Will it ever change? (Katrina)

S: Doomsville, handelshuset
V: Overskyet, blæsende og regnfuld.
T: Eftermiddagen

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Vejret var forfærdeligt - men stadig lidt bedre end mange andre dage. Godt nok til at August både havde lyst til og turde bevæge sig ud. Han prøvede at undgå det forhindrede ham i hans få pligter...Men når Lori ikke var hjemme, var pligterne mere over for ham selv og dermed nemmere at ignorere. Han havde heller ikke været i handelshuset så ofte, som han måske burde have været. Han følte sig skyldig og skamfuld. Men han vidste også det bedste var at tage det ved hornene og dukke op. Han var lidt i tvivl om folk overhoved havde savnet ham eller ej. Han hjalp til så godt han kunne, med de forskellige opgaver han fik lov til. Hjælpen var som tak for deres hjælp: At lære ham lidt om selvforsvar og give ham noget at lave, så han også kom ud fra sit hjem i ny og næ. Havde kontakt med folk og følte sig nyttig. Det var utroligt hvor meget det kunne påvirke ens psykiske helbred!
Hver gang de prøvede at give ham penge for det, ville han takke nej. Ganske enkelt blot efterlade pengene der eller give dem til nogle andre. Han ønskede ikke penge for det. Måske var det hans fejl...Han burde finde et ordentlig og fast job. Han burde spørge Lori om han måske kunne arbejde for ham i boghandlen...Det ville være et godt job. Men både at være hos Lori til hverdag og på arbejde var måske for meget. Desuden ville pengene komme det samme sted uanset. Og om noget ønskede han at give Lori noget tilbage. Måske han en dag kunne betale for sin egen mad...Sit eget hjem....
Drømme. Og noget der slet ikke virkede inden for rækkevidde.

Han var drivvåd da han ankom. Hans sko var helt våde, og han kunne mærke vandet mellem sine tær når han gik. Kappen han havde på var mørk af vand og hans normalt krøllende og oprejste hår lå mere fladt til hans hoved. Dryppede ned i øjnene på ham, så han måtte skubbe det ud af øjnene og væk fra panden. Han gøs, som en vanddråbe gled ind under hans trøje og ind i det der endnu var varmt og tørt. August trak vejret dybt. Han ville nok være endt med at sidde derhjemme og arbejdede videre på sit projekt. Men han vidste også han havde brug for nye input og pauser. Dette var det eneste andet sted han kendte, som han kunne gå hen. Hvor ingen ligefrem ønskede at spise ham.
Han hang kappen på en knage. Skoene ville nok gøre hans fødder kolde...Men kun han stod stille. Så han måtte bare holde sig optaget. Han trådte ind i lokalet og så sig omkring. gad vide hvor mange der var her, når vejret var så dårligt? Der kunne næppe være så mange kunder.
"Hallo?"

Handelshuset var ikke helt så travlt som det plejede, men der var stadig kunder som trodsede det dårlige vejr. Katrina sad ved et bord med halvt lukkede øjne og tænkte på tiden der var gået siden hun var faldet, mens hun børstede sine sorte vinger, som hun for en gang skyld havde fremme. For ikke at falde helt i dårligt humør, nynnede hun den [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som hendes mor altid havde sunget for hende. Hun var klædt i en rubinrød skjorte, sorte bukser og sko, samt bar det [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] som Dust havde givet hende i sin tid. Utroligt nok føltes det som flere år, men hun mente ikke at det var mere end et år siden. For en gang skyld var hendes lange røde hår samlet i en fletning, der lå ind over højre skulder.

Karen, en lidt buttede kvinde der sørgede for de fattige, så smilende på ham da han kom ind.
"Ved alle guder, August. Du ligner jo en druknet mus. Lad mig sørge for noget tørt tøj til dig. Sæt dig hvor du ønsker det, så kommer jeg med tøjet om et øjeblik. Jeg får en af de andre til at komme ind med en kande varm æblecider til dig." Derpå forlod hun ham og skyndte sig at finde noget tørt tøj.

De få kunder der var i handelshuset, så lidt skeptisk over på Katrina, men sagde intet. Som om de var bange for at hun kunne overdrage noget af sit uheld til dem ved at være nær ved dem.

Augusts blik gled rundt i handelshuset, før det faldt på Karen. Karen var altid så sød...Som en moderskikkelse for alle her. I det hele taget havde alle jo været søde, i hvert fald mod ham. I starten havde han lært lidt selvforsvar, men det var snart stoppet naturligt igen. Det lå ganske enkelt ikke naturligt til August, og han ville næppe blive god til det. Så i stedet havde han brugt sin tid og energi i handelshuset.
"Ah...Tak. Du behøver ikke gøre så meg- " Karen var allerede væk. Han sukkede svagt for sig selv, men ikke uden et smil. Ja, tørt tøj ville være bedst. For helbredet, men også så han ikke gjorde hele huset vådt, alt efter hvad han kunne hjælpe til med i dag.

Mens han stod og ventede, kiggede han sig omkring igen. De få kunders blikke og den lette lyd af nynnen, fik ham automatisk til at kigge over mod Katrina. Hans blik faldt mod hendes sorte vinger. Han havde ikke set Katrina i noget tid...Havde hun altid været en falden engel? Hvad havde fået hende til at...Vent. Hun havde været en god engel først, havde hun ikke? Han blev i et øjeblik i tvivl. Han havde altid følt sig tilpas i hendes selskab - var det grundet hendes personlighed eller auraen som engel? Det slog ham at han nok aldrig havde dykket særlig dybt i præcis hvad hun var eller hvorfor. Det var jo ikke rigtig hans sted at fritte ud om den slags. Han stod lidt og vurderede for og imod. Slikkede sig om læberne, som han tjekkede om Karen var lige på trapperne. Men han kunne hverken se eller høre hende. Mere skulle der ikke til, før han tog modet til sig og gik over til Katrina.
"Hey!" hilste han åbent og vinkede let, som han trådte over til hende.
"Forstyrrer jeg? Du virker fordybet i din egen verden..." spurgte han. Hvis han forstyrrede, så ville han trække sig tilbage igen. Men måske kunne det, at nogen faktisk turde at snakke med Katrina, også berolige nogle af kunderne lidt mere. Der var mange fordomme om racerne, men de fleste vidste sorte vinger var et dårligt tegn, trods alt. Det ville næppe styrke handelshuset, hvis folk vidste der holdt en falden engel til. Eller at hun sad her, med vingerne fremme, selv om det måske af samme årsag også kunne anses som modigt. At Katrina nok netop ikke gik op i hvad andre tænkte. Men fra et praktisk perspektiv...Ah. Det var ligegyldigt. Det var ikke hans plads at udtænke strategier for at få nye kunder, eller bevare de gamle. Han udførte bare lidt forfaldent arbejde hist og her. Han stolte på at Katrina vidste hvad hun gjorde. Hun var handelsmanden af de to. I stedet sendte han hende et af sine sædvanlige venlige smil. Han slog let ud med den ene hånd.
"Der har ikke været mange kunder i det dårlige vejr, har der vel?"

Hun løftede hovedet og smilede da hun så hvem det var, samtidig med at hun trak vingerne tilbage.
"Længe siden, og nej du forstyre ikke." Hun sukkede og tænkte på at der var sket så meget siden de to sidst havde set hinanden. Hun så roligt hen mod folkene og nikkede høfligt til dem.
"Vi har lige fået en ny sending bomulds baller og hør ruller hjem, så hvis i er hurtige kan i få fem procent rabat." Hun nikkede i retningen af en af de store gutter der stod i døren ud til lageret. Han smilede over hendes ord og måtte bekæmpe trangen til en latter, da de fleste folk nærmest styrtede over til ham.
Kat klukkede stille og nikkede til August om at sætte sig.
"Ja, det er lidt småt med kunder. Men jeg tror nu nok at de skal komme. Jeg håber ikke at jeg skræmte dig med mine vinger. De er desværre ikke hvidgrå længere, som du jo selv så."
Det var tydeligt at se og mærke på hende at det stadig var et lidt ømt punkt at tale om, men hun smilede opmundrende som indbydelse til at snakke om det.
"Og du kan være ganske rolig. Det er ikke noget som smitter med uheld at være nær mig. Jeg er stadig eller forsøger stadig at være den samme glade Kat som i kender. Det kan godt være at jeg til tider kan være lidt mere nede end jeg tidligere var, men det betyder ikke at jeg har skiftet over på den mørke side."

August smilte svagt for sig selv. Folk havde virket nervøse, men der var intet som udsigten til en god handel, før folk glemte det og skubbede deres fokus på noget andet. Grådighed...Eller folks fantastiske evne til at tilpasse sig. At bevare det positive udsyn frem for andet. Så man ikke det dårlige, var det der nok heller ikke.
Han trak en stol ud og satte sig. Han var stadig våd og efterhånden lidt kold, men han skubbede fornemmelsen til side. Det virkede som om Katrina havde noget at snakke om og det faldt ham naturligt at prioritere den slags.
Han så lidt på hende. Hun virkede mut, rigtig nok. Så hun havde fået nye vinger og i princippet skiftet...Ikke helt race, men så i hvert fald gren. Han trak vejret dybt. Han havde mødt faldne engle før, omend ikke mange. Som så mange racer, var det sjældent den slags gik og skiltede med det. I hvert fald ikke de steder eller tidspunkter, hvor han var der. Han måtte bekæmpe lysten til at vide mere om racen generelt, frem for muligheden for at være der for Katrina. Hvis hun lod ham.
Han rømmede sig svagt og slog let ud med den ene hånd.
"Du misforstår mig. Jeg bemærkede godt dine vinger, men modsat nogle af vores kunder, var min reaktion ikke frygt eller mistro" forsikrede han hende. Nej, han forsøgte at møde alle racer på lige fod. På en venlig og positiv måde.
"Og jeg er ret sikker på jeg ikke kan rammes af mere uheld, end hvad jeg allerede lider af" tilføjede han med et lille drillende blink med øjet. så gled hans ansigt tilbage i mere alvorlige folder.
"Er det noget du vil snakke om? Det kan være befriende bare at fortælle om det til en anden person"

Hun smilede glad af hans ord. Det varmede hende at vide at han ikke var frygtsom eller mistroisk over for hende. Hun nikkede forstående til ham og skulle lige til at sige noget, da de blev afbrudt af Karen som kom med tørt tøj til ham. Kat smilede og rejste sig roligt.
"Lad os gå ind i et af mødelokalerne, så kan vi snakke der. Og du skal have skiftet tøj, inden du bliver syg." Hun tog imod tøjet fra Karen og gik ind af døren til baglokalerne, hvor mødelokalerne lå. Her valgte hun det første de kom til og nærmest skubbede ham ind efter at have givet ham tøjet.
"Først skifter du tøj og så snakker vi." Der var latter at spore i hendes stemme. Det var helt utroligt hvor lidt ændring der skulle til for at hjælpe hendes humør i en bedre retning. Det føltes godt at have en at snakke med. Godt nok have hun Izzy i hulen, men Dust manglede eftersom han, igen, var på jagt efter skatte. Hun stod og kærtegnede halskæden uden at tænke over det mens hun ventede på at August fik skiftet tøj. Hun var helt fordybet i egne tanker, så hun ville ikke opdage når døren ved siden af hende blev åbnet.

August så op, da Karen kom tilbage. Han havde været lige ved at rejse sig og tage imod det selv, men Kat kom ham i forkøbet. I stedet, med et smil, lod han sig gene ind i et lokale hvor han kunne skifte. Det våde tøj klistrede til hans kolde krop, og bagefter måtte han ruske noget i det, for at forhindre det hele ville ligge i en bunke. Det blev jo aldrig tørt på den måde. I stedet hang han det over nogle stole, eftersom der var flere stole end de nok selv fik brug for.
Det tørre tøj varmede øjeblikkeligt og han gøs let for sig selv. Han måtte holde et nys tilbage. Han rystede let på hovedet og holdt sig på næsen, til den kildende fornemmelse forsvandt. Så gik han over til døren og åbnede den.
Kat stod lige på den anden side, men hun virkede væk i tanker. I et øjeblik studerede han hende blot, som hun stod der med fingrene om sin halskæde. En handling han havde set før. Han kunne ikke huske om han nogensinde havde fået historien bag halskæden...Sikkert ikke. Men der var ingen tvivl om at den betød noget.
Han rømmede sig svagt og hvis det ikke var nok, ville han forsigtig lægge sin hånd på hendes ene skulder.
"Katrina?" kaldte han roligt.
"Er du her?"

Hun hørte svagt en stemme der kaldte på hende, men hun var væk i tankerne om den grusomme voldtægt der havde vært skyld i at hun var faldet.
Da hans hånd lagde sig forsigtigt på hendes ene skulder, drejede hun hovedet og så på ham med let slørerede øjne der tydeligt fortalte smerten hun havde været i gennem.
Hun blinkede et par gange og så derefter på ham med sit normale blik.
"Godt du fik skiftet, vi skulle jo nødigt have at du blev syg. Lad os gå ind og sætte os." Hun gik roligt forbi ham og satte sig i en af lænestolene med et suk. Hun begyndte igen at fingerere ved halskæden, samt at tale uden at tænke.
"Hvorfor er livet så svært at rette op på? Jeg forstår det ikke. Selv om jeg har min familie, beskytter og partner, så kan jeg stadig ikke finde hoved og hale på mit liv. ...Ikke efter den gang..." Hun havde lukket øjnene halvt og en enlig tåre gled ned over hendes kind. Hun kunne stadig ikke forene sig helt med at hun havde mistet sin lysmagi og sine hvidgrå vinger, samt sin engle status. Men hun havde jo vist at det kunne blive konsekvensen af at få fjernet det uønskede barn.

Han smilte let til hende, som for at medgive at det var rart at gå tørt tøj på. Hvilket det utvivlsomt også var. Han følte sig langt bedre tilpas, selv om tøjet ikke passede ham helt perfekt. Opvokset med trange kår, var det dog mere end rigeligt og han satte pris på hjælpen.
De gik ind i lokalet og Dr. Trott lukkede døren efter sig, så de kunne sidde uforstyrret. Det mindede ham lidt om da han læste til medicin og havde forfulgt sin ønskede retning: At forstå sjælen eller sindet, som gemte sig inde i hvert eneste individ. Han havde drejet sit arbejde mere i retning af at forstå forskelle og ligheder mellem de forskellige racer, men det betød ikke han aldrig havde hjulpet individer undervejs. Såsom...Herskeren Sean....En beslutning der havde ødelagt hele hans liv.
Han satte sig ned i en stol ved siden af hendes. Han ville lade Katrina starte, hvor hun fandt det naturligt. Men måske havde hun ikke så mange andre at snakke om disse ting med, for hun gik lige på og hårdt. Uanset hvad var det et sundt træk. Det var godt at opsøge andre og prøve at bearbejde tingene i sit liv. Et råd August måske selv kunen nyde godt af, men...Hvem skulle han selv snakke til? Lori havde allerede gjort mere end nok. Ja, enten mødte han overvældende gode folk som Lori og Katrina, som hjalp ham. Og som han derfor ikke ville besvære med sine egne problemer. Eller også mødte han folk, der blot gav ham flere problemer at kæmpe med. Hvad holdt ham fra at knække fuldstændigt? Han vidste det ikke.

Han så over på Katrina. Til at starte med så han blot lidt på hende, omend ikke på en stirrende måde. På en venlig måde.
"I dit eget tempo og med dine egne ord...Prøv at gennemgå de ting der er sket. Hvis det er for smertefuldt, så snak om de ting du kan snakke om" foreslog han og tilbød dermed at han først og fremmest blot ville lytte. Det i sig selv kunne gøre alt forskellen. At folk blot fik sat ord på, at nogen bare ville lytte, uden nødvendigvis at sige noget retur. Det var noget Dr. Trott sagtens kunne gøre.

Hun så roligt på ham en kort stund og nikkede med et suk. Derefter fortalte hun hvordan hun tilbage i foråret var blevet overfaldet af en gruppe dæmoner, der havde fanget hende og voldtaget hende. Hvordan hun efterfølgende havde haft og til tider stadig havde problemer med at lade sin partner, beskytter og venner omfavne hende. Om hvordan hun havde det da hun en måneds tid tidligere havde opdaget at hun var gravid med et uønsket barn efter voldtægten, om hendes valg med at få fjernet barnet som resulterede i at hun blev en falden engel. Om hvordan hun havde mistet den lysmagi hun gennem år havde opbygget evnerne til, og om hvor hjælpeløs hun følte sig for tiden.

Hvordan hun klarede det uden at bryde sammen, viste hun ikke. Men hun sad og rørte ædelstene i halskæden hele tiden og mærkede varmen fra dem, som hun viste var resultatet af Dust når han tænkte på hende.
Hun tørrede sine våde kinder i ærmet og smilede lidt.
"Hvis du undre dig over at jeg er så tilknyttet til halskæden, så er det fordi den er forbundet med min partner. På den måde kan vi finde hinanden. Hvordan det helt virker ved jeg ikke, men han fortalte mig at det var en særlig artefakt. Hjerte stenen er blevet infusioneret med hans drageskæld, mens dråberne er blevet infusioneret med hans drageblod." Et par tåre gled igen ned over hendes kinder, som hun tørrede væk.
"Ved alle guder, hvor ville jeg gerne kunne være sammen med ham igen. Det piner mig at se ham være sammen med vores elskerinde og vide at han endnu ikke kan røre mig uden at jeg følger ubehag."

August sad stille og lyttede. På passende tidspunkter nikkede han eller kom med opmuntrende ord. Men det meste af tiden sagde han slet intet. Sad blot stille og lyttede til den ærgerlige historie. Skyggesiden. De ting, man altid forestillede sig ville ske for andre. August havde selv oplevet ting...Hvor svært det kunne være at komme sig over det. Eller finde styrken til at begynde at komme sig over noget.
Da hun snakkede om halskæden, så han lidt på den og den måde hun fingerede med den. Han havde bemærket hendes bevægelser med den, men det havde været tydeligt den bragte hende en eller anden form for ro eller tryghed. Det gav mening nu hvor han vidste hvorfor.

Til sidst trak han vejret dybt, omend lydløst, før han sendte hende et venligt smil.
"Det tager tid. Måske flere år. Måske vil du altid skulle slås med nogle bivirkninger. Men en ting der altid virker til at hjælpe, er at tillade andre at hjælpe en. Det kan være svært. Jeg har set folk isolere sig, af årsager jeg godt kan forstå dem i. Men når man ser på det...Så klarer folk sig både bedre og hurtigere, når de tillader familie og venner at være der for en. Man kan ikke bære verden på sine skuldre alene. Ved din partner hvad du har været udsat for?" Han så over på hende igen.

Hun smilede stille til ham, mens hun lyttede til hans forklaring. Det var underligt, men det føltes godt at tale om det med en som enlig ikke kendte ret meget til hende, og derfor var en del på afstand af det hele. Hun nikkede forstående til ordene og kunne godt se hans pointe, selv om det gav hende lidt koldsved ved tanken om at lade mænd røre ved hende.
Da han snakkede om at man klarede sig bedre og hurtigere, hvis man tillod familie og venner at være der for en, så hun på ham med en gnist af sin gamle venlighed og et lidt varmt smil på læben. Dog gled smilet hurtigt i baggrunden da han spurgte om Dust kendte til hendelsen. Hun nikkede og så ned på sine knæ, mens hun svarede ham stille og lidt nervøst.
"Ja, Dust kender til hendelsen. Han jagtede dæmonerne, da de kidnappede mig. Selv da de havde skåret halskæden over, så den faldt af mig, fortsatte han med at lede efter mig sammen med min beskytter. De fandt mig i kælderen, hvor dæmonerne voldtog mig. Han dræbte dem alle, og bad vores veninde om at tage sig af mig i starten. Jeg ved at han længes efter at røre mig, men han holder sig stadig tilbage for at give mig den tid og den plads jeg har brug for. Alligevel føles det som om at min krop både længes efter og foragter tanken om hans berøring. Og jeg føler mig noget så jaloux ved synet og tanken om at han er sammen med hende. Jeg ønsker at være med, men kan endnu ikke få mig selv til at gøre det når han er der." Tårene løb igen og gjorde hendes syn tågede.

Dr. Trott nikkede let for sig selv. Han ville gerne tilbyde hende et trøstende klap eller ligefrem et kram, men oven på denne historie og hendes traume, ville han ikke sætte hende i den ubehagelige situation. Han var trods alt en mand, uanset hvor lidt sex fyldte i hans eget liv og personlighed.
"Vi har behov for kontakten. Helt fra vi fødes, hvor vi har behov for at føle vores mor hud mod hud, til vi bliver ældre og enten har nære venner eller partnere, der kan give os den intimitet vi har brug for. Du skal endelig endelig rette på mig, hvis jeg overfortolker noget her. Men det lyder som om det måske er det, der kæmper i dig. Behovet for denne kontakt, kombineret med det traume du har oplevet. Det giver dig disse to kræfter at kæmpe imod eller give efter for" forklarede han roligt, mens hans blik hvilede en smule tomt mod gulvet foran ham. Tomt, fordi han var fordybet i samtalen. Og tanken om at han måske ikke selv levede op til dette koncept. Gik han også og savnede kontakt, uden at tænke over det?
Uanset hvad var det ikke det, som han burde arbejde med i øjeblikket. Han havde selv lidt overlast, da Lux havde voldtaget ham hvor han sov og levede. Men måske fordi dæmonen var incubus, måske fordi han i forvejen var overvældet af dårlige hændelser, fyldte det ikke så meget. Andet end han måske var det mere utryg i selskab med muskuløse og smukke mænd. Eller frygtede sex endnu mere.

Han så op på hende igen.
"Der er stadier til at få det bedre. Første stadie er at indse du har oplevet denne forfærdelige hændelse. At kunne snakke om den og dermed begynde at bearbejde den. Det sidste du må gøre, er at prøve og fortrænge det. Selv om det lyder hårdt, er det bedst at tage tyren ved hornene. Så at sige" Han vædede sine læber og rettede sig lidt i sin stol.
"Og de næste stadier handler om at du giver dig selv tid. Men også at du måske prøver at gøre noget ved det. Du har oplevet at mænd har gjort ting ved dig, så instinktivt frygter du mænd. Men der er mange mænd, som aldrig ville gøre det ved dig. Mit forslag er du prøver at fortælle din partner hvordan du har det. Og så starter I let ud. Prøv blot at sidde i samme lokale, til du føler dig tryg og tilpas. Lad ham så sætte sig tættere på dig. På et eller andet tidspunkt måske lade ham røre ved dig. Ikke seksuelt, men blot en hånd på din hånd, som et eksempel. Det vigtige er dog at I aldrig - aldrig - overtræder dine grænser. Hvis du siger stop eller ønsker at han fjerner sig, skal han gøre det. Ellers vil det kun ødelægge dine fremskridt"
Han havde sagt meget og han var ikke helt sikker på om hun hverken forstod det hele eller var enig i det. Det var mest af alt et godt råd. Hvad hun ville gøre, var op til hende. Kun hun kunne arbejde aktivt på at få det bedre. Men han havde læst om og hørt om folk, der fik det bedre, ved at blive udsat for deres frygt. Og på den måde lære, at der intet var at være bange for. Pointen var at sætte sig, til angsten fjernede sig og så finde den nye grænse for hvornår man blev angst igen - og så gentage det, til man følte man havde nået sit mål. Det virkede ikke med at alle slags frygt. Men Trott havde en god fornemmelse hvad dette her angik. Hun skulle lære at acceptere mandligt selskab igen.

Hun lyttede til hvert et ord han sagde, og utroligt nok gav det god mening. Hun nikkede forstående og godkendende til det han sagde, for ja, han havde ret. Hun savnede at kunne kramme og kæle med Dust. Hun savnede at kunne give Beldragon store kram, som hun havde gjort som barn og frem til hendelsen. Både han og Dust havde gjort så meget for hende, og gjorde det stadig.
Hun så over på August og fornemmede at han gemte på noget, ligesom hende. Men hun valgte at forholde sig stille.

Da han snakkede om de forskellige stadier og om det hun måtte forsøge sig med, kunne hun ikke lade vær med at smile.
"Det er helt utroligt, hvor dejligt det er at få ord på tanker jeg selv har gået med. Jeg har hørt en del kvinder snakke sammen bag min ryg om at jeg burde gøre noget. Men indtil videre har jeg ikke haft modet eller viden nok om at det ville være det rigtige at gøre. I starten kunne jeg ikke klare tanken om at min partner var i samme hule som mig, men nu kan han da være i et værelse ved siden af mig uden at jeg fare sammen. Og på en måde føler jeg mig varm i kroppen når jeg høre hans venlige, varme stemme. Men der fra og så til at være i samme rum som ham, ja det er stadig en udfordring for mig. Alligevel giver dine ord mig en forhåbning om at alt nok skal blive godt i sidste ende. Også selv om det tager lang tid." Hun lænede sig tilbage i lænestolen og lukkede øjnene halvt, mens hun tænkte tilbage på turen ved lægen.
"Faktisk har jeg ikke helt samme problem med Beldragon som er min beskytter. Ham kan jeg godt lade røre mig med en hånd på skulderen eller give hånd, godt nok ikke i flere halve timer, men alligevel... Selv et lille hurtigt kys på kinden en sjælden gang. Dog er jeg ikke helt tryk ved at give knus og kram, da det får mig til at føle fanget på en måde."

Trott nikkede let til hendes ord. Det var på en måde rart - trods de ulykkelige omstændigheder, der havde bragt dem hertil - at sidde og snakke med en anden på denne rolige måde. Det var næsten hverdagsagtigt for ham. Og fik ham til at føle at han stadig kunne noget og stadig kunne være til hjælp for andre. Det var rart og på en måde langt mere healende, end man nok skulle tro. Katrina havde også hjulpet ham, trods hun ikke vidste det.
Han kradsede sig let på den ene kind og hage.
"Jeg er glad for jeg har kunne give lidt hjælp tilbage" bemærkede han med et smil. Katrina havde i sin tid også hjulpet ham, blandt andet ved at lade ham arbejde her og lære ham lidt om selvforsvar. På en måde betalte han blot tilbage - trods han nok ville have hjulpet uanset.
"Jeg tror...Beldragon har været med dig siden barndommen. Du kender ham langt bedre, end du måske føler du kender Dust. Og måske har du en instinktiv fornemmelse af Beldragon, der gør det nemmere for dig at lukke ham ind. Det skal du ikke være ked af. Det er kun godt du endnu føler dig tryg i hans tilværelse. Det gør det også nemmere for at ham at hjælpe dig og beskytte dig" nikkede han let.
"Selv om I ikke har et seksuelt forhold, dig og Beldragon, kan det også være han ville udgøre en god kandidat til at øve med først. Det kan være det gør det nemmere eller hurtigere at nå nogen vegne med Dust...Selvfølgelig efter dit eget tempo stadigvæk" tilføjede han tænkende. Nej, nu teoretiserede han for meget! Det var vigtigt ikke at give forkerte forventninger eller håb. Han så over på hende igen. Men måske var det en mulighed?
Uanset hvad, var det op til Katrina hvordan hun ville tackle situationen.
"Nu må du ikke blive skræmt...Men jeg kan ikke huske om jeg har fortalt det her. Jeg er uddannet læge ved Dragons Peaks universitet. Men mest af alt vil jeg bare gerne være en ven. Så hvis du får behov for bare at snakke, vil jeg gerne være en lytter" bemærkede han så til sidst. Det kunne også være interessant at følge hendes fremskridt. Det ville gøre ham glad at se hende få det bedre.

Hun var så glad for at hun havde valgt at fortælle ham om det. Det føltes så godt at tale om tingene. Og den måde han tog det hele i et roligt og neutralt tempo, fik hende til at tænke på om han måske havde gjort det før - at hjælpe folk med deres problemer...
Hele hendes kropssprog nærmest skreg af glæde. Hvilket vistes kraftigt i hendes ansigt, hvor øjnene gløede af glæde og et kæmpe smil lå hen over hendes læber.

Hun åbnede munden for at ville takke ham, da han fortalte at han virkelig var uddannet læge. Ovenikøbet på et universitet i Dragons Peak. Det fik hende til at spærre øjnene mere op, og smile bredere.
"Jeg havde godt på fornemmelsen at du havde prøvet dette før. Det er jo pragtfuldt... Og fantastisk... Har du overvejet at starte en praksis, hvor folk kunne komme og få hjælp? Hvis det er vil jeg gerne hjælpe dig med at finde et hus eller værelser som kunne bruges. Du kunne også have det her, hvis du heller ville." Hun slog ud med armene som for at gøre betydningen af hendes ord mere faste.
"Jeg vil meget gerne snakke noget mere omkring mine udfordringer, både nu og i fremtiden." På en måde var hun allerede igang med tanker om hvordan hun kunne afprøve nogle af de ting han havde nævnt. Hun viste godt at det ville tage langtid, men gløden i hendes sind og sjæl var blusset op under denne samtale, så hun havde igen en utrolig lyst til at leve og se verdenen.

Hans øjenbryn gled op i hans pande, hurtigere end et lyn ville have slået ned på en stormfuld dag. En...Praksis? Til lægegerningen? Han havde aldrig tænkt over det. Han havde altid brugt sin tid på forskning. Faktisk undgik han nogle gange folk. Jo mere, jo bedre. Han var ikke så god til at hjælpe folk...Eller, det følte han i hvert fald ikke. Han var tåbeligt akavet og hans eget liv havde været ret begivenhedsløst, så han havde ingen basis for at hjælpe folk. Eller...Det var i hvert fald psykisk. Der var jo også den fysiske hjælp. Kunne en by nogensinde få for mange læger?
Ofte ville en læge prøve at afhjælpe begge dele, uanset om August selv havde adskilt det lidt i sin forskning. Og måske ville det netop give ham erfaringer og observationer han kunne bruge til noget.
Hans hjerte slog hårdt og han måtte holde i sig selv, for ikke at sætte sine forventinger for langt op. Umiddelbart kunne det lyde som en god ide, men der var forhindringer.
"Jeg ville aldrig kunne bede om så stor en tjeneste" svarede han så roligt, som han kunne.
"Det koster penge. At skaffe det rigtige udstyr. Startsomkostningerne, til der er en fast base af patienter. Jeg kan slet ikke forudsige hvornår jeg kunne betale tilbage...Det ville være en usikker investering" argumenterede han.
Men trods argumenterne, lød det en smule hult, selv for Augusts egne ører. Lori ville også elske det, på August' vegne. Og hvis han oprettede en praksis i den fattige del af byen, ville han formentlig have mere end nok patienter - omend, der var en risiko for at flere af dem ikke kunne betale. Eller kun kunne betale for noget af det. Hvor langt ned kunne han sætte sine priser, men samtidig holde det hele kørende?
Han kunne selv gå ud i naturen og plukke urter. Selv lave sine tinkturer, såfremt han kunne skaffe resten i byen.
Han trak vejret dybt. Han var for ivrig. Han blev altid for ivrig. Var det overhoved en god ide?

Hun kunne godt se på ham at han blev overrasket og ivrig ved hendes ord. Og alligevel holdte han sig tilbage. Det fik hende til at smile, særligt da hun hørte hans ord. Hun kunne godt forstille sig hvordan ham måtte føle sig. Overvældet og overrasket over at hun kunne finde på at tilbyde sådan noget. Ivrig efter at komme igang, og alligevel nervøs for hvordan det skulle gå. Hun lænede sig en smule frem og hvilede armene på sine ben, mens hun så på træbordet foran hende.
"Det er fuldt forståeligt at du er både ivrig og nervøs for at prøve. Men noget som jeg har lært gennem mine unge år, så er det at man kun finder ud af tingene ved at prøve sig frem. Selvfølgelig finder du det hele som en usikker investering. Men når jeg skal være ærlig, så finder jeg det som en interessant investering. En som starter i det små, og har mulighed for at udvikle sig som tiden kommer. Hvis jeg vælger at investere i den tanke, så er det ikke med henblik på at du skal tilbage betale noget som helst. Jeg ønsker at hjælpe andre, selv efter at jeg er faldet. Og jeg kan mærke at du er en god lytter, samt har en god ide om hvordan problemerne eller udfordringerne skal tages an." Hun drejede hovedet en smule og så roligt på ham. Hendes ansigt var mere fredfyldt nu end det havde været længe.
"Desuden så ønsker jeg at gøre brug af din ekspertise, da jeg tror der skal flere af disse samtaler til, før jeg bliver nogenlunde stabil igen."

Han vidste hun havde ret. Selv om han havde argumenteret for hvorfor det ikke var den bedste ide, hvirvlede tankerne allerede i ham. Muligheden for at udnytte noget godt og hjælpe folk. Muligheden for at bruge det, han havde lært og samtidig samle informationer han indirekte kunne bruge i sine studier. Det ville skabe et indkomst - på sigt - så han kunne betale Lori tilbage og måske endda skaffe sig sit eget sted at bo! Det ville...Det ville give ham hans liv tilbage. Give ham noget kontrol tilbage. Katrina havde ingen ide om hvor stort dette var eller kunne blive. For ham, personligt. Det var ikke bare en venlig investering i noget, der formentlig kunne være godt. Det var...En livsændring. Han fik sit liv tilbage, på en måde. Ikke at det ville fjerne alle hans egne problemer, men det ville give ham noget nyt at tænke på og bruge tid på. Og med tiden ville hans egne dæmoner måske forsvinde eller blive mindre.
August trak vejret dybt. Han måtte folde sine hænder foran sig, for ikke at vise at han rystede en smule. Han så over på hende med et smil, som kun lige præcis holdt ham fra at smile for stort.
"Jeg vil også gerne hjælpe dig, uden du behøver at give mig noget for det. Ja, som sagt...Så har du allerede hjulpet mig en gang. Selvfølgelig vil jeg gerne stå til rådighed igen, hvis du har brug for at snakke" gjorde han klart. Hun skulle ikke føle sig presset til det, i den tro han ellers ikke ville sidde her med hende. Som i at hun skulle betale ham på den ene eller anden måde - hvor der helt sikkert fandtes billigere løsninger.
Han trak vejret dybt igen og hans smil voksede kun deraf.
"Når det er gjort klart...Må jeg også indrømme at jeg...Elsker ideen. Jeg er skræmt af den, men jeg elsker den også. Og jeg kan næppe lægge tanken fra mig når jeg tager hjem senere i dag. Jeg ved det er normalt at skrive kontrakter om denne slags ting. Og vi bør også snakke om hvor meget du regner med at blande dig. Ikke at du ikke må! Jeg ved nogle investorer går meget op i...At tingene er deres penge værd. Så hvis du har nogle ønsker, syntes jeg vi skal diskutere dem" svarede han så og så over på hende igen. Hans blik havde fundet gulvet, uden rigtig at se gulvet, mens han talte.

Hun nikkede forstående til hans ord og smilede venligt til ham. Selv om hun var fristet til at bryde ind, lod hun ham tale ud, inden hun så meget som tænke på at åbne munden. Det var fuldt forståeligt at han stadig var nervøs for tanken, men det var ligeså klart at han var glad for ideen.
"Jeg havde ikke tænkt mig at blande mig i hvordan du indretter eller driver din praksis. Så længe der er mulighed for folk der ikke altid har råd, kan komme forbi og få hjælp. En del af handelshusets overskud går til de fattige og trængende, i håb om at vi kan hjælpe folk til et bedre liv. Det er også derfor at vi har huset ved siden af, hvor de fattige kan komme ind og få mad, samt en seng for natten." Hun lænede sig tilbage i lænestolen og lod hovedet hænge lidt bagud, så hun så op i loftet.
"Selvfølgelig er der en del af de finere folk, som brokker sig over at vi hjælper de fattige. Samt sælger vare til billigere priser til de trængende. Men jeg tvivler på at det ville gøre den store forskæld om vi tilføjer muligheden for at kunne snakke med en uddannet læge." En lille varm latter kom fra hende efter hendes sidste ord. Hun kunne levende forstille sig hvordan de fine fruer ville begynde at 'hønse op' omkring det når August startede sin praksis, men samtidig kunne hun ikke være mere ligeglad med fruernes mening. Bare byens folk fik mulighed for den hjælp de så hårdt havde brug for. Hun sukkede lidt.
"Hvis du under dig over min måde at styre tingene på, så skyldes det nok at jeg er vokset op på en pirat ø. Det er først for et års tid siden at de stoppede pirateriet og gik over til handel. Min mor startede som handelskvinde og fik senere smag for piratlivet hvor hun mødte far. Men hun er enig i at tiderne har forandret sig og klanen må følge med for at kunne klare sig."

Han smilte svagt for sig selv og nikkede.
"I så fald burde jeg prøve at finde et lokale tæt på stedet her. Som du selv siger, så ville det gøre det nemmere for dem at finde en der kan hjælpe dem på flere måder. Og det vil også hjælpe folk, der ikke stoler på læger, hvis jeg kunne gå rundt blandt dem fra tid til anden" foreslog han og nikkede endnu en gang. Det gav god mening, for han var skam villig til at hjælpe dem der havde brug for det. Desuden, hvilket desværre også betød noget, kunne det være Katrina ville være villig til at spæde lidt til, hvis han stod og ikke kunne betale alle sine udgifter. Han kunne kun udføre så og så mange gratis gerninger, før det ville gå ud over den endnu hypotetiske praksis.
Med stormen der vedblev at værre der, skulle folk nok før eller siden blive ramt af flere sygdomme også. Især når vandet havde svært ved at forlade gaderne og det ville give mere fugt, kulde og medfølgende komplikationer. Forhåbentlig stoppede stormen snart - og hvis ikke? Ud over der allerede var risiko for at årets høst blev ødelagt, ville han så havde midler nok til overhoved at helbrede folk? Før eller siden ville han nok løbe tør. Men den tid den sorg, ikke?

August trak vejret dybt og lænede sig mod armlænet. Med en albue på armlænet og hovedet hvilende i sin arm, så han afslappet over mod Katrina. Smilet hvilede stadig på hans læber.
"Jeg ville ikke forbinde pirater med denne venlige behandling af byens fattige" indrømmede han ligeud. Så trak han lidt på sin ledige skulder og så frem for sig et øjeblik.
"Men det forklarer måske hvorfor I har penge til at holde det kørende" tilføjede han sigende.
"Jeg følger ikke rigtig med i klaner...Hvad er det for en?"

Kat smilede da han snakkede om at ville prøve at finde et lokale. Hun havde allerede lidt tanker som muligvis kunne hjælpe ham i starten.
"Du er også velkommen til at bruge et af mødelokalerne her. Der er hele fem at vælge imellem, og så mange har vi endnu aldrig haft brug for på en gang." Hun rejste sig mens hun snakkede og gik hen til en snor der hang i det ene hjørne, som hun trak i en enkelt gang. Derefter gik hun tilbage og satte sig igen, hvor hun lod albuerne hvile på sine lår og flettede fingerne, inden hun fortsatte.
"Som jeg også nævnte, så er klanen ved at omvende sig til kun at være handelsfolk. Min farfar, som er klanens leder, kom ind på tankerne da de fandt de sorte opaler. Og folk har taget godt imod tankerne, da mange syndes at piratlivet har kostet dem for meget inden for de sidste par år. Selv farfar mistede sin mage, søn og mages søn fra andet forhold, som også var min far. Nu hvor jeg tænker over det, så husker jeg tydeligt hvordan både farfar og hans mage, samt mine forældre foragtede slaveri. Desuden var min mor, grundet hendes skovelver race, ikke glad for at slå folk ihjel. Og far kunne ikke, grundet hans skytsengel race." Der blev kort banket på døren og en kvinde åbnede den lidt, så hun kunne stikke hovedet ind. Kat smilede til hende.
"Vil du være sød at komme med en kande lemonade og noget frugt?" Hun så hurtigt over på August.
"Er der noget du heller ville have?"
Så snart August havde svaret, nikkede kvinden og smuttede igen. Det tog hende omkring tyve minutter at komme tilbage med forfriskningerne, hvor hun igen bankede på døren inden hun gik ind.

August smilte let til hende, før han rystede på hovedet.
"Selv om jeg meget gerne vil hjælpe folk, der kommer her, tror jeg det er bedre at lede efter et lokale i nærheden. Også for min egen skyld"
Han sagde det ikke, men han ønskede ikke at være for afhængig af hende. Hun havde allerede gjort meget for ham, og han var skam taknemmelig. Men han havde også brug for at skabe en form for selvstændighed igen. Arbejde for at skabe sin egen hverdag og skabe sig selv et liv igen. Det var nemmere, hvis han følte sig lidt mere...Ja, selvstændig var nok det helt rette ord. Desuden var det en proces. Han ville gerne gå rundt og lede efter det helt rigtige sted. Det ville være første skridt.

Han lyttede til hendes fortælling. Og da kvinden kom, så han smilende på hende og bad om en kop the. Lidt frugt lød lækkert, så det sagde han skam heller ikke nej til.
"Det lyder som om...øh..." Hvad var han ved at sige? At de racemæssigt lød meget blandet? Men han var bange for det kunne forstå racistisk, hvilket langt fra var hans mening.
"...Spændende, tror jeg er det ord jeg leder efter? Min egen familie bor her i byen. Vi er rene mennesker hele vejen igennem, så vidt jeg ved. Ikke meget nyt under solen der"
Ikke at han kunne opsøge dem. Ud over de levede i forskellige verdener - han var, eller havde været, professor i Dragons Peak, mens hans familie arbejdede hårdt hver dag for at overleve - så var der også risikoen for at han hev noget farligt med hjem. Hvad med de folk, der oprindeligt havde været efter ham? Hvad hvis et væsen fulgte efter ham og fandt dem? Det var bedre at blive væk. De var mennesker. På mange måder havde de ingen plads i den verden, som August brugte det meste af sin tid i.
Han rettede sig let i stolen og trak vejret dybt.
"Jeg kan ikke rigtig fortælle min eget historie uden at vende tilbage til nogle...Uønskede...Hændelser. Så jeg beklager hvis stemningen hele tiden bliver lidt mørk. Det var ikke min mening" bemærkede han endelig, før han sendte hende et undskyldende smil.

Kat smilede til August, da hun hørte hvad hun nærmest havde forventet. At han selv ønskede at finde nogle lokaler, hvilket også var helt forståeligt. Hun nikkede til det med et smil på læberne, men ellers sagde hun intet. Der var mange ting som spillede ind over dette. Et selvstændigt liv, måske en kæreste eller kær som han var bange for at vise frem. Og selvfølgelig fornemmede hun lidt nervøsitet, som om han var bange for at hun ville blande sig for meget. Det var i hvertfald det hun tolkede det som om, og hun bebrejdede ham intet. Hun huskede selv tilbage på sin barndom hvor hun havde været meget beskyttet, hvilket til tider havde været meget generende.

Da hun havde fortalt om sin baggrund med piraterne og om sine forældre fornemmede hun at han holdte sig tilbage med sit ordvalg, som om han var bange for at være nedsættende overfor hende. Hun kunne ikke tilbageholde en lille varm latter.
"August, min ven. Tal du blot fra hjertet. Jeg er vokset op mellem pirater som var af alle verdens racer, så der skal en hel del til før jeg bliver stødt over nogle udtagelser." Hun så roligt på ham, mens kvinden kom tilbage med lemonade, the og frugt, som blev sat på bordet. Da de igen var alene i lokalet, lænede Kat sig frem og snuppede et æble som hun tog en bid af. Den blev hurtigt tygget og Kat så igen venligt på ham.
"Du skal kun fortælle din historie, hvis du har lyst. Uønskede hændelser er ikke sjove at tale om. Det ved jeg selv efter voldtægten. Hvilket minder mig om noget helt andet... Mange forstår ikke hvordan jeg blev født som en almindelig engel, når min far var skytsengel og min mor er skovelver. Men guderne ville det sådan. Som min farfar, der er dragonianer, altid har sat: "Kat, min kære. Hydra og de andre guder, har ønsket at du skulle være en engel. Ikke blot af sind, men også af race. Døm ikke andre, uden at forvente at de dømmer dig på samme måde. Vi er en familie af blandet racer og sådan er det. Lys og mørke høre sammen på både godt og ondt." Og han havde ret. Gennem min opvækst, hvor jeg lærte våbenbrug af de forskellige pirater og min familie, samt var med ude og sejle sammen med mor flere gange. Ja, der lærte jeg at forstå farfar's ord." Kat tænkte kort om hun skulle tage tillidspringet og besluttede sig for det.
"Min farfar elskede sin mage, som også var hans sjælmage, over alt. Mor fortalte mig tit om hvordan han havde mødt min fars kaptajn, som også var dragonianer. Og som var en mand ved navn Raco Fire. En meget bedrygtet pirat. Den gang hed min farfar Jake Black, og var ikke klar over at guderne ville teste ham. Efter at de to fandt ud af at de var tiltrukket af hinanden, fandt de på at de ville slå deres to flåder sammen og starte klanen Blackfire. Jeg fik fortalt at min farfar Raco havde en særlig evne til at bære børn, som en kvinde. Og han skænkede Jake en søn, min onkel Connor. Desværre havde guderne valgt at teste farfar Jake med tabet af Raco og Connor, samt min far, som Jake havde taget til sig som sin søn. Min far var søn af Raco fra et tidligere forhold med en kvindelig skytsengel. Så ja, jeg ved godt at livet ikke altid er en dans på roser og smukt." Mens Kat fortalte skænkede hun sig et krus lemonade og holdte diskret øje med hvordan August reagerede under hendes fortælling. En lille del af hende skreg at det ikke var klogt at fortælle dette, men en anden del af hende bad hende stole på manden foran hende. Og det var den del hun lyttede til.

// Sorry for længden //

Han måtte holde tungen lige i munden, for at følge med i hvem hun talte om og hvordan hendes familie hang sammen. Der var tabuer omkring det at blande racer. Nogle racer gik meget op i det, men der ville næsten altid være mønsterbrydere, der gik deres egen vej. Det var tit derfra man mødte blandede racer. Folk der på en eller anden måde formåede at være en del af to racer. Men ofte blev barnet enten det ene eller det andet.
Lige med denne familie, havde de haft muligheden for at sejle ud til deres eget sted og være dem selv. En frihed mange ikke kunne nyde på samme måde. At det var to mænd generede ham ikke. Hvorfor skulle det? Han levede hos en incubus, der netop gjorde hyppig brug af samme køn...Ja, Lori og Sean havde været sammen som partnere i længere tid. Til de ikke var det mere.
Men i det hele taget betød seksuelle forhold nær intet for ham. Det var ikke noget han selv hengav sig til, og han havde næsten ingen erfaring på området. Han havde været sammen med en kvinde eller to over årene, men aldrig noget at råbe hurra for. Måske havde han bare ikke haft nogen overvældende oplevelse endnu, ventede på den rigtige - måske var videnskaben hans elsker. Han kunne blive mere glad for videnskabelige ting, end tanken om en nøgen kvinde. Eller mand, for den sags skyld. Og det blev ikke bedre efter hans egen...
Egen lille voldtægt.

Han var heller ikke specielt religiøs. Han var lidt hverdags-religiøs, eller hvad man kunne kalde det. Men selv om han ikke kunne relatere, kunne han stadig lytte og prøve at forstå. Han studerede sin the imens hun talte, før han selv tog et æble og bed i det. August havde ikke nydt et stykke frisk frugt i flere dage, så det var ret lækkert.
Han sendte hende et drillende smil.
"Hvis du afprøver mig, for at se om jeg har de samme fordomme som mange andre, bliver du nok skuffet" bemærkede han roligt, efter hun var færdig. Han havde bemærket hendes afventede udtryk og gik ud fra historien om de to mænd - og det lidt mere sære, ved en mand fik et barn - næppe var en populær historie særlig mange steder.
"Jeg har længe fokuseret mit arbejde på at forstå og studere de forskellige racer. Det kræver en hvis åbenhed" tilføjede han.
Han var af natur en lytter. Selv om han havde været på grænsen til at fortælle om sig selv, om noget der havde været hårdt for ham, så lod han nu være. Hun havde overtaget det med sin egen lange fortælling. Og det var også okay. Når det kom til stykket, så sad de jo netop her fordi han havde tilbudt at snakke med hende. Stille tyggede han videre på sit æble. Han sad i stilhed og gav hende muligheden for at snakke videre, hvis hun ønskede det.