Forest Life ~Alane~

Sted: Ashen Wood Forest
Tid: 16:36
Vejre: solskind, og en lidt brise er over skoven, med mulighed for åben himmel med få skyer.
Omgivelser: fulge kvidre og dyrne i skoven lever livet fuldt ud, en hver del af naturen er i live i denne skov, træerne ånder frit, og selv fiskende i åen har det godt, i hvert fald indtil de ved de bliver fanget af den lokale fisker og bliver solgt på market i dooms ville
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Ventor lod blikket rundt i skoven mens hans ansigt lod mod skovens træer, aldrig før havde han oplevet sådan en skøn natur, og lyden af fugle som kvidret, han var lidt stykke væk fra søen i skoven, men jagten efter hjorte kød savnede han, og han lod buen spændes og pilen på den, mens han lod sigte på sit bytte han havde jagted i flere timer, med et let blik fra sit øje og blikket på hjorten som stod stille og lod ørene rundt for at lytte da pilen gennem borede dens hals og et hurtigt og lette løb fra ventors side skøndte sig over for at få fat i hjorten og ende dens lidelser, han hadet personligt at skulle gøre dette mod dyr spicielt at lade dem lide, så han tog fat om sin kniv og hviskede kort ''tak for denne jagt, gå nu til hvile'' han jog kniven ind i hjortens hjerte og livet i dens øjne forsvandt og et let hvisken fra dens mund lyd til at selve skjælen blev fri og nu levet hos dens familie som ånden i skoven.

Alane sad højt oppe i træernes krone, hendes røde hår hang vildt omkring hendes ansigt men indrammede det stadig på en vidunderlig måde. Hendes dybe grønne øjne analyserede området omkring hende. Hun havde styr på alt hvad der var omkring hende. Selv manden som havde jagtet en hjort længe nu. Hun kunne ikke forstå hvorfor det tog ham så lang tid men sådan var det jo. Hendes lange hvide bue med sirlige optegninger var tæt klemt i hendes hånd. Et pilekogger sad på hendes ryg med et par pile i. Hun havde ikke mange og det var vel på tide hun fik lavet sig nogle nye.
Alane havde for lang tid siden mestret evnen til at bevæge sig lydløst i skoven.

Hun sukkede stille og hoppede let og elegant ned fra træet og og løb hen mod søen hvor hun sidst havde set ham. Der var en trussel som gemte sig i skoven, en som han ikke selv havde opdaget, han havde for travlt med at sende dyret over til den anden side. Inden længe dukkede hun op i lysningen ved søen med buen spændt og en pil liggende på strengen. Alane slap pilen og den sussede gennem luften og ramte sit mål.

Med et brøl faldt den store bjørn om som havde gemt sig i buskaset og ventet på den kunne få sig et måltid. Pilen havde siddet som den skulle og bjørnen var faldet død om på stedet. Hun rettede sine øjne mod manden men gik så over for at hente pilen. Efter det vente hun sig mod ham og så undersøgende på ham, hun havde aldrig set ham i skoven før. Han måtte være ny heromkring.


//Hun er klædt i det her: [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] //

da han løftede hjorten og hørte en lyd ikke så langt væk fra ham undret det ham lidt, men tankerne om at det kunne være en kannin som flygtede fra en rev skulle ikke overaske ham, han lod der efter et par skridt mod hans lejre og syntes stadig at havde den klamme følse af at blive overvåget, men da han viste at havde kigget rundt og intet kunne se ville det jo stadig bare være hans fantasie eller indbildning, han nærmede sig nu lejren og lod sit blik mod ild stedet tæt ved søen så han var sikker på at han ikke skulle antænde en skovbrænd mens han var ude og jage, og han lod hjorten mod tæppet han havde gjort klar og startede med at finde sin jagt kniv frem fra sit hylster og begyndte lige så stille at skære skindet op mens blikket på blodet som stille siv ud på tæppet. . .
*mon far ville være stolt af mig nu...* hans tanker lod mod sin afdøde far og det var nu 11 år siden de kom til dette land som dræbte hans familie, beskyldt for at myrde når de intet havde gjort, og minderne om hans familie dukkede op mens ordne fra hans far blev lagt som han stod ved siden af ham ''vær ikke bange, vi ses en dag''' og der efter blev ildbålet tændt og flammerne blev lagt mens hans mor og far blev brændt på bålet. . . et let suk kom fra hans læber og en tåre faldt fra hans kind ned mor hjortens skind. . . .