Where the hell are we! - Vetis - XXX

// Emnet foregår et sted de fleste tror er forladt, som Vetis holder til

Storm havde siddet i et jernbur med kæder på fødderne og hænderne, hans hænder var låst bag på ryggen af ham. Efter han flere forsøg, forsøgte at gøre skade på slavehandleren når han gik forbi Storm. Ikke at det havde lykkes for ham at skade ham. Han havde ikke fået mad de sidste 2 døgn, mest fordi slavehandleren ikke mente han havde fortjent at få mad!

Storm havde ingen intentioner om at lade sig knække! Alt lade sig underkaste! Slavehandleren havde prøvet diverse ting men det havde ikke ramt Storm. Storm var lige så grim i munden som han havde været da de havde kidnappet ham. Han havde sat sig for at gøre så meget modstand som han var i stand til! Han havde fået pisk et par gange, det havde gjort sindsygt ondt på ham! Men han var ikke knækket af det! Måske lige i nuet som han blev pisket, men ikke efterfølgende.

Slavehandleren havde været væk det meste af denne dag, hvor han var henne vidste han ikke! Andet end at der var en mand som holde øje med slaverne. Mørket begyndte at lægge sig over byen og jorde, Storm hørte en mande stemme han tydeligte genkendte som slavehandleren. En ung piges skrig lyd, samtidig med hun gjorde tydelig modstand! Man var slet ikke i tvivl om det! Dog forsvandt lyden af pigen kort efter og en vrisken fra en hest hørtes! Storm var helt sikker på at hun var blevet solgt denne aften!

Der gik heller ikke længere før Slavehandleren og en anden mand stod uden for det bur Storm sad i! Det var ikke en stort bur, der var kun plads til at han kunne sidde, og det var ikke lige frem den med behagelige stilling. ” Så din tur knægt! Jeg har fundet den bedste Hersker til dig” Sagde han som han begyndte at åbne for buret for at så Storm ud. Allerede halvt ude af buret gjorde Storm tydelig modstand, den anden mand var hurtigt til at give ham en lykke om halsen, som kunne bruge til at styre ham, træk Storm for meget ville den stramme mere og mere om hans hals. ” Slip! Jeg vil ikke!” Sagde Storm og prøvede tydeligt at gøre modstand, dog mærkede han rebet om halsen stramme rimeligt meget. Der blev skruet ned for modstanden, selvom han ikke var meget for det.

På gaden var der ikke et øje! Ikke engang en byvagt eller sådan noget. Dog holde der en heste vogn, Storm regnede med at han skulle op og skide i hestevognen, men han tog fejl! ” Nej du skal ikke nyde at sidde i min heste vogn, du skal gå efter den, ” Sagde slave handleren iskoldt og truende. Storm vred sine hænder på ryggen for at få dem fri, men det var ikke muligt. Rebet om hans hals blev i den anden ende bundet til heste vognen ca en meter fra selve vognen stod Storm. Han forsøg på at rive sig fri fra vognen, havde han ingen held med. Han måtte følge med efter hest vognen, det var ikke nemt med kæder på anklerne  da han ikke kunne tage særlig lange skridt og det var ikke fordi det gik helt stille forsig turen.

Efter en længere gåtur stoppede heste vognen, slavehandleren hoppede ud af den med en brun stof pose, sådan at Storm ikke kunne se hvor de skulle hen, men dog var der et lille hul til at kunne trække vejret igennem den. Derefter forsatte turen, Storm var ved at vælte flere gange, da posen over hovedet på ham ikke gjorde det meget nemmere for ham. Hvor lang tid de havde gået dette stykke vidste han ikke! Men vognen stoppede og Storm endte med at gå ind i vognen fordi han ikke kunne se den var stoppet.

Slavehandleren hoppede ud af vognen bandt rebet frit og begyndte at tage Storm med sig, han forsøgte ihærdigt at  komme fri! Han kunne intet se, hvilket betyd at han ikke kunne flyve. Storm var ikke den bedste til flyve og særligt ike når han ikke kunne se. ” SLIP! DIN!” Skreg Storm hårdt under posen. Efter en lille gåtur mærkede Storm et spark i knæhaserne og han faldt hårdt ned på knæ, et par ømme støn kom fra ham. ” Som lovede bringer jeg dem hvad jeg lovede dem. Storm her vil blive dit ynglings projekt” Sagde slavehandleren! Storm vidste hvad det betød! Han var blevet solgt! Men til hvem?

Det havde været en yderst behagelig og nydelig dag. Vetis havde nået en del ærinder og fået læst op på nogen ting som han havde været interesseret i. Han havde undersøgt diverse folk som han var begyndt at mænge sig med for tiden. Det var ikke lige altid at det gav pote... for det var ikke de nemmeste væsner han havde med at gøre, men en del information havde han alligevel fået anskaffet sig. Han havde også fået anskaffet sig en hel del flere bøger omkring elverne og deres samfund... det havde været god læsning og Vetis havde siddet i hans studie da beskeden kom. En kontakt var kommet forbi for at meddele ham at en tidligere klient ville komme forbi senere med noget til ham. Da Vetis så havde udspurgt sig yderligere om hvad dette var, fik han at vide at det var intet ringere end en engel. Vetis havde kigget lidt uforstående på personen først før han havde smilet stort. En engel? Tja, sådan én kunne man vel altid bruge, også selvom det for det meste bare var tilfredsstillende at flå dem sønder og sammen. Det var ret så underholdende især sådan som de flaksede rundt og fjerene fløj omkring én... samt blodet selvfølgelig. En engel mordscene var noget af et syn, men ikke nogen let opgave. De var trods alt deres ærkefjender, eller noget i den stil, så de havde trods alt deres fordele mod en dæmon, såvel som deres ulemper. De var jo som nat og dag de to racer. Skabt til at destruere hinanden... tja, det var ikke lige altid sjovt at være mainstream, og Vetis nærede da ikke noget had for dem som sådan. Bare fordi at det var deres historie var det ikke ens betydning med at det altid ville vedblive sådan. Vetis gad i alt fald ikke tage nogen kamp eller hellig krig op imod dem. Der var trods alt så mange andre ting at lave og planligge.

Han havde i alt fald i den tid der tog fra at de ankom fået anskaffet nogle ting og gjort klar. Han havde fået lidt at vide om slaven. Det var en mand som var yderst stædig samt besværlig... hvilket nok var den største grund til at det var blevet besluttet at Vetis skulle have ham. Nu var det bare at se om han var det hele værd og om han ikke bare var bedre tjent som en bunke organer og poser blod til det sorte marked. Prisen for engledele var trods alt ret høj og var noget som var meget eftertragtet. Det var så mange ting som de kunne bruges til. Især inde for Vetis' del af verden. Det krævede trods alt at man var en del kreativ og handy til tider. Især vis det var at man ville fremad i livet, men det gjaldt vel for alle.

Vetis havde fået nu klaret en del til at modtage englen, men i mellemtiden havde han også fået udfyldt noget mere papirarbejde. Det kunne han lige så godt når det var at han ventede. Der gik nu ikke så forfærdeligt længe inden at han kunne høre lyde udenfor. Udefra kunne lyden af en vogn med noget slentrende bag sig høres. Det måtte være hans gæster. Vetis satte sine ting fra sig og gik ud mod indgangen. Han havde hverken skiftet form eller ændret hårfarve i dag. Det var der heller ingen grund til når det var at man havde arbejdet hjemme det meste af sagen. Han havde taget en rød løstsiddende bluse på og nogle sorte tætsiddende bukser. Han var barfodet og havde snøret sit hår op i en hestehale med en rød snøre.
Han åbnede døren og lænede sig op ad dørkarmen da det var at de kom tættere på. Han havde sin krus med ud i hånden som han stod og drak the af. Det så ud til at de havde lyttet til hans instrukser og givet ham en pose over hovedet. Bare for at holde ham desorienteret og ude af stand til at se hvor han var. Det var trods alt et af Vetis' steder som de ankom til. Han havde et par stykker mange forskellige steder og ingen af dem så rigtigt beboelige ud. Dette hjem var et af de mindre og var faktisk ikke en ruin som hans hovedsted. Det sted var dog på nuværende tidspunkt under renovering, så det blev dette hus i stedet for.

Vetis iagttagede dem nøjere idet de stoppede op. Han var godt nok låst godt sammen hvilket var tilfredsstillende. Vetis havde trods alt nok været blevet skuffet hvis det var at han var stukket af fordi de ikke havde kunnet binde ham godt nok fast. Det virkede der dog ikke til at være nogen chance for, også selvom han faktisk så ret stærk ud. De der overarme var vel ikke til for sjov trods alt. Han virkede også til at have noget af et temperament men kunne man virkelig ikke unde ham det? Han var trods alt nok ikke kommer her med sin gode vilje. Det var der så mange som ikke gjorde.
Vetis smilede da slavehandleren kom over til ham med hans nye slave.
"Jamen du altforbarmende, hvor venligt af Dem," sagde Vetis storsmilende og lo en smule. Han kiggede ned på slaven som sad på knæ foran ham. Han var slet ikke så tosset igen... god bygning og et behageligt udseende. Også var han endda udsmykket med en masse fine tegninger på kroppen. Tja, det kunne vel godt være at han ikke skulle donere hans krop lige med det samme. Måske... beholde ham lidt for sig selv og se hvad der så skete. Han havde trods alt ikke haft slaver før da de havde det med at udgå ret hurtigt... også var de også noget at arbejde med når de kom u-knækket. Der skulle ligges arbejde i og det var ikke altid at Vetis havde tid til det. Altså jo, han havde tid til at knække andre for andre folk så de kunne nyde deres slaver, men han havde ikke haft sin egen. Så meget som han rejste var det heller ikke til at vide hvad han så skulle gøre af dem. Overlade dem hos nogle bekendte i mellemtiden? Tja, det kunne man vel godt. I alt fald var der noget ved denne slave som sagde Vetis at han sagtens ville prøve. Hvorfor ikke?

Han gik tættere på slaven og stod nu foran ham. Med sin fod som han stak under mandens hoved, løftede han hans hoved op så han kunne kigge på Vetis. Han stod med sine arme krydset før han tog en slurk af sit krus. Så han hed altså Storm? Et fint navn for sådan en som ham. Han var måske også lidt af en stormfugl? Det ville Vetis i alt fald være i stand til at finde ud af.
"Velkommen Storm, min kære..." sagde han sukkersødt og smilede varmt til ham. Mest af alt virkede han ikke yderligere faretruende. Han virkede mest af alt rar med hans udtoning. Selv bevægelsen med hans fod havde ikke været voldlig eller noget, men ligefrem blid. Om han så troede på det, tja, det var jo aldrig til at vide, men med sådan som han var blevet bragt hertil var han nok ikke mere andet end mistænkeligt... og vred vis ikke rasende. Vetis håbede bare på at han ville få et raserianfald eller noget.. I alt fald ventede han spændt på hans reaktion med at se hans ejer for første gang. Vetis vidste i alt fald at han ville svælge i øjeblikket og se frem til en masse timer med sjov med ham her. Hans lille Storm.

Ville det være ondt og hadsk, at give sin fader skylden for dette? Havde han bare holdt sig til livet som de havde haft før hans mor var skredet var Storm ikke endte her! Og hans far ville ikke være død! Storm vidste godt at det hans far havde gjort aldrig ville kunne gøres godt igen! Dog var Storm glad for at han ikke havde overtaget sin fars gæld! For så havde Storm helt sikkert også været død nu! Men at leve livet som slave, resten af sit liv, var det bedre? Egentligt ikke! Men han havde heller ikke lysten til at skulle lade sit liv!

Storm havde ikke i sinde at lade nogen styre ham eller på anden måde ødelægge ham! Han havde for meget værdi for sig selv til at ville lade dette ske! Posen over hans hovedet blev hurtigt fjernet som hans nye Hersker var på vej over til dem. Han sagde ikke noget, han kiggede ned i jorden. Lysten til at se på manden der nu stod lige foran var ikke særlig stor! Han kunne mærke hvordan hans vrede begyndte at koge i ham! Han vrede sine hænder voldsomt, bare for endnu engang at konstatere at det var fuldstændigt rigtigt, han kunne ikke få dem fri!

” Jeg er helt sikker på de vil nyde denne slave min Herre, han passer perfekt til dem, men jeg må advare dem, han er stærk og en kæmper, han har endnu ikke ville overgive sig, uanset hvad jeg har gjort” Sagde slave handleren og bukkede dybt for Vetis, der stod foran dem. Storm havde en indre krig med sig selv, skulle han prøvede at komme og vise hvem han var? Eller bare blive siddende? Det første var fristende hvis det ikke havde været fordi at han havde sin hænder låst på ryggen.

Blikket blev tvunget til at kigge op på Vetis som han med sin sko under hans hage løftede hans hoved op, det var vidst ingen tvivl om at Storm ikke var glad eller bange, men derimod rasende. ” du så færdig!” Hvæsede han koldt og flyttede sin overkrop og hoved for at komme væk fra Vetis sko! Han samlede nok spyt i munden til at han sendte en klat mod Vetis i håbet om at ramme hans ansigt, hvilket nok ikke var det nemmeste, da Storm trods alt sad på knæ på jorden og Vetis ikke lige frem var en lav ham! Storm sad kort, håbede at de ville ”glemme” ham for en kort stund, i det han gjorde klar til at prøve at komme op og stå, han gjorde det i en hurtig bevægelse, dog var det ikke særligt hurtigt, da kæden om hans ankler var kort og ikke lige frem gjorde det meget nemmere for ham at komme op! Han så på Vetis, ” Du så færdig, bare vendt! Tror mig jeg lader mig under kue af en mand som dig. ” Sagde han truende og prøvede i hærdigt at komme til at flyve, problemet var bare at han aldrig havde været god til at flyve! Og at han var så vred som han var, gjorde det på ingen måde nemmere at koncentere sig nok til at kunne flyve!

Slavehandleren tog et hårdt tag i rebet der strammede om Storms hals, men han var ligeglad! Ingen skulle tro noget om ham! Og særligt ikke at han ville lde sig være slave for en ussel mand som ham der stod foran sig! Han lignede jo nærmest en kvinde med det hår! Han var garanterede også til mænd, hvilket var det mest ussele der fandtes! Slavehandleren prøvede at få styr på Storm, inden han trak sin pisk fra bæltet han havde om livet. Storms overkrop var bar! Pisken som ramte hans ryg uventet, fik han til at skrige af smerte og forskrællelse, som han faldt ned på knæ igen og ømmede sig. Hvorfor fanden skulle han os bruge den pisk! Det gjorde jo for helved ondt! ” Som jeg sagde min Herre, så er han ustyrlig og besværlig og meget truende, jeg vil for deres skyld ikke løsne ham fra kæderne, han er stærk og ikke bare en der overgiver sig” Sagde Slavehandleren og kiggede på Vetis. Storm prøvede virkelig at skubbe smerten der stadigvæk var på hans ryg væk! Særligt fordi han havde et par små rifter på ryggen fra pisk, og ramte man dem rigtigt ville det bare gøre sindsygt ondt! Han var jo ikke lige frem uden en smerte terskel! Dog ville han ønske det, eller bare det at han havde en evne der kunne få ham fri fra dette! Men desværre! Ikke engang hans vinger ville samarbejde med ham.

Han var noget af en iltre sag ham her, men det gav vel også mening med hans navn, Storm. På den anden side så gjorde det skam ikke noget at han bed noget fra sig. Det var sådan Vetis bedst kunne lide dem. Især når det så engang lykkedes for ham at knække dem. Det gjorde i alt fald udfordringen mere underholdende samt belønningen hele processen værd. Det var lidt ligesom en rigtig god jagt. Lige nu var det i alt fald ret morsomt siden at det virkede til at Storm ikke engang ville se på ham, også selvom han havde fået taget posen af. Han skulle med tiden vel nok få set på ham men, måske ville han ikke kigge på ham i frygt af at det hele ville virke så virkeligt eller at der nu ingen vej tilbage. Enten det eller også var han bare trodsig. Tja, vis han ikke ville se på ham kunne Vetis vel godt arrangere at han aldrig var nødsaget til at kigge på ham. Det var så nemt som bare at fjerne hans øjne. Simpelt og nemt. Det skulle da ikke komme an på det vis det var det som han virkelig ønskede sig… og Vetis dermed ville være det sidste som han nogensinde så. Se, det var skam helt fint med Vetis, men, på den anden side var det også helt fint at han bibeholdt sine øjne. Der var trods alt så mange ting som de kunne være vidne til. Så mange fantastiske syn og oplevelser som Vetis ikke ønskede at han skulle være foruden. De ville trods alt heller ikke have helt samme effekt vis det var at han ikke var i stand til at se det. Så, for Vetis skyld måtte han godt beholde sine øjne lidt endnu.

”Det er jeg nu også ret sikker på,” sagde han henkastet til slavehandleren. Han var enlig ret ligeglad med hvad han ellers sagde. Han interesserede ham ikke og han var her enlig også bare til at overrække Storm til ham. Intet andet. Hverken hans kommentar eller hans tilstedeværelse var ej længere ønsket.
Hans kommentar om hvor stærk Storm var og hvor besværlig han var, havde nok heller ikke den betydning som slavehandleren havde troet. Faktisk havde Vetis ikke noget imod det. Han kunne godt lide dem sådan her da det gjorde dem mere interessante at have med at gøre. Især når de strittede så meget imod som de gjorde. Det var dermed ren nydelse at se når det gik op for dem at intet af det som de gjorde nyttede. De var stadigvæk slaver uanset hvor meget de end prøvede at se bort fra det og kæmpede for en dag at blive frie. Det var noget af det bedste at knække sådan én og han var også ret sikker på at det ville være noget så underholdende at prøve på at knække Storm… eller bruge ham som han lystede. Nemlig fordi hans reaktioner allerede virkede så interessante og underholdende. For alt det som han gjorde lige nu… det havde ingen betydning. Han kunne stritte imod lige så tosset som han ville. Skrige, råbe, bande og svovle… spænde med musklerne og hvad end han måtte kunne finde på. Intet af det havde nogen betydning. Det ændrede ikke på noget. Hverken vrede eller sorg… intet. Det var hvad det var i det længere løb for han ville stadigvæk tilhøre Vetis. Han ville stadigvæk være en slave. Det eneste han rigtigt kunne gøre ville være at overgive sig. Sjovt at der ikke var mange som forstod det, men ved at overgive sig kunne han ændre på sin situation. Han ville få muligheder som han ikke tidligere havde. Han ville have valg… Han ville vinde noget af den frihed tilbage som han havde tabt, men selv med alt det, hvis han overgav sig, ville han stadigvæk være en slave. Dog en slave med nogle lidt flere friheder, og hvem ved? Han kunne muligvis ende med at blive nogen. Bare ikke sin egen. Så meget var da fastlåst.

Vetis nød synet af Storm idet han kiggede op på ham. Han smilede ned til ham og holdt ham stadigvæk oppe lige så blidt med hans fod. Han elskede ilden og vreden i hans øjne og fortsat drak af sit krus imens han opserverede ham. Hans trussel var bare det… en trussel. Den havde ingen impakt af nogen form da Vetis på igen måde var bange for ham. Det var en trussel som var noget så hul og tom taget i betragtning af at det var Storm som var i lænker og Vetis som havde magten. Det var da altid noget at han forsøgte sig, men Vetis kunne ikke andet end at grine lavmælt. Han var da mere end velkommen til at forsøge sig at gøre noget mod Vetis, men han ville nok hurtigt finde ud af hvad det resulterede i. Så kunne det i alt fald være at han tænkte sig en omgang mere før han kastede trusler om sig. I alt fald rettet mod Vetis. Storm kunne vel også umuligt vide hvordan Vetis var. Han så trods alt kun hans udseende og for de fleste så Vetis ikke ud af meget… det var indtil at det gik helt galt for dem og de ønskede at de aldrig havde krydset ham og hans vej. Storm, med hans spyts retning og afstand… ramte intet Vetis. Det fald pladask på jorden foran Vetis’ anden fod. Han der været mere kræft brag det kunne det være at han havde ramt et bukseben. Det var så bare ikke tilfældet her. Da han ligefrem spyttede efter Vetis, spærrede han øjnene en smule op hvorefter han lo. Han var god ham her. Han var da lige til at beholde. Især fordi han var sikker på at han ville være noget af en udfordring at have med at gøre. Belønningen… åh, ja, belønningen ville være det hele værd i sidste ende og fylde ham med noget af en rus og nydelse. Lidt ligesom en god jagt. De bedste jagter tog tid og planligning, men de var altid det hele værd samt ekstatiske.  

Vetis var noget overrasket over at han prøvede at rejse sig op. Hvad troede han seriøst at han ville få ud af det? Vetis flyttede bare sin fod og så ham fejle. Han smilede bare til Storm idet han truede ham igen, men gav ham ellers ikke nogen reaktion. Han ville vise sig hvor ligegyldig hans kommentar var og hvilken effekt, eller mangel på samme, som den havde. Vetis opserverede derved hans forsøg på at flyve. Det virkede til at han havde noget af nogen problemer… Han kunne slet ikke lette, men det var han vel for udmattet til. Eller… måske kunne han slet ikke? Det så i alt fald fjollet ud og der var som sådan ingen grund til at skride ind. Vetis kunne trods alt også nemt hive ham ned til jorden igen vis han lettede eller prøvede på det. De stod trods alt lige der… hvor langt troede han så at han kunne komme?

Det Vetis dog heller ikke havde forventet var slavehandlerens frækhed. Han hev fat i Vetis’ ejendom som var det hans egen. Vetis smil forsvandt med det samme idet han kiggede på slavehandleren. Da pisken så også kom frem sendte Vetis et gennemborende blik. Han kunne lige vove… men, det gjorde han så. Det var nok ikke til at se det på Vetis, men han var ret så vred. Vetis’ vrede var også den kølige en af slagsen og han holdt sit temperament nede… men, det var ikke ens betydning med at han havde det helt fint med dette. Bestemt ikke, men det skulle slavehandleren tidsnok finde ud af. Især vis han valgte at skade Storm yderligere. Hvilket fjolset så også gjorde.
Vetis stillede sit krus på jorden hvorefter han med rolige skridt gik over til slavehandleren. Hans ansigt var udtryksløst men bag hans øjne brændte noget farligt og fatalt. Han stirrede slavehandleren i øjnene og stod nu få centimeter. Hurtigere end han nok ville være i stand til at reagere tog han ham om halsen og løftede ham op i én arm. Han stirrede fortsat intenst på ham imens han klemte om halsen på ham.

”Hvad du tror, er for mig noget så endegyldigt ligegyldigt,” sagde han iskoldt. Han kiggede derefter ned på Storm og hans ryg med de nyerhvervet mærker. ”Hvis jeg ønskede at vide din mening, hvilket jeg ikke gør, havde jeg spurgt,” sagde han med en kold vrede og med en lav snerren. Han klemte endnu hårdere om manden og ruskede derefter i ham.
”Se hvad du har gjort ved min ejendom! Er det sådan du fordriver forretning!? Du er elendig og et fjols vis du troede at det ville tilfredsstille mig at du straffede min slave foran mig! Han er min! Alt hvad der angår ham går igennem mig nu. Om du så blot ville kigge på ham må du hellere bede til at få tilladelse til det!”
Det var tydeligt at han skulle forstå at det han havde gjort var forkert og ikke sådan kunne tilgives. Han skulle også forstå at hans liv var i Vetis’ hænder og at han lige nu intet var. Ligesom Vetis’s slave, men Storm havde så den fordel at reelt være hans slave. Denne mands liv kunne Vetis sagtens være foruden. Især ikke når man skadede noget som tilhørte Vetis. Det skulle han nok have tænkt over inden at han valgte at skulle have vist sig. Vetis smed derefter manden hårdt fra sig og gik hen til Storm igen. Han kiggede dog køligt på manden en sidste gang.

”Jeg foreslår at du hurtigst muligt får fjernet dig selv fra mit åsyn, inden jeg vælger selv for at introducere dig for en pisk, af eget design… så forsvind nu... imens du stadigvæk har chancen for det og bare en smule af min taknemmelighed tilbage,” sagde han iskoldt inden han tog sit krus igen og rebet om Storm. Han hev derefter blidt i rebet om Storm som i at han skulle følge ham… hvilket nok var en god idé med det humør som Vetis pludselig var i.

Trodsig var noget Storm var og ikke havde i sinde at ligge væk. Hans nye Mester skulle ikke have chacen for at knække ham, bruge ham til hvad end han ville, nej nej. Sådan foregik dette ikke, i hverfald ikke i Storm hoved. Han vidste at hvis man kiggede på en Mester som slave, var man underdanig, eller havde han misforstået noget? Han var faktisk ikke på nogen måde sikker i dette. Bare han da havde haft muligheden for at læse hans tanker, finde ud af hvad han ville med ham og hvad han ikke ville. Måske finde hans ømme punkter? Bruge dem i mod ham. Ihhhh det gjorde han ret irriterede at han ikke anede end skid om hvad der skulle til at ske med ham. Han havde jo godt set på hans Mester at han tænkte, det var noget storm var god til, nemlig at aflæse folk når de tænkte.

et lille ” HA” kom inden i Storm som han godt hørte hvordan hans nye Mester ligeglad og henkastet svarede slavehandleren. Storm kunne godt i hans toneleje tyde at han egentligt var skide ligeglad med slavehandleren og nok et eller andet sted bare ventede på han ville skride. Et sted håbede Storm at slave handleren ikke bare skred, for det udsatte alle de ting som han nye Mester ville udsætte ham for når de var alene. Så jo længere han var der jo længere ville der gå for at Storm blev udsat for diverse ting og sager. ”Fjols” Hviskede Storm og kunne ikke lade være med at grine lidt, dog stadigvæk uden at vige sin nye Mester et blik eller slave handleren.
Storm kunne godt mærke på både sin nye Mester og Slavehandleren at der var en form for anspændt hed imellem dem, det gjorde jo bare at de var mere ufokuserede, han prøvede at vride sin hænder for at få dem fri, men igen det var ikke muligt. Han hadede det, hvorfor havde slavehandleren tænkt så langt at have sørget for det på ingen måde havde været ham mulig at få hænderne fri, uden at nogen løsnede dem. Han hørte fodtrin, eller i hverfald noget der bevægede sig ikke særlig langt fra dem. Han vendte hoved fra den ene side over til den ande for at se hvem det var der bevægede sig, deesværre havde det ikke været det Storm havde troet det var en person som måske kunne hjælpe ham. Men derimod en et dyr som gik forbi dem, han mistede håbet om at kunne blive fri lige for nu. Han vendte igen hovedet til den anden siden uden at vige hans Mester et blik.
Hans Mesters fod under hans hage for at holde hans blik mod hans Mester, var så frusterende. Han prøvede i hærdigt ikke vise andet end vrede, hvilket han selv havde ment var gået ret godt. Spyt klatten havde dog ikke ramt som han gerne ville have haft, men der var ikke så meget at gøre ved dette. Han sad nede på knæ men hans Mester som tårnede sig op overfor, chancen for at ramme ham i hovedet med en spyt klat var langt fra særlig stor. ” Bare vendt til jeg får min hænder fri” mumelede han vredt og truende. Hans i hærdige og meget fejlende forsøg på at flyve gjorde ham flov, det havde virkelig været pinligt at han ikke engang havde kunne lette. Men Storm havde heller aldrig været den store flyver, eller ret god til det. Han blev nærmest helt rød i hovedet af flovhed over at det han havde forsøgt på fejlede på alle tænklige måder. Han valgte derfor igen ihærdigt at forsøge at komme op og stå, problemet var bare at som han sad der kunne han ikke stille foden sådan at han ville kunne stoppe sig op og stå, for han kunne ikke trække foden nok ind under sig for at bruge det til at komme op og stå, fordi kæden om hans ankler stadigvæk var for kort.
Smerten fra pisken som slavehandleren havde kastet mod hans ryg var der stadigvæk den sveg lidt, han prøvede i hærdigt at skubbe smerten væk, mest fordi han ikke ville vise for mange tegn på at det havde gjort ondt på ham. Han vendte sig ikke rundt, som hans Mester gik forbi Storm for at gå over til slavehandleren men han hørte hvad der skete og alt hvad hans Mester sagde til slavehandleren, der var ingen tvivl om at slave handleren var bange, han kunne ikke engang svare hans nye Mester så bange havde slavehandleren været, man havde kunne se frygten i hans øjne. Som slavehandleren blev sluppet var han ikke lang tid om at komme op i hestvognen og væk der fra i en hurtig fart. Storm så på hans Mester som han blev hevet op og stå inden han valgte bare at følge med ham. Han valgte at forblive tavs, de øjne Storm havde set kigge på ham, gjorde det ret tydeligt for Storm at han nok ikke skulle sige eller gøre for meget lige nu, andet ned at følge med. Medmindre han ville miste livet, men det ville han ikke. Men om hans Mester ville kunne finde på at slå ham ihjel efter det der lige var sket med slavehandleren, og at Storm var helt ny slave for ham, tvivlede han alligevel en smule på. Men alligevel, var det måske en god ide at være stille og rolig for et øjeblik bare til hans Mester var kølet lidt ned. Men fordi han ikke kendte personen var det svært at vide hvornår han var kølet ned. Han kunne ikke følge med ham i et lige så hurtigt tempo som hans Mester og derfor gik han et lille stykke bag ham. Han overvejede kort at stoppe og vende rundt og gå væk fra ham, han overvejede et øjeblik og valgte at gøre det, hans stop varede ikke længe før han havde fået vendt sig rundt og var på vej væk fra hans Mester. Det var bare ikke nemt at gå særlig hurtigt, kæben var som sagt kort mellem hans ankler, så han havde på ingen måde mulighed for at løbe.

Vetis havde skam godt hørt Storm sige fjols, men havde som sådan ikke bidt så meget mærke i det. Om hvem det så lige havde været til vidste han så ikke, men det var egentlig også ligegyldigt. Om ikke længe skulle han nok få ham til at tænke en ekstra gang, inden at Storm svingede det ord rundt for tit i Vetis' nærvær. Især hvis det var rettet mod Vetis... Sådan noget skulle nok have sin konsekvens senere hen. Bare ikke lige nu da der var andre ting at tage sig til. Såsom, at skaffe sig af med slavehandleren, og få Storm indendørs. Han havde ikke noget imod det postyr som han lavede udenfor, han kunne lige så godt få lov til at nyde de sidste minutter af sin frihed... Vinde, vejret, nattehimlen. Den ville han ikke se igen foreløbigt alligevel, så det var bedre at nyde det alt sammen imens tid var. Så, lige nu bestemte Storm vel helt selv hvad det var at han ville kigge på...

Gaderne så i alt fald til at være ret rolige i aften, selv med alt postyret. Om der så var nogen var muligheden for at de ville bande sig heller ikke så stor igen. Det var trods alt den lovløse del af byen og mange havde et andet syn på livet. Deres eget såvel som andres. Det eneste som lige var der var et dyr som havde forvildet sig ud på gaden... eller nogen som havde form som et dyr. Det var jo aldrig til at vide, men dyret forsvandt lige så hurtigt som det havde dukket op. Om det så havde været nogen kunne man vel altid finde ud af senere... Lige nu kiggede Vetis bare hen mod hans slave igen. Han var ellers en hidsig én men hans små træk var ikke lige til at snyde Vetis. Han havde set sådan noget her så mange gange før, og var nærmest en ekspert når det kom til at ligge mærke til det. Nu var det bare om at lære Storm godt at kende og alle hans små træk og grimasser. Indtil videre havde Vetis set, vrede i stor stil, frustration og ydmygelse... samt smerte. Den sidste havde han ikke været helt tilfreds med at se hvilket var grunden til at han havde angrebet slavehandleren.

Slavehandleren havde i alt fald al grund til at være skrækslagen. Især dem som kendte til Vetis' arbejde og det som han kunne gjorde. For alt det han havde gjort mod andre... kunne han sagtens også gøre mod dem som havde hyret ham. Der var trods alt ikke nogen som ejede Vetis eller som sådan styrede ham. Han var sin egen og forbandet været den som fik klørene i Vetis og lagde ham i lænker. Han ville være deres værste mareridt. Mest af alt fordi han ville vide præcis hvad det var han skulle gøre og de fleste måder at pine en person på. Han havde trods alt prøvet en del på egen krop og var godt erfaren med hvad som gjorde rigtig, rigtig ondt. Han havde endda selv været knækket... slemt endda. Han havde givet op på alt. Accepteret sin skæbne og sit mareridt af et liv. Indtil at nogen satte ham nogenlunde sammen igen og gav ham en chance, og at han selv havde fundet styrken. Ikke noget som bestemt havde været nemt under nogen omstændigheder. Ikke når man havde været så langt væk som Vetis havde været... men, mirakler fandt åbenbart sted. Ikke nogen mirakler som Storm skulle udsættes for, dog. Det var ikke sådan situationen var trods alt.

Vetis fulgte kort slavehandleren med øjnene da han fokuserede på Storm igen. Der var ikke meget trods i Storm's øjne lige nu, men det var nu nok mere grundet det som han havde været vidne til, gættede Vetis sig i alt fald til. Det var sikkert en del tanker som fór igennem hans hoved lige nu. Hvad mon der skulle blive af ham nu? Tja, et relevant spørgsmål som altid var lettere at bare finde ud af. Nu var det bare ogs se om han så også kunne finde på at pønse på noget lige nu. For i sådan nogle situationer var det mest ens instinkter som satte ind. Skulle man flygte, slås eller undergive sig? Sådan som Storm havde været det meste af tiden, var det nok ikke det tredje. Det ville være alt for nemt og kedeligt vis Vetis skulle være helt ærlig. Han kunne godt lide at de stod imod. Så, der var muligheden mellem de to første. Han var bundet og ude af stand til sådan rigtigt at kæmpe eller flygte... men, det var ikke ens betydning med at man ikke kunne forsøge sig. Så da han hørte og så at Storm sakkede bagud kunne han dog ikke lade være med at smile. Så, det var med den på?

"Du er ellers noget for dig selv," sagde Vetis koldt og med et ubehageligt smil om læberne. Han havde vendt sig helt om og kiggede på Storm. Han rykkede sig ikke endnu... stod bare og kiggede... iskold. Storm kunne umuligt løbe med de lænker... og Vetis var lige der. Hvor langt troede han mon at han ville komme med det tempo? Også lige i dette område? Et sted som han nok ikke kendte så godt taget i betragtning af at han havde haft en pose på hovedet og smuglet herud. Et sted hvor lovens lange arm i alt fald ikke regerede. På en måde var det en smule trist at se hans ynkelige forsøg... mest af alt fordi det var så ynkeligt og dumt... enhver anden havde nok slagtet ham på stedet. Tja, det kunne Vetis vel også finde på... hvis ikke det var fordi at han ville straffe Storm med hans sidste smile håb, inden at Vetis på grufulde vis ville tage det fra ham, ved at vise ham hvor let det var at få fat på ham.

Vetis lod ham gå et par få meter... han fulgte lige så stille efter ham med lange, næsten lydløse skridt. Han havde armene over kors, smilet fra før og samme blik. Han bevægede sig op på siden af ham og stod der, kiggende op på månen. Lige nu var der skyfrit og det var muligt at se samtlige stjerner. Klare stod de her om aftnen og fyldte nattehimlen med deres evindelige lys. Månen oplyste det meste af mørket og kastede skygger hvorved væsner kunne gemme sig. Det var en pragtfuld nat og et pragtfuldt syn. Vetis stod og nød det samt tog en dyb indånding. Han lukkede sine øjne kort og nød vinden inden at han vendte sig mod Storm og trådte på hans kæde med nok kræft til at Storm ikke ville kunne flytte sine fødder. Han kiggede på ham kort og alt tegn på hans smil forsvandt fra hans ansigt. Nu virkede han nærmest bare... afslappet.
"Smuk nat, ikke sandt?" spurgte han med en tone som stod han og snakkede med en ven. Han kiggede derefter op på månen. Den var ikke fuld i aften, men, tæt på.

"Prøv at se engang Storm, sikke en himmel. Så smuk og stor, og fyldt med så mange af verdens vidundere. Vidundere som kun de færreste får oplevet under hele deres levetid..." sagde han roligt og afslappet. "Nogle er så heldige at være så berejst at de har set selv samme himmel fra forskellige steder af... at de har opdaget at intet helt er det samme. De får set verden fra et helt andet perspektiv af, og er i stand til at deducere at den himmel, som vi ser hver dag, ikke er den samme, at den er foranderlig og stjerner som de aldrig før har set viser sig for dem. Under samme himmel... er det ikke forunderligt?" spurgte han og kiggede over på Storm. Han smilede sødt til ham og selv så ret forundret ud.

"Jeg gad vide hvordan du vil huske den, når du ikke mere får den at se. Hvad vil du huske om himlen, Storm? Om stjernerne, solen og månen. Hvordan vil du se dem fra dit perspektiv? Vil det være billedet på en himmel du kiggede på hver dag? Kedelig og måske ikke så interessant da du nok tænkte at solen står op i morgen, og i morgen er endnu en dag. Med den selv samme himmel," derefter var der en kort pause inden at fortsatte.
"Eller vil dette være billedet på den sidste frihed du havde da du ynkeligt prøvede at flygte. Lænket og pisket... ude af stand til at benytte dig af dine vinger... din eneste måde at rent faktisk at opnå den himmel... at mærket suset mellem dine fjer. Suge kold og kølig luft ned i dine lunger. Lade det fylde dit indre og svæve højt over alle os andre, hvor ingen kan røre dig... og alt du skulle gøre var bare at flyve... så flyv," sagde han og smilede.
"Flyv Storm," sagde han næsten hviskende. "Flyv! Let fra denne jord! Væk fra denne by. Vær fri! Her er din chance... flyv. Det er alt som der skal til," sagde han som om han støttede ham i det og inderligt ønskede at han skulle flyve. Alt imens han ingen chance gav Storm, for hans fod rokkede sig ikke ud af stedet og holdt kæden mellem hans ben nede.

"Flyv min Stormfugl... ellers kommer du aldrig væk herfra... Flyv eller du aldrig mere skal få denne himmel eller nogen anden form for himmel at se nogensinde igen..." sluttede han koldt af med og smilet var væk og var erstattet af en iskold og hård mine.

At være uviden, usikker og ude af stand til at kunne forud se eller læse tanker, var dette på ingen måde en situation som han ville sætte andre i, faktisk ville han hellere end gerne befri andre slaver, hvis det havde været ham muligt, men som tingene var lige nu, var der vist ingen udsigt til at komme væk her fra og hjælpe andre der var i sådan en situation som Storm befandt sig i. Det var så skide svært at skulle aflæse Vetis, han var svær at aflæse, men det måtte være noget han havde trænet og øvet sig på. Normalt ville det ikke være lige så svært for ham. Dog valgte han at forholde sig tavs, han havde ikke i sinde at lave for mange lyde eller sige for meget. Faktisk drømte, hvis man kunne kalde det, det om at der ville komme en forbi. Men ja det ville ikke ske og slet ikke nu, ingen vidste hvor han var, ingen savnede ham, så hvorfor skulle der være nogen der ville lede efter ham?

Uden kendskab til området, hvilke by eller hvordan loven blev håndholdt her, gjorde det ret svært for ham at bruge diverse love og sådanne mod Vetis. Selv hvis han forsøgte ville det nok ikke på nogen måde kommer han til hjælp. Han kendte ikke til Vetis fortid, anede ikke hvad han havde været udsat for, ej heller havde han lysten til at vide det. For det måtte ikke havde været noget godt, når man kunne finde på at være sådan, som han var. Ond, kold, vred og ligeglad med andre, det var nok de ord Storm ville bruge til at beskrive Vetis hvis nogen, nogensinde ville komme og spørge ham hvad han mente om denne mand.
Med et ihærdigt forsøg på at flygte var han vendt rundt og gået modsat vej af hvad de havde været før, ikke at han ikke ville kunne blive fanget, for ærligt så gik dette pisse langsomt! Han havde svært ved at få styr på sin krop, særlig fordi hans hjerte bankede derudad, han prøvede at holde frygten og angsten nede som han langsomt øgede tempoet som dog blev sat ned til at være langsomt igen, da han havde været ved at falde.

Han var blevet opdaget, et stille nervøst suk forlod hans læber, han vidste jo godt at dette ynkelig forsøg nok ikke ville have nogen som helst chance. Han var lænket og ikke særlig god til at flyve, Vetis havde hænder og ben fri og ville uden problem kunne bevæge sig noget bedre end han selv kunne i denne situation. Ordene som forlod Vetis læber, løb han koldt ned af ryggen, der var også et gys at spotte i hans krop. Jo mere han gjorde modstand jo mere han kæmpede imod, jo mere vidste han også at det ville ramme ham tilbage på et tidspunkt, men måske ville det også bare blive enden på hans liv? Men var der noget liv i at leve som slave resten af sit liv? Men ville han lade sit liv for at lade Vetis vinde? Det havde han ikke, han havde ikke i sinde at Vetis skulle vinde dette. Han skulle se at Storm ikke var som mange andre slaver, der knækkede hurtigt og efter kort tid dårligt turde gøre nogen modstand overhovedet.
Storm havde godt se hans smil og hans blik, det irriterede ham altså virkelig, for hvorfor kunne han ikke gennemskue ham. Selv mens han gik der, i håbet om at komme væk, dog et meget lille håb, frygtede ham fremtiden. At have ham stående der ved sin side, prøvede han virkelig ikke lade sig påvirke af. Dog vendte han blikket mod ham, så hvordan han kiggede op på nattehimlen, betragtede den, han endte selv med at kigge op og betragte himlen, den var smuk og fascinerende som altid. Storm kunne bruge flere timer på at kigge på nattehimlen, mange ville nok synes det var underligt, men hvis man kiggede længe nok, kunne man skabe sin egen lille sjove historie ud af stjerne og når der var skyer kunne det blive en endnu bedre historie. Han havde ståede og været optaget af himlen at han ikke havde opdagede at Vetis havde trådt på kæden, han opdagede det først da det lykkes ham at rive sig fri fra tankerne. Han ville flytte sin ene fod for at tage et skridt, men der skete noget, han kunne ikke flytte fødderne mere end bitte små centimeter. Han vendte blikket mod Vetis, han smil og alt det der havde været, i hans udtryk var forsvundet og blevet til afslappethed? Storm hørte ordene og nægtede først at svare, men det virkede som om at Vetis bare ville snakke? Som var de venner? Måske han havde ombestemt sig ? Til ikke at lade ham være slave, men til at være en ven? Hvis dette var virkeligt, ville han kørte med på den og når han var kommet fri fra lænkerne, ville han bruge alt sin koncentration på at flyve og komme væk derfra. Blikket var kort vendt op mod månen inden det vendte tilbage på Vetis. ” Natten er altid smuk, for dem der ser det” Svarede han stille og blidt inden han igen kiggede op på himlen. Med blikket rettet mod himlen og månen, hørte han hvordan Vetis afslappede fortalte og spurgte, men skulle nærmest tro han var poet eller sådan? Han havde styr på ordene, han vidste hvordan man talte så det lyd godt og rigtigt, nærmest drømmende. ”Himlen har altid været smuk, man kan danne sine helt egne historier, bare ved at kigge op på himlen, i stjerne kan man opdage mange ting som kan være med at skabe en historie. Jeg har set himlen oppe fra flere gange. Den er lige så smuk hernedefra og oppefra, en skam at du aldrig vil komme til at opleve den oppe fra.” Sagde han uden at vige Vetis et blik, om det var det han ville høre som Storm sagde, var han ligeglad med. Han skulle bare trække tiden, med håbet om at lokke ham til at løsne hans hænder, altså blive venner og få ham til at løsne hænderne sådan at han kunne bruge dem til at vise ting og pege på ting i himlen. Da Vetis vente blikket mod ham, kom han selv til at kigge på Vetis og sendte han et varmt smil. Storm skulle bare spille med denne, det ville være det bedste med håbet om at komme fri.

Dog var de efterfølgende ord ikke en del af det Storm havde forventet, han kunne høre sætningerne blive gensagt inde i hans hoved, det her ville ikke ende godt! Vetis var ikke ude på at blive venner! Han sank en klump prøvede at gøre det stille som muligt, mens han vendte blikket mod ham, man kunne ane frygten, frygten som langsomt blev mere og mere tydelig i hans øjne som Vetis forsatte med at snakke. Han var bange, ordene fik det til at løbe iskoldt ned ad ham. Det var nu! Han havde muligheden, muligheden for at komme væk, Vetis gav ham muligheden, for at komme væk, han skulle tage imod den komme væk. Det krævede blot koncentration, koncentration om at flyve, skubbe frygten væk samt alle tankerne, det hele skulle være, han kunne ikke koncentrere sig om at flyve hvis han havde for mange tanker i hovedet. Han gjorde et ihærdigt forsøg på at få vingerne til at ville som han ville. Han mærkede hvordan de bevægede sig langsomt og han prøvede alt, men han kunne ikke lette, hvad skete der? Hvorfor kunne han ikke lette? Det plejede han at kunne? Storm havde glemt alt om at Vetis havde stået på kæden sådan at det på ingen måde ville være ham muligt at komme til at lette. Han kiggede ned for at finde ud af hvad der skete, her så han problemet! Vetis fod var på kæde, han havde ikke mente det? Havde han? Han havde løjet og ikke haft i sinde at lade ham flygte. ” du lyver! Sagde han og så på ham. Prøvede at flytte sig væk, men det var ikke lige frem nemt. ” Hvorfor siger du jeg kan flyve men at du holder mig nede? Du lyver” Sagde han og så på ham.

Storm virkede til at være godt indbefattet med sin situation nu. Han virkede i alt fald også til at have faldet noget mere nu, idet situationen måske var sivet ind. Den situation i at han var i noget af en knibe og ingen helt i skysovs kom ham til undsætning... også selvom det kunne være noget så underholdende. Dog ville Vetis nok foretrække sådan en situation på et andet tidspunkt hvorved han havde overskud til at tage sig af en anden og muligvis få solgt dem videre. Han havde trods alt tjent ret godt på den formskifter som han engang fik indfanget... dog trist at han til sidst slap væk fra sin ejer, og skulle eftersigende havde blevet en konge. Ikke ligefrem noget som han havde i sinde skulle ske for Storm. Mest af alt fordi når Vetis ville have noget og fik fingrene i det... beholdt han det. Længere var den ikke. Om Storm så ville overleve sit fangenskab kunne man så ikke sige på forhånd, men så længe han var underholdende var der nok en relativ god chance for det. Ellers var det jo ikke værre at vis han ikke holdt til det, at Vetis bare kunne finde en ny. Der var trods alt sådan en bred skare af muligheder og Doomsville var nok den by med de fleste muligheder af alle.

Det virkede som sådan ikke som om at Storm havde gennemskuet ham, idet Vetis stod ved siden af ham. Det virkede faktisk som om at han tillod sig at slappe mere af nu, nu hvor at Vetis var mere smilende. Ikke at det var ens betydning med at han var rar. Det betød det faktisk sjældent, men et smil havde det med at være afværgende. Faktisk var det et fantastisk våben som ikke mange folk benyttede sig af. Vetis derimod brugte det ret tit da det var at han bar samtlige masker. Masker på en masse opdigtende folk som hver havde deres eget liv og opgaver samt folk som de kendte. Det gjorde at der aldrig som sådan var nogen som kendte til den rigtige person bag dem. Den rigtige Vetis. Hvilket i sig selv, dybest set nok var for det bedste. For hvad der gemte sig bag maskerne var nok noget som ingen rigtigt kunne håndtere. Selv Vetis havde svært med det fra tid til anden. Måske en skønne dag at nogen ville? Nah, det tvivlede han stærkt på, og hvorfor skulle han også åbne op for nogen? Hvad godt skulle det føre til at de kendte til ham, og om hvem han var? Hvem i sin fulde fem ville også kunne acceptere det? Ingen... ingen var nok svaret og det var egentlig også fint. Det var nok også bedst sådan, for ham selv og andre.

Det var da altid noget at han valgte at nyde udsigten... også lige i den situation som han var i. Tja, Vetis havde nok også gjort det samme havde han været i samme båd. Det var trods alt et rart billede at have lige før ens verden ville blive vendt på hovedet. Dog, ville det komme an på hvordan Storm var... Vetis kunne selvfølgelig altid godt være rigtig led, og ikke altid af nogen speciel årsag, men til tider havde det skam en årsag. Modsatte man sig ham eller gjorde noget mere besværligt end nødvendigt... og var han i dårligt humør, kunne det snildt ende galt, men han var dog ved at falde til mere ro nu siden at slavehandleren var skredet. Det var trods alt ham som havde provokeret ham ved at skænde hans slave med forfærdelige mærker på ryggen. Noget som Vetis gerne så skulle behandles på et tidspunkt... og endda inden at der gik betændelse i mærkerne. De eneste mærker som Storm helst skulle have fra nu af, ville være dem som Vetis selv gav ham. Gad vide om han allerede havde en del? Han håbede mest af alt at Storm's ryg var bar for det, men med den behandling som han så fra før, var det nok ikke tilfældet. Det var muligt at man skulle opsøge slavehandleren på et senere tidspunkt og mærke ham fra hvert mærke Storm havde. Helt billigt fik man trods alt ikke lov til at slippe for at give en ødelagt vare. Især ikke i en gave. Det viste trods alt at man ikke tænkte helt højt om den person som man gav slaven til. Alt i alt skulle Vetis have Storm indendørs på et eller andet tidspunkt, men først skulle han lige denne farce igennem. Mest af alt fordi det var ret så underholdende. Storm var trods alt selv begyndt at tale drømmende om himlen, og endda i et venligt toneleje. Det var det første at Vetis hørte til en venlig tone komme ud af Storm's mund.

Den grimasse som Storm derefter præsterede var værdiløst. Han havde vel ikke glemt hvor han var? Tja, det kunne ske for selv den bedste, men Vetis kunne ikke lade være med at smile. Han nød trods alt sådan nogle reaktioner. Især når det var at de så paniske ud og ikke virkede til at vide hvad de skulle gøre. Skulle man kæmpe igen? Stikke af eller stå stille? Eller i nogen tilfælde bare føje personen og gøre hvad de bad en om? Der var så mange muligheder og alle lige interessante... okay, ikke alle da Vetis helt klart havde nogle favoritter iblandt dem. Hvorfor skulle han ikke også det? Det var trods alt dem som fik hans blod op og køre og gav ham noget at more sig med i flere timer.

Vetis smilede større idet at Storm begyndte at bakse med vingerne. Så han ville forsøge sig med at flyve væk? Tja, det var skam også den eneste mulighed som han i realiteten havde for at komme væk... hvis han altså var stærk nok til at lette, med Vetis' fod på lænken. Var hans vinger og deres slag i sandhed kraftfulde skulle det ikke være det helt store problem... og dog, der skulle meget til og det vidste Vetis... mest af alt fordi han tidligere havde observeret hans vinger samt Storm's tidligere forsøg med at flyve. Han virkede ikke til at havde synderlig meget styr på det. Der kom da noget modstand, men ikke mere end noget Vetis sagtens kunne håndtere.
"Kom nu... du kan bedre end det Storm... Lig nogle flere kræfter i," sagde Vetis med en snert af hån i stemmen. Det virkede ikke til at det endnu var gået op for Storm hvad problemet var. Det var lige så underholdende som det var trist. Måske var det i sandhed en hjælp for Storm at Vetis havde overtaget ham... for hvordan i alverden havde han klaret sig i alt denne tid med sådan en fuglehjerne? Vetis var en smule imponeret at det var lykkes ham at blive så gammel som han så ud til at være. Han var i alt fald fuldvoksen, hvilket altid var noget. Vetis skulle i alt fald ikke have børneslaver... hvad i al verden skulle han også bruge sådan nogle til? Hvis ikke bare for at sælge dem videre til dem med "specielle" ønsker. Ikke at han havde gjort det så meget igen, men han var i alt fald blevet hyret til det et par gange... I alt fald havde han selv ingen interesse for børn. De var heller ikke nogen særlig gode samtalepartnere og de gik så let i stykker bare man hev i dem. Især menneskebørn, hvilket til tider fik Vetis til at overveje hvordan sådan nogle væsner nogensinde blev voksne når det var at de var så skrøbelige, men nu blev mennesker så heller ikke altid udsat for hvad andre væsenbørn gjorde. Der blev der ingen fingrer lagt imellem, uanset hvor gammel man var.

Da Storm endelig kiggede ned lo Vetis lavt. Han løftede det ene bryn en smule i det han havde påstået at han havde løget. Han havde bedt ham om at flyve og sagt at han ville være fri hvis det lykkedes ham. Han havde på intet tidspunkt sagt at han ville gøre det nemt for ham... eller at der ikke var mulighed for at noget... eller nogen ville holde ham tilbage. Så, på sin vis havde han skam ikke løget... han havde bare undladt at sige mere end hvad var nødvendigt. Så, en løgner var han skam ikke. Faktisk, modsat end man nok lige skulle tro, løj Vetis faktisk ikke. Han undgik sandheden, men, ikke ved at lyve. Han undlod bare at fortælle hele sandheden eller også valgte han bare at bruge noget ord som folk misforstod... eller også lod han folk tro hvad de ville uden som sådan at sige dem imod. Der var så mange måder at undgå sandheden på uden at lyve. Nogen mere effektive end andre, men det kom også an på de forskellige personer, men at lade Storm tro hvad han ville virkede til at have fungeret på ham.

"Lyver jeg? Nej, det lyder ikke som mig, men, på den anden side var der ingen som har sagt at jeg var fair," sagde han smilende og sig tættere på. Han lagde derefter en hånd på Storm's skulder og lænede sig ind for at hviske ham i øret.
"Noget som du snart vil finde ud af... at hverken jeg eller resten af denne verden er særlig fair. Så, jo hurtigere du slipper dine tanker om retfærdighed fra dig desto bedre. De vil bare såre dig i sidste ende sådan nogle tanker... for her betyder retfærdighed intet." Derefter lagde han den anden af sine hænder på den anden af Storm's skuldre. Han tog godt fat uden at klemme alt for hårdt, men nok til at han havde et godt greb om ham. Han trådte væk fra kæden så han ikke længere stod på den. Ikke at det gjorde nogen forskel siden at han nu bare havde fat i ham i stedet for.

"Så, få det sidste med Storm og efterlad det sidste foretagende du end har med omverdenen her, for nu tror jeg det er på høje tide at jeg introducerer dig for en ny." Idet han havde sagt det klemte han hårde og Stom's arme.

Hvis man ikke kunne se at han faktisk gjorde alt han kunne for at lette og komme til at flyve, flyve væk fra denne mand, en mand han ikke havde i sinde at ville leve ved og være i nærheden af, han gjorde virkelig sit for at flyve væk, ordene der kom fra Vetis, lagde han ikke ret meget mærke til. Storm gjorde sit for at lukke alt uden, for at koncentrere sig. Men det var fandens svært, han havde ikke kunne forstå hvorfor han ikke engang havde kunne lette, dog opdagede han det lige som, som han kiggede ned og så Vetis stå på kæden. Udbruddet fra Storm var klart, Vetis havde løjet for ham! Hvorfor skulle han ellers stå på kæden, hvis han virkelig mente at han kunne få lov at flyve ven og blive fri. Han ville jo ikke lade ham blive fri, håbet om at Vetis var en god mand og måske at de havde kunne blive venner i stedet var væk, han mistede alt håbet om et venskab og friheden. Men Han ville ikke vise det lige nu, han så bare på ham, dog måtte han faktisk give ham at han var fandens god til at lyve, selv hvis han nok ikke havde i sinde at sige at han havde løjet for ham. Storm havde ikke kunne gennemskue ham, Storm havde ikke sænket det en eneste tanke at Vetis løj.

Et sted ønsket Storm at hans hænder ikke var låst sammen af lænker eller hans fødder, ikke at han havde kunne gøre det store overfor Vetis, det virkede nemlig som at han var langt stærkere og hurtigere end Storm, og helt sikkert ældre, selvom han ikke så sådan ud. Dog vidste Storm godt at man ikke kunne skulle på folks udseende, medmindre de var mennesker og det var Vetis ikke. Et sted kunne Storm ikke stoppe med at være sur på sig selv, over at han ikke havde trænet flyvning mere seriøst, men han havde jo bare aldrig haft brug for at flyve, han havde det nemlig allerbedst med fødderne plantet solidt på jorden.

Storm valgte at lukke øjne, kun for at drømme sig væk, men det varede ikke længe. Han blev forskrækket som VEtis lagde sin hånd på hans skulder. Han gav et lille sæt fra sig men ikke ret meget mere end det. Vetis ord gjorde ham vred, han kunne mærke hvordan han boblede inden i, lidt ligesom hvis man kiggede på en gryde med vand, når det blev varmt nok, ville det koge. Sådan var det indeni i Storm, han prøvede at gøre alt han kunne for at tænke på andre ting, lukke Vetis ude og bare glemme sig selv væk et sted hvor han ikke ville kunne findes igen. Men lige lidt hjalp det, der var bare ikke noget at gøre, ” Du er den værste skabning på jorden, Har du nogen sinde overvejede at din mor tabte dig på gulvet da du blev født? Eller den sidste i køen da der skulle uddeles hjerner?” Sagde han og så på ikke på ham, han trak vejret dybt mens tankerne løb løbsk for ham, den ene ville have ham til at sparke Vetis, men tanken blev droppet, han kunne ikke sparke med lænkerne på fødderne. Den næste ville have ham til at nikke ham en skalle, hvilket han også hurtigt skubbede væk, det ville nok bare gøre mere ondt på ham selv end på Vetis, han havde heller aldrig nikket nogen en skalle, så han vidste heller ikke hvordan man skulle gøre det. Øjnene blev rullet et par gange rundt som han sagde han at nok snart ville opdage at hverken ham eller resten af verdenen var særlig fair. Gud virkelig? Det vidste han sku godt, men ligefrem at ligge op til at han kunne blive fri og så bare tage røven på ham godt og grundigt, det var ikke fair, det var overhovedet ikke på nogen måde iorden! At slippe tankerne om retfærdighed kunne han godt glemme alt om, Storm skulle nok sørge for at Vetis ville finde ud af hvad retfærdighed var. Tankerne om at knuse Vetis, langsomt og smertefuldt, hvordan han ville pille ham ned, langsomt stykke for stykke. Ja Storm havde store tanker og det havde han i sinde at vise Vetis for han skulle ikke tro at Storm var svag og ynkelig, for det var han langt fra. Selvom det dog var lykkes Vetis at frem bringe nogen af tegnene på at han faktisk var det, men der ville ikke komme flere tegn på det!

Det løb koldt og klamt ned af ryggen på Storm som Vetis lagde den anden hånd på hans skulder og holde ham godt fast, han gjorde ingen ting, men havde en plan. Da han mærkede at Vetis fjernede sin fod fra kæden flyttede Storm lidt på sig for at komme til at kunne gå, ville Vetis tro, han sukkede og lod som om han gav op, derved vendte han blikket trist og tydeligt lignede en som viste at han havde tabt slaget, men det var slet ikke sandheden, han ville bare gerne snyde Vetis til måske at tro at han ikke længere ville gøre modstand.
Han lukkede øjnene som hovedet vendte ned ad, det var som regel altid et tegn på underdanighed når man kiggede ned i jorden eller gulvet alt efter hvor man stod. Han stod lidt men sagde ingen ting, da som Vetis talte igen om at han skulle efterlade sine sidste foretagende her ude, for han ville få et nyt og helt anderledes liv. Det var i hver fald sådan som Storm tolkede det, og om det var sandt eller ej, tog han sku ikke så tungt, for han havde planen, den var klar. Han var bare nødt til at ramme hårdt nok, nok til at Vetis ville miste pusten, gerne i lidt længere tid for så havde Storm mulighed for at komme et par skridt væk fra Vetis og derved have nemmere ved at koncentrere sig om at komme til at flyve. For var han først i luften og højre oppe end Vetis var høj, var han fri og kunne komme væk. Hans næste problem derfra ville være at komme ud af lænkerne, men det tog han ikke så tungt lige nu. Han rettede sig lidt op og sukkede tungt træk hænderne lidt frem, blot for at smadre sin albue ind mod Vetis mellemgulv. Eller han håbede at han ramte hans mellem gulv, for at slå alt hans luft ud af lungerne. Efter at have sendt albuen mod Vetis mellemgulv valgte han at begynde at gå, med håbet om at Vetis hænder automatisk ville slippe ham. Hvis ikke det var lykkes som Storm var helt sikker på det ville, ville han nu være godt og grundigt på røven.

Det var som om at det endelig sev ind, at han ikke var i stand til at flyve, fordi at han havde noget ekstra vægt, som i form af Vetis. Det havde været et komisk nok ansigt som Storm havde formået at præstere... det var som om at han var blevet forrådt, som om at de havde kendt hinanden godt nok til at han kunne tillade sig det. Tja, Vetis havde allerede en god ide om hvilken type person som Storm var, det var mere Storm som nok ikke havde nogen ide om hvad, eller hvem, han havde med at gøre. Gad vide hvor ung han enlig var? Vetis havde fået at vide han estimerede alder, og den passede nok også ret godt taget i betragtning af Storm's reaktion på situationen... enten det eller også havde han bare ikke meget erfaringen inden for situationer som denne. Ikke at Vetis kunne beskylde ham for det. Det havde måske været for Storm's bedste hvis han havde haft noget mere erfaring inden for de lidt mere dystre sider af et samfund, de helt dystre hvorved at hvis man overlevede at man ville lære at folk bar samtlige masker. Man ville også erfare at folk løj og manipulerede andre som de lystede. De brugte dem, og når der så ikke længere var noget nytte i dem eller at de gik i stykker, tja, så skilte man sig af med som et bar brugte sokker. De betød intet og var ikke mere værd end den brugbarhed som de havde. Enten det eller også indtil at de ikke længere underholdt én.

Indtil videre klarede Storm sig fint på den underholdende side. Hvis han i sandhed syntes at Vetis var noget at det mest forfærdelige som eksisterede... tja, så vidste Vetis ikke om han skulle have ondt af ham eller grine af ham. Han var sandelig uden forståelse for hvad sand forfærdelse og ondskab var. Det var vel egentlig nok heldigt for ham, at han endnu ikke havde følt sin krop krumme sammen og fryse til af ren og skær rædsel, bare ved den mindste lyd. Lyden af deres fodtrin idet de nærmede ens gemmested, da man ude af stand er til at beskytte en selv. Frygten for at ens egen heftige og forskræmte åndedræt skulle ende i at forråde en selv og afsløre hvor man var. Så man holder vejret og vel vidende af at det gør det hele værre, men vis blot man kan holde vejret et par minutter mere... pyt med at ens lunger brænder i en iver for blot en eneste vejrtrækning... for man vil hellere kvæles i ens egen forsøg på at gøre sig selv uopdaget, end at man vil blive fundet. Åh, hvor man i sådan en situation ønsker at man kunne blive ét med vinden. Forsvinde væk og intet være for blot at slippe for frygten og smerten. Frygten og smerten som borer sig ind i ens hjerte som en torn, og finder hjem deri. De efterlader dybe ar og rifter som selv hvis det lykkes at få tornene ud, aldrig vil forsvinde. Uanset hvor meget styrke man finder, og hvor end man ellers prøve at heale, vil det aldrig blive helt igen, men på den anden side vil det hærde én. På godt og på ondt. Om hvad man så også selv stiller op mod det, er også ens eget valg. Man kan vælge at lade det overvinde én eller man kan vælge selv at tage styret og gøre smerten og frygten til en del af en selv, ved for eksempel at gøre det til en nydelse. En nydelse som ingen lignelse havde. Så intens en nydelse hvorved at smerte og frygt ligefrem var eftertragtet. Sådan som de begge fik hjertet til at pumpe derudaf og fyldte kroppen med adrenalin. Det skærpede ens sanser og fik ens tanker til at fokusere på én ting... at leve. At leve... noget som alle kunne relatere til og noget som alle ønskede om de så ville kunne erkende det eller ej. Det var kernestenen af hele deres eksistens og hele ens hovedfokus... liv.

Men, den åbenbaring havde Storm måske ikke haft endnu...? Måske en skønne dag, og ved hjælp Vetis var det noget som sagtens kunne lade sig gøre. Vis man tillod sig selv at overgive sig selv til smerten og frygten, men primært virkede det til at være blind vrede som Storm overgav sig selv til.

"Har du nogensinde overvejet at lære dine skældsord og udbrud fra andre end spædbørn?" spurgte Vetis derimod roligt og hånende Storm. Vis han virkelig ønskede at provokere Vetis, så skulle der noget mere til end det der... eller faktisk kom det nok mere an på Vetis' sindstilstand, men lige nu var det ingen problemer... også selvom det altid var fristende at give en flad til én som rullede med øjnene af én. Bare hårdt nok til at øjnene lige tog en runde mere i hovedet på dem, men den flad kunne han få til gode på et andet tidspunkt. Om han så fik den hurtigere end forventet bestemte han selvfølgelig selv med den måde som han opførte sig på. Det var det gode ved det, de var selv skyld i de fleste af tingene uden at de selv vidste det... det var da lige til at de blev gjort opmærksom på det, så havde de derefter det med at være noget så artige. Det var dog ikke lige så sjovt, så Vetis havde det med at lade dem tro at de kunne slippe af sted med en masse, lige indtil at de måtte betale for hver og én handling. Hver og et skældsord og flabethed. Hver modstridende havde udført en ordre samt hver gang man havde hævet stemmen overfor ham. Hver gang man havde kigget misbilligende på ham og rørt ham uden tilladelse… Bare alt med intention om at skade eller irritere Vetis, ville blive straffet når tid var, for sådan noget glemte Vetis ikke. Det var der at det var bedst ikke at udføre sådan nogle handlinger til at starte med, men hvor var det sjove i det?

Vetis håbede i alt fald at Storm ville være lige så besværlig som han var blevet lovet. Han ønskede for ham at gøre noget dumdristigt og lade sine følelser styre hans handlinger i stedet for at holde hovedet koldt... Hvilket det virkede til snart at gå i opfyldelse for Vetis så Storm's muskler spænde inden det var at han slog ud efter Vetis.

Vetis stod stille og tog imod slaget fra Storm's albue. Vetis fulgte slaget med kroppen hvilket tog en del af styrken som var lagt i det, samt for at tage imod slaget spændte han sine muskler for at styrke sig selv mod slaget... Ikke at det havde været så kraftfuldt igen, og Vetis fik dirigeret slaget til at ramme en smule højere end hans mellemgulv. Mellemgulvet som elles ikke var beskyttet af så mange muskler samt knogler... men, nu havde Vetis god erfaring inden for at modtage slag, så Storm fik ikke ramt hvorved det havde været ideelt. Især hvis det var at man prøvede at slå pusten fra nogen, men det lykkes ikke her og Vetis smilede ned mod Storm.

Morskaben lyste nu ud af Vetis øjne idet han iagttagede Storm prøve at flygte. Han forholdt sig smilende og sagde intet. Han kiggede derefter op mod himlen, lukkede øjnene nydende og trak vejret dybt ind. Han hjerte havde lige så stille begyndt at banke af spænding og adrenalin fra Storm's slag... samt den bulende morskab som vældede op i brystet på ham. Han begav sig til at le muntert og hjerteligt. Hans bryst hoppede af ren og skær glæde og morskab. Dette ville i sandhed blive en finurlig oplevelse med Storm som slave. Det var Vetis næsten sikker på, men nu var nok, nok. Nu havde Storm fået nok snor og det var på tide at trække den ind, for fuglen skulle i bur... og muligvis have stukket vingerne.

Vetis åbnede derefter øjnene og stoppede lige så stille med at le. Han bebeholdt sit smil da han med hastige skridt var over mod Storm. Han fik gået rundt om ham og stoppede brat op med fronten mod Storm's front. Der stod han kort før han hastigt fik fat i håret på ham og rev ham hen mod sig.
"Håber at du nød hvert sekund af din frihed... for den bliver hermed inddraget," Derefter slog Vetis englen hårdt i mellemgulvet med den anden næve. Han vidste lige hvorved han skulle ramme for at fjerne pusten fra lungerne og han var gemen nok til at slå opad med slaget, så risikoen for at tømme maven på Storm var der.

Med den ene hånd med et hårdt tag og dybt begravet i Storm's hår, hev han ham tættere og sagde lavmælt samt modbydeligt,

"Sådan her skal et slag føles for at blive mærket..."

Derefter ville Vetis begynde at slæbe Storm ind i hjemmet, uanset om Storm havde nok kræfter til at stå på egne ben og nok luft til at råbe af ham, og han ville derved efter låse døren for resten af verden.

Vetis måde at tage alle tingene der kom fra Storm, var virkelig underligt og afslappende, det var som om han hele tiden prøvede at vise sig fra en god side men Storm var ikke dum og måske alligevel lidt. Han var jo hoppet godt og grundigt på at Vetis ville lade ham slippe, hvis han havde kunne flyve væk fra ham. Storm havde aldrig overvejet at alt det han gjorde nu, kunne komme til at koste ham dyrt i den sidste ende, han havde bare så skide svært ved at aflæse Vetis, faktisk var det fuldt ud umuligt for ham. Det var også derfor var svært for at han forstå alle tingene. Egentligt havde Storm heller ikke lysten til at vide hvad der ville ske ham, når han kom indenfor, om han nogensinde kom udenfor igen, nogen sinde blev fri igen.

Om Storm nogensinde havde overvejet at lære sine skældsord og udbrud fra andre en spædbørn, fik ham blot til at rulle endnu mere med øjnene, han kunne en masse skældsord, måske ikke de bedste som, som mange andre kunne, men det var heller ikke lige frem fordi han gik op i at kunne de værste af de værste skældsord. ” Tænkt, hvis du havde holdt din kæft, så behøvede jeg ikke bruge mine ord og tid på dig” sagde han koldt og så advarende på ham.
Det at Vetis var så hemmelighedsfuld og neutral i udtrykket i hans ansigt, gjorde det bare så skide svært! Storm kunne på ingen måde forudsige hvad han tænkte eller hvad han ville gøre. Storm ynkelige forsøg for at slå luften ud af Vetis failede som alt andet han havde forsøgt. Det var virkelig bare ikke særligt smart det her! Tilgengæld var han nu på vej væk fra Vetis, han gik så hurtigt han kunne, for han skulle bare have så, meget afstand som muligt! Jo længere afstand der var, jo nemmere havde han ved at nå at flyve væk fra ham. Lyden af at Vetis begyndte at grine højt og hjerteligt, var virkeligt underligt, han måtte bare ikke stoppe op for at iagtage ham, nu handlede det kun om at komme på afstand og så flyve væk fra ham. Det skulle lykkes denne gang! Vetis stod ikke på kæden denne gang så det måtte jo være ham muligt at slippe væk. Storm havde gået i sine egne tanker og derfor ikke opdaget at Vetis var holdt op med at grine og le af ham, men derimod var på vej hen foran ham. Storm stoppede op lige en halv skridt eller mere fra Vetis. Det hastige tag i hans hår og at Vetis rev ham hen mod sig. Der lød en smerte skrig fra Storm, det gjorde ondt i hans hovedbund, han havde sku et ordentligt og godt tag i hans hår.

Storm nåede ikke at opfange Vetis ord, før hans hånd ramte hans mellemgulv og slog alt luften og hans mave indhold ud af ham. Han faldt til jorden som han hev efter vejret og lige havde kastet op udover det hele. Storm hostede og hev efter vejret, det var ret tydeligt at Vetis slag havde ramt 100% perfekt. Storm prøvede at komme på benene som Vetis hev ham tættere på sig, han havde svært ved at stå på benene, det hele rystede i hans krop og han havde svært ved at få ordentlig vejrtrækning igen. Storm ømmede sig og havde ikke nok luft til at kunne sige noget imod Vetis, hvilket var tydeligt. Ordne om at det var sådan et slag skulle føles. Storm måtte give ham at det havde været placeret perfekt.

Storm prøvede at blive stående på sine ben, det var bare svært, for de rystede helt vildt og han havde det ikke godt. Det var som om hans mellemgulv var blevet godt og grundigt smadret. Der var ikke luft til at sige noget, han forsøgte ikke engang på at prøve at sige noget, der kom bare ynk og lyde af at han prøvede at få luften ordentligt tilbage i lungerne. Storm endte med at komme med inden for uden de store modstandsforsøg, døren der blev lukket og låst bag ham, fik panikken til at lyse ud af Storm øjne. Han rystede panisk på hovedet, sendte Vetis et bedende og ynkeligt blik.

Langsomt begyndte han at få mere og mere styr på sin krop igen, den var dog stadigvæk lidt i chok over slaget, og Storm måtte gi Vetis at skulle have sådan et slag igen, var alt at fortrække ikke at få. ” undskyld” sagde Storm bedende, selvom han nok godt vidste at det ikke ville gøre noget bedre eller få Vetis til at skifte mening. Han kiggede sig omkring, selvom han ikke kunne fokusere på hvad det var han så omkring sig.

Vetis havde indtil videre testet Storm via hans reaktioner til en mere blid behandling, samt en lidt mere, tja, hårdhændet. Intet af det var dog bevis på hvordan han selv i sandhed kunne være. Det smule som han havde vist Storm var intet i forhold til hvad han i sandhed kunne præstere... Både når han i sandhed var blid, og når han i sandhed var hårdhændet... og gemen. Det var dog altid sjovt at lade folk blive i tankegangen, at han umuligt kunne blive værre... bare for at bevise overfor dem at de ingen fantasi havde, og at han kunne være langt mere end blot slem. Alt i alt var det bare sjovt med at drille Storm, samt irritere ham. Han var nem at læse og hans reaktioner var som sådan ret humoristiske.
Især hans reaktion til det han tidligere havde sagt. Han virkede virkelig ikke som én som brød sig særligt om at blive talt ned til. Hans intimiderende tilgang til det havde muligvis også virket... på nogen som var en del svagere end ham selv samt mere tilbøjelig til at blive skræmt. Det var så langt fra tilfældet med Vetis, som havde set og oplevet for meget til overhovedet at lade sig påvirke af Storm's intimidering.

Det var da altid noget at piben fik en anden lyd, idet at Vetis tyede til handling. Det var som sagt også på tide siden at Vetis ikke gad være udenfor længere. Dermed var det jo herligt at det hele var ligetil, og at Storm havde været nem at lukke kæften på. Måske skulle Vetis også få lavet en mundkurv til ham? Eller i alt fald få proppet en knebel i munden på ham så han ikke kunne kæfte op når han engang fik vejret igen. Det var aldrig til at vide hvor hurtigt sådan noget gik, så jo hurtigere at han fik Storm indendørs, desto bedre. Han kunne sikkert have haft smidt ham over sin skulder, som en sæk kartofler, men det var sjovere at slæbe ham.

Han trådte selv udenom Storm's bræk, men det var ikke til at sige at han ikke kunne finde på at slæbe Storm igennem det. Ville Storm ville undgå det var det hans egen sag, for Vetis var ligeglad på dette punkt. Storm ville trods alt ikke få lov til at beholde hans tøj alligevel. Han ville ikke få lov til at beholde noget at det som han havde på sig, som tilhørte ham selv. Hans navn i dette tilfælde ville han på nuværende tidspunkt få lov til at beholde... men, det var fordi at Vetis havde planer med det. Havde han ikke haft det havde sandsynligheden nok ikke været så stor igen, for at Storm ville kunne beholde det... også selvom Storm havde sagt undskyld. Ikke at det ikke havde været et sødt forsøg for at råde bod for hvad han havde gjort tidligere.

Da Vetis endelig havde fået Storm indendørs, fik han låst døren og placeret Storm i en stol... hvorved han kunne prøve at få vejret. Indvendigt så huset ikke ud af meget, og så endda meget indbydende ud... Det var da lige indtil at man kiggede så ordentligt rundt, og man derved ville ligge mærke til nogle ting, som ikke hørte til. Lige nu befandt Storm sig ude i køkkenet. Der var et såkaldt almindeligt træbord, som så mere standhaftigt ud og ville passe til at fuldvoksen person ville kunne ligge på det... uden nogle problemer overhovedet. Derudover var der knive som så lige lovligt lange samt skarpe ud. Der var også en lang saks af rent metal... som var krum og lignede at den sagtens kunne klippe knogler over. På køkkenbordene var der nogle beholdere med klare væsker. I nogle af glassene var almindelige ting som frugter samt grøntsager, men i én af dem lignede det er der var, fingre? Alt i alt var det småting som udgjorde tanken om at dette hjem var ikke var det så ud til at være. Vetis ville dog ikke lade Storm opservere alt for længe, for han ville nok blive en del panisk når han opdagede var de forskellige instrumenter kunne bruges til. Dermed fik begyndte han at lænke Storm fast til stolen med nogle lænker der var indbygget i den. Storm ville gøre det nemmere for sig selv hvis han blot lod det ske... men, med hans attitude ville det kunne forventes at han ville stritte imod. Han var i alt fald velkommen til at gøre situationen værre for sig selv... især med hvad Vetis havde i tanke om at gøre med ham bagefter. Det skulle nok blive sjovt at se hvordan Storm ville reagere. Mon han ville bønfalde Vetis? Love ham guld og grønne skove? eller ville han skælde og smælde igen? Mulighederne var mange og der var altid en chance for at nå igennem en del af dem på kort tid... eller længere tid. Nu havde han trods alt Storm i sin varetægt og de havde begge uanede mængder af tid sammen nu.