An adventure of legendary proportions(Othilie/Dust)

Det havde taget ham lang tid, at komme til hvor han stod i dag, men efter en masse research, et sidespor der havde ledt ham til en magisk genstand, der kunne hjælpe ham med at finde vej, til det han ledte efter, efterfulgt af mere søgen, var Dust endelig kommet til dagen, hvor han kunne starte på det han regnede med, ville være den svære del. Som han stod på punktet mellem Sunfury, og den nærmeste indgang, ned til gangene under ørkenen, var det på tide at han startede sin rejse, ned gennem disse gange, for at finde ruinerne der gemte sig dernedde, de selv samme ruiner der gemte på et artefakt, mere sjældent end noget andet han hidtil havde fundet.
Som altid var Dust iført sin sædvanlige mondering, i form af et par afslappede, sorte bukser der gik til knæende, med et bælte i for at holde dem oppe, en sort long coat uden ærmer, med det samme smiley lignende familie mærke på ryggen, som der var på hans handsker, samt hans ringe, som han havde arvet fra sine forældre. I dagens anledning havde han en skuldertaske på, med nogle forskellige ting han regnede med at få brug for, på denne hans rejse ned i dybbet under den ørken, der lige for tiden, stod i lys luge.

Nu hvor Dust var kommet til indgangen ned til disse undergrunds gange, gik han ned i knæ og tog sin skuldertaske af, så han kunne finde de ting frem han skulle bruge, til at navigere sig vej gennem tunnelerne. Fra hans taske fremdrog han et kort, der så ud til at være meget gammelt, sammen med en lille læder agtig pose, der virkede til at være mindst lige så gammel som kortet, hvis ikke ældre. Han åbnede læderposen, så han kunne tage de krystal lignende sten frem, den ene med en grøn nuance, den anden med en rød nuance, der lå gemt i den, hvilket var den frugt hans lille sidespor havde båret, da han var i gang med sin research til denne tur, en gevinst der nu ville være hele den eskapade værd.
Med en rolig bevægelse, prikkede han hul på spidsen af sin finger, ved hjælp af en af hans skarpe ringe, så han kunne dryppe en dråbe af sit blod, på den røde krystal sten, før han hviskede et par ord til stenene, og lod dem falde på kortet, som lå fladt foran ham. Den røde sten absorberede nærmest hans blod, og så snart begge sten rørte kortet, placerede den grønne sig et meget specifikt sted omkring midten af kortet, mens den røde bevægede sig ud til kanten af kortet, hvor Dust befandt sig. Nu burde han kunne finde vej til ruinerne, og han var faktisk glad for at have fundet disse sten, for ellers ville det have været meget svært, at finde den rigtige vej gennem tunnelerne, for at finde en samling ruiner, der ikke var blevet set, i hvem ved hvor lang tid.

Det var ikke længe Othilie havde draget rundt for sig selv. Jovist havde hun været på farten længe, men alt taget i betragtning, havde hun kun vandret nogle måneder for sig selv. I hendes søgen efter lærdom og svar, var hun vandret mod Sunfury City, et sted hun aldrig før havde været, men som der var blevet fortalt om utallige gange. Med målet om at se så meget som muligt, havde hun lovet sig selv, at dette var et af de første steder hun skulle se.
I hendes brune kappe, men kutten trukket over hovedet og læderposen svunget over skulderen, vandrede hun gennem ørkenen, i en retning hun håbede var den rigtige. Hun havde ikke meget andet at gå ud fra, end en venlig mands ord. Forhåbentligt ledte de hende på rette vej.

I den bagende varme, en varme hun vel og mærke ikke var synderligt vant til, virkede det som om alting gik lidt langsommere. Hun bevægede sig i et stødt, men desværre langsomt tempo. Så for hende, virkede turen uendeligt lang, specielt nu hendes rationer var ved at nå deres ende, og dunken næsten var tømt. Uanset, så måtte hun forsætte. At vende om, ville blot give hende en lige så forvirrende tur tilbage.
Endnu en gang måtte hun tørre sig over panden, og trække kutten længere ned over ansigtet, for at skærpe sig selv fra solen så meget som muligt. Det sidste hun havde brug for, var solbrændt hud, som hun ikke selv ville kunne fikse.
Hun havde gået alt for længe i sin egen lille verden, blikket rettet mod jorden, mod hendes slidte støvler, som snart ikke havde mere at byde på. Så idet hun endelig rettede blikket op, og en skikkelse var dukket op, stoppede hun brat. Hun var altid forsigtig, altid årvågen nok til ikke at blive overrasket. Varmen måtte have sløret hendes sanser mere end hvad godt var. Hun havde svært ved, at se hvem eller hvad der nogle meter fra hende. Forsigtigt bevægede hun sig mod skikkelsen, hendes nysgerrighed værende for stor til bare at traske forbi. Desuden så de to sten ud til at være noget værd, og i Othilies stadie, ville selv den mindste mønt gøre underværker.
Da hun var tæt nok på, rømmede hun sig, for at få vedkommendes opmærksomhed.

Til at starte med, lagge han ikke rigtig mærke til, at der var nogen som bevægede sig nærmere, via overfladen af ørkenen, i stedet for at bruge tunlerne, han stod foran, og da hans sanser observerede hendes elektriske signatur, troede han blot det bare var ham, der mærkede forkert, da han tænkte at der da ikke kunne være nogen, der frivilligt valgte at gå igennem ørkenen på høj lys dag, i stedet for at rejse gennem tunnel systemet. Men da han hørte nogen rømme sig, så han alligevel op, og genkendte straks hendes signatur, som værende den han havde ignoreret tidligere, hvilket fik ham til at kigge bag hende, så han kunne se hendes fodspor i sandet, før han så op på hende igen.
"Du er enten komplet sindssyg, virkelig stædig, eller ikke så godt informeret, omkring det her terræn!" sagde Dust mildt, mens han lukkede sin taske, tog den på og rejste sig op, mens han havde kortet, med diamant stenene på, i hans ene hånd "Uanset hvad, fortjener du da min respekt, for at have overlevet turen gennem ørkenen, i stedet for at have taget turen gennem tunnelerne! Det er lidt svære at navigere dernedde, men i det mindste er de meget mere sikre, så længe man ved hvor man skal hen, eller har en guide med, og man risikere ikke at dø i varmen, når man bruger dem i dag timerne!"

I en rolig bevægelse, brugte han sin frie hånd, til at tage en lille beholder med vand, ud af hans skuldertaske, som han rakte frem mod Othilie, da han tænkte at hun nok kunne trænge til det, efter den tur hun havde haft. På grund af et let vindstød, der blæste forbi hende i retning af Dust, opfangede hans næse hurtigt hendes krops lugt, hvilket gjorde det muligt for ham at opfange spor af, hvad for en race hun var, da han havde lært at kunne lugte forskel på den slags, og det blev trossalt nemmere at lugte den slags, på en person der havde været ude i en varme som denne.
"Elver.... og menneske!" mumlede han lavmælt og tænkende for sig selv, da det gik op for ham, hvad det var hans næse opfattede. Han så nysgerrigt på hende, mens han lagge hovedet lidt på skrå "Det er sjældent at møde mennesker, i den her verden, men endnu mere sjældent at møde halv mennesker! Du er et sjældent syn i en kaotisk verden som denne!" hans stemmevar mild, og der var noget ved ham der indikerede, at han ikke havde nogen fjendtlige intentioner, medmindre man gav ham en grund til at have det.

Hun ved ikke helt hvad hun havde forventet, måske en vred stemme, som ville bede hende skride videre i stedet for at blande sig. I stedet var det en helt anden respons, en hun på ingen måder havde set komme. Et lille smil bredte sig over hendes læber, på grund af den simple kommentar. "Mon ikke det er lidt en blanding?" Hun hævede sit ene øjenbryn og iagttog ham granskende.
Det var ganske rigtigt, at hun ikke var synderligt godt informeret. Kun hendes egen hjemegn kendte hun til, resten af Underworld var fuldstændig fremmed for hende. Idet han havde rejst sig, ramte hendes øjne igen de sten som var på papiret i hans hånd. Hvis bare hun kunne få fat i dem, men så simpelt var det vist ikke. Manden foran hende, lod ikke til at være nær så dum, som dem hun tidligere havde stjålet lidt fra.  
"Tunneller? Fortæller du mig, at jeg kunne have undgået denne ulidelige varme?" Et suk forlod hendes læber. Hvis hun faktisk havde været klar over det, havde hun nok forsøgt at finde vej gennem tunnellerne igen. Ørkenturen var ikke ligefrem optimal.
Beholderen som han rakte frem mod hende, fik Othilie til at fugte sine sprukne læber med tungen, hvorefter hun forsigtig rakte ud efter den. Da hun stod med den i hånden, stirrede hun først mistroisk på den, dog fik tørsten overtaget, så hun endte med at åbne beholderen og tage en forsigtig slurk. Vandet føltes fantastisk, som det bevægede sig ned gennem hendes hals."Mange tak, det var meget tiltrængt." Hun sendte ham igen et forsigtigt smil, og tog endnu en tår af beholderen, hvorefter hun rakte den tilbage mod ham.

Manden forsatte med at overraske hende. Det var første gang hun havde mødt en, som kunne gætte hvad hun var. Det var altid noget hun holdte meget for sig selv, mest af alt fordi hun ikke kendte nok til andre racer, og nødig ville komme i unødvendige problemer. Med hovedet let på skrå, spurgte hun "Nu er det ikke for at snage, hvem hvordan ved du hvad jeg er?". Hun var godt klar over, at det ikke altid var velanset at snage for meget, men på den anden side - en mand som selv valgte at bringe det på banen, måtte også være villig til at snakke om det, ikke? Hun lod en enkelt gang blikket glide rundt, inden det igen ramte ham, med samme granskende øjne hun havde haft rettet mod ham længe.

"Lidt af hvert kan være en farlig blanding, især når det kommer til lige disse 3 ting!" sagde han mildt. Dust lagge godt mærke til, hvordan hun kiggede på stenene han havde liggende, på kortet i hans hånd, og for en som ham, var det nemt at genkende et blik som dette, da han havde set dette blik lidt for mange gange, i øjnene på fremmede, der ønskede at besidde de ting, der lige pt. var i hans besiddelse. Han vidste dog hvordan han kunne håndtere tyveri, især i et område som dette, hvor der var masser af åbent område, og derfor intet der kunne blokere hans udsyn, hvis hun prøvede at løbe fra ham, og det blev nødvendigt at angribe hende med hans evne, men siden han ikke vidste om hun havde nogen magisk evne, og hvad det skulle være for en, hvis hun havde en, valgte han at lægge kortet og stenene ned i sin taske, mens han alligevel bare stod her, og snakkede med denne fremmede.
"Ja, hvis du havde gået igennem tunnellerne, havde du sluppet for varmen uden problemer! Enten det, eller du kunne have ventet til det var nat, hvor ørkenen langt fra er lige så varm!" svarede han med et tænkende smil, da han selv havde lært disse ting, dengang han første gang kom til dette område. Da hun tog imod vandflasken, ventede han i stilhed til hun havde drukket, og tog så imod beholderen igen, da hun rakte den tilbage til ham "Det var så lidt! Du lignede også en, der kunne bruge det, efter en tur gennem den ørken!"

Da hun spurgte ham, hvordan han vidste hvad hun var, kunne han ikke lade være med at smile lidt af hende, da han på en måde godt kunne forstå hendes overraskelse. Han havde heller ikke mødt særligt mange, der lige som ham, gik så meget op i at lære spøjse ting, såsom hvordan forskellige racer, kunne identificeres ud fra deres kropslugt.
"Jeg er draconianer, så min næse er bedre til at opfange lugte, end andre menneskelignende væsner, der ikke har dyriske aspekter i sin race! Udover mine forbedrede lugtesanser, har jeg også brugt tid på at lære, hvordan man identificere forskellige racer, basseret på deres kropslugt, da jeg har erfaret at alle racer, har en destingveret duft, og siden du lige har gået igennem en varm ørken, er det ret nemt for mig at dufte dig, og derfor identificere din race!" forklarede han mildt, mens han pakkede sin vand beholder væk, så han endnu engang stod klar til at tage afsted, på den rejste ned i tunnelerne der ventede ham forude.

"Men nu hvor jeg ved hvad du er, og du ved hvad jeg er, hvad så med at putte et navn til ansigtet? Mit navn er Dust!" præsenterede han sig, mens han rakte en hånd frem mod hende. Han ventede til hun havde præsenteret sig selv, før han tog hånden til sig igen, og hvis hun tog imod hans frem rakte håndtryk, inden han tog den til sig, ville han give hendes hånd et kort klem "Hvis du har lyst til at komme lidt ud af varmen, kan du komme med mig ind i tunnelen! Jeg er alligevel på vej derind, for at finde noget nede i de dybbere dele, af gangene!"

Hun nikkede lidt, blot som respons til hvor farlig en blanding det kunne være. Han havde jo ret, så absolut, men hun kunne heller ikke undgå at vide, at hun desværre var både stædig, måske en lille smule sindssyg, og specielt dårligt informeret. Men sådan var det jo, indtil videre havde hun klaret sig ok, så hun kunne godt så sig til tåls med det.
Endnu en gang fulgte hendes øjne kortet, eller rettere stenene, som han gemte dem væk. Et godt træk fra hans side af, på den måde kunne hun måske rykke sin opmærksomhed lidt væk fra dem, og fokusere mere på manden foran sig. En mand som lod til at have god viden indenfor mange forskellige emner, mange som nok kunne gavne hende en del. Måske han var en af dem, som var værd at grave lidt i. Finde ud af hvad han vidste, og derefter sorterer i det, så hun fremover ville have lidt mere informationer at arbejde sig ud fra. "Ja se, det havde jo været det smarteste at gøre. Uheldigvis kendte jeg ikke til tunnellerne, men hvem nyder ikke en god udfordring?".

Det som fyldte allermest for hende, i forhold til hans viden, var tanken om hvordan han dog kendte til hendes race. Hvad gjorde at han, af alle dem hun havde krydset på sin vej, kunne vide hvad hun var. Specielt når alt der pegede på at hun var elver, var mere eller mindre ikke-eksisterende. Hendes menneske-gen derimod stod jo mere tydeligt frem.
Med hans forklaring gav det hele til gengæld mere mening. Selvfølgelig var det på grund af hans egen race, hvorfor havde hun ikke kunne sige sig selv det? Hun nikkede lidt i takt med at han fortalte. Det hele var egentlig meget fascinerende, specielt at han på trods af sin race, også havde lært sig selv hvordan man bedst identificere lugte. En lyd undslap hendes læber, næsten som et grin. "Tja, jeg kan ikke forestille mig, at min duft er den bedste i verden, specielt ikke efter den tur jeg har haft." Hun var jo opkogt, med kappen lukket omkring sig. Selvom det havde været ulideligt varmt, havde hun jo dog vidst, at det bedste værn mod solen, var at tildække sig. Hvor overophedet hun så end måtte blive.

"Dust...." Hun lod hans navn spille lidt over sine læber. Det var ikke et hun kunne genkende, ikke et hun havde hørt før. Men så igen, hun havde levet under en sten i mange år, så det var begrænset hvor mange hun kendte. "Jeg er Othilie". Tilbageholdende som hun var, stirrede hun et kort øjeblik på hans hånd, inden hun tog imens hans fremrakte hånd. Idet han tilbød hende at følge ham ned i tunnellen, rejste der sig nogle alarmklokker, men tanken om at komme ud af varmen var også ufattelig tiltalende.
"Så lad gå, men vid at dette ikke er natur. Normalvis er det smarteste jo aldrig at følge en fremmed." Hun gav ham et lille smil, og gik langsomt forbi ham, for at bevæge sig ned i tunnellen. "Det er oftest sikrest at kende vedkommende lidt bedre først. Hvem ved om jeg kan stole på dig, og om du kan stole på mig?"

"Den slags ved jeg ikke så meget om, jeg har længe holdt mig meget for mig selv, så jeg er ærlig talt ikke så bekendt med, hvem der kan lide en udfordring, og hvem der ikke kan!" sagde Dust eftertænksomt, i et nærmest ærligt toneleje, der nok kunne give hende en ide om, at han ikke lige frem var typen, der havde været vant til at være i selskab, med særligt mange væsner, på en daglig basis "Men nu kender du i hvert fald til tunnellerne, så nu har du i hvert fald et valg, om du vil tage udfordringen op en anden gang, eller om du hellere vil tage den sikre vej!"
Dust kunne godt se på hende, at hun lyttede efter da han fortalte, hvordan han kunne identificere hendes race, og for ham så det ud som om, at hun var nysgerrig efter viden. Dette fik ham til at tænke på, om hun måske kunne vise potentiale for, at blive en af de typer, han tog til sig som en form for lærling, i et stykke tid, hvilket var noget han en gang imellem gjorde med forskellige væsner, der havde potentiale for at blive til en langt bedre version af sig selv, hvis bare de havde en i deres liv, der var villig til at lære dem nye ting, som kunne få dette potentiale frem i dem.

"Naa du stinker langt væk, efter din tur gennem ørkenen!" sagde han i et lettere drillende toneleje, hvilket nok kunne give hende en ide om, at han ikke mente det så ondt, som det kunne lyde, havde han sagt det i et andet toneleje. Da hun præsenterede sig selv, kunne han se på hende, at hun var lidt tilbage holdene, før hun tog imod hans hilsene hånd "Othilie! Interessant navn til et væsen, bestående af en unik race mæssig blanding!" han smilede lidt skævt til hende, før han gik sammen med hende, ind af tunnelernes indgang, som de nu stod i nærheden af.
"Den slags kan jeg godt forstå, jeg plejer som regel heller ikke at følge med fremmede, med mindre jeg har en grund til!" sagde han mens de kom ind i tunnelen, hvor der var bemærkelses værdigt køligere end ude i solen, omend det ikke var alt for meget, da de kun var gået et lille stykke ind i grotten "Ja det er oftest mere sikkert at kende nogen først, men jeg har efterhånden lært, at med mindre den jeg står overfor, har en stærkere evne end mig, behøver jeg ikke nødvendigvis at stole så meget på nogen, før jeg går ned i mørke tunler med dem! Så bare af ren nysgerrighed, har du nogen magisk evne? Og hvis ja, hvad for en slags evne har du så?"

Dust havde studeret magiske evner meget længe, og havde lært en del om den slags, især fordi han samlede på genstande, der besad magiske evner, som kunne videregives til levende væsner, såsom menneskelignende væsner. Desuden havde han selv tilegnet sig en lyn evne, der gjorde ham svag overfor vand, men gav ham kontrol over lyn, og evnen til at skabe det fra sin egen krop. Han havde haft denne evne så længe, at han for længst havde lært at udvide ideen om, hvordan han kunne bruge evnen, samt at blive rigtig god til at bruge den, så derfor var han sjældent bange for nogen, da det ikke var tit at han mødte nogen, der havde en magisk evne, som kunne matche den slags, når det kom til direkte kamp.

Ganske rigtigt, nu kendte hun i det mindste tunnellerne. Det ville give hende en fordel, hvis hun nogensinde skulle mod Sunfury igen, og hun regnede jo også med at skulle i den anden retning på et tidspunkt, så der ville det også fungere som god støtte for hende. Hun lod endnu en gang blikket flaske omkring sig, med forhåbningen om, at de ikke ville blive forstyrret lige foreløbigt, for igen, det lod til hun kunne lære en del fra ham. Det var også i bund og grund derfor, at hun havde valgt at acceptere tilbuddet om at gå med ham ned i tunnellerne. Han virkede ikke som en der ville ændre sig fra det ene øjeblik til det andet, og pludselig komme efter hende. Alt i alt havde han virket meget oprigtig og rolig, hvilket fik Othilie til at slappe væsentligt mere af.

Et lille grynt af et gring undslap hendes læber, idet han gav hende ret i hendes lugt. Andet havde hun dog heller ikke kunne forestille sig, efter en vandretur i for meget tøj, kunne det umuligt være godt. Hendes hoved gled en anelse på skrå, unik raceblanding? Det var meget simpelt for hende, hun kendte ikke meget til andre racer, kun menneskeracen, så hvilke blandinger der var unikke, var hun på ingen måder klar over. Hvem skulle også have lært hende det? Den sky mor hun havde efterladt hjemme, som nødig fortalte for mig, og som havde brug 24 år af Othilies liv, på at lyve for hende og hendes far? Hun havde for længst slået til tåls med hendes mangel på information, hvilket også var grunden til hun sådan søgte den nu.

"Hvad er så din grund denne gang?" Idet de gik side om side, skævede hun bare lidt over mod ham imens de snakkede. Allerede sekundet hun kom ud af solen, lettede et tryk sig fra hendes krop, som om hun kunne trække vejret og bevæge sig bedre end før.
Hun lyttede ihærdigt til hans ord, for af en eller anden grund, stod det meget klart for hende, at Dust var af en anden karakter end dem hun tidligere var stødt på. Han lod til faktisk at have hold i det han fortalte, i stedet for at hans ord var fyldt med løgne og røverhistorier. "Det giver selvfølgelig god mening, ingen grund til at frygte en som er langt svagere end dig selv." Siden hendes kutte blokkede lidt for udsynet, og nu ikke længere havde det formål at skåne hendes ansigt for solen, skubbede hun den af hovedet, og så sig ordentligt omkring.
"Jeg kan faktisk ikke helt svare dig. Eller rettere, jeg er ikke helt sikker på hvordan jeg skal svare dig." sagde hun eftertænksomt. Hun kendte ikke meget til sin evne, kendte ikke meget til bogen hun bar på. Og en hel anden sag var, kunne hun stole på ham nok til at fortælle det? Hun så over mod ham og nikkede lidt for sig selv, nærmest som en form for bekræftigelse. "Jeg har en bog med mig, The Book of Air. Men det er vel som sådan ikke magi, men nærmere ritualer, som sætter noget i værks.. Udover det, kan jeg selv kontrollere lidt af luft-elementet, uden brugen af ritualer, men bare med egen fri vilje... Men det hele er meget nyt, så jeg kan fortælle dig, at jeg så absolut ikke er en trussel, nok nærmere det modsatte." Hun trak lidt på skuldrene, og lod igen blikket glide rundt.

Hun var ikke helt sikker på hvad han forventede. Skulle hun selv finde vejen tilbage, eller var det meningen hun skulle følge med ham? Uanset hvad han havde tænkt, afventede hun blot hans handlinger, som hun så ville følge.

"Enten er det fordi jeg er blevet glad for kønt selskab, eller også er det fordi jeg ser et potentiale i dig! Jeg har ikke helt fundet ud af det endnu!" sagde han tænkende, mens hans ansigts udtryk indikerede, at han stadig tænkte over, hvad hans grund var. Han smilede dog let til hende, da hun gav ham ret i, at der ikke var nogen grund til, at frygte nogen som var svagere end en selv. Dust havde det lidt med at se på verdenen, som om alting fulgte fødekædens regler, men på en måde hvor at fødekæden var bygget på, at man måtte kæmpe sig vej op i den, for at fortjene den plads man havde, og han havde haft meget tid til, at placere sig så højt så muligt.
"Hmm the book of air, men måske også noget der ligger dybbere! Interessant!" gentog han eftertænksomt for sig selv, da bøgerne var ret basiske for en som ham, der ikke bare havde en magisk natur evne, til rådighed i sin egen krop, men også besad utallige magiske evner, der lå gemt af vejen på hans lager. Han havde respekt for folk, der valgte at holde sig til magi bøgerne, det var trossalt deres eget valg, men personligt fandt han magiske evner, meget sjovere end magi bøgerne. Efter at have tænkt sig lidt om, rettede han sine rubin røde øjne mod hendes, og så hende dybt i øjnene, mens han snakkede til hende.

"Jeg tror jeg har regnet ud, hvorfor jeg valgte at følges med dig! Hvad siger du til at følges med mig et stykke tid, så jeg kan lære dig nogle nye ting, og hjælpe dig med at forstå din evne bedre?" spurgte han i et mildt toneleje der indikerede, at han langt fra havde tænkt sig, at udgøre en trussel overfor hende, hvis hun valgte at følges med ham "Hvis du vælger at sige ja, kan jeg tilbyde dig et eventyr allerede nu, da jeg er på vej ned i disse tunneler, for at finde noget, som ikke er blevet set af et levende væsen, i hvem ved hvor lang tid! Desuden kan jeg tilbyde dig træning i din magi bog, personligt foretrækker jeg godt nok magiske evner, men hvis du foretrækker magi bogen, er det hvad jeg vil hjælpe dig med!"

Et mere afslappet grin undslipper hendes læber. Et kønt ansigt og potentiale var jo to vidt forskellige ting, som han alligevel formåede at sammenflette, som var det nærmest det samme. Ikke at det gjorde hende noget, begge var komplimenter, som i sidste ende ville komme til hendes fordel, fordi han ikke bare ville angribe hende så, eller det gik hun i hvert fald ikke ud fra. Igen, han virkede ikke som typen der bare ville angribe ud af det blå.
Hun var ikke helt tryg ved at have fortalt ham så meget om sin eventuelle evne, men det var svært at holde tilbage, når hun ikke havde snakket ordentligt med nogen siden hun forlod sit hjem for et år siden. Det havde altsammen været korte samtaler, nogle når hun skulle handle til mad, nogle når der blive vist vej og andre når hun betalte for et sted at sove. Men udover det, havde hun ingen haft, som havde været synderligt givende. "Interessant ligefrem?" Godt nok var det formuleret som et spørgsmål, men det var lige så meget bare en granskende og lidt undrende sætning hun bare sagde til sig selv. Hun var ikke helt sikker på, hvordan hun skulle tolke det. The Book of Air var ikke ligefrem noget vildt, så vidt hun kunne læse sig til, og hvad end hun ellers besad af evner, var hun ikke helt sikker på hvor dybt det skar og hvor kraftfuldt det var.

Hun fastholdte hans blik idet han snakkede. Hun havde efter et år på farten lært, at det bedste måde ikke at virke svag, var hvis ens blik ikke flakkede for meget, når en samtale var i gang.
Så det var hovedsageligt på grund af hendes mulige potentiale, og ikke nær så meget baseret på hendes udseende. Det var noget som glædede hende meget, da hun langt hellere ville værdsættes på grund af hendes intellekt og potentiale, fremfor hendes udseende. Hun overvejede hans spørgsmål, imens han fortalte hende hvad et ja ville betyde for hende. Træning både i magibogen, men måske også hendes evne, var ufattelig tiltalende. Så kunne det være hun faktisk kunne passe bedre på sig selv.
"Det lyder faktisk ikke helt dårligt." Sagde hun eftertænksomt. Både idéen om et eventyr, som måske ville overgå hvad hun tidligere havde oplevet, og læren om hendes evne ville være fantastisk. "Jeg tror ikke jeg kan takke nej til et tilbud som det. Specielt ikke hvis du virkelig mener, at du ville kunne lære mig brugen af magibogen, men også undervise mig i min egen evne." Tilbuddet var i bund og grund bare for godt for hende til at modstå. Kun idioter ville have takket nej.
"Men dette eventyr du omtaler, du bliver nødt til at give mig lidt flere detaljer om det, inden jeg bare vader videnløst med dig rundt i tunnellerne." Godt nok havde hun jo takket ja, men hun var simpelthen stadig nødt til at passe bedre på sig selv, så hun ikke endte med at komme i en situation hun ikke ville kunne overleve.

"Jamen så er det en aftale, jeg håber du er klar på nogle gode tider, med træning og andre skøre ting! Jeg er desuden ret sikker på, at jeg kan lære dig ting fra en simpel magi bog, trossalt er jeg vant til at træne folk i magiske evner, af alle mulige variationer, og den slags kommer sjældent med en manual, lige som magi bøger gør!" sagde han med et mildt smil på læben. Hvis hun ikke allerede havde observeret det nu, ville hun nok lære på et eller andet tidspunkt, at Dust nok var mere spøjs i det, end de fleste andre. Han havde brugt så meget tid alene, at han ikke rigtig havde lært, hvordan man opførte sig "normalt", hvis der da overhoved var noget, der kunne defineres under det ord.
"Hvad angår mit lille eventyr, så omhandler det at jeg er på vej ned i tunnelerne, for at finde nogle gamle ruiner, der burde ligge gemt dernedde et eller andet sted!" startede han med at forklare, mens han åbnede sin taske igen, så han kunne tage kortet fra før frem. Stenene lå stadig på kortet, endda på de eksakt samme steder på kortet, som de lå før han havde lagt kortet i tasken, nærmest som om de havde klistret sig til kortet. Dog hvis man var rigtig opmærksom, kunne man se at den røde sten, havde flyttet sig omkring en millimeter, da den havde fuldt hans bevægelser, da han var gået ind i tunnelerne sammen med Othilie.

"Disse diamant lignende sten, som du så ud til at have et godt øje til før, er lavet af de selv samme væsner, som byggede hvad der nu er ruinerne jeg leder efter, og de er lavet til at kunne lede folk gennem tunnelerne, så de kan komme til ruinerne, uden at fare vild dernedde!" fortsatte han, hvorefter han holdt en kort pause, for at smile lidt af hende, efter hans lettere drillende bemærkning om, at hun havde haft et godt øje til stenene tidligere "Grunden til at jeg leder efter disse ruiner, er egentlig ikke for at finde ruinerne i sig selv, men derimod fordi jeg leder efter noget, der ligger gemt i ruinerne! Et yderst stærkt artefakt, som jeg har brugt meget tid på at opspore, og som jeg håber på at kunne finde, i disse ruiner!"
Imens han havde forklaret alt dette, havde han holdt lidt øje med, hvordan hun reagerede på dette, tildels for at lære lidt mere om hendes reaktions mønstre, men også for at se hvordan hun havde det med ideen om, at lede efter sjældne genstande, i uudforskede områder, uden andet selskab end ham som den eneste, der havde en ordentlig ide om, hvordan man gjorde den slags, og hvad de helt præcist havde gang i.

Alt i alt, virkede Dust som en meget omgåelig person, som Othilie også sagtens ville kunne holde ud i længere tid end blot nu, hvilket også var en af årsagerne til at hun havde takket ja. På den måde ville hun kunne lære mere, og hun ville endelig få lidt ordentligt selskab, hvilket var yderst tiltrængt. Det lod ikke til at hverken Dust eller hende selv, helt underfaldt normen, hvilket var perfekt. "Ja, mon ikke det er meget simpelt at gennemgå magibogen med mig så, den er jo nok ikke nær så krævende, som at skulle træne med nogen, uden er udgangspunkt."

Hendes interesse i det såkaldte eventyr tiltalte hende også en del. Så kunne hun bruge sin tid lidt fornuftigt, opdage lidt mere, endda noget som ikke alle lige kunne nå frem til. Hun rettede sin syn mod kortet, idet han fandt det frem igen. Selvom tanken om at stjæle stenene stadig tiltalte hende, var hun meget mere interesseret i selve færden nu, da hun gik stærkt ud fra, at det ville bringe hende meget mere en sten og mønter kunne.
Hun kunne ikke undgå at smile lidt over Dust. Han var ikke bleg for at lufte hans observationer angående Othilie, blandt andet hendes lyst til at stjæle stenene. Lidt modgang var altid skønt, og hvis det så endda kunne gøres med et smil var det jo intet andet et perfekt. Hun lagde hovedet lidt på skrå og lyttede opmærksomt til det han forklarede. Ikke nok med at stenene på kortet, var af samme materialer som ruinerne, hvilket betød hun måske kunne snuppe lidt dernede fra, så var der også et artefakt dernede, som han åbenbart bar stor interesse for ham. "Hvilken form for artefakt?" Det var jo egentlig ikke fordi det var noget hun behøvede at høre, men hendes nysgerrighed var dog enorm. Hvis han havde ledt efter ruinerne længe, og nu ville bevæge sig ned i tunnellerne, som hun ikke gik ud fra var fuldstændig fredelige, måtte det virkelig være et yderst stærkt artefakt.
"Men om ikke andet, Dust, så kan du regne med mig. Selvom det nok er begrænset, hvor meget hjælp jeg kan bringe dig."


OOG - jeg beklager det meget sene svar, min computer valgte lige at brænde sammen for et par dage siden

"Om det er en magibog, eller om det er en magisk evne, så ligger der altid en andel arbejde i det, især hvis man gerne vil være god til det, magi bogen er blot det eneste af de 2 valg, der har en manual at arbejde med, mens magiske evner kræver lidt andre midler!" sagde Dust og sendte et kækt smil i hendes retning, mens han tog en lanterne frem fra sin taske, der så ud til at være bygget til, at fungere anderledes i forhold til en normal lanterne. Dust havde selv ombygget denne lanterne, så den kunne skabe lys, når han brugte sin evne til, at fylde den op med sine elektriske lyn "Iøvrigt, hvis jeg skal være helt ærlig, foretrækker jeg magiske evner, da de har mange flere sjove muligheder, men det ændre ikke på, at magibøger er okay!"
Nu hvor Ochilie havde givet udtryk for, at hun gerne ville følges med ham, på hans lille eventyr, rettede han kortet ind, så det matchede op med hvor de stod, og den retning han havde vendt sig. Han løftede den ombyggede lanterne, så hun sikkert kunne nå at se gnisterne, der føjede om hans hånd og ind i lanternen, så den pludselig tændte sig selv, og forblev tændt selvom han stoppede med at sende lyn ind i den, da han havde fyldt den for nu.

"Artefaktet jeg leder efter, er ikke lige som andre artefakter, man normalt høre om, hvis altså man er typen, der overhoved høre om den slags, det er ikke bare en sjælden kop, eller en magisk kniv!" forklarede han i et lettere mystisk toneleje, mens han gjorde tegn til at det var tid til at starte eventyret, før han begyndte at gå i den retning, stenene på kortet indikerede at de skulle hen "Det artefakt jeg leder efter i disse ruiner, skulle så vidt jeg har fundet ud af, være et levende dragehjerte, der indeholder sjælen af den drage, hjertet tilhøre!" han holdt en lille pause, mens han orienterede sig lidt, før han førte dem videre hen af en gang, der begyndte at føre dem længere ned af, hvilket man tildels kunne mærke, fordi det blev køligere, jo længere ned de kom.
"Jeg har iøvrigt en lille opgave til dig, mens vi alligevel går, som er relateret til din træning i din magi bog! Jeg vil gerne have du øver dig på, at huske disse følgende ord: humuv vertu rutos ercaones! Jeg lover at fortælle dig mere senere, men lige nu, skal du bare fokusere på at lære den sætning, som var det lige så normalt for dig, som dit eget navn!" han sendte et mildt smil i hendes retning, og håbede hun var villig til at lære sætningen. Tildels var dette en test, for at se om hun var klar på at gøre hvad han sagde, uden helt at få en dybbere forklaring med det samme. Hvis hun havde brug for det, ville han også gentage ordene for hende.

Hun nikkede en anelse til det han sagde. Det gav jo god mening det han fortalte, så havde man et udgangspunkt, men man skulle stadig lære at mestre bogen ordentligt, for faktisk at blive dygtig. Hun skævede mod lanternen han havde fundet frem, med en lidt undrene mine, inden hun rettede sit blik mod ham igen. Det kom som sådan ikke bag på hende, at magiske evner var mere interessante for ham. Det kunne umuligt være det mest spændende, at skulle lære en om brugen af en magibog, fremfor at "opdage" og udarbejde en hel evne i sig selv. "Det er som sådan forstående nok. Så må du jo bare leve med, at jeg i denne omgang ikke har andet end bogen af gå ud fra." Hun træk lidt på skuldrene, for som sådan var det jo ligegyldigt for hende om han syntes det var spændende eller ej, så længe han var villig til at lære fra sig.
Da han sendte lyn ind i lanternen, faldt hendes øjne igen på den. Så det var en del af hvad han kunne? Utrolig smart hvis hun selv skulle sige det, det virkede nemmere at have med at gøre, end at skulle holde gang i den.

Hun hævede øjenbrynene og lyttede opmærksomt til det han fortalte. Idet han begyndte at gå, dannede hun en fin bagtrop, imens hun forsat holdte sin opmærksomhed rettet mod ham. Et levende dragehjerte?? Hun havde aldrig før hørt at et sådan hjerte kunne eksistere, så da han havde sagt at det var anderledes end andre artefakter, havde han tydeligvis ikke løjet. "Og hvad skal du så bruge det til? Eller er du blot en samler?" Hun var godt klar over at det var mange spørgsmål, men af en eller anden grund, gik hun ikke ud fra at det gjorde ham noget. Han havde trods alt også valgt at tage hende med på færden, på trods af at hun stadig var en fremmed.
Hendes nysgerrighed i hele færden blev større og større, både som han havde fortalt mere, men også bare grundet hele eventyraspektet i det. Hun havde ikke oplevet noget som dette før, da hun altid havde levet et meget mundant liv.

"Humuc vertu rutos ercaones." Hun hviskede sætningen for sig selv, imens hun eftertænksomt så mod hans ryg, som de bevægede sig videre. Hun kunne mærke hendes nysgerrighed sprudle, fordi han ikke havde forklaret hende hvorfor hun skulle huske det eller hvad det betød. Dog valgte hun ikke at spørge ind til det, mon ikke der ville komme en forklaring senere. Dog skulle der nødig gå for længe, for så vidste hun at hun ikke ville kunne holde sig tilbage. Hendes uendelig behov for at få svar på selv de mindste ting, kunne af og til godt være lidt ulidelig, specielt for hende selv, fordi hun derfor altid skulle snage i alting.

"Det kan jeg sagtens leve med, faktisk synes jeg det er rart, at kunne træne nogen i noget, der er mere lige til! For ikke så lang tid siden, gav jeg min mage hendes første magiske evne, og siden da har jeg hjulpet hende med at træne den, når vi havde tid til det, og siden det kræver lidt arbejde, at lære hende hvordan hun kan bruge kreativ tænkning, til at udvide hendes brug af evnen, samt at træne hendes fysiske udholdenhed, når det kommer til at bruge evnen, så er det en velkommen afveksling, at kunne træne nogen i noget der er mere lige til!" sagde han mildt, og sendte et smil over skulderen i retning af Ochilie, mens han gik foran hende.
Man kunne nok godt høre på hans stemme, og den måde han snakkede om sin mage, at han holdt meget af hende. Det var lidt over et års tid siden han havde mødt hende, og hun var blevet en vigtig del af hans liv, hvilket han nok aldrig ville have troet på, hvis man havde fortalt ham om dette, før han havde mødt hende.

"Som en samler og en draconianer, har hjertet stor samler mæssig værdig for mig, men hjertet har også andre aspekter gemt i sig, end bare dets samlermæssige værdi!" Ochilies nysgerrighed var forfriskende, han var faktisk glad for at have nogen med sig, der udviste nysgerrighed, og som gerne ville lære mere, om det så var om et artefakt han ledte efter, eller noget helt andet "Eftersigende indeholder hjertet magiske egenskaber, i form af nogle magiske evner, man kan tilegne sig under bestemte forhold! Dragens sjæl der bor i hjertet hedder Miliak, og hvis han finder en person værdig, vil han bosætte sig i ens krop, så man får disse magiske egenskaber! Så vidt jeg kunne læse mig frem til, var der måske noget mere, men det var svært at gennemskue, hvad der var konkret viden, og hvad der bare var rygter og myter!"
Da han hørte hende gentage de ord han havde bedt hende om at lære, smilede han lidt for sig selv. Dust havde levet længe nok til, at blive en meget observant type, og han noterede sig af hvordan hun opførte sig, hendes nysgerrighed, hendes villighed til at lære, og jo bedre personlighed hun udviste overfor ham, jo mere kunne det resultere i, at han ville hjælpe hende. Desuden var der også en god mulighed for, at de kunne bounde lidt på denne tur, da han ikke kunne være helt sikker på, hvad der ventede dem forude, før de rent faktisk støtte på det. I takt med at de kom længere ned, kunne man mærke at luften omkring dem blev mere kølig, og Dust virkede fortsat sikker i sin sag om, at de var på vej i den rigtige retning, på grund af kortet og stenene.

"Ochilie... har du nogen kældenavne, der ikke nødvendigvis lyder som chili? Ikke at jeg har noget imod chili, da jeg elsker stærk mad, men jeg tænkte du måske havde noget, som du følte var mere passende?" spurgte han med et lettere drillende toneleje, omend han mente det godt, og blot ønskede at lære hende lidt bedre at kende.