Dette er vores hemmelighed med Laura Sophie

Det havde været en lang dag. Og en lang lang måned. Aftentimerne slæbte sig afsted, og solens lange gyldne stråler kastede sig over landet. Rowan var normalt ikke typen der gik på bordel, men en af hans kammerater havde inviteret ham med... Og så naturligvis brændt ham af. Så nu sad Rowan her, og betragtede han de mange letpåklædte kvinder, der valsede rundt mellem de forskellige rum og borde. Varulven rynkede på næsen og overvejede gentagende gange at gå hjem, men en rebelsk del af ham havde overtalt ham til at blive. Flere gange var smukke kvinder kommet forbi ham med et kærligt smil, og havde spurgt om han "skulle have noget". Rowan takkede nej hver gang. Måske var han ikke så rebelsk som han håbede.

Bordelstuen var et stort rum, med en lille bar. Væggene var røde, og vinduerne belagt med lange gardiner, der mørklagde rummet. Der var små borde strategisk placeret rundt omkring i det store rum. Her sad både mænd og kvinder, drak og hyggede sig. Fra tid til anden trak de hinanden ind i nogle af de tilstødede gemakker, for blot at komme tilbage veltilfredse og trætte en halv time senere. Varulven gøs. Han burde slet ikke være her. Tænk hvis nogen han kendte kom forbi! Pludselig følte Rowan sig uforklareligt flov over at sidde i et sted som dette, og han sank en smule sammen i sin stol. På den anden side, så var det nok de færreste der havde ønsker om at blive genkendt på et bordel. Rowan var blot endnu et anonymt ansigt. Tanken fik ham til at slappe en smule af. Han kantede sig forbi de mange borde og folk, for at komme op til baren, hvor han bestilte et glas rødvin. Det virkede passende. Han lovede sig selv, at han blot ville tage et enkelt glas, og så smutte.

Rowan havde inden længe tømt sit vinglas. Det var ikke en dårlig vin der blev serveret; tvært imod havde det været en udmærket vin, som han under andre omstændigheder nok ville have nydt til fulde. Og om ikke andet bestilt mere af. Men stedet var ikke just hans stambar, og det skulle det næppe blive. Han var typen der helst holdt sig til én partner ad gangen, så et bordel var ikke just hans yndlingsopholdssted. Da han endelig havde besluttet sig for, at nu måtte det være på tide at gå, havde han i farten uheldigvis ramt en ung kvinde med sin albue. Det havde ikke været et vildt skub - men hårdt nok til tilsyneladende at skubbe hende ud af balance. Hun spildte indholdet af sin drink ud over sig selv, og de mange gæster i bordelstuen vendte ansigtet mod kvinden og den skyldige mand. Rowan sprang straks ud af sin stol for at undskylde.

"Åh! Det beklager jeg virkelig, frøken. Frue? Frøken!" han kastede et hurtigt blik på hendes ansigt, og dømte hende til at være for ung til at være en frue. "Jeg beklager virkelig. Her lad mig." Han fik hurtigt fat i et viskestykket fra baren, og begyndte straks at rette på sin fejl, ved at tørre hendes trøje, bukser og ben af. Der gik et øjeblik, før det gik rigtigt op for ham, at det måske var en smule anmasende og sendte det forkerte indtryk, at han sådan 'gramsede' på hendes krop. Han fjernede straks hænderne fra hende, og undskyldte endnu en gang, hvorefter han rakte hende viskestykket. "Øh. Her. Måske skulle du selv..." Han stirrede lettere forfjamsket på hende; usikker på om hun var en gæst eller en der arbejdede her. Heldigvis for ham (og måske hende), havde folkene omkring dem valgt at vende tilbage til deres egne samtaler og hygge, i stedet for at sidde og glo.

( Jeg beklager hvis det er et mindre sammenhængende svar )

Kvindens undskyldning kom bag på ham, men ligeså gjorde hendes pludselige flugt. Hun ligefrem løb væk fra ham og hele vejen ud af bygningen. Rowan stod tilbage, chokeret og forlegen. Folk omkring ham begyndte at le. "Du er sgu ikke ligefrem en charmetrold, hva' min ven?" sagde den ene, hvorefter en anden tilføjede, at kvinderne ikke kunne komme væk hurtigt nok. Rowan ville normalt have fået dårlig samvittighed over, at have skræmt en pige. Men i stedet følte han sig til grin. Hans kinder blev røde, og han fulgte kvindens eksempel, og tordnede ud af rummet. 

Døren smækkede bag ham, og dæmpede for den nedgørende latter. Han sukkede højlydt og så sig om. Sikke dog en forfærdelig dag! Nu kunne det umuligt blive værre... Det var først nu han bemærkede at kvinden fra før, sad op ad husmuren, kun få meter fra ham. Han stirrede frustreret på hende; hvorfor skulle hun dog te sig sådan? Hvor ydmygende. Efter et øjeblik gik det dog op for ham, at hun græd. Han rømmede sig, blot for at hun ikke pludselig skulle få et chok over hans tilstedeværelse. 

"Hør... Undskyld. Det var ikke min mening at skubbe dig... Eller røre dig, for den sags skyld." mumlede han forlegent. Han antog, at det var på grund af ham, at hun nu sad her og klynkede. "Kan jeg gøre det godt igen, på nogen måde?"

Det var sent. Det havde været en lang dag. Det sidste Rowan havde brug for, var endnu en underlig nat. Men det var efterhånden ved at blive et kendt faktum, at Rowan ikke kunne have en enkelt normal aften i sit liv. Der skete altid noget. Denne aften var bare mindre farlig, og tilsyneladende mere forvirrende, end de fleste andre. Pigen rejste sig snøftende op på skælvende ben, og i et kort øjeblik frygtede varulven at hun ville falde og gå itu, som var hun en porcelændukke. Da hun flettede sin spinkle hånd ind i Rowans, stirrede han blot lamslået på hende. I et langt øjeblik stirrede han blot forvirret på hende, som hvis han forventede hun skulle løbe sin vej igen. Eller bryde ud i en manisk latter. Eller angribe ham. Alt andet, havde været mere forudsigeligt, end dette. 

"Øh." lød det endelig fra ham efter en pinefuldt langt pause. "Jamen... Øh... Så lad os se om jeg kan hjælpe dig?" sagde han, langsomt og pædagogisk, som hvis han talte til et barn. Han smilte en anelse, dog stadig ganske forvirret over scenariet. "Kan du huske hvor du bor henne? Hvilken bydel? Vejnavn? Omgivelserne?" spurgte han prøvende. Hvorfor endte han altid i disse sære situationer? 

"Jeg lover, at jeg nok skal prøve at få dig hjem igen." tilføjede han med et suk. Hans samvittighed ville ikke lade ham slippe, hvis han ikke hjalp hende. Pokker tage den.

Rowan havde intet imod at hun slap hans hånd igen. Han lagde straks armene over kors og kiggede væk. Hun var en anelse besynderlig, i hans optik, og det var nok bedst bare at få hende hjem. Inden hun fik et nyt flip. "Terrorville?" gentog han og skævede imod vejen de skulle følge. De skulle opad. Rowan brød sig ikke sønderligt om Terrorville - ikke fordi det var et ubehageligt sted eller på nogen anden måde var et negativt område. Men blot fordi man skulle gå op ad bjerget for at komme til dét distrikt. Rowan var doven på den måde. 

"Jeg kan godt få dig til Terrorville," sukkede han og trak på skuldrene. Hendes undskyldning var på sin plads, mente han. Dog kunne han ikke lade være med at sende hende et skævt smil, og svare med et simpelt: "Du behøver ikke undskylde, frøken. Det kan jo ske." 

Rowan havde håbet, at turen til hendes hjem, blot ville være en mindre omvej for hans egen hjemtur. Men ak nej, de skulle passere hans eget hjem på vejen, hvilket gjorde ham en anelse bitter. Dog viste bitterheden sig ikke på hans ansigt. 

"Det er denne vej..." sukkede han og viste vej. De fulgte en middel-stor vej, for at komme til Terrorville. Det var ikke en lang tur, men det ville tage lidt tid. "Så... Er du faret vild, eller...? Det virker lidt tosset at tage til Rotten Root uden at vide hvordan man kommer hjem, må jeg da indrømme." sagde han, for at forsøge at holde en samtale igang.

"Åh De er skam slet ingen belastning." sagde han, og oppede sin høflighed en smule. Det nyttede ikke noget, hvis hun tiltalte ham så pænt, og han blot antog at de var dus. "Jeg skal nok følge dem hele vejen." tilføjede han hurtigt efterfølgende, og sendte hende endnu et smil. Han ville ikke have det godt med sig selv, hvis han blot sendte en forvirret og lettere panisk pige ud i nattelivet alene. Han havde set hendes opførsel indenfor, og vurderede at hun ikke just så ud til at være typen, der kunne slå fra sig. Hun var et alt for let offer herude, og der var alt for mange skumle typer. 

"Virkelig? Det lyder ubehageligt. Det lyder som om nogen har..." han stoppede sin sætning med det samme, og bed sig hårdt i tungen for at holde ordene tilbage. "Øh, ligemeget... Har De alle Deres ejendele? Pung, smykker, alt sådan noget? Måske har en lumsk tyv været på spil." Eller det der var værre - hendes historie lød langt fra god. Vågnet forvirret op i et bordel? Det var uden tvivl langt fra alle pigers drøm. "De har ikke ondt andre steder?" spurgte han, blot for at være sikker.

"Åh, ja, selvfølgelig. Hej Laura, mit navn er Rowan. Det er hyggeligt at møde dig." sagde han straks efter hun havde introduceret sig. 

Vejen de fulgte snoede sig op ad bjerget og igennem distriktet. Det var en længere tur end Rowan huskede den - på den anden side, så var det ikke en tur han tog så ofte. "Hvad er det sidste De kan huske, inden De vågnede?" spurgte han pludselig, ude af stand til at holde sin nysgerrighed tilbage.

Rowan havde intet ur, og trak blot på skuldrene, da hun spurgte ind til tiden. Han vippede hovedet bagover og lod øjnene studere himlen. Solen var gået ned nu, og i disse sommermåneder betød det, da det snart måtte være midnat. "Jeg vil tro den er elve eller tolv." svarede han, efter at øjebliks spekuleren. Det var svært at sige med sikkerhed. "Hvorfor? Skal vi sætte farten op?" spurgte han og hævede et øjenbryn. Det var, som hvis hans krop havde forstået ordene, for hans ben satte langsomt farten lidt op - ikke meget, men nok til at de måske ville kunne skære et kvarters tid af gå turen. Der faldt lidt stilhed mellem dem igen.

"Det har nok ikke været en tyv, hvis du har alle dine ting." mumlede Rowan, trod denne konklusion nok var ganske åbenlys. Tanken om hvad der ellers kunne være sket hende, gjorde ham en anelse utilpas. Men han nænnede ikke at nævne det. Der var endnu et øjeblik med tavshed. Stigningen de vandrede på blev stejlere, og det kunne mærkes i benene. De skulle traske lidt endnu før de nåede til Terrorville. Det var sjældent at varulven fandt sig selv på vandretur mellem bydelene, men det var på tidspunkter som dette, at han indså hvor stor byen egentlig var. Han håbede blot, at hun ville kunne finde vej til sit hjem, så snart de nåede byens gader.

"Så, øh, hvad arbejder du så med?" spurgte han, for denne gang at dræbe tavsheden, inden den fik for godt et tag i dem. Trods han ikke just var den mest snaksagelige type, når det kom til akavede møder og gå-ture der måtte følge, så nærede han et stort had til akavede tavsheder.