sean trådte de sidste skridt over til Vetis og med en hånd - uanset om den var plettet af størknet blod - greb han noget så blidt om Vetis' hage, såfremt manden ikke flyttede sig. Han søgte ikke Vetis' blik...Ikke som sådan. Alligevel var det som om Sean ledte efter et eller andet. Uanset om han fandt det, slap han snart Vetis igen og trådte et halvt skridt tilbage. I et snuptag havde han løsnet sin egen kappe og uden at spørge om tilladelse eller overveje om Vetis ønskede det, slyngede han den varme kappe om Vetis' skikkelse og bandt den ved kravebenet. Noget der gav ham undskyldningen til at lade en finger røre det magiske, hvide hår. Alane...

Frarøvet det ekstra lag varme og beskyttelse fra vejret, rettede Sean sig op. Han kunne mærke hvordan kulden straks forsøgte at bore sig igennem den ellers varme, sorte trøje han bar. Hvordan det sendte små kuldegys ned over hans ryg. Men som så meget andet, kunne kulden ignoreres, hvis man overbeviste sig selv om at den ikke var der.
Tilbage i sit es gled et svagt smil over ham.
"Vetis. Jeg ved på vej over til dig. Du har vel ikke undgået mig, har du?"
Ikke fordi Sean selv havde opsøgt manden, jo. Men det forhindrede ham ikke i at drille Vetis med det alligevel.
"Invitér mig ind i dit hjem" Sean slog let ud med den ene arm, som tegn til at Vetis skulle gå først. Det var ikke så meget et spørgsmål. Sean var van til at få sin vilje. Det eneste der var et spørgsmål, var hvor frivilligt det ville blive.

Irriteret, var nok en stærk underdrivelse af den reaktion, som Sean havde virket til at have haft, idet Vetis havde talt til ham. Taget i betragtning af hans hvide knoer, var det nok lige før at det ikke havde det værd at tilkendegive sin tilstedeværelse... og dog... Vetis ønskede ikke at tage for mange chancer med denne mand, især ikke vis det var at han havde været i en form for blodrus. Ikke at han havde lignet det for nogen øjeblikke siden. Han havde trods alt virket, rolig? Ja, noget i den stil. Han havde virket til at suge øjeblikket til sig, men Vetis havde ikke haft yndet at forskrække manden og miste livet, blot fordi at han ikke havde været varsom. Folk i en blodrus var aldrig helt til at regne med, hvilket han kendte fra sig selv. Det var svært at skelne mellem fremmede og bekendte, og nogle gange var man også bare ligeglad. Alt var ligegyldigt oppe i det høje... deroppe hvor ingen eller intet kunne røre én. Ikke at det var ens betydning med at man var usårlig, men det betød ikke så meget. Især ikke når hele ens krop var fyldt med eufori og liv. Alt syntes så meget klare… Man følte mere og man tænkte mindre. Det var uforklarligt for dem som aldrig før havde følt en blodrus’ sande glæder. Vetis vidste ikke om han havde en smule ondt af dem eller om de i sandhed var heldige. For når man var helt deroppe vor ingen kunne røre dem, var der ikke noget værre end at komme ned igen. For en blodrus var ikke evig og på et tidspunkt ville den passere. Når man var nede igen, tja, så var det som om at alt kom tilbage til én for hurtigt. Alt mistede dets tidligere glans og verden virkede… tom og til tider så virkede den til at være for meget. Det var som at prøve at fylde et bægre med langt mere vand end der var plads til. Det var overvældende og man prøvede ihærdigt på ikke at drukne. Enten det eller også prøvede man på at opnå en anden form for rus som kunne erstatte det tidligere. Bare en eller anden fornemmelse som mindede om det… Men, sådan var det for så mange andre typer af højder og rus. De kunne aldrig helt erstattet, men man prøvede alligevel på det, for det var enten det eller valget om at føle for meget… eller for lidt. Begge to kunne være lige horrible.

Vetis hverken forfærdet ud eller veg tilbage fra Sean’s blik. Han kunne trods alt godt forstå ham, vis det var tilfældet af at Vetis havde forstyrret hans tanker. Den dybe vrede i hans øjne havde dog forundret Vetis, men det var nok ikke noget som Sean ville dele med ham, så som altid måtte Vetis gøre sine egne tanker. Tanker som nok aldrig i sandhed ville blive opklaret eller vist at være sandheden… men, hellere det end slet ikke at gøre tanker om nogen, for dermed at finde ud af senere hvad de var i stand til… og hvad de var gjort af…

Sean’s blik havde dog hurtigt virket til at blive erstattet af noget andet, og Vetis lod ham tage blid om hans hage. Vetis blev derved stående hvor han var og stille observerede Sean, som nærmest virkede søgende. Vetis nåede da ikke at gøre sig alt for mange tanker inden at Sean tog sin kappe af, og galant lagde den om Vetis. Vetis smilede og mærkede straks varmen fra kappen og blev indhyllet i Sean’s duft… hvilket var underligt intimt. Ligesom det også var underligt kærligt sådan som Sean havde ladet sin hånd strejfe Vetis’ hår. Vetis kunne ikke erindre at nogen nogensinde havde været så glad for hans hår… ikke at det var helt dårligt. Det var en smule rart at nogen rent faktisk foretrak sådan som han oprindeligt så ud… og var. Ikke at Vetis havde vist sig fra alle sine sider af for det var der vel umuligt nogen som ville sætte pris på, eller ville være i stand til at holde af.
”En sand gentleman,” sagde Vetis med et stort smil og holdt kappen tættere mod sig. Det var rart med kappen som en skærm mod kulden, men problemet var bare, at med varmen mærkede Vetis i sandhed hvor kold han var. Det var måske tide på at komme indenfor eller i det mindste få noget mere tøj på? Han havde bare ikke lyst til at forlade Sean endnu, men så var det jo heldigt at Sean havde haft planer om at opsøge Vetis. Hvor heldig kunne man være?
”Undgået dig? Mig? Kunne aldrig falde mig ind” sagde Vetis med en falsk fornemmelse af at være forbløffet og en smule fornærmet. Han droppede dog hurtigt dramaet og smilede skævt til Sean og lagde en finger på hans brystkasse. ”Er du sikker på at det ikke er dig som har undgået mig?” sagde han drilsk og fjernede fingeren igen. Han lo kort og rystede på hovedet. ”Nej, jeg har skam ikke undgået dig, men jeg har skam heller ikke opsøgt dig. Har haft travlt, hvilket er noget som du nok godt kender til siden du selv er en travl person.”
Han tog derefter et skridt tilbage.
”Men, nok om det. Du ville se mit hjem?” Han nikkede derefter til Sean efter at han havde slået ud med armen. ”Jamen, du skal da være mere end velkommen… Følg med,” sagde han venlig velvidende om at Sean ville følge med uanset hvad. Manden virkede trods alt til at være tilfreds med at få sin vilje og når det var at man føjede ham. Noget som var svært ikke at smile over, men Vetis havde skam ikke noget imod det. Det var godt at man vidste hvad det var at man ville og tog det som man ønskede sig. Om man så kunne opnå det var så noget andet, men med nok viljestyrke var chancen stor for det.

//Timeskip//

Da de havde gået i noget tid igennem byen nåede de frem til ruinen som var skalkeskjul for Vetis’ hjem. Ruinen af et faldefærdigt hus var det samme som før, men meget havde ændret sig under bygningen de seneste par dage. Der var blevet gravet dybere og stedet var blevet udvidet gevaldigt. Flere lokaler var blevet tilføjet samt møbleret. Der var også blevet lavet nogle flere indgange og udgange, men Vetis viste Sean ind gennem den indgang som Sean ville kende til. Den var dog blevet skjult noget bedre og for de fleste var den ikke til at se. Selv om nogen så opdagede den var det ikke bare sådan lige at åbne den. Kun Vetis vidste på nuværende tidspunkt hvordan man skulle bære sig ad med det. Det samt de andre låse som vare blevet sat til de forskellige steder. Han var også én af de få som vidste hvorved at fælderne var og hvordan man undgik dem, samt hvordan man deaktiverede dem. Ikke at andre ikke ville kunne finde ud af det, men gjorde de det ville Vetis bare erstatte dem med nogle andre fælder… eller ved simpelt at skille sig af med den lidt for nysgerrige person. Dette sted fungerede som hans base, så selvfølgelig havde han været nødt til at tage visse sikkerhedsforanstaltninger. Vis ikke var det trods alt ikke til at sige hvor længe man ville overleve i hans form for branche. Især ikke med de nye konkurrenter som var kommet til på det seneste. Det virkede til at ethvert fjols for tiden troede at de var nogen og at de kunne gøre hvad der passede dem uden nogen former for konsekvenser. Det havde irriteret Vetis grænseløst at disse fjolser stod til at ødelægge andres gode arbejde, og havde dermed brugt en del tid på at skille sig af med dem. Han havde skillet sig af med en del, men hver gang havde det virket som om at der var to til at tage deres plads. Dog, fik Vetis snart sin vilje så ville det blot være noget som hørte fortiden til… Der var dog bare en del arbejde at udføre inden da.
Vetis viste Sean ned den samme gang men selv der var der lavet lidt om. Det lignede stadigvæk sig selv, men nogen døre var forsvundet imens at andre var opstået. Vetis viste Sean længere ned af et nyt sted og ind i en stor gæstestue som var fint møbleret med sofaer samt kaffeborde. Lokalet var luksuriøst udsmykket med vaser, malerier, tæpper og andet decor. Farverne var nedtonede foruden den bordeauxrøde som var blevet brugt til de fleste af møblerne.
”Du er velkommen til at sidder her imens jeg lige klæder mig på,” sagde han og slog ud med armen som for at Sean skulle sætte sig i én af sofaerne. Medmindre at Sean ville stoppe ham, så ville han forsvinde ud og finde nogle bukser at klæde sig i, bare så han ikke skulle vise Sean rundt i hans nye hjem halvnøgen... Medmindre det var noget som Sean foretrak.

Et eller andet sted var selskab...Hårdt. Tydeligvis var hans tanker - hans sind - et andet sted her til aften. Så måske var hjemmebesøg ikke den bedste ide. Han ville formentlig virke fjern før eller siden, ikke helt til stede i en eventuel samtale eller situation. Det skete en gang i mellem. Folk gik ud fra Sean var fordybet i tanker. Og det var han vel også. Tanker...Og jagten på en indre fred og oplysning. Det var i disse øjeblikke af svag fred og fordybelse, der ofte gav ham de bedste ideer eller aha-oplevelser. Og når fornemmelsen endelig kom og endelig havde lagt sig, blev den gerne hele dagen eller hele natten. Det ville kræve noget af ham, at skubbe den til side og deltage på normal vis i selskabet omkring sig. Og ofte blev han blot irriteret over det. Som om alle forstyrrede ham i noget vigtigt.

Hvor uheldigt det lige skulle blive i aften. Hvor uheldigt det lige skulle være i selskab med Vetis. Trods de lavede hver deres ting, var der noget ved Vetis der altid fik Sean til...At være på vagt. Han vidste ikke helt, om det var fordi han kunne se noget af sig selv i manden. En fornemmelse han ikke havde i mange årtier - eller måske århundreder? Havde han nogensinde mødt sådan en? Han havde mødt mange, som han på den ene eller anden måde kunne respektere eller oprigtig se som en mulig modstander.
Selv om Sean havde lagt op til drilleriet, formåede han ikke helt at gengælde det, da Vetis svarede ham. Det blev mest til et næsten pinefuldt og svagt ryk i den ene mundvige. Og i stedet for at svare ham, gled hans blik tilbage til de døde mænd. Ikke af sorg eller skam, ikke i bekymring om af hvem eller hvornår de blev opdaget. Men fordi han stadig havde lyst. Han havde stadig lyst til at slå ihjel. Gå all-out i en murderspree. Hvad var folk omkring ham end underlegne? Ja, måske blev det først rigtig interessant hvor nogen faktisk prøvede at gøre modstand. Ville nogen gøre det? Ville alt og alle ikke bare være...Ligeglade? Eller flygte i et forvirret håb om overlevelse fra denne galning af en mand, som nu var ham selv?
Det var hans by. Hvorfor vente på Fenrer? Hvorfor tage sig af Natalie? Ja, han ville tværtimod glæde sig til at se Natalies ansigt, når han havde lagt hele hendes by i ruiner. Hendes by...Selv om det var ham der styrede ham! HAM! HAM der gjorde alt arbejdet, trods han havde lovet sig selv ikke at gøre det igen. At styre en by var kedeligt! Folk troede tydeligvis de kunne styre ham. Trampe ham. Snøre ham.
Der var intet han hellere ville end slå alt ihjel. Til han ville segne af udmattelse og var badet i blod.

Sean trak vejret dybt og vendte sig for at gå med Vetis, igen fordybet i sine egne tanker. På en måde krævede det en viljestyrke, som han kun uvildigt gav, for ikke at gøre de ting han havde tænkt. Men det føltes kvælende. At påtage sig denne begrænsning, som samfundet havde sat på ham. At lade være ville være det rigtige at gøre. For hans egen skyld. Alligevel smagte det surt og fornemmelsen af begrænsningerne irriterede ham. Som lænker der holdt ham nede og gjorde hvert skridt tungt.

----

I det mindste havde han andre ting at fokusere på hos Vetis. Som Sean selv, virkede det til at Vetis gik hele vejen med at beskytte sig selv og sit sted. Og den slags hemmeligheder eller udfordringer interesserede Sean. Ikke blot fordi han sikrede sine egne ting på samme måde - med låse, fælder og forhindringer - men også fordi han ville elske udfordringen i at nå igennem dem. At nå ind til Vetis og hans hjem uanset. Det havde engang været hans job. At nå igennem folks palisader og ind til det der virkelig betød noget. Fysisk, som mentalt.

Hans blik gled rundt i gæstestuen. Hyggelig nok til at være...Ja, hyggelig. Men uden det personlige kærtegn. Det var jo sådan man lavede gæsterum. Eller i hvert fald sådan Sean gjorde det selv. Han satte det altid op som til et skuespil, med rekvisitter og genstande uden egentlig værdi. Folk kunne som regel ikke se forskel og fortolkede de ligegyldige billeder som værende fra familien eller malet selv. Bøgerne som en del af ens personlige udvalg. Interiøret som et udtryk for ens sindelag. Der var kun et rum Sean nogensinde havde holdt personligt. Sit soveværelse, i det store hus der nu blev forsømt endnu engang. Der var sjældent grund til at forlade borgen, trods alt. Og de folk der nåede derind, var folk der på en eller anden måde havde fået en dybere personlig betydning for Sean. Nok til at han stolte på dem.

Nej, han blev nødt til at tage sig sammen. Han nikkede svagt til Vetis, som denne gik sin vej, uden at overveje muligheden for nøgenhed yderligere. Det var langt fra hans tanker og anspændte krop lige nu. I stedet løsnede han bæltet med hans sværd og smed det fra sig på en af sofaerne. Løsnede støvlerne og trak dem af, blot for at begrave sine fødder i gulvtæppet. Hans blik gled rundt i lokalet, før han endelig gled ned i sofaen, ved siden af sit sværd. Den ene arm gled automatisk op på ryglænet og fik ham til at se mere afslappet ud, end han nok følte sig. I virkeligheden lukkede han øjnene et øjeblik og nød at der var en smule ro. Ingen vidste hvor han var. Hvad han lavede.
Derfor...Ro.
Med den ledige hånd gned han sig kortvarigt over øjnene, som for at fjerne en oparbejdende træthed. Var det ikke fordi han næsten aldrig sov eller følte sig træt. Nej, i stedet gav han sig til at kigge på det indtørrede blod på hans fingre og negle. Hvordan det flækkede af i små skaller, når han pressede sine fingre sammen. Et lille smil gled over ham. Han havde en anden person på sine fingre. Tanken var ganske underholdende.

Vetis fandt hurtigt vej til sit værelse hvorved han fandt noget tøj frem. Han fandt nogle grå uldbukser frem, nogle uldne sokker samt en stor grågrøn trøje. Håret fik han bundet op i en knold og fandt et brunt tæppe med simpelt mønstring, som han smed over sine skuldre. Der var mere tydeligt at mærke hvor kold han havde været idet han havde trådt indenfor. Han vidste hvilken effekt det kunne have på ens egen krop, så derfor var det bedst at klæde sig varm på. Det var også godt at varme sig op indvendigt så efter at have klædt sig på, satte han mod køkkenet og fik sat noget vand over til at koge. Han stak dermed hovedet ind i gæstestuen hvorved at Sean sad.
Det virkede som om at Sean virkelig havde sat sig godt til rette, og endelig bare fik slappet af. Han havde vel brug for det? Han havde også virket en del afslappet inden at Vetis havde meddelt sin tilstedeværelse tidligere... Uden at sige noget forsvandt Vetis ud af døråbningen og gik tilbage til sit lille køkken. Der kunne være mange årsager til Sean's reaktion... men, måske var han stresset? Måske havde der været mere bag den blodrus, der havde måske endda været et stærkt behov for den.

Nu hvor Vetis tænkte over det havde Sean virket en del, fraværende? Var det ordet? Det var i alt fald ikke den helt samme Sean som Vetis havde lært sig at kende, men på den anden side så kendte Vetis som sådan ikke Sean. Han havde en fornemmelse og han havde en formodning om at de mindede meget om hinanden. Han havde også fornemmelser og formodninger om en del andet... men, de var blot det. Antagelser og gætterier... Det at lære noget at kende var ikke så ligetil, og man uanset hvor mange år og kræfter man brugte på det ville man aldrig lære nogen helt at kende. De ville altid have noget som kun tilhørte dem selv, og som andre aldrig ville se. Det kom an på situationen om det så var noget godt eller skidt, men det var altid godt at have dette i tankerne. Dermed kunne man ikke blive helt skuffet hvis det var at det ikke lykkes for én. Ikke at man ikke kunne gøre et forsøg.

Da vandet havde kogt, lavede Vetis to krus med Chamomile the. Han puttede det på en bakke hvorved han placerede noget honning, til at søde theen med, samt nogle bær og nødder som snacks. Han bar dette ind i gæstestuen og placerede det på bordet. Om Sean så ville have noget af det var op til ham selv, men Vetis satte sig ned i sofaen og tog et krus og sødet det med noget honning. Det var ikke nødvendigt alt dette, taget i betragtning af at de var dæmoner, men det var ikke ens betydning med at de ikke kunne nyde det. Selv nød Vetis smagen af mange ting og drak the fra tid til anden. Han spiste skam også menneskemad da det var at han var kommet til at nyde smagen af en del retter. Dog nød han mest af alt, ting som var søde. Han havde en sød tand og havde en del slik opbevaret.

Vetis lunede sine hænder på kruset inden at han tog en prøvende slurk. Theen var på nuværende tidspunkt skoldende, men den smagte fantastik og Vetis nød duften af Chamomile.
Han placerede derefter sin hænder på sit skød, med kruset i hånden, og kiggede på Sean. Han havde godt set de små flager af indtørret blod på sofaen, men var som sådan ligeglad. Han tænkte dog nok at han burde tilbyde Sean at vaske sine hænder i et vask... på et eller tidspunkt, men det havde ikke virket som et problem for Sean indtil videre.

"Jeg har lavet noget the til dig... Hvis du er til sådan noget," sagde han og nikkede imod det andet krus. Hvis ikke at Sean ikke drak det var det ikke jordens undergang. The og vand var trods alt noget som han havde rigeligt af, så det gjorde ikke at der var noget som gik til spilde. Han ønskede blot at tilbyde sin gæst noget, når nu han havde lavet en kop til sig selv. På den anden side var det også bare af ren gæstfrihed, og andet havde været uhøfligt.

"Det er i alt fald godt at lune sig på," tilføjede han og smilede til Sean.

Det var svært ikke at tænke... at undre sig nok nærmere over Sean's tilstedeværelse. Sean havde for det meste... nej, han havde kun opsøgt Vetis når det var at han skulle bruge ham eller fordi han skulle afholde sin del af en aftale. Sean havde ikke bare opsøgt ham før, fordi han blot ønskede at se ham... Det var der aldrig nogen som gjorde. De ville altid have noget af Vetis, og han gav dem hvad de ønskede. Sådan havde det altid været, og sådan ville det nok altid være. Vetid gjorde sig ikke tanker om andet, og han var enlig også tilfreds med omstændighederne. Det var trods alt noget som han var vant til, og hvorfor ændre på det når nu det virkede så fint? I alt fald, Vetis kunne ikke lade være med at tænke at dette møde, var ligesom de andre og at Sean blot havde sagt at han ønskede at se Vetis, fordi han ville have noget af ham. Nu hvor Vetis tænkte sig om havde han da også en god tanke om hvad det kunne være.

Vetis smed sine egne ben op på bordet og lænede sig mere tilbage i sofaen. Det var sjovt sådan som de sad i så fin en gæstestue, det stemmede bare ikke overens. Selv stod Vetis meget i kontrast til stuens dekorering... men, nu havde den dekorering ikke meget med ham selv. Faktisk var der meget af interiøret som ikke havde meget med ham selv. Selv ikke hans nye soveværelse. Det var dog ikke ens betydning med at Vetis ikke brød sig om sin nye indretning, men den indeholdte ikke meget af ham selv. Havde det nemlig stået til Vetis selv, tja, så skulle hans hjem ikke være i Doomsville. Det ville nok være langt ude i nogle bjerge i en træhytte... Dækket at vidder af sne og landskab... men, det var kun en ide som han underholdt i kort tid af gangen. Han vidste at han nok ville søge ind til byen samt mængden med folk inden længen. Han skulle trods alt spise, samt at han havde sine tendenser og manier. Ting som altid ledte ham tilbage til tæt beboet områder. Områder såsom Doomsville... En by som de ikke virkede at man slap væk fra så nemt igen. Ikke at han havde så mange klager over byen, på nuværende tidspunkt. Især ikke i selskab af byens egen hersker.

Vetis tog endnu en slurk og mærkede allerede hvordan hans krop blev varmet op indefra. Det var en ret effektiv måde at gøre det på, også selvom det var en af de lidt mere kedelige måder. Dog var det hvad han havde at gøre godt med lige nu, hvilket også var helt fint.

"Så, velkommen tilbage hertil Sean," sagde Vetis bare venligt. Han kunne spørge hvorvidt hvorfor Sean var her, men, havde manden et reelt ærinde ville han vel nævne det på et tidspunkt. Så, Vetis tillod sig selv at tage det roligt og slappe af... så meget som han nu kunne. Sean var trods alt, ja, Sean og manden havde tidligere været i en blodrus. Så, lidt varsom var man vel altid.

Sean opfangede ikke at Vetis tjekkede til ham. I stedet levede han i den tro, at han var alene til Vetis kom ind med theen og iklædt tøj. Endnu en lille fornøjelse der var frataget ham...Men det havde været koldt udenfor. Det var kun logisk at Vetis ville søge mod noget der kunne varme ham igen. Blikket var gledet næsten dødt hen over Vetis, før det var landet på theen og udvalget af snacks. Sean spiste ikke menneskemad. Det var under hans værdighed. Havde altid været et princip, endnu en måde at adskille sig fra de mindre racer. Men the var han ikke fremmed med. Han drak selv meget the og opsøgte gerne nye varianter når han kunne. Det var en ting han altid havde råd til. Og hvis ikke?
Der var også andre måder at sikre en levering.
Alligevel stirrede han bare på på kruset en stund, før han endelig trak sig ud af sin egen lille trance. Han lænede sig frem, greb kruset med the der var beregnet til ham, og satte sig tilbage igen. Kamillethe. Han havde altid fundet urten for sød. Theen for sød. Nogen sammenlignede det med at drikke varmt pis. Ja, det havde sin gullige farve og helt genkendelige duft. Kendt for sine gode medicinske egenskaber og beroligende effekt. Måske var det netop hvad han havde brug for...Eller måske slappede han allerede for meget af.
Han bedømte theen stadig var for varm og sad blot med den, hvilede på hans ene lår. Den blev kun flyttet en anelse, når det blev for varmt lige der hvor kruset hvilede.

Stemningen var behagelig. I hvert fald fra Seans side. Trods de sad i en generelt pænt dekoreret gæstestue og Vetis ikke var en mand, som Sean havde tilbragt fritid med - som sådan - med før...Så var der ret afslappet. Som om de var van til at sidde her, mens sneen faldt udenfor, og drikke the sammen. Tanken var så underholdende - eller behagelig - at han ikke kunne holde sig fra at smile lidt. Måske det første rigtige lille smil i lang tid. Det føltes uvant at smile, så det forsvandt hurtigt. Nej, han var fjollet. Han havde ikke siddet og bare...Været...Sammen med nogen i så mange år. Og det ville aldrig ske igen.
Ja...At blive mindet om det gjorde ham træt igen. Nu gik det ellers lige så godt.
Først for sent gik det op for ham at Vetis havde sagt noget. Hans blik gled over til Vetis. Gled over Vetis' krop og person.

Uden at smage på theen lænede han sig frem og stillede den på bordet igen. Kun for at rejse sig op. Sean var opmærksom på hvor ustabil han var til aften. Havde han ikke siddet, afslappet, og nydt øjeblikket? Kun for at blive mindet om hvor han var og med hvem. Han ville aldrig kunne slappe af sammen med andre. Det var som at skrive under på at blive såret eller udnyttet. Udsætte sig selv for...Alt...Igen. Og så lige med Vetis...Nej. Han kunne aldrig se sig selv have en oprigtig relation til Vetis. Venner? Aldrig. De var forretningspartnere. De kunne måske synke til at dyrke lidt sex eller drille hinanden. Bekendte.
Hvorfor havde han været så afslappet et øjeblik?

Han strakte sig, så ryggen gav lydløst efter. Rullede skuldrene rundt en enkelt gang, før han vendte sig om mod Vetis igen. Stillede sig bag sofaen, med hænderne på ryggen af den. Bevægelsen fik ham til at se på sine hænder, på de flager han allerede havde efterladt på stoffet hvor han havde siddet. Vetis var en god vært...Og her var han selv en dårlig gæst. Det gjorde ham vred. Man han kunne ikke meget andet end grine af sine egne fejl. Han rettede sig langsomt op og så langsomt hen på Vetis igen. Men nu blev blikket der. Ubestemmeligt.
"Jeg beklager"
For hvad? Det hele? Nah. Han ville ikke bruge energi på at finde ud af præcis hvad. Vetis kunne selv vælge.
"Det ser ud til jeg har størknet blod på mig. Er der et sted jeg kan vaske det af?"
Hans tanker havde været på sofaen, mere end på hans egne hænder. Normalt ville han foreslå at få den renset på sin egen regning. Men ordene kom ikke over ham. Det var som om hans sind ignorerede fejlen, som om at hvis han - som hersker og archdemon - valgt at efterlade størknet blod...Så var det andres problem. Ikke hans. Lige nu havde han ikke overskuddet til at rette sig selv. Og måske var det også ligegyldigt.
Sean rømmede sig svagt, lukkede øjnene et øjeblik.
"Der er vel ikke et besøg uden en årsag..." I et øjeblik tøvede han der. Han havde glemt hvorfor han var her. Det tog ham et øjeblik at huske.
"Jeg er nysgerrig. På dit nye hjem, som jeg ikke har set siden det blev bygget om. Og på andre ting, jeg altid kan tage op lidt senere. Du skal have lov til at sidde og få varmen. Ikke ødelægge en god kop the med politiske emner" brummede han og slog let ud med hånden mod bordet.

Det var lige før at Vetis ikke troede at han ville tage imod theen, men til hans overraskelse tog Sean imod den. Vetis havde før ikke oplevet at mange andre dæmoner tog imod eller indtog menneskeføde... mest af alt fordi det intet var i forhold til hvad de oprindeligt spiste, men til tider var det også fordi at de anså mennesker på samme niveau som kvæg og andet byttedyr. Dermed var de ikke meget for at indtage noget som de anså som dyrefoder. Det var for nedværdigende for dem og mange kunne endda blive fornærmet hvis man tilbød dem det. Det skulle Vetis måske have tænkt yderligere over før han havde tilbudt Sean det, men på den anden side... så ville han ikke være en god vært hvis ikke han havde tilbudt Sean noget. Det var almen høflighed og det var jo aldrig til at vide om folk tog imod det. Nogle væsner var trods alt ret nysgerrige, ligesom Vetis selv var... også havde han så heller ikke nogen former for ære eller noget helt specielt image at opretholde. Kun når det lige kom til hans aliasser. Noget som kunne være lige så trættende som det kunne være belønnende. Nogle gange ville man bare have lov til at være sig selv, hvad det så indebar... For det var ikke altid til at vide om hvem Vetis i sandhed havde været. Var han overhovedet den samme mand? Vetis havde på fornemmelsen at han ikke helt var den samme... Det kunne han umuligt være. Især taget i betragtning af det, som han havde i et låst skab, gemt langt væk i hans hjem...
Vetis ønskede blot at leve som han nu gjorde, fri til at gøre hvad han ville, men, det havde hjemsøgt ham på det seneste. Der var noget som havde sat gang i det, og Vetis havde ikke helt været i stand for at sætte en stopper for det... På den anden side ønskede han heller ikke at sætte en stopper for det. Han måtte indrømme at han var nysgerrig om at vide mere om sig selv. Hvem ville ikke også være det? Det var bare ikke altid at det lønnede sig i sidste ende. Det var et dobbeltsidet sværd, og Vetis ønskede ikke at... tja, at skære sig på det. Sean havde i alt fald haft en finger med i det, så meget stod da klart, men deri lå så også et større problem. Vetis vidste ikke hvor han havde Sean, og hvad for en mand han i sandhed var. Det var lige så interessant som det var frustrerende... for ikke at nævne farligt. Det var trods alt ikke hverdagskost at lægge sig ud med en hersker.

Han tog endnu en slurk af sin the og nød den varme damp som strømmede ud af toppen. Han stille observerede Sean, som havde placeret hans krus på hans lår. Den var nok for varm til ham endnu... Det burde den egentlig også have været for Vetis, men han ænsede ikke smerte på samme måde som de fleste. Det var én af de ting som han skulle passe på med når han foregav at være nogen anden, eller foregav at være et menneske. Noget som ikke var så nemt igen taget i betragtning af at det i de fleste tilfælde gav ham en ubeskrivelig rus af at være i fysisk smerte. Noget som han også havde erfaret at ikke mange oplevede, men i sådan en forvrænget verden som Underworld kunne han umuligt være den eneste som var sådan her. Han vidste at han umuligt kunne være den eneste. Der var trods alt så mange som var lige så ødelagt som han selv... På alle deres egen forunderlige måder. Vetis var endda ret sikker på at selv Sean med hans smukke og stoiske ydre var en nedslidt og ødelagt mand indvendigt. En mand som havde brug for til tider at bryde stilheden og perfektionen med kaos og blodudgydelse. I alt fald havde han nok brug for at nedbryde et eller andet... det som man ikke blot kunne flå ud af sig selv. Så let skulle livet vel heller ikke være.

Vetis lagde kort mærke til at Sean smilede, hvilket forundrede ham en smule, men selv mænd som Sean smilede. Det interessante var mere hvad som havde fået ham til at smile, men det var vel ikke noget som rigtigt kom Vetis ved. Sean virkede også til at have taget sig i det... dermed havde smilet været meget kortlevet... beklageligvis. Det var ellers noget som havde pyntet på Sean's læber. Det havde i alt fald virket til at smilet havde haft en virkning på Sean, eftersom han derefter havde rejst sig op fra sofaen. Vetis løftede spørgende på det ene bryn og kiggede med idet at Sean gik bagom sofaen. Vetis ansigtsudtryk blev derefter mere undrende idet at Sean ligefrem undskyldte. Hvad da for?

Vetis åbnede munden for at spørge ind til det, men Sean kom ham i forkøbet med hans spørgsmål.
"Selvfølgelig..." sagde han og satte sig krus fra sig på bordet. Han begyndte at rejse sig op, og så dermed blodet i sofaen... Vetis konkluderede at det måtte have været det som Sean havde undskyldt for. Det kunne selvfølgelig også have været at han havde undskyldt overfor noget andet... Noget som Vetis sagtens ville kunne forestille sig, men det var nok nemmere blot at tro at han havde undskyldt overfor blodet på hans sofa. I alt fald følte han sig fristet til at smile over det. Sofaen kunne da være ham fuldstændig ligegyldig, og blod var ikke noget som var så svært at fjerne igen. Især ikke når det var at man havde erfaring med at fjerne det. Han rystede dermed på hovedet og vendte sig mod Sean.

"Alt forladt," sagde han venligt og hvilede sine hænder på sine hofter. Det var en smule spøjst at høre Sean undskylde... bare generelt at høre nogen undskylde overfor ham. Det var som sådan ikke noget som han var vant til, men det var som sådan ikke noget som var dårligt. Vetis skulle til at foreslå at han viste ham vej til et sted han kunne vaske sine hænder... indtil at Sean havde rømmet sig.

Så der var skam en årsag til mødet i dag. Selvfølgelig, nu var det bare om at se hvorfor Sean havde fundet vej herhen. Vetis blev dog en smule skuffet over årsagen til at Sean havde besøgt ham... det var trods alt noget som han syntes var så banalt og kedeligt, men sådan var det til tider. Ikke noget at gøre ved det. For Sean syntes at ville gemme det andet til en anden god gang... måske en anden god gang hvorved han virkede til at have mere kontrol over sig selv. Vetis havde godt lagt mærke til ændringerne i Sean's opførelse. Han virkede mest af alt distraheret af noget... noget som overtog hans tanker og gjorde ham... tja, en smule uopmærksom og uforsigtig. Det var dog altid chancen for at finde ud af mere... men, det skulle være uden at skræmme Sean og risikere at hans skjolde blev løftet. Nemmere sagt end gjort... manden havde sikkert flere års erfaring med at passe på sin egen person uden at lade noget slippe. I alt fald lod han nok ikke alt for meget slippe, men selv lidt var noget. Lidt var noget som Vetis sagtens ville kunne arbejde med. Problemet var bare at lade Sean tro at Vetis var mere harmløs end han var... Igen, lettere sagt end gjort, men det var ikke ens betydning med at man ikke kunne prøve sig frem.

"Jamen, du er da velkommen til at se mit hjem nu hvor du har været med til at sætte det i stand. Vi kan starte med et badeværelse hvorved du kan vaske dine hænder."

"Har allerede fået varmen af at være i det rette selskab," sagde han kort flirtende til Sean og blinkede. Han rakte ned efter sit krus og giv om bag sofaen, til Sean, med kruset i hånden.

"Det er heldigt at jeg kan gå og drikke the samtidigt," sagde han og viftede med hovedet til at Sean skulle følge med ham. Han ville vise ham vej mod badeværelset som var forbeholdt gæster, blot for at Sean kunne vaske sine hænder.

En række eder gled over hans tanker, som Vetis ville inkluderet besøget til f.eks. et badeværelse, med en rundvisning. Der forsvandt muligheden for at samle sig et øjeblik. I at trække vejret dybt, få vasket blodet af og nulstille. Men måske havde Vetis allerede samlet op på det. Samlet op på at Sean var lidt ved siden af sig selv...Og formentlig ville manden udnytte det. Som alle ville, naturligvis. Ikke at nogen skulle prikke for meget til ham i dag. Et forkert trin og han kunne meget vel eksplodere i vrede...Hvilket nok var hans reaktion nr. 1 når han var mere eller mindre ustabil. Eller noget gik ham på. Vrede og mord. Han kendte godt sit eget mønster. Men når han ikke var bedre til at afreagere, så måtte han ty til vold....Og da hellere mod fremmede, end dem han nok i virkeligheden var frustreret på.
Naaah...Han følte ikke for at være vred. Han vidste ikke hvad han følte for. Han vidste bare han snart måtte tage sig sammen, for at dette besøg ikke blev en total fiasko og han fik trådt forkert i selskabet med Vetis. Som han trak vejrt dybt, fokuseret han på at sætte sin facade op igen. Skjule kaosset, i hvert fald til han var alene igen, og kun fokusere på Vetis. Og hvad dette besøg så end måtte bringe med sig.
Sean nikkede let til Vetis, som tegn til at han ville følge efter manden. Hvad han også gjorde.

Det var på en eller anden måde lykkedes ham at gengælde Vetis' flirt med et svagt smil. Der var ikke meget oprigtig over smilet, der var der næsten aldrig når han smilte. Men de fleste kunne ikke se forskel og godtog ofte hans smil som en hvis åbenhed eller venlighed. Hvilket kunne være meget praktisk. Vetis ville næppe hoppe på det, men det var en vane der lå for dybt, til at han kunne stoppe sig selv. Desuden var smil aldrig uden nogen mening: Det betød trods alt at Sean havde fundet noget interessant eller spændende nok, til at give det en reaktion.
"Bare rolig. Jeg skal nok lade være med at lede efter alle dine hemmeligheder" bekræftede han i en let drillende tone. Hans tryk på 'alle' understrege at han skam ville lede efter nogle. Uanset hvad han så fandt eller ej. Så måtte Vetis tage det som han ville. Han forventede heller ikke at se det hele. Selv ville han aldrig vise hele sit hjem til andre. Nogle ting ville altid være skjult.
"Og hvordan går dit arbejde? Er der nok at lave? Jeg har lagt mærke til du ofte er lidt over det hele" spurgte han med en tone af nysgerrighed. Sean havde aldrig været den bedste til smalltalk. Han opsøgte som regel altid folk af en årsag og ikke for småsnak. Men dette spørgsmål bar også noget mere med sig. Sean selv var begyndt at vende mere tilbage til sine kriminelle foretagender. Ganske enkelt fordi det at være hersker kedede ham. Men han havde ikke selv haft meget kontakt med Vetis på det sidste, omkring arbejde.

Det var ikke uden et svagt stik af tøven, at han forlod sit sværd i gæstestuen. En stemme hviskede konstant til ham at det var en dårlig ide at efterlade det...Måske var det fjollet. Måske var Vetis hjem ikke det sted hans fjender ville vente på ham...
Men der var altid 'hvad nu hvis'. Og det var den stemme der fodrede hans evige og voksende paranoia. Han var ikke gået mere end et par skridt efter Vetis, før han vendte om og hentede det. Spændte det om hoften, før han endelig førte efter Vetis igen. Han forklarede det ikke. Igen var Sean bevidst om hvad det måtte sige om ham...Om han så troede Vetis ville få det stjålet eller angribe ham som de nåede længere ind...Eller om Sean bare var meget glad for sit sværd. Det måtte blive endnu en ting som Sean ville ignorere og som Vetis ikke ville så svar på. Om Sean så endnu en gang fremstod som en dårlig eller mistroisk gæst. Måske var han undskyldt - som hersker havde han fjender. At have sværdet ved sin side kunne lige så meget være en vane. Lige så naturligt for ham, som at have to arme.

Vetis ville lyve vis han sagde at det ikke var en smule underholdende at se Sean ude af den... Eller for en gangs skyld se ham mindre kontrolleret. På den måde stod de lidt mere lige, med hensyn til hvad der var hændt den aften. Ikke at han anså nogen for at være hans ligemand eller lignende... Der var intet i Vetis forstand som var som sådan... lige, men det var en mere filosofisk tankegang som han ikke yndede at begive sig ind i lige nu. Hans sind kunne vandre når han var alene, men lige nu var Sean her. En meget ukomfortabel Sean som end ikke formåede at foregive et flirtende smil... Vetis valgte at lade som om han ikke havde lagt mærke til det, og smilede blot igen. Andet var der som sådan heller ikke at gøre, også selvom årsagen til hvad der måtte ligge bag, var noget så fristende for Vetis lige nu. Hans nysgerrighed var lige så stille begyndt at ulme under overfladen, og Vetis måtte kvæle det en smule med endnu en tår af hans the. Han fortrød kort at han ikke havde lavet lavendel the i stedet for, da det for ham havde en bedre beroligende effekt, men det var noget at huske til en anden gang. Det hjalp en smule, men Vetis vidste at det senere på aften kun ville blive værre. Det var et mindre problem som Vetis lod til at have. Et problem som han havde haft siden at han var helt ung. Når der først var begyndt at forme sig spørgsmål samt teorier i hovedet på ham, havde han svært ved ikke at undersøge det yderligere. Se, det var ikke dårligt at være nysgerrig, syntes han selv. Det var roden til en masse viden og gjorde en masse nytte. Problemet lå i at Vetis havde det med at gå for langt med det og ende i livsfarlige situationer... eller situationer som virkelig skadede hans omdømme, blot fordi at han ikke kunne holde næsen for sig selv. Sådan en situation her med Sean, kunne få ham i sådan nogle gevaldige problemer... og det var heller ikke sikkert at det ville være det hele værd... Men åh hvor det kriblede for at finde ud af det! Forbandet være status! Forbandet være Sean og hans mure og facader... Han vidste godt at det ville være at kaste sten når man selv boede i et glashus, og bla bla... men, det var fint nok når det var ham selv.

Vetis løftede blot det ene bryn da Sean kommenterede på at ikke ville lede efter alle hans hemmeligheder. Han var da velkommen til at forsøge... samt prøve på at finde hoved og hale i det. Det var heller ikke sikkert at vis Sean fandt, det som var gemt væk, at han ville vide hvad han skulle bruge den information til. Det eneste det muligvis ville afsløre var at Vetis ikke var fra denne verden. Ikke noget information som Vetis tænkte var så brugbart igen... men man vidste jo aldrig.

"Ikke dem alle sammen? Hvorfor dog ikke? Du skulle jo nødigt gå glip af alt det gode og saftige" svarede Vetis lige så drillende igen. Det var også lidt som en udfordring, men det ville ikke være nemt.

"Som det plejer" svarede han kort. Derefter smilede han en smule skævt inden at han fortsatte,

"Så længe at folk begærer, vil der altid være noget for mig at lave... Og som folk i Underworld begærer... Ja, så har jeg noget at se til i de næste århundrede." Han havde nok også arbejde de næste årtusinde, siden at begær ikke virkede til at være noget som folk løb tør for. Især ikke i Doomsville. Det var som om at på det seneste havde det været noget, som var i overflod... En dejlig og fabelagtig syndflod af begær.

Hvis blot man kunne komme det på en flaske...

Den sidste del af Sean's kommentar var noget som kunne tolkes på flere måder. Såsom at Vetis havde gjort sig bekendt med en hvis elver... og at Vetis ikke havde været til at finde eller få fat på op mod auktionen som skulle holdes i Doomsville. Det havde trods alt været så mange ting at se til, også med renovationen og ombygningen af hans hjem oveni. For slet ikke at nævne den uventede invitation til midsommerballet, som en elverkongens ledsager. Havde nogen fortalt ham for nogle måneder tilbage, at han ville have ledsaget en elverkonge til et fint bal forklædt som kvinde, så ville han have grinet. Han ville nok også tro at de havde været for optimistiske og nogle dagdrømmere, men nej, det havde alt sammen hændt ham. Det og meget mere som han stadigvæk havde lidt svært ved at tro. Især fordi at det havde været så nemt... kunne man virkelig være så heldig i så lang tid, uden at der var hændt noget dårlig efterfølgende? Godt at Vetis ikke var overtroisk og troede på sådan noget, men, derfor kunne man godt være en smule nervøs. Det var trods alt noget som sad i ham, fra dengang han var et barn. Dengang var der ikke noget som hed held... og syntes man at noget gik godt; så var det for godt til at være sandt.

Nogen gange virkede det også til at Vetis' nuværende forhold med Sean var for godt til at være sandt. Inderst inde fornemmede han at han selv gerne ville være på god fod med Sean, men han var også en realist og vidste godt... at sådan noget, ikke kom af sig selv. Derudover var chancerne for at Sean ikke ville anse Vetis for værende en trussel, meget lille. Det var forståeligt nok, men stadigvæk møg irriterende. Især siden at Vetis tænkte at de begge ville kunne få noget godt ud af et tæt samarbejde. Mulighederne for hvad de to kunne opnå i denne verden, var endeløse. Der var så mange muligheder, at Vetis til tider følte at hans sind var en forbandelse.

Vetis blev heldigvis hevet ud af hans mindre tankestrøm da han bemærkede Sean's tøven bag ham. Han skulle til at vende sig om da han bemærkede at Sean gik tilbage for at hente hans sværd. Han trak kort på læben og holdt et suk tilbage. Hvad havde Sean dog tænkt sig med det? Troede han vitterligt at der ville være nogen som ønskede at angribe ham hernede? Sean’s tiltro var nok værre end hvad Vetis først havde antaget. Det kunne også tænkes at problemet ikke lå i Sean’s tiltro til andre, men i egenskaben til at tro på Vetis.  

Troede han måske at Vetis ville angribe ham?

Det kunne tænkes… men, et eller andet sted gjorde den tanke underligt ondt.

Vetis spurgte ikke ind til det eller gjorde sig flere tanker om det. Nemlig fordi den kortvarige følelse fra før skulle kvæles, hurtigt. Den var trods alt fremmed... og underligt bekendt. Han forholdt sig roligt og neutralt. Han smilede derved til Sean da han var kommet tilbage og satte af mod badeværelset. På vejen valgte han at ikke at sige noget som sådan. Ikke at han ikke sagtens kunne smalltalke, men han havde på fornemmelsen at Sean på nuværende tidspunkt foretrak stilhed. Vetis var også sikker på at Sean nok ikke ville kunne høre hvad han sagde, over hans egne rungende tanker som måtte køre rundt i hovedet på ham. For ligesom ved Vetis selv, så virkede Sean også til en tænke meget og virkede beregnende. Hans handling virkede til at have en intention... samt hvert af hans ord virkede til at have et formål... Det syntes ikke at være noget som ikke havde et formål. Så Vetis ville lytte, samt observere, og se hvad der lå bag. Det kunne trods alt være at det kom dem begge til gode. Især sådan som Sean tidligere havde været blodtørstig... og mest at alt lignende én fuld af begær... begær for at ødelægge og begrave sig selv i rusen... og hvem end som begærede, ja, dem yndede Vetis skam at hjælpe.

Stilheden var en velsignelse. Normalt ville hans blik hvile på Vetis' vuggende bevægelser foran ham. Eller over interiøret af den gang, som de fulgte. Men hans egne tanker overdøvede alt. Synet, hørelsen, følelsen. Alle hans tanker var hans velsignelse og forbandelse. De gav ham et intellekt, som de færreste kunne forfølge. Men de gav ham aldrig fred. Der var altid nye tanker. Nye planer, nye ideer, nye ting der skulle overtænkes og analyseres. Om verden, om de folk han mødte eller om ham selv. Tit var de tre ting forbundet i en lang tankestrøm.

Lige nu fyldte en bestemt ting meget.
Fandtes der en skæbne? Fandtes der guder? Fandtes der andet...End menneskets logik og evnen til at tænke? Tilfældighederne?
Var det en tilfældighed, at han var endt her i aften, når han mindst af alt kunne kontrollere sin voksende paranoia? Og hvis ikke...Var det fordi...Vetis havde en betydning for det? For paranoiaen...Eller for ham selv?
Det var uanset hvad en situation han var endt i. Seans blik havde forladt ingenmandsland og hvilede på Vetis' ryg.
Vetis var en del af det. Vetis havde altid været...Altid været...En man skulle være forsigtig omkring. Fordi Vetis selv var intelligent, fordi Vetis på nogle punkter mindede Sean om ham selv. Og derfor var manden en trussel. Vetis anså formentlig Sean som det samme. En trussel. Men derfor også en sjov adspredelse.
Hvor nemt...Det ville være...At lægge hænderne om hans hals...Og klemme til. Ikke som da de havde sex. Men klemme nok til at Vetis ikke ville være en trussel længere.
Hvorfor ikke? Hvorfor ikke fjerne de trusler han kunne se, kunne være i nærheden af? Var det måske netop ikke de hemmeligheder Vetis gik og drillede ham med?
Mod ham. Som hele byen sikkert grinte bag hans ryg.

Seans hænder knyttedes hårdt nok, til at knoerne blev hvide og neglene lavede mærker i hans håndflader. Han gav ikke en advarsel fra sig, som han i et hurtigt skridt var trådt op bag Vetis. Med sine stærke hænder på mandens skuldre, skubbede han manden hårdt ind mod den nærmeste væg. Klemte ham ind mod væggen med sin egen krop, muskuløs som den selv var. Der skulle mere til at pacificere en mand som Vetis. Måske skulle han underholde sig selv lidt? Se om han kunne få manden til at indrømme det?
Den svage latter lød som alt andet end noget en stabil person ville give fra sig.
"Tror du ikke jeg ved det?" næsten hviskede han. Han var ligeglad med om det hårde pres mod væggen var ubehagelig for Vetis. Hahhaa! Hvor godt! Vetis, men hans hemmelige hjem fuld af fælder...Og her var Sean valset lige ind alligevel!
Han trak sig, kun for at forsøge at kaste Vetis mod gulvet. Han ønskede at se på manden. Ønskede at få manden til at krybe eller blive bange. Hvad end der kom først.
"Jeg havde overvejet bare at spørge ind til hverdagsting. Såsom...Hvad laver du med en elver? Og hvordan kan jeg udnytte den forbindelse du har til dem?" Sean rystede svagt på hovedet, før han lod en hånd glide igennem det mørke hår. Tungen gled ud og vædede hans læber, før han trak vejret dybt.
"Men den slags betyder ikke noget. Det gør intet af det. Der er intet tilbage i denne verden der betyder noget. Eller i andre verdener. Folk opdigter historier om anden-verdslige guder eller monstre, som de frygter. Tænk at jeg faktisk ville opfylde den rolle" Med en rolig bevægelse trak han sit sværd. Hans kolde blik hvilede på Vetis igen.
"Der findes ingen der kan overvinde mig. Så hvorfor insisterer i alle sammen på at prøve?!" brummede han vredt. I en vred bevægelse greb han sværdet med begge hænder og slog mod det nærmeste. I et øjeblik truede sværdet med at kaste sig selv tilbage fra væggen, som det rev et maleri på gulvet. Hans vejrtrækning var ujævn, som om han netop havde løbet. Hans tanker var et kaos, hans følelser lige sådan. Han var kun overbevist om en ting. Om alle de dårlige ting omkring ham. Om alle de folk, der forsøgte at gøre ham skade. Han vidste folk lagde planer for at vælte ham. Men han var ikke typen der gav efter uden en kamp - eller uden selv at bestemme hvordan det skulle ske. Det var derfor han var begyndt på en ny plan.
Men lige nu måtte han håndtere situationen lige nu og her. Han slap sværdet med den ene hånd, men det var som om hele hans krop rystede.

Vetis havde godt tænkt at muligheden for at Sean ville eksploderer, var der. som de gik. Sean var nemlig underligt stille, ikke at han ikke havde været det tidligere, men det var som var der noget i luften. Noget koldt og farligt. Det var derfor ikke et spørgsmål om hvorvidt han overhovedet ville eksplodere, men nok nærmere et spørgsmål om hvornår. Et spørgsmål som Vetis hurtigere fik svar på end hvad han var klar på. Ikke at han ville helt have kunne gardere sig imod det. Især ikke når han ikke vidste hvornår det ville ske... Det var aldrig helt til at vide med sådan nogle typer som Sean. Derfor lykkes det at komme bag på Vetis da Sean's lunte brændte ud, og han hev fat i Vetis bagfra. Der var ikke den store reaktionstid så Vetis nåede ikke at gøre noget som sådan inden at han blev skubbet ind mod væggen. Der var ingen tvivl om at dette ikke blot var for sjovt. Det var et tegn på dominans fra Sean's side af. Det virkede for Veis også lidt til at være en udfordring fra Sean's side af, mest af alt fordi at det ikke virkede til at han lagde alle kræfter i. Vetis ville sådan som det var nu, sagtens være i stand til at bryde ud af hans greb... men, den tanke huede ham ikke forfærdeligt meget lige nu. Nemlig fordi at han følte at tage udfordringen op, ville være en tabt kamp. Godt nok var Vetis stærk, men Sean's styrke var nok af en helt anden kaliber... Okay, han var ret sikker på at den var af en anden kaliber, og dermed ikke en mand som man bare lagde sig ud med. Ikke hvis man ønskede at komme helskindet væk fra en kamp med ham. Vetis forholdt sig dermed roligt og prøvede mest muligt at lande ordentligt da det var at Sean smed med ham. Det var nemmere at følge med faldet end at Sean styre det, for han havde nok intention om at skade ham... eller i alt fald vise at han kunne kaste med ham som med en kludedukke. Det betød nok intet for ham. Han var trods alt den stærke af dem... den store hersker af Doomsville... men ikke af eget sind sådan som Sean han lød lige nu. Han lød mere eller mindre ustabil, hvilket var noget som Vetis ville genkende med det samme.

Vetis havde ikke svaret på Sean's første kommentar, ikke at det havde været nødvendigt hellere. Alt i alt havde Sean nok været ligeglad med det hele. Ligeglad med hvordan det gik Vetis samt hvordan arbejdet gik. Ligeglad med hvordan Vetis måtte føle eller tænke... Det eneste som nok betød noget for Sean var, hvad kunne Vetis bruges til? Og var han en trussel? Hvad skulle han ellers være her for? Ikke Vetis havde gjort sig nogle andre tanker med mødet her, men det havde alligevel følt så, uoplagt. Det var som om at Sean alligevel ikke helt havde planlagt dette møde... og hvis han havde han nok ikke tiltænkt sig selv i denne tilstand som han var i nu. Det havde nok været impulsivt, ligesom hans massakre fra tidligere...

Sean's næste kommentar fik i alt fald klargjort sagen noget mere. Så det var skam for at udnytte Vetis' relation til Althorn. Ikke at Vetis ville være i stand til at hjælpe så meget med det... endnu. Han var trods alt lige kommet ind på livet af elverkongen. Det var nok en del at forlange at han var i stand til at fortælle meget, siden at deres forhold var meget ungt og nyt. Der skulle en del arbejde til før Althorn ville lade ham komme længere ind på livet af ham, nemlig fordi at Althorn var så hemmelighedsfuld... med visse ting. Han var varig, hvilket ikke var noget som Vetis kunne klandre ham for. De fleste væsner gjorde klogt i at være varig overfor en dæmon. Selv dæmoner var varige overfor deres egen slags... aldrig i stand til helt at stole på hinanden. Dette var trods alt af mange gode årsager... ikke at dette ikke var en smule skuffende. Man skulle nemlig tro at ved at kende hinanden godt og være af samme race, at man ville være i stand til at hjælpe hinanden... eller i alt fald have et fællesskab. Nogen at betro sig til eller i alt fald kunne holde med og søge ly hos... Det troede Vetis engang som helt lille, men måtte hurtigt erkende at sådan nogle tanker var farlige. Dæmoner var nogen forbandede væsner som nok til evig tid ville være ude af stand til at føle sig sikker nogen steder, eller føle sig... ja, som om at de var noget værd. At de var værd at... at... Det åndssvage ord! Hvad betød det i det hele taget!?

Han observerede Sean tæt idet at han kørte en hånd igennem hans hår, samt vædede læberne. For de fleste ville det nok være lidt underligt så roligt som Vetis tog det. De fleste ville nok prøve at trygle for deres liv samt frygte manden over dem… Men, Vetis havde været der engang. Han havde skam selv tryglet for sit liv, flere gange samt frygtet de folk som havde gjort ham ondt. Han havde endda gennemvæddet sig selv som barn blot ved tanken om dem. Han havde været igennem så mange ting, at dette… tja, det rørte ham ikke på samme måde. Det hjalp skam heller ikke altid at trygle for sit liv. De fleste var ligeglade om hvor meget du bedte for dit liv. Bare fordi at du selv ønskede at leve, så var det ikke ens betydning med at folk ville opfylde dit ønske. Vetis havde trods alt selv slået en del ihjel som havde tryglet og bedt for deres liv… og han havde selv ikke kunne være mere ligeglad. Det var da underholdende til tider, men slut-resultatet var stort set altid det samme. Så, derfor bad han ikke. Han bad aldrig om noget medmindre at han vidste at han havde folks ord… eller at de skyldte ham noget. Han skulle kunne binde folk til sig på én eller anden måde førend… han kunne stole på dem? Noget i den stil. Ellers så var folks ord hule og tomme for ham. De havde ikke den helt store betydning, og var ikke til at regne med.

Vetis bad mærke i at Sean kendte til andre verdener. En interessant detalje... men, nok ikke lige øjeblikket for at tænke videre over det... For Sean's var med sine ord på vej et dystert sted hen. For ikke at nævne ret interessant sted... Noget som afslørede en del om Sean selv, om han så vidste det eller ej. Vetis' hoved kørte på højtryk og tempoet blev da også lige sat op idet at Sean havde trukket sit sværd. Sean var underligt rolig med det, men det var ikke ens betydning med at situationen ikke var farlig. Vetis lod i alt fald ikke sine parader falde og holdt godt øje med sværdet, samt tegn fra Sean af. Tegn om hvornår Vetis hurtigst muligt skulle flytte sig under Sean.

Dette lod dog ikke helt til at være nødvendigt siden at Sean lod det gå ud over et maleri.

Efter at maleriet faldt ned, hørte Vetis Sean's kommentar, igen og igen for hans indre øre. Så det var det, det hele handlede sig om... Sean var magtesløs... Han var overvundet med al den magt som han selv havde erhvervet sig. Overvundet af sin egen titel... og frustreret var han brændt inde med det indtil at det begyndte at æde ham op indefra. Om dette så var helt sandt eller ej var aldrig til at vide, men det var noget af det som Vetis fik ud af dette. I alt fald, hvad Vetis forstod, var Sean’s herskertitel kernen til en del af Sean’s problemer. Hans sind virkede forstyrret... og sygeligt. Bare fordi at man var fysisk stærk var det ikke ens betydning at man var lige stå stærk mentalt.

"Har du sagt hvad du ville?" spurgte Vetis ligeud. Han blev liggende i samme stilling, og gjorde ingen tegn på at flytte sig. Han kiggede blot op på Sean, hvis krop virkede til at begynde at sitre. Det ville give mening hvis han var vred... men Vetis var ikke helt sikker på om det var årsagen.

"Det lyder for mig at det alligevel betyder noget for dig... At alt har dig en betydning... Måske for meget endda..." sagde han lige så stille og roligt. I modsætning til hvad Sean havde sagt, så havde han ikke reageret som en mand hvilket alt for ham var ligegyldigt. Tværtimod lød det som om at alt havde ham en betydning. "Du ønskede måske gerne at det ikke gjorde, men det er ikke tilfældet. Man kan ikke blot slå sådan noget fra... Det er ikke sådan du er." Vetis sukkede derefter og lagde hans hænder under hans hoved. Han gav et skævt smil fra sig inden at han fortsatte.

"Ikke at jeg skal belærer dig om det, for som du selv sagde, så ved du det godt... Men intet af hvad du selv siger, kan overbevise dig... Intet af det kan jage frygten væk... Intet af det kan fjerne følelsen af hvor magtesløs du er lige nu."

"Især taget betragtning af alt den magt som du har... men intet af det er nok vel? Ingen magt som du har er nok til at føle dig sikker... Alle er en fjende... Selv din egen refleksion... Dig selv... Hvilket er grunden til at du ser mig som værdende noget farligt... Vi minder om hinanden en del, gør vi ikke. Du og jeg..."

Vetis ansigt var hverken smilende eller noget. Det var blottet for følelser og hans stemme nærmest tonløs. Dette var en leg med døden, og han vidste det godt. Enhver af disse kommentarer kunne sætte Sean fuldstændigt af, men på den anden side, så var det vel på tide at Sean indrømmede noget overfor sig selv. Ved at fortælle sandheden selv end at lade Vetis gætte sig til den selv med ord såsom magtesløs samt ord som påstod at Sean var bange. I alt fald, de var alene og der var ingen andre... skulle Sean indrømme noget, tja, så kunne han vel altid slå Vetis ihjel bagefter. Ikke at Vetis ville lade ham gøre det, men så længe at tanken ville kunne berolige Sean. En smule morbidt, men ikke noget som Vetis ikke før havde oplevet. Vetis havde dog ikke ladt livet, som man kunne se, og det ville ikke være tilfælde nu. Vetis skulle ikke dø i dag ved Sean's hænder... Især ikke når noget var blusset op i ham selv. Noget som han brændende ønskede at undersøge... Samt så mange andre ting. Denne verden var stor og forunderlig... og han havde så mange ting at lave... at se... Vetis var langt fra færdig med denne verden.

"Men... jeg kunne trods alt være fuldstændig galt på den, så vær endelig velkommen til at rette på mig Sean... Det er trods alt dig som kender sandheden bedst... Ikke sandt?"

Vetis var også langt fra færdig med Sean McGivens...

Det havde været længe undervejs. Hvor længe? Jo længere han tænkte tilbage, jo mere havde det....Altid været der? Eller kunne han bare ikke se sig selv fri fra det længere? Det var måske startet i Doomsville. Eller begyndt at vise tegn dengang. Han havde ikke nydt at være hersker. Udadtil havde han spillet det store spil. Sat borgen i stand, som kun en meget rig mand kunne gøre. Ændret lovene i byen. Lavet aftaler. Holdt fester. På alle måder...En magtfuld mand, der havde grebet en chance. Ikke alene, nejnej. Men de folk der havde hjulpet ham, støttet ham enten professionelt - som Assorian - eller personligt - som Nephthys - havde forladt ham. Forsvundet. Blevet stille. Trukket sig. Nephthys var åbenlyst gået fra ham, på et tidspunkt hvor de sammen kunne være rejst sig til noget mere sammen. Havde hun ikke altid ønsket sig det?!
Assorian var blevet optaget af sit arbejde eller hvad end han havde lavet, som Seans general. Og alle de andre? Daron havde intet været værd. Alane var forsvundet igen. Lori var dukket op...Men først til sidst...Først efter ensomheden havde taget rod og aldrig forladt ham. Selv med Lori havde et eller andet føltes...Tomt...
Han lod som om. Når han så dem i dag, lod han som om. Holdt afstand eller smilte til dem, som om det intet betød at de kom og gik fra hans liv. Mest gik, ikke? For når det kom til stykket havde Sean brug for nogen, lige så meget som alle andre havde. Når det kom til stykket...Elskede han at hygge foran pejsen, snakke til langt ud på natten eller passe på folk, som han holdt af. Men når det kom til stykket...Var der ingen der ønskede at gøre disse ting med ham.
Og han hadede det. Hadede at han havde det...Behov. Den svaghed. Havde alle ikke udnyttet det?! Folk var gået, fordi de vidste de kunne skade ham. Var der noget at sige til han havde svært ved det nu? At stole på nogen som helst. Lige så snart han følte et stik af...Noget bedre....Blev han mistænksom eller prøvede at trække sig. Nej, folk spillede med ham. Men ikke mere. Aldrig mere. Han ville ikke lade det ske!

Sean var vendt tilbage til Doomsville for at vende tilbage til en neutral hverdag. Han foretrak at være opsætsig mod en autoritet...Men når han selv var højeste autoritet, var der ingen hvis regler han kunne bryde eller spille det store spil med. Han havde Natalie...Men når det kom til stykket var mere for at fylde et tomrum. Mere for at gøre det, bare for at gøre det. Han vidste ikke engang selv hvad han ønskede at få ud af det i slutningen. Der var ingen mål. Kun dem han prøvede at stille for sig selv. Kun hans sidste plan.

Folk troede altid de forstod. De troede altid de vidste hvad de skulle sige. Troede altid de var så fucking kloge og vidste hvad han kæmpede med, tænkte på, følte. Lige nu var Vetis ingen undtagelse. Snakkede som om han vidste noget. Det havde aldrig været i Seans natur bare at give op, selv imod tusindvis af fjender...Men hvordan bekæmpede han sig selv? Opnåede en eller anden stilstand han kunne holde ud, til han havde nået sit mål?
Nej. Hvis nogen blev hans død, var det ham selv. Seans mørkegrå øjne hvilede i lang tid bare på Vetis, uden at han sagde noget. Uden at han gjorde noget. Sværdet var tungt i hans hånd, hvilket var underligt, når han var archdemon. Stærkere end langt de fleste. En race, der netop beroede på en stor fysisk styrke. Det hele handlede om ens indstilling, ikke? Men Sean kunne snart ikke tænke sig positiv til noget som helst længere. Hvad var ideen med det alligevel?
"Det er altid det samme med jer alle sammen" sukkede han tungt og lod igen en hånd glide igennem håret. Håret strittede mere end hvad godt var, men det der fik Seans opmærksomhed, var al den sved der sad på hånden bagefter. Svedte han? Så meget? Hvorfor? Væsken fik de tørre skaller af blod til at flyde igen, og gjorde hans hånd til en underlig blanding af sved og gammelt blod.
"Jeg tror...Jeg er den eneste i denne verden...Der faktisk kender mig selv..." bemærkede han i en overraskende rolig stemme, som interessen gled fra hånden - der kortvarigt blev tørt af i hans bukser - til Vetis igen. Det var stadig lige koldt, lige forpint, som for et øjeblik siden.
"Så ved du hvor irriterende det er...Når folk taler som om de også har gennemskuet mig? Ingen når bare halvvejs. Ingen indser noget som helst. Folk er blinde. Dumme. Tror du ikke jeg ved, at jeg er ustabil lige nu? Det eneste er...Jeg har ingen grund til at lade være..." Han grinte svagt for sig selv.

Han løsnede grebet om sit sværd, kun for at gribe hårdt fat igen. Han studerede sin hånd, som den lukkede sig om skaftet. Han huskede sig selv på at det var bedst ikke at holde for hårdt. Sværdet skulle have plads til at bevæge sig. Bruge momentumet. Desuden havde han stadig en svag summende fornemmelse i hele sin hånd, efter han havde slået det ind mod væggen. Ja, når han så godt efter, kunne han se et skår i æggen...Hans dejlige sværd ødelagt. Han gled en tommelfinger over kanten. En spids kant skar ham og han slikkede roligt blodet af sin finger. Det smagte metallisk, blandet med saltet fra hans sved. Igen så han på Vetis, hvor han nu gik tættere på. Ind over ham, med mindre han flyttede sig. Hvis det sidste var tilfældet, ville han blot stoppe op.
"Hvorfor prøver I? Nej...Det skal omformuleres...I giver alle sammen op alligevel. Og så går det op for jer hvor farlig jeg faktisk er, ikke? Så i stedet for at prøve at lære mig at kende - at prøve og vride mine hemmeligheder fra mig - går i over til at prøve og slå mig ihjel. Lægge planer imod mig. Man frygter det, man ikke forstår..."
Hvis Vetis var lige under ham, ville han hæve sværdet i en hurtig bevægelse og gå efter hans ene ben. Hvis ikke Vetis var der, ville han træde frem og stikke efter ham. Det hele i en kold og beregnende bevægelse. Men man skulle ikke lade sig narre: Trods den kølige facade, var alt et buldrende bål inde i ham. Han var ikke engang sikker på hans ord gav nogen mening lige nu. Måske vrøvlede han bare? Ja. Hans ord gav ingen mening. Men det var også ligegyldigt. Vetis havde ikke brug for en mening.
"Så jeg spørger igen...Står du selv bag det eller arbejde du for andre? Du kan jo købes. Det ved jeg. Har Natalie endelig taget kampen til et mere passende niveau? Er hun stoppet med at se ned på mig, som om jeg bare er endnu et af hendes små kæledyr?" snerrede han irriteret.

Luften omkring dem var næsten helt elektrisk i Sean's stilhed. Situationen samt luften omkring dem virkede ladet og spændt, noget som Vetis sagtens kunne genkende... Det var stilheden før en tordenstorm. Én som ville slå til uden varsel og som ville lægge alt ned på sin vej, uanset hvad der så end måtte stå i vejen for den. Det var i alt fald den fornemmelse som Vetis fik af situationen. Det var en ufattelig pirrende situation, og var helt klart noget som gav ham varmen igen. Alt andet havde været så... kedeligt. Især taget i betragtning af hvordan Sean havde været tidligere her til aften... Noget som Vetis kun havde set kort inden at Sean havde virket til at få styret over sig selv igen... og taget sin maske på. Hans kedelige jeg er stærk-hersker-maske og har styr på tingene... Hvilket Sean under ingen omstændigheder havde på nuværende tidspunkt. Noget som han så også selv virkede ret bevidst om på nuværende tidspunkt. Gad vide hvor lang tid Sean havde haft gået med dette? Siden festen eller måske meget længere? Ustabilitet i sindet var noget som man kunne gå og slås med i ufattelig lang tid, og uden hjælp, kunne det overtage én helt. Det var destruktivt... og ubarmhjertigt. Det kunne ramme alle og enhver og siden at det ikke var en fysisk lidelse som sådan, så var det svært at behandle. Vetis havde i alt fald ikke fundet noget brugbart endnu... Han havde godt læst om noget healing for sindet, men han havde haft travlt med så mange andre studier, at det var røget ned på prioriteringslisten. Det var nok også røget dernedad siden at hans sind havde haft det nogenlunde fint... med lige den undtagelse at det havde været en smule ustabilt, mere end normalt, siden den aften med Sean. Var det for langt ude at tænke at Vetis selv havde været indblandet i Sean's nuværende tilstand... hans ustabilitet? Det var det nok...

Vetis lyttede interesseret til det næste som Sean havde at sige. Det lød en anelse som en selverkendelse... samt ufattelig ensomt, hvilket var en tanke som stak Vetis kort. På sin vis virkede det som om at det berørte Sean at ingen andre kendte ham... at ingen kendte til manden som bag masken. At ingen kendte til manden som kunne være ustabil og sårbar... uden at blive anset som svag. Det var dog noget som var en hårfin grænse, for, for de fleste var sådan noget en svaghed som de med det samme kunne udnytte... og som folk nok allerede havde udnyttet. Noget som man ikke tog let på efter at det havde hændt én, for ikke mange ønskede at blive udnyttet af andre. Dermed var det intet under at Sean's grin for Vetis lød hult.

Der blev holdt godt øje med Sean's sværd idet han selv iagttog det nærmere. Vetis lod dermed selv mærke til at det var gået i stykker... sikkert fra slaget fra før. Sværd af den kaliber, uanset hvor stærkt det var, holdt som regel ikke til at man slog det ind i en væg med høj fart. Generelt var der ingen sværd som var lavet til det... eller lavet stærkt nok til at håndtere kraften fra en dæmon. Denne verden besad ikke den teknologi... af hvad Vetis havde oplevet... i modsætning til hans egen. Der var der skam metaller som mere end stærke nok, det var dog ufattelig svært at lave sådan et våben, men det kunne lade sig gøre. Vetis havde dog ingen anelse om hvordan man lavede sådan et våben, eller hvordan man skulle udvinde de metaller… han havde trods alt kun set våben i brug af den slags samt hørt fortællinger om dem. Han havde aldrig selv haft et i hænderne… lige med undtagelse af… men siden da havde han ikke rørt dem. De var trods alt som fremmede... også selvom de havde været i hans egne hænder...

Vetis rykkede sig stadigvæk ikke idet at Sean rykkede tættere på ham, efter at have skåret sig selv på sin egen klinge. Han var igen fanget af en ukendt fornemmelse, samt af sin egen nysgerrighed for at se hvad der ville ske... om hvad Sean yderligere havde at sige til denne situation... hvilket han så havde. Det virkede endda til at Sean havde en masse at sige... det nærmest flød ud af ham, som om at han havde gået med dette længe. Noget som havde tynget ham uden at han havde haft en chance for at lette byrden for sig selv. Vetis var fanget i denne tanke for en kort stund, kort nok til at han ikke ville kunne nå at flytte sig idet at Sean's sværd svingede ned imod ham. Han nåede dog at vende sit ben sådan at Sean's sværd ikke ville stikke i noget vitalt eller vigtigt.

Vetis gav kort lyd fra sig, og mærkede derefter hvordan adrenalinen udsprang i hans indre og hurtigt spredte sig til resten af kroppen. Det gjorde ondt... men, det var ikke noget som han ikke kunne håndtere. Faktisk så var ikke i nærheden af noget som han ikke sagtens kunne håndtere... Problemet ville så senere være i at lukke såret. Forhåbentlig uden besvær fra det blod som allerede var på sværdet, og som stammede fra en anden. Heldigvis var Vetis en dæmon og led ikke under samme sygdomme som mennesker kunne lide under. De havde nok... Nej, de var i flere problemer i sådan en situation her. Større problemer end deres underudviklede hjerne overhovedet kunne vikle sig selv rundt om.

"Hvad?" spurgte Vetis uforstående inden at blandingen af det hele fik ham til at bryde ud i grin. Situationen var bare så absurd nu for ikke at nævne utrolig komisk... på sin egen helt særlige måde. Nok en meget særlig måde siden de fleste nok ikke var i stand til at finde komikken i at blive stukket i benet af en iskold samt ustabil dæmon. For Vetis var det blandingen af en masse ting, men mest af alt var det nok det at Sean troede at Vetis arbejdede under nogen... for at underminere samt udrydde Sean.

"Er det seriøst det som du tror?" fik Vetis fremstammet igennem intens latter. Han havde taget sig selv til maven som hoppede og dansede under hans latter. Hans øjne var vædet til og hele hans krop var fuldt ud vågen, og i live... Den sitrede under Sean og spredte en intens varme fra det sted Sean havde stukket Vetis. Hans åndedræt var blevet tungere og hans smil var blevet stort og bredt. Sean var så meget på vildspor at ikke engang det halve kunne være nok. Vetis ønskede skam at svare ham på hans latterlige spørgsmål, men det var svært at få ord ud igennem alt latteren.

"Åh Sean... fantastiske, skønne... tåbelige Sean.." Fik han sagt idet latteren havde fået lagt sig en smule. Han fik tørret de sidste tåre bort og kiggede op på Sean. Stærke... dog skrøbelige Sean... Et nyt billede af Sean havde dannet sig for Vetis om denne mand, og denne mand virkede mere tro til sandheden af hvem han var.

"Du kunne ikke være længere væk fra sandheden end dette." Han kiggede på Sean med helt klare og tændte øjne. Sean havde i sandhed vækket hans interesse nu, mere end han hidtil havde gjort. Om det så havde været Sean's intention eller ej, var der ikke længere nogen vej tilbage for Sean.  

"Bare at du har formået at stable denne ynkelige teori på benene er fuldstændig latterligt..." Hans latter var helt forsvundet nu, både fra hans ansigt samt hans stemme. Morskaben var væk og Vetis’ blik blev mere intenst samt søgende. Det holdt øje med enhver bevægelse i Sean’s ansigt samt hans krop var parat på hvad end Sean nu ville kunne finde på… for de næste ord som ville lade slippe fra Vetis' læber var ikke længere dækket af honning.

"Er det her hvad byens hersker i sandhed har at byde på?" lød det spydigt og han smilede skævt og koldt til Sean. "En mand som er rastløs, impulsiv, udmattet, mistroisk, ensom... ødelagt... Er det Sean Mcgivens hersker over Doomsville? En ynkelig mand blind af sine egne teorier og hjemsøgt af hans eget sind. I så fald, så har jeg mere arbejde foran mig end jeg først havde troet..." Han trak vejret kort inden at han fortsatte.

"For min intention fra den dag jeg mødte dig, har aldrig været at modsætte dig" indrømmede Vetis. "Måske vis du ikke havde interesseret mig... måske vis det var at du ikke havde haft den virkning på mig som du havde... så havde jeg destrueret dig uden tøven, om du så tænker det muligt for mig eller ej er mig ligegyldigt. Sagen er, jeg er ikke ude på at destruere dig Sean, det ville være en grav fejltagelse for min side af... for jeg behøver dig." Se den udtagelse kunne betyde mange ting, og havde noget vægt bag sig fra Vetis side af... men, det var Vetis' sandhed om han så ville det eller ej. Han havde brug for Sean, for Sean var nøglen til noget som gemte sig i Vetis. Noget som han lige så godt kunne erkende nu siden at han var nødt til at arbejde sammen med Sean. Vetis sukkede og rejste sig så godt op som han kunne med et sværd i låret, og kiggede nærmere på Sean. Sjovt hvordan Sean's skikkelse havde virket til at have skrumpet ind... han virkede nærmest mindre... yngre. En interessant tanke taget i betragtning af hvor gammel Sean nok var i forhold til Vetis.

Idet Vetis havde rettet sig op havde han samlet et glasskår op fra sit krus, som havde faldet til gulvet idet Sean havde overfaldet ham. Han tog derefter én af Sean's hænder og guidede det mod sin egen hals... med glaskåret i hånden. Han håbede at hans hånd ville følge med uden protest, i alt fald ville glaskåret ende ude foran hans hals, med eller uden Sean's hånd.
"Men, ord er ikke nok til at overbevise dig vel?"  spurgte han toneløst.

"Er der overhovedet noget som er nok Sean?"

"I alt fald så lad mig gøre dette nemt for dig. Vis du ikke tror på de næste ord som kommer ud af min mund, så gør det da af med mig... Det er trods alt så nemt når jeg ikke engang gør modstand. Især når jeg ikke engang kan, for lad os være ærlige, jeg har nok ikke en jordisk chance imod sådan en som dig Sean, men... skulle du på magisk vis alligevel tro på mig... så lad mig da leve og gøre hvad jeg gør bedst... at opfylde folks behov, drømme og lyster..."  

Vetis havde ingen intentioner om at dø i aften, men... ja, det ville kræve en del af ham ikke at dø til en mand som Sean, som til enhver en tid ville have overtaget i sådan en kamp. Dermed kunne Vetis kun håbe at han havde pirret hans interesse nok til at han i det mindste ville lytte til Vetis. I mellemtiden var Vetis’ hjerte ved at banke ud af brystet på ham under denne situation. Det hele føltes som om at han var på kanten… og han følte sig mere end noget anden i live… I sandhed i live… Hvor herligt en følelse og så flygtig den var… Så der var ikke andet end at holde hovedet koldt.

Han stirrede tomt på Vetis, som denne begav sig til at grine. Grine. Grine. Grine. Grine.
Latteren gav ham lyst til bare at slå manden ihjel. Man så altid ned på den mand, ikke? Manden der ikke kunne tåle at blive latterliggjort, og som derfor reagerede voldeligt for at stoppe det. Fordi...Hvad skulle man ellers gøre? Hvordan kunne man ellers få det til at stoppe?
Kunne man sige...Ordet...Stop?
Og hvorfor ville folk stoppe? Folk var afhængige af latter. Af at føle sig større end andre. At grine og gøre til grin hjalp begge dele. Så hvorfor ikke gøre det? Hvorfor ikke gøre det? Sean brugte det selv. Ikke ofte, men det skete. Når han ønskede at nedgøre folk. Så derfor måtte det også være Vetis ønske at nedgøre ham lige nu.
Langsomt lukkede fingrene sig om skaftet på sværdet igen, som han med et ryk trak det fri. En lyd. Fik han ikke mere end en lyd? Kom nu Vetis...Du kunne være sjovere end det...Sig nogle flere lyde. Vend dig lidt i smerte. Bare lidt? Se det som en leg! Endnu en dum leg, som var det eneste livet bestod af. Til alle lege var der en vinder og en taber. Alt var en konkurrence.
Det bedste Sean kunne gøre, var blot at stirre på Vetis, som om ordene og handlingen intet betød. Han stirrede bare. Tomt, koldt, intetsigende. Hvad var alternativet til døden? At flygte selv? Begge dele ville få ham til at fremstå dumt. Og det var det dumme! Hvorfor betød det noget om det fik ham til at fremstå på en bestemt måde? Hvem var her til at se det?!
Nej. Det irriterende element var ikke at Vetis grinte. Men at Sean stadig havde håb...Håb om at der fandtes bare en der ikke var hans direkte fjende. At han håbede på at presse Vetis så langt, til at bekræfte der i det mindste var en person i verden, som han ikke behøvede frygte stak ham i ryggen. Men ville dette virkelig give ham den ro? Ville det være en garanti for noget som helst? Der havde end ikke været tortur nok...Og tortur gav heller ikke altid de rigtige svar. Alle sagde hvad som helst, hvis det gjorde ondt nok.

En finger gled over det friske blod. Blodet blev slikket af i munden på ham. Blod betød ikke så meget. Han hverken spiste eller drak blod. Men han var heller ikke bange for det. Det havde en sjov smag, blod. De fleste ville sige den var ubehagelig eller ulækker. Men Sean kunne godt lide den. Fordi den kom fra noget levende. Vampyrer blødte ikke på samme måde. Fordi de var mere døde end levende. Men Vetis var levende og derfor yndede Sean at smage.

I det mindste havde Vetis meget at sige. Eller...Var det en god ting? Han var ikke sikker. Men det gav en pause. Gav ham en mulighed for at overveje sit næste skridt. Det var så nemt bare at fortsætte, når man først var begyndt. Et stik, to stik, mange stik, dødens stik. Han var end ikke sikker på han ville føle særlig meget ved det. Ikke i nat, i hvert fald. I morgen? I overmorgen? Hvornår dette anfald så end gik over? Af dyb depression og sindssyge? Hvor længe havde han ikke tænkt at han snart ville knække? Og blot...Ventet? Ude af stand til at stoppe det. Til at ændre det. Blot trukket med af livets store bølger og knust mod klippevæggen. Som. Enhver. Anden.
Tanken gav ham en sur smag. Han var ikke som enhver anden. Og han hadede Vetis for at påstå det. Påstå at Sean ikke var mere end lille, forpint og ligegyldig.
Han sagde intet. Gjorde intet.

Det kolde blik fulgte bevægelserne, da Vetis kom over med glasstykket. Sean følte sig på ingen måde urolig. På intet tidspunkt troede han at Vetis ville bruge det som et våben. Det virkede som en fjern mulighed. Hvor stor skade kunne et glasskår også gøre i længden...Sikkert en del i hånden på Vetis. Men ikke mere end det. Sean havde overlevet mere end det. Endda overlevet selve døden. Flere gange. Så meget han havde ofret...Og ingen vidste det. Eller kunne gætte sig til det. Eller bekymrer sig om det. Det havde også været Seans valg hele vejen igennem, så det var ikke fordi han fortrød det hele.
Blikket stirrede, som Vetis førte stykket mod sin hals. Vetis' hånd var...Varm? Det var helt fremmede at mærke en andens hud mod sin egen. Hans egne fingre var sikkert kolde. Som om hans krop oplevede en form for chok. Ja, det lige sådan Sean kunne forestille sig sin krop lige nu! Men han vidste det ærlig talt ikke. Havde ikke lyttet til sin krop de sidste par minutter. Der var for meget andet at tænke på.

Problemet var bare. At dette var en type Vetis var. Vetis ville gå hele vejen for et projekt, for et mål, hvis han brændte for det. Sean vidste det, fordi sådan var han selv. Når han ikke var sindssyg, i hvert fald.
Hvis Vetis helhjertet brændte for at slå Sean ihjel, ville manden udholde alt dette - risikere alt dette - i håb om han bedre kunne nå sit mål.
Ulogisk? Hvad snakkede du om? Og hvad så hvis Vetis havde haft mange muligheder før til at gøre netop dette?
Vetis måtte være en fjende! Det var de alle sammen! Så hvorfor gjorde et eller andet modstand mod denne påstand? Hvorfor gik det hele ikke lige op?! Han havde brug for det gav fucking mening!
I stedet klemte han så hårdt om glasset, at hans eget blod dryppede ned over hans fingre. Hans blik stirrede intenst på Vetis, men...Der var ingen svar. Der var ingen svar.

Munden gled op. Sean ønskede at sige noget. Men der var ingen lyde tilbage. Det var som om nogen eller noget havde taget alle ord fra ham og efterladt ham alene med sine egne tanker. Nu uden muligheden for at lette dem. At sige dem højt. Forpint...Og alene...
Men kun til han nåede sit sidst mål. Det sidste mål. Han havde allerede planer. Planer der startede med en arving. Han havde allerede udvalgt en, der kunne blive moren. Han havde bare brug for tålmodighed. Til at klare sig længe nok.
Sean trak vejret dybt og lukkede øjnene. Hånden med sværdet gled frem. I et ryk vristede han sin hånd fri, så glasset ikke længere hvilede mod Vetis. Men det sad stadig hårdt fast i hånden på Sean, som han pinte sig selv med det. Eller måske mere slet ikke følte smerten. Han tilbød Vetis sværdet.
"Intet er nok"
Endelig...Ord. Han elskede ord. Så nu skulle han huske hvordan han skulle bruge dem.
"Men på en eller anden måde...Vil det måske give mig et svar...Hvis du tager mit sværd. Og slår mig ihjel. Hvis det virkelig er dit mål...Og hvis ikke? Hvis ikke..."
Der løb ordene op. Der var ikke flere ord. Hvis ikke...Hvad så? Hvad betød det så?
Han sank igen og stirrede på et tomt punkt bag Vetis.
"...Ellers betyder det heller ikke noget..."
Han havde ingen styrke tilbage i kroppen. Uden at ville det, faldt han ned på det ene knæ. Smerten skød op igennem hans lår og hans ryg ved kollisionen. I det mindste kunne han stadig føle smerte. Det var en trøst. Med et ryk tvang han sin hånd åben og smed det blodige glas på gulvet. Knyttede hånden igen og holdt den ind til sig. Hans blik søgte ned mod gulvet. Alt andet end på Vetis. Selv hvis han skulle slås ihjel, ville han ikke se på Vetis. Han ville bare...Lukke øjnene...
Hvis Vetis ikke havde taget sværdet, ville det ligge på gulvet. Sean ville have lagt det fra sig.
Vejrtrækningen var hårdt. I stød. På en måde følte han at han kunne besvime, skønt han ikke vidste hvorfor. Han følte sig så svag og åben...Men lige nu havde han ikke overskud til at hade det eller skjule det. Han havde bare behov for at det gik over.
Om lidt...Lige om lidt...Kunne han rejse sig og gå...
For han vidste det. Vidste Vetis ikke ville slå ham ihjel. Men han ville ikke indrømme det åbent. Hans intuition, som han altid havde kunne stole på, fortalte ham det. Og nu holdt han fast i den fornemmelse, som om det gjaldt hans liv. Den var den eneste guide han havde i sit liv.
Han grinte svagt for sig selv.
"Flot, McGivens. Lav en scene. Du skulle bare lave en scene..." ordene var så lavmælte, at de måske slet ikke kunne høres. Men at Sean grinte af sig selv, var måske mere åbenlyst.
Sean havde slet ikke plads til at tænke over hvad Vetis videre havde sagt. Overvældet over sit eget anfald, sine egne følelser og kaotiske tanker. Måske det ville komme tilbage til ham senere.

Vetis fik skåret en kort grimasse idet at Sean havde valgt at flå sværdet ud af benet på ham. Hans eget blod var varmt og flød lige så stille ud af benet på ham. Det ville nok være en ide at ligge en kompresser på til at stoppe blødningen, men det var så lille en skramme for Vetis at det ingen betydning havde lige nu. Det var altid noget som han kunne fikse senere... og for det andet så var det et almindeligt sværd som Sean havde stukket ham med. Dermed skulle hans sår nok hele sig hurtigt. Fysiske sår havde det altid med at hele sig vis blot man tog sig rigtigt af dem... selv når man ikke gjorde klarede de for det meste det selv. Spørgsmålet var bare om det blev lige så kønt, hvilket det så ikke altid gjorde. Dermed havde Vetis altid hjulpet sine på vej så godt han nu kunne med de remedier han havde... samt med den viden han havde. En viden som virkede til at være ret stor inde på det område. Større end hvad helt gav mening, for godt nok havde han en stor interessen inden for området og havde undersøgt en masse, men så var der alt det som han ikke havde undersøgt. Det som han ikke havde undersøgt men alligevel havde et stort kendskab til... Endnu et mysterium fra hans glemte samt ukendte fortid, men trods alt noget som var kommet ham ret til gode. Det havde trods alt sikret ham en del arbejde her i byen. Lovligt arbejde såvel som et tonsvis ulovligt arbejde. Faktisk noget som først havde ført ham og Sean sammen. Sean havde trods alt opsøgt Vetis med et arbejde som havde krævet en rolig hånd, anatomisk samt kirurgisk viden. Havde det ikke været for denne evne havde han nok aldrig stødt på Sean... De ville sikkert blot have gået forbi hinanden ude i byen uden at ænse noget, og Vetis ville nok ikke have erfaret de ting som han havde... Han havde nok forblevet ignorant overfor sig selv og den ukendte fortid som ulmede i baghovedet på ham. Noget som egentlig kun var blevet værre jo mere tid som han spenderede med Sean… Han oplevede fornemmelser som ikke rigtigt virkede til at være hans egne. Så, det var ikke til at sige om det i sandhed havde været en forbandelse eller en velsignelse at have mødt Sean. Hvad Sean så syntes om at det havde været at møde Vetis, var jo aldrig til at vide... men, mon ikke han lænede sig mere over mod en forbandelse?

Vetis iagttog Sean stille og roligt da han begyndte at glide en finger over Vetis' blod. Det var underligt at se sådan som Sean stille førte den blodige finger mod sin mund... Havde han virkelig i sinde om at smage på det? Det havde han åbenbart og Vetis så blot til med et løftet bryn idet at Sean slikkede Vetis' blod til sig. Uden nogen advarsel løb der et stik gennem brystkassen på Vetis. Den pludselige og ukendte smerte overraskede ham og han rynkede ansigtet i smerte. Han kunne slet ikke holde ud at se Sean indtage Vetis' eget blod... Der var noget dybt forkert ved det lige nu i denne situation. Vetis prøvede da ellers at holde det ud så godt som han kunne, også længe varede det da heller ikke, men det fik alligevel rystet Vetis en smule. Det var dog bare ikke nu at Vetis skulle tabe sig selv. Det var nok at der blot var én af dem som var ustabil. Vetis kunne være ustabil på et andet tidspunkt... bare ikke nu... Især ikke nu.

Vetis fulde opmærksomhed var tilbage på Sean da han nærmest koldt og næsten ligegyldigt havde fulgt Vetis' bevægelser. Det var ikke til at vide hvilke tanker som fór igennem Sean’s hoved lige nu. Mon han tænkte at Vetis havde intention om at bruge det mod ham? Han ville dog hurtigt finde ud af det, idet Vetis trods alt havde ført det mod sin egen hals. Dog havde det ikke virket til at denne handling havde været noget som Sean helt havde forventet. Hvem ville også have forventet dette udfald? At Vetis skulle føre noget mod egen strube, med en mand for den anden ende som nemt kunne sætte en stopper for Vetis's liv. Det var uhørt dumt... men, det var hvad Vetis havde at arbejde med. Det var den mulighed han var kommet frem til... Nej, det var ikke det mest logiske eller det mest gennemtænkte, men det var den beslutning som Vetis havde taget. For uanset om Sean lystede det eller ej, så kunne han jo nemt slå Vetis ihjel... Så nemt som ingenting... Vetis havde altid været uhørlig nem at slå ihjel.
Han havde været svag lige fra barnsben af... Han havde været svagelig og syg. Han burde have været død samtlige antal gange, men han var her stadigvæk. Om han så bare havde været ufattelig stædig, udholdende eller blot heldig var aldrig helt til at vide. Han havde engang ønsket at mærke dødens favntag... en enkelt gang hvorved det havde været virkeligt slemt... hvorved han havde været helt ødelagt, men det var der han var blevet tilbudt en anden chance for at leve, og han havde taget imod den. Holdt krampagtigt om den, selvom det andet alternativ havde været så meget nemmere... Havde været så mindre smertefuldt. Alt i alt gav det ingen mening at han var her endnu... men, det måtte vel have en eller anden mening. Der måtte være en grund til at han var i live... Vis ikke kun blot for at leve livet.

Vetis ville leve... og sådan som det så ud, ville han leve en anden dag endnu engang, idet han kiggede Sean dybt i hans mørkegrå øjne.

Han mærkede hvordan blodet fra Sean's sammenklemte hånd, dryppede ned på hans brystkasse. Varmt og vådt fandt det vej og farvede hans trøje. Han kiggede på munden som åbnede og lukkede... uden ord. Hånden med glasskåret forsvandt og blev i stedet erstattet af én med et sværd. Sean's sværd... det våben som Sean tidligere havde klynget sig til, som kunne han ikke gå nogen steder uden, var nu tilbudt til Vetis. Han lyttede imens at Sean kæmpede sig vej gennem de ord som han havde fundet, men som alligevel syntes mangelfulde, samt ude af stand til at forklare hvad Sean i sandhed ønskede at sige. Vetis kiggede blot uforstående på Sean, men tog imod sværdet. Han kiggede ned på sværdet i hans hænder, og mærkede det kolde metal i hans håndflader. Noget som tidligere havde skåret folk midt over... Noget som havde for lidt siden været stukket i hans eget lår. Noget som var skabt til at skade andre eller beskytte... var nu i hans hænder. Skarpt og ødelagt. Det havde sikkert været et prægtigt sværd engang, men lige nu var det en skygge af sig selv... lidt ligesom dets ejer.

Vetis kiggede op idet at Sean faldt på knæ på gulvet. Det havde været noget af en hård lyd fra faldet, og måtte sikkert have gjort ondt. Der var mange ting som stadigvæk gjorde ondt, også selvom at man var en dæmon. Selvom man var højt eller lavt rangeret. Selvom man var vant til smerte eller ej. Det gjorde stadigvæk ondt... ligesom den underlige prikken og stikken i Vetis' bryst. Det gjorde forfærdeligt ondt...

Tavs rejste Vetis sig op med sværdet i hånden, og ænsede kun kort den dunkende smerte i hans ben. Han tårnede nu over Sean, sådan som han sad på gulvet foran ham med tung vejrtrækning og blødende. Sean virkede så lille sådan som han sad på knæ foran Vetis. Han virkede så svag... ubevæbnet og ødelagt. Vetis vendte og drejede sværdet i sin hånd. Han testede balancen og nikkede anerkendende. Det var i sandhed et prægtigt sværd, og med den rette styrke var det intet problem at separere en mands hoved med hans hals. Der ville ikke skulle meget til… slet ikke noget endda.
Vetis var på daværende tidspunkt så optaget af hans tanker at han ikke hørte Sean’s lavmælte udtalelse. Han var i gang med at inspicere sværdet yderligere og fangede et glimt af sig selv i metallet. Han smilede til sig selv… så magtfuld han måtte se ud lige nu sådan som han stod i sværd med hånd over Sean. Noget som ingen før ville have tænkt om Vetis derhjemme i hans egen verden… Noget som han aldrig havde været igennem hele sin barndom, men her stod han over en hersker, med deres liv i hænderne. Det var ikke til at vide hvad Sean tænkte med dette. Ville Vetis gøre det eller ville han lade Sean leve? Han havde godt sagt at han havde behov for Sean… men, havde han nu også det? Sandt at han nok var noget som kunne låse op for Vetis’ manglende hukommelse, men var det ikke mere skadeligt en godt? Var det ikke bedst bare at leve som Vetis nu gjorde, uden alt det som potentielt kunne gemme sig? Var det ikke bedre at leve i uvisheden og nyde nuet? Der kunne trods alt gemme sig fæle ting i Vetis’ manglende sind. Måske endda noget som kunne destruere Vetis som han var nu…

Vetis skiftede sværdet over i den anden hånd, også tilbage igen. Det ville være så let. Først at skaffe sig af med Sean, og dermed alle andre som var potentielle nøgler til Vetis’ sind. Blot at skaffe sig af med dem alle sammen og Vetis ville dermed være sikker. Ikke mere ukendt smerte i brystet… ikke flere hovedpiner eller søvnløse nætter… Ikke mere leve i uvisheden og være fanget af det ukendte. Alt ville være godt. Alt ville være som det var… Intet ville være nødt til at forandre sig… Vetis ville være Vetis og ingen andre.

Vetis kiggede ned på sværdets klinge, og denne gang smilede hans ansigt tilbage... Hans brystkasse hamrede og det brændte og stak, men han ignorerede det... Lige om lidt ville det hele være fikset. Det hele ville være overstået. Han ville være sikker igen og måske endda fået gjort byen en tjeneste. Han ville nok have gjort en masse folk en kæmpe tjeneste ved at fjerne Sean. Hvem ville også savne ham? Sean som han havde talt i aften havde hentydet til at han ingen havde... Så der ville nok ikke blive spildt nogen tårer.

Det var besluttet... han ville gøre det hurtigt... Blot et kort sekund og alt ville være som det skulle være.

Han tog sværdet i begge hænder og hævde det. Satte det i vinkel og ignorerede den dunkende fornemmelse i hovedet. Han spændte musklerne i armene og tog stilling. Ikke længe nu… bare hold ud lidt længere… Forbandet smerte. Han missede med øjnene og bed tænderne sammen. Han tog svinget og…

Hele Vetis’ krop frøs midtsving…

NEEEEEEJ! Brød en stemme igennem Vetis’ sind og standsede al bevægelse. Det var som verden var gået i stå og Vetis spærrede øjnene op. En smerte som aldrig før truede med at flå Vetis’ bryst åbent og hans vejrtrækning kom i hårde stød. Vetis stod måbende og havde tabt sværdet ud af sin hånd. Det gav en skinger klang fra sig idet det faldt ned på gulvet og efterlod et ekko ned igennem gangen.    

Tårerne faldt lydløse fra Vetis kind idet billeder, alt for hurtige til oprigtigt at opfatte, fór igennem Vetis indre øje. Det var alt sammen for meget… for smertefuldt… Det var ikke til at være og Vetis kunne knap nok trække vejret. Han havde ingen anelse om hvad der skete med ham og han frygtede for at han skulle gå i stykker. Hans hænder rystede og han prøvede febrilsk at få vejret. Det hele føltes som om at hans hjerte skulle knuses i brystet på ham og alt varmen var forsvundet ud af kroppen på ham. Af ren impuls kiggede han ned på Sean... og som noget havde slået klik begyndte Vetis i sandhed at græde. Hvad der fik Vetis til at gøre det næste som han gjorde, ville han nok ikke selv kunne forklare sådan som han hulkede... men, Vetis faldt ned på knæ og med begge arme fik han grebet ud efter Sean... som var han Vetis' eneste livline... og holdt ham tæt.

Vetis knugede sig til Sean imens tårene faldt... tårer som Vetis ikke havde grædt i århundrede. De faldt nu denne aften for første gang...

"Aldrig mere... Aldrig mere... Jeg kan ikke... Ikke mere... Ikke igen... Aldrig mere..." lød det lavmælt fra Vetis samtlige gange imens at han holdt Sean, så tæt så tæt... som var han bange for at Sean skulle forsvinde.

Blikket var gledet op mod Vetis. Midt i det hele, var blikket gledet op efter. Så hvordan sværdet faldt fra hånd til hånd. Så hvordan...Vetis rent faktisk overvejede det. Et lille smil spillede sig på hans læber. Der var svaret. Der var meningen. Folk påstod en hel masse, men når man faktisk gav dem muligheden for at handle, forrådte alle ordene og løfterne dem.
Men Sean var en overlever. Troede Vetis seriøst han ville sidde pænt og vente på et nådestød? I sandheden ventede han bare. Ventede. Ventede til at der ingen vej var tilbage, ventede til at få bekræftet hvad der ville ske. Et bevis, han da ville brænde ind i sit indre og bruge.
Hvorfor betød det noget om Vetis kom imod ham? De kendte intet til hinanden. De var intet tæt, intet nært. Måske var der en gensidig fascination. Han huskede svagt nogle af Vetis ord, om at have brug for Sean. Smilet var mest en grimasse, som han så frem for sig...
Flere tomme ord. Ord var den nemmeste måde at ramme andre på. Sean var et offer for dem som så mange andre. Men hvad havde fået hans intuition til at påstå at Vetis aldrig ville gøre det? For alt bar derhen ad. Sean spændte i kroppen.
Som Vetis hævede sværdet, fandt Sean sig i en position til at springe fremefter. Det var en automatisk reaktion. Han havde fundet vej uden om døden så mange gange, at hans krop automatisk reagerede i sådanne situationer. Van til kamp.
Kunne han nu ikke engang stole på den ene ting...Sin intuition? Havde han da sandelig mistet alt? Det havde han nok. Så der var ingen grund til at kæmpe imod. Vetis ville få sin egen lille sejr og Sean ville få sin egen: Fred.
Han havde endda valgt det. Hvem sagde at dø var kujonisk? Der var så mange ting at overveje, så meget mod at finde frem. Men han vidste hans krop ville forråde ham og springe frem for at undgå stødet, for at vælte Vetis omkring og dræbe for at overleve.
Det blik der stirrede på Vetis var ulæseligt.

Vetis hævede sværdet. Sean spændte i kroppen. Det ene ben gled under kroppen, klar til afsæt. Hænderne balancerede ham. Hjertet slog hårdt og på en eller anden måde trak han vejret. Ikke helt i stød som før, men på en måde der tillod ham en pludselig kaskade af energi til sit eget forsvar. Adrenalinen pumpede sikkert i ham. Normalt ville han føle sig så...Levende...Men han vidste. At når de var færdige her, uanset hvem af dem der skulle dø, ville alt være det samme igen. Det ville intet ændre. Så at sige han følte sig levende ville være en løgn. Måske var han død for længe siden.

Og så skete der noget højest uventet. Seans blik kiggede i mistro, som sværdet faldt fra Vetis. Som uventede tåre faldt ned over den stolte mands ansigt. Sean sprang ikke, lammet i sin position. Det var kommet bag på Sean, så han vidste ikke hvad han skulle gøre. Eller hvad Vetis ville gøre. Hvad dette betød.
Og som manden faldt ind mod ham, følte han sig lige så lammet og forvirret. Han kunne mærke manden kramme hårdt, hårdere end Sean havde mærket nogen omkring sig i lang tid. Som prøvede han at kramme selve livet ud af Sean.
Der...Var vel ikke så meget andet at gøre?
Armene gled op og lagde sig omkring den rystende krop. Ingen havde haft brug for Sean. I lang tid. Hvor gerne han altid ville stå til rådighed, hvor gerne han altid ville beskytte og hjælpe sine nærmeste...Havde de altid takke nej. Altid undgået det. Måske var det fordi han selv var så hård og stærk. Så folk kæmpede for at følge med. Kæmpede for at spejle sig i ham og være hans ligemand. Og mange af dem druknede nok på vejen, gled ud af hans liv, som de gav op. De få der nåede hele vejen derop, ville blot opleve en lige så indelukket Sean. Der var ingen stor kage og overraskelse for enden af vejen.
Han vidste det godt. At han selv var skyld i det. Men han var vred over det alligevel. Vrede var hans reaktion på alt. Vrede og ødelæggelse til at udtrykke de ting han ikke havde ord for. Hvis ikke ting, så andre folk. Han var et smertefuldt bekendtskab. Han vidste også godt hvorfor. Sagde man ikke den slags kom helt tilbage fra ens barndom? Sean kunne i hvert fald se det. Se de ting han havde taget med sig og aldrig sluppet igen.

"Shhh"
Den ene arm holdt stramt om Vetis, for at bekræfte at Sean ikke bare forsvandt. Den anden hånd gled beroligende ned over det hvide hår. Der var det. Seans første fascination. Det havde ikke været det at Vetis kunne ting og havde været praktisk. Det havde ikke været den stemning manden havde givet fra sig. Det havde været noget så simpelt som hår. Hvor sentimental måtte man være?
Han havde ikke rigtig mærket dem. Noget dryppede ned og et eller andet sted midt i det hele, gik det op for Sean at han også selv græd. Ikke højlydt. Ikke voldsomt. Men stille og roligt, som alt i hans liv. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene et øjeblik. Øjenbrynene gled tættere på hinanden, som han fandt sin sidste styrke. Han skubbede sine negative tanker og følelser til side - for nu.
Manden, der havde været så klar til at slå ham ihjel, græd i hans arme. Så trods absurditeten i det, vidste Sean at han ville hjælpe manden lige nu og her. For meget kunne Sean ikke - men han vidste hvordan man tog sig af andre. Beskyttede dem. Et eller andet sted på vejen havde han samlet disse evner op, hvor få gange han så end havde haft brug for dem. Lige nu kom de ham til gode. Det gik ikke de begge mistede deres forstand på denne nat.
Han grinte svagt for sig selv.
Her havde han et nedbrud...Måske Vetis slet ikke vidste hvor sjældne eller alvorligt dette var...Og alligevel endte han med at være den, der skulle tage sig af andre. Måske fejlede han i at være et komplet monster. Sådan en ville rejse sig og gå...Eller slå ihjel, mens fjenden var svag.

Pyt.
Det var ikke fordi han forventede andre tog sig af ham alligevel. Og måske ville Vetis glemme blot noget af denne nat, hvilket ville være en stor befrielse for Sean. At slette de scener, han aldrig havde ønsket skulle ske.
Han rettede sig lidt op og gav Vetis sin opmærksomhed. Han kunne mærke den varme væde fra alt gråden. Vetis måtte have haft behov for at lukke det hele ud. Sean følte selv et behov, men han bekæmpede det. Sank den klump der havde sat sig i hans hals og gav sig selv den samme jernvilje, som han klarede alt med i livet.
Vetis havde ikke brug for en der sad og græd med. Han havde brug for en pause, et øjeblik hvor han kunne lukke det hele ud. Så det gav Sean ham.

Lidt efter ville Sean rejse sig. Han forlod ikke Vetis, men tværtimod greb ham under armene og hev ham med op. I et snuptag havde han svunget Vetis op i sin favn, som han udnyttede mandens midlertidige svaghed til at få sin vilje på denne måde. Endelig forlod de den skæbnesvangre gang og gik tilbage til gæstestuen. Trods blodet de begge havde, satte han Vetis ned på den ene sofa. Her gled han ned på hug foran manden og efter et kort blik mod mandens forpinte ansigt, gav han såret i låret sin opmærksomhed. Han vidste ikke hvor Vetis gemte sine ting. Og muligvis ville manden hverken hverken forstå spørgsmålet eller kunne besvare det. Så i stedet trak Sean sin trøje af. Med en voldsom bevægelse flåede han stoffet fra hinanden og skabte nogle hurtige og midlertidige bandager. I nogle lette bevægelser fik han sikret nogle rundt om benet og bundet dem til. Som minimum ville Vetis ikke forbløde på sin egen sofa. Ikke at Sean burde gøre meget mere alligevel...Han var sikker på Vetis var meget bedre til at tage sig af den slags. Og ville sikkert hade Sean for et mere kluntet forsøg derpå. Et svagt smil gled over ham, som han med en hånd på hver af mandens ben, så op på ham igen.
"Bedre?"

Vetis' tanker var alle steder og ingen steder på samme tid. Det hele var et virvar af ukendte følelser samt som havde taget Vetis' krop med en storm. Han havde en ubærlig trang til blot at skrige det hele bort. Han ønskede blot at forbande det hele langt væk, samt ligge alt omkring ham forøde. Destruere det hele... Det var noget han kunne finde ud af, men han havde ikke energien til det. Han følte ikke at han havde energi til noget, ikke andet end at græde og holde Sean tæt. Et sted var det også som om at det var alt han i sandhed ønskede. Blot at holde om Sean som kunne manden løse alle Vetis' problemer. Det var grinagtigt det hele, og der var intet af det som gav nogle former for mening. Vis blot det hele bare ville gå væk... Vis nu alt bare stoppede her ville Vetis skam ikke protestere, men intet stoppede, tiden fortsat skam og Vetis fortsat græd... roligere end før men hans arme havde stadigvæk ikke taget afsked med Sean. Det hele kunne da også være lige meget... Hvorfor overhovedet tænke? Hvorfor for en gangs skyld kunne han ikke bare føle?

Med den tanke lukkede Vetis øjnene, og mærkede hvordan en ny følelse skyllede ind over ham. Han trak vejret tungt ind, som trak han vejret ordentligt for første gang, og afgav et dybt og langt suk. Sean's arme som havde lagt sig om Vetis var varme og underligt velkommen. Vetis lænede sig ind mod Sean og begravede sit hoved tæt op ad Sean's. Det var en betryggende følelse og Vetis' vejrtrækning var blevet mere og mere rolig. Alt dette var så absurd at det var til at grine af, men end ikke at grine følte Vetis for at gøre. Især ikke når Sean aede hans hår så blidt og så beroligende. Det var svært ikke at føle sig som et lille barn i denne situation, men der var ingen andre end Sean og Vetis, så han kunne da være ligeglad. Det ragede ham var andre måtte tænke... lige nu i alt fald. Det var jo ikke til at vide om han var af en anden overbevisning næste dag eller om en uge frem.

"Der har du dit svar..." sagde Vetis lavmælt. Hans stemme truede med at bævre mere end nødvendigt, men Vetis havde nok styrke til at holde det under kontrol. Det havde dog været mere kraftanstrengende end først antaget, men det havde lykkes. Han tog en dyb indånding, prøvede at tvinge skælven bort. Sean’s beroligende stemme hjalp og Vetis åndede letter ud inden at han fortsatte.

”Jeg kan fysisk ikke slå dig ihjel... det er mig slet ikke tilladt...” konstaterede Vetis. I det øjeblik at stemmen havde skåret igennem hele hans krop var al tanke om nogensinde at skade Sean forsvundet. Han væmmedes endda blot ved tanken om det. Ikke at det sikkert havde hjulpet at skille sig af med Sean... Det vidste Vetis godt nu, men... Ja, men hvad? Han havde blot ikke ønsket at have brug for nogen. Han havde klaret sig så mange år alene, og han var vant til det, det var kun når det var nødvendigt for ham at han havde søgt andre. Ingen som han reelt stolede på eller kunne være fortrolige med. Han havde altid kun haft sig selv, og nu kunne han ikke længere stole på sig selv. Han mærkede hvordan noget var ved at gå i stykker... var ved at bryde ud. Noget som kunne overtage alt hvad han var... Han var bange og det værste var at han ikke vidste hvordan at han skulle sætte en stopper for dette. Han vidste end ikke om man overhovedet kunne stoppe sådan noget, for hvad var der galt med ham? Det var absurd at han nemt kunne skille en krop ad samt samle det igen, men et sind var noget som han hidtil kun havde været i stand til at destruere... Han kunne muligvis lappe det hist og her, måske bytte noget af det gamle ud med noget nyt eller fuldt ud erstatte det... Men, han kunne ikke reparere det. Det var noget som han aldrig havde været i stand til... Men, der var nogen som havde... Én som sagtens kunne sætte stykkerne på plads...

Vetis' opmærksomhed blev revet tilbage idet at Sean rejste sig op. Han blev flået tilbage i nuet og spærrede øjnene op, som var han lige vågnet for en dyb søvn. Sean virkede dog ikke selv til at ønske at give slip på Vetis, hvilket var en lettelse. Vetis selv yndede nemlig stadigvæk ikke at give slip. Ikke endnu i alt fald. Der var trods alt stadigvæk mulighed for at han ville falde sammen vis Sean gav slip på ham, men Sean's adfærd havde ændret sig. Sean var gået fra at virke så lille og ødelagt, til at være stor og beskyttende. Han havde omfavnet Vetis i stedet for at smide ham væk. Han kunne have gjort hvad han ville, såsom at gøre det fa med ham... især fordi at Vetis havde haft intention om at dræbe ham tidligere. I stedet var Sean alt andet end det Vetis hidtil havde erfaret. Han havde været mere end Vetis nogensinde havde, turde forestille sig.

Vetis slap stille og roligt idet at Sean satte ham på sofaen... en smule modvilligt men han fik sluppet og det var som der gik et sus igennem hele Vetis' krop. Han følte sig endnu engang kold, men heldigvis var Sean ikke gået langt væk. Han var derimod på hug foran Vetis og hans nærvær beroligede Vetis. Det var overraskende at se hvordan Sean nu kiggede på den skade som han selv havde forvoldt Vetis for kort tid siden. Mon han fortrød det nu? Der var ingen garanti for sådan noget, men han prøvede da på at forbinde Vetis' lår... En smule klodset men bandagen var stram nok til at stoppe blødningen. Ubevidst smilede Vetis over denne administration og han rørte blidt ved forbindingen. Sean havde nu ikke behøvet at bruge sin trøje til at forbinde Vetis' ben... han havde skam remedierne til det... Men, Sean havde gjort det alligevel i stedet for at spørge. Havde det mon været fordi at han ikke havde gidet eller fordi han ikke havde ønsket at gå? Det var utroligt hvilke tanker Vetis tillod sig i dette øjeblik, men det var nok fordi at Sean samt Vetis selv var så forskellige fra hvad man var vant til at opleve. Vetis’ maskede havde i alt fald krakeleret… og hans ansigt var så nøgent som det kunne være. Det var råt og åbent.

Vetis kiggede på Sean idet at han havde spurgt om det var bedre. Det lille smil var stadigvæk på hans læber... og hans kinder våde, men han græd ikke længere. Han følte ikke længere nogen grund til det... Ligesom han ikke følte noget behov for at svare, for det var tydeligt i hans ansigt. Hans egne øjne lyste op på en ny måde, som var en skygge forsvundet fra dem. Der var heller ikke noget som længere gjorde ondt, nej, tværtimod... Alt føltes lettere og bedre... Alt syntes mere lyst og farverigt. Alt var så anderledes at Vetis var helt optaget af at kigge på Sean's ansigt. Det syntes næsten selv vådt og Vetis rakte ud med en hånd for at røre ved det. Hans berøring var noget tøvende til at starte med, og tørrede en tåre bort. Derefter var det som fik hans hånd sit eget liv, og lige så stille førte han sin hånd op og førte noget af Sean's hår væk fra hans ansigt. Hvad mon Sean havde haft at græde over...? Sean burde ikke græde... det klædte ham meget bedre at smile. Vetis nærmest længtes efter at se det... Hvor underligt var det ikke lige? Han fandt sin latter igen og lo lavmælt.

Vetis lod sin hånd fortsætte og den fortsatte mod siden af Sean's ansigt, hvorved at den fandt sig til rette. Sean's kind var rug, varm og våd. Han kørte sin tommel frem og tilbage under Sean's venstre øje, og kiggede han dybt i de mørkegrå øjne med hovedet på skrå.

Røde... de burde være røde, tænkte Vetis, men, det var de ikke røde, men derimod mørkegrå... For disse øjne tilhørte Sean. De var dog familiære nok til at Vetis tænkte at de burde være røde, og den viden var alt som Vetis havde brug for, for at tage sin næste beslutning.

Han lukkede øjnene kort og sank vejret dybt, åbnede dem og lagde begge hænder om Sean's ansigt.
"Der er ingen vej uden om... Ingen vej tilbage... Du bliver enden på mig Sean, men det er sådan det må være... og jeg er faktisk sikker på at jeg ikke kunne tænke mig det på nogen anden måde." Han smilede oprigtigt varmt til Sean og hans hjerte følte sig lettet.

Han rykkede sine hænder nede på Sean's egne... Den ene af Sean's hånd havde efterladt et blodigt mærke på hans lår, men det måtte han se til senere. Vetis holdt om dem og rejste sig op fra sofaen. Hans øjne hvilede stadigvæk på Sean's og lige så stille viftede han med hovedet som i at Sean skulle følge med op. Han kiggede dermed kort mod gangen og sukkede inden at han vendte sin opmærksomhed mod Sean igen.

"Kom... Jeg må vise dig noget..." sagde han stille og begyndte lige så stille at sætte sig mod et bestemt lokale. Et skjult rum som ingen kendte til. Et som han selv havde udbygget og som han havde gemt langt væk. Et rum som indeholdte alt det som kunne destruere Vetis... men, som også indeholdte de ting som kunne give ham svar. Han havde i mange år ikke ønsket at nogen anden skulle se det... det var ikke til at vide hvad de havde, kunne bruge den viden til, men her var han nu... I færd med at vise Sean derhen... for Sean var én ad de ting som også kunne blive Vetis' undergang, såvel som hans redning. Om hvad det så blev til, tja, det ville kun tiden vise, men Vetis håbede da på det sidste. I alt fald vidste Vetis blot at han var nødt til at forsøge… for han måtte have sine minder tilbage og for at gøre det måtte han give sin tillid til Sean.

Ordene var nogen som Sean gerne ville stole på. Men han var ikke helt der endnu. Tværtimod var det af en anden årsag, at han følte sig helt afslappet. Netop fordi han vidste Vetis havde prøvet at slå ham ihjel, kunne han stole mere på manden. I det mindste vidste Sean at Vetis ville gøre det, hvis han fik muligheden. Hvad der så end havde stoppet manden. Hvad der så end var sket...
For det kunne umuligt være fordi Vetis var knyttet til Sean. Så godt kendte de ikke hinanden. Noget andet måtte have bragt Vetis til dette punkt. En fortid, måske. Gamle minder? Gamle følelser? Glemte oplevelser? Enten det, eller Vetis havde en forunderlig samvittighed. Men det sidste virkelig uvirkeligt. Det gjorde alt det her. Måske ville han snart vågne?

De nåede ind i stuen og Sean formåede at hjælpe Vetis en smule. Der var ingen dårlig samvittighed. Som om Sean ikke rigtig tog stilling til det der var sket, eller fordi hele situationen med Vetis ændrede det hele fuldstændigt. Vetis modtog Seans manglende stabilitet, og Sean modtog Vetis' - var det sådan det var nu?
Han så op, da Vetis' hånd lagde sig mod hans ansigt. Fingeren gled over hans kind. Vådt...Sean kunne selv fornemme det våde, som Vetis fjernede med sin ene finger. Ah...Havde han grædt så meget? Og her forventede han at det ville være umuligt at se. Et par dråber der var tørret ind. Men det havde åbenbart været lidt mere end det, trods han ikke engang havde givet helt efter for følelsen. Selvfølgelig ville Vetis bemærke det. Havde han seriøst troet han kunne skjule den detalje?
Sean lukkede øjnene et øjeblik, mens Vetis virkede til at gå på opdagelse omkring Seans ansigt. Pandehåret, der næsten altid faldt ned over hans ansigt, blev fjernet. Med alt sveden og skidtet, ville det ikke undre ham hvis håret blev siddende hvor det var. Det faldt i hvert fald ikke helt tilbage.

Da Vetis snakkede igen, åbnede han øjnene og så op på ansigtet over sig. Det var anderledes. Så åbent. Sean ville endda beskrive det som ærligt, selv om han var forsigtig med at bruge det ord. Han havde ikke brugt det ord i lang tid, om nogen som helst. For alle var løgnede på et eller andet niveau. Ærlighed var en opfundet og urealistisk værdi. Og alligevel, hvis nogen bad ham beskrive det, ville dette ansigt være det han tænkte på.
Og som det eneste oprigtige han havde set i lang tid, havde han ikke lyst til at slippe det af syne. Han gengældte nu blikket, selv på jagt efter noget han kunne spejle sig i. Noget han kunne bruge, noget han havde behov for eller noget han kunne betro sig til. Selv om Sean aldrig ville valse ind i andres hverdag og snakke om sig selv og sine problemer...Så var der tidspunkter hvor alt kunne føles overvældende. Dette var et ansigt han nogenlunde kunne indrømme det for. Også selv om der lige nu ikke var nogle ord. Ikke fra Seans side, i hvert fald, som han for nu var indhyllet i stilhed.
Men det var okay. For Vetis havde mere på hjertet. På trods af at ordene mindede Sean om en, der ville forloves eller afsløre sin dybe forelskelse. Det var næppe den slags Vetis havde i tankerne, men tanken fik ham til at smile svagt. En bevægelse der føltes fremmede i hans ansigt.

Sean havde ikke planlagt nogen slutning på Vetis. Ordene var indhyldet i mystik og fik han undrende til at rejse sig og følge efter. Han var ikke van til...Helt det her. Folk havde haft brug for at græde ud ved hans skulder før, men ingen havde taget ham i hånden - metaforisk, i hvert fald - for at vise ham et eller andet.
Selvfølgelig dukkede tanken op helt af sig selv. Mon Vetis alligevel førte ham et sted hen, der kunne blive Seans død? Torturkammer, kreative måder at dræbe på?
Han var ikke stolt af tanken. At mistænke en, der på mange måder virkede oprigtig. Præcis så oprigtig, at Sean næsten turde stole på det og indleve sig i det. Men tanken var der. Svag, men dog til stede.
Vetis måtte også tro han var blevet stum. For han havde stadig ingen ord. Hvad skulle han sige? Joke med sin egen paranoia og måske ødelægge øjeblikket for Vetis? Desuden var nysgerrigheden der. Uanset hvad det var, ville Sean gerne se det. Der var en grund til at han elskede at analysere og samle informationer. Ud over magten ved at vide ting, så tilfredsstillede det også hans behov for at vide. Bare at...Vide.
Sean trak vejret dybt og lydløst. Med den ene hånd fjernede han de sidste våde pletter fra sine kinder, som han fulgte efter Vetis. Hvilke flere hemmeligheder eller vilde ture havde denne nat endnu i vente?
Hvilke hemmeligheder mon Vetis havde valgt Sean til at se? På hvilken måde kunne denne mand mon have brug for en som Sean?

I alt den tid som Vetis havde talt havde Sean ikke sagt noget. Det var enlig rart for Vetis havde ikke brug for at Sean startede med at stille spørgsmål... eller sagde alt for meget. Det var trods alt også blot nemmere bare at vise Sean. Ord havde trods alt ikke virket til at have haft den store effekt på Sean... Det var ikke et under siden han nu også led af tillidsproblemer. Dermed var handling noget som var mere effektivt og det var også med handling at Vetis ville vise Sean nogle ting. Det var bare at få Sean med, uden at Sean trak sig tilbage eller blev mistænksom. Det kunne trods alt vise sig at være et problem at lede ham igennem Vetis' hjem... Uden at blive mistænksom med den rute de tog, samt de fælder som de undgik. Fælder var der nemlig rigeligt af der hvor de skulle hen, men sammen med Vetis ville det jo ikke blive et problem. Vetis vidste trods alt hvor de alle sammen var henne, samt hvordan man undgik dem og deaktiverede dem. Det var en smule nervepirrende alt dette, for Vetis havde trods alt aldrig haft i sinde at vise dette lokale til nogen andre... Nu skulle han så til at bryde sig med alt hans forrige logik og frygt, fordi han havde brug for at Sean så det. Måske vis han så Sean med disse ting som lokalet indeholdte, ville Vetis selv være i stand til at kæde nogle ting sammen. Muligheden var der for det, og det var det vigtigste. Vetis var også sikker på at Sean selv ville kunne bruge noget af det. Vetis havde selv en god ide om noget som Sean kunne få god brug af derindefra.

Vetis holdt fast men blid i den hånd som ikke var skadet, af Sean's hænder, og førte ham vej mod lokalet. Hist og her trykkede Vetis på diverse mekanismer, undgik en masse andre og førte Sean igennem nogle skjulte passager. Han havde på vejen taget en fakkel samt tændt den, for der hvor de var på vej hen, var der mørkt... Hele vejen havde han holdt fast i Sean, som han nu kunne. Sean kunne sagtens have givet slip, vis han havde haft lyst og Vetis ville blot have prøvet og opsøge hans hånd igen... Det var en sikkerhedsforanstaltning samt blot et underligt behov som Vetis ikke helt havde, kunne ryste fra sig endnu. Mon ikke det snart ville gå over? Han kunne jo ikke konstant holde manden i hånden blot fordi at han havde en frygt for at manden skulle forsvinde væk. Sean virkede trods alt interesseret nok til at følge med ham, så mon ikke at han ville se det til ende inden at han valgte at forlade Vetis?

Vetis stoppede ude fra et specifikt punkt i en smallere passage af en gang. Han lagde hånden på en sten som han rykkede til siden, og stak hånden langt ind i hullet som det havde efterladt. Han greb fat om håndtaget som var placeret langt inde, drejede koden og dermed lød der en serie af klik. Han trådte et skridt tilbage med Sean, idet at stedet begyndte at vibrere omkring dem. Det var som var der noget stort og monstrøst som havde vågnet efter en lang dvale... og muren foran dem begyndte at bevæge sig. Det rykkede sig rytmisk til siden og afslørede en stor solid metaldør med en masse tandhjul og håndtag. Der var indskrevet nogle tegn rundt omkring dørkarmen, men ingen som nok ville kunne læse det i denne verden. Det var noget som Vetis sagtens selv kunne læse, og vidste at det ville have en effekt i sin egen verden, men her havde runerne ingen virkning. Her var de ikke andet end blot dekorering på en yderst stor dør.

"Her er vi..." sagde Vetis lavmælt og gik imod døren idet muren omkring den var væk og på plads ude i siderne. Han selv rystede en smule... han var ikke sikker på hvorfor men det havde nok noget at gøre med at dette lige så godt kunne være døren til hans sind... Han trak vejret dybt, og ville give slip på Sean's hånd vis han stadigvæk holdt i den, dermed begav han sig til at gå igennem åbningssekvensen. Der blev drejet og hevet i diverse håndtag i den rigtige rækkefølge, samt trykket på diverse knapper... Der lød flere klik og lyde fra dørens indre og lige så stille åbnede den op for Vetis og Sean.

Vetis trådte som den første ind og som altid fik han en klump i halsen idet han stod inde i lokalet. Det to etagers lokale dækket til med samtlige genstande som ikke hørte til denne verden... Hylder som var fyldt med bøger som Vetis selv havde skrevet i fremmede sprog og som var fyldt med viden, som var denne verden ukendt. Der var blueprints og tegninger af konstruktioner, såsom flyvende skibe opløftet af en stor ballon samt tegninger af bygninger storslåede katedraler, huse, hospitaler og meget, meget mere. Hans egne tegninger virkede for avancerede... for teknologiske til denne verden.  Der var opskrifter på mixturer og andre midler. Tegninger af diverse planter og deres brug, men mange som Vetis ikke havde set i Underworld. Væg til væg, og på gulvet og over dem var der ting som ikke hørte denne verden til... og Vetis kiggede stille og roligt rundt på det alt sammen. Han var her for det meste kun når han havde brug for at få en masse ting ud af hovedet. Nogle gange blev han grebet af en vild trang til at få nedskrevet det alt sammen, samt få designet noget nyt. Fik han det ikke ud af hovedet til tider, frygtede han at hans hoved simpelthen ville eksplodere... også selvom det ikke var muligt, men det kunne stadigvæk godt være anstrengende og pressende.
Vetis holdt stille øje med Sean for at se hans reaktion. Hvad mon han syntes om alt dette... fremmede teknologi og viden. Mon Sean forstod noget af det?  

"Velkommen til min verden," sagde han og slog ud mod lokalet. Det var svært ikke at være en smule melankolsk når nu han stod midt i en verden som var ham så kendt... også ukendt på samme tid. Døren bag dem ville på et tidspunkt lukke af sig selv, men det var ikke værre at Vetis kunne åbne den igen vis Sean følte sig utryg ved det... Det var trods alt den eneste indgang samt udgang til dette lokale.

Han fulgte efter Vetis. Hvor de var på vej hen vidste han ikke. Og jo længere de kom, jo mere tvivlede han. Han var jo heller ikke selv særlig stabil endnu...Så at blive trukket igennem det store sted, uden at kende bestemmelsesstedet, var lidt en udfordring. Måske genkendte han en gang eller andet, fra den allerførste gang han havde besøgt Vetis. Men selv hvis han gjorde, var det kortvarigt. Hele stedet havde nærmest forandret sig. Det var jo også blevet bygget om og bygget til...Med hjælp fra Sean. Indirekte. Sean havde som sådan ikke været involveret i projektet, selv om han havde gjort sit for at snuse lidt til det. Hvem ville ikke?
Hånden hvilede i Vetis. Men mest fordi...Fordi...
Fordi Vetis nok havde brug for det, selvfølgelig. Og ikke så meget ham selv, trods han intet gjorde for at fjerne hånden. Den anden hånd var øm. Sårskorperne sad og skurrede mod hinanden, når han åbnede eller lukkede hånden. Så han undgik helst at bevæge den for meget. Dannika kunne heale den med et snuptag når han kom hjem, trods alt. Måske ville hun stille spørgsmål, af hvilke Sean ingen svar havde at give. Dette var for...Meget...Til at fortælle til nogen som helst.

Blikket gled over Vetis bevægelser, som de kom igennem hvad der kun kunne være Vetis mange fælder. Tanken om at Sean var den paranoide var for et øjeblik underholdende, før underholdningen faldt lidt til jorden igen og Sean vendte tilbage til sit lidt dystre og forvirrede selv. Af vane indprentede han sig så meget som muligt - men det var kun til de kom til døren. Det var umuligt for Sean at se hvad der skete inde i væggen. Eller at huske alle de ting der skulle hives i og trykkes på, for at åbne disse store og stærke døre. Døre der næsten virkede lidt for malplaceret, og som måske i sig selv var en lille forsmag på hvad der lå inde bagved.

Han vidste ikke hvad han havde forventet.
Måske et lokale. Ja, selvfølgelig et lokale. Men ikke noget der mindede bare halvt om det her. Måske et af Vetis' personlige værelser, eller måske netop et sted han kunne dø. Men ikke det her. Hvad det her sted så var.
Han var trådt indenfor, nu uden at holde Vetis i hånden. Det mørke blik steg langsomt, som blikket hoppede fra den ene ting - den ene hylde - til den næste. Hvad den umiddelbare reaktion var, var ikke til at aflæse i hans ansigt.
Sean havde prøvet det før. Prøvet at træde ind i en ukendt verden. Ja, Underworld havde haft meget til fælles med den tid som Sean var født og opvokset i...Men intet tilfælles med den tid han var kommet fra, som havde været hans daværende nutid. En moderne tid, som verdenen selv havde kaldt det.
Så at være åben over for det nye og uforståelige lå naturligt til ham. Og havde måske netop sikret ham så meget igennem livet.
Han trådte tættere på en af hylderne. Hans ene hånd rakte op...Men før han turde røre noget, gled hans blik over til Vetis et øjeblik. Hvor trist det ville være, hvis han kom til at aktivere en fælde, nu hvor han stod i dette hjerte. I denne verden. En verden allerede prøvede at få hoved og hale på...En verden Sean allerede ønskede at vide alt om. Og en verden...Der mindede ham om hans gamle.
Han tog en bog og bladrede let i den. Han forstod ikke sproget. Billederne var til ting Sean ikke havde set før. Nogle af dem mindede om teknologiske ting i hans egen verden...Men så alligevel ikke helt. De var alle lidt anderledes.

Sean havde ikke tænkt på sin egen verden i lang tid. Det skete, fra tid til anden. Som når han snakkede med Elyas, trods drengen havde vænnet sig helt til UW nu. Eller den ene gang havde han fortalt Lori noget hemmeligt om sig selv. Men folk forstod det ikke. Ikke rigtigt. Hvad det ville sige at komme fra en anden verden. Så derfor var der ingen grund til at nævne det, ingen grund til at minde folk om at det kunne ske eller skræmme sine omgivelser. Hvordan forholdt man sig til noget, der ikke var af denne verden, trods alt?
Bogen blev lukket med et lille smæld og Sean satte bogen på plads. Han trådte baglæns væk fra hylderne, som hans blik igen gled opefter. Der var så meget her. Det ville tage lang tid at kigge tingene igennem og prøve at forstå dem alle sammen. Tid og overskud, som Sean ikke var sikker på han havde lige nu. Og når det kom til stykket...Hvorfor skulle han også? Hvorfor skulle han prøve at forstå alt omkring sig? Ville det ændre noget, hvis han kendte til noget af alt det her...?
Svaret var simpelt. Nej. Livet ville stadig være det samme lort. Han ville stadig være fanget. Han ville blot have noget mere at tænke på oveni. Flere tanker, der kunne vendes og drukne ham. Så hvorfor?
Sean vendte sig og så over på Vetis. Han var ikke sikker på han brød sig om at se det her...Men det der betød noget lige nu, var spørgsmålet hvorfor.
"Du er fra en anden verden?"
Spørgsmålet var overflødigt. Selvfølgelig var han det. Hvilken verden? Selv hvis Sean fik svaret, ville det nok ikke sige ham noget. Men alligevel kunne det være spørgsmålet aktiverede de svar, som Sean måske mere ledte efter. Hans stemme var dyb og ru efter nattens aktiviteter. Som han vendte sig om mod rummet igen, gled den raske hånd igennem hans beskidte hår. Han trak vejret dybt.
Eller måske var han virkelig blevet sindssyg. Var noget denne nat overhoved virkeligt? Måske, næste gang han så Vetis, ville manden ikke ane hvad Sean snakkede om. For det hele havde været opspind i hans eget hoved. Den sidste tabte virkelighed...
Han var tæt på at grine. I stedet brummede han svagt for sig selv, som han satte hænderne i siden.
"Selvfølgelig kommer du også fra en anden verden..." bekræftede han svagt for sig selv, som blikket igen gled rundt. Det forklarede faktisk en hel del. Om det her var virkeligheden eller ej.

Vetis var mindre lettet over at Sean havde holdt ham i hånden, for på sin måde havde det holdt Vetis sammen idet de havde gået mod det skjulte lokale. Det havde været rart at have noget fast at holde i når nu hans sind truede med at vandre til noget uholdbart… og fjernt. Nej, det havde skam hjulpet og havde fæstnet Vetis i nuet. Det var dog utroligt at Sean overhovedet gad… At han ikke havde givet slip endnu, men det var en tanke til senere. Alt i alt var Vetis bare taknemmelig og havde han nogen skam så havde han nok været en smule undseelig… men, siden at han ikke havde nogen så var han ligeglad. Han var aldrig bange for at tage imod det som han behøvede og undskyldte aldrig for det. Hvorfor skulle han også det? Hvorfor sige nej til sine egne behov blot på grund af noget så forfængeligt som ære og skam? To ting som blot holdt én tilbage og som var noget så ligegyldigt når nu man levede så længe... I alt fald ifølge Vetis, men det havde nok også rigeligt at gøre med den måde som han var vokset op på... Og det vidste han godt. Det stoppede ham dog ikke i at syntes at det var den eneste rigtige holdning at have til det. Det var trods alt noget som havde holdt ham i live i rigtig, rigtig mange år. Så... helt forkert kunne det ikke være.

Det var meget muligt at Sean fik holdt øje med alt som Vetis fortagende sig nu, med hele ruten samt desarmeringen af fælderne... men, det bekymrede som sådan ikke Vetis. Der var trods alt mange ting som Sean ikke ville kunne se tydeligt nok til som sådan at regne dem ud. Dermed kunne Vetis jo altid ændre på tingene senere vis det virkelig viste sig at han skulle bekymre sig om det. Det var trods alt kun et fjols som havde tingene på én måde for aldrig at kunne ændre på det. Nej, så var det bedre at kunne arbejde på en mere flydende måde så der var plads til ændringer. Det var trods altid en fordel for sig selv aldrig at låse sig fast i måde... En simpel filosofi som så kunne bruges på så mange andre områder.  

Vetis fik holdt godt øje med Sean's reaktioner idet at han havde introduceret ham for det mystiske lokale. Han var selv en smule nervøs for hans reaktion, men på den anden side var han også ret spændt... Det var et underligt virvar af følelser som han selv oplevede, nemlig også fordi at han bar et lille håb om en eller anden åbenbaring... Et eller andet som slog klik og som gav mening for ham. Bare et eller andet svar på... på det hele. Han vidste godt at det var noget af an satsning som han havde rodet sig ud i… men, hvad andet kunne han gøre? Sean var nøglen… det måtte han være. Vis ikke… tja, så vidste Vetis ikke hvad han mere skulle gøre for det havde været ret klart at han ikke kunne fjerne Sean. Det var ikke løsningen på hans problem... også selvom det havde syntes at være det for ikke så kort tid siden... Det havde bare ikke været muligt og selve tanken om det ville nok være en pinsel for Vetis i en stund endnu...

Det var dog ikke helt nemt at aflæse Sean's ansigt... uanset hvor godt man end holdt øje. Det var dog til at forvente siden at folk som Sean og Vetis havde flere års erfaring med at skjule deres egne reaktioner. Det interessante var alligevel at Sean nemlig ikke viste nogen reaktion... især taget i betragtning af det som han på nuværende tidspunkt bevidnede... En fuldstændig anden verden end Underworld. Se, det var ikke en helt normal reaktion, sådan ikke at have nogen reaktion til dette. Det var trods alt noget som ville være så mange folk i denne verden helt uvant og fremmed. Det var dog interessant at se hvor forsigtig at Sean var herinde... om hvad årsagen var til det kunne Vetis godt gætte sig til, og hans frygt var nok heller ikke helt ubegrundet... Der var ting herinde som man bestemt ikke skulle røre ved, men ikke fordi at de var fælder. De var blot livsfarlige i de forkerte hænder.

I mellemtiden gik Vetis selv rundt og tog fat i en lille mekanisk fugl som bestod at tons vis af dele. Den var noget af et mesterværk og var ret så kompliceret og detaljeret. Vetis dimsede med den og trak den op så den hoppede op og ned i hans hånd.  I hans egen verden havde den kunne bevæge sig af sig selv og ville have sit eget liv... altså med de rigtige materialer... men dem havde han ikke været i stand til at finde i denne verden. Så i denne verden var det ikke andet end blot en simpel Automaton. Han efterlod den derefter på sig skrivebord, hvorved den hoppede lidt inden at den satte ned i fart og fuldstændigt stoppede igen. Vetis observerede dermed Sean igen imens manden så ud til at være opslugt i sine egne tanker. Sean selv virkede undersøgende og Vetis kunne se at han havde fat i en bog omkring forskellige byer fra sin egen verden. Deri var der tegninger med nogle avanceret bygninger samt de forskellige kort og andet som hørte byerne til. Den ene bog var dog kun én ud af mange omkring byerne... der var mange og Vetis var sikker på at der var mange flere endnu som han ikke havde skrevet ned om endnu...  De fleste som han havde skrevet ned var menneskebyer men der var også et par stykker som hørte til helt andre væsner. Endda nogle væsner som slet ikke var til at finde i Underworld... af hvad Vetis havde oplevet. Selv havde han tænkt sig at få udforsket denne verden yderligere endnu, blot for at kunne sammenligne samt se om de væsner var til at finde. Det var bare lige om at planlægge rejsen også bare at gøre det. Det var dog lettere sagt end gjort når nu så mange ting var dukket op, og andre planer havde blevet lagt. Der var så mange ting at gøre inden at hans udforskning ville kunne blive realiseret. Det eneste han dog havde, kunne trøste sig med var at han havde tid... men end ikke det var til at vide med. Det var sådan noget aldrig helt...

Idet at Vetis holdt øje med Sean lagde han mærke til at der alligevel var noget velbekendt ved situationen. Han kunne selv ikke lade være med at smile idet at følelsen vældede ind over ham, og han var glad for at dette alligevel ikke var helt nyttesløst.

Vetis satte sig ned på sit skrivebord lige så roligt, og virkede til at slappe mere af nu. Han var en smule overrasket over Sean's spørgsmål men det var nok mest af alt fordi Sean vidste hvad han spurgte om. De fleste havde nok spurgt om hvad alt dette dog var, og virkede mere forvirret og uforstående... Men, Sean derimod virkede til at have en klar ide om det hele.

"Allura," sagde Vetis som svar på Sean's spørgsmål. Det var helt underligt at siges hans verdens navn efter så mange år... Det virkede næsten helt fremmede for ham selv... også hjemmeligt og vant. Det var som hørte ordet til i hans mund… Allura… hans verden… Hans hjem. Vetis fornemmede en pludselig længsel efter alt velkendt. Både dufte, lyde, smage og... ja, alt hvad der var til at fornemme og sanse ved hans egen verden. Det var ikke langt ude at sige at han mærkede et stik af hjemve. Hvilket nok ikke var så underligt når nu det havde været hans verden i så mange år. Den verden havde lært ham så mange brugbare ting og efterladt sådan et stort indtryk på ham. Den verden havde været med til at gøre ham til den mand som han var i dag på både godt og ondt.

Det var dog bare ikke til at vide om Sean ville få noget ud af svaret, for sandsynligheden for at Sean kendte til den var nok ikke så stor igen. Hvilket nok var overflødigt, for Vetis havde bare haft brug for at sige det. Det havde dog været lidt af en fordel vis Sean havde kendt til det, men man kunne ikke få alt som man ønskede. Det havde han erfaret lidt for mange gange før. Derfor hjalp det ikke at håbe på noget... det var dog så svært at lade være... Det gjorde ikke andet end at svigte én og tabe én fuldstændigt på gulvet. Et under at Vetis så stadigvæk havde bibeholdt den evne, men det var bare ikke til at skille sig af med.

Det næste som Sean sagde, fik hevet Vetis' tanker helt tilbage til nuet... Det gav en del mening og på den anden side blev der lettet noget fra Vetis' bryst af og hans første tanke var; nu var han ikke længere alene...

"Ligesom dig selv..." sagde Vetis lige så stille og kiggede på Sean. Det var en smule uvirkeligt alt det her, men Vetis var sikker på at det rent faktisk fandt sted. Dette var alt sammen virkeligt og han følte sig underligt ophøjet og... frigjort?

"Nu giver den del i alt fald mere mening," sagde han storsmilende og trådte væk fra sit skrivebord og hen mod Sean. Det var lidt ligesom at se Sean på en helt anden måde... som var et lag slør blevet fjernet og manden som før føltes mere som et mysterium; var blevet tydeligere og mindre fremmed.

Vetis var nu helt ovre ved Sean og kiggede indadgående på ham inden at han blidt tog om håndryggen på Sean's skadet hånd. Vis ikke at Sean hev sin hånd til sig ville Vetis vende den om så han bedre kunne se den skade som var blevet forvoldt den.

"Skal vi ikke se at få fikset den hånd inden at du får blødt på noget?" spurgte han med et hint at humor i sin stemme.

"Dermed kan du i mellemtiden få stillet mig nogle flere spørgsmål... Jeg går ud fra at du har en del..."

Så mange ting fløj igennem hans hoved. Tanker og følelser. Minder, også om for længst glemte ting. Sean trak vejret dybt, som han ikke kunne rive blikket væk fra alle tingene omkring sig.
Så...Anderledes...
Hvad havde han selv taget med? Et par småting. Uvidende om hvad han præcis ville finde på den anden side, men stadig med en ide om hvad han ville finde...Ja, det havde på en måde været den mest spontane handling i hele hans liv. Kun med en svag hvisken om en anden verden, en der teknologisk og samfundsmæssigt mindede meget mere om den tid han var født i. Opvokset i. Hvorfor havde det betydet noget? Hvorfor var det nu....?
Så få ting, ud af alle de ting. Han kunne have taget hvad som helst med. Bøger. Videnskab. Våben. Medicin. Ikke bare selve tingen...Men hemmelighederne bag hvordan de blev lavet. Han havde ikke behøvet udgive det og risikere at blive brændt på bålet for det. Han kunne blot have det for sig selv, eller i hemmelighed sælge det som vidunderting. Men det ville have ødelagt det. Ødelagt det, fordi Sean ikke søgte sådan en verden. Den verden han kom fra havde allerede været godt i gang med at ødelægge sig selv...Kunne folk håndtere sådanne udviklinger? Ville de kunne sige stop til sig selv, eller ville de fortsætte til de enten var døde eller verden var forsvundet?

Nej. Hans viden havde været nyttig på mange måder. Givet ham et godt grundlag til at skabe sig en identitet og levevej i denne nye verden. Denne verden han allerede havde levet i i et par hundrede år. Der havde været andre. Camille. Hans bror, der havde været på et kort visit. Men portalerne var få og ustabile. Formentlig ville han aldrig se sin gamle verden igen, og formentlig ville Elyas aldrig komme hjem til sin familie igen. Drengen havde kun Sean nu, sin farbror.
Åh så gamle minder...Så glemte minder...Han vidste ikke om de var savnede eller gerne måtte forblive glemt. Mest af alt følte han sig træt. Træt over at have oplevet flere verdener, træt over...Hvor gammel han på en måde følte sig. Alt det han havde set og oplevet.

Sean så over på Vetis et øjeblik. Blikket gled ned mod fuglen et øjeblik, men med alt der var at se på og forstå, var den blot det mindste af det hele. Hans verden havde haft noget der...Om ikke lignede den, så havde kunne noget nær det samme. Så de kom altså begge fra en langt mere udviklet verden. Hvor pudsigt det måtte være at træde tilbage i tiden igen.
"Ja..."
Blikket gled ned til fuglen igen, men han blev stående hvor han var. Det hele var så fjernt og underligt, at det var som om Vetis ikke rigtig var der. Det gjorde det meget nemmere blot at...Indrømme det.
"Ja. De kaldte deres verden for Jorden. Hvor intetsigende det så virker" bemærkede han. Det ville kræve forklaringer. Forklaringer om planeter og solsystemer...Åh, tænk han endnu kunne huske de ord. De koncepter. Han så tilbage og op af hylderne endnu en gang.

Han kunne mærke Vetis nærmede sig. På en måde havde han lyst til at være alene. Alene i dette rum og med sine egne tanker. Men dette var Vetis' hjem, så det var næppe en mulighed. Sean havde fået lov til at se noget, som han vidste de færreste - hvis nogen - fik at se. Et helt rum, sammenlignet med hans egen lille kiste under sengen, i hans hjem i Doomsville. En kiste hvis indhold han ikke havde kigget på i århundreder. En kiste, hvis indhold ingen nogensinde havde fået lov at se. Mon han stadig kunne huske hvor nøglen var?
Men han vidste godt med sig selv at den kiste aldrig ville åbnet igen. Han var flygtet. Flygtet fra sin gamle verden. Den lukkede kiste var et symbol derpå. Dette var hans verden nu. Her kunne han leve i fred, relativt, og ikke lade sig definere af sin ødelagte familie. Ud over den ødelagte familie han åbenbart selv havde skabt over årene.

Han drejede hovedet, som Vetis tog om hans ene hånd. Blikket gled ned til den sårede hånd, som om han lidt havde glemt det. Måske havde han været helt forslugt til at huske særlig meget om hvor han faktisk var...
Han rømmede sig og tvang sig tilbage til nutiden. Fortiden havde aldrig været rar for ham at grave i. Der var ingen grund til at gøre mere ud af det nu. Vetis havde ret. Det var langt mere interessant at høre om Vetis' gamle verden.
"Hvis du insisterer. Men jeg kan sagtens selv tilse såret" forsikrede han. Et svagt smil gled over ham, omend nok mere af vane end så meget andet.
"Jeg har en derhjemme der kan gøre noget ved det, så det behøver alligevel ikke det store" tilføjede han, selv om såret måske var det mindste af de emner de kunne diskutere. Blikket landede på Vetis, som han studerede manden ved siden af sig for en stund. Hvorfor? Hvorfor havde Sean fået lov til at se disse ting? Hvad var det Vetis ville opnå med det?
"Et fripas til en masse spørgsmål? Hvordan kan jeg sige nej til det?" bekræftede han, før han slog let ud med den ene hånd, som tegn til at Vetis skulle vise vej.
Der lå en underlig fornemmelse i luften. Noget...Det føltes fjernt at nævne det. Noget trygt? Noget...Rart? Som om Sean ville kunne fortælle noget om sig selv i gengældelse, ting som folk aldrig havde hørt om før, fordi ingen ville kunne forstå dem. Men kendte han sig selv ret, ville han næppe komme ind på det selv. Sådan var han. Selv når han havde lyst, lod han være og fortiede alt. I stedet lyttede han hellere til folk omkring sig. Gav aldrig mere, end nok til at folk stoppede med deres spørgsmål. For den aften eller for altid, fordi de som regel gav op før eller siden. Sådan var folk indrettet.

Åh ja, den teknologi som hans egen verden ikke havde... Han savnede den oftest, men mest af alt savnede han magien. De ting som man ikke kunne gøre blot med et ryk af sin hånd... men, intet af det kunne han her. Intet... foruden hans lille trick med at skifte sit udseende, men det var intet i forhold til hvad han tidligere havde været i stand til. Han havde følt sig underlig nøgen uden sin magi, idet han havde ankommet til denne verden. Der havde manglet noget og et sted inde i ham havde føltes tomt. Det sted som engang havde flydt med energi og kræfter, var nu fuldstændigt udtømt. Det havde føltes perverst... også på den måde som hans krop havde fysisk ændret sig, men han havde vænnet sig den gang til at gå med andres ansigter, så det havde ikke taget ham så langt tid at vænne sig til et nyt ansigt. Et ansigt som i denne verden i sandhed var hans eget, men stadigvæk ikke helt det samme. Nu var der gået så lang tid, at han havde svært ved at huske sit eget udseende, men sådan noget glemte man aldrig helt... eller... det var i alt fald noget som Vetis tillod sig selv at tænke samt være sikker på.

Han havde brug for ting at være sikker på i disse perioder. Dermed var det altid noget at han kunne være sikker i sine egne evner samt talenter. Ting som han var god til og noget som han havde perfektioneret igennem årenes løb. Ting som han kunne genkalde i søvne samt være i stand til at udføre med lukkede øjne. Noget som han sikkert ville kunne komme meget længere med vis han ønskede det... Han ville med sikkerhed kunne være højere stillet, men det var lige det. Han ønskede ikke at være højere rangeret for det betød oftest at man dermed var til offentligt skue, og var der noget som han ikke ønskede, så var det, det. Han ønskede ikke at være ude i offentligheden på den måde... det havde han visse forbehold til. For det andet så var det også bare folk med større komplekser som hele tiden skulle vise sig frem. Så var de skam også selv uden om det vis folk gik hen og malede en måleskive på dem.

Det var noget af en lettelse selv at høre at Sean kom fra en anden verden. Omend en smule kedeligt navngivet verden, men stadigvæk en anden én end den som de befandt sig i. Han smilede blot over at Sean selv havde kaldt navnet for intetsigende. Tja, det afslørede en smule folks tankegang for den verden, og Vetis kunne blot tænke sig til hvorfor den hed jorden. Selv var hans egen verden efterkaldt efter den gudinde som havde skabt den. Om det så var en bedre grund til at navngive verden det samme, kunne vel altid diskuteres. Det var vel også lige meget var de verdener hed, alt i alt var pointen at de var fra to forskellige.

"Jorden... Lyder simpelt," bemærkede Vetis blot, og fortsat så undersøgende på Sean's hånd. Fra vad Vetis allerede kunne se virkede der ikke til at være skåret alt for dybt... Så sådan som det så havde Sean været heldig og han ville slippe for de helt store nerveskader. Vetis genkaldte et billede af nervernes baner, sådan som han havde studeret dem igennem flere år. Han så samtidigt også alle musklerne, årene samt knoglerne for sig. Det var noget som kom med flere års erfaring samt studier. Det var intet problem for ham at fikse sådan en hånd her, men vis Sean helt selv ville gøre det, skulle han da være velkommen. Det var trods alt hans egen hånd.

"Lad mig i det mindste rense det og komme en forbinding på," tillod Vetis dog at indskyde til Sean's svar. Dermed kunne Sean's doktor eller hvad end han havde derhjemme, se til resten. Lige nu skulle det renses, og for at gøre det gik Vetis hen med en hylde med diverse ting til at fikse det med. Han tog noget vat ud og dyppede det i en rensende substans, som han selv havde været med til at udvikle. Han viste dermed Sean hen til stolen ved skrivebordet, hvorved Sean kunne sætte sig ned. Substansen ville brænde let, men det holdt Sean vel til. Han fangede det mellem en tang samt duppede blidt Seans sår, men fast nok til at han fik fjernet det meste af blodet. Han var utrolig fokuseret samt forsigtig med at han ingen skade gjorde. Han fik rimelig hurtigt set til såret, samt fjernet noget resterende fra skåret som han havde skåret sig på. Kruset havde trods alt været keramik og kunne sagtens efterlade noget i sådan et sår. Hurtigt fik han smurt hånden ind i noget lindrende, samt noget som hindrede inflammation. Han forbandt det til sidst, og med det var hans arbejde gjort. Resten var op til Sean selv nu.

"Ja, fripas kan man vel godt kalde det," sagde han smilende og skubbede nogle ting til siden på hans skrivebord. Han satte sig dermed op på det og kiggede på Sean. Vetis havde allerede en idé om de spørgsmål som Sean ville komme med. Det var dog aldrig til at vide, så Vetis ventede blot spændt... vis ikke en smule nervøs for der var trods alt muligt at Vetis ikke ville kunne svare på dem alle sammen... eller i alt fald dem som betød noget. Dermed måtte han også se om han kunne kæmpe trængen til at dele for meget... samt tie. Det var svært når man følte sig så splittet... Han havde løst til at dele alt samt intet, blot på grund af noget som han ikke selv forstod.

Sean satte sig på stolen, selv om han foretrak at stå op. Som om han havde mere kontrol når han stod op. Han havde aldrig været typen der stille sad og ventede på andre hjalp ham. Men trods trangen til både at rejse sig, og til bare at hente almindelig vand til selv at gøre arbejdet, blev han siddende. Af den simple årsag at det forhåbentlig ville købe ham nogle svar på de spørgsmål der fløj usagte rundt om dem. Han fortrak ikke en mine, som såret blev renset og han var stille mens Vetis arbejdede. Det var fascinerende at se Vetis så fokuseret på noget. Det mindede ham lidt om dengang han havde mødt manden første gang, og skulle bruge nogle organer han kunne sælge videre til en kunde. At det så tilmed var Seans egen hånd var på en måde...
Well. Ingen havde været SÅ fokuseret omkring noget ved Sean i lang tid. I hvert fald ikke direkte. Men han vidste bedre end at føle sig speciel over det. Såret var en opgave og opgaver skulle løses. Mere var der ikke i det. Den let brændende fornemmelse var intet i forhold til de skader han havde overlevet i sit liv.

Hans raske hånd fulgte forbindingen rundt et øjeblik, som han sikrede sig det sad som det skulle, før armene gled over kors. Han sad tilbagelænet i stolen og blikket var gledet ned mod gulvet. Det var tydeligt der foregik meget i ham. Mange tanker, velsagtens, og spørgsmål der blev sorteret. Han fik næppe svar på dem alle alligevel...Så hvilke havde han mest lyst til at høre om? Det slog ham at selve den ukendte verden måske ikke var det vigtigste lige nu. Måske en interessant historie for en anden dag, men i virkeligheden var det bare endnu en ukendt verden Sean alligevel aldrig kom i nærheden af. Hvor mange, i denne verden, kom oprindeligt fra en anden verden? Hvor mange kom fra samme verdener? Hans gamle nysgerrighed var vakt. Den, der altid havde fået ham til at lede efter svar og informationer. Han var faldet bagud på det punkt. Han var ikke lige så opdateret omkring vigtige folk eller begivenheder i Underworld, som han plejede. Havde ikke tiden eller muligheden på samme måde. I virkeligheden var han faldet langt væk fra den mand, som han havde nydt at være. Og som der ikke var nogen mulighed for at vende tilbage til foreløbig.
Men han havde en plan. Og for at den skulle fungere bedst muligt, ønskede han ikke længere at være herskeren af noget som helst. Han ville være Sean. En vigtig mand, men også blot en tilfældig 'adel' der boede i byen. Fokusere på sin klan igen. Fokusere på at møde folk igen. Fokusere på at lære igen.

Han trak vejret dybt. Personlige åbenbaringer var fint nok. Men der var som regel lang vej mellem ønske og virkelighed. Det var svært at frigøre sig fra noget - fra nogen - når personen sjældent var hjemme. Hvad Natalie gik og lavede var efterhånden blot et gæt fra Seans side af. Han tvivlede på hendes store plan nogensinde ville blive til noget. Præcis som den aldrig var blevet til noget for alle andre dæmon-ledere. Sean tvivlede på de vidste hvor de skulle begynde og hvordan de skulle tage de første rigtige skridt.
Han rømmede sig svagt og så op mod Vetis, som han havde siddet i stilhed måske alt for længe. Han beklagede det ikke, men det gik heller ikke at de sad her i stilhed hele natten.
"Jeg tror en oplagt start er hvordan du kom hertil. Eller måske hvorfor, hvis det var et valg du selv tog?"
Han mente ikke bare portalerne, som han vidste måtte være den eneste vej frem og tilbage. Disse ustabile og sjældne portaler, der havde lidt deres eget liv. Den eneste person Sean kendte, der havde været i nærheden af at styre nogle af dem, havde været Sakref. Hvorend den mand så var.
"Planlægger du at tage hjem igen, hvis du fik muligheden?"