Is anyone without sin? ~ Katrina og Valentine

Sted: Kroen Targaryen
Tid: Omkring 2 om eftermiddagen
Omgivelser: Beskrives så vidt muligt i emnet
Vejr: Skyfrit og lige så solrigt og varmt, som man næsten må forvente.
Emnepartner @Katrina

Hun havde efterhånden været en del i Doomsville og andre steder nordpå på diverse besøg og dets lige. Kulden havde aldrig ligefrem huet Juniper ret meget, snare tvært imod, men blev hun hjemme i Aquener hele tiden, ville hun blive sindssyg af den rene og skære rastløshed. Så i stedet, havde hun bevæget sig til Sunfury. Et sjældent syn. Byens forbud mod slavehold gjorde den, trods sin skønhed og de mange eksotiske vare, der fik det til at stråle i øjnene på en vis ung kvinde, på hvem penge sad meget løst, ikke til et attraktivt rejsemål. Men tja…rygterne svirrede om, at tingene måske kunne ændre sig en dag indenfor nærmeste fremtid og Juniper var nysgerrig af sig. Havde altid holdt af at udforske nye steder. Måske efter de mange års evig rejsen rundt i forbindelsen med adoptivfamiliens arbejde. Det var sjældent, at hun fandt sig fuldt ud til rette et sted særligt længe af gangen. Måske var det egentlig også, fordi hun flygtede fra ting i sin egen hjerne. Hvis man levede i tilpas høj fart og i en konstant rus af kvalmefremkaldende overforbrug og spild, skulle man ikke forholde sig til så meget. Ikke at Juniper nogensinde ville sige det højt. Problemer? Sådan nogen kendte hun intet til. Var verden ret meget mere end en legeplads, når det kom til stykket? Nej. Ikke når man nægtede reelt at anerkende andres frie vilje end sin egen og sine søskendes i hvert fald. Alt var livet frygtelig nemt.

Også i dag. Hun havde brugt det meste af tiden på tankeløs shopping og at smage på det lokale udvalg af mad (på nogle tidspunkter mere metaforisk end andre). Når hun kom hjem ville over halvdelen af de ting, hun i dag havde anskaffet sig sikkert forekomme hende ligegyldige, eller være blevet destrueret i anfald af næsten barnagtig kedsomhed, men sådan var det altid med hende.

På et tidspunkt blev eftermiddagssolen dog for varm og skarp og hun måtte trække ind i skyggen for at hvile. Der var ikke ret mange til stede i den højloftede lyse krostue, da hun trådte ind. De fleste havde vel travlt med dagens gøremål. De eneste der var her lod til at være ansatte  og så et par stykker, der ligesom Juniper ønskede at undslippe heden, imens solen stod højt på himlen.
Dødssynden fandt sig derfor uden videre besvær et bord i et fjernt hjørne, afførte sig det florlette, perlebesatte slør, der hid til havde skærmet hende fra solens stråler (og fra alt andet), smed sig skødesløst i en stol og bad en tjener om at hente hende mad og vin.
Han så noget forvirret ud, da hun bad om ’noget af alt’, men da betalingen blev langet mod ham med en hurtighed, som var det hende komplet ligegyldigt, var han hurtig til at bevæge sig til køkkenet.

Outfit: Rubinrød skjorte, sorte bukser og læderstøvler, lun grå vinterkappe og sin halskæde (kan ses på profilen)

Døren til kroen gik op og en høj rødhåret kvinde kom nærmest trampende ind, hvorefter hun bogstaveligt smækkede døren i med et brag.
Kat var i dårligt humør, og det hjalp ikke at hun lige var vendt tilbage fra Doomsville, hvor små oprør nærmest var blevet dagligdag. Hun gættede på at Dust var ude på et af sine eventyre efter artefakts. Og Izzy... Hun var ikke meget for at forlade hulen, så Kat var alene taget til Sunfury for at 'køle lidt ned'. Hun satte sig ved et bord, der stod nær ved ildstedet som i dag var slukket. Et hvert væsen, der kunne mærke, se eller lugte andre væsener, ville hurtigt opdage at hun var en falden engel.

Kort efter at hun havde sat sig, kom kroværten selv med en kande og et krus til hende.
"Inden du begynder at bide hovedet af mig, vil jeg bare høre om du også ønsker noget at spise?" Kat så først gnavent på kroværten, men efter at duften fra kanden nåede hendes næse, og hun genkendte sin ynglings rom. Det fik et smil frem på hendes læber.
"Ja tak. Jeg vil gerne have en portion af jeres stuvning, sammen med en humpel brød." Kroværten nikkede og forlod Kat, der straks fyldte sit krus med den gyldne væske og tog en dyb vejrtrækning for at fylde lungerne med duften af rommen. Derefter tog hun en dyb slurk, som hun lod hænge i munden længere end normalt for rigtig at smage væsken, inden hun sank den over flere omgange.

Juniper var, som det ofte var tilfældet, dybt koncentreret om sin mad. En udforskning i så mange retter og forskellige krydderier, at det nok ville have efterladt de fleste andre væsner mere end blot en smule overvældede af ikke blot mængden, men forskelligheden i indtryk og nuancer. Da døren gik op, fik hun dog andet at tænke på. Ikke at det normalt ville have raget hende så meget som en høstblomst, men med den aggressive måde, døren blev lukket efter hvem end, det var, der lige var trådt ind i krostuen, kunne det ikke undgå at vække en vis opmærksomhed. Hun betragtede skikkelsen der trådte ind. Simpelt klædt, men bar sig med en umiskendelig selvsikkerhed. Enten var hun nogen eller også hvilede hun bare tilpas meget i sig selv til ikke at lade sig stoppe af forskellene, der ellers udgjorde samfundet. Juniper hældte mest til det sidste. At være vokset op som en del af noget kæmpe stort og mere magtfuldt, i hvert fald de ting, der hørte lovligt til samfundet strengt opdelte strukturer, betød som oftest også en voldsomt øget opmærksomhed på egen ageren og optræden i andres øjne. Hende her gav ingen fucks, hvilket i sig selv et eller andet sted var…ikke decideret fascinerende stående alene måske, men det var ikke hvad hun havde regnet med, at skulle møde i dag. Hun sad lidt og reflekterede over det, imens hun studerede kvinden over kanten på sit vinglas. Hun afgav noget ulmende, der ville have gjort hende til et festmåltid for især Ira, hvis han havde turde at tirre hende. Turde….Hun måtte trække på smilebåndet. Selvfølgelig ville hendes lillebror havde turde. Han havde aldrig været særlig langsigtet. Hvis hun skulle væde, ville det desuden nok ikke have været broderen, der ville være kommet væk fra en eventuel slåskamp med skræmmer.

Måske var det ønsket om at finde ud af, hvilke synder denne kvinde ellers indeholdt, hvad der havde gjort hende i så dårligt humør, at Junipers yngste bror, bare skulle have prikket til hende, for at se hende gå op i limingen, at hun rejste sig fra sin plads og spadserede over til kvindens bord i stedet.
Det løstsiddende hvide silkeskørt bølgede om hendes ben, som hun bevægede sig henad gulvet og lyset glitrde i de guld og sølvtråde, der bebehændigt var broderet ind i stoffet i afbildninger af kolibrier. Hvert enkelt fugleøje var sin egen lille strålende ædelsten. Som sædvanlig klirrede hun næsten på grund af mængden af smykker, hun havde på. Det lange lyse hår hang løst for en gang skyld. Alt i alt var det et look, der for hende var slående i sin uskyldighed.


”Tilgiv mig min ligefremhed, miss, men jeg kunne ikke undgå at bemærke, at De virkede i et noget…sort humør. Den slags bør man ikke sidde med alene, har min mor altid sagt. Hvis De vil drikke sammen med en potentiel ven i stedet for i ensomhed så…” Hun slog ud med hånden i retning af den tomme stol overfor kvinden som for at spørge, om hun måtte sætte sig. De stjerneblå øjne tindrede mildt. Imødekommende og varmt.

Kat havde lukket øjnene halvt mens hun nød rommen, så da hun hørte en kvindestemme tale til sig, åbnede hun dem og så på kvinden. Der var et eller andet ved hende, som mindede Kat om en hvis mand der arbejde på et af de finere bordeller her i byen. Hun havde aldrig glemt at hun var vågnet op sammen med Sean, Valentine og en kvinde, der kunne gå for begge køn. Navnet på denne person havde hun glemt. Men de to andre var nærmest umulige at glemme - på både godt og ondt.

Hun nikkede let smilende til kvinden.
"Ja, det kunne ikke mange undgå at opdage. Men ja, De skal være velkommen til at sætte Dem. Vil det være ubehøvlet at sige du? Mit navn er forresten Katrina." Hun tog endnu en mundfuld rom og fandt samtidig nogle mønter til tjenstepigen som kom med hendes mad. Mønterne dækkede både mad og drikke. Pigen nikkede smilende til Kat og vendte tilbage til køkkenet.

Kvinden virkede et øjeblik helt fortabt i sine egne tanker. Hvis hun havde sådan nogle. Nogle gange, var det stadig svært for Juniper at anerkende, at hun og hendes søskende ikke var de eneste tænkende væsner på jorden. En ensom eksistens, når man var mere eller mindre overbevist om, at man var den eneste tilbage af hvad der engang havde været en flok på syv. Faderens livsværk. Ind til de pludselig ikke var det længere.
Hun smed sig i stolen og tømte sit vinglas, før hun rakte det frem mod kvinden. ”Hvis du giver et glas af det der,” - hun nikkede i retning af flasken med rom, der stod på bordet mellem dem - ”Så kan du godt kalde mig du,” sagde hun med et glimt i øjet og rakte Kat sin anden hånd med håndfladen vendt opad.

”Juniper Graceling,” præsenterede hun sig. Var efternavnet strengt taget nødvendigt i denne sammenhæng? Nej,men hun var ikke længere vant til at præsentere sig uden. Som datter af grundlæggerne af et krydderiemperium undlod man det ikke. Faktisk huskede hun ikke en tid, hvor hun havde præsenteret sig som andet. Når søskendeflokken så andre mennesker, var det ikke ligefrem for at interagere med dem rigtigt, men for at få den føde, de nu engang alle sammen havde brug for.
Det havde været et længerevarende projekt for hendes adoptivforældre at lære hende, hvordan man egentlig var sammen med andre mennesker.

”Så, hvad har fået dig i så dårligt humør, at det skulle gå udover døren?” spurgte hun i en let munter tone. Folk var sjove nogle gange. Ind til de endte med at kede hende alligevel. At finde ud af, hvad der fik forskellige mennesker til at reagere, kunne man fordrive meget tid med.

”Ikke at det undrer mig. Selv var jeg nødt til at stikke en mand en lussing for blot få timer siden. Man kan knap nok gå på gaden uden at nogen, tror de har ret til at gå at rage på ting.” Hun fnøs demonstrativt. Rullede med øjnene.
Hun tilpassede sig let den givende situation. Forsøgte subtilt at opveje for Katrinas dårlige humør med mild munterhed og dog skabe en hvis relation ved at fremhæve det faktum, at de hver især havde deres egne problemer.

Hun nikkede og rakte kanden frem mod sin nye drikke-ven.
"Det er afgjort min ynglings rom. Jeg er heldig med at de har den her. Men måske er det fordi jeg kommer ret ofte, at de har nogle flasker i huset. Hvert år skifter smagen lidt, men det gør den kun mere spændende. Denne er mere frugtagtig end for ca fem år siden." Kat tog en mundfuld stuvning og tykkede roligt på den inden hun fortsatte. Samtidig prøvede hun på at dæmpe det uldmene temperament, som igen var ved at få overtaget.
"Hvis vi skal have efternavn med, så hedder jeg Katrina Valcyriel Leigan, leder af Blackfire klanen sammen med min farfar Raco fire. Og jeg må sige at dit navn får en klokke til at ringe. Kan dog ikke huske omkring hvad."

Hun drak noget mere, mens hun tænkte over tingene.
"Hvad angår mit humør. Så skyldes det nok mest at jeg er en falden engel. Har hørt at det nærmest er normalt at de falder hen i mørket. Ikke at jeg har lyst til det, men noget tyder på at jeg ikke helt kan undgå det. Og ja, jeg kender godt det med at mænd kan blive for selvsikre på deres rettigheder. Dog har jeg formået at få skabt en hvis tilbageholdenhed hos dem. Så det kun er min mage, familie og venner jeg bliver omfavnet af." Hun tømte kruset og så roligt over på Juniper.
Så snart Juniper havde taget noget af rommen, ville Kat række hånden frem for at tage kanden til sig så hun kunne fylde sit eget krus igen.

Juniper smilede katteagtigt. Dovent. Hældte uden ret meget omsvøb et glas op til sig selv, på trods af, at hun egentlig mente, at det burde være nogen andres arbejde. Tja, hun havde godt nok en vis tendens til at overdrive fuldstændig over småting, men denne kvinde var i dårligt humør og hun orkede ikke, at tage en slåskamp over at have taget dette ilde op, så hun sørgede for sig selv. Egentlig kunne hun vel have fået sine tjenestefolk til det. Dem havde hun hidtidigt glemt, siden de mest var med i dag for at slæbe hendes ting. Hun skævede til dem ud af øjenkrogen. De var allerede i gang med at fortære hendes rester. Hvis det ikke havde været fordi de var i offentligheden, ville dette have været et syn, som mange ville have væmmedes over. Ting der blev flået i stykker og fingre nede i alting. Juniper fornemmede da også, at det var svært for dem. De spiste med en slags næsten mekanisk forsigtighed, der mindede Juniper om sig selv, da hun var yngre og var blevet…irettesat af faderen for, igen, næsten at være blevet kvalt i sin mad. Graceling parret havde været venligere i forhold til at lære det underlige barn, de havde taget ind, hvordan civiliserede mennesker gebærdede sig. Ikke uden at have oplevet deres egne skrækscenarier selvfølgelig.
Hun rystede det af sig og tog en slurk rom, smilede lidt af Katrinas ord.

”Krydderier,” forklarede hun simpelt.

”Og sukker. Hvis du har købt nogle af delene, er der stor sandsynlighed for, at det har været fra os.” Hun trak på skuldrene på en måde, som kun et menneske for hvem penge knapt nok var et objekt kunne gøre det.


”Blackfire….handelsfolk ikke? Så er vi vel i samme båd….eller…skib for dit vedkommende.”

Hun viftede lidt med hånden og betragtede kvinden overfor sig med et underholdt udtryk.
Et udtryk, der dog snart forsvandt og blev til alvorsfuld medfølelse. Indeni var det langt mere nysgerrigheden, der rådede. Tænk engang en falden engel. En der havde givet efter for en eller anden synd. Hvor mange flere var der så inde i stakkels Kat?


”Men, hvis jeg må være så fri at spørge, jeg troede, at engle faldt, fordi de netop gav efter for mørket? Hvis du ikke har gjort det endnu, hvorfor faldt du så?” Hun lagde hovedet på skrå, betragtede Katrina med uskyldig bekymring.

Kat smilede lidt bredere da hun endelig kunne sammenkæde Junipers navn med det rigtige handelsvare. Hun nikkede roligt og drak lidt af sit krus.
”Jeg havde godt på fornemmelsen at det var noget i den retning. Vi handler en del med de varegrupper. Og ja, Blackfire blev til handelsfolk for omkring fire år siden, hvor vi fandt de sorte opaler, som nu nærmest er vores kendemærke.”

Humøret dalede dog hurtigt igen, da Juniper spurgte ind til hvorfor hun faldt. Hun tømte kruset i et drag, som for at skylde en dårlig smag væk og fyldte derefter igen kruset. Ligeledes løftede hun hånden og vinkede til krofolkene. En tjenestepige råbte tilbage at en frisk kande ville komme om lidt, hvorefter Kat lod hånden falde. Hun sukkede og tog en dyb indånding, inden hun talte samtidig med at hun lod luften slippe ud.
”Jeg faldt fordi jeg valgte at få fjernet et barn efter en voldtægt. Det er næsten to år siden. Jeg har stadig mine vinger, men den smukke hvide farve er nu sort som kul.” Det sidste blev nærmest hvisket frem, samtidig med at en tåre gled ned over hendes kind. Under hele sin fortælling havde Kat set ned i sit krus, som om det ville gøre for ondt at se på nogen.

Hun lyste helt op. Et strålende varmt smil fandt vej til hendes ansigt og de blå øjne lyste med en mærkværdig intensitet. ”Åh den slags! Jeg har kigget en del på dem.” Dermed sagt, at hun var ved at få nogle af dem hun sov sammen med til at blanke sig selv af for hendes skyld. Som det sædvanligt var tilfældet med hende. Hvorfor skaffe sig noget selv, når man havde folk til det og samtidig fik føde af den vej.

De er ret flotte. Jeg har overvejet, om man kunne tage en masse små nogen og simpelthen dække en kjole. Men tja. Det er bare overvejelser. Mine skræddere er ikke kommet på en helt tilfredsstillende løsning endnu.” De lange slanke fingre trommede let i bordpladen og hun tog en slurk rom.
Og så skiftede humøret fuldstændig. Som om en sky pludselig var gledet for solen. Meget kunne man sige, men Katrina var i hvert fald på ingen måde bange for at tale over sig.
Snare tværtimod. Ordene strømmede fra hende,som havde nogen åbnet op for en dæmning. Dødssynden sansede dog større sorg end vrede, hvilket var lidt af en skuffelse. Det gav knap så meget at grave i. Følte hun skyld? Skam?
Et øjeblik var Juniper komplet blank. Græd hun? Hun mærkede et kort stik af væmmelse, men det var for én gang skyld måske, knap så meget væmmelse over Kat og det faktum, at hun havde menneskelige velfungerende følelser, som det var væmmelse over, at voldtægtsforbrydere fik lov til at eksistere. Ikke fordi hun fattede nogen reel sympati med Katrina og hendes situation. Det var hun næppe rigtigt i stand til, når det kom til stykket. Mere bare på et helt generelt plan.
Hun rakte forsigtigt ud og tørrede en tåre væk fra Katrinas ansigt, som om det var det mest naturlige i verden. En gestus af varm omsorg, der reelt ikke eksisterede.
Hendes stemme var blød, forsigtig, næsten omfavnende i sig selv, da hun talte igen.

”Men du overlevede. Det betyder, at du stadig kan flå dem i stykker, for det, de har gjort ved dig. Det er mindre end, hvad de har fortjent.”

Hun sukkede kort og fandt et lille smil frem.
”Tak for venligheden. Men min mage tog sig af slynglerne, mens en veninde fik mig hjem. Jeg ved at de led i deres sidste minutter, hvilket jeg stadig kan glæde mig over.” Hun drak et par mundfulde rom inden hun fortsatte, denne gang i noget bedre humør.

”Hvad angår din overvejelse, så vil jeg afgjort mene at det er muligt. Godt nok har vi ikke så mange sten af den størrelse her i byen. Men jeg kan undersøge om vi har dem hjemme på øen.” Hun begyndte roligt at spise, mens hun lyttede hvis Juniper fortsatte med at tale. Samtidig så hun nærmere på kvinden overfor sig. Der var noget ved hende, som mindede om en hvis mand hun kendte her i byen. Men var hun nu også sikker i sin sag? Skulle hun spørge kvinden? Tja. Det værste der kunne ske var at kvinden blev sur og gik. Hun tyggede den sidste mundfuld hun havde taget og drak en smule rom, inden hun nysgerrigt så på Juniper.

”Juniper. Jeg er nysgerrig efter om du skulle have familie her i byen? Du minder mig nemlig om en mand, som jeg kender lidt til. Han ligner dig en del.” Hun lagde gaflen fra sig, satte albuerne på bordpladen og flettede fingrene, så hagen kunne hvile på dem. Øjnene lyste af nysgerighed.
”Jeg har hørt fra andre jeg har snakket med, at han har en evne til at...” Hun sank en klump der satte sig i halsen, og en svag rødmen på kinderne viste sig.
”...at være yderst forførende og vække lyster hos folk.”

Skuffende. Så bange som hun havde givet udtryk for at være for at give efter for sit indre mørke, virkede hun bemærkelsesværdigt meget til at have styr på det. Måske var der bare tale om, at Katrinas mørk var mindre som at sammenligne hvidt og sort og mere som…kridhvid og cremefarvet. Juniper lod sig dog ikke mærke med det ud ad til. Heller ikke selvom det et eller andet sted generede hende, at kvinden ikke engang havde fået lov til at ordne det selv. Den forløsning havde andre stjålet fra hende. Juniper selv ville have været rasende og havde svært ved at sætte sig ind i, at denne kvinde kunne have det anderledes. Hun ville have badet i deres blod, hvis hun kunne være kommet til det. Der gik vidst alligevel rygter om, at hun badede i blod, for at bevare sin skønhed (som om hun havde behov for den slags metoder pfft) så det var spørgsmålet om nogen, ville være specielt chokerede.

Hun smilede blot varmt til Kat og lagde forsigtigt en hånd ovenpå hendes. Som om hun ikke helt var bevidst om det.

”Selvfølgelig. Det var da det absolut mindste, jeg kunne gøre. Så længe du er okay.” Og med det vendte humøret endnu engang på en tallerken. Var Kat faldet eller havde hun blot….haft en blid nedstigning et eller andet sted fra? Det var svært at vurdere for, Juniper, hvad hun kunne bruge denne her til, hvis da overhovedet noget. Hendes umiddelbare tanke om at lade hende give efterfor alle de mørke impulser lod til at være gået i vasken. Alligevel blev hun. Hvad havde hun bedre at foretage sig? Dagen udenfor var kvælende varm og herinde var der alkohol og mad. Hun hældte mere rom op til dem begge uden at blive spurgt. Drænede næsten et halvt glas i en slurk.

”Ville du gøre det for mig? Aw, jeg er rørt.” Der var et drillende glimt i de blå øjne. Hun havde stadig ikke givet slip på Kats hånd.


Og så ramte Kat hende lige ind fra højre.
Hun glippede med øjnene og kvalte ihærdigt det lillebitte håb, der måske kunne være tilbage og som hun havde brugt hvad?…over tyve år på at slå ihjel, fordi det ikke nyttede noget alligevel.

Hun lyttede efter, hvad hun sagde og gemte sit umiddelbare chok bag en spindende latter.

”Skal jeg være charmeret, når du tænker på en mand, der tydeligvis har…vækket noget i dig og det første du gør er at kæde os sammen sådan?”

Hun mærkede godt hånden, som hun sammenkædede med en venlig gestus. Noget der på en måde var lidt underligt fra en fremmede, men på en anden måde også var utrolig dejlig. Var Juniper enlig klar over at hun havde lagt hånden der? Det så ikke helt ud til det. Men hva, Kat var ikke den som fejede en venlig gestus af vejen. Tvært imod, hun tog imod den med kyshånd. Det sikrede i hvert fald Juniper et varmt og venligt smil.
”Mange tak for venligheden... Og skænken.” Det sidste blev tilføjet da Juniper fyldte hendes krus.

Kort efter kom tjenestepigen med den nye kande, som Kat havde bestilt, og satte den på bordet, samt tog imod de mønter Kat rakte hende. Ingen havde på noget tidspunkt manglet betaling for det Kat bestilte.
Junipers rørte kommentar om opalerne, fik Kat til at nikke. Det drillende glimt i Junipers øjne, fik dog Kat til at ligge hovedet lidt på skrå i undren. Var det kun ment som en joke, eller mente hun det alvorligt med opalerne? Kat kunne ikke blive klog på det, og valgte at feje tankerne til side. Der kunne ikke ske noget ved at hun undersøgte sagen omkring stenenes størrelse. Hvis Juniper sprang fra, kunne hun jo bare sælge ideen til en anden rigmands hustru, der ville imponere andre i deres omgangskreds.


Kat så godt at Juniper glippede med øjnene. Havde hun overrasket hende med spørgsmålet om Valentine? Åbenbart. Og dog... Det lød til at hun bare skubbede det væk med en spindende latter. Igen tippede Kat hovedet en smule til siden i undren, om end hendes kinder var en smule rødere.
”Slet ik. Det jeg mente var at Valentine ligner dig. Han er ligeså slank som dig, langt blondt hår. Så vidt jeg husker har han også et eller andet mærke ved venstre hofte. Jeg kan ikke huske hvad det var for et mærke. Mit hoved var ikke helt mit eget den nat.”

”Selvfølgelig,” svarede hun blot igen og viftede en tjener over. Bad om en flaske vin. Med tilhørende is. Det var for varmt ikke at have. Ville det blive dyrt? Selvfølgelig. Det var svært at skaffe is, især i det her klima, men Juniper havde ikke noget koncept af ordet penge og havde aldrig haft problemer. Uden at vente på at vide om Katrina manglede noget, hældte hun nedkølet sød hvidvin op til dem begge to.

Hvis det her var en samtale de skulle have, så ville hun have brug for god vin. Og mad egentlig. Var her kage? Hun havde lyst til kage. Så hun bad om kage. Tjeneren så lettere besværet ud. Hendes tjenestefolk ovre ved det andet bord stirrede tomøjet på ham. Havde han tænkt sig at sige nej? Det vidste de om nogen potentielt kunne være farligt. Til sidst nikkede han en anelse stift og forsvandt ud i køkkenet bagved.
Juniper tog en slurk vin og holdt vågent øje med Katrina. Hun løj gjorde hun ikke, men hvorfor skulle hun det? Hvem vidste noget? Kunne nogen have sendt hende?Hvem, når der sikkert ikke var nogen af dem tilbage? Faderen? Var dette en sidste påmindelse om, præcis hvor alene i universet hun var? Præcis hvor meget han afskyede hende? Hvor lidt brugbar hun havde været for hans ’glorværdige formål’ i sidste ende. Hun slugte vinen og selvom den var sød, smagte den pludselig meget bittert.
Hun havde lyst til at gemme ansigtet i hænderne. Skrige. Flå noget i stykker. Katrina måske. Rationelt vidste hun egentlig godt, at hun var på vej ud af en spiral. Hun havde ikke hørt fra necromanceren siden, han havde skilt dem alle sammen ad for tyve år siden og forladt hende, som om hun var skrald på siden af vejen.
Og hvorfor skulle han sende nogen, bare for at smadre hende psykisk lige netop nu?
Havde det ikke altid været hans yndlingshobby though? Der havde aldrig været plads til ret meget faderkærlighed til nogen af børnene. Måske med undtagelse af Supsup.
Et øjeblik følte hun, at hun var ved at blive kvalt. Hun drak noget mere. Spiste noget af den uvant sammensatte honningkage, der netop var blevet sat foran hende. I guder, kunne hun i det hele taget andet? Måske ville hun altid være tom.
Hun skubbede tallerkenen over til Kat.

”Spis. Det er vigtigt at spise og drikke noget i den her varme,” sagde hun muntert.
Følte sig et øjeblik bare lidt mere i kontrol igen, fjernede ikke et øjeblik blikket fra Katrina. Regnede med at fange hende i en løgn, hvert øjeblik det skulle være.
Hun var lige ved at ryste på hovedet af hendes ord. Selvom søskendeflokkens udseende ikke var så normalt, som hun havde troet i sin isolerede barndom, var der flere mennesker her i verden, der var blonde og blåøjede. Ud fra hendes allerførste beskrivelse, kunne det godt have lyt som om, hun havde haft et run in af en eller anden art med Luxuria, men hvis hår og øjenfarve var alt hun havde at gå efter, var Juniper egentlig ret hurtig til at kaste konceptet ud af vinduet.
Og så nævnte hun runen.
Det var for specifikt ikke?
Det lykkedes hende næppe at skjule alle de følelser, der kørte henover hendes ansigt på én gang i et kort øjeblik.
Fra håb til fortvivlelse, en pludselig enorm sårbarhed, der så blev til en kølig lukkethed, en granskende nidstirren af Kat.
Hvordan var hun, en engel, endt med Avaritia? Og hvis han virkelig eksisterede hvorfor havde de så ikke fundet hinanden før?
Hvis hun stak øjet ud på Kat, ville hun måske indrømme, hvad helvede det her var for noget?

Hun rørte sig dog ikke ud af flækken. I stedet smilede hun bare strålende.

”Tja, det er noget af et tilfælde, det må jeg give dig.” Hun tog en slurk vin mere.

Kat så lidt overrasket ud, da Juniper bestilte vin med is. Is var nærmest en sjældenhed, for ikke at sige dyrt når der endelig dukkede noget op.
Da Juniper hældte hvidvinen i Kats krus, blev det blandet med det halve krus rom som Kat endnu ikke havde drukket. Hun så ned i kruset og var lidt ked af at hendes ynglings rom var blevet 'besudlet' af hvidvinen. Så med et lille suk tømte hun kruset i et drag. Og kæmpede med at holde ansigtet i venlige folder. Mest af alt havde hun lyst til at skære ansigt, for sød hvidvin og rom var afgjort ikke en god blanding. Hun så over på Juniper og tvang sig selv til at smile venligt.
”Mange tak for vinen. Smagsmæssigt er den en af de interessante.” Indvendigt måtte hun kæmpe med sine følelser. Hun havde så meget lyst til at... Hvad havde hun enlig lyst til? Hvorfor kunne hun ikke huske hvad hun lige havde tænkt? Hun sukkede indvendigt og fyldte kruset halvt med rom. Noget i hende sagde at hun skulle til at passe lidt på. Godt nok var hun van til at drikke. Men hun var ikke van til at blande sagerne. Normalt holdte hun sig enten til vin eller rom. Og aldrig sammen.

Hun glippede lidt med øjnene, da Juniper skubbede en tallerken over til hende. Kat så ned på tallerkenen og så undersøgende på den kage der lå på den. Der var noget ved den, som fik Kat til at holde fingrene fra den. Den så ud til at være 'klasket' sammen på kort tid. Ikke ligefrem noget som hun normalt ville røre. Derfor tog hun en mundfuld af den nu kølige stuvning, som hun så gav sig til at tygge. Samtidig prøvede hun at se om hun kunne grave noget gammel viden frem fra hukommelsen. Hun var sikker på at Valentine havde haft et mærke på venstre hofte. Men hun kunne, ved alle guder, ikke huske hvad det var for et mærke. Det irriterede hende en smule, men ikke nok til at ville opsøge ham for at finde ud af det.

Da Juniper kommenterede at det var noget af et tilfælde, måtte Kat se på hende med et forvirret blik, der også viste tegn på at den blandet alkohol havde slået lidt hårde end Kat regnede med. Havde hun overhovedet spist noget her til morgen? Eller havde hun bare taget lidt at drikke? Ved alle guder... Hendes tanker nærmest svømmede rundt, så lidt samling var der på dem. Kat prøvede at regne sig lidt frem til hvor meget hun havde spist og drukket gennem dagen. Og selv om hun ikke var sikker på at svaret var korrekt, så kunne hun ikke lide svaret. Hun havde drukket mere end normalt og stuvningen her var det første hun spiste, med undtagelse af nogle få af de mysli bar som Dust lavede til hende. Det var afgjort ikke nok til at holde sig oven vande med alt den alkohol hun havde drukket.

”Så lidt,” svarede hun i en nonchalant tone, der dog var blevet en smule mere reserveret. Ikke på et niveau, hvor den kunne beskrives som decideret kølig. Hun havde trods alt leget med menneskers følelser en stor del af sit liv, så at holde sit eget eventuelle ubehag over en potentielt ukontrolleret situation var en ret essentiel evne at have. Indvendigt var hun dog som sat i en storms øje. Nok var hun stadig umiddelbart selv i sikkerhed, men intet omkring hende gav mening længere. Kunne hun have undgået at være alene i alt den tid? Hvis bare hun…ja hun vidste det ikke rigtig og det generede hende. Katrina havde fuldstændig tiltet situationen og Juniper kunne ikke længere bevare det ellers køligt kalkulerede overblik, som hun om ikke andet så i hvert fald gik efter at have, når hun indlod sig på en ny situation.

Katrina lod ikke til at ane, hvad hun havde sat i gang hos Juniper. Men måske var det hele bare en del af planen. For alt Juniper vidste kunne Katrina bare være en utrolig god skuespiller, der så det hele og bare lod som om for at trække pinen ud, så lang tid så muligt. Det var en ondskab, Juniper næsten kun kunne respektere. Kommer her og lader som om hun er helt trist over at være faldet, for så bare at smadre Junipers egen selvforståelse, når først hu ellers følte, at hun var nået til en nogenlunde forståelse af, hvem Katrina var som person.
Snedigt.
Juniper fulgte hver evig eneste af hendes bevægelser nøje. Katrina havde overrasket hende og når hun ikke længere vidste, hvad hun kunne forvente af en situation, var hun forberedt på det værst tænkelige. Ikke at hun var sikker på, hvad det ville være i denne situation. Yderligere psykologisk krigsførelse? Et reelt fysisk angreb? Hun var forberedt på, hvad som helst. Det fortalte hun i hvert fald sig selv.

Da Katrina så på hende med et blik, der tydeligt fortalte, at hun var beruset, slappede Juniper en smule mere af og hældte noget nyt op i Kats krus.
Hvis hun blev fuld nok, ville hun måske indrømme, hvad det var for et spil hun spillede.
Det varme imødekommende smil veg aldrig.

Jo længere tid der gik, jo mere fik alkoholen kontrollen over hende. Derfor opfattede hun ikke at Juniper fyldte vin oven i rommen. Kat drak cirka halvdelen af kruset, før smagen af det blandet alkohol nåede hendes hjerne. Hun så overrasket ned i kruset, men kunne kun se rommens gyldne farve. Hvor mange krus havde hun drukket indtil nu? Damm... Hvor var hendes hjerne slørret. Hun kikkede ned på sin tallerken og måtte glippe et par gange for at stille skarpt på tallerken. Alligevel krævede det et par forsøg at få en skefuld stuvning på skeen og op til munden. Det fik hende til at sukke dybt. Der var jo endnu en kande fyldt med rom, som hun havde betalt for. Men det stod klart at hun ikke ville kunne gå nogle steder, hvis hun drak den.

Hun kunne også mærke at hun havde brug for at gå for sig selv, så hun rejste sig usikkert og smilede til Juniper.
”Vil lige en tur på latrinet. Hvis du har lyst bagefter kan vi tage en lille gå tur hen og se om Valentine er på arbejde. Måske noget af tågerne i mit sind kan lette med lidt frisk luft.”

Da hun kom tilbage fra latrinet, slingrede hun en del mere end før. Men alligevel kunne hun fokusere på et punkt længe nok til at kunne gå en lang strækning uden at vælte. Hun så undersøgende på Juniper.
Hvis hun ville undersøge hvem Valentine var, så ville Kat vise hende der hen. Ellers ville hun takke af for i dag og gå tilbage til handelshuset, hvor hendes seng syndes at kalde med en lokkende tone.

Katrina var virkelig helt ude at svømme lod det til. Hvis ikke det var fordi, at Juniper for øjeblikket var dybt optaget af sin egen løbskløbende hjerne, ville hun sikkert have fundet det mildt underholdende at betragte den fordrukne engel gå nogen stede overhovedet. Normalt ville hun ikke være gået nogen steder med en fremmed på en sådan måde, bevares, hun havde været med mange hjemme, men der var det, som reelt fordi hun havde kontrol over situationen. Det havde hun ikke længere. Men Katrina kunne umuligt forfalske det næsten lettere glasagtige udtryk i sine øjne. Det var tydeligt, at hun var beruset. Hvis hun forsøgte på et eller andet burde Juniper kunne overmande hende, og få hende til at fortryde, at hun nogensinde havde trukket vejret for første gang, uden de allerstørste problemer.

Hun rejste sig fra stolen og gik tilbage til sit eget bord hvor en af hendes tjenestefolk hjalp hende med at iføre sig sit slør igen. Ikke fordi hun reelt havde brug for hjælp, men bare fordi, hun siden hun blev adopteret mere eller mindre havde været vant til stort set at blive klædt på af andre mennesker. Med visse undtagelser selvfølgelig.
Hun ventede på Katrina og forsøgte at få sine hænder til at lade være med at ryste. På trods af, at hun lige havde drukket føltes hedes mund tør. Hun besluttede, at hvis Katrina løj for hende, kunne hun altid lave fjerene fra hendes vinger om til en kjole. Hvis hun virkelig var så ked af dem, som hun gav udtryk for, ville hun vel ikke savne dem alligevel.

Opslugt af disse dystre tanker ventede hun ind til Katrina kom tilbage, vendte sig mod hende nu skjult bag et slør så tyndt og fint, at det kunne have været vævet af månens lys. Ikke tale om, at hun ville brændes af solen, nej. Det var for folk, der arbejdede. Ikke for hende.

”Du ved, hvor vi, angiveligt, skal hen, så det er vel passende, at du fører an,” konstaterede hun med en ophøjet ro, hun ikke reelt følte. En slank hånd blev løftet i en afventende gestus mod døren, før den blev gemt væk igen.

Hun smilede venligt til Juniper og nikkede forsigtigt. Noget sagde hende at hvis hun bevægede hovedet for hurtigt, ville hun sikkert gå i brædderne. Hun undrede sig dog lidt over hvorfor Juniper havde iført sig et slør, men slog det hen uden at tænke nærmere over det.

Kroværten havde fuldt med i det hele fra bardisken og havde hurtigt fornemmet hvordan Kat havde det. Derfor gik han roligt hen til bordet, tog den fulde kande og gik tilbage til bardisken, hvor han fyldte kandens indhold på flaske og skrev Kats navn, samt at den var betalt. Normalt var det ikke noget han gjorde, men hun var dog en stamgæst. Som også havde hjulpet ham til at få vare til billigere priser end før. Så denne lille gestus gjorde ham ikke noget.


Så snart de kom ud af kroen slog varmen næsten Kat omkuld. Hun måtte tage et par skridt til siden og læne sig op af  husmuren, mens hun tog nogle dybe åndedrag. Så snart hun følte at hun havde styr på sig selv, begyndte hun let slingrende at bevæge sig mod byens fineste kvarter, hvor bordellet lå.
Da de kom ind af døren, blev Kat hilst velkommen af bartenderen og et par af kvinderne der arbejde her. Hun kom med vare fra tid til anden, så som sæbe og stof. Men også med alkoholflasker og smykker, som bordellet havde købt gennem handelshuset.
Hun smed sig på en af sofaerne halvvejs inde i lokalet og så sig lidt rundt. Der var stille lige nu.
”Er Valentine på arbejde? Jeg har en gæst med, der er nysgerrig efter at møde ham.”

En af kvinderne kom let leende hen til Kat og lagde et tæppe hen over hende.
”Hvad har du drukket, siden du er blevet fuld så hurtigt på dagen?” Kat mumlede noget om rom og hvidvin på tom mave, hvilket fik kvinderne til at le hjerteligt. Bartenderen gav sig stor smilende til at blande noget i et glas, som en af kvinderne bar hen til Kat.
Uden at tænke ret meget, tog Kat imod glasset og tømte det i et drag. Og havde nær kvalt sig selv, grundt den gyselige smag. Hun satte sig op og hostede kraftigt nogle gange, inden en anden kvinde kom med afkølet vand, som Kat drag i små mundfulde. Efter at have tømt to glas vand, gled hun igen tilbage i sofaen og lukkede øjnene halvt mens hun åndede dybt, som om hun kæmpede for at holde det afskyelige væske nede.
”Hvor jeg dog afskyer jeres middel mod fuldskab og tømmermænd, men jeg elsker også virkningen af det. Giv mig en halv time, så burde jeg kunne tænke klart igen.” Kvinderne klukkede let og overlod Kat til sin lille lur.

Hun noterede sig godt Katrinas undrende udtryk over sløret. Tja, der var mange ting som folk, der arbejdede ikke havde forstand på. Som for eksempel det faktum, at det at blive rørt af solen var for fattige mennesker.
Dog smilede hun blot og undlod at sige noget. I stedet fulgte hun i stilhed med Katrina mod byens finere kvarter. Egentlig fulgte hun sig allerede mere hjemme her. De to tjenestefolk fulgte med på behørig respektfuld og nok også lidt frygtsom afstand. Modsat deres herskerinde hørte de ikke til her og det vidste de udmærket godt. Desuden fornemmede de ting ved hende, som andre ikke gjorde. At bo sammen med Juniper Graceling lærte hurtigt en at holde øjnene åbne for selv det mindste tegn på begyndende irritation. Derfor kunne de to mærke på et helt andet niveau, at der var noget i den nuværende situation som fruen ikke brød sig om. Og siden de begge holdt at deres fingernegle, tunger og andre legemsdele, som det rart at beholde, var det afgjort klogest ikke at gå i vejen.

Juniper selv bevægede sig i en tavshed, der for folk der kendte hende bedre nok i sig selv var lettere foruroligende. Hun havde en blid hånd på Katrinas arm. Mest for at sikre sig, at hun ikke faldt og rent faktisk fik ledt dem til der hvor de skulle hen. Om nødvendigt kunne de slanke fingre dog ganske hurtigt lukke sig i et jerngreb, hvis det skulle vise sig, at Kat havde tænkt sig at prøve på et eller andet.

Turen forløb dog uden problemer og snart stod de udenfor en bygning af hvidt mamor. De tunge dobbeltdøre var flankeret af en statue på hver side. Hver især udformet som henholdvist en meget letpåklædt kvinde på den ene side og en lige så letpåklædt mand på den anden. Selve dørene var dekoreret med en opadgående sol i bladguld. Flere af vinduerne var farvet mosaik og deres motiver skulle såmænd nok have været nok til at få en mere uskyldig sjæl til at rødme.
Hvis Katrina havde taget hende med et hvert andet sted hen, ville Juniper nok have snøftet hånligt, men sure, det her virkede som et sted, hvor Avaritia ville føle sig hjemme.
Hun fulgte med indenfor og blev budt velkommen af duften af friske blomster, der blandede sig med de ansattes og kundernes parfume. Et eller andet sted fra dybere inde i etablissementet, kunne hun vagt høre en harpe.
Hun så sig om på en række behændigt malede kunstværker forestillende folk i…nok noget kompromitterende situationer.
Folk lod til at have relativt travlt med Katrina. Måske fordi de kendte hende, men det fik alligevel næsten Juniper til at le. Faldet havde åbenbart ikke gjort hende mindre naiv. For hun røg lige i med begge ben. Som en i hendes position, kunne Juniper dog kun respektere de ansatte for med hvilken snilde, de formåede at gøre deres arbejde.
En mørklødet kvinde med langt silkeglat sort hår flettet med guldtråd spadserede vævert over og greb Junipers hånd fra under sløret og ledte hende over til en sofa. Kvinden var iklædt en kjole af tyndt jadegrønt stof, der ikke gemte ret meget. Heller ikke den kulørte dragetatovering på hendes ryg. Sådan noget kunne hurtigt blive usmageligt, men denne var lavet, således at hvert enkelt skæl, syntes at stråle. Hendes hånd var varm. Dracoinier? Kvinden så på Juniper over skulderen og blinkede til hende med et grønt reptiløje. Det afgjorde så den sag.

”I kan lige så godt vente sammen med os. Som Imelda lige sagde, så er Valentine først lige mødt ind,” konstaterede kvinden, da Juniper ikke i første omgang svarede efter at have sat sig. Kvinden havde stadig ikke givet slip på hendes hånd og var ved at nærstudere hendes ringe. Øjensynligt for fuldt ud at klarlægge, om hun bare var hvem som helst, Kat havde slæbt med. Indtil hun fandt familiens signetring og tydeligvis genkendte den i hvert fald på et eller andet plan. I hvert fald trak hun sig til en hurtig samtale med bartenderen og snart kom hun tilbage med drinks, små kulørte macarons og jordbær dyppet i chokolade.
Intet af det gratis selvfølgelig. Juniper var ikke født i går. Dette var blot udtryk for, at de havde fundet et nyt sted, hvor pengene var i dag.
Nærmest før hun selv vidste af det, havde hun kvinden fra før siddende i skødet, hvor hun løftede sløret bort fra Junipers ansigt.

”Der er ingen grund til at være genert. Det der sker her bliver….Men. De ligner jo…” …” Kvinden så en mellemting mellem forvirret og glædestrålende ud.

”Katrina, hvor har du fundet den her?”

Kat var lige ved at falde i søvn, da hun hørte sit navn blive nævnt. Hun åbnede det ene øje og drejede hovedet en smule, så hun kunne se over på den anden sofa, hvor en kvinde sad på Junipers skød. Hvis hun ikke havde været påvirket af både alkohol og kvalme, så ville hun sikkert have måbet.
”På kroen, Targaryen. Hvorfor?” Hun lukkede øjet igen og gav sig igen hen til sit forsøg på at døse en smule. Noget en ung mand, iklædt et par tynde silkebukser, ødelagde.

”Jamen, er det ik frøken Blackfire, som ligger lige så lang som hun er høj?” Kat sukkede, men åbnede ikke øjnene. Hun kendte en smule til den stemme. Han var en af dem, der sommetider fandt på at snakke med hende, på selv samme kro, hvor hun havde fundet Juniper. Og han var kun et par år ældre end hende.

”Jaskier, vær sød ikke at få jeg til at rejse mig. Ikke med mindre du kan kurere mit tunge hoved.” En blød klukken, fik hende til at sukke igen. Han elskede virkelig at drille hende. Han bevægede sig rundt om sofaen, mens han spandt erotisk, og satte sig på kanten ved Kats hofter. Derefter lænede han sig en smule ind over hende.

”Jamen, jeg kan da helt sikkert finde på noget. Spørgsmålet er bare hvad din samvittighed tillader og om du har mønter nok.” Ordene var silkebløde og let lokkende.
Uden at åbne øjnene skubbede Kat ham blidt væk, hvilket blot gjorde at han lo hjerteligt mens han rejste sig. Han gik op til bartenderen og fik et glas mere af det som Kat havde fået tidligere, samt en kande med afkølet frugtsaft til at skylde smagen væk. Hvis Kat åbnede øjet og så på ham, ville hun se en mand der bevægede sig med en kats elegance, samtidig med at bevægelserne emmede af lovning om en fuldstændig tilfredsstillelse. Og ja, Kat havde faktisk åbnet øjet halvt og set hans gang. En del af hende havde lyst til at give efter, men en anden del af hende huskede på at Dust og Izzy ventede på hende hjemme i hulen.

Da Jaskier kom tilbage satte han glasset og kanden på bordet, for derefter at løfte hendes ben, så han kunne sætte sig bedre tilrette i sofaen, mens han lagde hendes ben i hans skød. Hans fingre gled drillende hen over benene fra knæet, op til hoften og op mod hendes bryster, for at se hvor meget Kat var med på. Men inden han nåede meget længere end hoften, svang Kat benene væk fra ham, sukkede dybt og satte sig op. Hun lod hovedet hvile i hænderne, noget der fik ham til at le stille, mens han fangede glasset med den gyselige væske, der næsten fik Kats mave til at vende vrangen ud. Dog viste hun at det hjalp, hvis det fik tid nok. Så hun tømte det hurtigst muligt, hvorefter Jaskier fyldte glasset med frugtsaft. Denne duft fik dog Kat til at sukke tilfreds, inden hun drak roligt af glasset. Det var længe siden hun havde købt sig et glas af deres frugtsaft. Det var en af de ting, som kun kunne fås her. En lille forræderisk stemme sagde at hun skulle give efter. Jaskier var en af de få unge mænd som hun snakkede med, der virkelig fascinerede hende. Selvfølgelig var Dust hendes liv og kærlighed. Men Jaskier havde et eller andet, som tiltalte hende. Alligevel havde hun aldrig givet sig selv lov til at gå videre end en løs flirten.

Nu hvor Kat sad op, tog Jaskier chancen og begyndte forsigtigt at kærtegne den nederste del af hendes ryg. Og eftersom Kat ikke sagde noget eller flyttede sig, lod han kærtegnene brede sig op til hendes skuldreblade. Det var lette berøringer, der kunne tydes på flere måder. Fra nogle af deres samtaler, der til tider var holdt i hviskende leje, viste Kat at Jaskier selv ønskede at få børn på et tidspunkt. De samtaler lå stadig og lurede i hendes hoved, men hun skulle lige have grønt lys fra Dust først. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at nyde hans blide kærtegn, hvilket også var grunden til at hun lod ham fortsætte. Det virkede beroligende på en måde. De var så forskellige fra hendes elskede mages, så der var ingen risiko for at hun kom til at forveksle dem.

Outfit (Credit til @Vetis for tegning <3)

Børsten blev nænsomt placeret på det hvidmalede træ, som udgjorde overfladen på smykkebordet, hvor den mandlige skikkelse befandt sig. Kølige blå øjne stirrede granskende mod spejlbilledet. Et øjeblik virkede han faktisk tilfreds… men så dukkede en irriteret rynke pludselig op mellem de veltrimmede bryn. Hånden greb fat om en ny genstand – en pensel – dyppet i noget der mindede om flydende gud. Med forsigtige bevægelser blev pelsen ført op mod øjnene, som stadigvæk stirrede koncentreret ret frem for sig inden, at den med øvede bevægelse gled over huden i hurtige strøg. Sådan. Fejlen fra før kunne heldigvis reddes, og et mildere udtryk erstattede den irriterede mine. Det mandlige ansigt fik et varm og inviterende udtryk, opvejet af make-uppens glitrende effekt, hver gang han bevægede hovedet. Valentine sukkede tilfreds, og greb om krystalglasset, der ligeledes stod placeret på bordet. I glasset lod han vinen glide rundt et par gange for at ilte væsken inden, at han førte det op mod læberne, og tillod sig en tår.

Det havde været en formiddag som så mange andre. Valentine blev aldrig noget morgenmenneske, og det passede fint med, at det mest indbringende tidspunkt på bordellet som regel foregik om aftenen. Hans præference for arbejdstider var ganske velkendt på stedet – hvilket kom mange af hans stamkunder til fordel. De andre medarbejdere på stedet vidste udmærket, at det ikke var til diskussion. Han var der på egne præmisser for modsat de mere pengesultne og nytrænede, som gerne tog de lange og tidlige ryk, så tillod Valentines mere velstillede status ham at komme og gå, som han fandt det passende. Guld var fantastisk, men han var bestemt ikke interesseret i at spilde en hel dag på at jagte det, når der var andre og nemmere metoder.

Kroppen sank sammen i det velpolstrerede sæde, imens blikket gled ned til bordet foran ham, hvor der lå et brev, som han netop havde færdiggjort. Øjnene granskede det for eventuelle fejl og mangler imens, at krystalglasset stadigvæk dinglede fraværende i den ene hånd. Da han efter en lille stund fandt brevets indhold passende, blev krystalglasset sat tilbage på bordet. Efter at have pakket brevet forsvarligt – det havde trods alt en lang rejse foran sig – rakte han frem og greb en lille beholder med voks, som havde stået og var blevet godt varm, over et stearinlys placeret på det overvældende sminkebord. Den gyldne voks gled let ud over brevet, som derefter blev forseglet med et stempel. Lige inden, at stemplet blev placeret, havde han dog husket at lægge et stykke af en tørret blomst oveni voksen, så det hele blev sat sammen, da voksen stivnede. Midt i sin egen lille verden, hørte han pludselig en stemme tæt ved udgangen af rummet, som var ment mere privat for bordellets medarbejdere. Valentine drejede hovedet tids nok til at se Imelda, stikke hovedet indenfor.

”Der er nogen som spørger efter dig, Valentine.”
”Hvem?”
”Katrina, hende som dukker op nu og da for at lege med et par af pigerne... og vist arbejder i et handelshus.” Valentine måtte åbenbart ligne ét stort spørgsmålstegn, for kollegaen sukkede i hvert fald utålmodigt inden, at hun trådte indenfor og gestikulerede demonstrerende med armene. ” Gå nu bare! Hun har en kvinde med… de andre siger, at hun ligner… dig?”

Se den sætning fik vækket hans opmærksomhed. To kvinder der aktivt opsøgte ham. Bevares det var nu ikke første gang, at det skete, men den sidste detalje var meget speciel. Så uden yderligere bemærkninger fik han bundet det sidste af vinen inden, at han rejste sig og bevægede sig mod udgangen. På vejen standsede han dog kortvarig ved Imelda, hvorefter brevet blev lagt i hænderne på hende. Det kølige blik blev et øjeblik mørkt. Alvorligt. ”Til Doosmville. Du kender adressen, Imelda. Og så gør du klogt i at huske den sidste, som forsøgte at snyde med brevet.” Kvinden nikkede hurtigt, og Valentine forsvandt ud i bordellet uden så meget som et spor af mørket, som før havde overtaget.

Det tog ham ikke længe at spotte, hvor alle hans kollegaer havde samlet sig. Flere kvinder sværmede om området, hvor bordellets nyeste gæster stadigvæk befandt sig. Det var ærligt talt et under, at ingen havde forsøgt at kidnappe dem til det nærmeste værelse, så stille som der stadigvæk var. Valentine let over detaljen, imens han tog de sidste skridt ned mod området. Det florlette stof svøbt omkring hans hofter svævede elegant efter hans skridt, og den eneste måde at høre ham på var egentlig lyden af den enorme mængde af guld, som dækkede det meste af hans krop. Metallet klirrede let ved hver en bevægelse, og var som sød musik i hans egne øre, selvom det nogle dage kunne blive lettere overvældende med hans evne. Da Valentine endelig nåede på behørig afstand af duoen, standsede han omsider. Hoften skød sig afslappet til siden inden, at han lod en hånd hvile derpå, imens han sugede ansigterne til sig. En kvinde klædt i hvidt. Dyrt. Det var første tanke. Og smuk. Selv fra hans position havde han ikke svært ved at fornemme de delikate detaljer i kvindens tøj, samt de kostbare sten og tråde der prydede store dele af stoffet. Havde det ikke været for en anden af hans kvindelige kollegaer, som lod til at være travlt optaget af lidt særbehandling, og derfor blokerede det meste af hans udsyn til kvindens kostbare ansigt, så havde han ikke tøvet med at gøre hende selskab. I stedet flyttede det blå blik sig over til kvinden nummer to, hvor han glippede overrasket et øjeblik. Ah, Katrina! Nu faldt brikkerne på plads. Navnet fra den aften dukkede pludselig op igen, og et underholdt smil voksede sig hurtigt frem. Det lod til, at hun ikke kunne få nok af stedet… eller folkene. Jaskier havde i hvert hænderne godt i gang hos Katrina, hvilket fik Valentine til at le varmt inden, at han med en stemme der kunne være spundet af silke, endelig henvendte sig til kvinderne. Mon det var lidt særbehandling de ønskede? Nu var det trods alt tredje gang, at han efterhånden så Katrina.

” Hvad skylden jeg æren, de damer? Er det savnet, Katrina? Eller måske en særlig anmodning? Så vidt jeg husker har du trods alt en smag for… et flertal at lege med.”

Mange ville måske undre sig, men Juniper var ikke specielt interesseret i kvinden i sit skød. Eller nogen af de andre tilstedeværende for den sags skyld. Ikke fordi de ikke var smukke. For det var de helt afgjort og hun kunne kun værdsætte hver og en af dem. Havde stedet og situationen været en anden, ville hun nok ikke have tøvet ret meget med at indlade sig på diverse lege. Hvis de havde mødtes til en af hendes fester for eksempel. Men sagen var den, at falsk omsorg var hendes område og langt henad vejen også en let kilde til hendes føde. Så selvom hun ikke kun undgå at føle en vis form for tilknytning til disse mennesker, der arbejdede på en måde, der på mange punkter svarede til, hvordan hun selv havde fundet ud af at ernære sig, brød hun sig kun lidet om tanken om at være offer for de selv samme taktikker, som hun selv flere gange havde benyttet sig af.
Der var også det andet punkt at forholde sig til, at hun, selvom hun skjulte det godt, var ved at ædes op af nervøsitet. Der var ingen forventningens glæde ved potentielt at skulle se en af de søskende, hun faktisk havde fungeret sammen med igen. Der var kun en afgrundsdyb rædsel for igen at føle den kvasende skuffelse, hun havde følt som barn, hver gang hun spottede en jævnaldrende skikkelse i mængden, der måske kunne have været en af hendes søskende for så kun at vise sig ikke at være det.
Hvis dette viste sig at være en eller anden syg løgn, ville stedet her i hvert fald meget hurtigt finde sig selv med noget rødere indretning.
Kvinden i hendes skød talte til Katrina et kort øjeblik, tydeligvis skuffet over, at Juniper ikke lod sig fodre, men spiste og drak af sig selv i frossen næsten vred tavshed.


” ’Hvorfor?’ spørger du, som om det er ingenting. Fordi det ligner, at du har forsøgt at fremstille Valentines kvindelige klon i et laboratorie sgu da,” ,” fnøs hun og kastede med sit lange mørke hår, før hun måtte opgive videre samtale, da Katrina lod til at være optaget af noget andet.
En optagethed, der hang tungt i luften omkring Juniper. Hun sugede lysten til sig. Prikkede nok også lidt drillende til den, bare fordi det var svært for Katrina at kontrollere sig selv i forvejen.
Næsten øjeblikkeligt følte Juniper sig mere afslappet. Der var et øjebliks tavshed fra den evigthungrende tomhed i hendes indre. Nonchalant tog hun en slurk vin, spiste et jordbær. Et kort øjeblik morede hun sig dog næsten over den lille forsamling af kvinder, hun efterhånden, uden rigtig at indse det i første omgang havde tiltrukket sig. En halvt sad og halvt lå ved siden af hende i sofaen med hovedet hvilende imod Junipers ene skulder, en anden sad på sofaens armlæn og så var der selvfølgelig ikke at forglemme hende, hun havde i skødet.
Kvindernes tilstedeværelse kunne hun tolerere ind til videre, men en mandlig ansat blev værfet væk, som om han ikke var ret meget andet end et støvkorn.

Ellers tog hun ikke ret meget notits af nogen af dem og lyden af klirrende smykker var nok til at tage hendes i forvejen flyvske opmærksomhed.
Og der stod han så. Knægten hun sidst havde set, da de blot var små unger. Dengang med to manglende tænder i overmunden, fordi hans mælketænder var faldet ud og voksentænderne ikke var vokset ud endnu. Der var sket meget siden da. Med dem begge to, men runen løj ikke. Hun vidste ikke om hun skulle grine eller græde. Hun startede ud med blot at føle en brændende tilfredshed på hans vegne over, at han var nået så langt. Dækket af guld og iklædt kostbare klæder langt fra faderen, der havde berøvet dem alle så meget. Et stik af sjælden dårlig samvittighed over at tænke så meget som en kritisk tanke over sin skaber. Hun skubbede hårdhændet sin nye samling af kæleskøger fra sig, men fandt pludselig, at hun var ude af stand til at gøre andet.

Hvad gjorde man?

Jaskier tog sig god tid med at nusse og kærtegne hendes ryg. Han viste fra deres samtaler at hun havde en mage og en veninde, så derfor forventede han ikke mere en dette. Men han blev alligevel en smule nervøs, da Valentine gjorde sin entre. Nervøs for at han ville tage Kat fra ham, eftersom Jaskier ikke havde arbejdet her så længe og derfor lå længere nede i hierarkiet. Nogle af de andre garvede folk stjal tit hans kunder, med den begrundelse at de var bedre til at udføre arbejdet.

Kat tømte det sidste af glasset, da Valentine ankom, så Jaskier fangede kanden med frugtsaft og holdte den spørgende frem mod Kat. Hun rakte glasset frem og han fyldte det igen. Alt sammen mens han stadig kærtegnede hendes ryg. Han kunne både se og mærke på hende, at hun var faldet lidt mere til ro, hvilket fik ham til at smile mere varmt til hende.
Kat smilede venligt tilbage og så derefter op på Valentine, med et lidt skælmsk smil.
”Savnet? Hvor i alverden har du den ide? Det var én gang for flere år siden. Og jeg har en mage nu. Næ, det var skam Juniper her, som nægtede at tro på at i to lignede hinanden.” Hun havde gjort et nik over mod Juniper, der sad på den anden sofa. Og omgivet af ikke mindre end tre kvinder. Nå ja, det så ikke rigtigt ud til at de kunne fange hendes opmærksomhed, men det var deres problem.

Jaskier slappede lidt mere af, da han hørte Kats ord. Der var ingen tegn fra hende om at hun ville gå med Valentine, hvilket glædede Jaskier. Han tillod sig at gøre sine kærtegn lidt mere erotiske, hvilket gjorde at Kat fik en kuldegysning af lyster. Jaskier smilede bredt og længede sig tæt ind mod hende og hviskede ved hendes øre.
”Var det min belønning, eller har du noget andet i tankerne?” Kat måtte kæmpe for at synke mundfulden af frugtsaft langsomt, så hun ikke blev kvalt i den og endnu et gys gled gennem hende. Hans hvisken gjorde afgjort ikke noget for at afhjælpe hendes begyndende problem, tvært imod. Den forræderiske stemme var der igen.

Hele hendes væsen var i konflikt med sig selv. Hun havde lyst til at se hvad Jaskier kunne. Men hun viste ikke hvad Dust ville sige til det. Og hun kunne ikke få sig selv til at skuffe ham, ikke under nogen omstændigheder. Derfor trak hun sig en smule væk, så hun kunne se på ham og blidt ligge en hånd på hans kind. Hendes blik sagde alt. Hun havde lyst, men turde ikke. Jaskier smilede og nikkede, mens han ændrede sine kærtegn til mere venskabelige. Han havde tid til at vente. Den dag Kat var afklaret kunne de udvide deres små flirter.

Valentine smilede underholdt over Katrinas ord, og lagde hovedet en anelse på skrå, som han nærstuderede gruppen. Øjnene let klemt sammen med et skælmsk udtryk, som en kat der lige havde fået øje på sit næste offer. Måske var der sandhed i hendes ord. Men det ændrede på det faktum, at rummet allerede emmede af en lyst så øredøvende, at han kunne mærke det helt fra den anden side af det sofabord, som adskilte ham fra kvinderne. Og det kom helt bestemt ikke fra Katrinas nye veninde. Morskaben var en anelse svær at skjule i stemmen, men ikke desto mindre lykkedes det. I stedet spandt han venligt, imens blikket hvilede imod parret, som ellers virkede temmelig opslugt af hinanden.

”Jeg synes ellers, at jeg hørte en fugl kvidre om, at du er mere eller mindre stamkunde på stedet – og ikke blot for sikre dig en god handel. Desuden virker du også allerede ganske familiær med Jaskier her… og han har trods alt ikke været her så længe. Men føl ej skyld… føl dig hellere velkommen. Vi her på stedet ved vist bedre end nogen andre, hvor lidt magt en… partner… reelt besidder når det kommer til styrken af ens sande lyster. Så slå dig endelig løs.”

Uvidende om, at det samme foregik fra Junipers side, kunne Valentine heller ikke styrer fornøjelsen af at prikke til Katrinas tydeligt voksende begær. Lade sine mentale følere glide frem for at smage og pirre, som han stod og snakkede videre. Egentlig irriterede Jaskiers tilstedeværelse ham en smule. Han var ung… og blød. Pressede ikke nok på, og teede sig som en forslået hundehvalp omkring mange af de mere veltrænede medarbejdere på stedet. Skulle Jaskier på noget tidspunkt se op fra Katrina, ville han da også møde et noget køligere blik, som hurtigt ville skifte så snart, at det atter landede på englen. Apropos engel… Valentine havde været så optaget af tanken om den anden kvinde, at han fuldstændig havde misset det faktum, at han havde det glimrende i Katrinas selskab. Det var – desværre – gået forbi hans næse ved deres allerførste møde, hvad race hun egentlig gemte under den kønne facade, og det havde kostet ham adskillige dages dårligdom sidst. Men nu… intet. Ikke engang så meget som et lille surt opstød. Fascinerende. Det lod til, at andre ting havde ændret sig end blot hendes par-status. Netop som han skulle til at spørger ind til netop det emne, fornemmede han ud af øjenkrogen, hvordan et par af hans kvindelige kollegaer kom flyvende. Selvsamme kvinder der for et øjeblik siden havde klæbet sig til… hvad hed hun nu? Det var vist…

”… Juniper?” Spurgte han i samme silkebløde toneleje, som havde været brugt til Katrina alt imens, at han vendte sig imod hendes blege skikkelse. Ved guderne… Synet var intet, som han nogensinde kunne have forberedt sig på. Et øjeblik følte han sig svimmel, og ville vakle. I stedet frøs kroppen midt i bevægelsen, og udtrykket blev fanget i noget der mindede om en blanding mellem vantro og… noget der vel egentlig mest kunne betegnes som… glæde? Der var underligt stille imellem de to søskende for en stund. Fanget i øjeblikket, fastfrosset med de fuldstændigt identiske blå øjne stirrende tilbage på sit eget twistede spejlbillede. Selv lyden af guldet der svøbte sig om hans krop var dødet ud. Den eneste der nok rigtig fortsatte var Katrina, lykkeligt uvidende om det enorme følelsesmæssige kaos, hun lige havde kastet i hovedet på både Juniper og Valentine. For et eller andet sted vidste han det. Hans krop – nej, noget helt nede i hans fordærvede kulsorte sjæl – vidste, at det der sad for ham var… virkeligt. Det var hende. Men, alligevel ikke. For dette var ikke det skravlede, udsultede og evigt plagende pigebarn, der gang på gang havde rodet rundt ved hans fødder i håbet om at finde selv de mindste rester. Sjusket og med flokkens blå øjne gemt bag et hav af uglet hvidblondt hår. Hun var smuk. Sund og stærk. Livet havde gjort hende godt. Friheden. For hun var værdig, selv som hun sad der – tydeligvis lige så lamslået, som han selv var. Et sted i hans stille sind, takkede han nogen for, at det ikke var Superbia, som Katrina havde slæbt med sig. Så havde reaktionen formentlig været en helt anden. Valentine blev pludselig nærværende igen, og meget bevidst om, at de stadigvæk blot stirrede. Ingen havde sagt et ord. Og havde Katrina, så havde han sandsynligvis ikke opfanget det. Så han tog en beslutning. Som broderen. Den ældste. Rankede sig, og forsøgte at ryste fortidens spøgelser af sig, som de truede med at trække ham med sig tilbage. Han prøvede. Uden rigtig at tænke over det, blev han stående, men alligevel rakte han prøvende en hånd frem, samtidig med, at han talte. På et sprog, som uden problemer rullede over tungen, men alligevel føltes underligt rusten. Ikke helt så flydende, som da det havde været en daglig ting. Skulle hun genkende, var der ingen tvivl. Så var det hende. Så var det Gula.

” Gula? Estne vere soror tua?”

// Valentine snakker latinsk til sidst. Oversættelse: Gula? Er det virkelig dig søster? //

Katrina var god til at komme med undskyldninger, bevares, men med den beskrivelse af Ava, hun selv frivilligt havde videregivet blot kort tid tidligere, var det umuligt for hende at lade som om, at han bare havde forladt hendes hoved og tanker og først nu tilfældigt var dukket op, fordi hun var stødt på Juniper alle de år senere.

Et øjeblik, havde hun lyst til at gengive det hele bare for at være træls. Det ville have været så nemt. Men hun havde andre ting at lave end at ødelægge Katrinas lille…kærlighedssceance eller, hvad det så end var, hun ellers havde gang i. Det ville være meget ukarakteristisk for hende at stoppe folk i at synde. Hvorfor skulle hun dog det, når hun fik en så mættende næring ud af det. Jo mere hun kunne prikke til de to jo bedre. Havde hun vidst, at Avaritia netop var i gang med det samme, ville det bare have fået hende til at grine. To minutter inde i en genforening uden overhovedet at have hilst på hinanden og her var de alligevel. Samarbejdende uden besvær. Var det måske ikke det, som deres kære fader havde været så inderligt ude efter, inden han, af grunde hun stadig ikke forstod, ligegyldigt kasserede dem som brugte klude?

Hun spiste en lavendelmacaron, imens hun betragtede parret. Noterede sig Jaskiers patetiske klæben. Tag dig dog sammen mand. Er du en prostitueret eller en hund, der mangler en ejer? Måske ville han have godt af at nogen trådte lidt på ham. Ikke at Katrina virkede som typen, der kunne finde på det og Juniper havde bedre ting at bruge tiden på.

Ava lod til, ud fra ordene at dømme at more sig lige så meget over deres opslugthed, som hun selv gjorde. Underligt. Pludselig at have nogen, der forstod en på den måde igen.
Og mærkeligere blev det, da han endelig mødte hendes blik og tusind ting syntes at flyde tilbage til hende på én gang. Hvordan hun havde bestukket ham med pæne eller bare særligt glatte sten eller slebet glas, hun fandt, når de en sjælden gang var udenfor for at få noget af hans mad i bytte. Ikke ejendele, der ville have betydet noget nu, men ting der havde stor værdig for et barn og især for personificeringen af grådighed, der på daværende tidspunkt næsten intet ejede. Han havde aldrig rigtig udtrykt væmmelse over hende, hvis han overhovedet havde følt den. De havde en forståelse. En vis måske nok sygelig sammenhørighed muligvis på grund af, hvor tæt de koncepter, de hver især repræsenterede lå så tæt opad hinanden.
Hendes ansigt var fanget et sted mellem afgrundsdyb lettelse og ængstelse. Huskede han det som hun gjorde? Havde han ligesom hende savnet nogen, der forstod og accepterede, hvad han var, eller var blot ynkelig?
Hans håndsudrækning lod til at være et svar af en slags. Hun tøvede et øjeblik. Bange for, at han ville opløses i tåge og hun ville vågne, når først hun rørte ham, men så lukkede hendes fingre sig om hans håndled og hun kunne trække vejret igen.

”Cogitavi mortuus es,” hviskede hun i stedet for reelt at svare. Hun var ikke længere alene i en verden af kunstige bevidstheder og lettelsen lyste ud af hendes ansigt.


//Oversættelse: "Jeg troede, du var død"//