What? No, I don't have a family - Gabriello

Han blev nødt til at komme videre. Det gjorde han altid... Men han havde været næsten en uge i Sunfury før han fik taget sig sammen til at tage videre, efter han havde udført sin opgave. Han brude være taget afsted samme dag det var ordnet, ikke bare være taget til en anden del af byen... Så nu havde han en smule travlt som han næsten lydløst gik gennem de lange, snoede gange i de dybe grotter under den skoldhede ørken. Hernede var der fint køligt, præcis som han bedst kunne lide det, især siden han nu yndede at gå så tildækket som han var nu, det var sådan han følte sig bedst tilpas.

Han havde en fornemmelse af at der nok var nogen efter ham... Men det kunne igen også bare være hans helt normale paranoia der talte, der. Der var vel nok altid nogen på udkig efter ham med alle de hits han havde lavet igennem tiden for folk, med alle dem han havde udspioneret. Han vidste mange ting han ikke burde vide, men som han selvfølgelig havde lovet ikke at fortælle til nogen... Men for den rette pris ville han da selvfølgelig stadig sige tingene, og det var der vel nok også nogle a fhans tidligere kunder der havde på fornemmelsen. Så det ville absolut ikke undre ham hvis der var nogen efter ham, på godt og ondt.

Men for nu kiggede han diskret rundt før han hurtigt hastede videre langs gangen han var på, med ørerne godt åbne for om der skulle være nogen andre, som han gik så meget i skyggen han overhovedet kunne, nu det var de rhan havde det bedst, og havde nemmest ved at skjule sig.

Gabriello stod I en af grotterne. De røde øjne skilte sig ud fra mørket. Klædt i en brun kappe og matchende tøj, tænkte han på det info som Ludwig havde gravet frem fra arkiverne. De havde familie som måske var i live. Herskeren havde efterladt Aquener i sin brors hænderne og var taget ud for at lede efter familiemedlemmer. Mange i deres familie var døde, skjult eller de kendte ikke noget til dem. Efter tabet af kernefamilien, havde Riello rakt ud efter fætre og kusiner. Mange havde svaret, men han ville selv tage kontakt til dem som ikke kendte dem. Han gav et suk og begyndte at gå ned gennem en gang. Havde været i byen for at se den. Hans alliance med kejseren var stadig undervejs, men Gabriello ville gerne have den sikret. Han beundrede den yngre på grund af mod og kamp.

Hans fødder bare ham ned gennem gangene. Hætten oppe og i hver hule, tjekkede han den. Til trods får at det var mørkt, var hans hørelse god. Et lille pip fik ham til at se ned. Kalin var i unge-skikkelse og så op på ham fra hans indvendige brystlomme. Han smilede og så sig om igen. Kalin var med ham overalt, mest på grund af at han aldrig vidste, hvornår han kunne få brug for ham. ”Why is so hard, to find one man?” mumlede han og strakte sig.

Blakely vandrede roligt, men dog hurtigt, videre. Han vidste ikke om hans paranoia var ved at tage overhånd, men han havde en meget stærk fornemmelse af at der var nogen tæt på, og han vidste ikke om det var mulig ven eller fjende, en fremmed eller nogen der kendte til et af de mange mord han havde begået, selvom han altid gjrode sit bedste for at skjule sine spor og var blevet exceptionelt god til det i løbet af de sidste tre århundreder, så kunne selv den bedste ekspert begå en lille fejl indimellem, og en lille fejl var alt hvad der skulle til for at en der var dygtig nok kunne opspore dig. Det var også derfor han rykkede så meget rundt og ikke havde noget fast sted at bo nogle steder, ikke engang små safehouses, da selv det var alt for fast til at han ville have noget som helst med det at gøre.

Han standsede dogbrat op da han var drejet ned af en anden gang, mens han selv stadig stod i en af de mørkeste pletter, komplet indhyllet af skyggerne og derfor utroligt godt skjult... Det var jo nu engang det skyggedæmoner var bedst til, at gemme sig indtil man gerne ville ses. Og lige nu ville han for alt i verden gerne holde sig skjult, for forude så han en mand komme gående i hans retning. Og han skulle selv den vej, forbi manden... Og vidste ikke om der førte andre veje derhen, af de utallige i de mange tunneler og huler hernede. De ord der blev bragt ned af gangen, det rungede svagt, fik ham blot til at være endnu mere på vagt. Han var på udkig efter nogen. Var det mon ham? Hvis det var, så kunne det næppe tyde godt. Så få folk kendte rent faktisk til ham, og langt de fleste ville ham gerne til livs. Så han tog langsomt et par skridt tilbage, stadig godt inde i mørket, og nu blot endnu gladere for de bløde lædersåle på hans sko, der gjorde hans skridt praktisk talt lydløse. Nu håbede han så bare at denne mand ikke var exceptionelt god til at observere sine omgivelser... Langt de fleste ville overse ham hvor han stod nu, indhyllet af mørket, i sit sorte høj med hætten oppe og sit sorte hår skærmende for det meste af hans ellers blege ansigt, og med sorte handsker der sørgede for at huden på hænderne heller ikke var synlig.

Gabriello stoppede for at lytte. Han rystede på hovedet og gik videre. ”Next time, Luddy can get the honor of finding this Wilde.” mumlede han og gik videre. Han søgte i skyggerne og vendte sig om en sidste gang. Noget fangede hans blik og han rynkede brynene. Han gav et suk og gik videre. Han gik dybere ind i grotterne. ”I am gonna murder them all. ’Go look for him’ they say. ’It would be easy’ they say.” Han tog sin Kalin ud og holdte den i sine hænder. Den så på ham før den forvandlede sig til en fuldvoksen sort ørn. Den satte af og fløj gennem grotterne.

En hånd lod hætten falde for derefter at glide gennem det sølvfarvede hår. Røde øjne var udmattet. Det var hårdt at være leder og så lede efter familie. Det ville være dejligt at vide hvem var hvor. Hvis nogen skulle ønske dem døde, ville have vide hvor de var så han kunne få dem væk fra fjendtlige øjne. Hovedet bøjede sig forover og en lille bøn kom fra hans læber. Han havde mistet så meget da de blev væltet af sædet af Aquener for så mange år tilbage. Han havde vokset og taget ansvar. Prøvede at bygge venskaber og allierede. I gang med at lede efter familie som var ukendt eller gemt.

Blakely stod nu bumstille i den skygge han var fuldkomment skjult af, som han observerede manden der lige havde drejet om hjørnet, og som virkelig så ud til at være på udkig efter nogen... Vent, hvad? Ja, han sagde lige hans efternavn. Fuck, så havde hans paranoia jo haft ret. Men om det var på godt eller ondt vidste han stadig ikke, for potentielle kunder kendte jo også hans efternavn, og at dømme efter det førstehåndindtryk han fik af manden her, så var han nok ikke ligefrem en af byvagterne eller lignende der var efter ham grundet hans seneste drab. Hmm. Skulle man tage chancen?

Han smilede dog svagt for sig selv ved mandens talen med sig selv. Ja, det der med at finde en skygge dæmon var aldrig nemt, var det vel? De var trods alt mestre i at gemme sig, og Blakely var ingen undtagelse derfra. Tja, hvorfor ikke tage chancen. Han skulle bare lige være klar på hvis tingene gik dårligt. Så langsomt, diskret, trak han en lille flaske ud fra inderlommen af sin top, og havde den klar, halvt skjult i sin ene hånd, en kniv skjult i ærmet til den anden arm, da han tillod sig selv at træde ud af skyggen, blot fem meter foran manden. "And who exactly are you, to be looking for me?" hans sidste drab havde været for så kort tid siden at han ikke engang havde nået at rense sig helt før han drog ned i grotterne her... Nej, der var stadig pletter af indtørret blod hist og her i hans ansigt, hvilket nok også gav mere end grund nok til hvorfor han var så påpasselig. Ikke at meget af hans ansigt kunne ses sådan som hans hætte var trukket op og håret skjulte det meste af hvad der ellers kunne ses, men der var da en blodplet hist og her der kunne ses.

Han snurrede rundt med hånden på hans sværd. Han gav et pift fra sig mens han gjorde dette. Han så på den anden foran sig. Var det blod han kunne se? Han tippede hovedet på skrå. ”I am Pruss of Aquener. Nephew to Ricco Wilde former Pruss. You will be Blakely Kolby Wilde?” Han rakte en arm ud til siden og hans ørn landed på den elegant. Den flaskede med vingerne et par gange, men gav sig så til at stirre på dæmonen foran dem. Gabriello kneb øjnene sammen. Han virkede til at være lidt højere end den anden. Og han havde vist også flere muskler. Så han var ikke en der tog ud i kamp med et svær. Der måtte være noget andet som gjorde ham farlig.

”I came here, because of you are maybe our cousin. My brother found out about you in our Book of Lineage. Thought that maybe I should see for myself.” Han sagde ikke noget om at han var herskeren. Hvis de ikke var i familie, var der ingen grund til at sætte rygter om at herskeren var på jagt efter uvidende familiemedlemmer. Han løftede hånden fra sværdknappen og strøg Kalins fjer ned. Ørnen havde ikke sluppet den anden af syne. Til trods for at den var forsvarsløs som unge, som voksen havde den nogle dødbringende klør og næbbet skulle man også holde sig fra, medmindre man var Gabriello. Gabriello lod hætten på sin kappe falde og afslørede sit hvide hår og røde øjne.

Blakely's hånd strammedes kort om flasken, klar til at kaste den i et snuptag, som han så hvordan den anden havde hånden klar ved sit sværd, også. Hans øjne fulgte ørnen som den fløj hen til sin herre og satte sig på hans arm, og hans øjenbryn samledes let i en tænksom, vagtsom mine. Det var ikke mange der kendte hans fulde navn... Hvilket blot gjorde ham endnu mere mistroisk. Altså, indtil han forklarede noget mere om hvorfor han var på udkig efter ham. Virkelig? Det... Var ikke lige noget han havde forventet. Men igen, han havde aldrig kendt til sin fars side af familien, til præcis hvor hans dæmoniske ophav kom fra. Måske var det så noget han kunne få at vide nu, se med egne øjne? Det lød i alt fald til at være tilfældet.

"... Is that so. And how can I be sure you're not just lying, that you somehow found out I know nothing about the demonic part of my family, and chose to utilize that to pose as part of my family?" igen rejste hans paranoia sit hoved, men det var også den der var skyld i at han havde overlevet så længe og næsten aldrig efterlod sig så meget som et eneste spor, ej heller vidner. Men det at den anden dæmon lod hætten falde fik ham alligevel også til at blive en lille tak roligere, akkurat nok til at han også selv tog hætten ned og tillod den anden at se det sorte hår, de blå øjne omkranset af den mørke makeup... Den blege hud plettet til af blod.

”How do you want me to prove it. You were born in Humvita. Your mom and grandparents, all humans, raised you after your dad died.” sagde han og trak på skuldrene. “My family keept track of their members. We are a big family, but many of our members is dead. The others throught that it would be nice to know our unknown and let them know we are around.” Ørnen nussede op i Gabriellos hår. Han så på den anden og lagde hovedet på skrå.

Han tog sin families segl frem. Ørnen på seglet havde spredte vinger. Den anden havde al ret til at være mistænksom. Og hvis han ikke havde kendt noget til dem. ”I understand if you are suspicious. You have every right to be. Ask and I can answer.” Han holdte hænderne op I et tegn på velvilje. Han ønskede ikke at nogen af dem skulle kæmpe.

Kalin så på den anden og gav et chirp fra sig. Gabriello så på sin fugl og så på den anden dæmon. ”Kalin seems to like ya.” sagde han og fuglen bevægede sig op på sin herres skulder. De gyldne øjne hvilede roligt på den fremmede. Den kloge fugl sagde ikke mere, men slap ikke den anden af syne.

Blakely lagde hovedet let på skrå som den anden dæmon - der åbenbart var hans fætter? - begyndte at tale. Hmm. Han havde altid fået at vide at hans far bare forlod dem? Men hvem vidste, det kunne jo godt være han havde forladt dem og så døde. Han vidste bare at hans far ikke havde været der og hans mor havde nægtet at tale om ham. Og at de ingen idé havde haft om at han var en dæmon, så det var kommet bag på dem alle da Blakely var blevet taget på fersk gerning, igang med at spise en anden teenagers skygge da han havde været 17. Dagen han var fyldt 18 var han blevet smidt ud af Humvita som følge af det... Og havde siden da fået udskåret sig sin lille niche som lejemorder og spion, udnyttede hvad han nu engang som skyggedæmon var bedst til... Ikke at blive set indtil han ville ses, altså.

"... And if I believe you. What then? What do you want from me?" spurgte han roligt, som han lagde armene over kors. Den højre hånd hang lidt ud over den venstre, og han lod derved også den anden se den lille flaske han holdt i den hånd, som han stadig var klar til at kaste hvis han pludselig blev nødt til at komme væk fra ham. Ikke at han forventede det på det her tidspunkt, da det lod til at han var oprigtig, at det ikke var en fælde. Især da han godt kendte det segl. Han havde været godt rundt i verden trods alt, og stødt på det et par gange før. "What do you wish to get out of this?"

Gabriello rynkede brynene. ”Would you believe me if I said, that I would want to keep an eye on my family?” Familie var alt hvad han havde tilbage. Venner var der ikke mange a fog de få som han havde. Han følte at han hele tiden skulle se sig over skulderen. ”And the thought, that maybe, you would love to hear, that you still got family in the background?” Det var selvfølgelig kun en tanke, men han vidste at han selv, ville gerne vide om han havde familie endnu.

Gabriello havde selvfølgelig en masse søskende, men han ville også gerne se om dem længere ude, ville kendes ved dem. Han ville også se om han ikke kunne finde venner. Nogen som han kunne fortælle sin mørke side om. Som de fleste dæmoner, havde han er mørk side, som han normalt ville holde skjult. Han havde nevøer og søskende, som han bekymrede sig om. Åh ja, og en by som han ikke kunne give slip på.

"... Maybe." sagde han stille, selv med let rynkede bryn, åbenlyst stadig blot en smule mistroisk. Men igen... Selv hans mor og hendes forældre havde han aldrig været forfærdeligt tætte med. Så hele det der familiebånd havd ehan ikke mærket det store til. Han havde jo for fanden ofte spist sin egen mors skygge, som den sult langsomt var steget op i ham, førend han var begyndt at gå efter de andre unge i byen, de andre børn, som var det der blev opdaget og gjorde at han blev smidt ud af Humvita. Det var enten væk, eller dø.

"I'm... Not sure I know how to feel about it, to be honest." sagde han så, og lagde armene let over kors. "I never liked what little family I did have... But maybe you can prove me wrong." han trak let på skuldrene. Han kunne vel altid lade tvivlen komme Gabriello og dén del af familien til gode... Eller skride igen hvis han ikke gad være der.

”I can try to change your mind. We live in Aquener as the rulers. My siblings and I. We are building in to greatness .” sagde han og slog en arm ud. “I will not force you to move of coruse. But there will always be a place for you at my houses.” Han vidste at dette måske kunne være at tage et for stort skridt, men det skadede vel ikke at holde en dør åben for familie, vel? Et lille smalt smil var om hans læber. Han tippede hovedet på skrå. De røde øjne glimtede i mørket og hans tunge kom ud og slikkede sig om munden. Han lod en hånd glide op og kærtegne hans ørn. ”If you also wants to be left alone. That is also completely fine. But…” Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Familie var familie. Og Gabriello ville have alle sine med sig, eller så tæt på som muligt. Det var ikke alle som ønskede at have kontakt med familie. Fjern eller nær.

Blakely lytterede roligt efter, atter med en hånd i lommen, omkring den lille flaske der var skjult der. Ikke at han som sådan følte sig truet længere, men hans paranoia var der altid i baggrunden, gjorde at han altid var klar til at kæmpe eller flygte, alt efter hvad situationen bød på. Når folk allerede vidste hvor han var, var det dog som regel flugt der vandt. Han foretrak at kæmpe hvis folk ikke havde set ham og han derfor havde overraskelses momentet.

"There's not much moving to be done." sagde han så, for en gangs skyld ærlig. "I live nowhere." hvilket var sandheden - intet fast sted, han fandt det alt for risikabelt, med det arbejde han havde. Hvorfor han også i første omgang ikkevar glad for tanken om at have et sted at vende tilbage til - men hvis der nu var en stor familie, så ville han velnetop også blive beskyttet af dem, skulle der være noget? Og hvis ikke, ja,såmåtte hanvel bare flygte igen. Ikke den store forskel fra hans normale hverdag. "... But I'm thinking... I might give this whole 'family' thing another shot. At least, we might have more in common than I did with the others."

Gabriello nikkede og skiftede sin vægt. ”Not all of us work in the light. There are some, who works as assassins, slaverhandlers and hunters.” Sagde han og begyndte at gå ud. “You could tag along now, or come later. Just ask for Pruss or Winter. Most of the people in Aquener knows who I am. If you are very lucky, you will meet some of my younger siblings.” Sagde han og så på den anden med et smil. Han så sig om. ”Is there any fun to do here? It’s rare that I come without saying who I am. Been a little bored so maybe a little fun would do me good. Leaves me with a tale to tell the youngers back at home.” Et smil er om hans læber. Hans nevøer og yngre rekrutter elskede at høre når han skabte ballade og kunne slippe afsted med det.

Okay - det var da om ikke andet godt at høre, at han ikk evar den eneste fra familien der arbejdede med noge tlidt mere... Lyssky. Alt andet ville vel også være underligt, i alt fald når der var dæmoner involveret, ville det ikke? De havde jo lidt af en tendens til at ende ovre i samme type job som Blakely var endt i... Måske lidt stereotypisk, men det var det job han havde været bedst til af alt han havde prøvet. Snigmord var bare så nemme når folk ikke opdagede dig før det var alt, alt for sent. Såsom, i det øjeblik han stak dem ned eller havde fået forgiftet dem.

"I'd rather tag along now, I think." sagd ehan efter en smule overvejelse - han vidste ikke om der var nogen efte rhan fra Sunfury lige nu, så det kunnemåske være godt at være hos hvad der åbenbart var hans familie, og holde lav profil i lidt tid, bare indtil han var sikker på at der ikke var nogen der var fulgt efter ham, og han igen kunne fortsætte med sit job. "And fun? In this vast desert? I wouldn't count on it."

Gabriello gav et grynt fra sig. Han havde ikke haft en kamp længe. Ikke noget han kunne finde spændende i hvert fald. ”Well. Maybe I should go to a inn or something. Haven’t eat in a long time.” Han gik tilbage gennem tunnelerne og trådte ud i mørket som var over ørkenen. Han blinkede med øjnene et par gange før man kunne se hans øjne skinne i natten. Hans ørn gav et skrig fra sig og satte af fra hans skulder. Let som ingenting gled den gennem natten. Han bevægede sig mod Sunfury. Hans tanker var et andet sted.

Endnu et familiemedlem var fundet og det hjalp ham med den skyld han nagede. Som den ældste skulle han have været hjemme og hjælpe med at forsvare tronen, men han havde været ude og efterladt sine ældste hjemme. Det havde været rent held at alle hans søskende ikke havde været hjemme. Han ville aldrig have tilgivet sig selv. Han får et mørkt blik. Han havde altid holdt venner og familie nær. Det havde tronrager opdaget på den hårde måde.

Blakely fulgte stille ogroligt efter Gabriello -hvi sman ikke vidste bedre ville man slet ikke tro han var der, men det er jo så mest på grund af at han så læng ehavde været vandt til sit arbejde at han var helt lydløs når han gik rundt, og hans mørke tøj og evner netop somen skyggedæmon, gjorde at han næsten gik i ét med nattens mulm og mørke.

Som han opdagede hvilken retning de gik imod, sukkede han en smule. "I can't join you in any of the inns there." informerede han så stille Gabriello om. Hvis han viste sig der var der sikkertnogen der ville genkende ham fra et af de mange jobs han lige havde fuldendt i byen, de rvar grunden til at han havde væretpå vej væk derfra.

Gabriello vendte sig mod ham og tippede hovedet på skrå. ”Well. Then let’s find another place, or we can always tell that you work for me, if it’s something like that?” Det kunne være et skud i tågen, men hvis han gik med til det, kunne han beskytte ham med hans rang som hersker. Han håbede dog at de ikke ville rende til Fenrer. Det ville kræve en god forklaring. Han hævede sit hoved og så op på himlen.

”But, we could also head home and get a big dinner with all. The core of the family will meet you a bid you welcome.” Han drejede sit hoved og sendte et skævt smil. Han kunne sagtens forstå hvis han ville det første eller det andet. Det kom an på hvad Blakely ønskede. Gabriello stak hænderne i lommerne og så til mens han ørn bevægede sig let over nattehimlen.

"Another place, is what I'd prefer." sagde han roligt - han ville helst undgå det andet, så meget som han foretrak at forblive 'under radaren'... Han hadede opmærksomhed, al slags, især fordi det gjorde hans job vanskeligere, men også helt generelt. Han havde hadet det hele sit liv, havde altid været den der stod ovre i et hjørne og så på alle andre... Børnene, dengang han havde vokset op, havde helt klart godt kunne mærke han ikke var et almindeligt menneske, at han var anderledes end dem... Som de jo så også senere havde fundet ud af som han havde spist deres skygger og derpå blevet smidt ud af Humvita. Han havde nok heller ikke rigtig haft venner af nogen slags, nogensinde, siden... Altid.

"... But, heading home sounds even better. The sooner I get away from here, the better." tilføjede han så efter han hørte det andet forslag Gabriello var kommet med.

Gabriello så på den anden og nikkede. "How do you feel about riding? There are a few days ride, but we will be home before the beginning of next week." Gabriello begyndte at bevæge sig gennem mørket. Han huskede hvor han havde efterladt hestene. Ved nærmere eftertanke ville det være nemmere hvis de kom til dem. Han stoppede op og spidsede læberne. Et skingrende pift kom fra hans læber.

Man kunne se to mørke skikkelser bevæge sig let gennem sandet. En sort hingst stoppede foran Gabriello mens den mørkegrå stoppede lidt før den anden dæmon. Ørerne var rettet frem og stirrede nysgerrigt på den fremmede. Den gav et prust før den sænkede hovedet ned. "Du skal ikke tage dig af ham. Han er glad for fremmede." sagde Gabriello mens han kløede sin hingst bag ørerne. Den sorte hingst havde hovedet hvilende mod Gabriellos bryst og øjnene lukket i salighed.

"... It's a bit more flashy than what I prefer, but it's fine enough." svarede han Gabriello, som han fulgte efter ham i mørket uden problemer. Mørket var trods alt hvor han følte sig mest sikker. Det var det han var vandt til at færdes i. Det var det, der altid kaldte til ham. Men sådan var det jo som regel også med hans type af dæmon. De var som regel lidt nogle udskud i forhold til de andre, der holdte sig i skyggerne og slog til når man mindst ventede det. Intet under at hans karriere som lejemorder og spion var gået glimrende i alle disse år.

Han skar dog en smule ansigt ved den skarpe lyd af den piften gabriello lavede, og så sig nok lidt paranoidt omkring. Men med så mange fjende rhan efterhånden også havde fået sig, hvem kunne så virkelig bebrejde ham at han altid så sig ekstra god tomkring, for om nogen pludselig skulle springe frem ved den mindste lyd? Han nikkede let til den anden dæmons ord, og rakte roligt en hånd frem for blidt at ligge den på hestens hals. Hånden strøg roligt ned langs hingstens hals, før han kort efter fik hevet sig selv op på hestens ryg, og atter trak sin hætte op, så hans ansigt var godt skjult i skyggen af hætten.

Gabriello så til og smilede. Svang sig op i sadlen og fik hesten hen til Blakely. "Og når du møder alle de andre, skal du ikke tage dig af antallet. For det meste arbejder alle med at få byen gjort til vores igen. Ingen ønsker rigtig at ødelægge vores rygte, så enkelte arbejder som sagt i mørket." sagde han og trak på skuldrene. Han satte hingsten i let trav gennem ørkenen. "Jeg har til tider ikke selv noget mod at luske rundt i mørket, men jeg er ret nem at se. Ved dog ikke om det kan have en skræmmende effekt på folk." Han sad og tænkte om folk vil løbe skrigende væk når de så ham. Det var vel værd at prøve. Han så på Blakely. "Hvad er dit speciale?" Det kunne vel ikke skade at vide hvad man var god til. Gabriello var selv villige til at svare på de spørgsmål som kom fra den anden.

Blakely så kort ned på hesten han var kommet op på, strøg den let over manken, og fik så trukket sin hætte op, hvilket kastede hele hans ansigt i mørk skygge, hvor man kun kunne være heldig lige præcis at se hans øjne indimellem, men det var alligevel som om at når man så dem, virkede de stadig utydelige. Velnok en ting der kom af at hans art dæmon var bygget til at skjule sig i skyggerne. Perfekt tilpasset det. Han nikkede let til det første gabriello sagde - mange folk rørte ham som regel ikke, kun hvis de syntes han absolut skulle være i midtpunktet, da han selvsagt mest holdt af at holde sig ude i kanterne, uset.

"Mit speciale? Hvad du ville forvente, tror jeg. Hvad de fleste forventer." han trak let på skuldrene, og så sig omkring som de roligt red afsted. "Spionage. Snigmord." uddybede han så, som om det var det mest almindelige i verden at arbejde med.