I bow to no man - Gabriello

Dato: 70 oktober - 1162
Årstid: Efterår
Dag: Onsdag
Vejr: Køligt med en frisk vind
Tid: 16:30
Sted: Udkanten af skoven tæt ved ørknen og Thorbans bjerge
Omgivelser: En lille naturlig hule i et stykke klippe. Skoven er ikke særlig tæt.
Udseende: Støvler af læder. En nederdel af af grov, brunt stof, der gik ned til knæene, var som er åben i den ene side. Den var bundet op af brede stykker læder udsmykket med små sorte, matte sten og små stykker knogler. Hendes overkrop var dækket af en ærmeløs skjorte i samme grove, brune stof. Kiggede man efter, kunne man se nogle små, gamle, mistænkelige røde misfarvninger neders på skjorten. Lædersnore udsmykket med tænder og klør fra store rovdyr hang i guirlander over hendes skulder, hvor ærmerne burde være. En halskæde af samme smukke, matte sten fra bæltet.



Det havde ikke været hendes intention at tage et liv i dag. Eller rettere sagt, det havde været intention at slå dyr ihjel, men ikke mere intelligente væsner. Raxess havde dog sin tvivl om intelligente mændene egentlig havde været. I det mindste var den ene smart nok til at beholde livet. Smart og heldig at hun var så barmhjertig. Først og fremmest var der ingen ære i at slå ham ihjel, men så vred som hun var, havde sammenstødet ikke været slemt nok til, at hun følte behov for at tage mere end et liv.

De to mænd havde fundet hende bedst som hun var ved at ordne kødet fra et nedlagt dyr. Den ene var ikke for høj, men til gengæld voldsom muskuløs, for et menneske. Den anden var mere spinkel, og hun kunne ikke gennemskue hans race.
"Forsvind monster!" Udbryd det korte. "Dette stykke af skoven skal være klar til når herskeren af Aquener drager forbi!"
"Mark, rolig, orken forstyrrer ikke nogen." Den mere spinkle mand sende hende et undskyldende smil. Raxess gjorde intet for at besvare det. Hun stirrede blot irriteret og uinteresseret på ham, indtil at Mark begyndte at tale igen.
"Jamen for helvede, vi kan ikke bare lade sådan ting løbe rundt, når vores herre, selveste herskeren af Aquener, skal gennem skoven!"
Raxess' første lyd, der anerkendte at de var der og talte, lød som en mellemting mellem et hånligt grin og et grynt.
"Han lyder ikke som meget, jeres hersker, hvis han har brug for jer til at passe sig på sig." Uimponeret vendte hun opmærksomheden tilbage til det nedlagte dyr.
"Hvor vover du! Et beskidt bæst som dig, har intet ret til at tale om vores herre!" Denne Mark var lettere at pisse af end et fuld svin med hæmorider. Det var næsten underholdende. Måske han havde haft en uheldig episode med orker før. Hvad end det var, kunne Raxess ikke lade være med at prikke til ham, sikker i sin sag på at hun kunne tage begge mænd, skulle det blive nødvendig.
”Du skal passe på med at lyde så forelsket, Mark. Folk vil begynde at tale.” Hun smilte stort, lidt for underholdt af sin egen udtagelse. Hendes blik var stadig rettet mod dyret, som hun var ved at partere, men ud af øjenkrogen så hun, hvordan hendes kommentarer gøre det korte endnu mere rasende. Den lange prøvede at komme imellem dem, men det forhindrede ikke Mark i at råbe tilbage.
”Herre Pruss ville aldrig gøre noget så ækelt med en mand!” Orken bed ikke mærke i, hvordan Mark pludselig var overbeskyttende omkring Pruss' forhold til mænd, når det var Marks eget, hun havde kommenteret på. I stedet kiggede hun tilbage på dem og svarede med et stort, udfordrende smil.
”Men du ville?” Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Mark dukkede under den højes arm og stormede imod hende, men et enkelt slag fra orkens næve sendte ham flyvende tilbage hvor han kom fra. Overlegent kiggede hun ned på ham.
”Og her troede jeg, at det var herre Pruss, der ville være kvinden i forholdet. Det ser ud til at jeg tog fejl.”
”Mark!” Den lange greb ud efter ham, men Mark var allerede på benene og på vej tilbage imod hende, nu med trukket sværd.
"I forbandende bæster! Det eneste I er godt for, er at gøde jorden med jeres døde kroppe!” Raxess havde været klar. Hun samlede hurtigt sin stridsøkse op fra jorden. Ligesom orken selv var våbnet kæmpe. Det nærmede sig de 1½ meter i længde og var sammensat af eksotisk, kraftigt træ og tykt stål. Øksehovedet have én klinge, og det øverste af bagsiden var stort og faldt som en hammer, mens undersiden havde takker. I den modsatte ende af skaftet sad en klinge, så våbnet i princippet kunne bruges som spyd. Langs skaftet var der et par små plader af jern, som forstærkede de steder, hvor der var kommet dybe indhak i træet. Et tungt våben, men Raxess var også en stærk dame.

Mark svingede sit sværd imod hendes mave. Orken pareret hans slag med skaftet på våbnet, tog et skridt frem og tvang ham tilbage. Hun havde sådan set regnet med, at det var det, men Mark svingede gang på gang imod hende i blind vrede. Hver gang greb hun slaget med skaftet på øksen og skubbede ham tilbage. Hvad i alverden var der i vejen med det menneske?
”Hvad er dit problem? Har en ork skidt i din grød?!”
”Bare dø!”
Han løftede armene højt med intention om at stikke sværdet ned i hende, men hun svarede ved at slå den flade top af øksen ind i brystet på ham. Med tilfredshed kunne hun både høre og mærke, hvordan hans ribben gav efter for hendes våben. Et stort, grumt, skadefro smil kom frem på hendes læber, da han lande ved hendes fødder i store smerter og med vejrtrækningsproblemer.
Bedst som hun havde antaget at det var over, spottede hun i sidste øjeblik den lange, som han stak ud efter hende. Hun nåede kun lige at træde et halvt skridt tilbage, hvilket gjorde at kniven snittede hendes skulder i stedet for halsen.
”Hvad fanden?!” Før hun kunne nå at tænke over, om han havde forsøgt at true hende eller direkte var gået efter hendes liv, stak han ud efter hende igen. Denne gang kunne hun holde ham væk med et sving fra øksen. Han forsøgte at få et var sving mere ind, men hoppede altid hurtigt tilbage på afstand af hende. Faktisk virkede han ikke ret aggressiv, hvilket forvirrede orken. Hvorfor overhovedet så starte kampen? Det var der, hun mærkede det som en mærkelig summen i kroppen, gift! Han måtte vente på, at giften gjorde arbejdet. Rasende svang hun øksen imod den klange og i andet forsøg huggede hun hans arm af i et brutalt sving. Hun var færdig med at være flink! Den lange gav et højt udbryd af smerte, hvortil Raxess huggede øksen langt ind i siden på ham. Da våbnet blev trukket ud igen, vaklede han, og hun sparkede ham om kuld, så han landede på ryggen. Da hun stillede sig over ham var der ingen tvivl om hendes intention. Han skulle dø. Gentagende gange huggede hun øksen ned i maven på han. Og for god ordens skyld fik han nogle flere hug end nødvendig, så han efterhånden så mere udhulet ud end det dyr, hun havde nedlagt. Hvorfor fanden kunne de ikke bare have ladet hende være i fred? Med et sidste hårdt blik mod Mark, vendt orken sig om og forlod stedet.

Hun var gået fra Mark uden skubler over, om vilde rovdyr ville kunne komme til ham. Og hun havde efterladt det nedlagte dyr, eftersom hun ikke var sikker på, om hun ville kunne slæbe det hele vejen, imens hun var påvirket af giften.
Man kunne undre sig over, om den langes aggressioner kom fra, det var jo ham, som i første omgang havde forsøgt at undgå problemer. Måske troede han, at hun havde intentioner om direkte at slå Mark ihjel? Men sådanne spekulationer var dog ikke rigtig tanker, der blev ved orken. Sket var sket. Hun havde været i sin fulde ret til at forsvare et nærmest uprovokeret mordforsøg med dødelig kraft, det var jo ikke mere end et lille kærligt klap hun havde givet denne Mark. Det kunne ikke være hendes skyld at mennesker er så skrøbelige. Hvad der havde været vigtigt, var at finde et sikkert sted imens giften var i hendes system. Hun fandt en naturlig fremkommen lille hule, og satte sig derind. Allerede kort tid efter var hun i stærk bedring, som giften hurtigt forlod kroppen. Igen kunne man stille spørgsmålstegn ved situationen. Var det fordi giften ikke var dødelig? Var det en rest, han ikke have fået ordentlig af sin daggert? Var dosen ikke til en på hendes størrelse? Igen bekymrede hun sig ikke om svarene. Faktum var, at orkere var holdbare, og at hun nu var kommet igennem det. Længere var den ikke.

Tøj:


Sværd:




En flok red i en lang kolonne. Banneret for Aquener bevægede sig i takt med vinden og hestens bevægelser. Flokken var i godt humør og snak gik gennem flokken. Gabriello red i spidsen sammen med hans søskende og enkelte venner. Hans vagter red længere bagved, men de var stadig med i snakke og latter. Gabriellos røde øjne skinnede med latter og glæde. Han havde hvad han havde brug for. Han lyttede til hans bror, Ludwig, med et grin og lukkede øjnene for at smile endnu bredere. Han kørte en hånd gennem det hvide hår og så ud på vejen foran dem. Vagterne havde gjort et stort nummer ud af denne tur. Han havde fortrukket at rejse alene, eller med enkelte familiemedlemmer, men ikke med vagter.

Da hans hingst begyndte at blive urolig så han rundt. ”Skulle vi ikke have set Mark og John nu?” spurgte en af Gabriellos andre brødre. Den unge hersker holdte hesten an og så sig om. ”Træd an!” kaldte Ludwig og Gabriello svang sig ned af sin hingst. Han hvilede en hånd på sit sværd og begyndte at bevæge sig frem langsomt. Øjnene gled rundt og han fik øje på en skikkelse. ”Fandt Mark.” kaldte han over skulderen og løb hen til kroppen. Hvorfor bevægede han sig ikke. Gabriello faldt på knæ og ruskede let i den unge soldat. ”Kom så op, private. Hvad er der sket?” Han rullede ham om og gav en strubelyd fra sig. Dyr havde været i kroppen, men han var død af øksehug. ”Ludwig. Gennemsøg området!” brølede han og kom på benene. Vrede og had skinnede fra hans øjne. Broderen efterkom ordren og lidt efter kaldte de alle på John, som måske stadig var herude. Gabriello bevægede sig gennem skoven, stille som ræv.

Han fandt fodspor fra en person. Hvilede en hånd over dem og så i retningen de var gået. Hvis det var dem, som havde dræbt hans mand, skulle de bøde for det. Han begyndte at følge sporene i let løb og trak sværdet fra skeden. Han kunne se noget længere fremme. ”Stands!” brølede han og satte farten op.

Som giften forlod trolden, forlod hun sit skjul. Hun kunne jo ikke blive sættende i det hul hele dagen. Der var stadig frisk blod på hendes våben og tøj, men det var ikke hvad havde hendes interesse lige nu. I stedet overvejede hun, hvorvidt man skulle søge tilbage til dyret hun havde nedlagt eller ej. På den ene side havde hun brug for kødet til hendes rejse. På den anden side havde hun ikke lyst til at støde ind i flere idioter.
"Stands!" At dømme ud fra lydende i skoven, var hvem end der gav lyden tydeligvis på vej imod hende.
"Suk" Raxess første reaktion var hverken kamp eller flugt, men ren frustration der kom til udtryk i et dybt, dybt suk. Der måtte være en øvre grænse for, hvor meget møg en person skulle udsættes for på en dag. Selv hvis der ikke havde været frisk blod på hendes økse, og røde pletter på hendes ærmer fra hvor Johns blod var sprøjtet op, som hun huggede ham i smadder, vidste hun, at hun ville blive fundet skyldig. Det var sådan det altid var. Hvis nogen havde fået tæsk, og der var en ork i nærheden, så var det deres skyld. Hun havde intet problem med at indrømme sine gerninger. Hun så intet galt i at slå den lange ihjel og efterlade Mark, selvom det betød at dyr nok kunne komme til ham. Problemet var, at andre racer ikke altid så logikken, og hun hurtigt kunne stå med nye tosser. Det havde været nok med Mark og den lange, hvis folk blev ved med at presse hende, ville hun ikke blive ved med at være så sød.

Giften var så godt som ude af kroppen, hvilket var et held for alle parter. Havde hun stadig været påvirket, når hvem end der nu var efter hende havde indhentet hende, ville hun havde bidt arrigt ud som et såret dyr. Lidt ligesom det var sket tidligere i dag, da hun slog manden ihjel. Ud fra lyden var det let at bedømme, at hendes forfølgere var tæt på. Selv hvis hun ville prøve at undgå dem, var det for sent nu.
Med et fnys accepterede hun sin skæbne og vendte sig imod lyden. Hun gjorde sig så stor som mulig og havde øksen i et fast greb i sine hænder. Måske var hun heldig, og de ville indse, at det var bedre at lade hende være i fred. Hun hjalp dog muligvis ikke sig selv ved at bruge en direkte i stedet for en høflig tiltale form.
"Kan jeg hjælpe dig?"

Gabriello stoppede foran kvinden. En ork og en kriger. Han holdte sit sværd sænket, men var klar til at hæve det i forsvar. ”Jeg ville have spurgte om du havde set to mænd her.” Han så på blodet som var på hendes økse og tøj. ”Men at dømme ud fra blodet, behøver jeg ikke noget svar.” Vreden ulmede i hans øjne, men han kunne ikke gøre noget hastigt. Hun var større end ham og virkede til at vide hvad man gjorde. Mark havde været en af de, men den soldat havde tilhørt ham. ”Kan man spørge hvorfor du angreb ham? Han ville nok have været uhøflig, men han gjorde vel bare som der blev sagt?” Gabriello tippede hovedet på skrå. Hans folk kom langsomt nærmere.

Gabriellos folk havde søgt længe og ikke fundet den anden vagt. Da de hørte deres herskers råb havde bragt dem i hans retning. De løb og sprang over sten og rødder. Pust og tung vejrtrækning kom fra deres næser og mund. Med deres våben ude hastede de efter deres families patriark. ”Gabriello!” De kunne se ham længere fremme. En kvindelige ork stod foran ham.

At dømme ud fra hvordan den hvidhåret holdte sit sværd, vidste han hvordan det skulle bruges. Det rørte dog ikke orken, hun havde allerede forventet det, da han konfronterede hende.
"Du kan få det alligevel. Ja, jeg har set to mænd." Raxess lod sig ikke påvirke af hans vrede. Hun havde pisset folk af før, og hun ville gøre det igen. Og i sidste ende, hvis der var nogen, som havde ret til at være vred, så var det hende!
"Hvorfor jeg angreb ham?" Raxess spyttede på jorden. "Jeg angreb dem begge, hvis det er nogen trøst. Og jeg angreb, fordi begge idioter slog først. Jeg tror, at den ene hed Mark, brækkede vist hans ribben, men så kunne han lære at blive liggende! Det andet svin klarede det en smule bedre, da han forsøgte at tage livet af mig." Hun smilte stort og overlegent, som hun fortsatte: "Men som du kan se lykkes det ikke. Jeg kunne dog ikke lade ham slippe afsted med det med det, så nu ligger han udhulet sammen med et andet svin jeg nedlagde. Jeg har ingen ide om hvad de havde fået besked på. Det må du tage op med en eller anden Pruss." Smilet var lige så stille forsvundet og hun fortsatte koldt. "Og jeg er også ligeglad! Vi orkere er måske glade for et godt slagsmål, men vi bryder os ikke om mordforsøg."

Det kunne tydeligt høres hvordan flere kom stormende imod dem, hvortil orken strammede grebet om øksen og trak overlæben tilbage i en snerrende som en ulv. Det var dog ikke fordi hun var bange, at hun gav lyd. Orken knurrede i utilfredshed over at der kom flere idioter at forholde sig til. Imellem Mark, den lange og den hvidhåret havde hun fået rigeligt af de såkaldte civiliserede racer. Nu ville måske være et godt tidspunkt langt om længe at trække sig tilbage, men hun nægtede at bakke ned og var derfor ved at trænge sig selv op i en krog. Som mændene kom tættere på, kunne hun så småt se dem an. Hun vurderede hurtigt, hvor mange hun troede, at hun kunne tage med sig, skulle det her ende galt. Selvtilfreds kom hun frem til svaret 'nok'. Det navn de råbte overraskede hende tydeligvis, og hun vendte hele sin opmærksomhed tilbage til den hvidhåret.
"Ah! Du er Pruss. Så kan jeg spørge dig. Gjorde de som blot, som der blev sagt, da de angreb mig?"

Gabriello løftede en hånd op. De skulle ikke blande sig. ”Mark var ung og ville ikke have udgjort en trussel. Den anden hedder John.” Tænderne blev blottet med overlæben trukket tilbage. Grebet om sværd gled længere ned og vægten skiftede mellem de to ben. ”Du er en kriger, men du vil måske finde også en bedre udfordring end to mennesker under 30?” spurgte han. Der var lidt hån i stemmen. De røde øjne glimtede med erfaring og kontrol. Han var måske ung for sin race, men mellem hans brødre kaldte de ham Son of War. Han havde deltaget i mange og kæmpet mod mange racer. En skikkelse kom susende ned fra himlen og skar gennem luften til venstre for orken og landede elegant på herskerens skulder. Den brune ørn så på kvinden og gav et arrigt skrig fra sig.

Det var som alt holdt vejret. Det eneste man kunne hære var vejrtrækning fra begge sider. Mange af de unge i herskerens følge havde stillet sig bag deres ældre. De kunne se at dette var en kamp som skulle vindes med snilde og smidighed. Deres øjne hvilede på deres onkel. Stille bønner gik op til guderne om at holde ham sikker. Han var lige kommet tilbage på tronen og ingen af de andre ønskede den.