Shyyy darling [Nora]

Påklædning [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] + [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Nora havde været mere end lykkelig på vej mod Stella. Efter at havde været ude for at shoppe lidt, var hun kommet forbi den helt perfekte ting, bare det at kigge på den fik hende til at tænke på Stella. Det havde været et utrolig smukt maleri, der forestillede to elskende, ikke blot to tilfældige elskende, men netop dem. Hun havde set man kunne få malet sit eget maleri, så hun havde spurgt maleren om han ikke kunne male det...hvilket han gav god for. I dette øjeblik gik hun så med det lille maleri under armen og var på vej hjem til sin elskede. Hun kunne ikke vente til igen at være i armene på den hun elskede. Det var dog indtil en ung mand trådte ind foran hende, med nogle træk der så aldeles bekendte ud. Det var først ved hans ord hun fandt ud af hvem han var, og først der var det for sent og alt sortnede for hende.
Hun stønnede, selvom dette ikke var første gang hun var slået bevidstløs, for kun den almægtige kendte til det præcis antal gange hendes kære bror havde banket hende så hård hun var gået i gulvet. Hun blinkede med øjnene, forsøgte at få sit syn til igen at være klart. Det var først efter noget tid det gik op for hende hun ikke kunne bevæge sig. Så hele den lange lykke havde ikke været en drøm, og hun var ikke tilbage hos sin bror, nej hun lå spændt ud på en gammel seng. Hun kunne føle hvordan hendes hud for længst havde reageret på kulden omkring hende, men mest af alt kunne hun også fornemme hvordan en hånd gled ned af hendes side. Det kørte stadig en smule rundt, men dog ikke nok til hun ikke kunne så op og mødes med et par tomme brune øjne. Normalt ville folk begynde at græde, tigge og bede for deres liv...men nu havde hun lidt for mange gange været udsat for vold til at begynde på den slags, i stedet kiggede hun bare direkte mod ham

Hun kneb øjnene sammen da han med et greb fat om hendes kæbe. Hvad Stella ikke vidste eller så mange andre, var at hun ikke var som alle andre engle. Godt nok var hun endnu ikke faldet, men hun var heller ikke en tøs..det havde hun skisme fået for mange tæsk til at være. Da han kommenterede det var Stellas skyld, var hun lige ved at grine. Det havde da ikke været Stellas skyld, hun kunne muligvis havde trykket på knapperne der til sidst fik det hele til at skumme over, men det var ikke hendes skyld han havde taget hende. Hun hævede øjenbrynet da han valgte, at køre hånden igennem hendes hår, der var ingen der rørte hendes hår på den måde ud over Stella. Hun lod ingen røre hende, ingen ud over hendes elskede.
Hun sagde intet, gjorde intet udtryk for at han var der. Da han valgte at hænge maleriet op, stirrede hun blot tomt for sig. Hun var for vant til smerte, hun havde oplevet over 40 års smerte i form af daglig tæsk, i form af frygten for døden. Han kunne ikke skræmme hende, det havde Joseph allerede gjort så ofte, han havde indprintet det i hende. Da han så fint valgte at køre sine læber hen over hendes læn, brummede hun nærmest af afsky, specielt ved følelsen af hans tunge. Selvom Stella kunne gøre det samme som ham, gav hendes gerning ikke samme afsky i hende, ligesom hans gjorde. Indtil nu havde hans ord ikke gjort hende noget, dog gjorde det ondt...den viden om at Stella ikke engang opdagede hendes egen bror var væk, så ville det nok også resultere i at hun ikke opdagede hendes egen forlovedes forsvinden. Hun bed sig i læben, da smerten kom op i hende. Stella ville nok have for travlt, specielt efter Matt var blevet fundet igen. Hun havde brugt så lang tid med ham og Nora kunne føle hvordan hun blev smidt til siden, som om Stella blev træt af hende. Hun vendte ansigtet væk, og et par tårer kom op i hendes øjne. Hun kunne fornemme hvordan et lille sted i hende frygtede hans ord, de lå ikke så ofte og puttede længere. Når hun endelig gik i seng, så var Nora allerede faldet i søvn, og når hun vågnede op igen var Stella væk. Hun kunne fornemme hvordan hun igen blev ladt alene...måske var dette ikke meget mere end en lille ting