To unge hjerte (privat) Fire måneder tidligere XxX ~ Midnight

Tid: 19.30
Vejr: Køligt og stjerneklart.
Sted: Udenfor en kro ved havnen.
Omgivelser: Folk sidder på kroen og på havnen kan man se vagter gå rundt. Lygter lyser gaden op.

Emnepartner: @Midnight



Folk er begyndt at gøre klar til efteråret som er for alvor trådt ind. Regnen havde faldt tungt hele dagen, men det var endelig ved at klare op. Udenfor en kro ved havnen, stod en slank skikkelse. Klædt i en lun kappe og under den, sit dansetøj. Han havde lige arbejdet, men nu ville han bare slappe af. Han havde set mange se på ham med undrende øjne. Som sirene var han afhængig af vand og havde taget et bad før dansen.

Matthias sad på trappetrinene ind til kroen. Kappen trukket om ham og en pung med mønter skjult i en lommerne. Han så op på stjernerne og lod ånden stå ud som en hvid sky. De blå øjnene gled i. Han var ung og boede skiftevis mellem havet og landet. ”Mister Kirkland. Mangler du selskab?” Den unge sirene drejer sit hoved og rynkede brynene. Den ældre mand var ikke hans type og stank af øl. ”Nej tak. Jeg har det fint alene, desuden er du for gammel til mig.” sagde han og rejste sig op.

Midnight kom gående. han satte en flaske vand ved siden af den unge mand med et smil. han så den ældre herre og lagde hånden på hans skuldre. "lad den unge mand værre sir" sagde han og så på manden med sine midnatsblå øjne. han smed manden i en skraldespand og så på den unge mand.

Matthias så på den unge mand som havde reddet ham. Et lille smil kom over hans læber. ”Mange tak.” mumlede han og gned sig i nakken. Han lod sine øjne glide over den anden. Styr dig Matthias Alexsis Kirkland, skændte han på sig selv. ”Jeg gjorde vist et forkert indtryk tidligere.” sagde han og smilede undskyldende. ”Det er desværre en del af min branche.” Han så væk.

”Mit navn er Matthias Alexsis Kirkland. Må jeg bede om dit?” Han ville elske at kende navnet på den flotte fyr, mener redningsmand. Det lille smil om hans læber var genert og øjnene uskyldige. Der var noget ved den anden som han ikke kunne modstå.

Ingen årsag. Jeg hedder Midnight. Midnight Walentine. Har du tit problemer med den slags kryb?" sagde han og sparkede den runde skaldespand, som fyren var i. så den væltede og rullede ned af gaden. midnight pussede sine briller i et lommetørklæde og så på den unge dreng. "Kom med, så giver jeg noget at spise. istedet for du skal sidde her" sagde han

Matthias fulgte efter den anden. ”Jeg er en mavedanser. Kommer som sagt med arbejdet.” mumlede han og var et halvt skridt bag den anden. Der var ikke den store højde forskel mellem dem. ”Jeg kan betale dig tilbage for maden, hvis det er. Jeg er bare ved at spare op til en bog.” sagde han og trak kappen tættere om sig. ”Jeg kan også betale for et sted at overnatte. Overvejer at købe et hjem her, men ved endnu ikke. Jeg hader at være alene.” mumlede han.

Gaderne var halvtomme og folk sad for det meste indenfor i varmen. ”Men du er ikke herfra?” spurte han. Han var hellere ikke selv herfra og med hans evne ville han være bange for ikke at passe ind. Der var ikke mange som kendte til den. Og kun få ville. Dem der ville kende ham og dele en nat med ham, måske

nej det er jeg ikke. og nu skal ikke tilbagebetale. jeg gør dette fordi jeg har lyst til det" sagde han blidt. "Jeg levede hos noget familie, til jeg fik nok af dem. Jeg arbejder lidt rundt omkring, mens jeg spare op til et hjem. Jeg skal efterforske noget" sagde han, og tog ham med ind på en cafe der ikke var for dyr. midnight vinkede til ejeren og fik et godt bord. "Jeg kender bare få folk her omkring, som jeg har hjulpet" sagde han

Matthias så nysgerrigt på den anden mens han tog plads ved bordet. "Hvad er det du efterforsker?" spurgte han og løsnede lidt på kappen. Den skjulte stadig det meste af hans påklædningen, men det var dejligt lunt herinde. Matthias var altid nysggerig på livet oppe på landjorden. Hans arbejde var bundet til landjorden og han kunne komme de fleste steder ved at rejse via vand.


"Jeg har aldrig rigtigt passet ind hvor jeg kommer fra. Føler mig... som en freak." mumlede han og studerede menukortet. Det eneste gode ved havet var Zaydan, men Matthias kunne ikke altid gemme sig bag den ældre sirene/bloddæmon.

viser jeg di" sagde han og bad cafe ejeren om at rykke folk lidt væk. da det var gjort slog han sine vinger ud. "JEg er halv engel og halv menneske. jeg efterforsker hvad der skete med mine forældre da jeg var lille" sagde han. han slog vingerne ind igen og tog jakken på igen, da hans skjorte var revet itu ved ryggen på grund af vingerne

Matthias så beundrende på vingerne. Han havde ikke så noget så flot som dem. "Wow." Kom det fra ham. Han så ned i bordet. "Jeg kan vise dig min egen race, hvis vi kan finde et badekar. Ellers må vi ned til havet." Han var ikke meget for havet, men den havde fortjente at vide hvad han var. Det var måske også nemmere at fortælle det. "Jeg er selv en sirene, men jeg har aldrig rigtig passet ind i min flok på grund af min evne..." Damn it. Han havde allerede brudt sit eget løfte. Var det fordi ham stolede på den anden unge? De virkede til at være nogenlunde samme alder. Plus/minus et par år?

lad mig gætte, i vand får du hale. bare rolig, folk der er her inde lige nu, er døve som en dør, og dem de rikke er, smides ud de gange jeg kommer når jeg viser mine vinger. tror det fordi jeg engang hjalp ejeren af stedet her" sagde han blidt. han smiled eog drak lidt vand. "Noget bestemt du gerne vil have at spise" sagde han, og lagde en fjer å bordet. fjeren havde siddet fast i hans skjorte da vingerne var trukket ind igen

Matthias trak på skuldrene. Han havde ikke spist kød længe. ”Noget lækkert kød eller noget i den retning.” sagde han og studerede menukortet. Der var ikke noget som kunne være lig det kød som han normalt spiste. ”Har du ikke en partner som venter hjemme? En mand som dig, må da have en.” Han prøvede at få en samtale i gang. En afslappet en, hvis han kunne finde ud af det.

Han vidste at han havde en svaghed for folk som havde en hemmelig side, eller en mørk hemmelighed. Matthias var ved at være usikker på sig selv og havde rejst fra sin familie, det hele for at få en ny fremtid. Han kunne ikke klare de blikke som blev sendt. Mange af dem havde været fyldt med undren, lyst og væmmelse.

Matthias rystede på hovedet og så atter på den anden unge foran sig.

NEj, jeg har ikke en partner. Jeg har levet hos noget familie. Men en direkte partner, hvis du tænker forhold, nej det har jeg ikke. Jeg er singel, og har været det ganske længe." sagde han og så på ham. hvorfor mon han spurgte om det. Det havde han virkelig aldrig prøvet før.

Matthias kløede sig i nakken. Han vidste at han kunne være meget frembrusende og en let rødmen kom over hans kinder. Han svøbte kappen tættere om sig. ”Jeg beklager for alle spørgsmålene. Jeg kommer sjældent i kontakt med andre. I hvert fald ikke nogen på min alder eller der omkring.” sagde han og tog imod det glas vand som blev givet til ham. Han sippede til det og mærkede ubehaget over ikke at få nok vand, forsvinde.

”En sirene som føler sig mere velkommen på land, end i vand.” sagde han og lænede sig tilbage. Der var noget ved denne engel, som han fandt specielt. Den måde han opførte sig på. Han var ikke en nar, men høflig og venlig. Han havde også en svaghed for fyre med muskler eller briller. Denne mand foran ham… Han var det som Matthias så når han søgte venskab eller mere. Men hvad fanden var chancen?

Det er helt okay. jeg er bare ikke vand til ret mange spørgsmål" sagde han og tog brillerne af. han pussede dem i en klud, da de var blevet virkelige fettede. han sukkede. da de var rene tog han dem på igen. "Spis nu min ven, enden din mad den bliver kold" sagde han

Matthias tog for sig. Han var sulten og slugte nærmest sin mad. Han stjal blikke mod den anden. ”Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at lære dig at kende. Du virker som en fyr, som har en spændende personlighed.” sagde Matthias og lagde hovedet på skrå. Kappen gled let ned og afslørede noget af hans dansetøj. Den grønne top sad om hans overkrop og på en måde passede til hans blå øjne.

”Jeg har virkelig brug for selskab. Det meste jeg får af selskab, er som det svin du reddede mig fra.” sagde han og pirkede til kartoflerne. De faldt ikke helt i hans smag. Han var mere til kød, lå til hans race. Han så afventende på den anden og slugte en mundfuld vand. Hvorfor kunne han ikke slippe den anden ad syne? Og var han ved at få følelser for ham? Han rystede på hovedet. Dette kunne ikke være sandt. ”Hvorfor mig.” mumlede han.

prøv at hæl sovsen på kartoflerne, de skjuler lidt deres smag" sagde han. han havde selv kun en simpel salat. "Når jeg har min egen lejlighed, så kunne du leve der, istedet på gaden og slippe for den slags fyre, plus selvskab er altid rart" sagde han

Matthias så på den anden taknemligt. ”Hvordan kan jeg betale dig tilbage? Først mad og så husly.” Han hældte lidt sovs på kartoflerne. Han så på den anden. Var det forkert at ønske ham mere end normalt selskab? Han dukkede hovedet ned og skar fedtet af kødet. Matthias slugte det sidste af kødet og satte sig mageligt tilbage. Den slanke krop hvilede sig fuldt ud. Man kunne se at det var en svømmers krop.

Han kørte en hånd gennem sit hår og løsnede på kappen. Varmen fra maden havde spredt sig. ”Må jeg spørge hvorfor du ikke har en partner? En fyr som dig burde da have nogen som er vilde med dig.” sagde han forsigtigt.

aldrig haft held vel, min onkel spredte et rygte om, at jeg bare bragte død. plus hver gang jeg forsøgte, så angreb min onkel mig, og rev mine fjer af" sagde han og gned kort sin skulder. han drak sit vand. han satte glasset. "Så til sidst opgav jeg vel bare" sagde han roligt

”Undskyld mine manere, men det er en shitty onkel du har. Familie burde være der for en. Opmuntre og støtte. Ikke ødelægge ens drømme.” Matthias rynkede brynene og hvilede sine arme på bordet. Han havde aldrig selv oplevet dette. Han adoptivbror, Zaydan, havde altid støtte ham og været der for ham, når han havde brug for ham.

”Jeg ville råde dig til at finde en. Man ved aldrig hvad man kan gå glip af. Jeg har ikke selv haft held. Jeg er ung, men man ved ikke hvad der kan ske. Man ved ikke om man bliver solgt, dræbt eller mad for en anden.” sagde han og trak på skuldrene. Det kunne lyde dystert, men det var hvad der skete med hans rigtige familie. Han ville hellere leve livet ungt, end slet ikke at leve det.

det gør mig meget ondt angående din biologiske familie" sagde han og drak sit vand. han turde ikke rigtigt fortælle han havde mistet håbet om at finde den rette. især fordi midnight var til begge køn, hvilket var svært for ham at forklare andre

Matthias fnøs. "Hjælper ikke at min evne virker for det meste kun når jeg er med mænd. Jeg er faldet for få, men de ville ikke kunne slå sig ned rigtigt. Jeg kan ikke blive såret. Ikke hvis det efterlad mig med et lille nyt liv under mit hjerte,
." sagde han og så op i loftet. "Jeg er en danser, men ikke en prostitueret. Det er ofte det folk tror, bare fordi jeg har en nederdel og lille top på." Hvorfor sagde han alt dette? Hans blik gled til den anden.

"Jeg snakker bare løs. Det beklager jeg. Finder sjældent nogen som gider lytter til mig. Og mit håb om at finde en mand som gider mig..." Han gav et fnys fra sig. Matthias pillede let i bordet. Han så på den anden og så væk. Han følte sig helt akavet efter hans ord. "Jeg kan nemt finde et andet sted at sove, hvis jeg er et monster i dine øjne." Ordene var lave. Næsten som en hvisken.

han lagde sin hånd oven på hans. "Hør jeg ser dig ikke som et monster. jeg syntes faktisk du er ret så cute. Hvis du har brug for at åbne dig op med hvad du tænker, så kan du altså altid overfor mig. jeg dømmer ikke dig" sagde han med lettere røde kinder. *Shit kan ikke fatte jeg virkelig kaldte ham for cute* tænkte han

De blå øjne gled lidt mere om og han så ned på deres hænder. En rødmen og et lille forsigtigt smil kom over hans læber. "Ville du tro på mig, hvis jeg sagde, at jeg ønskede dit selskab? Du er en af de få, som faktisk ikke spiller med mine følelser og en af de få som jeg har turde åbne mig for?" spurgte han og trak skuldrene op om ørerne. Han ville flygte hvis han sagde nej. Han vidste ikke hvor langt der var til næsten by, men via vand kunne han hurtigt komme frem. Enten Sunfury, Doomsville eller Dragons Peak.

det glæder mig at du føler dig tryg nok til at åbne dig op for mig søde lille sirene. det glæder mig endda meget" sagde han. han tænkte ikke videre over at han havde taget om hans hænder. noget ved ham, fik midnights hjerte til at hamre i vildens sky. en ting han aldrig havde oplevet før

Matthias tog en af sine hænder og lod fingrene glide fjerlet over den andens arm. Musklerne slappede af og den unge sirene lænede sig forsigtigt frem og lod læberne hvilede kort mod den anden. ”Hvad med at vi tager hjem til dig og vi kan lære hinanden bedre at kende?” mumlede han mod den andens øre. Trak sig væk og kom på benene. Med lette skridt og en svajende gang gik han ud af kroen med et lille smil over hans skulder. Man kunne se dansedragten da kappen bevægede sig med vinden. ”Eller jeg kan se om jeg kan få et rum. Hvis du ikke ønske mit selskab…”