Wanna come inside? - Clary.

Romeo stod lige udenfor stripklubben, i færd med at ryge sin cigaret færdig. Han havde en skuldertaske ved sine fødder og hans ryg var lænet op imod muren. Han havde en smule glitter på sin højre kind, og hans hår var vådt, så han havde lige været i bad, tydeligvis. Det var ikke længe siden at hans vagt var ovre, men dog havde han tænkt sig at blive i nærheden af stripklubben, bare lidt længere. Han kunne ikke lide at være alene i sin lejlighed, mest fordi at han var ensom. Dog nægtede han at flytte hjem igen. Der var bare alt for meget... familie-agtig-trygheds over hans familie.
Han sukkede svagt og skoddede cigaretten under sin sko. Han havde en sort pull-over hættetrøje på, jeans og sorte sko. Han rakte ned efter sin taske og trak den over sin skulder. Uden rigtig at se sig for begyndte han at gå, men han nåede ikke langt før han kom til at træde ind i nogen. "Arg-.." Han grab hurtigt fat i vedkommendes arm, for at sikre sig at personen ikke faldte ned i asfalten.

Hun hadede det. Hun hadede alt. Ja det var lykkedes hende at undslippe, men til hvad nytte? De ar der løb indenunder hendes hud ville blive der længe. Ingen kom efter hende, hun klarede den selv. Tårerne havde ødelagt hendes make up for længest, også selvom det var længe siden hun havde grædt. Hun var så svækket, og havde egentlig bare brug for noget som kunne fylde hendes styrke op. Ikke mad. Bare energi, og det kom altid ved at være et sted hvor nogen enten elskede hende eller andre omkring sig. Alt Clary egentlig ønskede var at blive efterladt alene, men hun havde prøvet det et par år, og hun havde næsten ikke været i stand til at gå rundt. Clary gik med armene omkring sig og hovedet mod fliserne der blev groft nedstirret af hendes grønne øjne. Benene bevægede sig i det tempo de ønskede og hun var langtfra opmærksom. Så da en person ramte ind i hende registrerede hun det ikke før hun næsten ramte jorden. Heldigvis greb den kønne unge herre hende i sidste sekund. Hun var klædt i sort og kun sort. Sorte shorts og en sort tanktop samt stiletter. Det rødbrune har var sat op i en list rodet knold. Clary var overrasket over øjenkontakten med Herren, for det gik op for hende hvor sårbar hun kort så ud. Alt den ulykke og sorg i hendes øjne, som hun kort måtte blinke til siden.
"Undskyld.." Mumlede hun lidt og slog blikket væk. Leg sank hun en klump og fik en anden maske fundet frem. Hun pustede let ud og kørte en hånd henover en af de små krøllede lokker der så snedigt var med til at gøre knolden rodet. Let vippede hun hovedet på skrå.
"Jeg er Clary"

Romeo rynkede på panden over personen. En ung pige, han kunne ikke helt bestemme hvilken alder. Hendes make-up var ødelagt, næsten som om hun havde grædt, og hun så meget træt ud. Sorgen i hendes øjne overraskede ham, det var nærmest som et slag i maven. Langsomt gav han slip på hendes arm, imens han fortsat betragtede pigen foran ham. Sorgen i hendes grønne øjne forsvandt pludseligt og et kort øjeblik kunne han se sin egen opførsel i hende. Skub de negative følelser til side, lade som om man var glad, at alt var okay. Han havde lyst til at sige til hende at hun ikke skulle gøre det, at hun ikke skulle gemme sine sande følelser, men han kunne ikke få sig selv til det. For hvordan skulle han forklare at han kunne se at hun gjorde? Hvordan skulle han forklare at han selv havde haft det sådan, og stadig havde det sådan?
"Åh. Jeg er.. Romeo. Øhm, er du okay?" Han blinkede kort og stoppede endelig med at betragte hende så direkte. "Jeg så mig ikke for, det må du undskylde..."

Hun fik et lille smil på læben, et lille oprigtigt smil, men det falske overskyggede det næsten. Det var blevet en vane, en rigtig dum vane. Clary blinkede et par gange overrasket over, at han faktisk spurgte hende om hun var okay. Hun måtte få sin facade op at køre igen, men Ramsay og Josette havde været godt igang med at ødelægge hende indefra. Derfor nikkede hun blot.
"Jeg er nød til at være okay." Sagde hun og sank derpå en klump igen. Venligheden imod hende gav hendes evne et minimalt boost, hvilket hendes energi blev mere end glad for. Så kom hun tilbage til den virkelige verden og førte hendes hånd op imod hans kind, blog for at prøve at køre sin tommelfinger henover den beglitrede kind. Et oprigtigt skævt smil overskyggede det falske kort, men det skete.
"Så hvor kommer alt glimmeret fra?" Spurgte hun i et helt andet toneleje, mere drillende i undertonen. Clary var typen som elskede fest og farver. Leve ubekymret og det havde hun gjort så længe. Det havde taget hende tid at blive som hun var til Ramsay så lige igennem hende. I sine mareridt var det den samme historie hun vågnede svedende op af i et skrig. Men hun holdt det godt ud, synes hun da selv. Men det var også det der betød mest, hvordan hun synds hun klarede den, ikk sandt?

Romeo hankede lidt op i sin taske, den var næsten faldet af i det de stødte ind i hinanden. Han blev lettere forvirret over hendes svar, men kun i et øjeblik. Som regel lagde folk hints, når de havde brug for hjælp, men ikke kunne spørge om det direkte. Det var sikkert det hun gjorde lige nu. Lagde hints om at hun havde brug for hjælp.
Han blev overrasket over kærtegnet på hans kind og han knyttede sin ene hånd, borede neglene ind i sin hud, for ikke at rødme og blive genert. "Glimmeret." Han blinkede lidt for at få fokus igen, og pegede så på stripklubben. "Derinde fra. Jeg arbejder der. Nogle gange er der glimmer med i showet og jeg får ikke det hele væk altid." Han var ret ligeglad med hendes tanker om at han var stripper. Nogle ville nok ikke bryde sig om det, og han var ligeglad. Han kunne godt lide det. "Så, Clary... Har du et sted at bo? Du ser mægtig træt ud, du trænger uden tvivl til at sove i en ordentlig seng."

De grønne øjne analyserede hans bevægelser, alt fra hans åndedrag til at han hankede lidt op i sin taske. Brug for hjælp havde hun ikke ligefrem, ellers så havde hun så meget brug for den at hendes kropssprog og hjerne prøvede at få det til at skinne ud af hende. Hun overraskede ham en anelse, kunne hun. Clary havde brugt lang tid på at analysere forskellige folk i hendes liv, og ansigts mimikken var det hun var bedst til. Clary slap hans kind igen da han blinkede let. De grønne øjne fulgte hvilken retning han pegede. Stripperkluppen. Hun trak skævt på smilebåndet.
"Så skulle jeg være ankommet lidt før." Svarede hun og vendte blikket tilbage til ham. Det var sikkert ord han hørte hele tiden. Kvinder.. måske også mænd der komplimenterede ham hele tiden. Folk gjorde hvad de kunne lide at gøre, og de gjorde det - der var intet hun respekterede højere i verden end den egenskab. Det næste spørgsmål ramte imod hende, og hun vidste først ikke om det ville ende med at bide hende  bag i eller om hun kunne snakke sig udenom den.
"J.. Ja selvfølgelig.. Jeg bor i Sunfury.. Jeg er rejst fra Dragons Peak." Flygtet nærmere.. Nåede hendes tanker lige henover. Tanken prøvede hun at undgå ganske elegant. Hun rullede en smule med øjnene da han sagde hun så træt ud. Det gjorde hun måske også.
"En omgang vand i hovedet og en drink.. så er jeg så frisk som en fugl." Svarede hun med en lille latter i stemmen og et mere legende blik.

Åh, han var vant til at folk flirtede med han. Hver evig eneste gang han var på scenen råbte folk deres fjollede flirtende kommentarer. Eller når de genkendte ham på gaden, så skulle de da også lige prøve at score ham. Ikke en eneste gang var han faldet for det her. Heller ikke denne gang. I stedet trak han bare på skulderen. "Der er altid imorgen." Sagde han neutralt, fuldkommen immun overfor hendes legende blikke.
"Skal jeg følge dig hjem?" Hans bekymring lyste op som ild i hans øjne imens han betragtede den ødelagde make up på hendes ansigt. "Jeg kan se du har grædt. En drink hjælper ikke. Et bad, ja, og noget søvn. Måske også mad. Men ikke alkohol."

Med to slag var masken smadret og hendes dække afsløret eller det føltes sådan. Clarys læber skælvede kort fordi hun ikke havde den fjerneste ide om, hvad hun skulle svare. Så sank hun en klump og slog blikket ned i jorden ganske kort.
"Du behøver ikke følge mig hjem.." Hun kunne vel selv gå, hvis hun var heldig blev hun ikke forfulgt af nogle.. Det sidste han sagde havde hun blandede følelser om.
"Hvad hvis det hjælper mig?" Spurgte hun med et lidt hævet toneleje men sænkede det kort efter. Hun var ikke van til at folk troede ting kunne hjælpe hende.. Langtfra. "jeg har bare brug for at smerten forsvinder.." Fik hun sagt og kiggede så væk. Hvis minderne ikke var der ville det måske ikke gøre så ondt. Men de var der, og Clary havde indset de ikke ville efterlade hende alene tilbage.

Skælvende læber. Han var tæt på at bryde hendes falske smil ned. Det var da tegn på at hvad han sagde havde betydning. Han ville ikke lade hende gemme sig, skubbe følelserne væk. Det ødelagde bare en langsomt. Man var nødt til at snakke om det, eller i det mindste mærke at nogen gerne ville høre på ens historie.
Han tog sig ikke af hendes hævede toneleje, men han begyndte at smile lidt. Bare en anelse. "Hvis du vil lade mig, så kan jeg hjælpe dig." Han rakte hende sin hånd. "Jeg ved godt at jeg er en fremmede, men du kan stole på mig. Jeg vil gerne hjælpe dig, men jeg kan ikke gøre det på åben gade." Han lænede sig lidt ned, så hans ansigt var tættere på hendes. "Jeg bor ikke særlig langt væk. Du kan få et bad, låne noget af mit tøj, sove i en ordentlig seng... Og så måske kan du tage med mig herhen imorgen. Så får du lov til at se mig optræde. Du behøver ikke fortælle mig, hvad der er galt, hvis du ikke vil, men lad mig i det mindste få dig til at smile oprigtigt."