So, you're the ruler of this city, hmm? - Gabriello

Asmodeus havde roligt redet turen fra havnen hen til den større herregård alle havde fortalt ham, var hvor Aquener's hersker ordnede sine arbejdsrelaterede ting, og derfor nok også det sted han skulle hen for at få en aftale på plads om at udvide sit handelshus til denne by. Siden den ene side af hans familie var adelige i denne by, burde det ikke blive det store problem, men han blev jo alligevel nødt til at vende det med herskeren først. Han havde taget Sköll med sig, en af hans mest trofaste slaver... En ung varulv, der roligt gik ved siden af hesten som Asmodeus blot havde sat i trav hele vejen. Det var en flot, kridhvid araber hingst, hvis mankes farve matchede Asmodeus' even platinblonde ekstremt godt.

Nogen tid senere nåede de frem til stedet, og Asmodeus steg af hesten, som han overlod til Sköll, før han gik op og roligt bankede på. Døren blev åbnet af et af de mange tjenestefolk, og efter en smule snak fik han et smil, og blev ledt indenfor, og ned af de lange gange, hen til hvor herskeren formentligt var. Her blev der banket på døren, før døren blev åbnet for Asmodeus og han trådte ind mens tjenestefolket introducerede ham for den anden sjæledæmon - som hans dæknavn, 'Joseph Wilde'. Asmodeus smilede let til den anden dæmon som døren blev lukket bag ham, og gav et let buk af almen høflighed og respekt for den med højere titel end ham selv. "Gabriello Pruss, formoder jeg? Jeg har hørt meget om Dem."

Beklædning:
En hvid skjorte, knappet op ned til midten af brystet.
Sorte bukser med et læderbælte om livet.
Sorte combat-støvler.
Kæden med hans våbenskjold om halsen.

Gabriello sad i husets bibliotek sammen med hans to ældste yngre brødre. Ludwig stod ved bordet og studerede deres stamtræ mens Rick stod og kiggede på et kort over Underworld. Gabriello sad selv med en bunke beskeder fra de andre familiemedlemmer. En stor del af dem havde samlet sig under hans fane. De røde øjne så op da døren gik op. Et øjenbryn røg op og lagde den seneste besked fra Doomsville. Den om trådte ind, en mand, virkede til at være en dæmon. Han kom på benene og gik hen foran skrivebordet. Ludwig og Rick så begge hen og så nysgerrigt på den fremmede. ”Aye. Det er jeg. Og de skulle vel ikke være Joseph Wilde?” Han husket at han skulle have besøg, men ikke forventet det nu. Troede det var ved 18. tiden. ”Jeg beklager det uventede selskab.” Det var en undskyldning til begge parter. Ludwig krydsede armene og så på den anden med sine isblå øjne. ”Dette er mine brødre. Det store brød er Ludwig. Den slankere er Rick.”

Gabriello lænede sig frem og studerede den anden. ”Fik beskeden at du ville snakke, men om hvad, sagde de ikke noget om.” Hænderne hvilede på hofter og skiftede sin vægt. Gabriello var mindre end begge sine brødre, men han var stadig farlig. Den slanke kropsbygning han havde, gjorde ham mere elegant og hans charme fejlede hellere ikke noget. De røde øjne gled henover den andens krop. Noget fik Gabriello til at være vagtsom. Hvad han ikke havde regnet med var at en lille gul fjerklump bragede ind i gæstens hoved. ”Kalin!”

Asmodeus så stille rundt på mændende der var forsamlet i lokalet, hele tiden med et blidt, 'venligt' smil på læberne. Det var sjældent det var helt oprigtigt, men siden det altid var der, var det svært for folk at opfange om det altid var falskt eller ej, så det var jo bare en fordel ved det. Han strøg let en hånd gennem sit hår, så det atter sad perfekt -  det var nok meget tydeligt på hele hans fremtoning hvor forfængelig han egentligt var, at han gik ekstremt meget op i sit udseende og vidste hvilken effekt det havde på folk, især så nem han var at genkende med hans hår. Men som han så på den unge hersker foran sig kunne han også gætte sig til at han måtte kende til det - det med at være nem at genkende, altså. Sølv farvet hår og røde øjne? Det var ikke noget man så til hverdag, selv når man var omgivet af alskens væsner.

"Det er jeg skam," gav han ham så ret, i at ja, han var 'Joseph'. Det var jo ikek engang en løgnda han brugte det navn overfor alt og alle, det var simpelthen bare det navn han gik under for tiden, de sidste årtier. Han trak let på skuldrene til det andet, dog - han var trods alt gæsten her, og det var jo ikek høfligt at rakke ned på en så fin vært, blot fordi han måske havde regnet lidt forkert med tiden han ville ankomme. Han nikkede let i hilsen til de to brødre, og kiggede så tilbage på Gabriello. "Tjo, det er forretnings anliggende, jeg gerne ville tale om. En udvidelse til denne by... Jeg ville jo ikke bare udvide uden at herskeren ved noget om det," sagde han så roligt, og med smilet tilbage på læberne. Dog rystede han lettere forskrækket på hovedet da den lille fugl pludselig bare fløj ind i hovedet på ham - hvad fanden gik der af fuglen? Han tog et skridt tilbage for at kunne fokusere ordentligt på den. "... Er det normalt for den at gøre det der?" spurgte han så bare, stadig forholdsvist rolig i hele sit udtryk, han var alt for vandt til at skjule sine sande følelser.

Gabriello greb Kalin og tog den ind til sig. ”Nej. Den bare ikke særlig god til fremmede. Det beklager jeg.” Ørneungen gav små chirp fra sig og så på den fremmede. Gabriello satte den på bordet og hvilede en hånd over den. Han rettede atter blikket mod den anden og et neutralt udtryk hvilede over ansigtet på den yngre dæmon. Armene blev krydset over brystet, da han var sikker på at hans fugl ikke ville give problemer. Rick gik ud af rummet sammen med Ludwig og man kunne høre dem forsvinde ned ad gangen. Uden tvivl i retningen af hovedbiblioteket. ”Hvad var det, du ville snakke med mig om?” spurgte han og tippede hovedet let på skrå. De slanke ben krydsede hinanden og hele hans kropsvægt hvilede nu mod bordet bag sig.

Med et kunne man høre et barnligt skrig og en flok børn kom løbende ind. Man kunne se at de var en del af hans familie. Den måde de løb rundt om den unge hersker. Enkelte havde også hans hårfarve. De stoppede op og så på den fremmede, før de flygtede med råb på deres fædre. ”Det beklager jeg også. De børn er over det hele. Meget aktive.” sagde han og rystede på hovedet. Han gik hen og lukkede døren i med et lille klik. Lyset var varmt i rummet og Gabriello gik tilbage og satte sig mageligt i sin stol. Et lille smil kunne anes på hans læber.

"Ah. Tja, sådan er det vel med alle dyr, til tider. Mange af dem ser alt fremmed som en trussel." sagde han blot roligt, og lod blikket vandre lidt over den anden, helt simpelt for at prøve at læse hvad han nu engang kunne af hans kropssprog. Der var jo altid så mange ting at finde ud af om folk, før de overhovedet åbnede munden. Stoltheden var især tydelig her, men sådan var det vel for de fleste med magt... Hvis man ikke var stolt over sig selv og hvor langt man var nået, så beholdt man som regel heller ikke sin magt, da en anden ville komme og overtage. På samme måde som Asmodeus havde overtaget sin families foretagender da hans far var begyndt at slække lidt af på den.

"Tjo... Udvidelse af min forretning til deres storslåede by," sagde han så som svar til mandens spørgsmål, inden altså børnene afbrød dem, og det var nok lidt for tydeligt at se på Asmodeus' ansigtsudtryk at han ikke ligefrem var typen der brød sig som børn. Tværtimod var de nok noget af det mest irriterende han overhovedet kendte til... Men det var kun et enkelt sekund eller to at det kunne ses i hans ansigt før han fik kontrol over sig selv igen og ansigtet atter lagde sig i neutrale folder. "Det kan jeg se." svarede han først, og satte sig så endelig i den stol der var her på den anden side af bordet. "Men jeg driver et af de største handelshuse i Doomsville, og har også en mindre gren i Dragon's Peak... Og siden forretningen går strygende, kunne jeg godt tænke mig at udvide til denne skønne by De har her."

Der var noget som fik Gabriello til at rynke brynene og blive vagtsom. Et handelshus lød ikke farligt, men hvis der var en mørkere side. Gabriello foldede hænderne og hvilede sin hage på dem. Kalin fløj hen og satte sig på hans skulder. De røde øjne var knebet sammen og studerede den anden. ”Hvad er det som du handler med. Om jeg må spørge.” spurgte den yngre dæmon, hans pokermaske gled op. ”Ikke ment som en fornærmelse, men jeg er nødt til at vide, hvem jeg lukker ind i min by.” sagde han roligt. Han var som så ikke mod slavehandlen, men han ønskede at holde sig på god fod med dem som gik imod det.

”Vi ville være glade for endnu et handelshus, og jeg har hørt rygter om dine talenter på de kanter. Jo flere vi kan få til byen, jo bedre. Vi er en af de få, som er kernen når det kommer til handelsvare.” Gabriello lod en hånd holde sin hage og den anden gled til Kalin for at ae den. Pokermasken var stadig oppe, men han prøvede virkelig at være imødekommende.

Han gik hen til kortet over hans by og vinkede den anden hen. Kortet var meget detaljeret og hans to herregårde var markeret med hans flag. Man kunne også se hvor der var ved at blive udvidet og forstærket. ”Havnen er ved at blive udvidet, så der er plads til vores flåde. Der bliver også plads til besøgende flåder og andre store handelsskibe. Hvor kunne du tænke dig at have dit hus placeret, om muligt?” spurgte han og hvilede hænderne på bordet. Øjnene var på kortet og gled så til hans gæst.

Asmodeus' øjne fulgte stille fuglen, og var også fokuseret på den et øjeblik, før han igen så på den anden dæmon som han fremsagde sit spørgsmål. Tja, det var vel et spørgsmål der var at forvente, i alt fald hvis man allerede havde på fornemmelsen, eller vidste, hvilken race Asmodeus nu engang var. Det var trods alt de færreste dæmoner der ikke havde gang i noget mere lyssky, uanset hvor fin deres facade ellers måtte fremstå. Af alle personer var han nok en af dem der vidste det bedst.

"Det kommer lidt an på lokationen," sagde han først, som han lænede sig tilbage i stolen, krydsede benene, og foldede sine hænder før han lagde dem på sit skød. "I Dragon's Peak handler vi meget med læder, skind... Det kan være lidt svært at få fat på deroppe grundet sneen, så det fragter jeg fra Doomsville derop, og omvendt handler jeg med mange ædelstene og ædel metaller i Doomsville, da jeg kan få det bragt fra Dragon's Peak." startede han ud med at sige, med et blidt og 'venligt' smil på læberne. Godt nok var det falsk, men det var svært at find eud af hvis man ikke kendte ham helt vildt godt.

"Men jeg ved jo godt det nok ikke er dén del af handlen De er interesseret i... Men den lidt mere tabubelagte del. Er det ikke sandt?" sagde han så, som han rejste sig og fulgte med den anden dæmon hen til bykortet som han hørte hvad han sagde, og nikkede let. Udvidelsen af havnen lød lovende, så ville det nok også være muligt at få fat i nogle faste pladser til de handelsskibe han hyrede. "Gerne et sted tæt på havnen, men også byens centrum. Prisen bliver skam ikke noget problem," han vidste jo godt det var den type grunde, der som regel var de dyreste, med den perfekte beliggenhed det ville have.

Gabriello kneb øjnene sammen. ”Slavehandel?” Han vidste at dette kunne være farligt. Alliancen mellem Sunfury/Minotaris og Aquener var stadig skrøbelig. Stadig ret ny. ”Du ved også at kongen af Sunfury ikke bryder sig om denne slags.” sagde han og så på den anden. Gabriello vidste at han aldrig ville kunne fjerne slavehandlen helt, og folk ville ikke bryde sig om det hvis han gjorde. En hånd strøg hans hage og studerede kortet. ”Jeg tror det kan lade sig gøre, men hør dette: Hvis du bliver fanget, kan jeg ikke beskytte dig. Folket her lever godt af slaver, men der er folk som ikke bryder sig om dette. Har et par vagter som kan være hys om det, de kan vogte det område, men ellers er du på egne ben.” Han så på den anden dæmon med rolige og kolde øjne. Dette var noget som han ikke ville løbes om hjørner med. Det var her han trak stregen.

”Og et venligt råd. Gå ikke til Sunfury med denne ide om slavehandel. De er ikke så åbenhjertet omkring det.” sagde han og satte sig ned. ”Er der ellers noget jeg kan hjælpe dem med? Byen byder på en masse og til hver en fristelse.” sagde han og tippede hovedet på skrå. Han havde ikke travlt, men det kunne være at der var mere som den anden havde på hjertet.

Asmodeus smilede blot let som den anden dæmon hurtigt opfangede hvad han mente, uden han selv behøvede at sige ordet. Godt, godt... Så var der da ikke behov for at forklare det yderligere, når han nu selv så fint kom frem til det uden hans hjælp. Dejligt. "Det gør jeg skam." sagde han blot - selvfølgelig vidste han da godt at den formskifter de havde som konge nu ikke brød sig det mindste om det. Nuvel, det var vel bare hans tab. Selvom det var trist at det skulle have indflydelse på hvor meget han skulle skjule det i denne by. Suk.

"Det er helt fint. Jeg har mine egne metoder til at forblive uset. Ingen opdager det udover dem jeg vil have skal vide det. Sådan har det været i de andre byer, og sådan vil det også være her. Stol du trygt på mig." smilet denne gang var lidt bredere, men blev stadig holdt i en blid 'tone'. Det var nok kun alt for tydeligt hvor god han var til at holde sit ansigt, hele sin krop, alle sine følelser, under kontrol. At han ikke viste dig noget medmindre han ville have du skulle se det.

"Jeg vil tage det gode råd til mig," sagde han så, som hans øjne gled tilbage på kortet og han lod smilet forsvinde fra sine læber igen. "Dette var umiddelbart det vigtigste. Men hvis De kan bruge mig til noget, så sig endelig til... Også hvis det er at De vil have flere handelsruter til Dragon's Peak eller Doomsville. Det kan jeg snildt hjælpe med. Og andre ting. Det meste De skulle ønske, faktisk."

Gabriello lænede sig tilbage og hvilede den ene fod på det andet knæ. Et tænksomt udtryk kom over ham og øjnene studerede først dæmonen foran ham og så ned på kortet. ”Jeg havde tænkte mig at sende handelsskibe til de byer og udvikle min handel bedre. Vi leder efter noget som er unikt for Aquener, men folket har bare ikke fundet ud af hvad endnu.” sagde han og gned hagen. Dette kunne være en god mulighed, men han kunne ikke kaste sig ud i noget uden at tænke. ”Jeg beklager hvis jeg virker tøvende, men jeg er ret ny på tronen, og hvis jeg gør et fejltrin.”

Han trak et dokument ud fra en af skufferne og rakte det til dæmonen. ”Vi kan have en aftale, men du er nødt til ikke at sige en lyd. Lige meget hvad der sker!” Øjnene borede sig ind i den andens. Hans navn var på dokumentet og der stod godkendelse til varehus. Men hvilke vare stod der ikke. Gabriello lænede sig tilbage før han så på klokken. Der var snart halv fire om eftermiddagen. ”Der bliver serveret forfriskninger nede i stuen. Må jeg byde dig på noget at drikke eller spise?” spurgte han venligt. Han kunne ligeså godt bygge et godt kendskab op.

Asmodeus forholdte sig pænt i ro - som altid. Han var som regel altid i komplet kontrol af sin krop og sine udtryk - hvis der først begynte at ryge ting igennem han ikke ville have igennem, så vidste man at man virkelig havde trådt i spinaten. Så siden dette var et helt normalt og roligt møde så var hans ansigt og kropssprog selvfølgelig forholdt så neutralt men dog imødekommende som muligt. Et lille venligt smil hist og her, ikke mere, ikke mindre - og da især når han blev studeret så meget som han gjorde lige nu. Den anden dæmon havd ehan dog en idé om godt vidste at dette blot var en facade - det var der så mange af deres slags der benyttede sig af, trods alt. Så mange af dem der holdt deres kort ekstremt tæt ind til kroppen.

"Fuldt ud forståeligt. Man skal gerne have folkets støtte før man begynder på alt for store ting. Det forstår jeg skam godt - og selvfølgelig kommer dette ikke ud nogen steder. Jeg ser heller ikke mit eget ry tilsmudses mere end højst nødvendigt." normalt ville han slet ikke have sagt at der også ville foregå slavehandel - hans fremtræden i handelshuset og i slavehandel var to komplet forskellige personaer, og gabriello havde kun fået det at vide grundet hans race, at de havde det til fælles. Intet andet. "Men en lille forfriskning lyder da også godt som noget jeg kunne bruge. Tak som byder,"

Efter Asmodeus ord og han ikke ønskede at blive opdaget nikkede han. Han smilte venligt. ”Det er denne vej.” Han åbnede døren og træder ud på gangen. Længere nede ad gangen kan man høre mandlige latter og råb. Gabriello gav et pift og hans fugl fløj hen og landede på hans skulder. Han begyndte at gå ned gennem de udsmykkede gange. Billeder af familie og skibe. Længere nede ad gangen kunne man høre latter og snak. ”Jeg kan bede dem om at smutte, hvis du ikke vil have selskab.” sagde han over skulderen. Han kunne genkende sine brødres latter overalt. ”De er normalt altid venlige og utrolig nysgerrig. De ville gerne forstå hvad man laver, men de kan også forstå et nej.” Gabriello kendte selv alt til deres iver efter at vide alt. Specielt de yngste i hans søskendeflok.

”Men kan jeg spørge om hvorfor du har valgt at sælge slaver? Og hvorfor Aquener?” Han så på den anden. De røde øjne glimtede. Længere fremme kunne man se tre børn flygtede ud ad en dør og løbe ned ad gangen. Ti sekunder senere kom en teenager ud ad den samme dør. Han skiftede form til en bjørn og løber brølende efter de tre yngre. ”Men denne aftale kunne måske være god for byen. Jeg skal have gjort byen stor igen, men det vil selvfølgelig tage tid. Men alle starter med små skridt ikke?” Han så på den anden, mens han åbnede døren ind til stuen.

Stuen var udsmykket tæpper på væggene. Perler på snore og i rækker, hang også ned fra loftet. Der stod tre sofaer midt i rummet. Ved siden af var dørene åbne ud til den store balkon. Der sad fem dæmoner i sofaerne. Alle store og muskuløse. Klædt i let og tyndt tøj. De var alle blonde eller platinblonde. De sad med vin og blod i vinglas. De snakkede mellem hinanden i et hurtigt sprog. De så alle hen da Gabriello og Asmodeus. ”Brødre mine. Mød vores nye handlende her i byen.” Gabriello slog en arm ud mod hans gæst. ”Bring ham et glas af hvad han ønsker.”

Asmodeus nikkede blot, og gik stille og roligt efter Gabriello. Han hørte godt hvad den anden sagde, men rystede bare let på hovedet. Godt nok irriterede det ham en smule, men han kunne godt ignorere det så længe de havde gang i andet, også. Han var rimelig asocial i forhold til hvad man ellers kunne forvente af en handelsmand af hans kaliber, en med så megen succes, men det var også sjældent han selv stod for handlerne, medmindre det var de mere lyssky af slagsen, og da lignede han aldrig sig selv. Ikke mange vidste at det var en og samme person, da hans dæmonform ikke blot ændrede hans udseende, men også hans stemme - så det var kun en god ting at Gabriello så ham sådan her, så forventede han nok heller ikek at det var ham hvis han nogensinde fik hans dæmonform at se, også.

"Ikke nogen speciel årsag." sagde han roligt, som han så sig omkring mens de bevægede sig ned af gangene. "Det var blot en... Rimelig naturlig udvidelse. Og en god måde at få flere penge mellem hænderne, også." han havde da også selv en del slaver nu, og han behandlede dem skam også rimelig godt - så længe de gjorde hvad der blev sagt, selvfølgelig. Han løftede etøjenbryn somhan så lidt efter den unde formskifter, før de nåede frem til stuen. "Jeg håber da at aftalen kan være ligeså god for deres by som for min handel," sagde han roligt, med et svagt, kontrolleret smil på læberne. Han nikkede let, hvilket udgjorde det for et svagt buk, før han helt simpelt blot bad om et glas rødvin.

Gabriello hældte et glas blod op og satte sig i en sofa. ”Kom og sæt dig. Du ville være vores gæst så længe du agter at blive i byen.” Et smil var om hans læber og læner sig afslappet tilbage. Hans yngre brødre så på den fremmede med et smalt smil og gik tilbage til deres samtaler. Han så på den anden. ”Men må jeg spørge om hvorfor du beder om tilladelse? De fleste ville bare have gjort det?” Han tippede hovedet på skrå og sippede til sit glas. Ludwig var selvfølgelig en af hans brødre som var meget nede i byen på patrulje. Men det var der ikke mange som vidste.

”Det er ikke så tit at jeg får besøg af fremmede udefra. Et par stykker fra Sunfury og et par pirater er det. Jeg har haft travlt med at finde fodfæste i byen, til trods for at det ikke skulle være så svært.” Det sidste var mumlet og han så ud ad vinduerne. ”Ikke mange kan lide os. Vi er brutale krigere og soldater som var avlet til at gå i kamp." Gabriello drejede sit hoved og så hen på Daniel, en af hans adopteret yngre søskende. Det var ikke tit at de snakkede om deres fortid.

Asmodeus gik roligt hen og satte sig som hanblev bedt om det, men hænderne pænt foldet i sit skød - det var nok tydeligt på hans holdning at hans familie alle dage havde haft penge, og han også selv havde holdt sig godt på manererne og sørgetfor at opretholde den gode holdning, hvis intet andet så for at give andre indtrykket af præcis hvor mange penge han havde at gøre godt med. Han var alt for narcissistisk til ikke at vise sig frem på dén måde.

"Ren høflighed," svarede han så på dæmonens spørgsmål. Plus, det var en måde at få en god fod ind hos 'ledelsen' i byen, trods alt. Men det holdt han nu for sig selv og lod det virke til at det virkelig blot var ren høflighed. "Jeg regner da med at en hersker godt vil vide hvad der foregår i hans by. Eller tager jeg helt fejl?" han så lidt omkring på de andre som værten talte videre. "Der vil da altid være en plads til krigere og soldater. Det kan godt være det ikke er alle der kan lide jer og se det værdifulde i hvad I kan, men andre kan og vil."

Gabriello så på sin bror med rynket bryn. Det var ikke alle i deres familie som arbejde rent. Gabriello og Ludwig holdte en hånd over dem, men hvis dette blev opdaget ville byen krævede blod, og efterlade mange børn uden forældre. Det ville selvfølgelige være over Gabriellos lig. Han var også enig med Asmodeus og hans ord. Der var brug for muskler og hensynsløshed til tider. ”Du kan måske bruge et par af dem?” De røde øjne hvilede på den ældre slavehandler.

Han sad stadig og tænkte over den andens første sætning. Ren høflighed. Det var ikke alle som spurgte om lov før de kom vadende ind. Han havde allerede smidt flere ud som havde gjort noget, som er næsten ubeskriveligt. Bortvist dem eller henrettet dem. Kom an på hvad de havde gjort. Det havde nær kostet hans niece livet. Hun var stadig arret og led af mareridt. Den anklagedes familie havde prøvet at gøre gerningen god igen, men Gabriello havde krævet blod for den bod som han havde gjort. Han fnøs. Det var så sandelig ikke alle som spurgte om lov til at starte deres egen butik eller forretning. Mørk eller lys.

"Muligvis. Til tider. Nogle af... Folkene, er ikke altid så samarbejdsvillige. Og desværre er det ikke alle jeg selv har styrken til at holde styr på. Men det er kun under transport de er et problem. Så snart de er hos mig er de skam intet problem at holde styr på." sagde han roligt, og tog en tår fra sit glas, for han lænede sig lidt tilbage i stolen.

"Men ja - jeg tænker at vi måske endda kunne få et lille... Partnerskab op at køre. Hvis De har interesse i at få flere kontaker i både Dragon's Peak og Dommsville, da jeg med mine handelshuse har mere end rigeligt med kontakter i begge byer. Ældre, magtfulde kontakter, ligeså som nye der har ører og øjne åbne overalt." foreslog han så, med sine lyse øjne hvilende på herskeren foran ham.

// undskyld den blev lidt kort.

Gabriello nikkede smilede. "Du kan sige hvad du mangler og du vil få det." sagde han og sippede til blodet. "Du kunne måske undervise os i hvordan man gøre en god handel?" Ludwig lænede sig ind ved siden af Gabriello og så på den ældre dæmon. En hånd var på Gabriellos skulder. "Vi kunne godt bruge den træning." Indskød en af de andre og yngre søskende. Gabriello hævede et øjenbryn. "Det kunne være dejligt."

Mange i den næste generation kunne godt bruge den træning i at arbejde med slaver. Som købere og sælgere. "Nogen i den næste generation kunne måske komme ind som lærlinge eller elever. Hvad du end kalder det." sagde han og foldede benene over kors. Han havde allerede et par i tankerne, men mødrene skulle selvfølgelig ind i billedet. "Du kan selv se om de ville være af det rette stof." sagde en af de andre. "Shush." knurrede Gabriello. "Lad være med overvælde ham med spørgsmål."


//Jeg er ikke meget bedre//

"Det kan jeg meget vel. En god byttehandel for at jeg kan have min handel her, ville jeg sige. Jeg har dog et meget travlt skema... Så det er nok nemmere at indpasse jeres skemaer efter mit, så at sige. Det er ingen dans på roser at holde så mange handelshuse igang. Især med underjordiske operationer, også." sagde Asmodeus roligt - for ja, tre store handelshuse, i vidt forskellige dele af verdenen, og med slavehandel i undergrunden i de byer, også? Det krævede sin mand at holde styr på det. For ikke at snakke om hans egne boliger, og slaverne i hver af dem. Han havde nok at se til på daglig basis, men dette skulle han nok godt kunne få klemt ind på en eller anden måde.

"Jeg skal jo alligevel have personale til at starte handelshuset op her i byen. Så er det vel oplagt at udnytte det kendskab din familie har til byen. Så lærlinge pladser kan sagtens komme på tale." han rettede en smule på tøjet, og sendte et lille smil rundt i rummet. Dette skulle nok blive interessant, det var han sikker på.

Gabriello kunne mærke et smil om hans læber. "Skal vi ikke skåle på en god forretning så? Du vil kun få et partnerskab hos et par af mine søskende som arbejder i undergrunden." sagde han og løftede sit glas. De røde øjnene glimtede i lyset. Der var kommet et skær over dem. Det samme var over alle i Pruss-slægtens øjne. Specielt dæmoner. Bare fordi de var prinser, vidste de alle hvordan man arbejde mørkt, dræbende og slap afsted med det som mestre.

"Daken og Dukan er de bedste i sort arbejde jeg har. Begge er dæmoner og snu som små sataner, men stærke som okser." sagde Ludwig og satte sig på sofaryggen. "Du kan også blive og se dem an de næste par dage?" Gabriello lænede sig lidt frem. "Bliv som gæst og du kan vise os hvad du ønsker." Smilet blev skævt og tænderne kunne skimtes.

"Jo, lad os det." sagde Asmodeus, fortsat med det blide, venlige smil på hans læber der før havde narret så utroligt mange folk der havde troet det var ægte, men dette var en af de få situationer hvor detnok var så tæt på at være ægte som det kunne være. For helt ærligt, hvem ville ikke smile ved at have indgået så god en aftale som de gjorde lige nu? Endda med at han kunne se 'varerne' lidt ekstra an, den ekstra muskel han kunne få med i sit foretagende, der samtidig ville styrke hans forhold til fyrsten her? Det ville være dumt ikke at fryde sig over dette.

"Det lyder som et tilbud jeg ville have svært ved at afslå. Så det vil jeg ikke." sagde han, og blinkede let til den anden dæmon, som han tog en tår fra sit glas. "Jeg skal alligevel ikke noget det næste stykke tid, så det er da en oplagt mulighed at få set det hele an på. Jeg vil se frem til at se hvad de kan. Og selvfølgelig vil de få en god løn af mig, hvis de gør arbejdet godt. Godt arbejde skal altid belønnes."