This beast inside of me (Gautham)

S: Ashen wood forest
T: Sen eftermiddag
V: Overskyet, koldt.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Hænderne lagde sig mod den kolde, askegrå bark. Tæt forfulgt af en manke af lysebrunt hår, som Cali hvilede panden mod sine hænder. Hun havde lukket øjne og trak vejret tungt, som havde hun netop løbet sit livs løb. Pulsen var som en tromme i hendes ører. Efter et øjeblik vendte hun sig og hvilede hele sin vægt mod træet bag hende. Hendes ansigt var vendt mod himlen. Det var vinter, så bladene var få og visne. Under hende var jorden våd og mudret, fuld af sæsonens væld af brune og lettere opløste blade og kviste. Igen lukkede hun øjnene og sank besværet.
Hun ville få skæld ud når hun kom hjem. Hun havde været med sin far i Doomsville for at handle, men midt på dagen var hun blevet rastløs. I stedet for at tage en løbetur rundt i byen...Ja. Hun vidste ikke helt hvorfor. Men nu var hun i skoven. Hendes lette sko og bukser var brune og kolde af mudder efter hendes tur. En let sved dækkede hendes krop og fik hende til at gyse, som en kold vind strøg om hende.
Dette var mere end blot forpustet. Hun kunne allerede nu mærke adrenalinen, der fik hendes krop til at føles varm. Og hendes sanser der gik amok. Hun borede sine negle ind i barken bag sig.
Hun burde have kontrol. Hun var for gammel, havde levet med det i for mange år, til ikke at have det. Men det var den samme historie om igen. De unge ulve ville altid have problemer.

Regel nr. 1. Kunne du mærke noget var på vej, så isoler dig selv. Det step havde hun udført. Hun var i en skov og hun følte sig ganske alene. Hun snerrede frustreret som hun prøvede at modarbejde det. Hun sank ned på knæ. Faldt forover, begravede sine fingre i den løse jord og stirrede arrigt ned i jorden. Hun ville ikke det her.
"Lortlortlort..." hviskede hun for sig selv. Forgæves prøvede hun at kontrollere sin vejrtrækning. Vredt skubbede hun sig selv på benene og prøvede at bane sig vej længere ind i skoven. For en udeforstående ville det ligne hun var syg, den måde hun nærmest faldt fra træ til træ. Og den måde hun trak vejret og halvvejs skreg af sin egen frustrationer og opbyggende smerter ville sikkert få de fleste til at bakke væk fra hende.
Igen holdt hun pause. Hele hendes krop rystede. Hun var ikke længere i tvivl. Dette ville ske. Hun kunne allerede mærke fornuften forsvinde og instinkterne tage over. Og på en måde virkede det langt nemmere bare at give efter, end altid at skulle modarbejde det. Hun var alene i en skov, hvad kunne gå galt? Jah, folk fortalte historier om uskyldige folk der blev flået ihjel. Men det havde jo aldrig været hende.
Og hvis dette alligevel skulle ske...
Hun greb om sin trøje og trak den over hovedet på sig selv. Mudderet på hendes fingre satte mærker på tøjet, i hendes hår og hen over hendes kinder. Men i denne situation var ting som renlighed ikke øverst på listen. Indenunder havde hun en mindre top. Hun så sig omkring, før hun så op i træet over sig. Der. Hun kunne nå en gren. Næsten panisk - det kunne ske når som helst nu - sparkede hun sine sko af og løsnede sine bukser. Ligeglad med om hun var mere nøgen end modsat foldede hun det hele sammen og presset det ind i mellemrummet mellem gren og træ. Et sted, hvor det ikke blev vådt af jorden. Nu skulle hun bare huske træet...
Hun trådte et skridt tilbage. Med sine kraftige negle vred hun stykker af barken af, så det efterlod sig en form for mærke, som hun forhåbentlig på en eller anden måde ville kunne genkende. Ud over selve duften, selvfølgelig. Hvis hun kunne koncentrere sig nok om en lugt...Hun havde sine tvivl. Men det var bedre end ingenting.
Så gled hun ned på sine knæ igen, ubeskyttede mod kulden fra jorden. Men hun var ligeglad. Med et sidste skrig af smerte vred hendes krop sig til ukendelighed, som ulven tog over. Det var så befriende, uanset hvilket smertehelvede det var hver gang.

Gautham missede let med øjnene, solen var ved at gå på hæld.. hvor længe havde han ligget her? Eller måske endnu vigtigere.. hvad i alverden var det der havde vækket ham?
Han sparkede sine skind lidt til siden, og fik lettere besværet fik han sat sig op fra sit primitive leje af grene og blade så han ikke lå direkte på den mudrede våde jord, han fik rejst sig lige tids nok til at se en ung kvinde komme løbende igennem skoven.. alene.. og ikke forfulgt? "hvad i..?" Han kiggede efter en ekstra gang et stykke bag hende.. men nej, der var intet efter hende så vildt han kunne se

Han rullede knasende med skuldrene inden han greb sin økse der lå under en sammenrullet kjortel som han havde haft brugt som pude, inden han rejste sig fra sit leje, han strammede grebet om sin økse og begyndte at følge efter den unge kvinde der var løbet forbi ham for lidt siden, tog fulgte han hende fra afstand, fra den anden side af træerne imens han prøvede at være så stille som han kunne.. ikke at det mudrede underlag var ham særligt behjælpelig i denne sammenhæng
Han stoppede og lænede sig op af et træ da kvinden standsede, han så om på den anden side af træet.. hvad ved Hel var det kvinden lavede? hun begyndte at klæde sig af, han vendte atter blikket væk fra kvinden
Men da han hørte et svagt bump fra den anden side af træet, så han vendte atter blikket om tilbage til den unge kvinde, tids nok til at se hende forvandle sig til.. til en ulv?? men hun var da ikke Shapeshifter.. hun kunne ikke være, så havde han vidst om det
Han så ordenligt efter på dyret.. "varulv.." mumlede han for sig selv og rystede på hovedet, "det skulle bare være en varulv"

Skriget blev til et hyl. Den rystende krop blev til en menneskelig ulveskikkelse, der rystede sig, som den endelig var fri. Pelsen var strid og med en mørkegrå farve, omend maven og halsen virkede lysere. Varulve var altid så genkendelige...Ikke helt menneske, ikke helt ulv. Et væsen, der kunne stavre sig frem på to ben hvis den ønskede. Større end en almindelig ulv. Og et ansigt der på en og samme tid genspejlede både ulven og mennesket. Et forvredent og - kunne man påstå - et lidt grimt væsen. Ikke at det var den slags, der betød noget for Cali. Hendes familie var flere generationers varulve. De passede sig selv. Familien var Calis flok...Men lige nu var hun alene. Og dermed både mere sårbar...Og uden nogen til at holde hende i snor.

Hun rejste sig op på bagbenene og lagde en hånd mod træet foran sig. Alt var anderledes. Hendes syn, hendes sanser i det hele taget. Hun frøs ikke længere, for pelsen holdt hende varm. Og alle de dufte, alle de lugte. Alle de lyde! Hun snuste til træet foran sig. Det duftede af træ og af hende. En tunge gled ud, som hun slikkede sig om munden et øjeblik.
Og så med et. Var det en lyd? Eller var det lugten? Hun drejede hovedet ved den pludselig bevidsthed. Bevidsthed om at hun ikke var alene. Hun gled ned på alle fire og stirrede mistroisk ind mellem træerne og buskene. Der var ingen blade, ud over de stedsegrønne buske. Bag en af dem? Hun gik et halvt skridt frem og stak snuden i luften. Der var ingen tvivl i hendes sind. Hun havde ingen planer om at vende sig og løbe. Uanset hvem eller hvad det var. Så ville hun flå det fra hinanden. Måske var det en kanin. Hun var faktisk lidt sulten. Hun blev ved med at gå tættere på, men aldrig hurtigere end hun kunne holde øje med om situationen udviklede sig. Det lugtede ikke som en kanin. Tværtimod. Det lugten som en...Person.

//Beklager hvis det ikke er så godt. Det er første gang jeg spiller varulv i mit liv. Derudover, hvis du mangler mere at svare på, så skriv eller prik lige til mig

Gautham havde med en lettere skræk stået og set kvindens forvandling fra menneske til Varulv.. det havde været en hård proces så vildt han havde kunnet se fra hans vinkel.. det havde ikke set lige så let ud som det gjorde for de Shapeshifters han kendte fra hirden og hans anden fortid
Pluslig begyndte Varulven at bevæge sig væk fra træet, og hen imod det træ han selv stod bag
Han kørte begge hænder hen over hovedet imens han sank en klump, og ønskede at han havde fået taget sin dunk med herud, han overvejede hurtigt sine mulighedder.. han kunne prøve på at komme op i det træ han stod ved.. meen han havde jo nok ikke figuren til at kunne komme hurtigt nok derop.. og kunne Varulve klatre i træer??
Den anden mulighed var at løbe.. men han ville jo ikke kunne have en chance imod dette væsen i et kapløb.. i hvert fald ikke i denne form
Hvilket ledte ham til den tredje ting.. han kunne jo skifte.. der ville hans chancer jo nok mange fordobles.. og ellers havde han sit ekstra es i ærmet jo..

Men han var usikker.. kvinden der havde været løbet forbi hans lejr for lidt siden havde ikke synet til at have helt styr på det.. det lignede nærmere at hun havde været flygtet.. men ingen havde været efter hende?
"Årghh det er sidste gang jeg tager den på slap line når Fenrer sender mig her op for at se til de andre.. næste gang bor jeg sqisme på kroen" han hængte øksen hen over en tynd gren, og trådte ud til venstre for træet, dog heller ikke længere væk end at han stadig kunne nå øksen med sin højre hånd

"HEY!" anråbte han Varulven.. han sank en atter en klump, nu var han selv et dyr inderst inde.. og han burde jo egentlig vide bedre end at konfrontere et andet dyr når man var nervøs
"Navnet er Gautham Faust.. jeg er her ikke for at skade dig.. jeg så blot hvordan du kom løbende før, og jeg ville bare se om alt var som det skulle være.. men jeg tror bare jeg.." han pegede tilbage imod træet, ".. jeg tror bare at jeg stikker af igen så"

Ulven stoppede op og så over i retningen af bevægelsen. Over til skikkelsen af en mand, der pludselig var kommet til syne. Halen, der før var gledet dovent fra den ene til anden side, var stoppet op, som hele hendes krop og sind var fokuseret på denne uventede person foran hende. Snuden gled op en enkelt gang, som for at bedømme om det var den samme som hun havde bemærket før. Det virkede sådan. Men der var også dufte fra resten af skoven og det var svært at skelne det hele fra hinanden. Men intet af det duftede af direkte trussel....Men af...Nervøsitet?
En svag knurren gled over hende og hun slikkede sig igen om munden, da hun rejste sig på sine bagben og stadig blot nedstirrede manden foran sig. Ubeslutsom. Hendes blik fulgte hans bevægelse, da han pegede tilbage mod træet og selv om hun ikke var i stand til at koncentrere sig særlig meget, forstod hun nok til at vide at han ville stikke af. Instinktivt følte hun for at følge noget, der ville løbe sin vej. Jage det ned. Hun gled ned på alle fire igen og hendes brede kløer borede sig ned i jorden, som var hun klar til at tage afsæt så snart han bevægede sig. Og så, uden at vente mere på ham, sprang hun mod træet. Ikke mod ham, men mod træet, som hun løb om på den modsatte side af det for at forhindre ham i at stikke af. Han gjorde hende nervøs, så hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Han virkede ikke som en direkte trussel, men hun var heller ikke sikker på han var det modsatte. I det mindste var der ikke fuldmåne, så hun følte sig ikke videre blodtørstig, som hun havde oplevet det før. Og dog...Hun var heller ikke sikker på, at hun ville fortryde at bide til. Ikke lige nu.
Måske var det hele meget op til ham og hvad han ville gøre. Hun sænkede kroppen og begyndte at gå rundt om ham. Hun gik ikke særlig langt, før hun vendte om og gik tilbage igen. Frem og tilbage, mens hendes øjne og ører var vendt mod ham. Gautham. Han duftede anderledes fra...Menneskerne...Men hun vidste ikke af hvad.

Gautham mærkede hvordan adrenalinen begyndte at pumpe rundt i sig, han skulle lige til at rykke da ulven sprang omkring træet, og afskærmede ham vejen, langsomt og roligt i en rolig bevægelse lagde han en stor hånd over panden.. ved Hel.. hvad havde han da gang i?
Han havde før mødt folk af denne race.. nogle der var helt unge i den, og nogle der havde været det i mange år, ikke at han var kommet så godt ud af det igen med mange af dem.. men på mange måder var han og hun ikke så forskellige igen.. ikke når de blev presse til det yderste
Han tog en dyb indånding og strakte roligt begge arme ud imod det store dyr der gik foran sig

"Rolig.. vi.. vi er mere ens end hvad du skulle tro" sagde han med så rolig stemme føring som han kunne, han sank en lille klump imens han stadig i rolig bevægelse knælede let, musklerne i hans højre arm begyndte at spændes, og hans blodåre begyndte at pulsere op, han skar en let grimasse da han pressede sine brede bjørne kløer ud hvor på fingre neglene fra hans højre hånd før havde været
Han pustede en anelse.. det var aldrig en sjov ting at være igennem, og derfor brugte han den også kun sjælendt
Atter rettede han sig op, og rakte endnu engang hænderne ud for at vise hende at han var mere som hende end ved første øjekast

Ørerne gled tilbage da han snakkede og hun stirrede mistroisk på ham, da han bevægede sig. Det blev ikke bedre, da hans ene hånd fik store, brede kløer. Kløer der slet ikke passede til hans hånd. Hendes hoved gled en anelse på skrå, som om det forvirrede hende, før hun satte sig ned. Var det det hun duftede? At manden var noget andet end menneske? Ikke en varulv. Men måske en shapeshifter? I så fald var skoven et fælles område. Hun havde selv mødt flere shapeshifters og de havde altid været lige så venlige og fredfyldte, som hendes egen familie forsøgte at gøre sig med.
Hun lukkede øjnene. Hun havde stadig lyst til at jage. Til at bide i noget og smage blod. Men i stedet fokuserede hun på skoven omkring sig og på sig selv. Formåede at få sig selv til at slappe mere af, selv om hun stadig ikke helt vidste om denne fremmede mand var en ven eller fjende. Han var jo blot en fremmede. Og de var tilfældigt stødt på hinanden.

Måske sad hun sådan lidt for længe. Med lukkede øjne. Til hun til sidst bukkede sig forover og begravede sine kløer i den løse jord. En dyb snerren forlod hende, men hun var på ingen måde ved at gå til angreb. I stedet virkede det som om hun skrumpede. Pelsen forsvandt og hendes krop knækkede sig på plads til hendes egen menneskelige skikkelse igen. Til sidst sad hun på alle fire på den kolde jord og gispede. Det tog hende et øjeblik at komme sig, mest til kulden blev for intens for hendes nøgne krop. Nøgenskab blev man næsten van til...Alligevel var hun pli nok til at krybe sig sammen, så hun ikke viste hele sin krop over for den fremmede. Om noget var hun endnu mere skrøbelig og sårbar nu. Hendes brune øjne gled over mod den fremmede. Han skulle lige vove...Hun kunne sagtens forvandle sig igen, hvis det var...Troede hun. Var hun ret sikker på. Selv om hun frøs og følte sig øm efter forvandlingen fra før. Til sidst bed hun stædigt sammen, før hun rejste sig op.
"Du har vel pli nok til ikke at stirre" bemærkede hun defensivt, før hun i halvløb skyndte sig over til træet, hvor hun havde gemt sit tøj. Jo før hun fik fat i det og fik det på. Hendes fødder og hænder var dækket i mudder og hendes hår sad vildt, som det flød ned over hendes skuldre og ryg. Hendes krop havde også formerne fra en kvinde, der endnu var meget ung, men dog færdigudviklet. Dækket af gåsehud fra kulden.

Gautham fulgte ulvens bevægelser.. se hvad hun mente om at han selv pluslig stod med de store bjørne kløer.. var hun ung i ulven kunne dette være et tegn på aggressivitet.. men det var nok bedre end han skiftede fuldstendig? Hvis den lille ulv skulle til at stå ansigt til ansigt med en Grizzly kunne det måske være for overvældende for den?
Han gjorde dog klar til at tingene skulle gå stærkt da ulven bukkede sig forover og begravede dets kløer i jorden
Men da ulven på en underlig velkendt måde begyndte at skrumpe ind, og atter engang fandt sin menneskelige skikkelse frem, kunne han først rigtig puste ud og slappe af siden han havde set kvinden forvandle sig til sin ulve skikkelse

Han indså dog hurtigt at hun stadig havde sit tøj rullet sammen hende på træet, og han skyndte sig at slå blikket ned, og han satte nu mest mulig fokus på hånden med de brede bjørne kløer
Han greb sig omkring håndleder med sin venstre hånd, og måtte derpå koncentrer sig om at presse kløerne tilbage igen, og denne gang var det ikke mindre smertefuldt eller mindre besværligt end da han pressede dem ud
"Du.." han måtte lige stoppe sig selv som han fik kløerne det sidste ned, "du kan være ganske rolig.. jeg skal ikke stirre"

Han hørte hvordan hun bevægede sig tilbage til det træ hun havde hængt tøjet på
Og da han mente hun efterhånden måtte være i tøjet igen rettede han endnu engang blikket op, og så endnu engang på den unge kvinde
Hun så lettere kold ud.. også klart når man tænker på hun lige havde stået bar på skovbunden
Han samlede sin økse op, og gik med rolige skridt hen imod kvinden imens han placerede øksen i sit bælte.. "jeg.. øhm.." startede han, "jeg har et ekstra skind tilbage i lejren som han hjælpe dig med at få varmen igen" sagde han og gjorde et let kast med hovedet den vej han selv var kommet fra, "hvorfor..? hvis jeg da ellers må være så fri at spørge.. må jeg så spørge hvorfor du løb? det lignede næsten at nogle skulle have været efter dig eller sådan noget?"

Med hurtige bevægelser hoppede hun for at få fat i sine ting, af hvilket hun kun lige nåede at gribe dem, inden de ellers ville være faldet til jorden. Hun skyndte sig at trække tøjet på, hvilket hjalp en smule på kulden. Alligevel slappede hun ikke det mindste af. Skoven, når man alene herude, kunne ligeså vel være en stor fælde, som den kunne være et stort fristed. For som regel var den også et fristed for andre.
Da hun hørte ham komme tættere på, vendte hun sig om mod ham, samtidig med at hun fik trukket sin trøje ordentlig på igen. En hånd gled ind under håret for at trække det fri af stoffet. Et mistroisk blik gled ned over manden foran hende.
Virkelig? Og hvor mange historier havde hun ikke hørt om folk der...Var villige til at dræbe, til at voldtage og hvad ellers mod unge, ubeskyttede kvinder?
Men hun frøs. Og stik modsat hendes families opfattelse, fandt hun ikke sig selv ufarlig. Arme gled over kors, som hun nærmest krammede sig selv for varmens skyld. Hun så sig omkring et øjeblik, før hun bed sig svagt i underlæben. Det hjalp jo heller intet at stå her og halvt om halvt fryse ihjel.
"Jeg vil gerne...Hvis det ikke er til besvær" svarede hun så.
"Tak" tilføjede hun.

Ved hans spørgsmål kunne hun ikke lade være med at smile lidt. Hun var jo ikke så farlig, hvis hun indrømmede hun endnu ikke helt havde styr på ulven i sig. Og det var fjollet, for det var efterhånden en håndfuld år siden hun blev forvandlet. Men det kunne altså endnu ske. Nogen ville påstå det var fordi hun endnu havde en ung kvindes ustyrlige følelser. Uanset hvad var det i hvert fald noget hun måtte arbejde mere med. Men hun orkede næsten ikke at tænke på det lige nu. Det var straf nok at vide hvor vred hendes far ville blive, når hun endelig kom tilbage.
"Jeg er Cali...Forresten" svarede hun så, før hun skubbede noget hår om bag det ene øre og fulgte efter ham, såfremt de var begyndt at gå.
"Og bare rolig. Der kommer ikke nogen. Der er ikke nogen efter mig. Det...Det er dumt, virkelig. Havde jeg vidst du var her...At her var nogen..." Så hvad? Hun havde ikke kunne styre det. Hun var bare glad for der ikke var sket noget som sådan.
Hun så på ham med venlige øjne og et større smil, der understregede at hun mest af alt bare havde været i en uheldig situation.
"Virkelig. Der er intet du skal bekymre dig om" understregede hun.
"Hvorfor er du her selv? Bor du i skoven?"

"Såh Cali.." han rakte en hånd ud imod det sted han mente lejren lå, og han begyndte at gå af ruten han havde ud stukket.. den skulle da i alt fald meget gerne være den vej? "Hvis du ikke løber fra nogle.. eller noget, må man så spørge hvad der har fået en ung Varulv som dig til at tage spurten igennem skovene her?" spurgte han med stadig rolig stemmeføring, han var ganske vist blevet nysgerrig over den unge kvindes adfærd.. da han først havde set hende.. i løb, havde hun virket så.. så fuld af vrede.. hvis det bedst kunne forklares sådan?
Han løftede let sit blik da hun begyndte at spørge om hvad han foretog sig her ude, "tjo.. der var engang jeg kaldte disse træer mit hjem, de skaffede ly imod vind og vejr, og med lidt snilde kunne de også hjælpe med at skaffe føde" han huskede tydeligt sin tid i skovene trods der var gået en rum tid.. "det er et godt sted hvis man ikke ønsker at blive fundet, og man bare har brug for at være sig selv.. men selv om den kan være rar og hjælpsom, kan den lige så godt være forræderisk og bedrage dig.." han satte næsen lidt imod træ toppene og snusede, jo.. de var på rette vej, han kunne lige akkurat lugte den svage røg der måtte komme fra de sidste gløder af hans bål, mere fast sluttet på at dette var den rigtige vej, satte han tempoet en anelse op

"Men tingene har ændret sig for mig.. denne gang er jeg kun forbipasserende.. ikke fast boende, jeg er rykket længere syd på for at hjælpe en gammel ven, men en gang imellem er jeg nødsaget til at komme tilbage herop, og så indlogere jeg mig gerne i skovene frem for inde i byerne.. der er for mange folk der inde, og man kan have svært ved at få klaret tankerne"

Endelig kunne han begyndte at se lejreren, trods det var primitivt.. havde han prøvet at gøre noget ud af det, et par tæpper hang imellem nogle af træerne for at sørge for en ly af vinden, på jorden lå nogle skind spredt ud omkring det døende bål, og på hans leje lå kjortlen stadig rullet sammen
Han gik hen og samlede sin kjortel op, "velkommen til min ydmyge lejr" sagde han imens han fik krænget kjortlen over hovedet, "du kan sætte dig ved bålet, og ligge nogle skind omkring dig" sagde han og pegede
Han tog en håndfuld halm op af sin vadsæk, og samlede nogle småkviste samt kvas op imens han gik hen imod bålet, han knælede ved siden af bålet og stak halmen ned der i
Roligt pustede han til de svage gløder til de havde fået fat i halmen, og da der var godt gang i dette lagde han halm og kviste på bålet, sammen med et par større stykker godt tørt træ
"Jeg ved du sagde jeg ikke skulle være bekymret.. men jeg er nysgerrig anlagt.. når der ingen var efter dig.. hvorfor løb du så sådan?"

Det var næsten en livshistorie. At Gautham var så villig til at dele af sig, forsikrede blot Cali om at han nok ikke var så farlig igen. I hvert fald ikke for hende og i hvert fald ikke lige nu. Hun kiggede på hvor hun gik, mens han talte og havde ingen problemer med at følge med, da han satte tempoet op.
Hvorfor var hun løbet? Hun vidste godt hvorfor, men havde måske valgt bare at gå, hvis hun havde vidst nogen så hende. Men sket var sket. Det eneste ærlige svar var en smule pinligt for hende. Så hun lod hellere end gerne ham snakke først, til de kom til lejren.

Lejren var primitiv, men dog en lejr. Han skulle ikke foreslå hende at sætte sig to gange ved bålet, før hun satte sig på sine knæ foran det. Da han fik pustet liv i det, holdt hun sine hænder fremme mod varmen. Varme...Ah. Hun kunne mærke hvordan det stak i hendes hænder, som varmen prikkede til dem. De var blevet mere kolde end hun havde regnet med.
"Du giver mig næsten flere spørgsmål, selv om det vil være uhøfligt af mig at blive ved" hun sendte ham et venligt smil, før hun rettede sig lidt. Da han gentog spørgsmålet fra før, sukkede hun svagt og rettede sig, så hun sad med benene til den ene side. En arm holdt hende oppe i sidende position, før hun over mod ham igen. Så trak hun let på den ene skulder.
"Jeg er en ung ulv. Eller...Det er nogle år siden jeg blev forvandlet. Og jeg har næsten helt kontrol over det...Men nogen gange..." hun så ned på sin ene hånd, beskidt som den var af mudder. Også under hendes negle. Hun rystede svagt på hovedet.
"Men jeg har det bedre nu. Jeg var i Doomsville med min far, han ejer en butik og vi tager gerne til Doomsville for at sælge eller købe selv. Jeg ville egentlig bare tage en lille tur rundt om byen. Men...Ah. Det føles som om jeg har for meget energi nogen gange. Som om jeg bare har brug for at reagere. Så jeg begyndte at gå længere væk. Til sidst løb jeg. Hvilket jeg ikke burde gøre, for al den aktivitet gør det ikke nemmere" Hun sukkede dramatisk og rullede svagt med øjnene, før hun smilte igen. Hun kunne høre sin fars belærende stemme for sine ører.
"Men bare rolig. Jeg tror det er fint for nu. Ellers skal jeg nok gå min vej. Følger du alle der løber igennem skoven? Hvad hvis jeg havde været forfulgt...Ville du så have været min redningsmand?"
Spørgsmålet var venligt og en tand drillende. Hendes familie var altid overbeskyttende når de var på farten. Her, alene, kunne hun selv vælge hvad hun ville gøre. Og Gautham virkede umiddelbart som et rart selskab, uanset hvor naiv det måske gjorde hende.
"Og du...Du kan også noget. Men du er ikke en varulv. Hvad er du?"Spørgsmålet virkede måske en tand for direkte eller uhøfligt. Samtidig var hun nysgerrig.

Gautham var gået over til sit leje imens han lyttede til Cali's beretninger, om hvad hun havde haft lavet og grunden til hun var endt ude i skoven, han kørte sagte en hånd igennem skægget, en ting han havde fået for vane at gøre hvis han skulle lytte eller koncentrere sig om noget, men han vidste ikke helt om han troede på historien omkring hun selv var løbet af egen fri vilje? Hun kunne selvfølgelig også tale sandt.. det var ikke til at vide jo
"Jeg.. jeg ville.." han måtte rette sig op og tænke sig lidt om inden han atter fortsatte, "ved Hel.. jeg ved ikke om jeg ville følge alle og enhver som løb igennem skovene.. men du greb mig i et ufint øjeblik, dårligt nok vågnet fra min søvn ved at en du som en ung kvinde kommer løbende forbi med et vildt udtryk over dig.."
Han trak sit eget tæppe væk fra lejet, det var større, noget mere uldent og mere fyldigt end både de tæpper der hang mellem træerne samt skindende på jorden, han lagde med let hånd skindet omkring den unge varulvs skuldre inden han atter vendte tilbage til den anden side af bålet hvor han satte sig og fandt en humpel brød og en økse frem

"Jeg ønsker ikke at være nogens helt.. jeg ønsker blot at være til og være fri, og at der ikke er ondt omkring mig eller andre" sagde han imens han skar to humpler af brødet, og rakte der ene stykke ud imod Cali
"Men du gør ret i din antagelse angående at jeg ikke er en helt almindelig mand.. og ingen Varulv heller, men dog stadig ses jeg fra tid til anden i skikkelse af et dyr" sagde han og tog en bid af det stykke brød han havde haft skåret til sig selv, "jeg er af ShapeShifterne, halvt mand, halvt dyr om du vil.. jeg ses både i skikkelse af en mand som nu, mens min anden skikkelse er en lille bjørn" sagde han og løftede svagt på den ene skulder, "deraf kløerne"

Hun var overrasket over hans hensyn. Tæppede lunede om hendes slanke skuldre og hun rettede sig op, med knæene ind mod sig, så hun kunne vikle hele sin krop ind i tæppet. Varmen begyndte langsomt at gøre sit indtog. Med en hånd løsnede hun det filtrede hår og lod det falde ned over tæppet i stedet.
Hun tog også imod brødet med et smil.
"Tak. Du er meget betænksom"

Med den ene hånd trak hun små stykker af brødet fri og puttede det i munden, mens han talte færdig. Hun var vidst ikke så sulten igen, men det lunede det hele.
"Ah...Så som en bjørn, der sover hele vinteren?" bemærkningen var ment drillende, hvilket glimtet i hendes øjne og det skæve smil også fortalte.
"Så hvordan er det for shapeshifters? Det er, så vidt jeg ved, noget I får eller opnår fra spæd. Jeres dyreskikkelse. Kommer kontrollen over det automatisk eller kæmper I også til tider med det?" spurgte hun så.
Så mange der havde forbindelsen til naturen eller havde en skikkelse som et dyr. I følge hendes familie havde de altid været varulve og ville fortsætte med at sprede det til nye familiemedlemmer. Ingen stillede spørgsmål ved det. Det var traditionen. Det var også svært, som ung, at skulle stå imod sine forældre og sige nej. Sige nej til noget, som man hele sit liv har fået at vide var en gave. Men Cali vidste nogen kaldte det en forbandelse. Hvor hun selv stod i den debat var hun ikke sikker på. Hun vidste blot hun var varulv, født af varulve og dømt til selv at føde børn, der en dag skulle blive varulve. Og hver gang ville det blive det samme arbejde om at kontrollere skikkelse, instinkterne. Ja, velsagtens for hendes familie, var man først rigtig voksen når man kunne fuldt ud kontrollere sin indre ulv. Uanset hvor voksen man virkede for resten af samfundet. Flere ville mene Cali var i en ægteskabelig alder.
Hun nappede endnu en bid af brødet og puttede det i munden. Lod det bløde op, før hun maste det ud med tungen og sank det.
"Er det dejlig frit at bo i skoven, frem for i en by?" Han fik det til at lyde sådan. Helt...Romantisk på en måde.

"Havde jeg da blot kunnet sove hele vinteren havde det da været skønt hvis det var muligt, men mennesket i mig bliver simpelthen for rastløs" han fandt en pind frem, og en lille snitøkse som han begyndte at bearbejde træet med, "tjo.. altså.." han gav pinden et let hug i siden, og førte øksen videre ned langs pindens side, "modsat Varulve, så fødes vi som vi er, altså med vore evner om man vil.. alt hvad vi skal er at finde ud af hvad vores indre dyr egentlig er" han måtte virkelig tænke sig om her.. der var ingen i hans familie der havde haft den store kendskab til denne race.. at han var blevet en ShapeShifter var kommet bag på dem alle.. og han måtte nu huske hvad han havde haft mulighed for at få afvide af andre ShapeShifters, som han havde fået taget kontakt til, "men.. men jeg ved det ikke.. jeg tror det er meget forskelligt fra Shifter til Shifter, hvor meget man giver slip når man forvandler sig.. og i hvilket erne man forvandler sig i, kontrollen med at skifte er til at styre for de fleste.. lidt som en besværgelse, vi påkalder det selv, nogle har det dog med at blive vilde når de skifter, deres tanker og handlinger bliver dyrets i stedet for deres eget.. så vildt jeg husker har jeg ikke tabt besindelsen.. med.. med mindre jeg selv har kastet den fra mig.."

"Jeg er glad for skovene.. for naturen, og befinder mig helst her ude, der er fisk luft, åbne vider, og ikke alle mulige der render og kigger skævt til en.. men byerne har også deres gode sider.. kroer og smedjer.. mulighed for handel som er vigtig for så mange"

Det var lidt en anden side. Som hun stirrede ind i ilden, tænkte hun over det. Det lød som om varulvene var langt mere dyriske eller ustyrlige. Var det ikke bedre at være shapeshifter hvad det angik? Men måske ville nogen argumentere for at varulve var det stærkere i deres skikkelse, hvor shapeshifters var begrænset af det dyr de nu engang var. Hun fik spist det sidste af brødet, før hun trak tæppet yderligere om sig. Med hendes hænder begyndte hun at vikle nogle af filtrene i hendes hår ud. Hendes far ville stille alt for mange spørgsmål og hun ville få skæld ud lige meget hvad. Men i det mindste kunne det være, hun kunne undgå at skræmme halvdelen af byen, når hun kom tilbage.
"Det lyder rart...At bo her" bemærkede hun blot, som hun med en hård bevægelse tvang en filter fra hinanden. Nogle af hendes hår knækkede, men nogen gange var der intet andet valg.
"Jeg ville ønske jeg havde mere et valg...Eller noget mere at tage mig til. Noget mere meningsfuldt?" Hun så op med et smil, før hun rystede svagt på hovedet.
"Jeg ved ikke hvorfor jeg siger det...Undskyld"
Hun opgav på sit hår og i stedet rejste hun sig op. Stadig med tæppet om sine skuldre gav hun sig til at vandre frem og tilbage for at få varmen ordentlig. Ikke at hun nåede langt, før hun stoppede op og kiggede intenst på ham.
"Og måske ved jeg godt hvorfor. Jeg vil lære at bo i skoven også. Lær mig det!"
Hendes hjerte sprang et slag over. Ideen var spontan, men alligevel føltes den så rigtig. Ja! Hun gad ikke bare gå fra by til by og hele tiden hjælpe sin far i butikken. Hun ville lære mere! Se mere! Tilføje noget til familien på en anden måde. Det var alligevel hendes storebror der stod til at arve butikken en dag. Men hvad med hende selv? Hun gad ikke bare sidde stille, til der dukkede en artig ægtemand op. Det var alt for kedeligt.
"Be om?" Det var måske meget hun spurgte ham om.