The Old Forest (Kasandra)

Kasandra gik stille gennem skoven og hørte træerne snakke. De holdte aldrig op med at hviske til hinanden og siden den dag hun sluttede sig til Moonwalkerne, så har der aldrig været stille. Hun smilede lidt over alt det der foregik omkring hende og at disen lå hen over jorden, fik bare skoven til at se mere fortryllende ud. Hun havde et par lange bukser på og så en top der dækkede det meste af hendes krop. Hun gik altid i brune eller grønne farver, alt efter hvilken tid på året det er.
Hun fortsatte frem, da hun hørte hove galoppere og vendte sig mod lyden. Ovre på den anden side, stod en enhjørning. Den var smuk, lige som de andre fra dens familie, men hun kunne se at den var ung. Kasandra gik hen til den, mens hun talte beroligende med sine tanker, så den kunne se at hun ik ville den noget ondt. Den stak ik af men kom tættere på da den hørte Kasandra snakke til den, og blev rolig da den vidste at det var en af beskytterne der var der og hilse på den.

mai nærmede sig mod kasandra's retning, hun stoppede op og lod sine øre lytte, og hendes blik lod kort øjet dreje rundt for at kigge om hendes omgivelser
hun begyndte lidt og tænke om hun allerede var opdaget, måske. men hvordan kunne nogle dog vide det hun selv personligt var ude efter, en spion måske?? og var dette en mulighed, mai begyndte roligt at skynde sig op mod et træ for at kunne få et bedre udsigt. .

hun så halvt en enhjørning som var på vej mod kasandra, dog kunne hun ikke se kasandra pga tæer

*en sådan væsen siges at være sjældent, kun den reneste sjæl kan røre ved dette væsen, mon kan bør tag testen og se om disse væsner virkelig kan være noget værd, deres blod og horn har trods alt værdier i sig...* mai's tanker om at kunne skaffe penge ud af dette kreature var som musik i hendes egne øre, men spørgsmålet var blot at fange det og tag den med sig uden at elverne ville opdage det, samt også alle disse. . . skov elskere som mai kaldte dem

Kasandra rakte hånden frem og lod så enhjørningen gøre resten. Den trådte stille frem og begyndte at sniffe og lugte til hende, for at være sikker på at det ik var et trick. Så da den havde sikret sig at Kasandra var godhjertet lod den stille mulen røre ved hendes håndflade. Hun smilede glad og trådte stille et skridt tættere på dyret med forsigtige bevægelser. De var meget nemme at skræmme og meget farlige hvis de er skræmt. Den reagerede ik ret meget og hun begyndte at klappe den ned af halsen.
Hun stod der ik ret længe før hun begyndte at høre nogen nærme sig. Hun kunne lugte på luften at det ik var en elver, men noget andet, noget der kom ude fra den anden side af skov kanten. Kasandra vidste godt at der tit kom jægere ind i skoven for at få ramt på en enhjørning da de er meget værdifulde. Hun begyndte at lytte til træerne og hørte at det var en eller anden form for mørke væsen. Hun rynkede brynene, rasende over at de kom ind i hendes skov. Kom for at slå de sjældne og uskylige væsner ihjel, bare så de kunne få penge for det. Hun trak buen ud af koggeret på ryggen og satte pilen på.
*Løb væk og gem dig* Hun så at enhjørningen reagerede på sine tanker, da den satte i løb og var væk i få minutter. Kasandra listede stille frem og fulgte træernes anvisning om hvor dæmonen var. Hun så hende. En kvinde, men hun kunne også se hendes reaktion på at enhjørningen forsvandt ud af syne og Kasandra viste, at det var grunden til at dæmonen var kommet. Hurtigere end et blink med øjet løftede hun buen og sendte en pil afsted, rettet mod dæmonens skulder.

mai så enhjørningen begynde at løbe væk.

*hvor skal den he. . .* før hendes tanker nået at færdig gøre sig kunne hun se en pil nærme sig mod hendes skuldre og en kort og let bevægelse lod hun sig selv blive et med mørket omkring hende

*hvordan kunne de vide jeg var her. . . træerne? fuglene? vinden?! * mai kunne ikke forstå dette men lod mørket guide hendes vej gennem nogle af de smallere veje som skyggerne og mørket i skovens halve mørke havde lagt og hendes ansigt prøvede i en søgen at finde den som sendte denne pil,

''jeg har intet ondt gjort mod skoven og dens dyr, så hvad er meningen med dette!'' sagde mai i mørket som en stemme som lyder i vindens hviskend og fra mørket danned sig 2 små mørke øjne for at se rundt i skoven.

Kasandra så kvinden blive utydlig, men hun forsvandt dog aldrig helt for hendes blik. Kasandra hoppede op og greb fat i en gren 5 meter oppe i luften og svang sig op på grenen så hun sad på hug. På hendes plads, kunne hun se hele området og hun så nogle blade bevæge sig. Det var ik meget og det var kun med hendes trænede øjne at hun så den lille fejl i billedet. Kasandra hoppede over til en ny gren, rettede sig op og kiggede rundt.

Hun havde mistet kvinden af syne og træerne var ingen hjælp. De var begyndt at snakke om den mærkelige kvinde og hvad hun kunne være for en. Kvinden kunne dog ik skjule sin lugt, og Kasandra opfangede den rigmelig hurtig. Kvindens lugt fortalte hende, at det hverken var skyggevæsen eller shapeshifter, ej var det heller en vampyr eller engel. Kvinden lugtede heller ik af elver, så hun måtte være en form for dæmon. Hun satte i løb over grenene efter kvindens lugt, for at finde hende igen og stoppede op da hun følte hun var tæt på.

Kasandra smilede hånligt og lidt hadefuldt. Nej kvinden havde ik gjort noget. endnu. Hun lyttede efter hvor lyden kom fra og fik en nogen lunde billede af hvor hun kunne være henne. Kasandra sad i et træ skrå over for hende, men hun kunne stadig ik se hende.
*Folk som dig tænker kun på en ting og det er på tide skoven slår igen FØR den bliver skadet, det samme gælder skovens dyr* Hun sendte sine tanker ud og vidste at kvinden ville høre dem klart og tydeligt.

mai mærkede stemmen, som var det i hendes hovde

''JEG HAR ALDRIG GJORT SKOVEN NOGET!, JEG OPVOKSEDE SELV I NÆRHEDEN OG RESPEKTEDE DEN!'' råbte mai og lod sine øjne til syne dog stadig opmærksom på en nygående pil som skulle komme fra denne elver som hun kunne se,

''hvorfor skulle jeg gøre skoven ond, når den intet ond har endnu gjort mig, jeg ønsker kun at hente..'' mai stoppede sin tale og lod en tåre fra sin kind falde fra sig ned mod jorden

*hvorfor skal mine menneskelige følser være så. besværlige, alt hvad min pleje familie skjulte for mig, alt hvad mine brødre skjulte for mig, ligger i denne skov, og jeg vil finde det som Jerry holdte gemt for mig i alle disse år.* tænkte mai og lod blikket falde kort på hende
hendes minder om den tid hun stødte ind på jerry og mike, og den tid de havde sammen som gjorder hende mere menneskelig end demon, hendes følser for de 2 var som brødre, dog døde begge to af en alt for tidlig død, og jerry plejede jo at sige at skoven var hans hjem, spicielt der hvor elverne var, så noget måtte han jo havde gemt til hende den gang, og hendes minde var der stadig mens hendes halsmykke hun fik fra de 2 hang stadig over hendes hals.



''jeg ønsker ingen kamp, jeg er kommet her for at hente noget personligt, og dette skal de ikke berøve mig fra.'' sagde mai i en hårdere og mere voldsom stemme

Kasandra hørte kvinden råbe og hun hoppede nej fra træet. Hun fortsatte løb hurtigere end at nogen kunne nå at følge hendes bevægelser om bag nogle træer og kiggede på det sted hvor hun hørte stemmen fra. Hun kamoflerede sig så ingen kunne se hende, da hun ik ville lade den anden kvinde se hende.

Kasandra tænkte det igennem. *Hvis jeg tilbyder hende min hjælp, kan jeg holde øje med hende og hun vil forlade skoven hurtigt igen.* Hun kiggede over på træerne og lyttede. *Hvor er hun?* Hun spurgte kun træerne. Hun rørte stammen på et af træerne, da det ville være nemmere at høre træerne snakke på den måde. *Hun fulgte dit råd og er løbet ind mod skovens midte, hvor resten af hendes flok er.* Kasandra kunne ik lade være med at smile. Hun elskede når hun snakkede med træerne. Det var et af det bedste ting ved hendes job.

*Hvis du lover ik at gøre hverken dyrene eller naturen noget, så vil jeg hjælpe dig med at hente det!* Hendes stemme var meget bestemt og havde en skjult trusel. Men hun havde stadig sin bue i hånden og ville ik lægge den fra sig. Med sikkerheden om at enhjørningen var langt væk, ville hun bare have denne mærkelige kvinde ud af skoven.

mai tænkte over hendes tilbud, og tankerne om kvinden som tilbudte en guid, til jerry's gave, lyd acceptabelt, men ville hun friviligt gøre dette, hun begyndte mere og mere tænke over om det kunne være en fælde, men at brase ind i elvernes by og hente jerry's gave til mai eller blot finde en nemmere og mere let løsning for også at undgå blod udgydelse, lyd som et lovende tilbud, og hun lod sine øjne lukke og lyttede kort til naturen,

'' jeg er her for at hente en gave fra en ven, min interesser i at skade dyr er ikke en del af dem, så hvis jeg skulle havde skadet et dyr ville det allerede ske nu, men jeg har ingen, og jeg mener ingen interesser i at skade skovens dyr, så længe de holder sig på afstand af mig og lader begge parter leve deres del af livet'' råbte mai så hun var sikker på at elveren kunne høre hende

hendes sind lod sig kort hvile, mens hun lyttede, dog mærkede hun stadig hvordan hendes tanker roligt begyndte at blive til hovde pine pga, hendes evne i at blive et med mørket, det var som hvisken i mørket mens stemmerne i hendes hovedet bliv mere og mere tydelige

Kasandra hørte oprigtigheden i kvindens ord og hun valgte at hjælpe. Hun trådte ud af skoven og ind i en lille bitte åbning af træerne, som hun vidste var omkring hvor kvinden var. Kvinden ville udentvivl se hende, når hun engang fjernede kamoflagen Rolig nu. Sagde hendes sind venligt og der kom et smil op på hendes læber. Er du ude på at vække de døde?

Kasandra lod kamoflagen forsvinde og hun vidste at det ville se ud som om der var løbet en flimren over skoven. Flimren ville begynde at få farver og mere struktur, som så ville ende i at man kunne se hende helt og holdent. Hendes tøj var stadig en del af skovens farver, men nu kunne man se hendes lange lyse hår, som var sat op og med få blade i, efter at have løbet rundt i skoven. Hendes spidse ører stak ud og var ahlvt dækket af det opsatte hår, men man kunne se de spidsede i toppen. Buen havde hun ik et kogger omme på ryggen og hendes grå øjne var i en mat kontrast til hendes lyse hud.

Hun stod og ventede på at den fremmede kvinde ville komme ud af mørket så hun kunne se hende, og se hvad hun var for en. Hun gik dog direkte til business Hvor er den gave du snakkede om? Har du en ide om hvor den kan være henne af? Spurgte hun lige ud og kiggede gennem mørket i et forsøg på at finde hende.

mai tænkte på eftersom kvinden nu havde vist sig selv vile dette være en en mulighed for våben hvile, efter som hun lød til at ville hjælpe hende og dermed gik hun ud af mørket og lod blikket falde på elveren, hun havde tøjet som en shinobi
dog var hendes blik lod på hende, mens hun trådte roligt ud og kiggede let på hende med sin katana stadig siddende på ryggen, og hun gik nu med rolige skridt mod hende

''jeg ved ikke hvor min gamle vens gave til mig er lagt, og jeg kan forsikre dig om at jeg intet ønsker med de døde jeg ønsker at lade dem ligge i deres grav, og min egen gave ved jeg selv ikke hvad er, dog ved jeg at han har lagt den i denne skov til mig grundet den seld han gav mig for 100 år siden og derfor ønsker jeg nu at hente det som jeg har søgt i så mange år, jeg er sikker på at min bror ønskede at jeg skulle finde en af hans skjulte gaver til mig derfor er jeg kommet '' sagde mai og sukkede kort

Kasandra så Mai komme ud af mørket og hun kiggede hende op og ned. Det var en meget mærkelig form for tøj stil hun havde på, da hun nu var i skoven, men Kasandra sagde ingenting om det. Hun kunne svagt set det sværd hun havde på ryggen og hun mærkede selv tyngden fra sin bue og koggeret på ryggen. Hun smilede venligt til Mai og begyndte så at prøve på at få de blade og kviste ud af håret, som hun nu havde fået efter løbe turen. Hun havde lidt problemer med det, da hun ik kunne se bladene og hun rørte hvileløst rundt i håret. Hun fortsatte dog med at holde øje med Mai da hun gik frem.

*Bare rolig. Jeg tror ik der sker noget med de døde* Hun smilede skævt til Mai og rystede så opgivende på hovedet. *Du vil have at vi skal finde en gave, du ik ved hvor er eller hvor er?* Hun sukkede og kiggede på hende. *Det skal nok blive sjovt det her.* Hun lagde hovedet lidt på skrå og kiggede så hen imod skoven.
*Meric, hvor er du?* Hun kaldte ud mod skoven og holdte øje. Hun havde kaldt så alle kunne høre det og hun kiggede skævt hen på Mai. Hvad med at fortælle mig dit navn!

''mit navn er mai, og en af mine tidligere søskende jerry var en elver, vores bånd blev knyttet sammen som brødre, og vores liv startede sammen med den anden bror som hedder mike, dog var mike et menneske, jerry som elver, og mig selv som ja, demon som man siger, dog leder jeg efter den gemte gave som er en del af dette hals smykke''

mai lod et gammelt elvisk halsmykke, med old gamle runer på frem for at vise hende det, hvor efter hun lod blikket vågent øje med hende

*hmm mon jeg kan stole på denne elver, eller vil hun stikke mig i ryggen som de fleste andre væsner, men hun tillod sig selv at være visionelt åben og sine parader nede, dette må vel betyde våbenhvile, ik?'' hendes tanker om hendes næste træk kom rundt i hendes hovede.

Kasandra stod stadig og så ud mod skoven i sin søgen efter Meric. Hun ventede tålmodigt men vendte sit hoved mod Mai da hun begyndte at snakke ingen. *Så hun er en dæmon* Tænkte hun triumferende. Kasandra kom ik så meget udenfor skoven og så sjældent de andre væsner, da der sjældent der er nogen der kom ind i skoven.

*Hvilken slags elver var Jerry? Det kunne jo være at den er i nærheden af en af byerne.* Sagde hun mens hun kiggede på Mai. Kasandra stolede ik helt på dæmonen, da hun kun havde set og hørt dæmoner komme ind i skoven for at gøre dens dyr ondt. At Mai påstod at hun ik ville gøre hverken skoven eller dens dyr noget, var lidt mystis, eller sådan var hendes opfattelse. Kasandra trådte frem og kiggede på det hals smykke Mai holdte frem. Kasandra mente at have set et smykke der lignede, men hun kunne ik huske hvor og hun slog det ud af hovedet. Det kunne jo være at det var en af skovens minder.

Hun hørte svage fodtrin i skoven og vente sig om mod højre, hvor hun hørte trinene. Hun kunne med det samme mærke hvem det var og der kom et smil frem på hendes læber.

mai kiggede roligt på elveren, ''hvem er denne person de kigger efter?'' hun kiggede roligt da spørgsmålet kom, ''han var en normal skovelver, levede dog under et fattig kvater, eller det var hvad han fortalte sin egen søster og bror'' hun sukkede kort og kiggede lidt iriterret på sit hals smykke, *hvorfor skulle du også forlade mig broder. . . * hun kiggede igen mod skoven og undret sig lidt over hvem den fremmede kunne værre, og begyndte at tænke om dette kunne være et baghold ''hvem er deres gæst?'' hun lod blikket hen mod der hvor Kasandra kiggede over mod. . .

Kasandra sendte Mai et skævt smil, mens hun så ud af øjenkrogen på hende. *Det finder du ud af når han kommer.* Hun blinkede til dæmonen og vendte igen fronten ud mod skoven. Hun lyttede til da trinene kom tættere på og vendte sig så om mod Mai, mens hun snakkede. *En skovelver siger du. Han må have været fra min fødeby så.* Hun sendte sine tanker direkte til Mai, og så hørte hun Meric træde ud i lysningen til dem.

Han var i sin menneskelige skikkelse og der var en sølvskinnede aura omkring hans hud, der gav ham et overnaturligt udseende. Hans kort mørke hår hang i tjavser omkring hans ansigt og pande håret nåede ned til øjenbrynene. Hans gule øjne startede med at smile venligt til Kasandra, men hans øjne vendte og fokuserede på Mai da han så hende bevæge sig i øjenkrogen. Han kneb svagt øjnene sammen og gik så over til Kasandra, mens han holdte svagt øje med Mai.

Hun hørte ham hviske "Hvem er det?" så svagt at Mai ik kunne høre hvad der blev sagt. Hun kiggede ham i øjnene og sendte så sine tanker til ham *Det er en dæmon der er kommet for at lede efter noget i skoven. Men hun ved ik hvad det er eller hvor det er.* Kasandra hørte ham fnyse lidt hånligt over den umulige opgave Mai stod overfor, men vendte sig dog om og lagde ansigtet i venligere folder, da Kasandra havde bedt ham om det.
*Svaret på dit sidste spørgsmål Mai er, at dette er Meric.* Hun lavede en introducerende håndbevægelse og så fra den ene til den anden. *Han er en sølvmare, som jeg har passet på siden han var et føl.* Meric kiggede skeptisk på hende og sagde så, "Jeg har da også redet dig et par gange"
Hun vendte sig om mod ham og løftede det ene øjenbryn. *det var nu ik sådan ment Meric, men altså. Jeg regner lidt med at han kan hjælpe med at finde din gave.* hun snakkede så de begge kunne høre hende, mens hun vendte sin opmærksomhed mod Mai. *Hvor vil du starte med at lede henne? Jeg kan vise dig vejen derhen.*