It's a little boy darling!

At være gravid i 9 måneder, at skulle bære deres barn i maven, havde ikke været det store, men Adalra måtte give sig, de sidste dage. Hun havde dårligt kunne bevæge sig, på grund af smerter i ryggen og hævede ben, selvom det var deres første barn, vidste Adalra det var lige op over. Hun havde sørget for så mange af de ting, hun vidste de ville skulle bruge og kunne skaffe uden at det ville være for dyrt og besværligt for dem.

Dagen kom, Adalra havde ligget det meste af dagen, på grund af smerterne og det hun an så for at være veer, hun havde ikke særlig meget erfaring med dette, men vandet var gået, så det var lige op over godt og vel.

Efter en del timer, fra vandet var gået, havde hun født en lille velskabt dreng. Adalra havde ikke set ham endnu sådan rigtigt, for fødslen havde været virkelig hård ved hende, hele hendes krop var mærket af det ved at være slap og svedig. Hun fik lukkede øjnene efter få minutter, hele hendes krop havde været på overarbejde, det var første gang og det var hårdt for hende. Derfor lykkes det Adalra at falde i rolig søvn, hun havde ikke haft kræfterne til at holde sig vågen, tiltros for at hun havde været badet i sved.

//time spring 1½ time frem \\

Adalra begyndte at røre på sig, som hun langsomt vågnede, hun kunne høre lyden af nogen som puslede rundt omkring i grotten. ” Hvad blev det?” spurgte hun træt og afkræftet. Adalra kunne mærke sin krop, det var helt sikkert, hun var slet ikke i tvivl om at hun havde enhver del på sin krop stadigvæk. ” jeg er så træt ” Sagde hun stille og prøvede at sætte sig op. Adalra havde ikke noget at registrere ret overbevisende om hvilket køn deres lille var, som det var blevet født. ” av av ” mumlede hun som hun prøvede at ville komme op og sidde. ”Vi klarede det” Sagde hun med et kærligt smil på læben til Keruel.

Keruel havde været... Nok en del mere på krigsstien, i disse måneder, mens Adalra havde været gravid. Mere fjendtlig end ellers, som hans måde at beskytte hende på - at han ikke tillod særlig mange at komme tæt på hende, udover sortelver klanen de nu engag boede hos, dem der i sin tid havde taget dem begge ind som var de født en del af klanen, efter de hver især havde bevist deres værd. Så selvfølgelig var de, de eneste en så paranoid som Keruel stolede på i denne prøvende tid, især siden Adalra førhen havde haft spontane aborter, og dette var den eneste af graviditeterne der var nået så langt her - så skulel der fandme også holdes øje me dhende og deres ufødte barn. Intet skulle der ske dem - og det havde han så også sørget for i alle de måneder. Han havde nærmest aldrig sluppet Adalra af syne.

Og nu var dagen kommet. Han havde været der for hende og støttet hende under hele fødslen, og nu... Nu havde de en lille, velskabt baby dreng... Der selvfølgelig allerede helt tydeligt var elver som dem begge, det bevidnede de spidse ører om. Men igen, Keruel var født af en utroligt ren linje af skovelvere... På den ene side af familien, i alt fald. Han havde frygtet at nogle af menneske generne fra hans mor ville gå igennem, men at dømme efter ørernes form, så var deres dreng mindst ligeså meget elver som hans fars del af familien, og som Adalra's familie.

"Det blev en dreng," informered ehan hende roligt om, som drengen var blevet svøbt i etblødt dyreskind, inden han ramte ham til hende, så moder kunne få noget tid til at knytte det stærke bånd mellem moder og barn. "Shh, shh... Bliv liggende. Du har lige mistet en masse blod. Du har brug for hvilen." sagd ehan så, som han satte en hånd på hendes skulder for at modarbejde at hun prøvede at sætte sig op. Det ville ikke lige være det klogeste at gøre lige nu, de tvar han helt sikker på.

Høre Keruels stemme, gjorde hende beroliget, hun havde godt hørt at der var blevet pludset rundt omkring hende som var hun begyndte at vågne efter den ret hårde fødsel, hun havde ikke helt regnet med at det ville være så hårdt som hun havde haft det, selvom hun af flere andre sortelver havde fået ad vide at det ikke var det rareste og mindst smertefulde, men dog at det var det hele værd. Som han fortalte at de havde fået lille dreng, kunne hun ikke helt lade være med at smile stort som han rakte hende deres første barn, hun tog ham tæt ind til sig og kunne ikke lade være med at nusse ham og kigge dejligt på deres lille dreng. ” Han ligner sin far på et brik ” Sagde hun og der trillede stille tårere ned af hendes kinder som Keurel ville have hende til at blive liggende, hendes krop var træt og afkræftet, men det nu ikke derfor hun græd. De havde prøvet så mange gange uden held og nu lå hun der med deres lille søn hun havde virkelig svært ved at tro det var virkeligt. ” Han er dejlig” Sagde hun og kunne mærke og høre på deres lille dreng at han var vågnen og sulten der løb også lidt mælk fra hendes meget ømme barm. De havde løbet indimellem de sidste par dage op til fødslen. Adalra havde aldrig prøvet dette og vidste ikke helt hvordan man skulle gøre, men det kunne vel ikke være så svært?.

Adalra havde ikke rigtigt noget tøj på som hun havde født og derfor var det nemmere for hende at få deres lille dreng til at ligge til hende og hun prøvede at gøre som hun troede man skulle gøre, hun vidste jo at babyer skulle have moderens mælk, men lige hvordan det var hun ikke helt sikker på. Dog lykkes det hende at få ham til at begynde at spise. Det gjorde ondt på hende, men det var nok fordi de var så fyldt med mælk og at de nu blev brugt. Man kunne godt se på Adalra hun var usikker og faktisk var hun også bange for at tabe ham. ” Jeg ved ik om jeg gør det rigtigt” Sagde hun usikkert til Keruel som den lille begyndte at brokke sig og græde.

A small smile showed up on Keruel's lips as he'd given their son back to Adalra, quietly watching her as she started trying to figure out just how to breastfeed their son. Keruel himself had seen his fair share of women in their small tribe of dark elves breastfeeding their own children, so at least he had a sense of how it should be done, and it looked like she was doing it just the right way, so he gave her a comforting smile.

"You are doing it right. Don't worry." he said with the same smile,before sitting down next to them, and calmly patting their son on his back, gently trying to shush him and encourage him to keep on eating a little bit, instead.

//den blev meget kort, sorry :/