First stop - April

Dato: 10 oktober - 1162
Årstid: Efterår
Dag: Onsdag
Vejr: Lunt
Tid: 17:05
Omgivelser: En halvfyldt kro med høj stemning og nogenlunde talentfulde musikere.

Så skete det, Raxess var taget afsted for at lære om sig selv og verden, eller hvad selvforbedrende ævl hendes mor nu havde prædiket. Raxess respekterede og elskede hendes mor, men hun kunne være så blød og ... mærkelig. Lige så mærkelig det var at være i Sunfury City og selv bestemme. Ikke at hun altid skulle følge ordre, men hendes tvilling Esh havde altid været der, og han havde haft meget bestemte holdninger om hvad de skulle og ikke skulle se i byen. Nu virkede stedet pludselig helt uoverskuelig, og det var ikke kun fordi Raxess var van til små byer.

Hun havde overhørt nogen i byen snakke om Targaryen, og det var hele grunden til, at hun tog derhen. Da hun slog døren op til kroen, løb hendes blik lynhurtigt over folkene derinde, for at se om der skulle være nogen trusler. Den eneste der rigtig stak ud for hende, var en ork i baren. Tørstig gik hun imod ham, man kunne lige så godt få afklaret en mulig fare med det sammen. Raxess fnøs af den mandelige ork i baren, hvortil han skulede tilbage imod hende og holdte øjenkontakt, som hun kom op i baren. Reaktion som folk i kroen gav, afslørede hurtigt om de var lokale og bekendt med orkere. De lokale kunne ikke være mere ligeglade, mens nogle rejsende kiggede mere bekymret til i frygt for et slagsmål. Krofatter selv tog den med ro og ekspederede Raxess med et smil. Efter at hun havde bestilt sin øl, henvendt den anden ork sig til hende.
"Du er fra stammefolkene, er du ikke? Troede de grupper hørte til hos Bloodrage Village. Du er langt væk hjemme fra." Man skulle ikke være et geni for at gennemskue, at Raxess ikke var fra byen. Byorkerne var klædt som, ja, byfolk. Den unge kvinde bar støvler af læder, der ikke så ud til at genere hende på trods af varmen. Et lændeklæde af grov, brunt stof, der gik ned til knæene, var bundet op af brede stykker læder udsmykket med små sorte, matte sten og små stykker knogler. Hendes overkrop var dækket af en ærmeløs skjorte i samme grove, brune stof. Kiggede man efter, kunne man se nogle små, gamle, mistænkelige røde misfarvninger neders på skjorten. Lædersnore udsmykket med tænder og klør fra store rovdyr hang i guirlander over hendes skulder, hvor ærmerne burde være. En halskæde af samme smukke, matte sten fra bæltet pyntede et ellers ikke yndigt væsen.

Raxess svarede med en stemme dyb som det passer til racen, men bestemt stadig feminin. "Jeg skal længere væk endnu sikkert." Øllen blev stillet frem, og hun betalte mennesket for så at indtage halvdelen af den i en slurk.
Den mandlige ork gav en dyb, brummende lyd, der angav at han havde hørt hende, og den unge ork vende sig om mod resten af kroen, orken vurderet fredelig nok. Hun kiggede rundt i håb om at finde yngre selvskab. Nu var hun endelig i den store by uden familie eller stammefolk til at kigge hende over skuldren. Det ville være oplagt at starte rejsen med at slå sig lidt løs.

De havde ikke været i byen så længe, men April havde dog allerede en god ide om hvor kroerne var og hvor det var relativt sikkert for hende at opholde sig. Selvom hun ikke nødvendigvis var bange, så vidste hun at mennesker, som hende ikke just var de stærkeste i verden. Med hendes nye viden om væsnerne der var anderledes fra hende, var hun blevet betydeligt mere forsigtig, i sær når hun var i fremmede byer. Hun havde allerede haft nogle ubehageligt sammentræf med mørke væsner, hun ønskede sig ikke rigtigt flere.
Denne sene eftermiddag var hun dog gået på opdagelse, hendes far skulle til noget middag med vigtige folk. Hun var ikke inviteret, hvilket var normalt. Hun havde derfor udset sig kroen Targaryen, som stedet hun skulle få sin aftens mad. Hun havde ikke kæmpe mængder af penge, men hun var heller ikke fattig, så hun så frem til at få noget mad hun ikke selv havde lavet.

April nåede kroens dør, og gik ind. Der var ikke proppet, men der var stadig mange folk. April var dårligt kommet ind af døren før hun var stoppet op. Hun skulle lige sluge synet af folkene i kroen. Hun havde set en lille håndfuld racer før, men hendes øjne var landet på noget, som hun kun havde kendt fra historierne hun havde hørt som barn. Der var to store orker inde i kroen. Aprils øjne var så store at hun kunne mærke hvordan luften fik dem til at løbe lidt i vand. Inden længe fik hun rystet overraskelsen af sig, og hun gren sig hurtigt i øjnene. Hvor pinligt. Hun var sikker på at hun havde været stået og gloet længe, men som hun så rundt i lokalet var der ikke rigtigt nogen der havde taget notits af hende. Hun pustede lettet ud og satte så kursen mod baren, på trods af at de to store orker holdt til der. Det var der ikke noget at gøre ved! Hun var sulten og man bestilte i baren!
Som hun nærmede sig knugede hun lidt stoffet fra sin kjole. Den var af lyst, næsten hvidt stof og den gik hende til ca. midten af skinnebenet. Over skuldrene og for at give bare en smule varme, havde hun en jakke i en rødbrun farve, der stod i stærk kontrast med den lyse kjole. Hun havde den ikke lukket, da det ikke havde været en alt for kold dag, men lidt rar havde den dog været, da kjolen hun havde på ikke havde ærmer.

April var nået helt hen til baren, hun lænede sig lidt ind mod den imens hendes blik vekslede lidt mellem orkerne og krofatteren. Da han endelig kom hen til hende fik hun lavt fremstammet at hun ville have en tallerken med lidt mad. Han nikkede og kort vendte sig fra hende. April fulgte ham med øjnene imens hun famlede lidt ind under jakken. Der var nemlig bundet en skjult lille læderpung fast. Hun rumsterede lidt rundt med den før hun fik fisket lidt mønter op. Da krofatter igen kom til hende med en tallerken med det der lignede suppe og et stykke brød gav hun ham pengene for det og takkede. Hendes stemme var stadig lav, som om hun prøvede at gemme sig. Det var nok nytteløst, da orkerne ikke var så langt fra hende. Fra tid til anden så hun hen på dem. Det var en mand og kvinde kunne hun se. Hun var dog stadig forsigtig med at kigge for længe på dem. Hun havde hørt uhyggelige historier om orker der kunne knuse menneskehoveder med deres bare næver, hun ønskede derfor ingen ballade!

Raxess kiggede over imod døren, da den gik op. Et bette menneske, både smal og til den lave side, gik ind for så at stirre længe på Raxess selv og den midaldrende ork. Den mandlige ork lavede en lav knurre lyd, som kunne han mærke øjne i nakken. Lyden tiltrak Raxess opmærksomhed, og da hun kiggede tilbage mod mennesket og døren, var den bette ting begyndt at gå imod dem. Eller rettere, nok imod baren, for den måde hun knugede sin kjole på, ville enhver ork tage som en nervøs trækning. Man fifler ikke med tingene!

Raxess havde næsten en smule respekt for den lille ting. Hun lignede ikke en fra byen, der var noget omkring tøjet, og hun så heller ikke ud til at være van til orkere, men hun havde stadig marcheret frem til det hun ville have! Det faldt dog hurtigt til jorden. Hun var tydeligvis nervøs, kunne ikke snakke ordentlig og fiflede igen med hendes tøj. Raxess himlede med øjne og kiggede tilbage ud over kroen, men hun kunne ikke ryste følelsen af øjne på sig. Den anden ork havde det tydeligvis på samme måde. Hun kunne ud at øjenkrogen se, hvordan den mandlige ork trak overlæben en smule tilbage og igen gav en lav knurren. Hun havde mest af alt lyst til at lade den bette ting sejle sin egen sø. Lade hende blive ved med at prikke indtil noget eller nogen gik i stykker. Faktisk ville det være tilfredsstillende, bare for at få de små, dumme øjne af sig. Men hvis hun ikke var fra denne by, kunne hun måske fortælle om andre. Raxess gav en irriteret lyd. Tøsebarnet var heldig, at orken lige nu var mere frustreret med Sunfire City end hende. For mange minder om spøgelser. Men hun skulle begynde at opføre sig ordentlig, for den holdning kunne hurtigt skifte, hvis hun blev ved. Og gjorde den det, havde hun pludselig også noget fysisk at lave sine frustrationer over byen gå ud over.

Raxess slugte resten af øllen i en slurk, slog kruset ned i bordet og vendte hele kroppen mod den bette ting. Der var dårligt behov for at gøre sig større, og ligge armene over kors så musklerne virkelig kunne ses, men det var for længst blevet ren refleks.
"Kan jeg hjælpe dig?!" Tonen var hård, da hun henvendte sig til menneske tøsen. Raxess var bestemt ikke tilfreds med at blive nedstirret som et eksotisk dyr på markedet. Bag sig kunne hun høre et dybt "he!" fra den anden ork, og han henvendte sig til krofatter for at få nednu en øl. Måske han regnede med at hun ordnede problemet med mennesket for ham for ham, for han virkede pludselig mere afslappet.

April var begyndt at pille brødet fra hinanden, så det var lettere at dyppe det i suppen. Hun havde endnu ikke smagt den, og for at være ærlig så den faktisk lidt mistænksom ud. Den var mørk, og de enkelte klumper der flød rundt var ikke rigtigt noget hun kunne hitte ud hvad var. Måske kød? - Eller måske rådne kartofler! April nåede dårligt at dyppe det første stykke brød i den mistænkelige suppe, før den kvindelige ork havde vendt sig mod hende. April så ned i sin suppe, så det ikke skulle se ud som om hun stirrede på orken. Hun smagte på brødet hun havde dyppet i suppen, men som orken pludselig talte for April sammen. Hun hostede og hakkede. Det lille stykke brød var kommet i den forkerte hals. Hun slag ske og alt andet for at tage sig til halsen imens hun hostede lidt.
Da det lille stykke brød var ude igen, så hun op på ork kvinden. Hendes ansigt var tydeligt berørt af at hun lige havde været tæt på at blive kvalt! Hun var blevet rød i kinderne og hendes øjne var løbet en anelse i vand. Hun fik dog mønstret sin stemme, så hun kunne tale. "Undskyld, hvad mener du?!", hendes stemme var lidt små hæst, hvilket nok var til at forvente efter den omgang hun havde været igennem.

April var blevet forskrækket, hun havde ikke rigtigt tænkt over hvad hun havde sagt til orken. Hun var udemærket klar over at det var uhøfligt at stirre, ikke desto mindre kunne hun ikke lade hver. Så selvom at hun nok selv var skyld i udbruddet fra orken, så var hun ikke vant til at omgås dem. Hun vidste slet ikke hvordan de var. Eller hun kendte historierne, men det var ikke altid historier var sande.
April havde hørt det korte grin fra den mandelige ork, hun så kort hen på ham. Hendes blik vendte dog hurtigt tilbage til sin suppe, da hun af uklare årsager var mere utryg ved ham, end ved den kvindelige ork. Hun så kort hen på den kvindelige ork og rømmede sig så. Hun rettede sig op for at virke lidt mere modig - ikke at hun var det. "Det er altså ikke særlig sødt, at få folk til at blive kvalt i deres mad" hendes stemme var lidt højere end den før havde været. Dog var hun ikke sikker på det havde været at smart træk, men nu var det ude i verden. April prøvede at forholde sig i ro, men hun kunne mærke hvordan hun hurtigere og hurtigere fortrød det hun havde sagt. Hendes øjne flakkede lidt mellem orkkvinden og manden bag hende. Hun vidste ikke om de kendte hinanden, men hun var klar over at det var en dum situation hun havde sat sig i nu. Orkerne var jo væsentligt større end hende, og så vidt hun kunne vurdere så deres overarme ud til at have samme tykkelse, som hendes eget hoved.

Raxess så på den bette ting som mennesket hostede og hakkede, først overrasket, derefter med et skadefro smil. Hun kunne lige så tydelig høre hendes far. Han havde altid det samme udtryk klar, når nogen fik som de fortjente via et uheld. "Det se ud til at titanerne er kommet tidligt hjem og er begyndt at rydde ud i møget." Der var selvfølgelig ingen der troede på, at titanerne ville bekymre sig om sådan småtterier, men det gav altid et billigt grin.
Smilet forsvandt dog med svaret fra mennesket. Hvad hun mente? Virkede hovedet ikke på den her, eller spillede hun bare dum? Lige meget grunden pissede hun Raxess af. Det bette skravl kunne ikke engang stå ved sine egne handlinger! Orken burde rive hendes arme af og tæve hende med dem, indtil hun fattede hvad der forgik. Situationen blev ikke bedre af menneskets udtagelse om høflighed.
"Hvad fanden?!" Raxess gik et par skridt frem så de ville stå helt op og ned af hinanden, og Raxess selv måtte kigge direkte ned for at se hende. Hvis mennesket trak sig tilbage, gik hun med. Bette ting kunne puffe sig så meget op hun ville. For det første var og blev hendes skikkelse ikke imponerende. For det andet havde Raxess mange, mange gange stirret kæmpe, fuldvoksne orkere ned. Der var ikke en størrelse, som hun bakkede ned fra. "Skal DU prøve at lære mig maner?" "Nu skal jeg sige dig noget, det er ikke mig der er problemet. Det er dig, der har nedstirret mig. Hvis du har noget du vil sige eller spørge om, kan du gøre det til mit ansigt!" Det faktum at Raxess endnu ikke have grebet fat i pigebarnet viste, at hun var forholdsvis rolig og ikke havde noget ønske om at eskalere situationen - dette var stadig i den grad en civiliseret samtale. Det faktum at et menneske, der ikke var van til hidsige orkere nok ikke vidste dette, var ikke noget hun tænkte over.

Det så ud til at krofatter ville bryde ind, men den mandlige ork stoppede ham med en hånd mod hans skulder. "Lad nu pigerne selv finde ud af det. Det er vist bedst for alle." Den mandlige ork virkede både rolig og blodtørstig på en gang, og krofatter så nu mere optaget ud af at gennemskue hvorvidt han var blevet truet eller ej end af de to hunkøn.

((Det blev muligvis lidt kort, men havde ikke mere tid ))

Det var ikke en hemmelighed at April var nervøs for hvad dette ville udvikle sig til, den kvindelige ork var tydeligt ikke særlig stor fan af April. Som orken som nærmere blev April nød til at se op for at kunne holde øjenkontakten. Det var som om at orken voksede lige foran hende. For nu hvor kvindeorken stod helt tæt på kunne April virkelig se størrelses forskellen mellem dem. April var i forvejen ikke den højeste i verden, så orken tårnede virkeligt over hende.
Da orken skældte ud, kunne April se hvordan dette ikke var nogen spøj, hun havde virkelig generet orken. April måbede lidt imens orken næsten brølede af hende. Da orken havde sagt det hun ville, rømmede April sig. Hun havde mærket hvordan hendes stemme og alt hendes mod var forsvundet samtidig med at orken var kommet helt hen til hende. April valgte dog at blive hvor hun var, der var alligevel ingen steder at flygte hen.

April tog lidt mod til sig før hun talte, hun vidste godt at det var hende der havde trådt i spinaten. Men det havde altså været svært ikke at kigge på orkerne, det var de første hun nogen sinde havde set før! Før hun dog fik sagt noget hørte hun den mandelige ork stoppe krofatteren. April sank en klump, det var ikke godt. For krofatteren ville kunne have stoppet det ikke? Hun var ikke helt sikker, men hun havde håbet det.
"Jeg... Jeg ville ikke øh.." hun små stammede imens hun talte, og hendes stemme var igen lav og forsigtig. Hun var ikke sikker på hvordan hun skulle redde sig selv. Hun vidste ikke om en undskyldning overhovedet ville hjælpe i denne situation. Hun havde altid hørt at orker talte mest med deres muskler og derfor kunne hun ikke andet end at frygte hvad der kunne ske.
Hun tog sig dog sammen og besluttede at en undskyldning måske var hendes bedste bud på en fredelig løsning. Hun kunne altid håbe at orken bare ville lade det ligge. "Det var ikke min mening at fornærme dig.. Jeg.. Jeg har aldrig set din slags før, så..." hendes stemme var lav og man kunne sagtens høre hvordan hun prøvede at trække alt det i land hun allerede havde sagt og gjort.

/// det er okay, mit blev heller ikke super langt ///

Den bette ting rømmende sig, og Raxess ventede på at der skulle komme et svar. Så ventende hun lidt mere. Og lidt mere. Så fantastisk det var, at den bette ikke havde flere beskyldning, virkede der nu til at være et nyt problem. Hun havde åbenbart glemt hvordan man talte. Orken himlede med øjne, ynkeligt! Eller også havde hendes tidligere antagelse været rigtig og den her var ikke rigtig oven i hovedet. Efter hvad der føles som en evighed, men i realiteten ikke var alt for længe, begyndte den bette at stamme og hakke sig igennem en eller anden hvisken. Raxess fnøs hårdt, og bestemt ikke i den venskabelige maner som orkere hilser hinanden med. Den bette var utroligt nok mere ynkelig nu, da den holdte kæft. Hvad der var endnu mere utroligt, var den forklaring orken fik. Det havde ikke hendes mening? Raxess fnøs håndligt af tøsen. Hvordan fanden kunne det ikke være meningen? Da orken svarede var hun ikke længere lige så højrøstet. Stemmen var nu tættere på et almindelig toneleje og dyb som en brummen eller knurren. Hun blev stående lige så tæt på tøsen som før, men ville ikke gøre noget forsøg på forsat at holde dem lige så tæt, hvis den anden nu trak sig tilbage.
"Du har ikke sit min slags før, og så bestemmer du dig for at stirre, som havde jeg været udstillet i et cirkus?" Orken rystede på hovedet af hende. "Du er ubehøvlet" et smart ord Raxess ofte havde hørt i byen og nu endelig selv kunne bruge "og taler tilbage, når du burde holde din kæft og undskylde. Og så var det ikke din mening at fornærme mig? Hvordan fanden lyder det i dine egne øre tøs?" Orken forsøgte at holde tøsen fast med øjne. Så meget som Raxess gerne ville have informationer ud af hende bagefter, skulle hun skulle ikke få lov til at mumle sig ud af den her.

I baggrunden gav den mandlige ork krofatter et 'jeg-sagde-det-jo" nik og trak sin hånd tilbage, som var hele situationen forløst nu.

April kunne ikke helt læse orkkvinden, hun var ikke sikker på om den sølle undskyldning hun havde fået frem stammet var brugbar eller ej. Det var ikke et af hendes mest elegante øjeblikke i hendes liv, men det var også lige meget så længe hun kunne komme der fra intakt.
Da orken endelig talte kunne April mærke hvordan hendes ellers hidsige vejrtrækning dæmpede sig en anelse. Det lød på orkens toneleje som om at hun ikke var lige så vred som før. Dog at dømme ud fra hvad hun sagde så var April ikke gået helt fri endnu. April kunne godt se at det havde været meget ubehøvlet som orken sagde, April nikkede forsøgende i takt med at orken havde kaldt hende ubehøvlet.

April sank en klump og forsøgte igen at mønstre lidt stemme, for at undskylde endnu en gang til orken. Hendes stemme var stadig lav, men den var der. "Undskyld, jeg kan godt se at det var ikke okay af mig". Hun forsøgte at forblive det samme sted, men kvindens stadig truende atmosfære fik alligevel April til at vige en anelse tilbage. Dette var ikke tidspunktet til at øve sig på mod, det ville sikkert bare gøre alt værre!
Hun lagde godt mærke til den mandlige ork i baggrunden, som virkede til at slappe af igen. Hvilket var godt, eller hun håbede i hvert fald at han ikke ville komme efter hende også. Det var hun ikke sikker på at hun kunne håndtere.
Det virkede ikke som om at ork kvinden var helt færdig med hende endnu, da hun ikke trådte væk fra April. April overvejede lidt hvad hun kunne gøre for at forbedre situationen. Hendes far forhandlede sig ofte ud af problemer, men April var ikke sikker på om det ville være muligt her. Noget blev hun dog nød til at forsøge, så hun tog sig sammen og talte så igen. "Kan jeg gøre noget for at gøre det godt igen?" hendes stemme var forsigtig og stadig ret lav. Hun håbede at dette ikke ville blive opfattet som en fornærmelse igen, men for at være ærlig havde hun ingen anelse om hvordan orken ville tage imod det hun havde sagt.