Oh look, half poultry (Midnight)

Sted: En lysning i The Forest
Omgivelser: Well, træer and stuff
Tid: Midt på dagen
Vejr: Lunt og solrigt
Påklædning: Trods varmen har hun som altid sine karakteristiske lag af skind og pels på.


Rinaya bevægede sig med et rovdyrs elegante, lettere dovne ynde gennem skoven. De blågrå øjne var koncentreret rettet mod, hvad hun for kort tid siden havde afgjort ville gøre det ud for middagsmad. Nemlig en hare, der indtil videre sad og spiste græs fuldstændig uvidende om, hvad der forhåbentlig ville overgå den lige om lidt.

Dog knækkede en kvist et eller andet sted og øjeblikkeligt for haren sammen, lagde de lange ører tilbage overhovedet og satte i springende løb gennem skoven.
Med en dæmpet ed satte Rinaya efter den hen ad den noget nær usynlige sti i et forsøg på at fange sin mad igen.

Da den endelig stoppede sit løb var det i midten af en lysning.
Irriteret bed Rinaya sig i læben. Det ville kun gøre det svære at snige sig ind på den. Nu var der ingen blindgyder hun kunne trænge den op i.

Tænksomt lagde hun hovedet på skrå og endte med at konkludere, at det ville være lettere at fange sin mad i skikkelse af en ræv.
Hurtigt skiftede hun form og før den stakkels hare kunne nå at reagere var hun over den og havde brækket nakken på den.

Da hun var færdig med at spise forvandlede hun sig tilbage til sin menneskeskikkelse, tog sit tøj på igen, satte sig med ryggen op af et træ og lukkede øjnene, imens hun bedst muligt forsøgte at få rester af blod af sine tænder.

Midnight sad under et stort træ. han sad og sov. ved siden af ham lagde der en guitar. Hans midnatsblå sorte hår var fyldt med blade, og han havde rifter flere steder å kroppen. Han havde især en virkelig slem en rundt om halsen. Det kunne ses, at han havde løbet igennem grene og buske. Midnight åbnede sine øjne, da han kunne høre nogen eller noget. Han ville rejse sig op, men var alt for ør i kroppen. Han lænede hopved tilbage. han var alt for træt til at kunne heale sig selv.

I første omgang lagde Rinaya end ikke mærke den unge mand, der under træet, men snart nåede lugten af blod hendes følsomme næse og hun slog øjnene op.

Så lydløst så muligt kravlede hun over til ham og inspicerede kritisk hans skader. Det var ikke fordi hun reelt følte en synderlig bekymring for den fremmede. Snare var hun bekymret for sit eget velbefindende i hans selskab. For hvis hun kunne lugte blodet kunne andre, langt mørkere skabninger helt sikkert også.

For en stund overvejede hun rent faktisk bare at efterlade ham lige der. Bare lade ham sejle sin egen sø og varetage sine egne problemer.

Hun kom op at stå, vendte sig bort og gjorde mine til at gå sin vej. Dog nåede hun kun at gå rundt regnet ti skridt, før en grå, omklamrende følelse lagde sig om hendes hjerte og gjorde hende helt tør i munden.
Irriteret rystede hun på hovedet af sig selv og sin elendige samvittighed, før hun vendte om igen, så hun stod med front mod knægten, så gik hun de ti skridt tilbage til ham og satte sig overfor ham.

”Hvad fjerkræ, vi burde nok flytte os inden alle de fine rifter du har fået dig begynder at tiltrække alt muligt, der er meget mindre venligt end jeg,” konstaterede hun tørt og rakte sin hånd frem mod ham, så hun ville kunne trække ham op at stå, hvis han vel og mærke tog den.

Han så på hende og tog imod hendes hånd og fik sig op at stå. Han støttede sig kort til træet og rev så sin skjorte itu og forbandt sin hals. "Jeg takker mange gange, jeg var så uheldig at støde ind i nogen der ikke var helt vilde med min spørgen" sagde han og børstede bladene ud af sit hår. Han lagde hånden imod et sår på sin arm og begyndte at heale det. "Undskyld jeg har ikke præssenteret mig. Jeg er Midnight Walentine. Må jeg spørge om Deres navn" sagde han

Hun stirrede underligt på ham og lo en tør, kort, næsten gøende latter, før hun hævede et øjenbryn og så på ham som for at sige. ’Du laver sjov ikke?’.

”Jeg var lige ved at efterlade sig og alligevel takker du mig?” fnøs hun stadig med sporet af latter hængende i luften omkring sig. ”Du er virkelig en sær en. Men høflighed, når du vel langt med kan jeg gå ud fra?” funderede hun mere for sig end som et spørgsmål til ham.

”Midnight Walentine,” mumlede hun for sig selv og smagte prøvende på navnet. ”Det lyder som et eller andet virkelig alt for dyrt stof, man så syr om til noget og så er det ikke engang behageligt at gå i, når det kommer til stykket,” røg det ud af hende, før hun kunne nå at stoppe sig selv.

Indvendigt forbandede hun lidt sin egen rapkæftethed, men samtidig kunne hun ikke forestille sig, hvad det stakkels stykke fjerkræ kunne tænkes at gøre ved hende, hvis han blev fornærmet nok.

I hvert fald frygtede hun ham på ingen måde.

”Jeg hedder Rinaya, og det er så, hvad du har brug for at vide om mig indtil videre, Fjerkræ,” erklærede hun kort og trak ham så med sig i en eller anden tilfældig retning, så de forhåbentlig kunne undgå at blive overfaldet af et eller andet.

fjerkræ hehe, er det hvad andre racer tænker om engle. Det er nyt... min onkel kalder altid engle for himlens monstre....udyre der burde plukkes...." sagde han og bed sig i læben og sænkede blikket. han lod aldrig folk se hvis han var ked, han havde aldrig grædt foran nogen, og det ville han ej heller nu. "Jeg er en fejl blandt racer, jeg er hverken hel engel eller hel menneske, jeg er hav af halv" sagde han og rettede sig op.

”Himlens monstre? Ej den må han længere ud på landet med. Alle ved da, at engle er ih og oh så godhjertede. Så medmindre han snakker om godhjertede monstre, kan jeg ikke se hans pointe,” erklærede hun tørt og lyttede mere og mere undrende lyttede hun til hans monolog, der for hende lød mest som et eller andet tragisk stykke fra en bog eller noget i den stil.

”Så du er altså kun halvt fjerkræ? Well bufuckinghu,” fnøs hun og så på ham med armene lagt over kors. Var der noget hun virkelig ikke kunne døje, så var det selvmedlidenhed og for hende at se, var det kun det Midnight udtrykte lige nu

”Der er massere af blandingsracer, der klarer sig udmærket, så klap i med dit ynk. Tag dig sammen. Slå din onkel eller noget,” foreslog hun køligt og blødte derefter en lillebitte smule op, da hun godt kunne se hårdheden i sine egne ord.

”I hvert fald, burde du vise ham, at du er mere, end hvad han mener du er,” erklærede hun alvorligt og denne gang en lillebitte smule blidere end før.

”Jeg har ikke ondt af dig,” begyndte hun.

”For, at folk tuder over hvor synd det er for dig, får du intet ud af, Fjerkræ.” pointerede hun.

”Nej, det du har brug for at fatte, er at du kan mere end du tydeligvis selv tror,” sagde hun og så på ham med et provokerende hævet øjenbryn. Som om hun bare ventede på, at han kom med indvendinger, hun kunne male i jorden.

han så på hende. "ynk ha, tror du jeg ynker næ. jeg er opdraget til at engle er himlens monstre, hvilket er derfor jeg sel ser dem som det. min onkel hader engle, dwet var en dum engels skyld at min mor døde, selvom jeg er halv engel, så vil jeg bruge mine åndsvage vinger til at dræbe andre engle, så ikke flere mennesker skal dø, fordi de er så ÅNDSVAGE at foor elske sig i en. Kærlighed findes ikke mellem de to racer. kærlighed findes ikke!" skreg han

”Så vær dog ligeglad med din opdragelse,” udbrød hun frustreret og så på ham med sammenknebne øjne.

Det var præcis derfor familie var et problem. Folk fulgte deres familiers ord blindt som om der var tale om en eller anden form for helligskrift.

”Flyt fra de, der har forgiftet din hjerne på den måde og tag dig så sammen og vid at du er mere værd, end hvad de folk fortæller dig,” sukkede hun og slog opgivende ud med armene. Allerede på nuværende tidspunkt havde hun en ubehagelig fornemmelse af, at hun ligeså godt kunne have talt til et par døve ører.

”Og hvad i alverden er det for noget pis, at kærligheden ikke eksisterer? Så fordi mooar ikke kunne finde kærlighed, hvor hun var, så eksisterer den slet ikke eller hvad?”

Hun vidste godt, at det var enormt provokerende sagt og sikkert kunne ende galt på mange måder, men hans klynken gjorde hende så vred, at hun ikke kunne lade være. Hun ville gerne se noget, der ikke bare var tuden over, hvor uretfærdigt hans liv var fra hans side af.

”Jeg ved godt at livet er åndssvagt, men så må man lade være med at være nede og tage sig sammen i stedet, for gudernes skyld,” udbrød hun med en stemme, der langsomt blev mere og mere skinger i simpel irritation.

jeg tror ikke på den følelse. Det er noget jeg aldrig selv skal opleve. Engkle og mennesker høre ej sammen. De skal deres egne racer, ikke blande blod" sagde han og sukkede. han så lidt ned. "Der kom jo intet godt ud af de blandede blod. Plus at englen Sigfried og sangerinden Lieluce dannede par, betød jo kun død for dem begge,....." sagde han irreteret. han havde aldrig fortalt dette til nogen, så han kunne ej falde til ro

”Så fordi du ikke tror, at du fortjener kærlighed eksisterer den ikke? Jeg kunne sige lige nu, at jeg ikke troede på eksistensen af katte, men det gør det ikke mindre sandt, at der er katte derude et sted,” fnøs hun og brugte sin sammenligning med katten til at illustrere, hvor komplet latterlig hun fandt hans tankegang.

Hun så gennemborende på ham med de gråblå øjne. ”Du er ærlig talt ynkelig,” erklærede hun. ”Hvis du ikke lære at stå op for dig selv, så er det da klart, at du ikke kan finde kærlighed,” sukkede hun opgivende.

”Desuden er du helt utrolig generaliserende. Jeg har ikke ret meget tilovers for engle….ja faktisk har jeg ikke ret meget til overs for de fleste væsener ligegyldigt race, men at hævde at alle engle er onde, bare fordi din far måske var ligeså ynkelig som dig selv? Det er virkelig lavt, Fjerkræ,” sagde hun og så på ham uden andet end irritation malet i ansigtet.

Alle spor af, at hun på et eller andet tidspunkt kunne have fundet denne samtale morsom, var som vasket væk af en bølge af ligegyldighed.

”Nej ved du hvad? Der kom intet godt ud af, at de blandede blod, i hvert fald ikke, hvis det gode skulle være dig. Hvad er det for en dårlig undskyldning af en efterfølger at have sat i verden?” sukkede hun og slog opgivende ud med armene.

”Det betød kun døden for dem begge?” udbrød hun og før hun vidste af det havde hun stukket ham en syngende lussing.

”Så tag dig dog sammen, vær større end det de har gjort dig til. Og det var sgu nok ikke fordi dine forældre valgte at dele seng, at de døde vel?” spurgte hun vredt og så lettere forvirret på sin hånd.

Hvorfor han gjorde hende så vred kunne hun ikke med sikkerhed sige. Jo vent. Det havde mindst et eller andet at gøre med det, at han tydeligvis mente, at alle andre fortjente at være ulykkelige, når nu han selv ikke svævede rundt på en lyserød sky.
Ja, det var helt sikkert noget af det, der gjorde hende irriteret.

Han så væk, trods sin røde kind. han bed sig i læben. som lille havde han jo ikke været sådan. han tænkte. hvornår i alverden havde han dog ændret sig så meget. han lagde hånden på sin lilje formet halskæde. han så lidt på den. "Jeg skulle vist ikke lytte på min onkel. han hadet min fader, måske burde jeg mere huske på, at jeg er resultatet asf ren kærlighed" sagde han og sukkede. han ville ændre sig, han ønskede ej at forblive kold.

Dog sveg hans kind endnu. han gned kort hånden imod den. "Tak fordi du slog fornuft i mig. Jeg vil prøve at se mere positivt på tingene, istedet for at lytte til min onkels ord. Måske kan jeg også finde ud af mere om mine forældre, og om hvem de var som person" sagde han

Ved alle guder, hendes hånd havde efterladt mærker. Et øjeblik stod hun lidt og fortrød det hun havde gjort. For ærlig talt, kunne hun tillade sig bare sådan at vade rundt og stikke folk lussinger?

Han trak hende dog ud af tankestrømmen og fortrydelsen med en række ord, der fik hende til at stirre på ham i ren og skær forvirring.

”Sikke et karakterskift en smule kontakt med min hånd kan medføre,” mumlede hun med en tør latter og stolede, hvis hun skulle være ærlig ikke rigtig på, at han mente så meget som et ord af, hvad han sagde.
'
Enten det eller også havde alt, hvad han tidligere havde plabret ud til hende om sin forhistorie været slet og ret løgn.

For det var da umuligt for noget som helst væsen at skifte indstilling så hurtigt, som han lige havde gjort.

Instinktivt tog hun et par skridt bagud væk fra ham og stirrede agtpågivende på ham med øjne, der for øjeblikket var gjort til smalle sprækker af mistro.

Hvis hun var nødt til at løbe nu, så var det så afgjort det hun ville gøre. Ej heller ville hun tøve med at stikke ham ned, hvis dette viste sig at være nødvendigt.

han bukkede for hende. "Miss når jeg kommer i selvhadende hjørne skal jeg en gang imellem have en på hoved. jeg ved det kan være skræmmende, at jeg skifter så hurtigt." sagde han venligt. "Deres slag fik mig til at indse, at bliver jeg ved med at opføre mig som min onkel, så får jeg slag. Og må jeg sige, du kan skam slå en anelse hårdt" sagde han. han havde et håndmærke på kinden.

Han lagde sin hånd imod kinden og hånden lyste en smule. da han fjernede hånden, var det røde mærke på kinden væk. Han så på hende og gik mod hende. han tog hendes hånd og kyssede den forsigtigt

Hun bed sig i læben for ikke at le, da han bukkede for hende, som havde hun været en eller anden fornem adelskvinde smykket i gylden silke og ikke en vildtudseende formskifter iført lag på lag af pels og skind. Hvad det var han havde gang i, fattede hun ikke, men hun stolede stadig ikke på ham.

”Hvis du får brug for et slag mere så sig endelig til,” fnøs hun og klikkede med tungen, imens hun så på ham med hovedet lagt en smule på skrå og slet skjult undren glimtende i øjnene. Han var en sær en det stykke fjerkræ måtte hun konkludere.

”Oh og giv din onkel et par på hovedet, næste gang du ser ham,” rådede hun efter en tids stilhed.

Da han tog hendes hånd stivnede hun og ville have trukket den til sig, hvis det ikke havde været fordi, at hun en kort sekund var for forvirret over hans handling til at vide, hvad hun skulle foretage sig.

Dog kom hun hurtigt til sig selv igen og trak den til sig, da han havde kysset den, hvorefter hun knyttede den ned langs siden og så underligt på ham.

”Som sagt, behøver du ikke opføre dig mærkeligt, hvis jeg skal slå dig igen, kan du bare sige det,” bed hun.

Jeg nåede at lære, at være gelant på denne måde nogengange, dog kikser det for mig en gang imellem" sagde han og rettede sig op. "men må jeg synge en sang for dem, eller fortælle en historie" spurgte han, og tog et par skridt bag ud. mest for at undgå at få en på hoved igen. "men jeg skal nok give onkel Nathaniel en på hoved, næste gang jeg ser ham, det kan jeg love dem for" sagde han, og smilede varmt.

Hun kunne ikke lade være med at le. ”Galant eller lettere uhyggelig det er spørgsmålet,” sagde hun tørt og så på ham med hovedet lagt en smule på skrå. ”Du er så underlig, fjerkræ,” fnøs hun og overvejede hans spørgsmål. ”Hvad? Hvorfor vil du synge for mig?” spurgte hun oprigtigt forvirret og tog en dyb indånding. ”Du ved godt, at vi sikkert aldrig nogensinde ser hinanden efter det her ikke?” spurgte hun tørt og vippede lidt på fødderne. ”Jeg er ikke typen, der holder kontakt. Men send endelig din onkel mine hilsner. Slå ham muligvis med en spade, for det tilfælles skyld, at du ikke kan skaffe en morgenstjerne,” fortsatte hun.

”Du skal ud af din onkels hus okay?” fastslog hun. ”Langt væk,” advarede hun. ”Flyt hele vejen til et andet kontinent, hvis det er det, der skal til for, at du tager dig sammen,” rådede hun

Kunne vel tjekke havnene ud, e om min bedstefars skib er i nærheden. måske tage med den, bare komme væk fra det hele. Måske jage drømmen om enden at skrive eller synge" sagde han og smilede blidt. han drømte virkelig om at blive sanger og en forfatter. måske havde han bare brug for at komme væk, som hun jo sagde. men han måtte også huske på, at hans onkel jo styrede de penge som han havde arvet af sin mor. han tænkte dog på, om hans mor mon virkelig var død, og hvad min med hans far.