Anger is a dangerous thing - Ramsay

Hun havde undgået ham den sidste uges tid. Forsøgt at få andre til at videre sende informationerne. For ærligtalt, så orkede hun ikke at snakke med ham. Han kunne snakke så meget. Josette kunne ikke binde sig til nogen, et problem som altid havde været der. Og alligevel prøvede hun, hvorefter hun fejlede i sidste ende. Sådan var det bare, men det kunne være ret svært at se selvfølgelig.
Dog denne gang var hun selv gået derned. Hun skulle have nogle informationer, som af en eller anden grund aldrig nåede hende. Så måtte man vel selv tage sig af det når de skulle gøres ordenligt. Da hun kom ind til 'slagter' huset kiggede hun let rundt. Ingen tegn på Ramsay, endnu. Let sank hun en klump og gik ind. Hun var nu pænt klædt på, så tortur var hun her ikke for. En pæn kongeblå kjole sad pænt på hendes krop, og stilethælene kunne høres på betonflisterne. Håret krøllede ned langs hendes ryg med sine bløde krøller. Man skulle ikke være i tvivl om, at hun engang havde været en engel. Hun kunne endda ligne en gudinde sådan som hun gik rundt. Måske var det meningen? At hun skulle se guddommelig ud i forhold til andre. Måske var det bare sådan hun kunne lide det?

Josette rystede let på hovedet og gik så ned i fangekælderen. Hendes aura ville afsløre hende før hendes person gjorde. Skrigene. Gråden. Sød musik i hendes øre. Dog var hun ikke i tortur humør ligenu. Hun fandt frem til en celle, hvor den person hun eftersøgte skulle være. Hun havde ikke snakket med Ramsay siden deres skænderi. Og om han var sur over at finde sin døde lærling og en død fremmed sidst han var her... Det måtte tiden jo vise. Josette havde haft Dayne fanget imens Ramsay ikke lige var der, og der var gået et par liv tabt. Dog var manden hun ledte efter nu, en som havde ønsket hendes hoved på et spyd sammen med Assorians. Naturligvis ønskede hun hans død, derfor søgte hun ham. En af lærlingene kom frem.
"Hvad søger de frøken Josette?" Spurgte en af de unge lærlinge.
"Hvor er manden.. som skulle være i denne celle?" Spurgte hun med et hævet bryn.
"Mester Ramsay, tager sig af fanget i dette øjeblik." Ordene fik Josette til at rulle med øjnene og passere hurtigt forbi lærlingen.
"Ramsay, hvor er du?!" Råbte hun så og gik efter ham. "Du hvor meget jeg elsker at gøre tingene selv!" Brokkede hun sig lidt.

//@Ramsay

Josette fnøs af synet. Han var vred, hvilket morrede hende en smule. Hun havde overtaget spillet, følte hun.
"Han var spild af dine ressourcer, ikke mine." Svarede hun blot og hævede let på et bryn. Han nævnte hende kjole, hvilket fik hende til at himle med øjnene ganske kort.
"Jeg regnede med dine lærlinge var hurtigere på deres små ben." Sagde hun og kiggede spydigt over på en af dem der var lidt for nysgerrige - som dog efter et blik fik hurtige ben at gå på. Josette vendte blikket over på Ramsay igen. Hun tog imod noten, og sukkede opgivende. Hun hadede at læse noter igennem, så anstrengende. Så hun ville sikkert bare få nogen til at gøre det for hende. Hun holdede papiret sammen og lagde det ned i sin bh. Så vidste hun da hvor det var.
"Oh. Nu forstår jeg.. Jeg sårede dine følelser." Sagde hun lidt for sig selv, men med en tone høj nok til at han ville kunne i hvert fald høre det lidt.

Josette lod sit blik glide over på lærlingene, og sank let en klump. Hun kiggede på den unge mand, og hendes blik blev hårdt.
"Jeg troede vi havde snakket om det med at fange engle?" Sagde hun da de kom ind med den unge mand. Hun greb hårdt fat i en af lærlingenes hånd.
"Jeg ordner selv englene." Vrissede hun til lærlingen, som slet ikke brød sig om det sorte skær der dannede sig i Josettes øjne. Hun var heller ikke normal i sin opførsel. Hun var normalt mere legende... hun opførte sig mere normalt, som en normal person ville gøre. Uden at flippe ud. "Smut du med dig." Sagde hun. Hun vidste Rebekah ville vente udenfor og tage imod ham. Så måtte de tage den derfra.
"Hvad fanden har du gang i?" Spurte hun så Ramsay. "Hvor mange har du slagtet af englene imens jeg har været væk?" Spurgte hun og kneb øjnene ganske let. Hun ville bare høre om det var den første eller den sidste af mange.

Hun kunne mærke, hvordan vreden boblede i hende. Hvordan det den fik hendes hjerte til at banke. Hvordan den fik sat vinden i bevægelse udenfor. Hun fulgte ind til ham, hvor han spændte englen fast. Hun stillede sig ind foran Ramsay, og så ham direkte i øjnene.
"Oh, men hvis du er lederen her. Så ved du også, at alt der skal til Assorian skal gå igennem mig. Trods alt, er jeg hans højre hånd i hæren. Så måske skal du passe på før jeg sender dit hoved personligt til Tera." Sagde hun vredt. Ikke at hun ville gøre det. Eller ville hun. Hvis han forsatte sådan her, vidste hun ikke engang selv, hvad hun var i stand til. "Men du vil have betaling for hvad han har gjort fint. Som jeg sagde sidst jeg snakkede med dig, er mine engle og jeg en og samme person. Skader du dem, skader du mig.. så, jeg tager straffen." Sagde hun og så Ramsay direkte i øjnene. Så gik hun. Det virkede underligt. Hun kiggede på en af lærlingene. "Alt, der sker englen... skal du gøre ved mig." Hendes øjenfarve skiftede til gyldne, "Jeg befalder dig." Tilføjede hun så og farven blev blå igen. Lærlingen nikkede en enkelt gang til det var forstået. Så gik hun hen til Ramsay igen og kiggede på englen. Nok dræbte hun aldrig englene, men skade dem. Gjorde hun sjældent, mest hvis de skulle omvendes. Denne engel var god, og kunne blive omvendt. Hun greb fat i englens arm og brækkede den. Englen skreg op og Josette trådte et skridt tilbage, i tidsnok til at lærlingen greb fat i hendes arm og brækkede den om. Hun kunne føle smerte. Trods hendes smertetærskel var bygget op. Hendes ansigt skar en grimasse af det. Det var længe siden hun var kommet sådan fysisk til skade af frivilje. "Straf ham. Gør det endelig." Sagde hun til Ramsay. Lærlingen slap hende. Hun healede ikke. "Du har jo ingen følelser vel?" Tilføjede hun så og gik hen til hans knive. Her greb hun to knive, den ene kastede hun til lærlingen som så forvirret på den da han greb den. Selv kastede hun hendes lige i maven på englen. Hun tænkte egentlig ikke over sine handlinger. Et mindre tab på kontrol. Hvad ville hun egentlig opnå? Det vidste hun ikke. Var det for at ramme ham? Ville hun overhovedet kunne ramme ham? Hun havde så mange tanker i hovedet der alle sagde tusinde forskellige ting. Hvis hun havde været en af dem som der skulle læses tanker på, ville der være uendelige stemmer som alle sagde noget forskelligt på engang. Mest fordi hun var syg. Hun så på englen. Alt hun havde fortalt Dayne med, at hun ikke dræbte engle skulle ikke til at blive en løgn. Det var nok det eneste som holdt hende og South på nogenlunde bølgelængde.

Englen så på hende, og hendes øjenkontakt med ham gjorde hun følte sig svimmel. Hun kunne mærke, hvordan det føltes som om at hendes hoved begyndte at gøre voldsomt ondt. Det var tydeligt at se smerten i hendes ansigt her. Ingen tårer eller tegn på skrig. Men hendes mimik viste det. Hun kastede kniven og ramte perfekt englen i hjertet. Smerten falmede og hun åndede lettet ud. Til hun spærrede øjnene overrasket op. Hendes blik gled hen på Ramsay inden hun væltede bagud. Lærlingen fulgte stadigvæk hendes ordre og havde kastet kniven så den havde ramt hende. Takket være hans upræcise kast, havde hun været heldig. men hendes krop reagerede i form af panik. Englen var dog død, og modsat Josette som stadigvæk var i live, så gik lærlingen imod hende igen. Han tog kniven ud af englen og gjorde an til at kaste sig henover Josette, som prøvede at forholde sig roligt. En forkert bevægelse kunne måske være forskellen mellem liv og død. Hun var trods alt i sidste ende blot en engel. Ligeså dødelig som et menneske med undtagelse af det healende blot og evnen til at leve længe.

Han greb hende. Ikke at det overraskede hende og dog. Ikke engang  hun ville gribe sig selv, hvis hun havde muligheden. Det var lettest at grine sig igennem smerten end at reagere voldsommere på den. Han løftede hende ind på sofaen. Josette prøvede at grine let da han sagde hans lærlinge var uduelige. Ikke at det gjorde smerten mildere. Holde sig i live. På den ene side virkede det som den bedste ide nogensinde, og den anden side mindede det hende om da hun var fanget for mange år siden. Hendes panikanfald. Det var derfor hendes krop rystede så meget. Hun kunne mærke skriget som gerne ville glide ud imellem hendes læber, men hun lod det ikke. Hendes arm var på plads. Hun så efter Ramsay da han gik hen for at hente et eller andet. Josette holdt sine øjne på ham da han kom tilbage igen. Han flåede kjolen op, og afslørede såret. Hun følte sig svimmel. Sveddråber dannede sig på hendes pande. Hun fik et blackout. Ramsays stemme gav ekko i hendes hoved, men smerten bemærkede hun slet ikke. Først han nævnte god engel, blev hun lidt opmærksom.
"En god engel.. er stadigvæk en engel. En falden engel er stadigvæk en engel." Hendes stemme var hæs og en anelse svækket. Faktisk så hun slet ikke så godt ud. "Du stopper ikke med at være engel blot fordi, du falder." Tilføjede hun.
"Tak for hjælpen... men mit blod hjæ.." Her lukkede hun øjnene i. For hende føltes det som om, at hendes hjerte begyndte at slå mindre og mindre. Det blev mere og mere svært at indånde frisk luft. Minder susede rundt i hendes hoved, var det et tegn på livet sluttede nu? Hendes bevidsthed kæmpede for ikke at falde helt ned i det sorte hul, som hun var på vej hen i. Gift på kniven. Heneds blod ville kunne fikse skaden, hvis de greb hurtigt an.

Hun ville have svaret på hans spørgsmål, hvis det ikke havde været fordi, at hun var gået ud som et lys. Blodet healede hendes sår ret hurtig. Det samlede sig, men tog tid. Til sidst gispede hun efter vejret og slog øjnene op. Vinduet sprang nærmest op og lod den friske luft suse ind i rummet. Det var des instinkt i at hjælpe sin mester. Hun indåndede luften og den lagde sig. Stille satte hun sig op, kiggede let over på Ramsay. Let sank hun en klump og kørte en hånd igennem sit hår. Blødsøden nej. Klogere end før, ja. Hun svag benene udover kanten af sofaen og pustede lidt ud. Det havde været tæt på. Hun havde kunne høre dødens latter, men havde grinet ham ligeop i ansigtet igen da hun ikke gav op på sit liv så let. Hun pillede let tråden ud inden såret healede for godt.
"Jeg ville ikke flå en engel fra hinanden, hvis jeg så en. Det ville nok være det dummeste at gøre. Jeg flår kun engle fra hinanden, hvis de går imod mig. Beklager hvis jeg skuffer dig." Det var egentlig ikke en oprigtig undskyldning. Men blot for at fastslå hvor hendes tankegang var. De ville nok ikke blive enige. Det var svært at blive enig med ham, når han ikke engang ville lade sig selv føle en lille smule. Og alligevel havde han lige reddet hendes liv. "Så meget for ikke at føle noget." Kommenterede hun så også. Hun kom på benene, og kiggede kort på sin kjole. "Det er vidst den første dag min påklædning ikke har passet sig til begivenheden." Hun trak let på skulderen. På trods af sin nærdøds oplevelse, så tog hun det hele meget normalt. MEst fordi, at hvis der var nogen hun ville dele sine inderste følelser med, så ville det være en der kunne fortælle hende noget udfra en - jeg kan faktisk kontrollere mine følelser uden at lukke ned for dem - synsvinkel. Josette trak af sin kjole. DEr var trods alt ikke noget her som Ramsay ikke havde set før.
"Har du noget vand?" Spurgte hun så.

Det lagde virkelig ikke på hendes humør at snakke om, hvordan han mente hun skulle bruge sin magt. Hun gjorde som hun gjorde, nogle ville synes om det og andre ville ikke. Sådan var det bare. Ikke alle kunne være enige. Hun tog imod vandet, og trak det ret hurtigt. Hun var voldsomt tørstig. Tøj var tøj indtil hun kom hjem, så hun trak i det uden at sige et ord. Hun satte igen og kiggede over på Ramsay da han satte sig ved hendes side. Det var hans suk der gav ham alt hendes opmærksomhed. For hun vidste ikke om hun skulle forvente en tale eller noget andet. Josette sank en klump. Han kiggede ikke op. Han kiggede ikke på hende. Nervøsiteten begyndte at boble en smule i hende, til han faktisk sagde noget. Det kom bag på hende. Josette blinkede med øjnene ganske kort, for hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham. Det var første gang han havde sagt sådan noget. Det kom helt bag på hende. Let sank hun en klump.
"Det var jeg også." Sagde hun med en lav stemme og kiggede ud i luften. Det havde været alt for tæt på. Hun kunne stadigvæk hører dødens gråd fra tabet af krigen. Hun kløede sig let i nakken. "Jeg handlede dumt. Overreagerede." Josette lagde sin hånd på hans skulder, og nussede den med sin tommelfinger. Josette ville ikke flå ham ud af hans lille moment. Han havde lagt ord på en følelse, det var noget nyt for ham. At grave for meget i det, ville kunne ødelægege det hele, så hun lod ham tænke over det.


- En uge senere -

Han havde været væk i nogle dage. Ramsay, var ikke væk i nogle dage. Han var aldrig væk. Han var der altid til at irritere hende når hun ikke ønskede det. Men han var ingen steder at finde idag. Eller igår. Det gav ingen mening. Det fik hendes hjerte til at banke ukontrolleret. Hun havde taget sorte bukser på og en sort trøje. Man var vel i mørkt humør nogle dage. Hun bevægede sig afsted igennem byen med en vrede i sine øjne. Inderst inde var hun bange. Bange for der virkelig var sket ham et eller andet. Tera var ude efter hans hoved. Oh. Hvis den kælling havde fået fingre i ham, så skulle hun se løjer. Et pift og Crystal kom luntende. Hun rakte sin kæmpe jaguar en af Ramsays trøjer så hun kunne få hans fært. Så satte hun i løb. Josette brugte vinden til at lade sig svæve igennem luften med lethed. Næsten som hun havde vinger, hun var bare mindre kluntet og kunne være flere steder. Hun nåede til en vågn og stoppede op. Hun skabte en sidevind så stærk at vognen tippede om på siden. Det forhindrede den i det mindste i at komme nogle steder. Josette løb hen til vognen og fik den åbenet. Der var han. Han havde fået et par slag. Hun så bekymret på ham, og lagde hans ansigt i sine hænder. Hendes hjerte bankede afsted. Så snart han åbnede øjnene åndede hun lettet ud.
"Du skal ikke søge hævn lige nu, vi skal bare have dig tilbage. I command you." Hendes gyldne skær i øjnene trådte frem. Hendes eneste grund til at hun var usikker på ham, var på grund af han aldrig havde tilstået at han elskede hende med ord. Derfor tænkte hun at evnen virkede. For dens eneste svaghed var den ikke virkede når nogles hjerte allerede var ejet. Hun fik hans hænder fri og kom ud af vognen.