Midnight dance

Månen skinnede klart, den aften. Inde i den store balsal var er efterhånden en smal stribe væsner tilbage, resten havde allerede trukket sig tilbage hjem ad. De fleste af disse væsner, som var efterlad var nattens børn. Anastasia kunne skillende de forskellige væsner ad med den fine næse. Hendes jordiske sanser, var vokset med årene, som føltes mere døde end levende. Hun havde været fuld af eufori, den gang da hun lige var blev en blod suger. Men nu trak tiden sig bare afsted, hendes liv var tomt, usmagelig og lige ud farveløst.  

Selvom hun gæstede ballet med smilende maske, var det virkelig et flask ansigt af hvem Anastasia i virkeligheden var. Hun kunne spille adelsdame til bedste rolle, men fririget var umådelig irriterende. En hver mand kunne går på knæ for hende, men hun var selv interesseret i rollen, som adelsdame, der aldrig fik børn. Ballet var udelukkende til, for at Anastasia kunne finde nye klienter som havde interesse for slave køb. Resten ad tiden, var det bare ren morskab. At afslå hver en mand, som der gik på knæ foran hende, var en af de størst morskaber som Anastasia kunne finde. Havde mænd bedre forstå på læse hende, ville de have vidste at hun ikke ind for den slags. Hendes hjerte var for evigt, hendes alene.

Nu var natten var faldt mere hen, der næsten en ro i balsalen. Anastasia kunne bevæge sig med frirum fra person til person, hun holdte de små samtaler før at hun igen gik videre til den næste gruppe, for snakke. Ingen af dem som hun havde talt med, virkede til at kunne fange hendes opmærksomhed, i mere end fem minutter. Faktisk var hun lige ved at overvejer om hun ikke bare skulle forlade ballet, der var trods alt andre ting som ventede på hende, når hun kom hjem. Anastasia, vendte sig om for går imod udgangen.

Sjovt som det at komme tilbage til det rigtige liv, gjorde at man fik lyst til at lege social igen. Som en rig mand, blev Viktor naturligvis også inviteret til disse baller, hvor en masse fine folk legede rundt som kyllinger i kostumer. Viktor havde aldrig brudt sig om det, og Doomsville havde taget imod Viktor som om ny rig adelsmand, da han var ankommet til byen. Nogle gange mødte han naturligvis folk, som kendte ham fra gamle dage. Det skete heldigvis ikke så tit, tværtimod så virkede Domsville, som om den havde fået en lige omrokering. Den var ikke just blevet pænere, men anderledes var den da blevet.
Viktor vidste ikke helt hvad han skulle syge om den nye verden, men han havde så småt vænnet sig til den her nye verden han var kommet ud til. Verden virkede til at være blevet mindre, og nu var der ledere af racerne, som pludselig havde meget mere at sige, end de havde haft dengang Viktor var i sin ungdom.

Ballet havde nu gjort godt, men folk var som altid intet sigende. En enkel tjener var dog endt op som et måltid, som aften var gået frem. Han havde dog været så diskret at ingen havde lagt mærke til det, nu var aften så småt begyndt at afsluttes og Viktor overvejede kraftigt at tage hjem. Han snakkede med den ene kedelige efter den anden, og tænk at dette var påkrævet.. Han kunne naturligvis håbe på at finde nogle folk med potentiale? Det virkede dog ikke sådan..

Med et glas vin i hånden bevægede Viktor sig væk, han havde en æld gammel guldbelagt maske på, som lignede en gammel dæmon. Den var elegant og flot og en detaljeret maske, som han bar rundt på. Ligeså var hans tøj lidt for elegant til hans smag, men ikke desto mindre bar han stadigvæk en kniv, da man aldrig kunne være for sikker.

Sukkende, som hun gik imod udgangen kunne Anastasia høre andre sko der gik i samme retning som hende. Hun var ikke sikker på, om person gik efter hende eller om det bare rent sammen træf at de begge var på vej ud af balsalen. Anastasia tænkte på Agnes som flittig ventede oppe, tjenestepigen, havde det med at ville være sikker på at hendes frøken kom sikkert hjem, selv hvis det var med selskab.

Anastasia kiggede sig bag over skulderen, hendes blik blev fanget af maske i guld. Masken havde betagende detaljer, man kunne se at havde været en del arbejde i at lave den, og dertil kunne hun se det alt fine tøj som manden havde på.

Hun havde ikke talt med alle den aften, og derfor havde hun ikke erindring nok til at kunne huske masken, men nu havde alle masker på. Stemmerne derimod, var en ting som hun ville kunne genkende. Anastasia satte farten ned, hun gik en smule langsommere indtil at hun kom til væg som hun kunne længde sig op af. ”Smuk maske de har valgt,” sagde hun i tone som hverken var neutral eller for nysgerrig.

”Er de så? Lige så smuk under masken?” sagde hun kort efter. Anastasia kunne godt tage chancen, ind i mellem var det blot en person som skulle til for at redde hendes nat.

Viktor kunne godt mærke, at hans lyst til at være I det her cirkustøj var så småt væk. Sjovere var det ikke at socialiserer sig med ligegyldige og skuffende folk. Ingen havde været i nærheden af det han havde forventet, ingen med potentialet, ingen med noget som han kunne bruge. Hvad var der blevet af den verden han forlod? Hvad havde folk gjort den til? At tage ekstra ordinært dyrt tøj på, og så danse rundt som en anden idiot var ikke det Viktor forbandt med magt, tværtimod var det sådan nogle folk han havde slået ihjel. Men nøgleordet, var tålmodighed. Forstå verden, hvem var oppe i hierarkiet, hvem var det man skulle slå til først, og hvem skulle man slå ihjel til sidst.
De behagelige tanker, om hvor meget mad der var herinde til næste gang, fik Viktor til at falde lidt til jorden, som han lod sin tunge glide over sine spidse tænde , som han gik afsted mod udgangen. Viktor lagde godt mærke til en skikkelse ud af øjenkrogen. I første omgang, var målet sat for: ud af døren, og langt væk herfra dette cirkus. Hans opmærksomhed blev dog fanget, som hun nævnte hans maske og han vendte sig mod hende. Et svagt smil, som var frysende køligt, men samtidig også fyldt med stolthed kunne ses. Lyden af støvlerne gav en smule lyd i rummet de stod i, som Viktor bevægede sig tættere på Anastasia.
De mørke øjne inde under masken, kiggede på Anastasia og han grinte let over hendes kommentar, hans toneleje var aldrig til at finde ud af, var den kølige, var den venlig eller imødekommen. En ting var sikkert, var at Viktor skreg af stolthed og en snert arrogance.
”Jeg takker” lød det, imens han stod foran kvinden og betragtede hendes maske. ”Da masken er en refleksion af hvordan jeg ser ud, når min krop langt om længe ældes, så vil jeg mene jeg er smukkere end masken.”

Hænderne blev foldet foran Viktor, som hans øjne hvilede på masken. ”Er det også en refleksion, deres maske. Hvordan man ville se ud, hvis man var glad. Eller er det blot et meget lykkeligt individ, som gerne vil have deres maske afspejler dem.” spurgte han, imens han sendte hende et smil og de spidse tænder kom til syne.

Anastasia kunne godt høre den lidt arrogante tone, en som hun typisk selv talte i. Hun kunne dog stadig lyde så aldeles normal eller neutral ved behov. Hun forstod hans ord, til en hvis grad. En maske kunne vise og skjule mange ting.
Anastasia rystede kort på hoved, nej hendes maske var enes med hvem selv var. Hun holdte sig til have en aura af mystik omkring hende selv. ”Et smil, kan være mange ting i min verden. De kan være flaske, eller ægte. Men ville de kunne gætte hvilket et det er?” hun smilte aldrig på ægte maner, for mange. Det ægte smil var reserveret for særlige folk i hendes liv. Anastasias smil var lidt et Paradox, hvis man godt at hun ikke var lykkelig kvinde, men hun var heller ikke den ensomme kvinde.
Hun var nok et sted, hvor hun selv kunne kontroller hvilke følelser der var sande, mens andre var mere flaske.

Det var ikke fordi at Viktor havde behov for at vise sig over for andre, tværtimod følte han det var en anelse for meget. Det var ikke særlig spændende, bare at leve af sin formue derhjemme og intet gøre. Det var derimod ret kedeligt, og trivielt. Derfor skulle han også snart ud og tilbage på sporet. At leve som en rig mand, havde aldrig sagt ham noget.
”Det skal jeg ikke kunne svarer dem på, men de slår mig nu ikke som en falsk person.” sagde han med et smil, uden at ligge for meget i det. Viktors smil var selvsikkert og høfligt, men hans stemme var dog stadigvæk kølig. ”Derimod, så virker de også ligesom jeg ikke særlig interesseret i folkenes selskab her. De er kedelige og desuden så hører jeg ikke til i dette forum..” sagde Viktor, og sendte et blik ud mod de resterende gæster.
”Hvad med dem, hvad er deres undskyldning for at forlade selskabet?” lød det, inden han lændte sig op af en søjle, og så hen på Anastasia.

Anastasia havde ikke tænkt sig, at sige om han var korrekt eller ej. I sted for klukkede hun som svare, i mens begge arme blev løft i vejret. ”Så må det bare være en slags mystik,” sagde hun med en lidt drillende tone. Mystik var bedre end at afsløre alt om sig selv.
Anastasia blev lidt overraske over hans ord, han lignede da en mand som var ganske passende til denne slags fester. Udseende kunne dog aldrig sige sandheden om person, ikke til den slags begivenheder.
Han var ikke helt ved siden af, Anastasia havde været blandt ballets gæster i flere timer nu. Timer hvor at hun måtte lege sød, overfor den dødelig del af gæsterne. ”Når man har deltaget i denne slags bal en gang, har man næsten set dem alle,” sagde hun kort. Der intet mere flask end rige mennesker, som kun talte om demselv og deres rigdom. Anastasia lavede samme trick, hun talte om overfladisk ting, som intet sagde om hende selv. Men nu var hun træt, og hun gad ikke lytte til de mere fulde gæster som var blev tilbage. ”De havde måske tænkt dem at blive, hvis selskabet var det rette?” sagde Anastasia lidt efter, hun havde nok timer i nu til at hun kunne komme hjem uden at solen kunne rør hende.

Om svaret var det ene eller det andet, var faktisk ikke noget som Viktor rigtig lod sig irritere over. Maskebal havde altid været om mystikken, så kunne folk mingle sig med hvem de ville, samtidig med de kunne gøre hvad de ville og forblive anonyme.
Viktor samlede sine hænder, og lod en finger køre over håndfladen, som han så på Anastasia igennem masken. De kølige mørke øjne gled ned over hende, inden han rettede hovedet op. ”Se det tror jeg på, overfladisk folk. Altid samme formål, mingle sig og slippe afsted med sine synder – da man jo trods alt er anonym.” lød det med et selvtilfreds smil, som han så ud mod de fulde folk og tilbage på Anastasia.
I gamle dage havde de været lidt mere, fysiske disse fester, men havde Viktor ikke brugt meget tid på at tale med folk, tværtimod observerede han og lyttede til de der havde været blandt ham. Naturligvis kunne han ikke undgå, at skulle have en samtale eller ti, men han forsøgte at undgå det.

Et svagt smil inde under masken kunne ænses. ”Hvis selskabet er det rette, og selskabet er interessant.” sagde han roligt, hvorefter han lænede sig op af væggen.

Anastasia kom med en lille latter, hvor han dog havde ret. Alle disse bal med masker, gave folk chancen for synde med andre. ”Jeg vil give dem ret, disse bal er helt klar et symbol på syndefuld adfærd,” sagde hun kort.
Anastasia lavede en bevægelse eller to, bare for at virke mere livlig. Når hun stod stille, virkede hun næsten, som at hun ikke var andet end en dukke, der blev kontrollere udefra. Hun var ikke altid selv bevist omkring denne tilstand, fordi at hun som vampyr kunne så uhyggelig stille uden problemer. Men hun lod til trække vejret, blot for hun kunne lade som at hun var levende. Anastasia klukkede kort, han havde ret. Selvom hun fortrak sit eget selskab frem for andres. Kunne hun godt være social. ”De har ret, det rette selskab kan betyde så meget for hvordan at man nyder aften,” sagde hun kort.

Det undrede faktisk ikke Viktor, at hun gav ham ret. Det var netop hvad disse bal var, hvordan folk så end bar sig an med at synde var forskelligt. For nogle folk var det fysisk, sex, mad og lyst. For andre var det mere magt, indflydelse og intriger. Der var ufattelig mange måder folk kunne synde på, men det gjorde som ikke Viktor noget. Han var trods ikke nogen engel selv.
”Hvordan har de så syndet til aften?” spurgte Viktor, imens han bevægede sig lidt ved siden af hende, imens hans øjne gled ned over hende. Han smilte interesseret, som han bevægede sig ved siden af hende, inden han stoppede op.
”Jeg har altid haft to former for selskab jeg holder mest af. Den første er den sværeste, den hvor man finder et individ og er interesseret, man ser noget i den pågældende person og man anerkende deres evner. Se den sker sjældent.” lød det med en kølig stemme fra Viktor, som viste en finger, hvorefter han viste to.
”Nummer to er den ren fysiske.” lød det ude at gå for meget i dybden med det.