A sweet night to remember and cherish ~ Vetis XxX

Tid: 18.20
Vejr: Koldt og blæsende
Sted: Kroen i Sunfury
Omgivelser: Latter og snak fylder rummet, mens krofatteren arbejder mellem bordene.

Partner: @Vetis


Tre unge mænd trådte ind på kroen. Klædt i kapper og varmt tøj. Som enhver anden ørken, blev det koldt om natten og blæsten udenfor hjalp ikke. ”I swear. I got sand, where no man should have it!” Gabriello så på sin yngre adoptivbror. Raca Pruss prøvede at få sandet ud af bukserne. Ludwig, Gabriellos bror af blod, så på den anden og rystede på hovedet. ”Du skulle have holdt dig, bror.” sagde han. Gabriello så sig om og fandt et ledigt bord. Han nikkede mod det og satte kurs mod det, efterfulgt af de to andre selvfølgelig. Han var hersker over Aquener, men var stadig ret ny. Han havde nys om en slaveauktion som han var interesseret i, men havde ikke fået invitation. Med hjælp havde han fundet ud af hvem der sørgede for det. En anden dæmon. Han kendte ikke navnet, men han skulle holde til på kroer. Gabriello havde slæbt sine brødre med på mange kroer for at finde ham. Han havde besluttet sig for at opsøge ham og høre hvorfor han ikke måtte være med, men selvfølgelig havde han taget et par muskler med. ”Højre side af kroen. Ved vinduet.” mumlede hans blodsbror og den ældre drejede hovedet. De røde øjne fandt deres mål.

Øjnene veg ikke fra den anden dæmon. Han vidste han stirrede, men han var stadig ved at opbygge selvtillid til at gå hen. ”Kom nu, Riello. Du er nødt til det på et tidspunkt.” mumlede Raca og hvilede hovedet på hånden. ”Han ser nu hellere ikke så dårlig ud.” ”Raca!” Gabriello så på sin bror med hårde øjne. ”Hvorfor tog vi ikke Rick eller Leonardo med?” spurgte Ludwig og sukkede. Gabriello klukkede og kom på benene. Han var nødt til at gøre det nu, mens han kunne og turde.

I modsætningen til navnet havde det været en relativ kold dag uden meget sol i byen Sunfury. En by som Vetis havde holdt sig lidt fra i noget tid taget i betragtning af hvem dens ny kronede konge var. Det havde skam moret Vetis at finde ud af det, men det gjorde ikke noget at være lidt påpasselig. Udover det havde han så ikke fuldstændigt holdt sig fra byen. Der var trods alt nogle gode muligheder at finde der, og planer som var blevet lagt om stedet. Det skulle selv ikke Fenrer, som han nu hed, blande sig i eller sætte en stopper for.
Apropos nye konger... Vetis havde for nogle dage tilbage fået besked om at en hvis konge af Aquener havde fået ny om auktionen i Doomsville... og ville have en invitation. Ikke underligt siden at mange ønskede at få en invitation dertil da det var ret prestigefyldt. Især taget i betragtning af de mennesker som kom med. Dog var det sjovt nok ikke alle og enhver som bare kom med, nej, man skulle have status, magt og rigdomme... samt de rigtige kontakter. Det var ikke ualmindeligt at man så derfor prøvede at tage kontakt til sådan nogen som Vetis, som i de fleste tilfælde kunne skaffe en invitation. Da Vetis ikke havde noget imod at stifte bekendtskab, så han havde lydt et rygte om at han var i byen.

Gabriello Winter Pruss... noget af et navn. Selv havde Vetis ikke hørt så meget om ham endnu andet end hvad man kunne skrabe op her og der, men så var dette jo en perfekt mulighed. Nu var det jo bare om manden kunne finde ham... tja, hvis han virkelig ønskede at komme med til auktionen måtte han vel oppe sig, og finde Vetis.

Vetis havde været i byen et par dage. Han havde endda indlogeret sig på kroen, Targaryan. Han havde allerede fået et godt overblik over stedet og havde faldet ind i mængden ved at lære nogle af de lokale at kende. Mest af alt syntes han bare at være en mand som alle andre... hvilke også var meningen. Dog, for at det skulle være nemmere for ham, havde han som sædvanligt farvet sit hår i en sandblond farve så hans hvide hår ikke var iøjnefaldende. Så man så noget hvidt hår imellem det farvede, stod det i alt fald ikke ud. Han havde også klædt sig i noget simpelt varmt tøj i nogle mørke farver.

Han sad og drak sig en øl og spiste noget varm mad for sig selv da døren gik op. Vetis havde allerede fået en nogenlunde beskrivelse af Gabriello, så han vidste da hvad han skulle kigge ud efter... når han så engang ankom. Vetis smilede dog da han kiggede mod døråbningen. Minsandten om han ikke havde fundet vej til det rette sted? Vetis tog en bid mere af sin mad og skyllede det ned med noget øl. For Vetis var det hele smagløst og uinteressant, især sammenlignet med en nyhøstet sjæl, men det var hvad han måtte nøjes med. Dog, så var det jo lige altid ligetil at få anskaffet sig en sjæl. Det var i alt fald aldrig noget som han havde problemer med, takket være hans udseende. Det havde det nemlig med at fungere for de fleste og dermed sørge for at han ikke sultede.

Vetis holdt i alt fald øje med de nyankommende og så hvordan de kiggede rund i kroen.
"Hmm... så der var du," mumlede han smilende for sig selv og nød synet af de muskuløse mænd, som kun kunne være hans brødre. Han havde hørt lidt om dem også selvfølgelig. Han blinkede til dem og fortsatte ellers med at drikke af sin øl. Der var skam plads til at de kunne sætte sig hos ham, nu var det bare om de fandt modet til at komme nærmere. Der var trods alt intet at frygte siden der kun var Vetis... men, det var vel også nok i sig selv?

Vetis holdt Gabriello's blik med sit eget, men holdt sig ansigt harmløst og venligt. Det var nemt nok at høre hvad de sagde, selv fra denne afstand, men nu havde Vetis så også lært sig selv at mundaflæse. Sikker nogle herlige brødre han havde, ikke at deres tilstedeværelse havde været nødvendigt for dette møde. På den anden side ville det være fair nok at lade dem deltage siden de havde været ude og lede efter ham i byen... det havde han skam hørt om. Han havde skam også været på én af de kroer hvorved de havde ledt efter ham, men, så nemt skulle det heller ikke være, og Vetis havde andet at se til den dag. Så han havde lige så stille listet sig væk og begivet sig til det som han skulle.

Det virkede dog ikke til at han kom over med det samme... Ville han have den invitation eller ej? Vetis sukkede hvorved han rejste sig op fra sin plads. Han tømte det sidste af sit krus og gik hen mod baren. Han snakkede kort med kroejeren, takkede for maden og gik derefter hen imod trappen op til værelserne. Han vendte sig kort mod Gabriello og hans brødre hvorved han hav tegn til at de skulle følge efter ham. Vetis gik derefter op mod sit lejet værelse også måtte de beslutte sig om, om de ville følge efter ham eller ej.

Gabriello så på den anden dæmon som havde rejst sig og gået op ad trapperne. Deres blik havde været låst fast og han havde fundet den anden… tiltrækkende, var det rette ord vist. Han så på sine brødre der begge så på ham. ”Få et værelse for natten.” mumlede han og kom selv på benene. Langsomt fulgte han efter den anden op. Hjertet hamrede i hans bryst og vejrtrækning kom let og overfladisk. Den venstre hånd gled langs væggen mens han tog trappen trin for trin. Han så sig kort tilbage på sine brødre. Begge havde rynket bryn, men Ludwig endte dog med at sende et opmuntrende smil. Han nikkede og fortsatte. Gik ned ad gangen og mod værelset hvor den anden var gået ind. Han gik forsigtigt ind og så sig om.

Sengen var selvfølgelig en dobbeltseng. Det var hyggeligt og dog var der noget som fik Gabriello til at forblive vagtsomt. Hans øjne gled til den anden og så på ham. ”Jeg har ledt efter dig, sir.” sagde han og kom langsomt nærmere. ”Men det ved du måske.” Han lod sit blik glide over den andens krop. Det eneste han kunne tænke var: DAMN! Han lukkede døren og hvilede en hånd på den ene hofte og tippede hovedet på skrå. Der var ikke meget højde forskel mellem dem og den anden var også muskuløs, det ville han i hvert fald gætte på. De røde øjne glimtede og et lille smil kom over hans læber. ”Du ved hvorfor jeg er her ikke?” Det var nok et dumt spørgsmål, men han var nødt til at spille med sine kort tæt ind til kroppen.

Vetis havde lagt meget mærke til Gabriello's reaktion. Det virkede ikke som om dette var noget som var ham hverdagskost. Han virkede ligefrem nervøs, taget i betragtning af hans status samt at han havde folk med som kunne tage vare på ham. Han havde nok gjort sine tanker omkring Vetis og hvad for en person som han mon var. Nok mest fordi han havde de kontakter samt adgang til diverse ting og steder. Det var som sådan også noget som han kæmpet for til at starte med, og en del af tingene havde han selv været med til at stable på benene... eller anskaffe ting til dem så folk fandt interesse for det. Ingen gad jo deltage i sådan nogle ting hvis der ikke var noget for deres egen vindings skyld... Især når det var at det var så bundulovligt og kunne give dem flere problemer end hvad godt var. Her var ingen undtaget for konsekvenserne... selv ikke konger. Vetis var dog spændt på at se hvad denne konge havde at byde ind med. Hvad han mente som kunne skaffe ham adgang til noget som en blackmarket auktion.
Det var skam ikke fordi at Vetis ikke bare kunne skaffe ham adgang. Det kunne han give ham her og nu hvis det skulle være, men hvorfor? Det var det som Gabriello skulle vise Vetis. Han skulle give ham en årsag til hvorfor lige han selv skulle have adgang. Hvad var det som hævede ham over andre? Hvad var det som han kunne byde på som de andre rige snopper og herskere ikke kunne? I alt fald ville Vetis bare lære Gabriello bedre at kende og sikre sig at han skyldte Vetis en tjeneste. Det kunne han lige så godt når nu så højtstående en person søgte Vetis' hjælp... hvad skulle han ellers fordrive dagen med?

Værelset var fint og flot i forhold til de andre... Nu skulle Vetis trods alt have royalt besøg... og fordi han havde overtalt ejeren til at give ham det. Det var fint indrettet med et lille bord over i hjørnet med to polstrede stole. Sengen var stor og rummelig samt udskåret i egetræ. Panelet havde fine nogle simple udskæringer af blomster, hvis man brød sig om sådan noget. Alt i alt var det et fint og fornemt værelse og noget som nok ikke helt passede til en mand som boede her alene. I alt fald ikke til en mand af Vetis' egen status. Ikke at han selv tænkte over sådan noget. Vetis var trods alt en person som så bort fra ens ophav og stand. For ham betød titel ikke så meget... det var mere om hvordan man brugte den og hvor magtfulde personen bar titlen i sandhed var. Han havde trods alt mødt en del folk med fornemme titler, men som ingen forstand havde på den eller om hvordan de skulle bruge den. Mest af alt fordi det bare var noget som de havde arvet... Nej, Vetis havde mere respekt for dem som selv havde anskaffet sig den og gjort sig fortjent til den. Om hvor Gabriello lå i forhold til det... var til at finde ud af... især når de havde en hel aften foran dem. Vetis havde i alt fald ikke tænkt sig at lade ham slippe inden at han havde fundet ud af det. Gabriello kunne trods alt vælge at skride hvis det var det han ville, men det blev uden invitation.

Vetis smilede bare idet han havde kaldt ham Sir. Noget som ikke var ham fuldstændigt uvant, men noget som han ikke syntes passede til hans person. En Sir... det havde han aldrig været. Vetis begyndte at gå igennem de flasker med cognac som stod på det lille bord. Han åbnede den som han syntes bedst om og hældte op i to glas. Derefter gik han hen til Gabriello og tilbød ham det ene glas.
"Jeg havde en ide om det," svarede han smilende og tog en tår af sit eget glas. Med selvsikre skridt gik han hen til stolene og satte sig ned, med det ene ben over det andet. Han viftede med hovedet i retningen af den tomme plads, i en invitation til at Gabriello skulle sætte sig ned.

"Jeg ved skam godt hvorfor De er her, så undlad venligst intetsigende spørgsmål og lad os i stedet lære hinanden at kende. Vi har trods alt hele aftnen, Deres Højhed," sagde han venligt og støttede sin arm på bordet. Han lænede sit hoved på armen så hans hår faldt ned til siden. Det sad løst i dag for bedre at hjælpe ham med at holde varmen... også havde det også med at se mere tiltrækkende ud. Han tog en tår mere idet han holdt øje med den unge konge.

Gabriello så på den anden dæmon, mens han satte sig ned. De røde øjne hvilede på den anden og langsomt begyndte hans krop at slappe af. "Du ved sikkert alt om mig, men jeg ved så lidt om dig." Han sipper til glasset og hævede et øjenbryn. Efter at have slikket sine læber rene for cognac fortsatte han sin sætning. "Men det er måske sådan du foretrækker det?" Han nævnte ikke at han kendte en af den andens bekendte. Allistor fra Doomsville var bekendt med Gabriello selv og et par af hans yngre brødre. Da den rødhåret dæmon havde åbnet et skjulested for mordere og andre mørkt arbejdende væsner, havde han begyndt at skjule et par af Gabriellos søskende. Men det var også det, han vidste om ham.

"Jeg har ikke den mest spændende fortid. Krig, mord, forræderi og tja..." Han var ikke stolt af sin fortid. Ikke meget kærlighed, udover det bånd som var mellem ham og hans søskende samt deres familier. Han var hersker, men var afhængig af sine familie til at kunne beholde sin trone og skabe allierede. Han var en taktiker som var god med et sværd, men andet tungt, det var hans bloddæmonssøkende som måtte tage den tørn. "Jeg tror min fortid og alt andet ville være en gentagelse. Jeg er en morder, son of War, en hersker og en mand uden noget som helst erfaring når det kommer til at smøge sig ind hos kvinder og mænd." Han tipper hovedet tilbage og så op i loftet. Flot Riello, nu har du gjort dig selv til grin.

Selvom det var umuligt at vide alt om én, var Vetis ikke den til at bryde illusionen. Han havde dog fået erhvervet sig en del viden om manden, men så interesseret havde han skam ikke været til helt selv at gå i dybden med det. Han tænkte at han med dette møde skam nok skulle få en bedre mulighed for det. Især når nu det var at han sad overfor manden selv, i stedet for at høre om ham fra andre. Folk havde det trods alt med at snige meninger ind og holdninger som de selv havde til den pågældende person... og det var ikke lige altid noget som man kunne bruge. Måske vis det var at man ønskede deres meninger... men, ikke helt i denne situation.
Vetis fortsat smilede bare over kommentaren og lod sig være en smule beæret over de høje tanker som Gabriello havde. Det, og den detalje at han fik gættet sig frem til at det var sådan at Vetis fortrak det, at være mystisk. Der var en vis magt i at holde andre ude af lyset og være den med informationerne. Det var især en form for pirrende når nu det var at man sad overfor en konge, en titel som havde det med at emme med magt... men, af en eller anden grund følte Vetis ikke at det var helt tilfældet med ham her. Vetis førstehåndsindtryk af Gabriello var allerede at han var en anden type konge, som hvad han hidtil havde stødt på. Han havde i starten virket nervøs, men det kunne blot skyldes at dette var ham noget uvant... men, stadigvæk... Allerede virkede han som en konge kun af titel.

Da Vetis havde forslået at de skulle lære hinanden at kende, havde han ikke forventet at Gabriello frivilligt ville dele ud som han gjorde. Især ikke det sidste... det var noget som kom helt bag på Vetis. Det var ikke selve informationen som chokerede ham... men, det at han bare delte ud af det. Taget i betragtning at det havde været fuldstændigt unødvendigt, og heldigt for Vetis at han ikke havde taget en slurk lige det. Han ville nemlig have kløjes i det idet han brød ud i latter.

Vetis måtte simpelthen sætte sit glas fra sig inden at han risikerede at spille dets indhold over det hele, idet hele hans krop skælvede. Han prøvede ihærdigt at kvæle nogle at sine grin med sin hånd foran munden, men han opgav hurtigt og endte bare med at tage sig til maven. Det var nok på ingen måde noget som man kunne antage som noget høfligt at gøre, men, Vetis var nok ret så ligeglad med det lige nu. Gabriello havde gjort noget underholdene så Vetis tillod sig selv at grine.

Det tog lidt tid før han var faldet ned igen med sin latter. Den var på nuværende tidspunkt faldet til en mere afdæmpet klukken og Vetis rettede sig op i stolen igen. Tårer havde fundet vej ud og var faldet ned af hans kinder af ren munterhed. Han tørrede dem bort med hans baghånd og kørte en hånd gennem hans hår for at rette på det. Han tog en slurk af sin drink da han nu ikke frygtede at spilde dets indhold udover gulvet eller sig selv. Hans smil var dog ikke til at fjerne fra hans læber som havde krøbet sig op i et skævt og frækt smil.

"Det sidste er jeg skam ikke i tvivl om er sandt..." sagde han drillende og krydsede sine ben. Han lænede sig derefter på sin arm, sådan lidt ligegyldigt, og svirrede med sit glas. Han kiggede ned i dets karamelfarvede indhold før han atter kiggede op på Gabriello igen. Han havde da fået hans interesse nu, men, nok ikke på den måde som han nok helt havde tænkt sig.

"Noget siger mig at du så heller ikke har haft så meget at gøre med typer som jeg... I så fald,, så havde du aldrig lukket sådan en omgang mundl*rt ud, som du lige gjorde..." sagde han nedladende og skød ham et skarpt blik.
"Det rager mig om du har erfaring med at knalde til højre eller venstre. Det er mig fuldstændigt ligegyldigt og situationen uvedkommende. Hvis det var sådan noget du forestillede dig at jeg ønskede mig at vide... så tager du grueligt fejl." Vetis var ikke bekymret for at sådan en holdning her overfor Gabriello kunne få ham selv i problemer. Selv var han ikke en mand af højtstående titler, men, det betød ikke at han ikke var en mand uden et sikkerhedsnet. Han havde sine kontakter og bekendte som stod for den del... også lige det faktum af den viden som han besad samt informationer. Informationer som andre ønskede sig at være i besiddelse af hvorved at andre ønskede sig at nogen af de informationer aldrig så dagens lys. Det var noget som gav så megen magt i de rette hænder, hvilket var grunden til at Vetis selv var en samler af det. Det her indtil videre, var dog ubrugeligt, hvilket faktisk irriterede en smule. Enten så spillede Gabriello dum... eller i sandhed vidste han bare ikke bedre. Vetis var ikke sikker på hvad som nok ville irritere ham mest.

Vetis lænede sig helt frem i sin stol så han var tættere på Gabriello. Han smilede hånligt idet han lavmælt sagde, "Det eneste jeg fik ud af den lille del der er at du er ufattelig ynkelig." Med et gennemborende blik rettet mod Gabriello spurgte han ham til sidst, "Hvorfor skulle jeg sende en ynkelig konge som dig, til en begivenhed hvorved du kan ydmyge dig selv yderligere? Hvad gør dig så speciel til at du fortjener sådan et privilegie?" Med de ord sagt lænede han sig tilbage igen og sad selvsikker og tronende i sin egen stol, og afventede Gabriello’s svar. Det var her at Gabriello skulle vise sig… Især vis han virkelig ønskede sig den invitation.

En glød var blevet tændt i hans øjne. Ikke var varm eller lystig glød. En mørk og hadefuld. Fodret gennem krig og had var glød forblevet dybt i ham. En snerren kom fra ham og han var hurtigt foran den anden. Hænderne hvilende på ryglænet bag ham. Røde øjne glødede og læberne trukket tilbage. "Tro mig. Jeg vil hellere end gerne efterlade dig med blod og en tandløs mund." kom det køligt og han stirrede den anden køligt i øjnene. "Jeg har en vis interesse i en af dem som du kunne sælge, penge er intet problem, men.." Han tippede hovedet på skrå og tog hårdt fat om den andens hår. "Jeg vil komme ind, om jeg så skal kæmpe mig vej ind og efterlade døde kroppe efter mig, selvom det nok vil gøre folk mistænksomme om hvad du laver." Han skød ud i luften, men det var vel ikke alle, som var glade for at han solgte slaver. Ville også give familier og venner et spor at gå efter. Gabriello kunne nemt efterlade spor for andre at følge. Et mørkt smil kom om hans læber. "Jeg spørger af høflighed. Jeg er vant til at tage, men tænkte at det ikke ville se godt ud for en hersker at myrde en anden, men nu er vi jo bag en lukket dør." Hånden greb hårdere fat og den anden hånd hvilede på en lår. Gabriello vidste at dette var en god blanding af hans bloddæmon slægt blandet med snuheden fra sjæledæmonerne. Han mente hvert et ord og han ville gøre det, det ville være underholdende i sidste ene. Se ansigterne på de andre, hvis han kom ned dækket i blod og sår. Han ville blive skadet, men han var mere end villige til at vise den anden. Og dog... Det ville han nok ikke få en invitation ud af. Brynene rynkede sig sammen. Han trak sig væk og gik et par skridt tilbage. Øjnene var nu udtryksløse og skjulte ilden i dem. Dette kunne enten gå godt eller skidt, altså enten kunne denne mand overfor, samarbejde, eller også måtte Gabriello bede sine brødre om at gøre et beskidt arbejde. Han havde ikke selv noget imod det, men han ville selv prøve at snuse sig frem til hvor de kommende slaver var fanget, selvom det var nok umuligt.