Come on Darling, Tell me what is happening! - Ramsay

Det var et stykke tid siden at han sidst stødte på Nephthys. Dengang var han blot en morder der myrdede for sjov! Det var sjovt at tænke tilbage på de tider hvor alt hvad han lavede ikke havde nogen mening. Endnu en person død i Doomsville city? Det var blot Ramsay der havde kedet sig. Hans ravage havde gået vidt nok til at han i løbet af kort tid havde fået en dusør placeret på sit hoved. Rygterne om hans død havde dog fået fjernet dusøren – Man kunne jo ikke jage de ”helt” døde.
Han havde taget noget afslappet på – Hans normale bødels attire. En sort langærmet trøje samt et par sorte bukser så han kunne gå i med omgivelserne. Godt nok var det iskoldt udenfor, men Ramsay elskede kulden. Den stikkende fornemmelse af kulden mod hans hud var ubeskrivelig. Han vandrede stille afsted, dog ville det ikke være længe før han ankom til Nephthys’ hus. Han havde lagt sine planer omkring Lucile på hylden. Trods alt så havde besøget hos Nicholas givet ham nye spændende idéer. Men de var allerede skrevet ned, så hans aften var helt fri – Så hvorfor ikke besøge en gammel kending? Han var interesseret i at høre hvad hun havde gået og lavet mens han selv havde haft det travlt.
Døren blev åbnet og han blev mødt af et ungt ansigt. Han nikkede kort som hilsen inden han roligt trådte ind. Da han så Nephthys bredte et smil sig på hans læber og han bredte armene ud i en glædelig hilsen:” Frøken Storyteller. Jeg må sige at jeg er ganske overrasket over den invitation der blev budt mig, men jeg kunne ikke takke nej. Det er trods alt sundt at tjekke op på gamle bekendtskaber. Sig mig, hvordan har du det?” spurgte han i en lettere nysgerrig stemme som han nærmede sig hende.
Han havde ingen våben på sig. Han følte ikke at det var en nødvendighed i denne sammenhæng. Han rakte ud efter hendes hånd og hvis hun rakte ham den ville han placere et hurtigt og formelt kys på hendes håndryg inden han så ville slippe igen. Det var trods alt vigtigt at være en gentleman. Selv for monstre.

Han satte sig roligt ned i en anden lænestol og foldede sine hænder som han lyttede til hendes snak. Et smil formede sig på hans læber over disse ”rygter”. Han lagde let hovedet på skrå inden han så rystede på hovedet. ”Jeg går ud fra at disse rygter er tanker de har hørt fra vidt omkring?” spurgte han så, måske en anelse misledende fra deres egentlige op startede samtaleemne. Men han ville ikke lade hende tro at han ikke ville tale om det, tværtimod var han ret spændt på at fortælle hende om det. Han lænede sig tilbage som han talte. ”Ballade har altid været et af mine allerværste træk. Men denne her slår dem alle sammen.” sagde han, som det kunne lyde, ville man kunne tro at der var en anelse anger at finde i hans stemme – Dog var der ingen anger overhovedet.
”Jeg vil fortælle dig alt som du vil vide, endda ikke spare nogle vitale detaljer. Jeg værdsætter trods alt vores venskab. Men selv hvis disse informationer skulle falde i hænderne på Lucile, ville ingen kunne stoppe det fra at ske.” forklarede han så. Hvis han skulle gå hen og dø, havde han nogle betroede som kunne overtage og færdiggøre hans arbejde. At han var levende eller død skulle ikke stoppe eksperimentet fra at blive udført fra punkt til prikke. Så han tog det helt roligt og ville med glæde også uddybe visse områder som egentlig nok kunne spolere det hele. Han så på hende mens hans foldede hænder skiltes og han formede noget rundt, i luften imens han fortsat forklarede.
”Lucile er et eksperiment, det prægtigste af dem alle. Jeg formåede at samle sindet på to dæmoner, en udsultet udvidende kvinde og en af komplet modsat karakter. At forene deres sind har ikke blot vist sig at være muligt, men yderst gavnligt. De fungerer som et normalt menneske, i harmoni…. Tildels harmoni… Med hinanden, den ene som beskytter, den følelseskolde, mens den anden som den sårbare, følende.” sagde han og stoppede sig selv inden han blev alt for medrevet af det. Det havde været yderst spændende og han havde indset at det ikke blot var for torturen i det, men også det at det overhovedet havde kunne ladet sig gøre. Han havde fundet gejsten for at prøve noget andet end bare at pine.
Han rystede så let på hovedet og smilte kort. ”Men som alle tvillinger nu engang skal skilles og leve deres eget liv, skal disse to også skilles. Hvad de så foretager sig bagefter er ikke mit problem. Men så længe de er sammen, kan jeg ikke tænke på andet end at teste deres evne, se hvor langt jeg kan trække den. Det hele skal dog vente..” sagde han, hvor den sidste del blev mere en fortvivlet vrede. Han gnubbede sit ansigt og sukkede. Det var utroligt at sådan en oplevelse skulle ende op i at stoppe ham i det han gjorde bedst. Hvorfor kunne han alligevel ikke bare gøre som han ville? Havde han virkelig udviklet et eller andet bånd til Lucile der gjorde at han faktisk fandt det i sig at tænke på hendes følelser? ”Hun er gravid, så hvis jeg vil have nogen chance for at hun ikke ender op i at tage sit eget liv og ødelægge hele eksperimentet skal jeg vente med at skille dem igen til hun har født. Men som sagt – Efter det er det slutningen på det hele. Jeg ville alligevel ikke ende op i at Josette vil slå dem ihjel af jalousi. For jeg ved at Josette er begyndt at blive træt af min fiksering... Uforståeligt, virkelig..” sagde han så.
Efter han var færdigt med at forklare det hele, indså han at hun havde svaret hans spørgsmål og tilldels også spurgt indtil hans liv i øjeblikket. Men han havde jo stort set lige fortalt det hele. Han gnubbede kort sin hage mens han tænkte sig om:” Jeg fik arbejde i Dragons Peak… Det varede et par måneder eller et år.. Tiden fløj. Indtil jeg fandt ud af at Lucile stadig var i live…” sagde han så, det betød ikke nær så meget for ham som det med Lucile gjorde, så han ville ikke rode mere i det. Han lænede sig tilbage i stolen og lavede en gestus mod Nephthys ”Men nu har jeg har sagt ganske rigeligt, det må være din tur. Så spændende en kvinde som du er, må der altid være et par historier med.” sagde han med et let glimt i øjet.