Ghosty ghost (Semyon)

S: Doomsville, kirkebygning
T: Aften
V: Overskyet.

[For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.]

Fingrene gled over kanten på lædertasken, der hang over hans ene skulder og hvilede under hans ene arm. I den lå der papirer, en fjerpen og et blækhus - nok til at tage nogle noter på farten, hvis han fik mulighed for det. Semyon havde været venlig, for nu, men August ville heller ikke overdrive sin velkomst ved ligefrem at skrive ting ned foran Semyon, hvis denne virkede utilpas med det. Og så igen...Virkede Semyon nogensinde utilpas? Det var som om manden var mere følelsesmæssigt...afstumpet?...End flertallet. Spøgelsestilstand? Det ville evolutionært give mening. Hvordan skulle man ellers kunne forholde sig til sin egen død og denne nye tilstand mellem to - eller flere - verdener? Men det var virkelig svært at sige noget konkret, før han havde fået muligheden for at møde flere spøgelser. Noget der virkede lige så langt væk, som at han nogensinde kunne rejse tilbage til Dragons Peak og genoptage sine studier der. Han havde undervist. Han havde forsket, skjult i bjergets beskyttende indre.
August trak vejret dybt. Men ikke så skjult eller ikke så beskyttet. Men skulle tro man kunne føle sig tryg, omringet af hård klippesten. Men nej. Her stod han, midt i Doomsville, men ikke fordi han ligefrem havde haft lyst.
Han rystede svagt på hovedet. I aften handlede det ikke om hans uheldige livsændringer. Han strammede grebet om stroppen, som hans blik gled over den forladte kirkebygning foran ham. Høj, som kirkebygninger altid virkede til at være. Forladt, men havde den tilhørte Elona'dal? Havde den så været forladt? Mon den tilhørte en minoritet eller en anden religion, der ikke ligefrem sprudlede frem i Doomsville?
Et lille smil gled over ham. Så mange spørgsmål.

August var klædt i nogle slidte sko, et par bukser og en varm trøje og kappe. Det hele i samme neutrale farver, som så mange andre gik rundt med. Håret uglede. Han havde ikke sovet meget, siden han havde mødt Semyon. Optaget af at finde tidligere noter, bøger eller andet om spøgelser. Han ville være forberedt på denne samtale, omend han sagtens kunne have brugt flere dage på at læse op på emnet. Med en hurtig bevægelse vædede han sine læber, før han gik det sidste stykke op til bygningen. Med en hånd mod den store dør, skubbede han den knirkende op. Indenfor var der mørkt. Ikke overraskende, siden nattens mørke havde sænket sig over byen. En indelukket lugt, som om stedet rigtig nok havde været forladt det sidste lange stykke tid. For en stund stod han bare og kiggede ind i mørket. Med alle hans uheldige møder på det sidste...Var det så virkelig en god ide at gå ind i en mørk, forladt kirke midt om aftenen? For at mødes med en person, som August ikke rigtig kendte og som muligvis kunne ønske ham de samme former for skader?
Han trak vejret dybt. Til sidst trådte han ind i den kølige bygning. Han prøvede ikke at larme, men han var knap nok gået et skridt, før han fik sparket til et eller andet. Formentlig en sten. Noget, der gled larmende en meter længere frem foran ham. Han stoppede overrasket op, hans hjerte slog automatisk hårdt i brystet på ham.
"Ha-Helloooo? S-Semyon?" kaldte han, på en og samme gang både lidt højt og hviskende. Han turde ikke helt råbe højt, men Semyon kunne ikke vide det var ham, hvis ikke han faktisk sagde noget. Han rømmede sig og rettede ryggen, i håb om kropspositur alene kunne give ham mere mod og ro.
"Det er mig! August!"
Please, store mørke bygning...Ingen ubehagelige overraskelser....Jeg er her for videnskabens skyld! De ord bad han stille til sig selv, mens blik gled rundt i mørket omkring ham. Ikke villig til at forlade det svage lys fra den åbne dør bag ham.

Semyon's aften... Tja, den havde vel været som så mange andre. Helt almen for ham, men ganske anderledes end den ville være for langt de fleste. De fleste ville vel nok have været sammen med deres familie eller venner og hygget sig om et måltid eller et godt spil. Semyon selv... Tja, han havde forberedt sig på aftenen han skulle tilbringe med mennesket, August. Han havde fået indrettet sig i loftsrummet af den gamle, forladte kirke. Her var de ringen der opkrævede leje af ham, ingen der kiggede efter ham, de fleste syntes kirken virkede for hjemsøgt - hvilket vel også i bund og grund var rigtigt - til at de ville besøge den, så han blev efterladt i ro og mag her. Tidligere på dagen havde han taget et af de ensomme, forældreløse gadebørn ude fra gaden - og med en hånd ove rhans mund havd ehan fået trukket ham med sig ind i kirken, for herpå at gå i sin åndelige form, stikke en hånd ind gennem brystet på ham, knuge fat om det lille hjerte... Og derpå suge livsenergien ud af ham. Knægten faldt bevidstløs om, en af de få der faldt i et koma og ikke døde... Ikke at han fik lov til at være længe i det koma, dog. For inspirationen havde ramt Semyon tidligere på aftenen, og det var det, der var skyld i at han havde taget knægten med sig tilbage, og så snart han var tilbage i fysisk form, slæbt ham med sig op i loftsrummet.

Heroppe havde han lagt knægten på gulvet, før han var gået  hen til hjørnet hvor hans lærreder og andre redskaber var samlet - han åbnede en lille bylt, og herfra drog han en kniv... Som det var tydeligt havde set til en del blod før. Han trak heller ikke så meget som en mine som han sprættede maven op på knægten, for derefter at pakke kniven pænt ind igen, og tage sine pensler, dyppe det i blodet der flød fra ungen, og var begyndt at male det nye maleri, som han netop havde fået inspiration til... Som han havde tænkt på i aften. Måske skulle det være et til August? Det ville væreførste gang at han gav et maleri til nogen, men måske kunne det blive anset som en lille venlig gestus, for den gensidige nysgerrighed de begge lod til at besidde for hinanden?

I alt fald så var han fuldt igang med dette, da han kunne gøre dørene nedenunder knirke. August var kommet en smule tidligere end han havde forventet... Og generelt var mennesker vist ikke så glade for at se på andre mennesker der var på dødens rand, vel? Så, hurtigt, løftede Semyon knægten en smule op, for at tage et glas ind under ham, og samle det blod op, som han mente han ville få brug for til maleriet. Glasset blev stillet ved siden af staffeliet, på en lille skammel hvor hans pensler stod i et andet glas,og der var en smule vand med sæbe i til at rense penslerne, i et tredie.

I et snuptag tog han knægten over skulderen, og gik over til vinduet, der så ud over den lille baghave med gamle grave, der vendte i modsat retning af hoveddøren - og smed ganske simpelt knægten ud af det vindue. Han ville ikke være den første der var blevet dumpet der, da Semyon langt fra var den eneste der smed lig på de små kirkegårde. Lyden af kroppen der faldt blev dog dæmpet af buskene som han landte i, og det var rimelig sikkert, med tabet af livs energi og det sår i maven, samt faldet, at knægten nok var død nu.

Derpå begav Semyon sig nedenunder for at byde August velkommen, uden at skænke en tanke til blodet der var på de nedre dele af hans arme, hans hænder, og også lidt på hans bare brystkasse, nær skulderen han havde båret knægten på. Hans brystkasse så næsten sygeligt tynd ud, alle ribben synlige - og lige så bleg som resten af ham. I mørket kunne blodet lige så godt være rød maling, trods alt, og han havde de præcis samme hvide bukser på, som han havde haft sidst August havde set ham. "August," sagde han så roligt, lavt, i den knap hørbare, ekstremt hæse røst han nu engang besad, som han fik øje på  mennesket, og roligt gik lidt tættere på, så han var midt mellem foden af trappen og mennesket. "Det er godt at se dig igen." sagde han så, stemmen lige så følelseskold som sidst August havde set ham.

Der var lyde, det var der da. Måske fra en flagermus eller due der boede i bygningen, måske fra dyr eller folk udenfor. Måske...Mest dyr? Eller Semyon? Båret af sine egne, stadig forholdsvis friske, traumer...Så var lydene mere end det. Han slog armene om sig selv og så sig omkring, på grænsen til at løbe derfra. Måske var det en vampyr. En ondsindet dæmon. Et skyggevæsen. Eller, hvilket var en mulighed nu, et spøgelse. I princippet - og han skammede sig lidt over tanken - kunne Semyon lige så vel ønske ham ondt. Måske var han vadet ind til sin egen død. Åh...Lad den være hurtig! Og smertefri! Hvis han nogensinde skulle ønske sig noget, var det en hurtig og smertefri død.
August trak vejret dybt, i et forsøg på at berolige sig selv lidt. Han prøvede at tænke rationelt. Ja, det var et dyr. Hvorfor skulle en overfaldsmand gemme sig i en forladt bygning, hvor der aldrig kom nogen?

Det hjalp ikke meget. August havde stået med ansigtet mod døren, argumenteret for og imod i forhold til bare at gå sin vej, da Semyon forstyrrede roen. Han vendte sig rundt, uden at vide om han var lettet eller endnu mere urolig...Kun for at blive chokeret af Semyons præsentation af sig selv. Selv i mørket fra den voksende nat, var det tydeligt at se der var noget fugtigt over skikkelsens hvide krop. Og i det svage lys syntes August helt bestemt det virkede rødt. Da August allerede var oppe at køre, var hans første tanke at det måtte være blod. Blod! Nej! Nej! Han ville ikke blive nogens næste måltid!
Hans skræmte blik gled op til Semyons ansigt, som August klemte hårdt om sin skuldertaske. Hans mund stod åbent et øjeblik, men til at starte med kom der ingen lyd ud. Det tog et øjeblik før August kunne få det frem.
"Sem...yon...Du har...Det er....Oh Elona'dal...Jeg er normalt ikke så troende, men hvis jeg skal dø i aften...Er det blod? Det er blod, er det ikke? Alle virker til at have noget ondt over sig. Lysten til bare at dræbe, dræbe, dræbe. I er alle fuldstændige ligeglad, er I ikke? Og jeg...Jeg...Jeg vrøvler! Haha...Jah. Lyt ikke til et dumt lille menneske...Jeg kan...Jeg kan bare gå igen...Jeg siger ikke noget til nogen, der er ingen grund til at du....Gør noget..."
Han sank besværet. Med flagrende bevægelser havde han gjort tegn til blodet på Semyon. Ganske vist vidste August ikke om det faktisk var blod - men lige nu var der ikke nogle alternativer for ham. I stedet tog han et par skridt baglæns, afprøvende, for at se om Semyon ville lade ham gå. Hans hjerte slog hårdt, hans vejrtrækning var blevet mere overfladisk og hans hænder var svedige. Han ønskede ikke at dø. Hvorfor endte han altid i sådanne situationer? Var han for naiv? Han havde aldrig fået håndteret sine traumer, havde ingen at snakke med eller at gennemgå dem med. Men lige nu var han taknemmelig. Taknemmelig for at hans sind og krop havde nemt til at gå i en panisk tilstand, som kunne hjælpe ham fra at flygte fra nye fare....Ja, måske var det godt! Hvis han kunne flygte fra et spøgelse. Kunne han det? Hvem vidste. Ingen vidste det.
"Jeg kan ikke..."
Faktisk følte han det lidt som om han var ved at besvime...

I starten forstod Semyon intet af hvorfor August pludselig så så skræmt ud, indtil han hørte menneskets ord. Ah... Ja, han havde så absolut ikke skænket det en tanke, siden det nu var så dagligdags en ting for ham, at han bare gik ud fra at det også var for andre. Så adre virkelig ikke blod nærmest til hverdag? Var det virkelig så skræmmende en ting? Ja, åbenbart... Men igen. August kunne bløde. Det kunne Semyon ikke - ikke længere. Måske lå forskellen i det? Det at August kunne forestille sig noget slemt ske ved ham, så han selv ville bløde, mens Semyon ikke kunne, siden det aldrig ville ske igen.

Men han fandt så også hurtigt på en løgn - en meget sandsynlig løgn, men en løgn. Siden hans ansigt aldrig gav noget væk, var han trods alt aldrig blevet taget i at lyve... Så nu måtte det briste eller bære. For han var oprigtigt interesseret i August, og ikke på den måde mennesket desværre troede nu.

"Rolig, August. Ja, det er blod - men ikke dét, du tror. Ser du, inspirationen ramte mig tidligere idag - og jeg tænkte, det kunne være interessant, at prøve at male med blod. Blod doneret af den lokale kro. Fra en gris - det ville blot være gået til spilde, ellers. Jeg havde tænkt mig at dedikere maleriet til dig." halv sandhed - det med interessen og at male til August - og halv løgn... Ja, så måtte han jo se om mennesket købte den. Han blev i alt fald stående hvor han var, gik ikke efter ham - omend han dog stadig var klar på at lukke døren herfra, skulle denne forklaring ikke være nok for August. Semyon's nysgerrighed var langt fra stillet endnu... Og han skulle nok få sine svar, på den ene eller anden måde. Så måtte August være den der bestemte om det blev på fredelig manér eller ej.

// undskyld den blev lidt kortere :/

Vi...Vita Natura! Magibogen! Han havde samlet magibogen op under sine studier og havde lært sig selv nogle basiske magier. Men der var ikke gået lang tid, før studierne havde taget over og han ikke havde haft tid til at øve sig nær så meget. Det havde været en måde at forstå magi på. Komme tættere på en generel forståelse af den slags. Han havde på en eller anden måde sikret sig bogen igen, siden han var kommet til Doomsville...Men han havde den ikke med sig og alle magier var som forsvundet fra hans tanker. Han prøvede panisk at komme i tanke om noget, hvad som helst, der kunne hjælpe ham. Han burde lære bogen bedre at kende, så han faktisk kunne bruge den til situationer som denne. Hvad med selvforsvar? Han havde lært nogle tricks hos Katrina og hendes folk. Ikke meget og han havde slet ikke øvet dem...Men han kunne lidt.
Men August var langt fra kendt for sine fysiske færdigheder. Han ville næppe nå at gøre noget. Eller have modet til det.
Han var ved at falde baglæns, som han prøvede at bane vej væk fra Semyon, at lægge afstand mellem dem. Han ramlede ind i en gammel bænk og faldt halvvejs hen over armlænet. Bænken var støvet og gammel, så den knirkede knagende under den pludselige vægt - men den holdt. Efterladt i en sårbar position, med det ene ben over armlænet, en albue der holdt hans overkrop op og en taske, der var faldet fra skulderen og endt på gulvet. Frarøvet sin umiddelbare mulighed for at flygte, slog det ham at Semyon faktisk havde sagt noget til ham. I lang tid stirrede han bare på Semyon, som om han slet ikke troede på at manden slet intet ville gøre ham. Som om han bare ventede....Og jo mere han ventede, jo mere kunne han slappe lidt mere af og indse at Semyon intet gjorde. Umiddelbart.

August havde mest lyst til at græde. Men bevidst om sin reaktion, forvirret, stadig halvvejs bange og halvvejs ked af at vise Semyon at han var bange for ham....Hvad skulle han føle mest?...Formåede han at holde det inde. Måske blev hans øjne en anelse mere våde, men forhåbentlig holdt mørket det fra at være synligt. Tårerne gled i hvert fald ikke over! Og det var måske det eneste han kunne være stolt af lige nu.
Han trak stadig vejret tungt og hans hjerte slappede ikke helt af endnu. Det slog stadig hårdt i brystet på ham.
"Gr-Gris?" spurgte han, som for at få bekræftet at det faktisk var sandt.
"Maling?" Gav det nogen mening? Han var ikke sikker. Blod, når det tørrede, ville få en dyb mørkerød nuance. Måske på grænsen til sort. Jo flere lag der var et sted, jo mørkere ville det blive. Så det udgjorde måske et medie at male med...Men hvem ville tænke på det? Hvem ville tænke at man da næsten burde male et maleri af blod? Og hvem ville have det hængende? Velvidende det var...Blod...
Nej. Semyon smed jo sine malerier ud. Det var kortvarige glimt af kunst. Af sindsstemninger. Af øjeblikke. Og det havde fanget August så dybt. Tiltrukket ham, som han havde set de første malerier i biblioteket forleden. Og bragt ham til en enestående mulighed for at opdage en race, de færreste måske rigtig vidste eksisterede. Eksisterede som mere end blot historier og overtro.
Vent....Til ham? Havde han sagt billede var til ham? Nej...Nej, det kunne han ikke tro. Og det var kun sekundært lige nu.
Tør i munden ledte hans tunge forgæves efter det mindste spyt, så han var sikker på han kunne bruge sin stemme uden den knækkede. Han fik rettet sig mere op, nu med hånden mod bænken under ham og en arm der holdt ham op.
"Semyon...Undskyld...Jeg..." Hans ledige hånd gled over hans svedige pande, før han kørte den igennem sine mørke krøller.
"Jeg burde forklare mig, burde jeg ikke? Det var ikke for at...Jeg kender intet til spøgelser og...Og..." Det var svært at sige det lige ud.
"...Jeg har bare oplevet så mange ubehagelig ting på det sidste. Tilgiv mig"
Den sidste sætning var mere en hvisken.

Selvfølgelig var der stadig nærmest ingen følelse at lægge mærke til på Semyon's ansigt selv som August brat bakkede bag ud og kom til at falde ind over bænken. Det eneste der måske var lidt at se af, var nærmest kun antydning af et løft af detene øjenbryn, som om han virkelig undrede sig over hvorfor August nu engang gjorde som han gjorde - hvilket vel i bund og grund også var rigtigt. Han forstod stadig ikke hvorfor langt de fleste havde så voldsomme reaktioner på ting som han fandt så normale... Men igen, han kunne jo heller ikke selv længere huske hvordan det havde været at være menneske - det lå alt for langt tilbage, og var noget han før i tiden ikke havde dømt vigtigt at huske på, med så meget han havde haft at lære med hans dengang nye tilstand. Nu vidste han så nærmest alt hvad han kunne om sin egen nuværende tilstand - men havde til gengæld glemt næsten alt fra sit menneskelige liv. Så det var vel intet under at han fandt de store følelsesmæssige udbrud forvirrende og unødvendige.

Men han nikkede dog let til det første der kan over August's læber efter hans forklaring. "Netop. Intet at være bekymret for." sagde han, og gjorde derpå, stille og roligt, sit bedste for at tørre det halv størknede blod væk fra sine hænder, for han roligt gik tættere på August igen, og rakte en hånd ud mod ham for at hjælpe ham op fra bænken igen - selvfølgelig ment som en venlig gestus til at prøve at få August en del mere rolig igen

"Der er mange ting i verden der kan bruges til at skabe kunst med. Så jeg tænkte... Hvorfor ikke prøve med noget der næsten er indbegrebet af liv, og se hvor det tager mit maleri hen? Kun denne ene gang, selvfølgelig. Det er udelukkende et lille eksperiment." Igen, for at berolige August, prøvede han sådan set at smile til ham - men det var nok meget svagt og nærmest ikke synligt, medmindre man rent faktisk kiggede efter det.

"Alt er tilgivet. Jeg tænkte ikke på at det nok kunne se rimelig... Forstyrrende ud... For folk der stadig er i live..." sagde han så endelig til det sidste. For ja, godt nok var han her, jo, men i live... Det ville han nu ikke sige at han stadig var. Hans hjerte slog ikke - hvis han da stadig havde et, han trak ikke vejret, hvis du skar i ham blødte han ikke... Så i de flestes optik var han jo nok ikke i live, med det som de fleste forstod ved det.

August studerede hånden et øjeblik, før han tog imod den og lod sig hive på benene. Ja, tanken om at tage imod en hånd med blod sig, havde fået ham til at tøve et øjeblik. Alligevel havde han taget imod. Han vidste ikke helt hvorfor, sikkert for at undgå situationen med Semyon blev værre. Heldigvis virkede manden ret...uberørt...af situationen. Hvilket måske også viste at manden ikke yderligere viste sympati.
August klappede sig på kroppen, både for at tjekke alt var som det skulle være og for at klappe støvet væk. Han kom i tanke om sin taske. Han så sig omkring i mørket. Den måtte være omkring bænken. Han satte sig på hug, med en hånd på armlænet fra før, og søgte rundt på det beskidte gulv. Der. Hans fingre rørte noget bekendt. En anelse lettet trak han sin taske til sig, kun for at give den samme klappetur som han havde givet sig selv.
På benene igen, med tasken om den ene skulder nok en gang. Han var faldet en del til ro. Han burde arbejde mere med sig selv...Men hvordan gjorde man det? Desuden var der i øjeblikket mere spændende ting. Såsom at udspørge et spøgelse om dennes liv og gøren. Så han trak vejret dybt og vendte sig om mod Semyon igen. Et svagt smil spillede på ham, men der ville nok gå lidt tid før det voksede til sin sædvanlige størrelse igen.
"Det er ikke altid nemt at være menneske. Jeg kan remse flere uheldige episoder op, som jeg har oplevet inden for alt for kort tid. Men jeg vil ikke kede dig med det. Du skal bare vide det ikke nødvendigvis som sådan er din skyld....Og så bør du vide at folk normalt ikke tager blod som noget naturligt. Blod betyder noget er galt" bemærkede han, mens han rømmede sig svagt.

August så sig omkring et øjeblik, før han så på Semyon igen.
"Så...Hvor skal vi sætte os? Og...Har du noget lys her? Har spøgelser overhoved brug for lys som sådan eller ser I - fornemmer I - lige så nemt i mørke?" spurgte han. At fokusere på sin videnskabelige nysgerrighed hjalp på situationen.

Semyon bed nu ikke videre mærke i den tøven der var, før August tog fat i hans hånd, og han kunen hjælpe ham op at stå. Ikke helt lige så nemt som de fleste nok ville have haft det, for han var trods alt ikke særlig stærk, rent fysisk... Noget som hans udseende vist også bar mere end rigeligt vide til, med hvor utroligt tynd han så ud til at være. På grænsen til det sygelige, havde han stadig været i live.

Han observerede roligt som mennesket fik fat i hans taske igen, og lagde hovedet let på skrå, tydeligtvis nysgerrigt studerende som hans blik atter gled over August, kiggede efter de sidste små tegn på om han stadig skulle være ved at gå i panik, men det lod til at hans løgn og rolige fremfærd havde været nok til at stoppe det. Godt så. Ingen grund til at bekymre sig mere om dette... Især siden der ingen chance var for at August ville finde og se den døde knægt i dette mørke, omme bag kirken hvor han var landet i buskene.

Smilet var også en god ting at se igen - det måtte da betyde at han var roligere nu, ikke? At han ikke ville flygte og frarøve Semyon denne unikke chance for at vide lidt mere om hvordan de levendes verden var i denne tid. Hvordan det var for menneskene nu, i forhold til dengang han selv havde været i live. "... Ah. Fordi I stadig kan bløde... Selvfølgelig." sagde han, med et lille nik, til det med at blod betød at der var noget galt. For ja, for ham betød blodet jo ikke noget særligt, når han nu ikke selv havde noget af det, længere.

"Jeg har et rum oppe ovenpå. Mit lille atalier, så at sige. Jeg har på nuværende tidspunkt intet lys... Men jeg mener der skulle være nogle i et af side rummene..." han var lige ved bare at gå over i sin åndelige form for at komme derhen så hrutigt som muligt for at tjekke det, men nåede lige præcis at tænke sig lidt mere om - August havde lige været ved at gå i panik. Sådan som andre havde reageret på hans flakken ind og ud af 'eksistens', så var det måske ikke det bedste at gøre foran ham, lige nu... Så Semyon's form nåede kun lige at flakke væk et sekund eller to før han var tilbage, og derpå vendte sig om, og begyndte at gå hen mod det siderum han havde tænkt på - hans skridt komplet lydløse, og som han nu var med ryggen mod August, faldt det svage lys fra døren ind på hans ryg, og tydeliggjorde arret han havde lige til venstre for rygraden... Som en med medicinsk viden sagtens ville kunne se som værende efterfølgerne af et fatalt stik til hjertet.

Efter lidt roden i det lille kammer, fandt han stearinlysene og tændstålet, og togdet med tilbage til August, for at give det til ham. "Jeg har ikke selv megen brug for lyset, nej... Stjerne og måne lyset fra vinduerne plejer at være nok." forklarede han så.

August nikkede svagt, med et lille smil. Ja, de kunne bløde. Og forbløde. Kom man til skade, eller blev man dræbt, blødte man. Okay, et drab kunne ske på flere måder - men langt de fleste tilfælde var vist ret blodige. Hvorfor tænkte han på det? Det var der ingen grund til. Som Semyon vendte sig for at gå, rystede August svagt hovedet. Det var præcis dette der var udfordringen. Væsner, der var stærkere end mennesker og levede uendeligt længere...Hvordan mindede man dem om eller lærte dem hvordan livet var for de mere dødelige? Eller omvendt? Hvordan styrkede man forståelsen og muligheden for en mere fredelig sameksistens? Semyon havde engang været menneskelig, eller hvad han nu havde været. Så det virkede som om en påmindelse om disse ting ville gøre underværker. Men langt de fleste, som dæmoner og vampyrer, var slet ikke åben for det samme. Hvordan nåede man ind til dem?

August havde fulgt efter Semyon, da denne ikke havde meddelt hvor han gik hen. August havde troet han ville vise vej til området, hvor de ville sætte og snakke. Men et hente noget til at tænde lys med var skam også meget velkomment. Han havde bemærket arret på ryggen og hurtigt lagt to og to sammen. Men når det kom til stykket, var det ikke den slags August ønskede at spørge ind til. Og dog, der var en ting han gerne ville vide omkring det.
"Jeg kan næsten ligge to og to sammen. Men når en person dør og genopstår som et spøgelse, beholder I så arrene fra de dødelige sår? Hvis man er død af et sår, selvfølgelig" spurgte han og tog taknemmeligt imod lyset og tændstålet. At tænde det, før de var nået til det sted de skulle sidde, gav næsten ingen mening. Så i stedet afventede han hvor Semyon ville gå hen nu. August kendte ikke bygningen, trods alt og vidste ikke hvordan de kom ovenpå. Var der overhoved en trappe eller svævede Semyon rundt? Præcis som han for et øjeblik siden havde været tæt på at...Skifte form?
"Jeg beklager hvis det på nogen måde er et ubehageligt emne at bevæge sig ind på" tilføjede han sigende.
"Husker du da det...Øhm...Skete? Eller bliver det glemt?"

Tja, ramt rigtigt det havde han da. Så måtte han jo have det i mente en anden gang... Når hans mål altså ikke var at 'lege' med nogen, som det for eksempel havde været med den der unge menneske kvinde - April, hed hun vist, gjorde hun ikke? Alle de mange reaktioner han havde fået fremprovokeret i hende havde været så underholdende. Han forstod stadig ikke meningen bag mange af de følelser hun havde udvist, der var ingen logik i det, ingen grund til at reagere så voldsomt på noget så simpelt som de ting han havde haft gjort i nærheden af hende... Men nuvel, han skulle jo ikke lade sine tanker løbe af med ham mens han var her med August, der var uendeligt mere interessant end den kvinde havde været.

Hans intenst grønne øjne fandt dog August's brune kort efter, som mennesket spurgte ind til det med de dræbende sår - han havde ikke selv tænkt over det, men selvfølgelig havde han da set arret da han havde ledt efter stearinlysene. Og det var ikke noget han dømte var vigtigt at holde skjult, så til en start nikkede han blot let. "Jeg skal ikke kunne sige om det gælder os alle, da jeg kun har kendt til én anden end mig selv... Men arrene fra hans halshugning forsvandt aldrig, heller, nej." sagde han så, stadig i den rolige, monotone stemmeføring der tydeligt bevidnede om at der ikke rigtig blev rodet op i nogen følelser som han tænkte tilbage på det.

Han vendte sig om og begyndte derpå at vise August vej hen til trappen ovenpå - den gik først op til en balkon, hvor tilskuere i kirkens storhedstid havde haft en virkelig god udsigt til præsters prædiken, før han fortsatte op af en stige til loftet. Her slog han let en hånd ud mod hjørnet af rummet, ved siden af hans staffeli,hvor der var en bunke puder og tæpper. Det var ikke ofte han selv benyttede dem, men han havde sørgetfor at lægge dem i en god bunke så mennesket om ikke andet havde noget blødt at sidde på. Ved siden af, på staffeliet, var der selvfølgelig lærredet på staffeliet. Men siden August var ankommet lidt tidligere end forventet, havd ehan jo ikke rigtig fået malet noget endnu... Men blodet stod stadig og ventede i glasset på taburetten ved siden af.

"Ah, ja... Det husker jeg skam. Som var det i går. Men det er velnok... Tja... Vi er omkring år 1160 nu, ikke sandt?" hvad der nok var det første reelle smil August fik set på Semyon's ansigt, tonede stille frem. Stadig kun hvad der ville være et svagt smil for andre, men rent faktisk et tydeligt smil, for en gang skyld. Han holdt ikke helt øje med årstallene som de efterhånden flød lidt ind i hinanden, men sidst han havde hørt lidt efter havde de vist været omkring det årstal. "... Så det må være... To århundreder siden? Men jeg glemmer det aldrig. Ej heller ansigtet af min morder. Det er ikke en mulighed, når jeg kan se ham her i byen fra tid til anden."

August nikkede let for sig selv. Interessant. Så den slags forsvandt ikke. Det blev hos spøgelserne. I myterne opstod spøgelser, fordi de havde en grund til. Ulykkelig død, uventet død, smertefuld død. Selv om det ikke nødvendigvis virkede fuldstændig som det, virkede det til at myterne næsten var inspireret af virkeligheden. En vigtig note at huske!
"Hvad med andre ar eller skavanker? Bliver de der også?" spurgte han videre, nu hvor Semyon virkede åben for det. Semyon var som...Som sendt fra himlen! Hvor nemt ville August arbejde ikke være, hvis alle racer var bare halvt så imødekommende som Semyon var? August ville næsten driste sig til at sige han nød mandens selskab. På trods af ting som blodet.

August fulgte Semyon op. Loftet var ret mørkt, men August stoppede op, satte et stearinlys ned og tændte det. Resten lagde han fra sig. Med lyset i den ene hånd, kunne han nu navigere rundt. Også selv om lyset forhindrede ham i at se meget længere end det.
Han stoppede op ovre ved billedet. Han huskede nu at Semyon havde snakket om det var til ham. Hvor mærkværdigt. Han studerede maleriet, men det forekom ham ikke færdigt. Hans blik faldt på glasset med blod. Det var nemmere at acceptere, nu hvor han kendte baggrunden til det.
"Du bør nok fortsætte. Blod størkner, endda ret hurtigt. Du kan se...Blodet i glasset er allerede ved at blive mørkt og klumpe" August tog en pensel og kørte den over overfladen af blodet for at se om han havde ret. Det havde han. Men noget af blodet var nok stadig til at bruge. Han lagde det fra sig og gik over mod puderne, som han gættede på var sidepladserne. Han så over mod Semyon, som for at få bekræftet om han måtte sidde her. Han satte stearinlyset på en lille afsats, hvor det kunne stå i fred.
"Så din morder er her stadig...Vedkommende må næsten leve længe eller evigt så" nikkede han let og studerede Semyon - i mørket, godt nok - for at bedømme om manden havde en reaktion på emnet endnu. Men et eller andet ved samtalen havde tværtimod fået manden til at smile, hvilket automatisk fik August til at smile.
"Så en voldsom eller pludselig død er medvirkende til at man bliver spøgelse, ligesom i myterne?" spurgte han videre. August havde lagt sin taske fra sig, ved siden af puderne, før han endelig satte sig. Blødt! Han lænede sig tilbage og endte halvt med at sidde, halvt med at ligge ned.

"Ikke umiddelbart. Min hukommelse kan selvfølgelig godt svigte mig her, men... Jeg mener at jeg havde forbrændt det meste af min venstre arm dengang. Før dette. Og nu... Ja." han løftederoligt sin venstre arm for at drage opmærksomheden derhen - og den var ganske rigtigt uden så meget som antydningen af ar efter brandsår. De fik derefter bevæget sig op på loftet, og han nikkede blot stille til August's råd om at fortsætte på maleriet så hurtigt som muligt. Han havde jo ganske ret - det størknede så utroligt hurtigt. Men frem for at tage en pensel, som måske var forventet, tog han istedet og dyppede fingrene fra sin højre hånd deri, og begyndte derpå at male sådan. Når et maleri var under tidspres, og han virkelig skulle have ting igennem på lærredet, så foretrak han at bruge sine fingre frem for en pensel. Dét, plus at hans svagere føle sans også gjrode at han som regel gjorde hvad han kunne for at få bare en smule mere igennem den sans. Såsom hans vane med nærmest at prøve at gribe fat i gulvet med tæerne, grunden til hans vane med at gå på bare tær.

"Åh ja. Det gør han skam. Dæmoner er desværre lidt svære at skille sig af  med." sagde han så blot roligt til det med at hans morder måtte kunne leve længe. Han havde skam forfulgt manden mere end rigeligt med gange i sin åndeform, til hurtigt at have fundet ud af præcis hvilken type væsen han var.

"Men nej... Måden vi døde på spillede ikke den store rolle. Eneste den gjorde, var at jeg røg hurtigere over i denne form end jeg havde forventet." sagde han så roligt, som hans fingre atter blev dyppet i blodet, og derpå strøget hen over lærredet. Som forventede han allerede hvad svaret ville være, så han over på August med endnu et af de svage smil. "For ja, min nuværende tilværelse er intet tilfælde. Vi arbejdede på det i månedsvis." sagde han, før han lod sin opmærksomhed ryge tilbage mod lærredet, som han fortsatte med at male. De mange måneder de havde spist de specielle urter i... Sørget for at magien der lå over krystallerne havde været den helt rigtige... Der var gået så utroligt meget forberedelse ind i det. Dengang han blot havde været et almindeligt, dødeligt menneske... Som der havde higet efter en måde at opnå evigt liv på. Om dette så egentligt kunne kaldes liv, var en anden side af sagen.

August pillede let ved en pude. Siddende her, i det svage skær fra stearinlyset, med øjnene hvilende på Semyon. Semyon, der sad med fingrene dyppet i blod og malede, mens han roligt fortalte om det at være spøgelse.
Var det underligt at August på en måde følte sig helt og aldeles...Rolig? Tryg? Ligefrem fornøjet? Han følte sig godt tilpas, ligefrem glad. Det var sært, for han havde ikke følt sig så godt tilpas længe. var han ved at vænne sig til sit nye liv? Måske. De fleste, især mennesker, ville automatisk gøre alt for at tilpasse sig - og var som regel ret gode til det. Man kunne diskutere om det var en af årsagerne til, der altid virkede til at være en del mennesker over det hele.
Hvem morderen var...Det var da noget han overvejede. Men han var også ret sikker på han ikke vidste det. Så i stedet gik han velvilligt i fælden:
"Vent...Du forberedte dig til det?! Du bestemte selv du ville være spøgelse? Og den information har du holdt fra mig?!" påpegede indigneret, omend ikke uden et smil. Han drillede Semyon lidt. Men dette var vigtig information! Noget af det vigtigste! Og det kom først frem nu?! Han måtte vide noget om det! Hvordan blev man et spøgelse? Kunne alle blive det? Men ikke alle vidste det...Ellers ville der også være flere spøgelser...Var det sådan for alle spøgelser?
"Hvad gjorde du? Hvordan lærte du om det?" spurgte han straks.

Semyon's blik havde kort flakket over på August som han havde svaret ham, stadig med det utroligt svage smil på læberne, inden det atter havde rettet sig mod hans maleri som han endnu en gang dyppede fingrene i blodet og malede videre, med meget lette lag nogen steder for en lysere farve, og flere lagandre steder for en dybere farve. Det var godt at se at mennesket var faldet helt til ro igen - det havde han nok ikke været hvis han vidste præcis hvilket blod det var, men igen, det var ikke noget han behøvede at vide. Han behøvede kun at få det at vide som var vigtigt - og Semyon mente ikke ligefrem at det var vigtigt præcis hvor blodet var kommet fra. Også selvom det var fra et barn - skyldfølelse ejede han ikke rigtigt længere. Den var noget der bare skulle ignoreres, især så mange som han havde slået ihjel i løbet af tiden for at forblive på denne side af sløret.

"Det gjorde jeg, ja... Jeg vidste ikke ligefrem at det ville være et spøgelse jeg ville ende ud som, dog." forklarede han roligt, og lavede et længere strøg hen over lærredet. "En af mine daværende venner... Han havde altid været interesseret for magi og det okkulte. Han var ofte at finde på det sorte marked. Hvor han en dag fandt en ældre magi bog... Han solgte hele hans forretning for den, efter han kort havde kigget i den. Der var et ritual der lovede at døden ikke var ende stationen, men ikke fortalte så meget mere end det." sagde han derpå, og så over på August. "Men alle i vores lille flok var interesserede i dette. Jeg ejede velnok... 5 eller 6 butikker dengang? Jeg havde ikke lyst til at skulle miste alt hvad jeg havde. Som så mange mennesker var jeg nysgerrig efter hvordan det ville være, at på sin vis være udødelig. Så vi udførte det præcis som det stod i bogen. SPecielle urter, spist hver dag i måneder, en sten med magi lagt over sig... Og blot en måned eller to senere blev jeg dræbt. Og det virkede jo så åbenlyst."

Tilfældigheden i at de udførte dette ritual og Semyon blev slået ihjel...Uanset hvor forfærdeligt mord var, overvejede August om de for forsøget skyld måske ville prøve selvmord. Eller have hjulpet hinanden med at dø. Eller ville de bare have taget urter og haft magiske krystaller resten af deres liv? Eller måske...Var det noget man udførte i et x stykke tid og så hang det ved en resten af livet? Ud fra Semyons fortælling, var det ikke sikkert manden faktisk kendte lige præcis de svar. Det havde været et eksperiment.
"Fortryder du? Ville du ønske du ikke var spøgelse, men kunne dø i fred en dag?" spurgte han. Han fingerede stadig ved kanten af en pude, men hans blik hvilede mod det ellers ret mørke loft. Det svage skær fra stearinlyset, lyden af fingrene der gled over lærredet...August blev næsten helt døsig af det, var det ikke fordi Semyon og hans fortælling var det spændende. Som at sidde på et mørkt loft og få fortalt en spøgelseshistorie - bogstavlig talt.
"Ved du hvor bogen er nu?"
Han ville ikke selv være spøgelse. Men det kunne være interessant at læse om ritualet selv.

Semyon's øjne var fortsat fast fokuserede på maleriet der stille og roligt tog form foran ham for hver gang han atter førte fingrene hen over lærredet, for hver gang han bragte mere blod hen til det, og visse steder gjorde laget så tykt at det næsten ville være sort når det størkede, hvor det andre steder var tyndt nok til stadig at se ud til blot at være en kraftig rød.

Han standsede kort op, midt i et strøg, dog, ved August's næste ord. Han lagde hovedet let på skrå mens han så frem for sig, i en tænksom gestus mens han kort overvejede det. Det varede dog kun nogle sekunder, før han gik tilbage til at male videre, mens han svarede. "I starten, ja. Ikke længere. Ikke med så meget som jeg har set af den anden side." hvis der stadig var noget han frygtede, var det nok dét - at blive spærret inde på den anden 'side', som næsten alle andre blev. Han følte heller ikke rigtig nogen forbindelse med ånderne på den side... På samme måde som han ikke rgtig havde forbindelse til menneskerne, heller. Det var lidt som at være i et ingenmands land... Han følte sig hverken hjemme her, eller hos dem. Men det var bedre end at blive spærret inde på den ene side, for evigt. "Og nej... Jeg ved ikke hvor han gjorde af den før han selv døde. Jeg kunne forestille mig at han solgte den videre. Enten det, eller også fik butikkens nye ejere den. Men det er så også godt og vel 150 år siden, nu, velnok... Den kan være overalt, nu."

August studerede Semyon, så godt han kunne i det dunkle skær fra et af stearinlysene. Ikke at der var meget at komme efter. Det var der næsten aldrig hos Semyon. Men der havde alligevel været en reaktion, måske ikke i ansigtet selv, men så i kropsproget. Han valgte ikke at forfølge det nærmere. Alligevel...Hvilken side var det han snakkede om? Spøgelsessiden? åndernes side? Var det som to adskilte verdener?
August lænede sig tilbage i puderne. Det var aften og der var næsten helt mørkt...Var det underligt han følte sig lidt døsig? Han trak vejret dybt.
"Overalt..." Mumlede han gentagende. Ved en pludselig bevægelse greb han ud efter sin taske, hvor han trak sin notesbog og transportabel fjerpen frem. Han havde ikke flere spørgsmål lige nu, men mens Semyon arbejdede på maleriet, kunne han skrive nogle af tingene ned de havde snakket om. Han satte sig til rette, så han netop kunne læse og skrive i det svage lys, før han skruede låget af blækhuset og begyndte at skrible lidt for sig selv. Han holdt små pauser, når han huskede tilbage på hvad de havde talt om, før han skrev nogle flere noter til sig selv. Der gik dog ikke lang tid før fjerpenne hvilede mod bogens sider og August lå henslægt over nogle puder og døsede fredeligt.

Efter den korte pause som han havde tænkt over spørgsmålet fra mennesket, havde han gået direkte tilbage til at koncentrere sig om maleriet, og dyppede atter fingrene i blodet og malede videre, en smule hurtigere end før for at han kunne nå hele maleriet før blodet størknede så meget at der ikke kunne males med det længere. Han havde ikke den store lyst til at skulle hente mere, nemlig - især ikke med den reaktion August måske ville kunne have på det, at dømme efter reaktionen han havde haft nedenunder det øjeblik han havde set blodet på Semyon's hænder, og pletterne på skuldre og brystkasse. Så skulle han nok ikke lige koldblodigt myrde en i nærheden af ham. Så ville mennesket da aldrig tro på at han ikke havde på sinde at skade August... Foreløbig, i alt fald. Han kunne ikke garantere noget for fremtiden... Men så længe han fandt mennesket interessant, så ville han ikke bevidst skade ham.

Som han blev færdig med maleriet, velnok en halv time tidligere, som det sidste blod i glasset var størknet, kastede han et blik over på det døsige menneske, hovedet let på skrå som han observerede ham. Søvn var ikke noge than selv havde kendt til i al den tid han havde været i denne tilstand - så for ham var det lettere fascinerende at se hvor træt andre blev. Han gik stille og roligt, lydløst som altid, over i et andet hjørne af rummet, hvor han havde en spand vand stående - det sørgede han altid for, når han skulle til at male. Han tog derpå et stykke hør, der lå ved siden af, og vædede det, før han roligt begyndte at vaske al blodet af sin krop. Så snart det var gjort, vel nok ti minutter senere, så vandrede han roligt tilbage mod August igen. Han kiggede kort over på det færdige maleri, før han satte sig ned på hug foran August, og rakte ud mod ham, for at ruske meget let i hans skulder, for at vække ham fra den lille døs han nu engang var røget hen i.

Det var ikke med vilje August var døset hen. Men den rolige stemning, mørket og de bløde puder havde automatisk snydt hans krop og sind til det. Så da han havde siddet i sine egne tanker, var søvnen naturligt faldet over ham. Han vidste ikke hvor længe han havde døset, han havde ikke en fornemmelse af at have sovet hverken længe eller særlig tungt...Men et sæt gav det nu alligevel, som han blev rusket vågen.
Han spjættede svagt og satte sig mere op i en pludselig og lidt forvirret bevægelse. Han så sig omkring, som havde han lidt glemt hvor han var, før han kom i tanke om det. Hans blik faldt på Semyon foran ham.

August gned sig over ansigtet og bevægede sin krop for at sætte gang i blodomløbet. Så trak han vejret dybt og så ned på sin bog. Heldigvis havde han ikke spildt blækhuset, men fjerpennen havde lavet en lidt grim streg hen over den ene side. Ak dog.
"Undskyld...Jeg må...Jeg må vist være lidt træt alligevel" bemærkede han, før han skyndte sig at sætte låg på blækhuset - det kunne ligne ham at skubbe til det, nu hvor det havde overlevet så længe. Efter at have lukket bogen, så han hen på Semyon igen.
"Hvor var vi? Er der gået lang tid?"

Det var nu ikke fordi det havde rørt Semyon særligt meget, at August var døset hen. Det gjorde bare at han nemmere havde kunnet koncentrere sig om sit maleri og intet andet, og havde haft tiden til lige at få renset al blodet væk, også, inden han fik rusket mennesket ud af hans døs.

Han så blot på ham med hovedet let på skrå, hans ansigt lige så udtryksløst som altid at se på. Han trak blot roligt hånden tilbage som det gav et gib i August, og han vågnede igen. De utroligt klare, grønne øjne låste for et kort øjeblik med August's, inden han roligt rejste sig opigen, og strøg en hånd gennem sit lange hår i et forsøg på at tæmme det en smule.

"Der er ikke gået så forfærdeligt længe. Præcis hvor længe skal være mig usagt." hans tidsfornemmelse var nærmest ikke-eksisterende efter alle disse år uden selv at sove og lignende, der gav folk deres normale døgnrytme og tidsfornemmelse. "Men der blev snakket om, om jeg fortryder min nuværende tilværelse. Og før det, præcis hvordan det gik til med at jeg... Er som jeg er nu." sagde han så,i sin sædvanlige, monotone stemmeføring, for at August lige kunne få husket hvad der var det sidste der blev talt om.

Han smilte svagt til Semyon, som han stadig kæmpede på at samle sig. Efter at have puttet sine ting sikkert væk, strakte han sig langsomt iblandet puderne, uden at skubbe til Semyon selvfølgelig.
"Åh ja...åh ja selvfølgelig..." bemærkede han, som om han svarede på noget, omend det nok mere var fordi han netop intet svar havde på de ting Semyon fortalte ham.
"Okay...Så...øhm...Er du færdig med maleriet?" slog det ham, som han så fra Semyon, til bagsiden af maleriet, hvilket var hvad August mest af alt kunne se herfra. Spørgsmålet var mere for at skabe en pause mellem alle Augusts snagende spørgsmål, i håb om Semyon ikke blev irriteret over alle hans spørgsmål. Men når det kom til stykket, havde Semyon så ikke netop accepteret dette? At de mødtes her og stillede hinanden en masse spørgsmål?
Han rømmede sig svagt og så tilbage på Semyon.
"Jeg har et par spørgsmål endnu, hvis det er okay. Såsom...Hvad kan et spøgelse? I kan kommunikere igennem telepati. Kan I også gå igennem ting? Kan noget så-at-sige dræbe jer, få jer til at forsvinde? Hvordan holder I jer...I live, eller i eksistens, hvad man nu skal kalde det? Eksisterer I bare som I er?"
Jah. Bare et par spørgsmål mere. Ville August nogensinde løbe tør for spørgsmål?

Semyon rykkede sig blot en halv meter tilbage, og satte sig derpå ned på gulvet, i skrædderstilling, som han nikkede til August's første spørgsmål. "Ja. Det sidste skal blot tørre, så er det helt færdigt." sagde han roligt, i præcis samme monotone tonefald som han brugte det meste af tiden.

Han strøg roligt en hånd gennem sit platinblonde hår, og så derpå ud af vinduet, kun et øjeblik eller to, før de grønne øjne atter fandt deres vej tilbage til August som næste omgang spørgsmål dukkede op. De første ting var noget der var meget nemt at svare på, så det gjorde han også uden videre. "Når jeg ikke er i denne form, kan jeg sagtens gå igennem ting - og personer, ja. Der er desuden ingen der vil kunne se mig mens jeg gør det. Måske medmindre der er folk der normalt kan se ånder." sagde han roligt, mens fingrene af hans ene hånd begyndte at pille lidt ved kanten af hans ene bukseben. "Telekinese er en anden ting der er mulig." sagde han så - og som bevis derpå, kiggede han på August's noteblok, som han med telekinesen roligt løftede, rykkede omtrent en halv meter til den ene side, og derpå 'lagde' den ned igen.

"Og om der er noget der kan dræbe os... Så ved jeg ikke om andre kan gøre noget mod os. Men hvis vi taber for megen energi, kan vi ikkeblive her... Det skete med John, desværre. Og hvis mine antagelser omkring dig er korrekte - så har du ikke lyst til at vide hvordan vi bliver her." det var jo ikke fordi han havde lyst til at dræbe så ofte som han gjorde - hvis han  ikke ville forsvinde som hans ven havde gjort, så var det bare det eneste valg der var tilbage. Og det var så som en naturlig konsekvens deraf, at han havde lært at nærmest slukke for sine følelser, siden det så absolut ikke var brugbart at have massiv skyldfølelse hver evig eneste gang.

Her var noget af kernen ved at være spøgelse. Hvordan de eksisterede. Detaljer, der kunne være med til at diktere hvordan de opførte sig og klarede sig. Dette var vigtig viden og absolut viden han ikke kunne undvære! Alligevel. De andre spørgsmål havde skam også være vigtige og var med til at give August en bedre helhedsforståelse.
"Fascinerende!"
Hans øjne fulgte blokken. Som den lå ned igen, rettede August sig op på alle fire og kravlede over til den. Tog den op og kiggede rundt på den, som blot for at sikre der ikke sad noget. August troede skam ikke Semyon sad med snore - hvordan det skulle så skulle have foregået - men...Han havde haft brug for at røre notesblokken. Se om han kunne mærke noget anderledes. Se noget anderledes. Men det var en notesblok, præcis som før. Med den i den ene hånd vendte han tilbage til sin plads og sad med den i sit skød. Hans øjne gled over til Semyon igen. Han havde skam hørt efter!
"Energi...Hvilken slags energi? Hvor får i den fra?" fik han spurgt, inden det rigtig gik op for ham at Semyon for en gangs skyld virkede tøvende med at give ham et svar. August' øjenbryn gled en smule tættere på hinanden, før han rettede ryggen og kiggede bestemt på Semyon.
"Jeg beder dig! Jeg må vide det!" bad han bestemt, så der var ingen tvivl om at han absolut ønskede denne information.
"Det er en af nøglerne bag at forstå din race. Hvordan man spiser - eller indtager energi - har meget at sige. Det en stor drivfaktor bag f.eks. vampyrer og dæmoner. Hvoraf jeg har venner af især det sidste. Så selv hvis det indbefatter drab, vil jeg gerne vide det. For det er sandheden bag hvem og hvad du er. Og derfor må jeg vide det!" prøvede han at overbevise Semyon.

Semyon trak blot let på skuldrene som August udbrød at telekinesen var fascinerende. Selv fandt han den ikke så synderligt fascinerende, i alt fald ikke længere. Praktisk var den stadig, især til at drive gæk med nogen det var interessant at irritere, men udover det, ja, så var den ganske almindelig dagligdag for ham nu. Og havde været det i over to århundreder.

Apropos - så havde denne her levemåde jo også været ganske almindelig for hami så lang tid. Rimelig irriterende at skulle ud og finde 'mad' så tit som han skulle, og irriterende hvor tabu måden han anskaffede sig den på, var for så mange andre. Men det var så kun endnu en grund til, at det var godt at han kunne skjule sig så godt som han kunne. At så få kunne sanse ham når han var i sin anden form, og at han kunne glide ind i den hvornår end han ønskede. Der var grundet dette så heller ingen de rhavde set ham rent faktisk igang med at dræbe, endnu - da han altid va ri den anden form for at det lykkedes. For at energien blev overført præcis som den skulle.

Og nu insisterede August på alligevel at ville have det at vide. Selv efter den reaktion han havde haft da de havde mødtes her til aften? Nuvel. Han bad jo selv om det. Semyon gav hvad der for ham var et stille suk, næsten umærkbart for andr,e medmindr eman vidste hvad man skulle kigge efter. "Livsenergi, er vel den bedste måde at forklare det på. Og den kan kun opnås ved at tage den fra andre, levende væsner." hans grønne øjne, der havde kigget op i loftetsom han tænkte over sine ord, fandt atter August's. "Hvis folk er heldige, ender de blot i et koma. Andre gange... Er de knap så heldige. Jeg skal ikke kunne sige hvad der gør at nogen overlever det mens de fleste ikke gør."

Livsenergi? Interessant. Der var flere unaturlige livsformer der tvang sig vej til livet på denne måde. For at de selv måtte leve, måtte andre lide eller ligefrem dø. For nogen, nok en utilgivelig livsstil de ikke kunne forligne sig med. Den slags sygnede hen eller var et fåtal: For klart nok var dem, der overlevede, dem der ikke led på samvittigheden over det. Eller på andre måder overlevede, f.eks. igennem glemsomhed eller rationaliseringer. August var af den tro at koste en anden livet, altid på en eller anden måde ville påvirke den givne person. Levende eller død. Selv om August ikke kunne udtale sig om, hvorvidt spøgelser normalt følelser og samvittighed eller ej. Semyon virkede i hvert fald ret apatisk.
"Ah, selvfølgelig" svarede han blot, nu hvor han havde sit svar. Der var ikke mere at sige og han havde mere travlt med at tænke over det, end at snakke om det. At få det til at passe ind i hans forståelse og teorier om spøgelser. Det var en vigtig brik - det var det altid. Som man sagde. Mad kunne skabe kulturen.

Og når han tænkte over teorierne om spøgelser og grunden til de var der...Godt nok historier, folk havde opfundet over århundreder, og måske ikke baseret på ægte spøgelser som Semyon...
Men så gav livsenergien god mening. Hvordan man ellers mente spøgelser var efterladt livsenergi fra en anden person...Eller hvordan et spøgelse kunne binde sig til en person og gøre denne syg. Eller hvordan de var et udtryk for efterladte, store følelser. Den slags.
I et stykke tid sad han stille og tænkte, før han så op på Semyon igen.
"Tak for at svare på mine spørgsmål. Du har givet mig meget at tænke over" bemærkede han så endelig. Så trak han sine ting til sig og pakkede den pænt ned i sin taske igen.
"Jeg ville ikke mase mig på længere end nødvendigt og som bevist tidligere, er jeg blot et menneske der naturligt føler trang til at sove om natten. Så jeg vil nok tage hjem igen, hvis der ikke er mere?"
Det var ikke fordi han følte sig bange. Selvfølgelig gav det en lidt urolig følelse, velvidende at Semyon i princippet kunne tage hans energi fra ham når som helst. Men for - af en eller anden grund - havde manden altså ikke gjort det. Og derfor gik August heller ikke ud fra det ville ske nu. Medmindre Semyon gemte på en mere sygelig ide om hvad der var sjovt: Lok et menneske op, gør ham tilpas, snak ham blød og når han mindst venter det, tag hans liv.
Hvis ikke det var fordi noget sagde ham, at Semyon virkede for ligeglad til at gøre SÅ meget ud af det.