Anger for the highest bidder - Emery

Det myldrede med folk og fæ, eller barbarer om man vil, ligemeget hvor man bevægede sig hen, på pladsen i bloodrage. Her, i en by der bedst kunne beskrives som bærmen af hvad Fenrer fandt frastødende, sad en kejser. Men skulle ellers ikke tro det var en kejser, for ifølge offentligt opråb, var kejseren atter på inspektion af de forskellige militær-poster. Det var nu heller ikke fordi at Fenrer lignede eller lugtede som han plejede. Fenrer havde skiftet skind for at være i fred, som han dvælede ved sin harme og had til verden som den var ligenu, over adskillige tomme flasker og krus.
Det var heller ikke fair at hans liv var endt sådan ud! Han havde gjort alt hvad ånderne havde bedt ham om, alt hvad der stod i hans magt og alligevel var hans børn blevet taget fra ham, efter hans vivs død. Han kunne ikke være sammen med manden han elskede, og han var i fulde gang med at ødelægge tilværelsen for hans datter.
Han orkede ikke mere.

Fenrers søn Rollo var død, for få uger siden, lige efter hans ældste havde slået hånden af ham. Fenrer var knust. Men sorgen var efterhånden begyndt at blive til vrede, som hans børn hjemsøgte ham. Han havde været nød til at komme væk, væk fra det hele. Væk fra paladset, væk fra hoffet, folket og rådet, alle hans fejltagelser og alle de forventninger der var til 'den store kejser, erobreren'.
Det var derfor at Fenrer havde fortalt rådet at han agtede at tage ud på en inspektion af militærposterne, og havde ordnet resten med kaptajnen af hans livgarde, og efterhånden gode ven, Sir Rayne.
Selvom Rayne havde været imod ideen om at Fenrer skulle gå alene rundt, havde Fenrer forsikret ham om at han ville blive i et lille hus i Sunfury, hvor Kejseren ville være i sikkerhed. Men Fenrer havde i sidste ende ikke kunne holde det ud mere end et par timer. Så som Rayne drog rundt med en tom karet, var Fenrer rejst til Bloodrage, få at komme væk. Han havde taget sværdet, som Rayne havde foræret ham sammen med Gautham, efter kampene på Minotauris, med sig. Fenrer havde fortalt sig selv at han ikke ville bruge det, men at det var for ikke at være helt uærligt overfor Rayn, for nu kunne han da beskytte sig selv.

Fenrer knejste ryggen, og prustede irriteret. Der skulle ske noget!
Han rejste sig og greb et af de mere fyldte krus, og gik smed en håndfuld guldvelv på bordet som han gik afsted. Han fnyste af tyvegodset som flere af de ældre barbarer gik og solgte, eller råbte op om fra deres boder. Deres blotte eksistens var en hån mod hans kejserdømme, men også et sted hvor han kunne slippe væk, hvilket nok var den eneste grund til at Fenrer ikke havde jævnet stedet med jorden endnu.
Fenrer gang var ikke voldsomt svajende, men det var ikke svært at se at han havde taget for sig af den stærk øl.

Hans vrede boblede op, jo længere han tænkte på at disse forbandede svin kunne gå uantastet det meste af tiden. De skulle bare vide hvem der nu gik iblandt dem, så havde piben nok fået en anden lyd. Han så op på en der skulede ad ham, fra sin plads i mylderet, hvilket fik Fenrer til at grynte af grin. Den grimme abe, var nok for dum til at vide sit røvhul fra et hul i jorden.

Fenrer tullede sig stille og roligt fremad, som han morede sig over den skulende kleppert, men var næppe nået ti meter før end barbaren halede ind på ham. Som Fenrer stod og beundrede nogle smykker, som han nok mente at Eli måske ville kunne lide, mærkede han den store næve der drejede ham omkring. Da han var blevet vendt ansigt til ansigt med barbaren, vardet ligefør han begyndte at grine igen, men den tunge stemme og dunkle ånde, der stammede fra barbaren stoppede grinet.
"What so funny little man?!" sagde den skindklædte kampesten af en mand hidsigt til Fenrer, i en røst der fik flere af de omkringstående til at bakke tilbage.
Fenrer prøvede at lade være med at sige noget dumt. Han prøvede at sørge for ikke at træde for langt fra sine ord til Rayne. Han prøvede, men han fejlede.
"I'm sorry mate.." sagde han gennem ærmet som han holdte for munden og næsen ".. I couldn't hear ya o'er that breath o yours"

Fenrer så måske ikke næven der ramte ham, men han mærkede den som han røg over siden og landede i støvet. Det hele snurrede rundt i en lille stund som han prøvede at samle tankerne. Havde han flækket sine tænder? Slaget havde da været hårdt nok, ellers var Fenrer bare for fuld.
Som Fenrer rejste sig gled han tunge rundt på indersiden af hans mund, men nej, der var ikke noget der var flækket. Hurra for formskifterknogler.

Fenrer så sig omkring, og så at mylderet havde slået i en stor cirkel om dem. virklen af folk kom allerede med små tilråb, i håb om et mindre blodbad, der som regel tjente som underholdning her i Bloodrage. Manden stod adskillige meter fra ham og poppede sine knoer. Fenrer vidste godt hvad der skulle til at ske, og han brød sig ikke videre om det. Han havde trods alt lovet ikke at gøre noget dumt. Manden skød med sine skuldre "Not so funny now, huh, little man!"
Løftede den ene arm og kløede sig på baghovedet "Alright big fella..." sagde han med et lille smil, som han ikke anede hvor kom fra ".. I'm sorry 'bout that.." Fenrer trak på skuldrene "I'll buy ya a beer, how 'bout that, huh?"
Manden grinede glubsk"I don't think so!" sagde han, inden han kastede sig frem mod Fenrer, der let hoppede til siden, under et lille råd af "SHIT MATE!"

Den store mand langede atter ud efter Fenrer, der endnu undveg. Fenrer kunne dog ikke længere lade være med at komme med sine små flabetheder "I'm real sorry mate.. I thought you were some kind of shrinkhead!"
Fenrer hoppede atter til siden, for ligenu var han godt tjent med ikke at lægge sig for godt ud med den kleppert. Sådan forløb et lille minut, hvor Fenrer dansede omkring den langt størrere barbar, i et stykke tid, hilket fik mængden af folk til at huje og pifte, som om de fandt dette morsomt. Efter adskillige minutter fik manden dog fat på ham. Han greb Fenrer ved skulderen og hamrede en næve i Fenrer bryst, inden endnu et slag fandt hans næse. Fenrer faldt på ryggen, og manden tårnede sig over ham "What hap... happened to all your dansin li.. little man" sagde den store mand forpustet.
Fenrer spærrede øjnene op, som hans tænder skar mod hinanden i raseri. Han vendte sit blik mod den store barbar, og brugte et splitsekund på at beregne hvad der skulle ske nu.

Fenrer vendte til manden lænede sig frem efter Fenrer, hvorpå skinwalkeren sendte en hæl imod midten af mandens torso. Klepperten gispede efter vejret, som al lufte blev skubbet ud af ham, inden han røg over på siden, da en ny fod landede hårdt under hans kæbe. Fenrer rullede over og kom hurtigt op at sidde skrævs på manden. Fenrers sind var hurtigt blevet fyldt med en intens vrede igen, som han derpå sendte mod manden, i form af skalde efter skalde, der faldt indtil der ikke kom flere klynk fra manden.
Selv tilskuerne var tavse nu.

Kort tid efter sad Fenrer og vaskede sit ansigt med en våd klud, som et sæt dusørjægere havde bragt ham, efter han havde sjosket over til et bord ved det nærmest drikkested. Han hev fat i en af de omkringværende kropiger og sagde med et smil "Can I have some ale?" som han rakte hende et par guldvelv.
Den ungen pige nikkede og skyndte sig ind mod baren. Her sad Sunfurys Kejser, dækket til i blod og støv, så alt var vel ved det normale? Han vidste at han nok ikke var i livsfare, for han havde trods alt ikke dræbt manden, men han vågnede nok ikke foreløbig, og Fenrer skulle kun være her en dag eller to, og hvis det var helt galt, så skiftede han bare udseende, men den ømme kind og næse kunne han nok ikke gøre noget ved. Hvorom alting var så havde han da fået lidt af vreden skyllet ud af systemet.

Outfit (uden skulderplade) + kappen ender op i en hætte af matchende stof.

Varmt. Fandens varmt. Mængden af svedige kroppe, varmt læder og pels i alle afskygninger, der gned mod hinanden under Sunfury’s evigt bagende solstråler, var nok til at give de fleste væsner spat – selv dem uden forstærkede sanser. Emery var ingen undtagelse. En slank hånd røg ubevidst op under hætten, og gled irriteret henover den fugtige pander for at fjerne de værste dråber der var begyndt at kilde. Med en hurtigt håndbevægelse, lod hun fugten falde til jorden, og gjorde et rutinemæssig tjek af sagerne. Hendes bælte var der stadigvæk intakt, og derved også hendes små lommer med diverse sager, inklusiv lommerne med lidt mønt til mad og øl, og til sidst en dolk i hver af hendes sider. Frustreret standsede englen midt på markedspladsen, hvilket medførte et utilfreds fnys bag hende, da en varulv netop var fulgt i hendes spor med en tung sæk i armene. Upåvirket blev hun stående, og kastede tydeligt desperate blikke rundt i folkemængden, imens ulven måtte møve sig uden om imens onde blikke blev sendt i hendes retning. Fandens. Igen.

Dage havde det vitterligt taget hende at følge i hælene på kæmpen. Og nu havde hun mistet ham af syne netop, som hun syntes, at et mønster var begyndt at danne sig. Hun havde godt mistænkt, at dette var en noget stor mundfuld at kaste sig over så tidligt efter… det… men Aya havde trods alt talt lidt mod i hende, og Emery var bestemt ikke en til at sidde at flæbe. I hvert fald ikke ret lang tid af gangen. Alligevel havde opgaven allerede fået de bekymrede rynker frem ganske tidligt i processen. Selve opgavebeskrivelsen mindede uhyggeligt meget om dengang, hvor hun var blevet sat på sporet af den forhenværende leder af varulvene, Sargonis. Det havde endt noget blandet, men ikke mindst temmelig smertepræget for hendes vedkommende. Dog havde hun ikke ville sig svag, og havde selvfølgelig takket ja. Lavmælt bandende sparkede hun frustreret til den tørre grus under hendes fødder inden, at hun vendte om på stedet, og begyndte at gå tilbage imod, hvor hun syntes at have spottet et sted med kølige drikkevarer for ikke så lang tid siden. Den slags hjalp på det meste, og varmen var bestemt ikke med hende den dag.

Som Emery nærmede sig stedet kunne hun fornemme, at noget var galt. En stor flok havde samlet sig i en lille ring om noget der mest lød som to gale hunde, og allerede nu anede hun, hvordan folk i yderkredsen var begyndt at veksle penge. Der blev væddet. Nysgerrig som altid kunne hun ikke dy sig, og sneg sig derfor nærmere for at finde ud af, hvad alle de tilråb drejede sig om. Noget mindre end den almene barbar lykkedes det hende at snige sig ind og ud mellem et hav af svedige overkroppe inden, at hun standsede lige inden, at hun nåede indercirklen. Hendes lysende, grønne øjne fikserede sig hurtigt på de to skikkelser, som tumlede rundt, og ordene forlod hendes mund før, at hun kunne standse dem.

”I’ll be damned…”

En mand, en kende ældre end hende selv, dansede rundt inde i cirklen som en anden springbønne, imens det store brød halsede efter ham i håb om at få blot et enkelt slag ind, hvilket formentlig ville sende bønnen i jorden. I et par dyrebare sekunder virkede det faktisk som om, at manden havde en ærlig chance mod barbaren, hvilket publikummet også lød overbevist om, hvis man dømte ud fra småsnakken omkring hende. Ingen syntes heldigvis at lægge specielt meget mærke til englen, hvilket tillod hende at studeret showet i fred. Hætten havde den fordel, at hendes hår ikke tiltrak folks opmærksomhed som det første, og så skærmede det hende for solen når det var allerværst. I et splitsekund af et øjeblik fandt Emery faktisk sig selv fornøjet for første gang i lang tid… det varede omtrent lige indtil, at klepperten pludselig fik fat om skulderen på manden, hvorefter han blev sendt i jorden med en mavepuster, hvilket sendte et ”UFFF” gennem publikummet, hvorefter flere af barbarene brød ud i latterbrøl. Hun var derimod fristet til at gå. Chancerne var uhyggeligt lille for, at manden ville klare sig bare nogenlunde helskindet igennem kampen, hvilket bestemt ikke var noget som hun havde lyst til at overvære lige inden frokost. Så, som havde al gudernes vrede og magt skudt igennem manden, tog fanden ved ham. Fuldstændig målløs betragtede hun, hvordan manden fløj op og gav sig til at lammetæve barbaren, som havde dette været et simpelt bagslagsmål. Klepperten der før havde virket noget så hoverende, blev langsomt tavs, og det samme gjorde publikum. Blod og sved blandede sig med lyden af knogle sloges, og pludselig var det hele ovre. Bønnen vandt.

Efter kampen var slut var det hele pludselig gået meget stærkt. Barbarene spredtes hurtigt, og midt i al forvirringen og problematikken med at få fjernet kæmpen fra gaden, så var manden forsvundet. Takket være et par bekendte ’kollegaer’ fik hun dog hurtigt nys om, at ikke befandt sig langt derfra, og få øjeblikke senere gled et glas over disken og landede foran Fenrer.

”Drink this. It’s better… It’ll help.”

Emery, der forsigtigt havde sneget sig nærmere efter at have fundet manden igen ved en nærtliggende bar, hvorefter hun havde placeret sig med en passende mængde afstand, lod de grønne øjne titte frem under hætten i forhåbninger om, at han ville møde hendes blik. Hendes stemme var rolig og hendes ansigt åbent, hvilket gerne skulle afsløre, at hun ikke havde nogen intentioner om at forgifte ham. Hendes egen hånd hvilede om et glas med noget der lignede kølig juice, men hun stod stadigvæk op. Var manden ikke lige i humør til at snakke, så havde hun det bedst ved at kunne daffe hurtigt igen.

”I guess people call this a ’thank you’… but I’m no good with words. Or feelings. Drinks are more my kind of thing.”

Fenrer så op på den nyankomne da der landede et glas foran ham. Han havde ikke rigtigt oplevet at folk bare kom op til ham uden grund, i al fald ikke i den tid han havde været her. Her i Bloodrage, ville folk for det meste lade en være, medmindre de troede man kunne banke en eller tjene penge på en, ved foreksempel at fravriste nogen deres pung. Nu Så Fenrer hverken rig ud, eller gav udtrykket af at være let at banke, hvis man ellers spurgte ham selv.
Fenrer kiggede fra den fremmede kvinde til glasset og tilbage, som hun hævdede at indholdet af glasset skulle være bedre end øllet. Sjovt, han havde ikke regnet med at blive belært i alkohol på denne tur, men hvad fanden.

Han ville dog gerne vide hvad hun var for en, selvom hendes øjne, der lurede fra under hendes hætte, sagde ham at hun ikke ville ham noget ondt. Øjne kunne bedrage, det var der sådan set mange ting der kunne, men dådyr øjne kunne være svære at se igennem, specielt når man havde fået sig et par indenbords, og kunne  mærke hvor hårdt man havde brugt sin pande som gong-gong. Det var dog ikke kvinden han kunne lugte, for han kunne faktisk ikke lugte en fis, hvilket fik Fenrer til at gnide næsen, for at finde ud af at den var fyldt med blod.
Fenrer lod sig glide ud af sine tanker om næsen, og tilbage ind i samtalen, da han så op på kvinden med et godmodigt smil. Fenrer tog glasset og så på indholdet med et hævet øjenbryn "Help with what?" spurgte han mens han så op på kvinden og vejrede til glasset. Han havde lidt hurtigt fået glemt hvor stoppet med blod hans tud var, hvilket førte ham til at stille glasset, som han masserede sin næse med den våde klud. Efterhånden begyndte han at få fjernet blodet så meget at næsen snart burde fungere igen.

Som Fenrer fik masseret blodet ud af næsen så han på glasset og dets indhold, der rent faktisk virkede ret appetitligt, men bare ikke den kost Fenrer havde regnet med at skulle indtage mens han var her i Bloodrage. Det virkede som en slags juice, lidt som dem han havde fået i Ashenwood, frem for tilbage i Sunfury, men nu var det ikke fordi at Fenrer var i en tilstand hvor han med rette kunne bedømme dette.
Til gengæld kunne han fint regne ud at det nok ikke var alkohol, ved blot at se på det, men eftersom at han efterhånden nu at have fået tømt tuden for blod kunne han heller ikke rigtigt lugte det. Han greb om glasset og satte det til læberne. Nu havde Fenrer haft beskæftiget sig udelukkende i indtagelse af alkohol de sidste dage, så det var nærmest i ren refleks, at han lagde nakken tilbage og halvvejs tømte glasset for dets indhold. Fenrer fik skåret sig en lille grimasse, ikke at han ikke vidste der ikke ville være noget ubehageligt i glasset, men hans smagsløg havde vist regnet med endnu en form for alkohol.

Fenrer fortrak en mine som kvinden fortalte ham at dette var et tak. Et tak var ikke hvad Fenrer havde regnet med, i al fald ikke fra en fremmed. Han smilte dog da hun kommenterede at hun holdte af at drikke "Well.." sagde han inden han brugte den modsatte side af kluden til at tørre resten af hans ansigt i en hurtig vending ".. You're most welcome"
Fenrer lagde kluden og fnyste en blodig klat ud på gulvet bag ham, inden han atter vendte sig mod kvinden. Kongen af Sunfury havde aldrig opført sådan, men ligenu var han langt fra kong Fenrer Descouteaux-Lemaire. Ligenu var han ligeglad.

En lille kropige ankom med et fad, hvorpå der stod nogle kander øl. Fenrer vendte sig kort mod kropigen der stillede kanderne med øl, og sagde med et blidt smil "Can I have a mug for my company as well?" kropigen nikkede inden hun atter trittede afsted gennem mylderet. Fenrer rakte kvinden overfor ham det krus han havde fået med øllet og skænkede til hende "I hope you'll stay for a mug or two then?" spurgte Fenrer med et lille grin.
Efter at have sluppet kanden, så Fenrer på kvinden med et blik der lå mellem en blanding af skeptisme og en glæde ved at have noget at tage sig til, udover at drikke.
"So I'll take it that your thankshad something to do with that fugly fellar on the market.." spurgte han, inden han gave sig til at læne sig tilbage og løsne sværdskeden fra sit bælte, der var begyndte at blive ubekvemt at sidde med på bænken. Som han rodede med stroppen spurgte han videre ".. or do I know you from someplace else?"
Fenrer var godt klar over at kvinden ikke kendte ham, for Fenrer havde ikke taget denne form før, men det var normalt at spørge om?
Fenrer rettede sig op igen og lagde det prydede sværd på bænken ved siden af sig.

Da Fenrer fik rettet sig op, kunne han for alvor mærke hvor fri hans næse var blevet, hvilket fik ham til at tage en dyb indånding. Blandt duftene og stanken af Bloodrage village, fangede Fenrers næse en lugt der bestemt ikke hørte til. Han så over på kvinden, og missede let med øjnene. Det var ikke fordi han så mistroisk ud, men mere undrende og positiv overrasket. kvinden var en engel, hvis ikke hans næse spillede ham et pus, hvilket meget vel kunne være tilfældet i Fenrers tilstand.

Sjovt var det, at han ikke havde tænkt over at det var en engel før, men nu var han heller ikkke helt sober, selvom han heller ikke var for langt ude at svinge i torvene. Fenrer så op og over til sin side da kropigen ankom med endnu et krus "Thank you" sagde han muntert og tog imod kruset, som han straks fyldte op. Han satte kruset til læberne og tog en slurk. Det var rart at få noget mere værske indenbords. Fenrer gav sig dog ikke til at drikke sig under bordet med det samme, men satte atter kruset på bordet og så over på kvinden.
"What would a... good woman, like yourself be doing in a place like this..??" Fenrer kom i tanke om at han ikke havde introduceret sig selv, og viftede en hånd foran sig selv. "Where's my manners" sagde han i et lille grin og rakte hende hånden "I'mm Sean.. and you're miss??"

Nysgerrig efter en eller anden form for reaktion blev Emery stående, og observerede med et vagtsom blik, hvordan manden greb om glasset og gav sig til at studere dets indhold. Det milde, frugtfarvede udseende fortalte ikke hele historien, men resten ville han hurtigt finde ud af efter en smagsprøve. Mandens blodige udseende og barbariske kampstil fortalte ikke just om hverken baggrund eller race, samt de forfinede sanser som kroppen gemte på, men Emery havde alligevel en stærk følelse af, at manden var mere end blot næver. Derfor blev hun gerne lidt længere, hvor afstanden mellem dem selvfølgelig var velbevaret for nu. Sin egen drink nåede hun netop at sluge en tår af inden, at manden fyrede det forventede spørgsmål af sted. Med et lettere skævt smil fik hun rettet en finger imod ham, klar til at forklare, da det gik op for hende, at hun knapt vidste, hvor man skulle begynde. I stedet cirklede hun hurtigt fingeren rundt, hvad der nogenlunde svarede det meste af ham inden, at den faldt på plads igen.

”It’ll help with all of… this.”

Ved første tår ville de intakte sanser hos Fenrer formentlig hurtigt afsløre snerten af de smertedæmpende og styrkende urter, som var blevet blandet i glasset, samt toppen af det rene stærke sprit, som var blevet tilføjet med henblik på væskens rensende effekt… hvis man altså kunne holde til følelsen det gav. Hun havde selvfølgelig ingen idé om hans kendskab til urterne eller ej, men havde efterhånden selv fået lært sig et par tips og tricks fra hendes kære moder der dagligt gjorde sig som healer. Hendes mor, som aldrig havde forstået hendes aggressive tilgang til verden, men som altid havde forsøgt sit bedste med at lappe hende sammen igen efter det ene uheldige sammenstød efter det andet. De var som ild og vand hendes mor. Ind i mellem tog hun sig selv i at fantasere om, hvordan verden – hvordan familien – havde været anderledes med en far på hendes side i stedet for en mor, hvis job altid lod til at være at forsvare… ja, alle faktisk. Alle havde en uskyld, blev der sagt. Hos nogle gemte den sig blot lidt dybere.

”I didn’t say it would be nice.”

Tilføjede hun roligt, og tog endnu en tår for at dække over det grin, som var på vej til at forme sig efter mandens grimasse. Alligevel fortrød hun rimelig hurtigt, da en blodig snotklat pludselig syntes at skulle flyve forbi. Nu var det hendes tur til at skære en grimasse. Netop som hun skulle til at fyre en joke afsted om personlig hygiejne blev et fad placeret imellem dem af en ung kropige. Alene synet var nok til, at Emery lyste helt op igen selvom hun udmærket vidste, at det ikke var til hende. Derfor var det også med noget overrasket mine, at hun måtte stille sin drink fra sig for at tage imod et af krusene. Normalvis var hun noget mere vissen før, at hun tog imod drinks fra fremmede, men for en gangs skyld havde hun lyst til at snakke lidt.

”Well… Keep the beer flowing and we might just see about that.”

Roligt valgte hun derfor at slå sig ned lidt nærmere sin fremmede nabo. Bunden blev vendt i vejret på drinken, som nu ikke længere virkede specielt interessant, hvorefter hun atter greb fat om sit krus. Kruset føltes velkendt og beroligende i hendes varme hænder, og faktisk virkede hele stemningen efterhånden så afslappet, at hun følte sig tryg, da hun rakte op og trak hætten bort fra ansigtet. En rodet fletning af halvlangt, lysende, grønt hår væltede pludselig frem, og i et forsøg på at redde situationen nogenlunde, kørte hun en hånd henover de fugtige lokker, hvilket lagde dem en anelse mere ned. Da han omsider spurgte ind til hele grunden til, hvorfor en fremmede kvinde overhovedet ville nærmere sig en slagsbroder som ham fnøs hun blot kort og nikkede bagud.

”I’m afraid I’m only here to do business with fugly… and by business I mean that I’ve been tracking his smelly ass for a couple of days now, while wondering how I’d be able to tell him to tag along without getting my skull cracked. And then you showed up! Solving all my problems and keeping me cool. I’m starting to wonder whether ya might be some sort of trickster… Dragging me away after this, drugged, and selling me to highest bidder, perhaps?”

I et øjeblik så englen dødalvorlig ud. Ordene hang i luften mellem dem, imens de grønne øjne fokuserede direkte på ham inden, at hun brød facaden og trak på skuldrene med et skævt smil.

”Guess I’ll just have to see.”

Da Fenrer gav sig til at løsne sværdet, fulgte hun det kortvarig med øjnene blot for at bekræfte, hvorvidt der stadigvæk var tale om en afslappet samtale. Da sværdet blev lagt imellem dem, studsede hun blot kort ved de nydelige detaljer før, at hun vendte opmærksomheden tilbage til sværdets ejermand uden at kommentere yderligere. Hun var dog udmærket klar over, at det sværd var alt for dyrt til en simpel mand i en by som denne. Det var som om, at facaden ikke helt hang sammen med, hvad der i virkeligheden sad foran hende. Hun håbede, at øllet måske kunne få tungen lidt på gled, men det næste spørgsmål var nu alligevel langt fra, hvad hun havde håbet på. Hun forsøgte på en latter, men det lød hult, så den døde hurtigt. I stedet falmede smilet en anelse og blikket blev mørkere.

”What makes you think that I’m good?”

For at vente med at besvare eventuelle efterfølgende spørgsmål, skyndte hun sig at snuppe en tår af øllen. Idéerne summede rundt i hovedet på hende, og hun havde svært ved helt at tyde ham. Kunne han lugte hende, så havde hun en mulighed for at snævre det hele lidt ind, men hvis blot han regnede med hendes intentioner ud fra den første drink, så havde de tydeligvis misforstået hinanden. For Emery var måske nok en engel… men hun var bestemt ikke en god person. Sean, som manden pludselig huskede at introducere sig som, rakte hånden frem, som hun tvang sig selv til at tage og ryste en enkelt gang. Stemningen var stadigvæk god, men spørgsmålet havde tydeligvis rykket noget i hende, hvilket hun ihærdigt forsøgte at lægge låg på igen.

”I’m… Phoenix. So, Sean, what are ya doing in a place like this with manners and a sword like that?”

Fenrer gryntede et stille grin af trickster kommentaren. Det var sjovt at tænke på hvor mange der havde kendt Fenrer, som ville finde kommentaren utilstedelig, men nu var han alligevel på vej ned ad en ny sti i livet. En sti der måske havde ledt ham til at knne finde på sådanne ting, som at sælge folk, hvis han ellers var startet på den tidligere? Nej, nok var Fenrer ikke længere nogen blødsøden lille healer, med funklende stjerner i øjnene og drømme om Utopia lignende Underworld, men han ville aldrig i sine vildeste mareridt kunne forestille sig at sælge nogen, ligesom han engang selv var blevet det. Det betød dog ikke at han ikke kunne finde kommentaren underholdende.
"I'm sure such a pretty little head would bring in a pretty little penny.." sagde han med et fjollet forsøg på en olm mine, der istedet endte ud i et grin.
"..Don't you worry, I'm more interested in aquiring aquintences than I am in selling people who buys me a drink"

Fenrer lagde hovedet lidt på skrå, da englen spurgte ham om hvad der fik ham til at tro at hun var en god person. Ansigtet var foldet i en lettere eftertænksom mine "Good.." sagde han og sank en tår øl ".. might be putting it bluntly.. like saying as the crow flies, cause of course it sodding flies"
Fenrer måtte dog give englen ret i at det var en lettere våget bemærkning at komme med, specielt når Fenrer ikke kendte kvinden fra et hul i jorden. Men der var alligevel noget der sagde ham at en engel ikke kunne være et helt skidt eksemplar af en personlighed. Det var måske ikke noget man kunne lugte, ligesom man kunne lugte forskel på de forskellige racer af engle, hvis ellers man havde næsen til det. Der var bare noget over attituden hun bar der sagde ham, at selvom kvinden sikkert var i stand til at lægge de fleste ned uden de største besværligheder, så var hun ikke nødvendigvis sådan ud af en trang til ondskab. Det var nok snarere en trang til kamp, hvilket han efterhånden forstod sig på. Han var trods alt her af en grund.
"Good.." tilføjede han med et smil "..but feisty"

Fenrer havde nær fået sin øl galt i halsen, da englen, der nu havde introduceret sig som Phoenix, spurgte ham hvad han gjorde et sted som dette, med et sværd og manere som hans. Fenrer, der havde hostet en smule øl, nippede kort sin mund med sit ærme. Pis også! Han vidste han skulle have pakket sværdet ind i noget mere ydmygt. Han så rømmede sig med et kejtet smil og så op på Phoenix, som han prøvede at skjule det faktum at han klart var fanget på sengen.
"Ohh.. you know.." sagde han henkastet, på en måde der lagde op til en spøg ".. I decided to take a trip down here from my humble manor in Doomsville, to-o enjoy the local culture and scenery..?" Fenrer smilede fra øre til øre, som han gjorde et let udkast med den ene arm, der indikerede markedspladsen, hvilket fik ham til at give et lille, og falsk, grin af sig.
"I don't reckon you'd believe me if I told you that I nicked it of some nobleman, would you?"

En tanke slog Fenrer, der fik ham til at trække i et skævt smil, med lidt mere vakse øjne "But look who's talking though.." sagde han i en munter stemme, og lænede sig på sine albuer. Fenrer kom nemlig til at tænke på hvor få engle der levede i Sunfury, i al fald udenfor Sunfury City. Selv de engle der var i Sunfury City, var for det meste et sjældent syn, og havde for det meste med de adelige at gøre. Dette faktum vækkede Fenrers nysgerrighed, selvom Phoenix, allerede havde afsløret hvorfor hun var her "..Ya know.. it's not to common to see an angel around these parts, and especially not one who's hunting for a head"
Fenrer lod spørgsmålet hænge lidt i luften, som han atter drog kruset til sine læber. Først nu lagde han rigtigt mærke til det grønne hår. Var det et spil på lyset, eller, lyste det virkeligt? Intet mindre end grønt endda. Fenrer smilede for sig selv, som han fandt det en anelse morsomt, når han ellers tænkte på hans runer der altid lyste igennem pelsen, sandt at sige, når han var i ulveform.

Fenrer stillede sit krus og så på Phoenix med et lille smil, der emmede af nysgerrighed. Han så kort ned på sit krus, som han tappede det med en finger "I wonder how much such fugly mug as the lumpering brute could be worth?" sagde han med falsk-uskyldig tone, og så op mod englen "Might be worth looking into that entire bounty hunting business?" Fenrer skød let på skuldrene. Han havde før tænkt over en sådan karriere, som dusørjæger. Der var noget ved livet på farten der havde virket tillokkende. Jagten på et mere intelligent bytte, eller måske ikke, når man tænkte på den halvhjerne som han netop havde givet en syngende påmindelse, om hvorfor det ikke altid var en god ide at pisse på folk der var kortere end en selv, de havde trods alt, somme tider meget let ved at give én et hug i kronjuvelerne.
"What do you reckon.." spurgte han så med et useriøst blik og et lille grin ".. would I be able to cut it at the scurge of the scoundrels?"

Emery fnøs imod kanten på kruset, da hans svar på hendes spøgende kommentar faldt lettere ubelejligt. I stedet for at fortsætte med sin slurk, trak hun kruset væk fra munden igen, og tørrede i stedet lidt overskydende skum bort med bagsiden af hendes overarm.

” Ya might wanna rethink that plan. I’m not sure that just because my hair glows, it’ll be enough to compensate for the fact that I can’t cook for shit. You could probably make twice the money on me, just by taking me back.”

Alene tanken fik et sjælendt, oprigtigt, lille smil til at krybe frem på de rosa læber. Hun havde og ville aldrig kunne se sig selv som værende slave. Hendes stædighed og mangel på alment kendskab til huslige pligter ville formentlig skræmme de fleste købere væk end, hvad sælgere kunne magte. En hurtigt død var nok, hvad hun mest håbede, skulle det komme til stykket. For jo, Sean jokede måske. Men Emery var en engel. En kvindelig engel i en aggressiv verden med et uforudsigeligt job, samt en endnu mere uforudsigelig skytsperson. Så jo, tanken havde strejfet hende. Taktikker blev altid lagt, når hun besøgte nye steder. Hun kunne godt lide at kende sine fakta inden, at hun begravede sig for meget. Men at gøre det nemmere for sig selv… hvor var det sjove i det? Healervejen havde måske været bedre. Men hendes sind havde aldrig kunne finde ro.

Emery betragtede manden gruble. Det havde tydeligvis ikke været helt gennemtænkt, da han havde spyttet ordet ”god” efter hende. Hans eneste forsvar var, at ordet bragte en naturlig forsvarsmekanisme op i hende. Hun brød sig ikke nødvendigvis om stempler. Nok fordi hun havde svært ved at se sig selv altid, som værende det ene eller det andet. Men fandeme nej, om folk skulle tage den beslutning for hende! Alligevel faldt kroppen lidt mere afslappet sammen, da han kom med tilføjelsen. Se det var mere hendes smag. Hun nikkede derfor tilfreds, og hævede roligt kruset til en skål.

” To feisty and… sketchy underdogs.”

Forhåbentlig ville Sean deltage i skålen. Efter det ville hun roligt bunde det sidste i sit glas imens, at han fik hostet færdig. Hun satte kruset ned tidsnok til at fange det dumme smil, som han sendte hendes retning, hvilket blot blev mødt med et udfordrende blik.

” Nah, that’s a load of bull. We both know that you’re not from around here… but Doomsville? Seriously? I ain’t that drunk yet.”

Dovent placerede hun en albue på bordet, hvor hun så lod sin hage hvile imod håndfladen således, at Sean nu havde hendes fulde opmærksom.

” Antiques or not… I’m starting to think that you owe me a proper story, Mr. Twinkle Toes.”

Armen lod hun dog falde dvask ned mod bordfladen igen, da Sean forsøgte at komme nærmere ind på sammenhængen mellem hendes profession og race. Stadigvæk lyttende, gav hun sig i stedet til at fylde kruset på ny. Først da han kom med flere spøgende spørgsmål turde hun tro på, at han ikke forsøgte at grave alle hendes mørke hemmeligheder frem. Genuin nysgerrighed kunne hun nok overleve, når det nu var ment halvt i spøg. Generelt foretrak hun ikke at snakke ret meget om sig selv, men der var heldigvis heller ikke mange som fandt det fristende at spørger, når hun først havde vrisset af dem.

” What can I say? I like to stir it up a bit… but don’t get me wrong. I’m still bound by blood in many ways. “

Emery satte kanden på bordet igen, og lænede sig tilbage i sædet med kruset mellem fingrene. Et skævt smil formede sig.

“And fugly? Like I’d ever tell ya!... No but seriously. Fugly might be a few coins in the bag, but he’s also an opportunity. I like home. Home is peace and quiet. No people to ask you stupid questions or beat you up… But I also like it on the road. The challenges it brings me… and sometimes the pain as well. It keeps me sane, ya know?”

Hun trak kort på skuldrene, og fortsatte så roligt med sin forklaring, imens de grønne øjne stadigvæk holdt fokus rettet imod Sean.

” Well… you do pack a few punches. But you don’t really strike me as a man willing to cast away his morals for a bit of gold… Unless, of course, it’s one of those scenarios, where you’re in fact dark and twisted under all that bloody smiling?”

"Touché "
Fenrer måtte indrømme at han burde kunne have sagt sig selv at kvinden foran ham, ville kunne skyde en sådan spøg fra sig. Hun var jo ganske rigtigt ikke nogen forsvarsløs husmor, hvis ellers han skulle tro på hendes attitude og udsagn. Han forestillede sig kort Engelen drøne en sodet stegepande efter en køkkenmester der var efter hende for at lave en eller anden fejl i stegningen af en herremands ret. Tanken fik en let kluklatter og et lille smil mere til at glide fra Fenrer, inden han atter lagde øre til sin bordmakker, og hævede sit krus til deres skål.
"To the fetchy underdogs" sagde han med et skæmtsomt smil, som han glædedes ved sit eget ordspil. Ikke at der var nogen synderlig intelligens bag sammentrækningen mellem "feisty" eller "sketchy", men ".. Ya know, 'cause you fetch 'em"
Fenrer var klar over hvor åndet spøgen var, men det morede ham også lidt, nu var han jo selv en ulv, der dog ikke gjorde sig så meget i at hente pind.

Fenrer gryntede fornøjet over hendes øgenavn til ham, twinkle toes. Det var ikke noget han ikke havde hørt før, men det var alligevel sjovt hvordan han ikke kunne ændre hvem han var, selvom han ydre bestemt ikke var hans eget.
Charmerende, det måtte han indrømme, men da kvinden bad ham om en historie, kunne han kun grynte et lille grin. Han havde altid været glædeligt begejstret ved at dele sine vandrefortællinger, men nu var situationen anderledes. Han genopfyldte sit krus på ny, og brummede fornøjet som han tænkte over hvordan han skulle fortælle, men han var ikke helt så hurtig som han plejede at være, hvilket til tider var rart nok, når man altså var alene og ikke skulle deltage i en kultiveret samtale.
"Well.." Sagde han med en let skurren fra halsen som han rømmede sig, og kiggede på Phoenix over kanten af hans krus ".. gimme a couple of mugs to think about how much should be in that story, alright?"

Fenrer te for en stund, og nøjedes med at væde sin hals med den frugtede øl, som han fulgte nøje med i Phoenix's ordstrøm, og studsede lidt over hendes kommentar, hvad angik hans natur, under de gavmilde smil. Var han mon ikke lidt mere grum når alt kom til alt? Han var i al fald mærket af de seneste år, med blod, mord, vold, krig, politiske magtspil og alt hvad der dertil fulgte.
Han fangede sig selv i at blive mere seriøs i minen, og trak atter på smilebåndet som han skød minderne om trængsler til side og lagde ud med en lille latter inden han forklarede.
"I'm no saint, tho I'd like to think of myself as a descent person, and hey.." Fenrer tog en slurk af den frugtede øl, alt imens han holdte et overblik over de nære omgivelser, ud af sit perifere syn og hældte op som han fortsatte ".. If people do bad things, why not get some gold for stopping them dead in their track?"

Trak på skuldrene og sendte Phoenix endnu et smil "Maybe ya right, ..." , som han greb og løftede en af de mere fyldte kander, lige inden en tung og ret beruset mand i bedste krigs-mundering væltede ind over bordet, lidt udenfor bevidsthed, hvis man skulle dømme ud fra han snøvlen om englens udseende. ".. but I do believe owe ya a story?" konstaterede han som han skubbede den fulde mand ned på gulvet, hvor manden så ud til at falde i søvn, uden at rejse sig og tog en slurk mere af sin øl.

"Where to begin??... Well the beginning seem the proper start donn'it" Sagde Fenrer og satte sit krus som han så til himmels. "I'm actually from the mountains between the cliff of kings and the Ice valleys, or well, that's where I grew up.."
Fenrer så tilbage til sin bordmakker "Quite a different climate.. Then I travelled to Doomsville, and used that as a working station for some time, ya know, joining in with the caravans.. I then fought a great deal of shapeshifters and Skinwalkers in ashenwood, uh! and I slew a River Serpent at the gathering of soul rivers, I met what I thought was the love of me life.. "Fenrer bed læberne lidt sammen, men var ikke videre påvirket, og slet ikke nok til ikke at sparke manden under bordet bevidstløs da han gav en teatralsk hulken fra sig ved Fenrers fortælling "Where was I.. oh yes, when .. she left I came here, and met the second love of me life, and actually got me a wee pup, spitting image of her mother " Fenrer mistede sit smil kort, men havde dog indtaget nok til at kunne skubbe den gamle smerte bort, som han kort så bort.

Han slog hurtigt blikket tilbage på Phoenix og smilede bredt "The mother died, and then I joined the invasion of the Sargrosn'er, where I got me paws on this here.." Fenrer gav et let grin fra sig og klappede sværdskeden ".. and boredome and thirst brought me here I guess"
Fenrer greb atter sit krus og slukkede den voksende tørst, inden han så på Phoenix "So? What do ya think, and would ya care to tell me something about yaself?.." Fenrer lagde over i en kort teatralsk mine der knap kunne drukne hans latter, som han afsluttede "..Now that I've poured me heart out"

The Fecthy Underdogs. Navnet bar en klang, som Emery måske modvilligt kunne fristes til at kalde… charmerende. Al der overhovedet kunne have været charmerende omkring navnet døde dog hurtigt, da Sean gav sig i kast med en længere forklaring angående navnets knap så kreative oprindelse. I stedet for at svare valgte hun blot at fokusere på at nikke bekræftende imens, at hun hældte øl indenbords, hvor det krævede stor viljestyrke ikke at sprutte af grin – kølig øl var trods alt mere værd end guld på en varm dag.

”Fine… but ya better make it good!”

Emery kunne godt mærke nysgerrigheden vokse omkring hendes nystiftede bekendtskab. Der var en stor chance for, at han valgte at smide en masse ævl efter hende, men hun kunne da håbe at lære lidt mere om hans oprindelse. Der fandtes trods alt ikke mange typer som Sean – eller så havde hun bare ikke mødt dem. Smilende, let til ord, indbydende og umiddelbart rimelig venligt anlagt. Det slog hende endnu engang, at manden slet ikke passede til miljøet omkring dem. Hans ydre gjorde måske, men hans indre sagde noget andet. Måske var han i virkeligheden flygtet fra nogen eller noget – lidt ligesom hende selv?

”Ah yes, words to live by! And hey, a person who offers free beer on a hot day like today, can’t be anything but decent. So, I guess you’ve got that going for you.”
Illustrerende hævede Emery sit ny fyldte glas inden, at hun kastede et blik ud mod folkemængden, og fortsatte en kende mere nedtonet, imens hendes krus blev sat tilbage på bordet.
” Besides… I know plenty of stuck up angel faces who aren’t exactly saints either… “

At hun selv var en af de omtalte englebasser, det valgte hun ikke at understrege. I stedet blev hun pludselig opmærksom på en vaklende skikkelse som kom væltende imod dem. Sean lod heldigvis også til at have opdaget den nyankommende personlighed, og før hun kunne nå at reagere yderligere, betragtede de begge to, hvordan man ramlede imod bordpladen. Sean fik skubbet manden ned på jorden, og var herefter flink nok til at fortsætte uforandret med sin historiefortælling. Emery satte sig derfor bedre til rette, og kom muligvis til at spilde et par sjatter øl på manden under dem, efter kommentaren vedrørende hendes udseende. Hendes opmærksomhed var dog rettet imod Sean, og hun valgte at holde sig tavs helt indtil, at han var færdig.

Seans historie var et eventyr fra start til slut. Ikke nødvendigvis et af dem, hvor alle levede lykkeligt til deres dages ende, men en sand rejse der fortalte om tab og om dele af verden, hun endnu ikke havde drømt om at besøge. Tanken strejfede hende et par gange imens Sean snakkede, at mandens historie lød utrolig – måske endda for utrolig… men så igen, følelserne bag hans ord virkede ægte nok. Dette kunne selvfølgelig være mængden af øl, som spillede hende et puds, men for nu valgte hun at hoppe med på idéen om, at de fleste af tingene faktisk var hændt manden foran hende. Noget andet hun også bed mærke i som Sean talte løs var lyden af hans accent, samt måde han beskrev sig selv og sin familie. Der var efterhånden kun ganske lidt tvivl om, at manden havde noget dyrisk blod gemt i sig. Det var lige før, at det gav et gib i hende, da Sean valgte at afslutte historietimen med et spørgsmål. Emery havde været så fordybet, at hun knapt havde fået drukket halvdelen af sit nuværende krus. Resten var blevet en kende lunken, så hun valgte at øse en frisk portion oveni imens, at hun forsøgte at svare på hans første spørgsmål.

”Uhh… what do I think?... I don’t even know where to start! I mean you’ve traveled the world, started a family, joined an invasion and just casually fought some river monster in your spare time… and now you’re here… in Bloodrage Village… because you’re bored?! Jeez dude! Do you ever just… not do anything? Anything that might get you killed, that is? Like I don’t know… play with your… ‘pup’?”

Emery kørte en hand igennem håret, hvilket blot rodede med hendes allerede ødelagte frisure, og virkede næsten udmattet ved tanken om alt det, som Sean havde været igennem. Det sidste med hans mulige barn, blev dog sagt en kende tøvende. Egentlig så var hun ikke meget for at rode op i det med familie, specielt ikke når manden selv havde mistet, men det var fløjet ud af hende før, at hun kunne nå at overveje sætningen. Derfor skyndte hun sig at gå videre efter, at hun havde taget en slurk af sin øl.

” Jeez, I almost feel bad about you asking… I don’t really… have a story? No family, just me, myself and I on the road most of the time, when I’m not trapped in Doomsville because of some other… work.”

Det var her, hvor tingene blev en kende kringlede. Manden havde virket overraskende ærlig, men Emery brød sig generelt ikke om at udlevere ret meget om sig selv. Specielt ikke Chester, da han hurtigt kunne blive grunden til hendes fald med hans ry. Manden havde været i Doomsville, og derfor var der altså en minimal chance for, at de havde mødt hinanden. Alligevel kunne Emery mærke frustrationerne hobe sig op. Hele situationen med Chester var gået forholdsvis skævt, og selvom Aya havde været en stor hjælp, så var der stadigvæk en masse hun brændte inde med. Stadigvæk forsøgte hun at beherske sig, og sukkede en kende frustreret inden, at hun valgte at fortsætte.

” Haven’t really fought anyone or anything that great… Except a Nightcan at some point. Didn’t end exactly as planned, but hey I’m still in one piece, so… yea. I like to travel, kinda comes with the job, but I haven’t been out that far. Mostly larger cities and then Firewood.”

Kroppen spændte op, og hun vred sig let i sædet. Hun var slet ikke fuld nok til dette. Hun kunne ikke undgå at mærke, hvordan den blottede følelse strålede igennem hende, og alligevel en følelse af… tomt? Sammenlignet med Sean, havde hendes liv ikke det store indhold. Hun havde brugt så mange år på at leve fra dag til dag, både på grund af sit job og sine frustrationer, men også med tanke på, at hun en dag kunne stå bundet og vide, at hun aldrig fik den frihed tilbage. Og i dag var hun netop bundet, men intet af det var endt, som hun havde forestillet sig. Emery mærkede sveden lige så stille bryde frem, og ikke blot på grund af varmen, og kastede sig derfor ud i at bunde sit krus i håbet om, at stilheden ville få Sean til at tage ordet endnu engang.

Fenrer lyttede ivrigt med på hvad han troede ville blive en eventyrlig fortælling, som han havde haft på fornemmelsen at Phoenix gemte på. Han indså dog snart at hun ikke var videre vild med sin situation. Det virkede nærmest som om hun var en anelse fortvivlet. Han lagde nakken tilbage og tømte sit krus, inden han atter rakte ud efter en af kanderne.

Da Fenrer løftede blikket, så han at Phoenix tømte kruset. Fenrer rejste sig halvt og skænkede hende endnu et bæger "No worries Lass, I got ya" sagde han med et smil og et venligt blink. Fenrer satte sig atter og lagde hænderne på bordet "Right.." udbrød han med et grin "..I don't think we've had quite the proper cup yet"
Fenrer vendte sig halvt og kiggede kort om efter barpigen, som han lige nåede fange blidt ved ærmet da hun skulle til at passere dem "I'd like some brandy for my partner and I, and perhaps som jerky to go with it.. talk to Far'l, he knows what I like"
Fenrer vendte sig atter mod Phoenix og svang kruset til en stille skål. Da han havde fået slukket tørsten på ny, så han kort på sin bordmakker, lidt vild for ord. Fenrer vidste ikke helt hvad han skulle sige, der kunne bringe samtalen videre uden at rykke op i noget, der kunne ende ubekvemt. Han nød Phoenix selskab, og havde ikke lyst til at give hende grund til at gå. Fenrer tænkte lidt over hvad han kunne sige, og ikke få sekunder væltede det næsten ud af ham "Sooo... What do ya think about the performance?" Fenrer svang en løst liggende gaffel og indikerede markedspladsen.
"Me little dance with the fugly fella I mean, got any tips?"

Fenrer smilede lidt og trak hovent på skuldrene "I gotta say he got a great.. and heavy, right hook" En hånd fandt vej til Fenrers kæbe, der endnu værkede lidt, på trods af både øl og drikkelsen som Phoenix havde givet ham "That 'wee' shite hit like an anvil"
Fenrer vidste ikke helt om han havde været videre elegant at se på, men mente ikke at han havde klaret det helt dårligt i sin tilstand. Det gik dog op for Fenrer at han faktisk sad til bords med en der næsten burde være ekspert. Phoenix var trods alt lejesvend, og virkede til at kende alkoholens effekt på en mand ganske glimrende.
Han studsede over dette mens han lyttede, og da der var råderum for det, spurgte han med en nysgerrig glæde i stemmen. Han rakte ud og tog imod fadet som barpigen var kommet med, og lod det finde plads imellem Phoenix og han selv, inden han hev proppen af flasken, der gav slip med et tilfredsstillende 'plop'.

Fenrer satte læberne til flaskehalsen og drog et svælg. På trods af at han nød kvaliteten af brandy'en, så var den lynene varme og brænden, endnu mere kærkommen. Fenrer vidste at det betød at sorgerne snart var jaget bort, hvilket var ganske betryggende. Blot en flaske eller to mere, hvis ellers Phoenix ikke viste sig at være letvægter når det kom til hård spiritus.
Fenrer smilede "That's better" sagde han med et smil og rakte flasken over til Phoenix.

Emery forbandede sig selv langt væk. Dette var en komplet normal situation – så man bort fra miljøet omkring dem – og der sad hun, som en eller anden forskræmt lille fugleunge og anede ikke, hvordan hun skulle bærer sig ad med at fører en almindelig samtale. Hendes samtaler var som regel kortfattede, med et specifikt mål og fyldt med sarkasme. Det havde aldrig slået hende, hvor lidt hun gjorde ud af det modsatte. Hyggesnak. For høfligheden og hyggens skyld. Alene tanken om det kedede hende altid voldsomt. Hun så ikke rigtig nogen pointe i det – nok fordi hun ikke rigtig havde nogen kammerater at dyrke det med. Og alligevel sad hun overfor en skikkelse, som ikke havde bestilt andet end at være venlig mod hende. Han købte drinks, han lavede jokes og han fortalte om sit liv, som om, at de havde kendt hinanden meget længere end en sølle eftermiddag. Og hvad gjorde hun? Hun frøs. Et halvhjertet smil og et nik som tak var alt, hvad hun formåede at præstere, da Sean endnu engang valgte at være høflig. Hun betragtede væsken fylde bægeret, og lod så Sean finde sin plads igen, imens hun snuppede en slurk. Da han begyndte at snakke om at bringe noget stærkere alkohol på banen, sukkede Emery næsten lettet inden, at hun opgivende rystede på hovedet med et lille grin.

” No, I don’t think we have…”

Det der efterfølgende fangede hendes interesse, var måden, som Sean henkastet henvendte sig til folket bag baren. Tanken om kødet fik hendes mave til at rumle ufrivilligt, og hun kunne pludselig ikke huske, hvornår hun sidst havde fået noget mad indenbords. Det var dog ikke kødet alene, som fangede hendes opmærksomhed, og efter deres lille fælleskål mærkede hun, hvordan munden kom på gled igen.

” Seems like you’re quite familiar with the people around here… maybe this isn’t the first time that ‘boredom and thirst’ has brought you out into this big pile of… blood, sweat and body hair?”

Emery påskønnede faktisk hans vedholdenhed. Et eller andet sted dybt i hende, så brændte hun virkelig for at kunne snakke om tingene. Åbne sig fuldstændig til en halvfremmede, som hun formentlig aldrig ville se igen. Få bitchet omkring de seneste måneder som havde været et helvede rent mentalt, som hun havde klaret takket være isolation og en fandens masse alkohol… og så Aya. Det havde ikke rigtig virket. Så derfor sad hun, hvor hun gjorde. For at arbejde tingene væk. Og for at drikke dem væk. Igen. Hans spørgsmål kom en smule bag på hende, men det brød da de sorte tanker for en stund.

” Eh, you know. It was pretty good for a lightweight like yourself… but I’m all about fighting dirty. Pretty sure you’re hiding some skills under that skin. You might look human, but I don’t buy that for a second. You gotta use, what you have! What else is it any good for?... Plus, it would spare ya some teeth in the future.”

I starten var det egentlig mest spøg. Seans teknik havde holdt ham selv i live meget længere, end hun selv ville have klaret det i ringen. Hun var hurtig, men hendes styrke matchede sjældent en dæmon eller velvoksen varulv. Men hun havde umiddelbart ikke set nogen former for særlige tricks hos ham, udover måske lidt forøget styrke og hastighed. Det kunne dog være så mange ting. Som de sad der og småpludrede omkring teknikkerne, fornemmede hun godt ud af øjenkrogen, hvordan en flaske brandy blev bragt til dem. Emery så til med nyvunden iver, hvordan Sean fik åbnet flasken og tog den første slurk, hvor nydelsen hurtigt spredte sig i hans ansigt. Taknemmeligt rakte hun frem og tog imod flasken. Hun tøvede ikke engang, men lagde i stedet nakken tilbage, og bød den brændende fornemmelse varmt velkommen, samt den rus i kroppen der fulgte.

Hvad Emery ikke lige havde lagt mærke til i sin hyggestund med Sean, var de to mænd, som sad ved siden af hende – med udsigten til hendes ryg. Begge mænd havde tydeligvis fået mere end rigeligt at drikke for den dag, men hvad enten det var gudernes vilje eller en form for lim, så hang de stadigvæk fast ved bordkanten. Pludselig lod det dog til, at et lys op for den ene af dem. Med en halvhjertet bevægelse fik han skubbet til sin døsende makker, og pegede så ivrigt i retningen ad den rodede, grønne fletning, som dansede bag Emery’s ryg hver gang, at hun bevægede sig. Småleende kastede de to mænd ét blik på hinanden inden, at den nærmeste mand rakte hånden frem, og greb fat om fletningen. ”OY! You’ve got grass in your-…” Længere nåede ingen af dem. Manden, som havde forsøgt at rykke den mærkelig grønne tingest af hovedet på Emery, mærkede pludselig, hvordan hele vægten fulgte med. Englen som havde været komplet uforberedt på den pludselig bevægelse, mærkede til stor skræk, hvordan stolen forsvandt under hende. Et øjeblik var alting et stort kaos af Emery der drattede baglæns i jorden, brandyen som fløj over hovedet på dem, skamlen som fløj sig en tur, samt manden der væltede ned på jorden ved siden af Emery imens, at hans makker trillede bagover af grin. Hun mærkede et ubehageligt stød igennem kroppen, da ryggen ramte jorden, og et øjeblik var alt luften slået ud af hende. Et uheldigt forsøg på at trække vejret, fik dog bare alt det hvirvlende støv trukket indenfor, hvilket så endte med en voldsomt hostende, komplet forvirret, brandy dækket engel på jorden.

Fenrer trak let på skuldrende, da Phoenix påpegede at han virkede til at være bekendt med de lokale.
"I may.. have frequented this establishement before.." Et drilsk lille smil gled over hans læber, som han fyldte sit bæger på ny "..and I do find it somewhat peaceful to come here, and ya know, kick back a bit"

Fenrer grinede over kommentaren hans fremtidige tandmangel, og havde nær fået øllen galt i halsen. Det løse ærme fik hurtigt, og sjusket, fjernet den smule øl han havde spildt i skægget. Han så op på sin bordmakker og smilede "I dont fight dirty, I don't need to.."
Fenrer smilede ved sin egen selvsikkerhed og gav et lille grynt af veltilfredshed fra sig "I've not found any who could manage to break my bones nor teeth yet, and when the day comes.." Han trak på skuldrende og lagde armene tilbage i en åben gestus ".. then I guess I'll be in the dirt or they'll regret their actions severely"

Med armene rakt tilbage, nåede Fenrer ikke at gribe Phoenix, som manden hev i hendes hår. Han havde endda sluppet bægeret med sin øl. der nu klingede af mod bænken, og spildte indholdet udover gulvet. Fenrer mærkede harmen ulme op i ham, som hans nyfundne frænd lå spraglet ud på jorden og brandyflasken knustes et sted med et rabalder. Værst af alt, grunden til den hede fornemmelse der fik det til at føles som om hans hals og pande sydede af flammer, var de to idioters latter, over hans bordmakker overraskelse. Phoenix havde ikke generet nogen, og havde kun gjort ham godt.

Fenrer rejste sig i et hastigt, men roligere udseende gemyt. Han skyndte sig over til Phoenix og hjalp hende op. På vejen fik han dog samlet en teske op, som han hurtigt fik gemt af vejen i et ærme.
Fenrer efterså hurtigt Phoenix og spurgte uden for meget klynk i stemmen "Ya gonna be alright?"

Da han havde fået sit svar, vendte han sig atter mod de to mænd, med et tomt udtryk i ansigtet. Han rømmede sig og iførte sig den bryske tone som en lærermester ville rette sin elev med "You ought to know.." Skeen gled ud af hans ærme, og fandt sig til rette i et fast greb".. It's uncanny to laugh at anyone on their heell, even more so a woman"
Bevægelsen var lynsnar, og lyden sprød, da Fenrer brækkede den nærmeste af de to mænds næse med skeens skål, og havde man ikke haft ønene med sig, ville man knap have fanget bevægelsen. Fenrer hævede ligeså hurtigt hælen og satte den med et hult dump på samme mand bryst, hvilket sendte ham ind i bordet de sad ved. Fenrer satte af fra manden, mod hans kammerat der kun halvt havde nået at rejse sig. "LEMME TEACH YA SOME MANNNERS!!" Brølede han, som den næste fod ramte den andens mands arm, og sendte ham ud af balance. Han landede hårdt på det jordstampede gulv, og fik slået luften ud af sig, da Fenrer fulgte ovenpå hans brystkasse. Fenrer hamrede et par voldsomme næver ind på mandens ansigt, og satte derpå skeen i mundingen af mandens næsebor, der nu spiledes voldsomt af skeens kant"Any apolohy for ya rude fucking beheavior shitecake?"

Fenrer, der følte sig så sikker på sin sejr, ænsede hverken at den første mand, vaklende, var på vej på sine ben, eller at tumulten havde tiltrukken sig folks opmærksomhed, hvoraf flere ikke så ud til at bryde sig synderligt for den nytilkomne.

Emery kunne ikke tilbageholde, hvad der mest af alt mindede om en latter. Den var der kun kort inden, at hun fik styr på sig selv igen, men den var ægte nok. Der sad dog stadigvæk et skævt smil, som hun kastede et kort blik ud mod deres omgivelser inden, at de grønne øjne fangede Sean igen.

” If this kind of place is peaceful for ya, I don’t even wanna know what kind of mess you’ve got going on at home!”

Smilet stivnede en lille smule, og Emery mærkede en kedet grimasse glide på plads. Ah, fuld af selvtillid. Hun havde vel også været ung engang – men så igen, hun havde aldrig kunne holde til særlig mange tæsk uanset, hvor ung eller gammel hun havde været. Den del misundte hun i allerhøjeste grad stort set alle andre væsner. Engle var skrøbelige som bare fanden, og hun skulle knokle tre gange så hårdt for at holde sig i nogenlunde god form rent styrkemæssigt. Hun havde en svag idé om, at det nok ville hjælpe på tingene, hvis hun skar ned på kød og øl… men den del kom ikke til at ske. Så hun måtte bare bide i det sure æble, og så brokke sig over resten.

”Well, well. Mr. High and Mighty are we?” Emery tog en slurk af øllen, imens hun forsøgte at bevare den skulende facade. Den varede dog ikke helt så længe, som hun havde håbet, da han fortsatte sin pralen. Den fandens karl! Ølkruset blev smækket hårdt ned i bordet, hvilket landede lidt skum på disken. Emery var ligeglad, da hun havde travlt med at lave diverse håndbevægelser, som om de kunne afhjælpe hendes frustration over Seans tilsyneladende uforgængelige væsen. ”What the bloody hell are ya made of? I’ve NEVER met anyone or anything that doesn’t break!ff00] “ Et øjeblik kneb hun øjnene mistænksomt sammen mod Sean “Have you been playing with dark magic or some shit? Because if that’s the case… I might consider chopping ya head of.”

Det var egentlig utroligt så hurtigt tingene kunne forandre sig. Det var lige før, at hun ville vove at kalde det hyggeligt, hvad end hende og Sean nu havde haft gang i for et øjeblik siden… men lungerne fulde af støv og sand, se det var lidt en anden sag. Emery kæmpede en brav kamp for at få vejrtrækningen bare en smule under kontrol, hvilket da også lykkedes nok til, at hun kunne høre ordene fra Sean – og desværre også latteren bag sig. Hun blev hevet på benene igen, mere eller mindre ufrivilligt, inden med en hånd rystede ham bort. Ingen damsel in distress her! Bare… et midlertidigt setback.

”I’ll be fine…” Fik hun fremstammet. Egentlig var det lige før, at flovheden var værre end vreden et øjeblik – samt den brændende fornemmelse i lungerne. Desuden gik det pludselig op for Emery, som hun forsøgte at fjerne sand fra ansigtet, at hendes krop faktisk var forholdsvis… klistret. Brandy, hud og intens varme var åbenbart ikke nogen særlig god kombination. Fandens til rod! Vreden som blussede op, fik hende til at vende sig mod gerningsmændene i håbet om, at kunne lade den spilde ud over dem. En anden lod dog til at være kommet hende i forkøbet. Lyden af brækkede knogler nåede englen netop, som fik øje på Sean, som var i fuld gang med at kaste sig over de to mænd. Vreden var ikke til at tage fejl af, og ufrivilligt mærkede Emery, hvordan øjnene spærredes en lille smule op. Hvis ikke i forfærdelse, så i hvert fald af forbløffelse. Var det en ske han brugte?

Emery blev langsomt enig med sig selv om, at det hele faktisk var ved at blive en smule for meget. Det eneste hun havde lyst til nu, var et bad, og så trække sig tilbage i et eller andet sted, som var både mørkt og koldt. Sean havde været superrar og alt det, men det lod som om, at han var travlt optaget med at omrokerer mandens ansigt – og hvem sagde han ville stoppe der? Desuden var hun stadig frygtelig forlegen over sit stunt. Ingen grund til at gøre tingene værre. Derfor trak hun sig lige så stille tilbage fra scenariet for til sidst at vende sig om for at gå. Et nyt ansigt blokerede dog hendes vej. Flere faktisk. I stedet trak hun sig ufrivilligt tilbage mod det blodige rod, imens hun hurtigt trak hænderne op foran sig. Hænderne var knyttede, og blikket blev hårdt. Det så ikke ud til, at de længere var velkomne ved denne bar.

”Uh… Sean? Looks like the idiots have friends. Lots of them actually.”

Fenrer vendte sig om mod Phoenix, og glemte alt om manden under sig, der ikke så ud til at kunne yde mere modstand, lige nu. Han havde ikke lagt mærke til hverken fodtrin eller opråb, men nu hvor Phoenix havde påkaldt sig hans opmærksomhed, kunne han se at de ikke længere kunne forholde sig uforstyrrede. Der var mange af Bloodrages beboere der havde rejst sig fra deres sæder i beværtningen, og var klar på at slutte sig til festlighederne.

Hvorfor fanden skulle folk også blande sig? Fenrer havde ikke overskuddet til at hverken skulle dele, eller være fornuftig, og en dag der ellers var startet så fint ud med druk, og endda havde ledt til at møde en interessant person, skulle nu til at tage en kedelig drejning.

Fenrer rejste sig, og knejsede med nakken "Alright shitstains, LISTEN UP!"
Hans tone var hård og direkte, forbløffende ikke særligt påvirket af alkoholen,der endelig var ved at indhente ham, efter flere dages hæftigt indtag.
"I don't much care for all ya all intruding on our fight, and if ya got any sense, or remember me at all, ya all be leaving this here well enough alone... and in return I'll each on a gold piece worth of drink.."
Fenrer måtte erkende at de fleste af disse barbarer, nok allerede var så dybt i deres kopper, at de ikke bed på lidt ekstra at drikke, når der ellers var udsigt til et slagsmål.

Et par trak sig da, om end det nok var fordi de ikke orkede at slås med og ikke for Fenrers tilbud, men Fenrer og hans nye frænde, var stadig stærkt i undertal. "Well, shit.. I tried"Han fnøs og greb en kop, i et forsøg på at købe sig noget tid, men det skulle vise sig ikke at virke.

Den første der drønede frem var en ork, der greb efter Fenrers hoved, hvortil Skinwalkeren svarede ved nær at gå i spagat, for at komme til en højde der gjorde det nemmere at hamre koppen solidt ind i den grønne satans klokkeværk. Orken faldt sammen, med skår i manddommen. Fenrer var dog dårligt kommet op igen, før end den næste idiot kom stormende.

Fenrer mistede hurtigt tallet på folk der prøvede at møve sig ind i slagsmålet, og anede at han ikke var i sober nok tilstand til at kunne tage dem alle, selv med Phoenix hjælp.
Da han havde lagt den tredje ned med den anden, fik Fenrer hurtigt danset sig tilbage mod det bord de to havde siddet ved, hvor han greb sit sværd. Klingen skulle ikke smage blod idag, men han benyttede sig af det hårde objekt til at hamre løs på de nærmeste, hvilket havde den ønskede effekt.

Han vendte sig om mod de udendørs arealer og piftede kraftigt, inden han vendte tilbage mod kampen. Han kunne se hvordan flere var begyndt at stimle til, og hvis der ikke skulle males gulve i indvoldsrød, så var det nok bedst at Phoenix og han trak sig.
"I think we'll have to leave!" sagde han højlydt, som han øjnede både sin penge pung og en kande øl, der endnu havde prop, der begge lå på bordet.
Fenrer svang sig ned, som han parrerede en næve med skeden, og flåede pungen op i en løs lomme, for derefter at gribe om ølkanden.
"When I tell you to, get on the horse!"

Et øjeblik var det faktisk som om, at tingene standsede for en stund. Folkene omkring dem stoppede op ved lyden af Sean’s udbrud, da han heldigvis lod til at have forstået situationen. Eller… det skulle man tro. Emery nåede lige at sænke næverne igen, da han opgav at banke mere fornuft ind i hovedet på fyren under ham, blot for at mærke at spjæt ryge igennem kroppen ved lyden, af Seans øredøvende brølen. Hvad fanden lavede han nu?! Egentlig håbede hun på, at talen var nok. For en fyr der havde hældt en filens masse alkohol indenbords på relativt kort tid, og samtidig lige havde haft hans næve begravet i en andens mands ansigt, så var der ingen tøven i hans ord. Han var tydeligvis ikke bange for en udfordring. Det var Emery sådan set heller ikke. Nej, udfordringer var lige hende! Men som hun stod der dækket fra top til tå i klistret alkohol, omringet af en masse hidsigt udseende barbarer, så kunne hun pludselig godt finde MANGE andre sjovere ting at lave.

”Shit!”

Sean havde ganske vist prøvet, men det lod ikke til at have været nok. I hvert fald ikke for størstedelen af omkredsen, som stadigvæk omgav dem. Emery nåede at se et par enkelte ansigter forsvinde i mængden, men hun var egentlig mere opmærksom på et brølende ansigt, som kom løbende imod hende. Næverne var straks oppe igen, og det lykkedes hende også at dukke sig tids nok, da han sendte et slag i hendes retning. Hun sparede på styrken lidt endnu, og strakte derfor et ben ud, samtidig med, at hun dukkede sig. Fyren var stor, men heldigvis ikke lige så hurtigt, som hende. Det resulterede i et klodset fald, hvor han røg hovedkulds ind i baren bag ved dem. Den næste lod til at have opdaget, hvad Emerys umiddelbare taktik syntes at være. Derfor trak han i stedet en kniv, og sneg sig langsomt nærmere. Den slags havde hun ikke tålmodighed til. Derfor, da hun havde trukket sig så langt tilbage, at hun mærkede bardisken banke imod ryggen, skyndte hun sig at gribe en barstol, som hun sendte flyvende med fuld kraft. Barstolen landede forholdsvis heldigt lige i synet på manden foran hende, hvilket gav hende mulighed for at springe frem, hvorefter hun brugte hovedet til at ramme ham hårdt i maven. Manden faldt gispende til jorden, og Emery mærkede en skarp smerte ved skulderen. Det var lykkedes kniven at skære en mindre flænge, som han faldt, men hun havde set langt værre i sin tid som dusørjæger.

Hvor længe de havde været i gang, det anede hun ikke. Det der fangede hendes opmærksomhed, samt et par andre i flokken, var lyden af et skarpt pift. Emery rettede hovedet op tids nok til at se, hvordan Sean kastede sig tilbage efter sine ting, imens han råbte noget om at trække sig.

” Oh really?! I was thinking I just wait it out!”

Egentlig håbede hun, at Sean fangede den skarpe ironi i hendes stemme, da den kunne være en smule svær at genkende igennem larmen, samt hendes eget forpustede tonefald. Emery kastede sig til siden for at undgå endnu et stik med en ny kniv, og endte pladask på jorden, hvor hun rullede som en anden ål for ikke at blive trådt på. Det lykkedes hende blot at blive endnu mere beskidt, samtidig med, at hun bandede over en fod i ryggen. Umuligt at se ret meget nedefra, råbte hun derfor blot videre, men forsøgte at holde sin opmærksomhed mod Sean i det tilfælde, at hun pludselig skulle til at kæmpe sig fri hurtigere end beregnet.

”WH-… What horse?!”

Endnu en kleppert kom springende frem, dum som en dør, og stor som en okse. Fenrer dukkede sig, da armen kom farende mod ham, for at placere et solidt slag på de udsatte ribben. Det hule dump der fortalte de omkringstående, at Fenrers knytnæve havde ramt sit mål, blev efterfulgt af en rumlen, da den store mand ramte jorde og gispede efter vejret.

Fenrer kunne snart høre lyde af de enorme hove der buldrede afsted gennem gaden, ikke så langt fra dem, og lyden af forvildede opråb og folk der sprang til siden. Der var dog ikke tid til at stå der og lytte, for den næste var på vej, og fyren på gulvet skulle til at rejse sig. Det kunne ikke gå an, så mens Fenrers fod susede mod hovedet på den falde, fór sværdknoppen frem og bankede ind i den nye slagsbroders solar plexus.

Fenrer vendte sig igen og tog bestik af situationen, mens oksens krop blev slap på gulvet, og den nye idiot hev efter vejret.
Hovtrampene nærmede sig hastigt udenfor, Phoenix havde en fod i ryggen, og flokken omkring dem blev tættere, som de øjne en mulighed for at få has på duoen. Det var lånt tid de to løb på, og noget skulle gøres, og hurtigt, hvis de tog skulle kunne drikke dus en anden gang.
Ned med den nærmeste og så skulle han have fat i Phoenix, som han bestemt ikke havde tænkt sig at efterlade. Det måtte være planen, og tiden var knap.

Han greb fat ved den nærmeste bærende stolpe, og svang sig, ved at sætte kraftigt af på den nærmeste bænk. Momentoet sendte Fenrers hæl i brystet på den gispende, med en sådan kraft at han væltede den næste i rækken, inden han selv sank til jorden. Fenrer kastede sig dernæst frem over bordet mod Phoenix, med hovedet først og rettet mod manden der havde en fod i ryggen på Phoenix.
Fyren faldt hårdt til jorden, netop samme som Fenrer landede ved siden af Phoenix, som han med det samme tog under armen.
"Up we go!"

Pladsen var fyldt med folk og fæ, da Fenrer kom ud fra under beværtningens overdække, sværd og skede i bæltet, Phoenix under armen og med en lukket flaske øl i samme hånd, altså en hånd fri, til at skærme mod solen.
Der blev hurtigt ryddet, som den enorme Valen kom tonsende, for blot at standse , stejle og vrinske, ikke så langt fra tumulten. Hurtigt satte han i spring med fuld fart mod hesten, der trippede på pladsen. "That horse!" Grinede han muntert.

Fenrer svang sig hurtigt op på hesten, og fik i samme sat Phoenix foran sig, og sporede hesten an. Den store hest satte straks i bevægelse, og det voldsomme ryk havde da også nært fået Fenrer i overbalance, men man var vel erfaren i en saddel, også selvom  man havde fået lidt indenbords.
Støvet hvirvlede op omkring dem, som den enorme hest passerede igennem de varme gader, og snarligt kunne vrede tilråb høres bag dem. "HOLD ON TIGHT AS CAN!" Kom det højlydt fra ham, som en ølkande kom hvirvlende forbi dem. Folk sprang til siden, og snart kunne porten til ørkenen ses.
Fenrer mærkede en borende smerte i bagen, hesten vrinskede, men galoppen og støvet fortsatte.

Udenfor byen var der ikke nogen ro at finde, så meget var Fenrer klar over. Barbarbererne ville forfølge dem en tid endnu, ingen tvivl om det, men En Valen ville kunne holde distance længere end andre krikker. Fenrer drejede af imod skovkanten og fortsatte galoppen ind og ud af græsset, indtil de kom til et vandløb, som han førte dem op igennem, ind i skoven. "We'll loose in here, nobody messes with the elves, especially if they don't have any tracks to follow"

Det var først en lille tid senere at Fenrer stoppede, da de havde krydset en tredje stenbred, og var et lille stykke inde i skoven. Fenrer hoppede ned, og hjalp Phoenix ned, skulle hun tage imod hjælpen.  
Fenrer kiggede over på hans Valen, og kunne konstatere at nogen havde forsøgt sig med noget skarpt som kasteskyts, efter såret på flanken at dømme. Han tog første skridt mod hestenmen måtte se sig tilbage, da han troede noget havde bidt ham i ballen, men næ nej. Det var såmen en bolt fra en armbrøst, der havde sat sig i hans popo.

Fenrer kiggede på knap så lille irritation, inden han formåede at få ord på sagen "Damns... my best feature"
Han satte en hånd på hesten og gav sig til at rumstere rundt i saddeltasken.
"I´m sorry for making such a fuzz, but(t) I hope you forgive me manners.." Han kastede et blik tilbage på Phoenix med et skævt smil, og en bolt i måsen"Are ya hurt Phoenix?"

Emery oksede og masede for at komme fri af kæmpens fod, men det var en tabt kamp. Hun kunne ikke se andet end støv og fødder, så langt øjet rakte, og den eneste grund til, at hun vidste, at Sean stadigvæk var i live var grundet hans spontane ord, som slap gennem larmen. Alligevel var hun for stædig til at lægge sig ned og dø. For stolt til at vente på, at situationen skulle vende eller at nogen skulle redde hende. Med stort besvær fik hun skubbet sig op på albuerne, og mærkede til sin store lettelse, hvordan hendes vejrtrækning øjeblikkeligt blev bedre til trods for støvet. Det gik dog hurtigt op for hende, at det ikke alene var hendes egen præsentation det skyldtes. Foden forsvandt pludselig fra hendes ryg, og før hun nåede at registrerer, hvor gerningsmanden så befandt sig, mærkede hun til sin store rædsel, hvordan en hånd svang sig omkring livet på hende. Jorden forsvandt under hende, og som en anden pyntegestand befandt hun sig pludselig dinglende i luften, stadigvæk kun med en hånd om livet. Emery sprællede overrasket, da hun egentlig havde svært ved at se, hvad der foregik, men efter at have tørret det værste støv væk fra øjnene gik det op for hende, at det var et velkendt ansigt, som havde valgt at lægge hånd på hende denne gang.

” Gods almighty!”

Hesten var enorm. Egentlig ville hun mistænke den for at høre mere hjemme med en vogn bag sig, men Sean lod ikke til at være bekymret for hestens egenskaber som ridedyr, da han fik smidt dem begge op på ryggen af bæstet. Et øjebliks panik indtraf, da hesten satte afsted. Emery som langt fra var nogen ferm rytter, tumlede næsten bagover, havde det ikke været for Seans faste skikkelse bag hende – meget tæt bag hende, gik det op for hende. Seans ord slap igennem vinden, og fik hende rusket tilbage til virkeligheden, hvor tilråb og flyvende genstande pludselig fløj fra alle retninger. Lårene blev presset tæt ind mod hestens sider, og fingrene viklede sig godt ind i manken, imens hun gjorde sit bedste for at undgå diverse former for kasteskyts. Styringen overlod hun fuldstændig til Sean.

”Great!... Elves! Sure thing.”

Hendes ord havde knapt været mere end en mumlen, så det var tvivlsomt, at Sean havde hørt hende. Så igen, den mand lod til at have egenskaber, som hun aldrig ville forstå. Planen virkede egentlig gennemtænkt, men elvere var ikke ligefrem hendes kop te. Engle var én ting at skulle håndtere i hverdagen, men elverne? De var næsten værre. Emery bad en stille bøn om, at de ikke stødte på nogle af de lokale, og forholdt sig ellers tavs resten af turen.

Turen virkede tidløs. Omgivelserne og skikkelserne gled forbi dem med sådan en hastighed, at Emery knap ænsede, hvordan de helt så ud. Hun holdt mest fokus rettet lige frem for sig, men måtte efter en stund opgive at spore deres rute i hovedet. Hun havde ingen idé om, hvor de var på vej hen, eller hvor længe de havde reddet. Det eneste hun rigtig ænsede var hendes egen ryg, presset tæt op imod Seans front, hvilket sendte en kildende fornemmelse ned af rygraden. Omsider lod de til at sagtne farten. Sean hoppede af hesten, og Emery lod sig hjælpe ned. Hun var øm. Mange steder faktisk. Hun trådte et par skridt væk for at vurdere skaderne, og lod Sean koncentrere sig om hesten. Hans kommentar undrede hende dog, så hun endte med at vende sig tids nok til at se, hvordan en bolt stak ud fra hans… bagdel. Kommentaren fik hende til at trække på smilebåndet, men der gik alligevel et øjeblik, hvor ledte efter de rigtige ord.

” You-… eh… You need help with that?”

Da han spurgte ind til hendes eget velbefindende, hvilket virkede forholdsvis irrelevant, da manden tydeligvis var såret – om end upåvirket. Emery kastede et blik ned over sin egen klistrede, støvede og blodindsmurte krop, og trak opgivende på skuldrende. Om blodet udelukkende var hendes eget, det vidste hun knapt selv, men det måtte hun finde ud af senere. Seans skader var mere vigtige.

” Other than a wounded pride, I’ll be fine… might need a bath, tho.” Hun tav et øjeblik, men sænkede så skuldrende, og virkede en smule akavet, da hun fik spyttet de næste ord ud.
” And thanks for… you know… saving ass back there.” Den akavede face stoppede pludselig, da hun indså, hvad hun egentlig havde sagt, og en varm latter kunne pludselig ikke tæmmes. ”Sorry I couldn’t save yours.”