Anger is radiating - Aya

Tid - Ud på aften
Sted - I en bunkalov under jorden, i The Forest.
Vejr - Koldt og blæsende.
Omgivelser - En masse celler med forskellige racer i, mens der går vagter rundt og holder øje.
Påklædning

Roman stod ved cellens træmmer, som han havde gjort de sidste par dage nu. Han havde ingen anelse om hvor han var. Han var blevet taget fra Doomsville city gågade, imesn han havde været igang med at jage. De havde bedøvet ham, med et middel han ikke selv kendte til, men det gav ham i hvert fald en gevaldig hovedpine, som han ikke kunne komme af med.
Han vidtse en smule omkring hvad det var der foregik og hvordan det ville ende, hvis han altså ikke flygtede fra stedet.
De var mennesker, dem som havde bortført ham. Han kunne lugte det, hele cellegangen var smurt ind i lugten af det.
Han havde set et par af andre væsner, blevet slæbt hen af gulvet, skrigende og kæmpene for at komme væk, og ingen af dem var kommet tilbage. Han formodede at de nok var døde eller også var menneskerne stadig igang med at undersøge dem. Det kunne ikke være andet, dem som kom ud og valgte hvad for et væsen han ville have med, bar altid en kittel. Det var tydeligt at menneskene ville finde ud af, hvad det var der var inde i.
Roman havde ingen planer om at blive sprættet op, men på den anden side, vidste han heller ikke hvordan han skulle komme væk derfra, uden nogens hjælp.
De fleste i cellerne havde været der før ham, og de var ikke i den bedste stand, så de var ikke friske nok til at hjælpe ham.
Hans redningsmand... eller kvinde kom dog, da nogen af vagter slæbte en pige i ret dårlig stand ind i cellen overfor ham. Hun så ikke alt for godt ud, hun lignede ham selv da han kom ind, blodig over det hele og skræmmer de fleste steder på kroppen.
Roman var dog kommet sig en smule, efter 3 dage.
Det var første gang i 3 dage, at der var kommet en ny ind, i den tid han havde været der, var der ikke kommet nye.
Vagterne smed hende ind i cellen, bogstaveligtalt. Der var ikke meget omsorg omkring de forskellige racer, alle blev behandlet på samme måde.
Han vidste ikke helt hvad hun var, han kunne ikke lugte sig frem til det. Han havde ikke lugtet hendes races blod før, som om hun var... den eneste af hendes race. Han rynkede på brynet. Hvad pokker var hun?
Han kunne ikke rigtig vente til at hun havde fået det bedre, eller havdet set sig omkring og orienteret sig. For der var ikke megen tid at spilde, når de var i en situation som denne.
Så da vagterne var gået og der ikke var nogen til at holde øje eller tysse på dem, bankede han let på sine jerntræmmer, for at få hendes opmærksomhed.
Hey you! hviskede/råbte han inden han sagde mere. I'm sorry to be this quick about it, but you are the first new one in three days, and non of these others can help me. startede han lidt panisk ud. The kidnappers are humans and they are studying on all kinds of races, we gotta get out of here, before they start doing it on us, are you willing to help me? To help yourself? sluttede han så af og så afventende på hende.
Han kiggede sig lidt rundt, for at se om der skulle komme nogen vagter, men han så ingen.
Hans blik gik tilbage til pigen, det var panisk og desperat for at komme ud. Han var ligeglad om det var morgen, om så solen skinnede højere end på noget andet tidspunkt, han ville bare ud. Han ville ikke blive endnu et af menneskenes eksperimenter og han regnede med at hun heller ikke ville.

Påklædning

Aya var en jæger. Det var hendes liv. Det var det hun brugte hvert sekund af hver dag på. Derfor var hun ikke vant til at være den jagede. Hun var ellers en meget paranoid person, men det var kun når det omhandlede mørkets væsner. Hun havde aldrig troet at hun skulle mistænke mennesker, dem hun havde svoret at beskytte. Hun havde haft på fornemmelsen at hun blev forfulgt, overvåget. Hun troede bare, at det var nogle fra den vampyrklan, som hun var efter.  Så hun havde holdt lidt ekstra øje, slået en vampyr ihjel, der kom for tæt på. Men hvis det havde været et menneske, der havde stået nær hende, når hun vendte sig om, ville hun blot hilse og gå videre. Tænk hvis det menneske var en af dem der var skylden til at hun var blevet fanget.
Hun havde ikke set angrebet komme. Hun var selv ude på jagt, faktisk var hun lige færdig, da det skete. Hun havde hørt om nogle fra den vampyrklan som lavede ballade og havde besluttet sig for at ende deres liv, før de kunne lave mere. Da hun lige havde skåret halsen over på den sidste, blev hun slået bag i, så det hele sortnede for hende. Det havde sikkert ikke været et tilfælde - De havde fulgt hende de sidste par dage for at vide, hvornår hun var svagest og det var hun lige efter en jagt. Hun havde kommet til bevidstheden kun nogle minutter efter, for slaget havde ikke ramt så hårdt igen, og blev holdt af to mænd. Da hun prøvede at kæmpe tilbage, fik hun tæsk. De holdt hendes hænder og gav hende et stykke stof i munden, velvidende at hun så svag ikke ville kunne bruge magi så. Hun blev dog kun ved med at kæmpe, hendes ildsjæl lod hende ikke give op. Hun var ligeglad med smerten, hun havde oplevet det før og hun vidste at det ville blive ved, hvis hun ikke kom fri. Hun stoppede først da hun ikke længere have kræfter og hun endnu en gang besvimede. Hun havde tabt.

Da hun vågnede op, blev hun stadig holdt fast. Hun blev slæbt af to mænd, en ved hver overarm og hendes hænder var bundet fast foran hende. Nu kunne hun mærke smerterne. Det brændte og sved og der hvor mændende holdt hende fast klemte det så hårdt, at det føltes som om hun ikke kunne få blod ud til armene. Men det var ikke, hvad hun tænkte på. Hun tænkte på hvor hun var henne. Hurtigt så hun sig rundt i håb om at få et overblik. Hun havde ingen anelse om hvor de var henne. Et fængsel af en art, der var celler overalt med alle mulige væsner i. Mest mørkets væsner. Hvorfor skulle hun fanges som en del af dem?
Hun vred sig i grebet på mændene. Forgæves. Hun var så svag i hendes krop at det ikke hjalp særlig meget.
"Let me go!" vrissede hun, men fik intet svar og ingen reaktion.
De kastede hende ind i en celle, så det hårde gulv virkede som sandpapir mod hendes hud, siden hun ikke kunne blødne faldet, da hendes hænder var bundet. Hun fik hurtigt sat sig op og så på sine skader men der var intet slemt. I stedet så hun sig rundt igen. Hun var frustreret. Hun havde ikke tid til det her! Hun var så tæt på at få fat i lederen af den klan og så blev hun bare revet væk fra det. Endda af mennesker.
Hun nåede ikke at lede efter en udvej før ham i cellen foran hende bankede på jerntræmmerne. Det geb i hende men han fik hendes opmærksomhed. Til at starte med i hvert fald. Hendes blik ændrede sig for overrasket til hadsk så snart hun så hvad han var - en vampyr. Han kunne selvfølgelig ligne et menneske men Aya havde lært sig selv at genkende dem på det døde glimt i deres øjne og de hjørnetænder de ikke helt kunne trække ind, som også viste sig da denne her vampyr talte. Hun lod ham tale ud og så lavede hun en tsk-lyd, bare for at vise, hvor ligeglad hun var med ham. Hadet strålede fra hende.
"I can find my own way out," snerrede hun, "I don't need any help and I'd rather die than being helped by a blood-sucker."
Hun fik rykket sig længere væk fra ham, hen til døren på hendes celle. Den var fuldstændig låst til med jernkæder. Hvis hun bare havde tid nok til at kunne samle energi til sig, ville hun måske kunne smelte det. Men det krævede at hun kunne få sine hænder fri. Hun så sig omkring efter nogle vagter før hun gav sig til at gnave i rebet. Det havde allerede efterladt sår på hendes håndled, men hun var ligeglad. Hun kunne heale når hun kom væk herfra.

Hun nåede dog ikke langt, før vagterne kom igen og hun hurtigt stoppede. Det var de samme to mænd, der havde slæbet hende ind og med dem var der en blond, fin mand i en kirtel. Den var ikke helt hvid længere.
"Well, well, well...Where is this girl? I'm very excited to meet her." Hans stemme var lys, lidt nasal og fyld med en fascination der gav Aya kvalme. Hun vidste at de talte om hende.
Vagterne viste ham vej hen til hende og han gik med rolige skridt derhen. Han satte sig på hug foran hendes celle. Hans blegblå øjne stirrede på hende med beundring. Hun stirrede igen.
"So this is the witch I've heard so much about."
"Grimoire," rettede hun med gift i stemmen. "Not a witch."
Det virkede som om han overvejede hendes ord. Så rejste han sig op og lavede en håndkast mod hende.
"Take her," sagde han og skulle lige til at gå før han vendte sig mod vampyren. "And the vampire. He's been here for a while and might be useful now. There has to be someone she can use her magic against."
Med de ord gik han. Vagterne kaldte flere til. Aya prøvede at kæmpe i mod da de åbnede hendes celle op, men intet hjalp. Hvad end hun snart skulle blive tvunget til at gøre, så var der ikke nogen måde at undgå det på.

Da hendes blik gik fra overrasket til hadsk, så han en del undrende på hende. Kendte de hinanden, havde han set hende før? Hvorfor havde hun et had til ham? Han mindes ikke at havde set hende nogensinde før, og han plejede nu også at være ret venlig overfor alle.
Det kan være hun havdet været et af hans ofre der slap væk? Men han mindes ikke at han havde ladet nogen slippe for nyligt.
Dog da hun kaldte ham blood-sucker havde han en ret god ide om hvad hun var og hvem hun ikke kunne lide. Han vidste nu hvorfor han havde fået det blik fyldt med had, hun var selvfølgelig en af de væsner, som ikke kunne lide vampyrer eller hadet dem ligefrem. Af alle væsner, var det lige hende der skulle komme ind, som var den eneste han kunne få hjælp fra.
Oh come on, you gotta be kidding me, you are the only new one in days, what is the chance that you don't like my kind... mumlede han og så lidt irriteret men også opgivende på hende.
Just... let's help eachother, you can't do it on your own, neither can I. After this we will never see each other again forslog han med en anelse desperation i hans stemme.
Han ville bare ud derfra, i en fart.
Han stivnede da han hørte lægen og så vagterne komme gående med ham. De var ude efter pigen, allerede? Hun måtte være noget specielt, han kunne nu heller ikke dufte sig frem til hvad hun var, det var ret interessant.
Han så lægen gå hen og sætte sig på hug foran hende. En heks? Grimoire? Det ville forklare at han ikke kendte hendes duft, han havde aldrig duftet hende før.
Han var ret overrasket, han vidste ikke hvad sådan en Grimoire var, men det måtte have noget med magi at gøre, siden lægen nævnte heks.
Han havde ikke rigtigt fuldt med, indtil at lægen havde vendt sig mod ham og sagt at de skulle tage ham med, så hun kunne afprøve magier af på ham, så de kunne se hvad hun kunne.
Han spærede øjne op og kiggede hen på hende.
Det kunne de da ikke mene! Hvorfor kunne de ikke tage nogen af det andre, som var ved at dø ud allerede.
Men næh nej, det skulle lige tage ham.
Da vagterne gik hen for at åbne hans celledør, gjorde han alt for at de ikke kunne få fat på ham, men siden han ikke havde fået noget blod de sidste 3 dage, var han svag og ikke lige så stærk som han plejede. De fik hurtigt overmandet ham og slæbt ham afsted ind i et rum, det rum som han havde frygtet i de tre dage han havde været der.

De satte pigen i en hel almindelig stol, dog med strips, så hun sad fast, og det samme gjorde det med Roman, bare overfor hende.
Lægen kiggede smilende på dem, som et barn til jul. Man kunne se hvor spændt han var, han ville afprøve sit nye legetøj.
Han gik hen til pigen med et skævt smil. Why don't you demonstrate your power on the vampire here. Show us what you can. I heard you talking to him, before we came in... you don't like his kind do you? His kind kills and eats our kind... us humans... make him suffer for that, that is what you do, isn't it? Hunt down vampires, kill them? han grinte og kiggede hen på Roman med et djævelsk smil.
Roman rystede på hovedet og kiggede hen på pigen med et bedende blik.
Don't do it, I'm not like other vampires, I don't kill for sport bad han. Om det var forgævet vidste han ikke. Men han talte dog sandt, han var ikke som andre vampyrer ,han kunne ikke lide at drikke fra mennesker. Eller andre. Han tog ingen nydelse fra det.

Aya kunne ikke gøre andet end at trække sig med. Hun var for svag i kroppen til virkelig at kunne kæmpe, selvom hun prøvede alt hun kunne. Dog prøvede hun kun at vride sig ud af deres greb, magi havde hun slet ikke overskud til at bruge i det øjeblik. Det krævede fokus og en samling af følelser. Det havde hun slet ikke lige nu. Hendes følelser var over det hele. Vrede var det altid, men udover dette var der forvirring, håbløshed og følelse af at blive forrådt - det var mennesker, der gjorde det. Hun havde gjort alt for at beskytte dem fra det onde og så ender det med at det er dem selv der er skyld i det. Men så igen - der findes sindssyge folk blandt alle racer. De her skulle ses som monstre, ligesom det væsen der blev hevet efter dem.

Hun havde ikke forventet, at det ville være et specielt rart rum de kom ind i, og hun havde selvfølgelig ret. Det var stort, større end hun havde forventet, og der var ingen vinduer, ergo ingen udvej udover døren de kom ind fra, hvor to robuste mænd nu stod og holdt vagt. Rummet var lyst op med fakler så man i det dystre lys kunne se lægeudstyr sat op. Ayas hjerte bankede hårdere. Der var blod på nogle af værktøjerne.
Hun blev smidt ned på stol og vrissede af dem, der tvang hende til at få strips rundt om armen. Hun prøvede enkle gange at få sine hænder fri men stoppede hurtigt igen. Hun burde samle sin energi på noget der faktisk nyttede. I stedet så hun på lægen med et vredt blik. Hans stemme gav hende kvalme, det han sagde gav hende kvalme, faktisk gav hele hans væremåde hende lyst til at spytte ned i jorden. Men hun holdt igen.
I stedet vendte hun sit blik mod vampyren foran sig. En anelse mindre vredt end da hun så på lægen, nu var det mere koldt.
"I don't like his kind because his kind hunts down innocent people," sagde hun spydigt og så op på lægen igen. Så snart hun så på ham, tændte flammen i hendes øjne igen, "Seems like your kind does the same thing."
Et sekund skulle man tro, at hun ikke havde tænkt sig at gøre noget. At hun ville være helten og stod i mod, hvad end tortur de puttede hende i gennem. Men Aya var vred og ikke kun på lægen og vagterne. Hun var vred på alle, og så snart vampyren åbnede munden i et forsøg på at tigge om nåde, kunne hun rette vreden mod ham. Hun så på ham og flammen i hendes øjne forsvandt ikke, som hun lagde hovedet let på skrå.
"If you had ended your sentence to words earlier I would maybe have spared you. But you didn't."
Hun løftede begge sine hænder op og krummede fingrene sammen. Det var ikke kun det eneste hun blev nødt til for at fuldføre den besværgelse, hun valgte, det var også det eneste hun kunne gøre med de strips rundt om hånden. Hendes mørke øjne låste sig fast på vampyren som hun gav sig til at mumle uforståelige ord. Normalt behøvede hun ikke at sige noget, men hun var så svag at det nok ikke ville virke, hvis hun ikke gjorde det.
Besværgelsen var simpel men kun fordi hun havde afprøvet den så mange gange. Det var hendes yndlingsbesværgelse som hun udelukkende brugte mod vampyrer. Besværgelsen gjorde at alt lys omkring dem, også skær fra ilden fra faklen, ville fungere som sollys. Som hun mumlede kunne hun se hvordan vampyrens blottede hud begyndte at rødme, boble og brænde i lyset. Hendes mumlen blev mere og mere intens og hun vred sine hænder. Hun havde ikke en gang tid til at se hvordan de andre reagerede, hendes blik var udelukkende på sit offer.

Alt dette virkede til at vare længe men varede nok kun 50 sekunder, før hun stoppede brat, både med at mumle og med håndbevægelserne. Hun rynkede panden over den dunkende hovedpine der kun blev værre og tog en dyb indånding før hun så hen på lægen igen.
"That's all I got for now," sagde hun stadig spydigt, "It wasn't smart to beat me up - I can't show you my powers when I'm to weak to use them. So I expect you to take good care of me."
Lægen nikkede, stadig med det fascinerede glimt i øjnene og helt klart ellevild over hvad der lige var sket.
"That makes brilliant sense," sagde han stadig nikkende og vendte sig mod sine vagter, "Bring the witch some water and a cold cloth for her headache... And bring some blood for the vampire as well to help him heal, but not too much - we don't want him running off."
Han satte sig så på hug foran Aya og foldede sine hænder samme på hendes skød mens han så op på hende. "Now tell me what you need to strengten your powers. We can bring you just around everything."
"I need to make a ritual," svarede Aya og gav sig til at nævne ingredienser. Ingen af dem var svære at få fat i, især ikke når de havde et fængsel fuld af alle mulige magiske væsener. Så så hun op på vampyren foran sig overvejende, før hun så på lægen igen. "And blood. I'll need lots of blood."
Dette var ikke ensbetydende med at hun havde tænkt sig at give blodet til vampyren. Men hun havde en plan. En plan som hun nu indså blev svær at udføre på grund af lægens næste ord.
"Great," sagde han nemlig og klappede hende på låret før han rejste sig op, "You'll need all of your strenght when fighting the vampire. We need to see how you two will do up against each other."
Vagterne kom tilbage med vand til Aya og blod til vampyren og som de gik hen for at hjælpe Aya med at drikke ud fra glasset, kunne hun ikke lade være med at tænke over hvordan hendes modstander blev stærkere for hver dråbe der gled ned i hans hals.

Det han tænkte på lige nu, var bare at komme ud af dette sted, for at komme hjem og være sammen med Ayla. Han ville ikke dø her, som alle de andre. Han ville ikke være et offer for deres eksperimenter, han ville klare det hjem til Ayla, så hun ikke skulle finde ud af at sin bror var blevet dræbt.
Hans blik var bedende, men hendes øjne fortalte ham alt hvad han behøvede at vide, hun ville ikke holde tilbage, hun ville gøre hvad der var bedt af hende. Ikke fordi hun var bange for lægen eller havde respekt, men fordi hun hade hans slags så meget og hun faktisk havde lyst til.
Han kiggede pansik på hende, da hun begyndte at sige forskellige ord som han ikke kendte til, som helt klart havde noget at gøre med en besværgelse. Hans øjne blev store med overraskelse, da han kunne mærke en smerte som var han ude i solen, men han var nedenunder. Det gav ingen mening? Dog havde han ikke tid til at tænke på hvad der gav mening, for det begyndte at gøre rigtig ondt, hans hud brandte op, han brandte. Skrig af smerte kom fra ham, mens han vred sig i sin stol, for at komme væk derfra, men det var forgæves.
Lige som han troede at det havde varet længe nok, til at han snart ville dø, stoppede det, hun stoppede. Han sank tilbage i sin stol og ånede ud. Men da han ikke havde fået blod i 3 dage, var han så svag at han ikke kunne heale sig selv al for hurtigt.
Han hørte ikke meget efter hvad der skete foran ham, han var stadig i ret meget smerte efter hvad der lige var sket. Hans hud boblede stadig lidt, mens den langsomt blev healet. Han hørte dog at lægen havde planer om at pigen og ham skulle kæmpe mod hinanden. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle synes om det. Han have ikke lyst til at skulle gøre hende fortræd. Hans vrede ville yderst gerne, som rørte på sig indeni. Men hvis han først lod den få frit løb, kunne han ikke kontrolere sig selv, og det ville gå udover andre end hende og lægen, og det ville han ikke risikere.
Da en af vagterne kom hen med blod til ham, kiggede han op på ham. Romans øjne var blevet røde, røde af sult og da han havde fået at blodet fra den kop der blev serveret til ham, kom fyrens arm alt for tæt på hans mund, så han satte sig fast i vagtens arm og begyndte at drikke så meget som han kunne, imens vagten skreg på den anden. Den anden rev ham væk fra Roman, men Roman havde fået nok blod fra vagten, at han faktisk besvimede af blodmangel. Der gik ikke mange sekunder før Roman var fuldt healet og han havde hivet sig fra sine strips, som holdt ham fast til stolen. Det var ikke hans vrede der gjorde ham så desperat dog, han ville bare gerne væk derfra, for for hvert sekundt han var der, blev det bare værre.
Den anden vagt kom med fuld fart hen mod Roman, men før han kunne nå at få fat på ham, havde Roman løbet om bag ham og brækket hans nakke. Han lod vagten falde til jorden med et bump og vendte sin opmærksomhed mod lægen, som stod og så ret overrasket ud. De havde ikke været forsigtige nok, de var ikke professionelle nok til dette arbejde.
Roman var over ved ham i milisekunder og satte sine tænder i hans hals. Han begyndte at drikke hver dråbe af lægen og da han var færdig, lod han ham også falde.
Roman vendte sig mod pigen. Han så farlig ud, med blod om munden og røde øjne.
I should kill you.. but im not gonna do it... sagde han med en snert af had til hende, som hun havde gjort ham fortræd. Han var ikke i tvivl om at hun ikke ville havde stoppet, hvis hun ikke havde haft hovedpine, og hvis hun havde dræbt ham, så var der ingen at forklare Ayla hvad der var sket.
Han gik hen til pigen og rev stripsene af hende, så hun nu var fri.
Do you wanna escape with me now? spurgte han. Der var flere vagter udenfor døren. Så de var ikke helt færdige endnu.

Aya havde ikke nogen hun ville hjem til. Faktisk var hun sikker på, at der ikke var nogen der ville savne hende hvis hun faktisk endte død herinde. Nogle ville nok ånde lettet ud, hvis hun skulle være helt ærligt, lykkelige over at hun ikke jagede dem længere. Men alligevel ville hun ikke sige at hun kæmpede for sig selv. Hun kæmpede for de mennesker, som hun ikke ville kunne beskytte, hvis hun var død. Det kunne godt være, at de ikke kendte til hende og måske endda frygtede hende, men hun havde dedikeret sit liv til at beskytte dem og hun havde ikke tænkt sig at stoppe nu på grund af nogle ynkelige mennesker, der legede videnskabsmænd. Heldigvis havde hun regnet sig frem til nu, at de ikke lige med det samme havde tænkt sig at skære hende op og kigge ind i hende eller slå hende ihjel. De ville først lære hendes kræfter at kende, det var tydeligt. Og det var ikke noget, som hun ville lade dem se. Men for at slippe ud uden hjælp fra vampyren eller nogle andre, havde hun brug for at få samlet sine kræfter. Hun ville nok godt kunne komme ud af den her stol ved hjælp af magi, men det ville tærre så meget på hende at gøre det, at de nemt ville fange hende igen. Så det ville ikke være det værd, nej, hun måtte vente.
Hun var mere tålmodig end vampyren. Hun havde ærlig talt ikke forventet, at han ville slå tilbage så hurtigt, men hun vidste nu heller ikke hvor længe han havde ventet. Hun havde lige fået taget en slurk af sit vand, da den ene vagts skrig, fik den anden vagt til at tabe glasset. Aya havde normalt en hurtig reaktionevne og var god til at følge med, men så svag som hun var og overrasket over at vampyren overhovedet havde mulighed for at kæmpe tilbage, nåede hun knap nok at se hvad der skete før det var for sent. Begge mænd var ude, den ene ved at dø af blodmangel og den anden med brækket nakke. Lægen var Roman ved at suge blodet ud af og Aya kunne ikke gøre andet end at se på. Hun var splittet - lægen var menneske og hun følte en trang til at beskytte ham samt hun fik kvalme ved synet af vampyren der drak ham tom men hun vidste også at lægen var en fjende, og det ville være nemmere at forsvinde med ham død. I den her situation måtte hun bare indse at hun blev nødt til at være mere farvet med sine moraler for overhovedet at komme ud.
Vampyren vendte sig mod hende med hans røde øjne, og hun var sikker på, at han også ville gå på hende. Hun prøvede med alle sine kræft at komme væk, men hun kunne ikke. I stedet kunne hun ikke lade være med at se forbavset på ham, da han rev stripsene af for hende. Hun rejste sig hurtigt op og gned sine håndled, hvor mærker var kommet efter dem.
"I appreciate that," sagde hun måske let for sarkastisk i den her situation, for hun satte faktisk pris på at han ikke slog hende ihjel. Hun var bare ikke god til at vise sin taknemmelighed.

Han spurgte om hun ville flygte med ham og hun så på ham med det samme kolde blik som før. Så lukkede hun øjnene, mærkede efter. Hun havde intet at trække magi fra. De andre havde allerede mistet for meget af deres livskraft til at hun kunne trække det fra dem. Hun var ligesom et normalt menneske lige nu. Hvilket betød at hun havde ingen chance for at komme ud alene.
"Fine," knurrede hun og hævede så sin pegefinger af ham, "But as soon as we're out of here, you better run. The fact that I'm teaming up with you, doesn't mean that I don't still see you as a monster."
Næsten lige som hun havde sagt det, blev døren åbnet op. Det var en mand med en gryde af alle de ting, som hun havde bedt om til ritualet. Inklusiv en stor mængde blod. Så snart han så at de var fri, smed han gryden fra sig så blodet væltede ud over det hele. Han råbte på de andre vagter og sprang på Aya. Hun blokerede straks flere af hans angreb før hun placerede et slag i hans mave, derefter et knæ og så lavede hun et cirkelspark for at ramme ham i nakken og slå ham i jorden. Bare fordi hun ikke havde sin magi, betød det ikke at hun ikke kunne kæmpe. Hun havde trænet i mange år på at forsvare sig selv, med eller uden kræfter. Dog måtte hun tage sig til hovedet, da en svimmelhed ramte over hende, hvilket sørgede for at en anden vagt greb fat i hendes arm - hvor mange vagter der nu var i rummet, havde hun ikke længere styr på. Hun slog fra sig og fik vredet sig fri af hans greb, for at kaste ham over sine skulder. Et spark i ansigtet og så var han ude. Hun slog ham ihjel dog - det kunne hun ikke få sig selv til.
Hun så hen mod Roman. "As long as we're in here, they'll keep on coming. We need to get out... somehow
Hun kom så i tanker om gryden, som var blevet tabt på gulvet. Hendes ritual. Kunne hun få samlet kræfter til sig, ville hun måske have mulighed for at lave en skjold-besværgelse så de måske kunne komme ud uden at skade flere.
"Back me up, I need to focus," råbte hun til Roman før hun løb hen til gryden. En mand angreb hende på vejen, men hun fik ham slået væk, skubbet hen i Romans retning. Forhåbentlig kunne hun få lavet et hurtigt ritual uden at blive afbrudt. Det var svært, men ikke umuligt.
Hun kastede sig ned på knæ ved gryden og fik grebet fat i ingredienserne, der var smurt til med blod. Og så gav hun sig til at mumle med sammenknebne øjne. Nu håbede hun bare på at Roman havde fået nok blod til at holde dem tilbage mens hun arbejdede.