Så.. Du er ligesom mig? - Viktor (fortid)

Tid: eftermiddag, år 835
Vejr: lun sensommer med sol og mild brise.
Sted: en af de mindre befærdet gader i Rotten Root District

@Viktor

Melisandre var for få dage siden ankommet til Doomsville for at se hvad det var for en by. Hun var vokset op i Bronze of Time District, Dragons Peek, og havde bestemt sig for at hun ville ud og se verdenen, mens hun prøvede at finde ud af hvad hun var. Hun viste at hun var delvis draconianer og ud fra sin mors fortællinger lød det til at hendes far havde været eller var en eller anden dæmon. Meget tydede på at det var bloddæmon, eftersom hun næsten konstant led af blodtørst, men hun forstod stadig ikke hvordan det hang sammen med hendes temperament. Ingen i hendes mors familie havde så stort eller hissigt temperament som hun havde. Og mænd havde en utrolig vane med at flokkes om hende, uanset om hun var klædt i kjole eller bukser. Noget hun til tider havde brugt mod dem, for at få lidt blod til at stille den værste tørst.

Hun gik, iført en rød kjole, ned af en gade for at se om et af husene var ubeboet, så hun kunne få sovet lidt uden at blive forstyret hver time. Men der var ikke stor chance og når hun endelig fandt en mand som hun snuppede lidt blod fra, så blev hun altid smidt ud af værelset eller huset de var gået ind i. Kort sagt, så havde hun sovet på gaden de sidste par dage. Hun snak et par gange, da hun mærkede tørsten røre på sig igen. Hun måtte snart finde en ny at drikke fra, eller finde penge til at købe blod et eller andet sted fra.

De seneste par år var gået med at lede efter ham, den eneste person som ville kunne give Viktor modstand. Nu var der gået flere århundred, endda mere hvor Viktor havde reddet fra land til land, by til by og gjort hvad han ville. Ham og hans 4 stjerner, de værste og bedste – de værste konkurrenter, men samtidig de bedste konkurrenter. Han havde ingen intention om at gå tilbage til dem, nu var det nu. De seneste måneders rygter havde været, det var en ærkeengel som var denne modstander. Interessant, Viktor havde hørt om konceptet, men aldrig haft fornøjelsen at smage en ærkeengel eller tage livet på en.
Gårsdagens aften havde budt på fest og druk inde i den lille kro, der havde Viktor også sovet længe oppe på hans lejet værelse, som var til hans rådighed i hans periode i byen. Rigdomme havde aldrig været et problem, når man havde været en krigsherre i så mange år, som Viktor var der blevet bygget en enorm formue op. Gemt, men tilgængelig for Viktor.

Solen skinnede ned i ansigtet på Viktor, som han kom gående træt ud af en kro. Han smed sin lange frakke over en bjælke, inden at han gik hen til en tønde med vand og slog hul i den, inden han fjernede de overflødige brædder og stak hovedet i. Han strakte sig ud og knækkede nakken, inden han så ud mod byen, Doomsville. Han rettede på sin linnede skjorte, som var normalt var bundet sammen i toppen af lædersnore. Viktor dyppede hænderne i vandet og kørte dem efterfølgende igennem hans lange sorte hår, og fik det lagt tilbage. De mørke øjne stirrede rundt på menneskerne, som gik på gaden. Han analyserede dem, hvem ville blive til et godt måltid. Viktor greb ud efter frakken og tog den store læder frakke på, og greb ned og tog sit sværd op fra jorden, hvorefter han satte det i bæltet.

Melisandre havde indset at hun var nødtil at opgive sin søgen i denne gade og måtte prøve en anden. Hun viste også at hun måtte finde en der kunne blive offer for hendes sult. Så da hun kom ud fra gaden til den større gade, hvor der var flere mennesker og væsener, fik hun øje på en mand der var ret godt klædt. Hendes øjne fokuserede på ham mens hun overvejede sine næste træk.

Da hun havde en plan gik hun hen ved siden af ham og spillede på sine kvindelige kurver der allerede var en pæn størrelse selv om hun kun var femten år gammel.
"Kunne det tænkes at herren kunne bruge lidt selskab?" Hun havde godt nok ikke lagt med nogen endnu. Men det havde været utroligt tæt på med et par stykker, inden hun havde boret sine tænder ned i deres hud og drukket lidt fra dem. Resultatet var altid det samme: Skrig og råb om hvad fanden hun havde gang i og at hun skulle holde sig væk. Dog var der noget der sagde hende at denne gang ville manden ikke løbe væk.

Viktor fik bundet bæltet, hvorefter han rettede på frakken og skulle til at bevæge sig igennem gaden. Han vendte blikket mod en ung kvinde, som bevægede sig hen imod ham. De mørke øjne gled over kvinden, han brummede kort og svarede med en dyb stemme.
”Hvad kan jeg gøre?” som årene var gået, var Viktor blevet langt mere direkte, men han var stadigvæk høflig, på trods af at hans stemme var enorm kølig. ”Du kan gå med mig..” sagde han og pegede kommanderende hen mod siden, hvorfor tiltrak han altid folk spontant, han havde aldrig et forhold til dem.
Tværtimod var det bare random mennesker som kom hen hos ham. Han så dog på kvinden og løftede et øjenbryn. Der var et eller andet med hende, han ikke kunne placerer. Det var ikke udseendet, eller jo der var der også noget interessant, men der var noget som han kunne genkende, men ikke sætte en finger på.

Mel smøg sig rundt som en kat. Og fuldte roligt med ham. Hun viste ikke hvad dette ville ende eller begynde med, men hun viste at hun snart skulle havde noget blod, da hun ellers gik fra forstanden. Selv om hun var femten, lignede hun nærmest en på omkring ti-tolv år. Så hun tænkte ikke helt på at der var risiko for det endnu, selv om der var mænd som fortrak piger så unge som mulige. Dem fik hun heldigvis altid skræmt med sit bideri.

Noget ved denne fremmede fik et instinkt til at vågne for engang skyld. Noget som hun på en måde genkendte i sig selv og alligevel ikke. Tanken om at det kunne være en fra hendes fars familie lå så langt tilbage i hendes sind, at tanken ikke strejfede hende.

Hun fulgte efter ham, elegant og langsomt.. Han løftede et øjenbryn og brummede
”Hvad vil du pige?” spurgte han og lagde hovedet på skrå, imens han drejede ned af en gade. På trods af at hun var ung, skulle man altid have respekt. Det havde en af stjernerne lært ham, Natalie en frygtelig ung dæmon, men med kræfter som kunne fjerne mange, som undervurderede hende.
Viktor greb ned i sin læderpung, og fandt en mønt frem og rakte den ud mod hende. Øjne som ned over hende, som om han studerede hende, hvilken måde han studerede hende måtte hun vurderer. Viktor grinte let og rystede på hovedet. ”Jeg vil råde dig til at lægge de planer der foregår i dit kønne ansigt væk, du vil være død inde du strækker armen.” sagde han køligt, og lagde armene over kors.
Han regnede med spørgsmålet: Hvordan ved du det? så Viktor forsatte efter en kort pause.
”Jeg kender sultens blik, det er ikke mad du vil have, du vil have blod..” sagde han og grinte køligt. ”du er tydeligvis meget ung, siden du ikke kan genkende din egen race.” lød det køligt, inden Viktor grinte og ruskede hende i håret. ”God jagt.” sagde han og vendte sig rundt, og begyndte at gå igen.

Hun smilede skævt til ham ved hans første spørgsmål. Men nåede ikke at tale før han forsatte og hun løftede et øjenbryn i undren hvad han mente med sine ord. Hun så lidt på mønten inden hun tog den og så igen på ham. At tanken om at bide ham i armen ikke havde strejfet hendes tanker, ville afgjort være en løgn. Men at han ligefrem sagde at hun ville være død inden hun nåede at strække armen. Kunne han være en dæmon?
Og ja, han svarede selv på det uudtalte spørgsmål. Hun gjorde store øjne da han snakkede om at han kendte sultens blik og at han viste at det var blod hun var ude efter. Selv da han snakkede om at de var af samme race, stivnede hun et split sekund. Men det var langtid nok til at han nåede et lille stykke hen af gaden mens han sagde: God jagt...

Hun så undrende og overrasket på ham, et kort øjeblik inden hun løb hen bagved ham.
"Hey, vent lidt. Hvad mener du med samme race? Du er ikke draconianer." Hun var forvirret, og undrede sig grundtig over hans ord der ikke gav nogen mening for hende. Hendes mormor havde godt nok sagt at hun ikke var fuldblods draconianer. Men ingen i familien ville ud med hvem og hvad hendes far var.

Viktor som var begyndte at gå, vendte sig mod den unge kvinde bag ham, som nu var løbet hen ved hende. Han fnyste nedladende og rystede på hovedet. ”Nej, det er skarpt observeret. Jeg er en dæmon, eller som du vil kalde mig en blod dæmon. Ligeså er du, de tænder..” sagde han og greb ud mod hendes kæbe, for at se tænderne nøjere an.
”De tænder er ikke nogen som draconianerne har, det er en dæmons tænder.” sagde han og trak hånden til sig. Viktor tog en dyb indånding og betragtede hende. ”Du har ingen anelse vel?” spurgtet han og refererede til hun nok ikke vidste, at hun var en dæmon?
”Har din familie ikke sagt hvad du er?” spurgte han en anelse fnysende, inden han rystede på hovedet og gik hen og satte sig på en tønde. Armene blev lagt over kors og han sendte hende nogle kølige og dømmende øjne.

Hun så undersøgende på ham, men blev lidt overrumplet da han tog fat om hendes kæbe og talte om hendes tænder. Hun knurrede let som en form for advarsel.
Måden han betragtede hende på, da han snakkede om at hun ingen anelse havde, fik hende til at se undrende på ham. Anelse om hvad? Dog blev hun en anelse arrig da han fnysende anklagede hendes mor og hendes bedsteforældre. Hendes øjne blev en anelse smalle og hun knurrede vredt:
"Hvad kunne de fortælle mig? Ud over at min far skred da han fandt ud af at mor ventede mig. Mor svor ved sit blod at hun ikke viste hvad han var. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund kunne jeg mærke at hun talte sandt." Hun gnubbede sine arme som om hun frøs og sukkede. Hun havde altid haft fornemmelsen af at hun delvist var noget andet end hendes mor og bedsteforældre.
"Jeg havde godt fornemmelse af at jeg var andet end draconianer, men hvad var der ingen der kunne give mig svar på. Du siger bloddæmon, men hvad er det?" Hun så nysgerrigt på ham, ivrig efter at lære mere.

Hendes ord om en kvinde, som blev gravid og faderen opdagede det og skred, lød bekendt på ham selv, men også på så mange andre. Så det havde intet med Viktor at gøre, så den tanke blev fuldkommen stødt væk. Lagt bagerst i hovedet, og pakket sammen. Han huskede svagt en draconian kvinde i hans fortid, men det var da ikke i dette nabolag? Nej nej.. Han havde stadigvæk ingen børn, og så dog? Nej, stop! Kisten i hovedet blev nu låst og lukket for altid.

”Du ligner dog ikke en af os..” lød det koldt fra Viktor, som hurtigt måtte få hendes tanker væk, så han ikke skulle lege pædagog for hende. ”Vi er større, stærkere og langt mere.. brutale at se på.. Hvor du ser spinkel og ser svagelig ud. Drikker du kun blod? Du spiser ikke kød?” spurgte han køligt og begyndte atter at gå, som om han forventede at hun fulgte med ham. Han måtte ærligt erkende, at han ikke tog sig særlig meget af at en eller anden ligegyldig person frøs.

Hun skulede, da han sagde at hun ikke lignede en af dem, men lyttede roligt til hans tale. På en måde gav det hele mening. Hun forstod pludselig hvorfor hun var stærkere end de andre og hvorfor hun havde tildens til at være brutal. Hun gik roligt med ham og så op på ham, da han spurgte om hun kun drak blod eller om hun også spiste kød.
"Ja da. Jeg elsker rødt kød ud anset hvem eller hvad det kommer fra. Men det jeg bedst kan lide er blod direkte fra åren. Mormor siger at jeg har arvet mit udsene fra mors side af familien, men temperamentet og min lyst til kød og blod måtte være fra min far. Hvilket ingen af dem syndes om. Intet under at jeg fik lyst til at rejse hjemme fra. Byen her er så meget mere spænende end Bronze of Time Districtet."

Hun snusede og slikkede sig om læberne. Hun havde fået færden af det bedste hun viste: draconianer. Hun løb stille hen til hjørnet og så i retningen af personen, der viste sig at være en ung mand. Hun så grinende tilbage på manden hun lige havde snakket med og mimede: Vent her..
Derpå gik hun let dansende med hofterne ud på gaden og gav sig til at spinde mildt, hvilket øjeblikeligt fangede mandens opmærksomhed. Mel vrikkede lidt ekstra med hoften og smilede til ham, mens hun spurgte om hvad sådan en flot fyr lavede helt alene. Manden grinede og gav sig selv til at spinde, mens han så hende an, hvor på han svarede at han godt kunne bruge det smukke selskab som hun så ud til at tilbyde. Mel smilede kærligt til ham og spillede kostbar og svær at fange, da han forsøgte at tage hende under armen. Til hendes store glæde så det ud til at tænde ham og hun havde da heller ingen problemer med at lokke ham hen i gaden, hvor ham bloddæmonen ventede. Men ham opdagede den unge mand ikke, da Mel fik snorret ham rundt og begyndte at snave ham, inden hun kyssede ham ned af halsen og bed til så han blødte. Hun drak roligt mens han panikkede og da han forsøgte at slippe væk, sparkede hun benene væk under ham og satte sig oven på ham. Her hjalp hendes dæmoniske styrke hende til at holde ham navlet til jorden mens hun drak lidt mere. Hun slikkede sig om munden, mens hun satte sig op og fandt et par flaske frem fra en lomme i kjolen og holdte dem ned til såret på skift så hun opsamlede det i flasken. Mens hun fyldte flaskerne så hun smiledende på manden, der havde fortalt hende om bloddæmoner.
"Vil du have lidt at drikke? Eller skal jeg bare selv tømme ham? "

Viktor lyttede til hvad den unge dæmon havde at sige, ikke at han forstod noget af det. Han valgte at ignorerer det meste hun fortalte om sin fortid, valgte at ignorere det evige spørgsmål om at hun arvede noget fra sin far. Han fangede dog det sidste, og sendte hende et anerkende nik.
”Når jeg engang er færdig, tror jeg dette er byen at hvile i.” lød det køligt, imens han spejdede rundt i byen og betragtede dens mange huse. Ja, her kunne man nok slappe af en dag, når alt var erobret. Dog var der ufattelig mange årtier til, århundred nok nærmere. Heldigvis så var det ikke fordi Viktor blev meget ældre i udseendet, end han allerede var. De går hår var kommet, men det så nu meget elegant ud. Det passede til hans udseende.

Som hun forsvandt, kunne han godt ligge to og to sammen – jage.. Hun ville have mad, han lagde armene over kors, og betragtede hende bringe en ung mand tilbage, en draconian. Han trak fristende på læberne, inden han lagde hovedet på skrå. En primitiv metode, at forfører for så at spise. Han gik et skridt tættere på hende, som hun spiste af manden. ”Primitivt, men effektivt din metode. Dog stå ved din natur og træk dem herind.” lød det dømmende, som Viktor forsvandt ud på gaden kort, inden han kom trækkende med en mandlig skikkelse efter ham, som var besvimet.
”Simpelt, let og man behøver ikke stikke sin tunge ned i halsen på ham.” lød det dømmende, inden han med sine sygelig spidse tænder begyndte at drikke fra manden, hvor til sidst han rev en luns af mandens kød fra halsen ud og spiste det.

Hun blev hurtigt træt af mandens skrigen og knalde ham en lige højre, der slog ham bevistløs. Hun så roligt på ham, da han kom tilbage med sit eget offer og smilede skælmsk.
"Jeg har skam intet imod at bruge tungen til lidt leg, så længe jeg får min mad." Da flaskerne var fulde gemte hun dem i sin kjole, men hun godt så hvordan han rev en luns kød af sit eget offer, inden hun igen drak lidt fra åren.

Hun bed en mundfuld kød af sit offer og stønnede let.
"Hvor jeg dog elsker draconianer. Også selv om jeg er halv af racen. Deres blod er så lækkert krydret og varmt. Og deres kød har ligeledes en krydret smag. Hvad har du fået fat i?" Hun så over på ham og hans offer, mens hun slikkede sig om læberne.

Viktor snerrede kort af hendes kommentar, om at bruge tungen.. Primitivt og desperat, langt enklere metoder ville gøre det mere effektivt. Selvfølgelig skulle man spille på sine forcer, og hvis det var en af hendes så havde draconianerne en anden tilgang til livet, end de havde for nogle hundred år siden.
Han trak en anelse irriteret på ansigtet, inden han talte videre.
”Så du syntes at forfører dine mandlig ofre er vejen frem?” lød det med en strengt og dømmende blik. Det var ikke en måde at opfører sig kvindeligt på.

”Jeg fik mad, et menneske.. Når du kommer i en vis alder, så er du ligeglad hvad du indtager, næsten så længe det er føde. Du er ung og nok stadigvæk kræsen. Men du har naturligvis heller ikke prøvet at sulte, eller det som er værre.” lød det med en kold stemme, inden han tog en luns af manden og til sidste knækkede nakken på ham.

Hun forsatte med at se på ham, mens hun undrede sig lidt over det han sagde omkring hendes måde at forføre ofrene.
"Jeg gør det også gerne med kvinderne. Og virker det ikke nøjes jeg med at slå dem bevistløse. Men ja, så skal man jo slæbe rundt på dem."
Hun tænkte lidt over resten af hans ord, inden hun forsatte med at tale.
"Ved ikke om jeg ville kalde mig kræsen og nej, jeg har ikke prøvet at sulte endnu."

Efter lidt tid med stilhed hvor de spiste og drak fra deres ofre, havde hun tænkt en del over det forskellige han havde snakket om. Hun så over på ham, med et særligt beslutsomt blik.
"Jeg vil gerne lære mere om hvad det vil sige at være bloddæmon. Kender du en som har lyst til at oplære mig?"

Viktor lavede et ikke tilfreds ansigtsudtryk, som hun sagde at hun også gjorde det med kvinder. Som om det var et argument for at opfører sig, som hun gjorde. Han gjorded tegn til at lave så træk i ansigtsudtrykket af irritation.
"Hvis du ikke har prøvet at sulte, så er du netop kræsen.. Spis hvad man finder, ikke hvad man foretrækker." lød det kontant fra Viktor, hvis øjne hvilede køligt på hende. Han greb fat i liget og trak dem op af væggen, hvor han så ellers tog et stykke lærred som lå over nogle tønder, og lagde over ham.

Lyden fra hende, fik ham til at trække på smilebåndet. "Hvad havde du at tilbyde en som ville bruge tiden på at oplærer dig? Ville du kunne gøre noget, som de havde brug for?" spurgte han og så på hende med nogle gennemborrende øjne, inden han gik mod hende.

Da hun blev i rettesat, lavede hun en lille trut mund et kort øjeblik, inden hun nikkede forstående til hans ord. Hun kunne godt forstå hvad han mente, med hensyn til at sulte. Og ja, hun kunne godt se at ud fra det han sagde, at hun var kræsen hvad angik hendes 'mad'.

Hun så på ham mens han talte og tænkte grundtig over hans ord om hvad hun kunne tilbyde til gengæld for træningen. Et skævt smil kom på hendes læber efter lidt tid.
"Altså, jeg har ingen skrupler med at skære halsen over på folk eller gøre andre opgaver. Godt nok er jeg ung og uprøvet i mange ting. Men det har ikke været noget som har stoppet mig før. Tror enlig mor og hendes familie er glade for at jeg forlod Dragons Peak når det kommer til stykket. Har aldrig kunne finde ud at at være en sød pige." Stemmen var rolig og ordene var oprigtige. Hun skjulte intet for manden og var ikke nervøs for den måde han var på.

Viktor samlede hænderne, knækkede knorrene så de lød som et bræt der knækket i et ryk. Han så på hende med de kølige øjne, og grinte let.
"Jeg er ligeglad hvad din mor vil, og om du kan slå ihjel.. Din mor er jeg ligeglad med, slå ihjel.. Det kan man lærer selv en hund." sagde han køligt og viftede utålmodigt hånden. Viktor gik med skridt hen imod en kasse, hvorefter han satte sig og klørede sig i håret og tog en dyb indånding og prøvede så igen, denne gang mere roligt.

"Hvad kan du tilbyde, den jeg finder til dig." hun måtte jo tænke lidt kreativt, prøve at få tankerne lidt ud på noget nyt, en alt det man normalt sagde.
Viktor foldede hænderne foran sig, imens han ventede på svaret fra den unge kvinde.

Hun så roligt på ham, mens han talte og hendes ansigt lagde sig i tænksomme foller ved hans ord. Selv da han gik hen og satte sig på en kasse, hvor han igen spurgte hende så hun kort på ham inden hun slæbte sit lig hen til det han havde gemt.
Da hun havde sikret sig at begge lig var gemt væk, gik hun hen ved siden af ham og satte sig på en anden kasse, mens hun tænksomt trak sine fingere igennem sit lange kobberrøde hår.
"Tja.. Det eneste jeg kan komme på, er enlig at tilbyde mig selv som jeg nu er. Ung og uprøvet, en utrænet vildkat som er villig til at gøre praktisk talt alt, for at lære mere om hvem og hvad jeg er." Hun så over på ham med et roligt blik, der viste at hun var ærlig og fuldt bevidst med sit ordvalg.

Hun viste at hun enlig kunne ende som en sexslave eller andet, men havde besluttet sig for at hvis det var det der skulle til for at finde ud af mere om sig selv og sin fars race, så måtte det være sådan.
"Jeg stå til dispution for hvem end der bliver min læremester."

Viktor havde trænet mange i sin tid, han havde taget folk ind fra de var små. Set dem vokse op, blomstre under hans erfaring og træning. Nogle var blevet bedre end andre, men hans stjerner... Akk.. hans stjerner, det var dem som havde holdt distancen. Dem som sandelig var blomstret op, resten var forsvundet eller gået bort efterfølgende. Kun de færreste kunne tåle at være under Viktor.

Han grinte let af hende og rystede på hovedet. "Jeg har ikke trænet nogen i et par årtier. som regel dør folk i min varetægt, som regel skuffer de mig og så slår jeg dem ihjel." sagde han køligt, imens han satte sig til rette, op af væggen og tog en dyb indånding.
"Okay.." lød det fra Viktor, som egentlig ikke var imponeret af hende, han slog hænderne sammen og rejste sig op.

"Hvis mig din styrke, angrib mig. Imponer mig.." sagde han og strakte armene ud, og gjorde sig til et let bytte.

Hendes blik blev mere nysgerrig, da han snakkede om at han ikke havde trænet nogle i utrolig lang tid og hvordan folk som regel døde i hans varetægt, fordi de skuffede ham. Hun lukkede øjnene en lille stund og overvejede om hun kunne være en af dem som ikke skuffede sin læremester når hun engang fandt en.

Så da han pludselig begyndte at tale, samt rejse sig på, åbnede hun øjnene og så på ham igen, men hun rejste sig op.
Han havde bedt hende om at angribe ham, så det gjorde hun for fulde kraft, selv om de kun stod med kort afstand til hinanden. Og selv om hun var en ung kvinde, havde hun en utrolig styrke grundet sin dæmon side. Men alligevel føltes det som om at løbe hovedkulds ind i en mur, da hun ramte ham. Alligevel forsatte hun med at angribe ham på forskellig måder og hun lå ikke til den lade side.
Hvis han kom forslag eller ændringer til hendes angreb, ville hun rette sig efter det.

Viktor lod det første slag ramme ham, han lod hovedet følge slaget og begyndte at grine let, inden han angreb igen og igen. Elegant og trænet fik han parreret de værste af hendes angreb, inden han selv prøvede at feje benene væk under hende. I håb om af det lykkedes, stoppede Viktor op og så på hende og rystede på hovedet.
"Du skal være hurtigere, dine slags skal være stærkere.." lød det køligt, som han så på hende og gik et par skridt væk hende.

Viktor vendte sig rundt og blottede de spidse tænder.

"Forføring virker kun på svage sjæle, det bedste bytte er dem du fanger.. Dem du bruger magt mod, vær det naturen har givet dig. Den eneste rigtige dræber, og så drop den draconian der er i dig, omfavn kun dæmonen.. Alle andre racer er sekundærer.." lød det, som han viftede med hånden i en gestus til at hun skulle smide den side af sig selv ud.

Hun kom med et "Umf.", hver gang han fik hende til at ramme jorden, og det var desværre en del gange. Men det gjorde hende bare endnu mere opsat på at blive stærkere og lære mere, hvilket han ville kunne se i hendes øjne. Hun tog ved lære af de fejltagelser hun gjorde og rettede det, så der gik lidt længere tid inden hun faldt igen. Hun kunne mærke hvordan den der følelse af at leve kom frem mens de udvekslede slag. Og hun nikkede til hans ord.

Men særligt de sidste om at hun skulle glemme sin draconianer side, fik hende til at smile skummelt inden hun ændrede sine hænder om til drageklør. Huden blev til kobberrøde skæl, finger og negle blev til sorte kløer.
"Virkelig? Disse er ellers yderst behjælpelige til at skade lidt forskelligt." Derpå angreb hun ham igen og slog ud efter ham.
Når hun kom for tæt på murene, lavede kløerne dybe ridser i stenene.

Viktor så ikke imponeret til, som hun lod huden bliver til skæl, fingrene udviklede klør. Han rystede blot på, hovedet inde han undgik slagene, han grinte lidt som hun var millimeter fra hans næse med sine klør.
"Du.. Er... For.. udsigelig.." sagde han og begyndte nu at angribe i mønstre som var atypiske, uforudsigelig for de fleste - tilbage mod hende, som han samtidig begyndte at gå mod hende. De første slag var nærmere lussing, men som hun blev ved med at forsætte stædigt og ikke forberede sig, greb til sidst Viktor i begge hænders håndled og begyndte at trykke til. Inden han med et velplaceret spark ramte hende i maven, så hun fløj en meter tilbage og landte på maven, med rolige skridt gik Viktor mod hende og greb fat i hendes hår og satte sig på hug, inden han også greb fat i hendes kæbe.
"Du har ikke gjort noget, som gør dig fortjent til at få min træning.." hviskede han og kørte en finger hen over blodet, fra den lille flænge i hendes hårgrænse.
"Hvis du ikke kan slås, så brug de tricks du ved du har.. Du er ikke fuld blods dæmon, hvilket er tydeligt." snerrede han køligt, inden han lod den blodige finger glide ind i munden, inden han spyttede ud igen. "Hver gang du skuffer mig, bliver du straffet. Hver gang du ikke formår at imponerer mig eller forberede dig, bliver man straffet. Det kan du ikke holde til.." hviskede han, inden hans hånd om hendes kæbe strammedes.

Efterhånden som han fik flere makeringer ind, kunne hun ikke afholde sig fra at begynde at knurre lidt. Det var frustredene hvor god han var, men samtidig blev hun mere og mere bevidst om hvor lidt hun enlig viste om både slåskamp og om at klare sig i livet på egen hånd. Hun viste at hun skulle finde sig en læremester, koste hvad det ville.
Og det fik hun at mærke da han greb hårdt fandt om hendes håndled, samt da han sparkede hende i maven så hun fløj en meter tilbage og landede hårdt på maven, hvor luften blev slået ud af hende. Hun ømmede sig lidt inden hun forsøgte at komme op på hænder og knæ. Dog nåede hun ikke ret langt før hun blev hevet op i håret og kort efter mærkede hun en hånd om sin hage og hørte hans ord. Hun nøjedes med at mumle knurrende. Først da hun så hans blodige finger, mærkede hun duften af sit eget blod, men det tænkte hun ikke meget over.
"Nemt at sige for en, som har trænet i flere hundrede år."
Hun hørte tydeligt hans ord om at når hun skuffede ham ville hun blive straffet. Og at hun ikke kunne holde til det. Her snerrede hun af ham.
"Typpisk antagelse, når det ikke er afprøvet." Hun var nu på det punkt at hun var ved at blive arrig over hans antagelser. Selvfølgelig var ikke fuldblod, det havde hun sagt tidligere. Og at hun ikke var særlig trænet, ja nu var hun jo kun sejsten og ung. Så ja, ingen kunne forvente at hun kunne nedlægge en flere hundrede år fuldblods dæmon. Hendes øjne var begyndt at skifte farve fra blå til kobberrød og pupillen var begyndt at blive lodrat som de blev når hun fik sine drageøjne når hun var rasen.
"Prøv mig." var alt hvad hun sagde gennem sammenbidte tænder, inden hun spyttede på jorden foran ham og så hissigt på ham.