Let's fix this - Katrina

Sted: Dannika's hus.
Tid: Tidligt på aftenen.
Vejr: Lidt overskyet, trækker op til regn.
Omgivelser: Det store hus, badet i lys fra fakler og andet. Den stille skov og lyden af få dyr hist og her.
[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Dannika havde stået tidligt op, denne aften. Hun puslede rundt i klinikken og var ved at sætte nogle nye ting på plads. I løbet af dagen, havde en af hendes tjenestefolk, været inde og handle nogle ting ind, som hun nu selv var ved at sætte på plads.

Anna, en af hendes tre tjenestefolk, gik rundt i huset og var ved at gøre lidt rendt. Ikke at der var beskidt, Dannika kunne bare godt lide, når det var helt pletfrit. Hvilket ikke gjorde menneskekvinden så meget. Hun var nem at gøre tilfreds.

Hun havde ikke nogle patienter denne aften. Folk kunne endelig også blot komme, hun var åben hver eneste nat for det. Kun meget få, som hun regelmæssigt så.

”Anna, vil du ikke finde mad?” Kaldte hun højt og lyttede derefter. Mennesket bankede hendes fod i gulvet to gange, som var tegn på hun havde hørt det og gik i gang.

Vampyren holdte meget af, at lytte til hendes tjenestefolk. Mennesker.. Der var bare noget hyggeligt ved at have en til at pusle rundt. Det var ikke alt for stille så, og gav bare-.. En rar stemning. Plus det mindede hende om, da hun selv var levende, og ikke-.. I denne tilstand.

Anna gik ned af trappen og videre ned i køkkenet, hvor hun tog helt ned i kælderen som var kølig, fandt en flaske frisk blod og gik derefter videre op, hvor hun hældte det op i et glas og tog ovenpå, ind i klinikken til hendes Frue.

Katrina havde det stadig utroligt svært ved at være nær mænd, dog var hun kommet frem til en måde så hun kunne være i hulen samtidig med at Dust og Izzy var der. Dog sov hun for sig selv eller sammen med Izzy, og det var en af grundene til at hun havde valgt at forlade hulen for en stund. Hun havde et par uger tidligere lagt besked til sin beskytter, om at hun ville være at finde i handelshuset i Doomsville i løbet af dagen eller aftenen og grunden til at hun gerne ville mødes med ham. Derfor havde hun ikke haft svært ved at ham, eftersom han ventede pænt ved et bord i handelshuset. Hun gik hen til ham på lidt stive ben og smilede forsigtigt til ham.
"Hej Beldragon. Jeg beklager at jeg ikke har være at træffe tidligere." Han så op og smilede venligt, samt forstående til hende. Selv om han havde lyst til at give hende et knus, så undlod han det, da han godt kunne mærke at hun ikke var klar til det endnu.
"Så længe du har det godt og er i sikkerhed, så skal du ikke undskylde. Hvor skal vi hen?" Hun fortalte ham kort, hvad hun havde hørt og ønskede at besøge. Han nikkede blot og rejste sig roligt. Hun lod ham gå ud først og da de var kommet udenfor foldede de begge deres vinger ud og svang sig op i luften.

~ ~ ~

Efter en god flyvetur var de kommet til et område, der var oplyst af fakler og andet. Kat lod sig glide ned på pladsen foran huset og trak sine vinger ind i ryggen igen så de ikke kom i vejen for noget.
Derefter gik hun hen til døren, tog et dybt åndedrag og bankede på døren.
Beldragon blev stående et par meter fra hende, så hun ikke følte at han kom for tæt på.
"Jeg venter her ude, men kald hvis du får brug for hjælp." Hun så sig kort over skulderen og nikkede, inden hun igen koncentrede sig om døren.

//Beldragon er en NPC og styres af Katrina

Dannika havde lidt hældt det sidste af blodet i sig, da hun blinkede lidt og hørte susset udenfor.

”Jeg tror vi har gæster Anna. Vil du være sød?” Spurgte hun blot. Mennesket nikkede og tog glasset. Hun nåede blot ned i køkkenet og tilbage op igen, da der blev banket på. En blond ung kvinde åbnede døren og smilte op til Kat.

”Velkommen Frøken, kom endelig indenfor.” Hun bukkede og gik til siden, så kvinden kunne komme ind.

”Herren er velkommen til at komme med indenfor også, jeg kan lave noget te til ham, og han kan vente i stuen imens?” Spurgte hun Kat.

Dannika’s gang var lidt stor, der var en trappe som ledte oven på, lige så snart man kom ind. Til højre var der et par dobbeltdøre som ledte ind til en hyggelig stue, med reoler fyldt af bøger, sofaer og en pejs med ild i. Til venstre var der en åben dør, som tydeligt ledte ind til klinikken hvor Dannika gik rundt lige nu og gjorde klart. Længere nede af gangen, var der andre døre, en som også ledte ind til køkkenet.

”Gå du bare ind til Frøken Byrne når du er klar.” Sagde Anna og lukkede døren efter hende, eller manden, hvis han kom med ind.

Kat smilede til kvinden som åbnede døren, og gik lidt forsigtigt indenfor. Hun så hurtigt fra kvinden til Beldragon, da kvinden sagde at han også var velkommen indenfor. Hun var nærmest i syv sinde, men tog så et par dybe åndedrag og nikkede smilende til ham og kvinden.
”Kom du bare ind. Det dur jo ikke hvis du bliver syg.” Det kunne han ikke sige noget til og nøjedes med at le stille, mens han kom ind i huset.
”Tak som byder.” Han bukkede let for kvinden og gik ind i stuen, hvor han satte sig i en sofa.

Kat fuldte ham med øjnene til han satte sig. Først derefter fik hun taget sig sammen til at gå ind af den dør, som ledte ind til klinikken. Hun så sig en smule nysgerrigt omkring og kunne se at hun var den eneste patient i øjeblikket, hvilket hun enlig var glad for. Hun viste ikke hvordan hun skulle forklare tingene overfor denne kvinde, men hovedsagen var at denne kvinde var en fuldkommen fremmede, som intet havde med klanen at gøre. Hvilket var det vigtigste lige nu.

Anna smuttede hurtigt ud i køkkenet, hvor hun lavede en kop varm te, lagde nogle småkager på en tallerken og gik videre ind med, til manden i stuen, hvor hun lukkede døren efter sig og eller passede på ham.

Inde i klinikken var Dannika var at ligge et tæppe på en stol, som var overfor hendes skrivebord. Rummet var fyldt med billeder af kroppen, anatomi, urter og deres virkninger. Reoler med mange bøger, fra mange forskellige årtier, et større bord hvor tydeligt en person kunne ligge på, den var midt i rummet. Der var et skrivebord til siden, med en stol på hver sin side og alt muligt andet.

”Kom indenfor.” Smilte hun lidt, og lukkede døren efter Kat.

”Sæt dig ned, gør dig behageligt.” Sagde hun og nikkede til kvinden, hvorefter hun gik omkring skrivebordet og satte sig i sin egen stol.

”Jeg er Dannika Joyce Byrne. Vil du forholde dig anonym eller må jeg tage noter, i henhold, til hvis du kommer forbi mig en anden gang? Alt du fortæller herinde vil blive inde blandt disse fire vægge.” Hendes stemme var kølig, men professionel, dog et hint at svag varme. Dannika var en smuk kvinde, som så mange andre vampyrer. Men-.. En kølig temperatur hang omkring hende.

Beldragon smilede venligt til kvinden og tog imod teen, som han roligt nippede til, mens han roligt ventede på at Kat fik ordnet det hun ønskede at få ordnet.

Inde i klinikken smilede Kat lidt forsigtigt til kvinden og fornemmede at hun var af en mørk race. Ikke at det generede hende det mindste, da hun jo enlig var vokset op mellem blandet racer. Hun gik stille hen og satte sig i en stol, mens hun overvejede hvordan hun skulle sige tingene. Og blev derfor lidt overrasket over kvindens spørgsmål, men nøjedes med at nikke.
”Du må godt tage notater. For jeg tror jeg skal bruge din hjælp en gang eller to mere.” Hun bed sig let i læben og tog et dybt åndedrag inden hun forsatte.
”For et par måneder siden blev jeg overfaldet af en gruppe dæmoner og voldtaget. Siden den dag, har jeg haft store problemer med at se min elskede i øjnene og jeg kan slet ikke få mig selv til at ligge i samme seng som ham, selv om han holder hænderne for sig selv. Jeg er bange for at jeg er gravid, eftersom at jeg ikke har haft min periode siden hændelsen. Og skulle det være rigtigt, så ønsker jeg at få fjernet barnet. Jeg vil ikke have det.” Hun sad og så ned på sine hænder, som hun vred mens hun talte. Et par tåre fandt vej ned af hendes kinder og landede i skødet på hende.
Hun havde klædt sig i en rubinrød bomuld skjorte og et par sorte hør bukser, samt et par sorte læderstøvler. Hendes lange røde hår var samlet i en fletning, så det generede hende mindst muligt.

Dannika kiggede på hende og nikkede imens kvinden snakkede, derefter begyndte hun at skrive lidt ned i nogle stykker papir, noterede nogle ting, skrev noget op, som hun senere ville kunne svare på, efter undersøgelserne.

”Er du regelmæssig med dine perioder ellers? Da den måske kan være lidt forsinket, på grund af stress i dit sind. Jeg vil selvfølgelig tjekke, når det er. Men blot for at skrive ned. Har du haft smerter i dit underliv?” Spurgte hun, hendes stemme var blid, ud over selvfølgelig den kølige undertone.

Da hun havde svaret igen, ville Dannika skrive det ned. Derefter rejste hun sig, tog et lommetørklæde og gav til kvinden, hvorefter hun gik over til det solide træbord. Hun lagde et tæppe ud på det, en hovedpude og klappede på bordet.

”Når du er klar, så lig dig op. Jeg bliver nød til at undersøge dig. Jeg bruger nogle lidt-.. Anderledes metoder end andre læger, så du behøver ikke fjerne noget tøj endnu.” Smilte hun lidt, hvorefter hun tog et skridt tilbage og lod Kat træde til.

Kat nikkede let ved spørgsmålet om regelmæssige perioder.
"Som hovedregel er de regelmæssige. Men jeg har også til tider brugt nogle urter til at udskyde perioden for at kunne være sammen med min partner. Men inden for det sidste halve år har den været regelmæssig. Med undtagelse af de sidste par måneder, hvor den er udeblevet." Hun talte mens hun fuldte Dannika med blikket.

Hun var ikke sen til at reagere, da Dannika klappede på bordet og sagde at hun skulle ligge sig der på. Hun var lidt nysgerrig efter hvordan Dannika undersøgte denne slags uden at man skulle smide tøjet. Da hun lå oppe på bordet, tog hun et par dybe åndedrag for at falde til ro.

Smilede endnu engang roligt til kvinden og nikkede, da hun lagde sig op. Dannika gik derefter rundt og stod for enden af bordet, hvor Kat’s hoved var.

”Jeg har en evne, som lader mig-..Tjekke kroppen, og meget andet. Du skal blot slappe helt af, luk dine øjne og tænk på noget rart.” Sagde hun roligt, da Kat så gjorde det? Lagde Dannika hendes kølige hænder, på hver sin side af hovedet. Hendes øjne lyste svagt op i rødt og snart sitrede det i hendes finger. Kat ville mærke-.. En svag fornemmelse-.. Af en som bevægede sig igennem hendes krop. Ikke hænder? Men hun ville mærke når Dannika undersøgte hende. Det var ikke ubehageligt på nogen måde og ville kunne ignoreres. Dog hvis hun ville følge med, så kunne hun det.

Hun undersøgte hendes fysiske krop, fra hoved til tå, kiggede nærmere omkring hendes underliv og inden for, om der var barn. Og eventuelt andre skader.

Kat var fascineret over følelsen af en anden som bevægede sig gennem hendes krop. Hun fuldte med og var glad for at se hendes krop var rask og vel. Dog måtte hun synke en gang, da de nåede til området ved hendes mave. Det så ud som om der sad noget og det havde sit eget hjerteslag.
Hun sank et par gange mere og et par tåre løb ned af hendes kinder til ørerne, fra hendes lukkede øjne. Selvfølgelig ville hun gerne have et barn engang. Men ikke på denne måde. Dette var uønsket og mod hendes vilje, samt af nogle som hun ikke kunne fordrage.
"Hvor ville jeg dog ønske at det have været min partners, men han er staril." Hun tog nogle dybe åndedrag og fik kroppen til at slappe af igen, selv om tårene stadig løb ned i hendes øre. Hun viste hvad hendes beslutning kunne koste hende, men hun ville ikke have barnet.
"Kan du fjerne det? Jeg skal nok betale for det. Bare det kommer væk." Hun drejede hovedet i den retning hvor Beldragon opholdte sig og hviskede med lukkede øjne.
"Undskyld, Beldragon. Men jeg kan ikke leve med at skulle bære dette barn." Hun tog sine bukser og lændeklæde af, så Dannika kunne gøre hvad der skulle gøres.
Så snart Dannika gik igang med at fjerne barnet, skete den smertefulde forvandligning for Katrina. Hun skreg af smerte og mærkede hvordan hendes vinger brød frem. Gennem tårevædet øjne så hun hvordan de hvidgrå fjer forvandlede sig til mat sort.

Beldragon sad med tekoppen oppe ved munden, da han mærkede den negative forandring i Kats følelser. Han løftede hovedet og så i retningen af klinikken. Og nærmest hoppede i luften, da han hørte hendes skrig. Han styrtede hen til klinikken og nærmest flåede døren op, hvor han frøs. Synet af hendes vinger der forandrede sig for hans øjne, var nok til at 'sparke benene væk' under ham. Han sank sammen i døren med tårene løbende ned over hans kinder.
”Ved alle guder Kat. Jeg lover dig at hjælpe dig gennem dette.” Hans stemme var en hæs hvisken, men han kunne se på det smil der kom på hendes læber, at hun havde hørt ham.

Dannika havde aldrig gjort sådan noget her før.. Aldrig.. Og et sted inde i hendes mørke sjæl og udøden i hende.. Var der noget som gjorde ondt.. Hun havde aldrig selv ville kunne få børn.. Aldrig. Hun kiggede dog ned på kvinden foran hende.. Kvinden som hun havde liggende her, og så nu var gravid, og ikke ville have dette. En svag vrede dukkede op, dog klemte hun det væk. Hun nussede svagt tårer væk fra hendes kinder.. Før hun begyndte. Hun lukkede hendes øjne og gik rundt om bordet..

Snart stod hun nede ved hendes mave.. Hun trak vejret dybt og lagde en hånd på hendes mave.. Samt nede ved hendes underliv, imellem hendes ben.

”Undskyld.. Men jeg skal have det ud på en måde..” Sagde hun. Før hun snart pressede hendes hånd ned. At dræbe det liv, samt skubbe det ud af hende, ville dog blande sig med at englen faldt.. Smerten-.. Ville være forfærdelig.. Dog havde Dannika snart skubbet fosteret ud og hurtigt over i et klæde, hvorefter hun hamrede hendes hånd ned på brystkassen af Kat. Hvor hun hvæssede og prøvede alt hvad hun kunne, for at lamme nerverne og i hendes egen måde, prøve at dulme smerterne.

Hun bandede inderligt.. En engel? For satan, hvorfor havde pigebarnet ikke sagt dette..

Katrina havde ganske rigtigt hørt Beldragons hæs hvisken, hvilket fik hende til at smile svagt, inden hun kort besvimede af smerterne.
Da hun cirka ti minutter senere vågnede igen, lå hun i en sofa med hovedet på Beldragons skød, igen fuld påklædt. Han sad og nussede hendes lange hår, som han havde gjort gennem hendes barndom når hun havde brug for at falde til ro. Samtidig nynnede han den [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som hendes mor altid sang.
Uden at ville det begyndte hun at ryste voldsomt og hun begyndte at græde mens hun forsøgte at gemme sit ansigt i hænderne. Hun viste ikke hvorfor, men det føltes godt at ligge her mens han nussede hende, på tros af at en lille del af hende ville løbe væk.
Beldragon så smilende på kvinden som havde vist ham ind i stuen i starten.
"Kunne jeg bede om et tæppe til hende?"

Anna havde hjulpet dem med at komme ind i stuen, og før manden overhovedet kunne nævne et tæppe. Kom hun allerede tilbage med et og endda en kop varm te, til når Kat igen var faldet ned.

Inde i klinikken gik Dannika lidt rundt.. Hun havde lukket dørene og stod ved bordet.. Blod på hendes hænder, masser af fjer på gulvet og en meget.. Dårlig smag i munden.. Hun havde aldrig gjort dette før-.. Eller jo, nogle få gange på mennesker.. Men ikke i denne kaliber. Specielt heller ikke på en engel. Der gik noget tid.. Hun fik gjort rendt, ryddet op og skrevet nogle ting ned i hendes noter, som hun senere lagde væk.. Hun kunne ikke se kvinden i øjnene lige nu. Slet ikke.

Da hun endelig var færdig, sad hun lidt ved hendes bord.. Hænderne hvilende over hendes mund og hagen i hendes håndflader.. Hun så ud ad vinduet og brugte noget tid på at presse alle hendes følelser væk. Gemte dem langt væk, i hendes indre og sukkede svagt.

Beldragon smilede taknemlig til Anna og hjalp Katrina med at få drukket teen, hvorefter han hjalp hende ned og ligge på sofaen. Han aede hende en enkelt gang over håret og talte lav til hende.
"Hvil dig lidt."
Da han var sikker på at hun var faldet i søvn, gik han hen og bankede roligt på døren ind til klinikken. Han ønskede at snakke med lægen eller healeren. Uanset hvad hun var, så ville han prøve at forklare sagen, hvis hun manglede lidt viden om hvorfor Kat havde ønsket dette.
"Må jeg komme ind?"

Dannika sad og kiggede nogle af hendes papir igennem, da det bankede på døren. Hun så op og sukkede svagt, hørte manden og vidste nu ikke helt hvad hun lige skulle gøre, dog råbte hun blot.

”Ja, kom bare ind.” Hun pakkede derefter hendes papir sammen og lænede sig tilbage i stolen. Et vinglas med ’vin’ i stod foran hende. Det var alt andet end vin.. Dog skulle ingen bede hende om ikke at drikke blod, i hendes eget hjem.

Beldragon kom ind og lukkede døren efter sig, inden han bukkede høfligt for lægen. Han fornemmede først nu at hun var et mørkt væsen, men han lod det ligge da hun havde hjulpet Katrina.
"Jeg takker for at de har hjulpet Katrina. Hun har selv været klar over risikoen for resultatet, så jeg beder dem om ikke at have dårlig samvittighed over hendes valg." Gennem årene var han kommet til at føle for hende som en far, selv om hun havde Seuzan. Men her i løbet af de sidste par år, havde hun virkelig taget imod hans faderlige beskyttelse, hvilket han var utrolig glad over.

"Jeg ved ikke hvor meget hun har fortalt. Men hun havde været uheldig at falde i hænderne på en gruppe dæmoner, som stjal hende for øjnene af hendes partner og mig. Heldigvis nåede vi frem til deres skjulested, men ikke før de havde nået at forgribe sig på hende. Jeg har hele tiden frygtet at det kunne resultere i en graviditet, hvilket desværre også skete. Men jeg vil heller have at hun er faldet end skulle leve med et barn hun ikke kunne elske, eller at hun havde taget sit eget liv." Hans øjne var blevet blanke og han måtte blinke nogle gange for at holde tårene tilbage. Men han formåede stadig at have et smil på læberne.

”En anden gang, kunne det være meget fint, at forklare sin race, inden.. Man kommer til sådan noget her. Jeg har lige nu, skylden for at få en engel til at falde, på mine hænder. Og kom ikke og sig, at det var hendes valg.. Jeg gjorde det og kunne endelig have fundet andre måder..” Dannika lød-.. Ikke glad. Hun var faktisk vred. Hun rejste sig fra stolen og så over på manden.

”Det kan godt ske jeg er et mørkt væsen, men nogen af os, har stadig en svag samvittighed.. Måske ikke over for meget, men at få en engel til at falde? Det-.. Er ikke just noget rart noget at se..” Knurrede hun og gik over til en reol, hvor hun puttede Kat’s papir i en skuffe.

”Hun skal hvile sig.. Og mentalt komme over dette. Det er ikke noget jeg kan hjælpe med.” Hun vendte sig om igen og stod op af reolen, hvilede hendes hofte imod træet.

Beldragon nikkede forstående og forstod udmærket hvorfor hun var utilfreds. Men Katrina havde åbenbart ikke tænkt så langt som at fortælle hvad hun var.
"Det er fuldt forståeligt. Jeg tror bare ikke at hun har være sig selv, da tankerne om det uønsket barn har fyldt meget. Men ja, jeg giver dig ret i at det ikke er rart at se en engel falde." Han tænkte lidt på hvad han eventuelt kunne tilbyde som en form for plaster på såret. Og kom i tanke om at han havde nogle sorte opaler i bælte pungen.
"Jeg vil tilbyde en uforbeholdt undskyldning og en lille gave i form af fem sjældne sorte opaler, som vi selv har udgravet." Han tog hånden ned i pungen og fremdrog en håndfuld [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som skinnede i nærmest alle regnbuens farver.

...

Ude i stuen lå Katrina og halv sov, men fornemmede alligevel hvordan Beldragon gik fra hende, samt hørte da han spurgte om lov til at komme ind til lægen.
Hun gled lidt længere ind i søvnen og drømte tilbage til nogle af de gode tider hun havde haft sammen med Dust og Izzy... En lille tåre gled ned over hendes næseryg og dryppede ned på sofaen, hvor hun dog savnede de stunder hvor hun kunne ligge i favnen hos dem begge. Men måske nu, hvor hun havde fået fjernet barnet? Åh Hydra, barnet... Hvad vil Dust og Izzy sige til at hun havde taget det valg og var faldet som resultat? Hun måtte snakke med dem, men hun viste ikke helt hvornår...

Dannika stod lidt og rystede derefter på hendes hoved. Hun gik over og tog imod de krystaller, hvorefter hun gik tilbage til hendes reol og lagde dem i en æske.

”Smut med jer.. Hun skal hjem og hvile sig.. Lad hendes komme ud i noget sollys imod, opleve nogle rare ting og hold øje med hende.. Det er mine bedste råd..” Dannika ville have dem ud af hendes hus med det samme.. Vrede var ved at bulme op i hende og selv når det skete, skulle hendes tjenestefolk heller ikke være i nærheden af hende. Hun stod med ryggen til manden og hænderne på reolen, som hun hvilede imod.

”Gå med jer..” Sagde hun blot og klemte hendes negle i træet, hvor det efterlod mærker.

Beldragon bukkede for hende.
"Som du ønsker. Og ja, det skal jeg nok sørge for." Han gik derefter ud af lokalet og hen til Katrina, hvor han satte sig på hug ved siden af hende og aede hende blidt på kinden.
"Kat, vi skal afsted." Hans stemme var blid og rolig. Han ønskede virkelig at hun kunne få lov til at sove noget længere, men det måtte vente til de kom tilbage til handelshuset i Doomsville.

Kat blinkede søvnigt og så lidt forvirret op på Beldragon, men rakte alligevel armene op til ham, så han kunne samle hende op. Hvilket han også gjorde. Han så over på tjenestepigen og nikkede smilende til hende.
"Tak for jeres hjælp og venlighed." Derpå gik han ud af huset og foldede sine vinger ud, for at flyve tilbage til handelshuset.

//Out//