Plan(t)s for the future

S: Doomsville, handelshuset
V: Delvist overskyet, blæsende og byger med skybrud og torden.
T: Formiddagen

Eliyah havde imorges været øm i hele kroppen, efter at havde lagt på alle sidder i et forsøg på, at finde en sove position. Da han stod ud af sengen, var det koldt for fødderne. Han overvejede kort, om det var det værd, men stod så alligevel op.
Han kunne se på lyset, at der stadig var længe til handelshuset åbnede. Han gik ud i sit atelier, der var i yderkanten af huset i stueetagen. Han planlagde at det skulle omdannes til en lille urtehave, som han skulle have plantet hurtigst muligt. Derfor havde han allerede i dag sat sig for at undersøge mulighederne i handelshusene. Som en side ting, ville han også undersøge, hvilke steder der i fremtiden ville være bedst egnet til udbredelse af hans medicin.

Tiden gik med at gå og nusse og gøre klar. Blandt andet skulle han have banket nogle ting sammen. Han ventede så længe så muligt, for ikke at genere naboerne, men i sidste ende, begyndte han nok at bruge hammeren lidt for tidligt på dagen. Men hva´, det var jo ikke has fejl, hvis nogen vågende, han havde jo ventede så længe så muligt.  Han fik i hvert fald banket sine slaver Rin og Beth op, så morgen maden var klar da han var færdig. I sidste ende passede det hele sammen også med tiden. Han var endda heldig med, at solen havde fundet sig et hul i skyerne. Han var iført et en blågrå duoble jakke, marineblå bukser og højskaftede brune støvler. Rundt om halsen havde han et hvidt tørklæde der var bundet pænt og stoppet ned i doublen foran. Til at beskytte sin frisure mod vinden, havde han sin hat i marineblå uld. Hatten havde en kant af hvid pels, der ligeledes forrede den indvendigt. For blæstens skyld, tog han sin marineblå uldkappe yderst.

Eliyah nød solens stråler, der ramte hans blege hud. Han lukkede øjnene et par sekunder. Ligeglad med at falde. Han mærkede stadig sols stråler, da en stor regnråbe
ramte hans kind. Han åbnede øjnene. En byge var ved at åbne sig, og vinden bar dråberne ind over Doomsville. Eliyah satte i løb det sidste stykke, men der var længere end han troede, så han nåede at blive godt våd alligevel. Da han fik øje på handelshuset, havde han næsten ikke mere luft tilbage grundet løbeturen. Da han nåede bygningen, stod han i læ for regnen udenfor indgangen, for at få vejret og rette på tøjet. Han skulle lige have styr på sin aura og ikke ligne en drugnet og forpustede mus, når han gik ind. Han lænede sig op ad muren med ryggen og kiggede op, for bedre at kunne få vejret igennem halsen. Hans hænderne var på hofterne, for at kunne åbne brystet mere op. Han var en lille smule svimmel. Indvendigt forbannede han den regnbyge.

Kat havde som altid lidt sjov kørende med byens børn, og i dag var ingen undtagelse. Hun havde været ude i park sammen med en flok på ti, som var en blanding af piger og drenge omkring ti års alderen, sammen med sin beskytter Beldragon, der vogtede over hende når hendes drage ikke kunne. Hun var klædt i rubinrød skjorte og jakke, brune bukser og brune læderstøvler. Og naturligvis sin [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.], hun gik ingen steder uden det. Hun og børnene havde leget tagfat rundt i parken, og nu hvor regnen åbnede op for dagens byger kaldte Beldragon på dem. Da de alle var samlet spurgte Kat efter om de ville være med til et lille kapløb hen til handelshuset, hvor et varmt bad og mad ventede på dem. Børnene var ivrige og tyvstartede løbet, hvilket blot fik Kat til at le hjerteligt. Hun gav Beldragon et kys på kinden inden hun satte efter børnene, sammen med ham.

Da de nærmede sig handelshuet ”Robins Nest”, satte Kat lidt mere fart på, så hun var midt i børneflokken, der kæmpede om at komme først. Hele flokken lo og grinte, og børnene brugte nogle af de kneb de havde lært af hende til at forhindre at hun kom foran, hvilket blot fik Beldragon og Kat til at le endnu mere. Hele bundtet var drivende våde, da børnene jublende klappede deres ene hånd mod handelshusets væg, et godt stykke fra døren, og modsatte side af hvor den ung mand stod. Kat satte farten ned, mens hun lo og trak vejret lettere tungt.
”Godt så. Lad os komme ind, så i krudtugler kan få jer et bad og noget mad.” Mere skulle ikke siges før børneflokken nærmest maste sig ind gennem døren og løb over til den dør der førte ind til fattig huset. Kat rettede sig roligt op og strakte sig, hun tænkte ikke rigtig over regnen. Men det ødelagde hendes beskytter hurtigt.
”Katrina... Kom nu ind, inden du bliver syg. Hvad tror du din drage vil sige eller gøre ved mig, hvis han tror at jeg er skyld i det? Afgjort noget jeg ikke har lyst til at høre eller mærke.” Kat sukkede og gik ind mens hun spøgte med ham.
”Ja ja, jeg kommer nu. Helt ærligt, så tror jeg ikke at Dust ville gøre dig noget. Han ved at jeg har mine særheder og han elsker dem. Det minder mig om.. Jeg havde tænkt på at skulle finde noget til ham og Izzy. Men først...” Hun gjorde klar til et af sin mors øredøvende pift, eftersom handelshuet endnu ikke havde nogle kunder. Beldragon nåede ikke helt at dække sine øre, og da han stod knap en meter fra hende, skar han ansigt og råbte af hende.
”For fanden pigebarn. Hvad er meningen med sådan et pift? Du vækker sku hele byen.” Kat grinede bare og gik hen til folkene som var hidkaldt af hendes pift. Hun så rundt på de forskellige.
”Hvordan ser det ud med de forskellige fornødenheder og vandafvisende klæder? Og er der en af jer slyngler, der gider at komme med en romtoddy?” Det sidste blev sagt med en varm, drillende stemme, som hun havde lært af sin farfar og stedfarfar. Folkene der kom fra Blackfire klanen grinede bredt over hendes ordvalg. Og kort efter kom en af kvinderne med et krus til Kat, der smilede stort over at se varme dampe komme op fra kruset. Hun satte sig ved et af bordene, mens hun lyttede til folkens tale omkring det hun havde spurgt ind til.

Beldragon var gået ud bagved og havde skiftet tøj, så da han kom tilbage ca. ti minutter senere, klappede han Kat på skulderen.
”Varmt bad og tørt tøj nu. Ellers smider jeg dig tilbage til din mor.” Kat sukkede, men måtte indrømme at hun var begyndt at ryste lidt i det våde tøj. Dog havde den varme romtoddy hjulpet godt på at fjerne tankerne fra det, ligesom det at lytte til folkene også havde gjort.
”Prøv om i kan skaffe det vi mangler, og ellers må vi se hvor vi kan finde noget lignede uden at det bliver for dyrt. Hydra, våg over os.” Folkene sagde selv de sidste ord, inden de opløstes igen. En af kvinderne kom dog ind med et krus varm romtoddy til Beldragon, der satte sig ved et af bordene mens han drak det og ventede på at Kat kom ud igen. Han nikkede smilende til de stamkunder der allerede var ved at indfinde sig for at gøre dagens indkøb.

//Sorry for længden

Eliyah havde efterhånden fået vejret igen. Han havde forsøgt ikke at blive bemærket af flokken af børn, ved at stå helt stille. Ubevidst smilede han lidt ved synet af børnenes glade ansigter. Deres uskyld og simple natur, der gjorde, at de kunne få noget godt ud af at blive gennemblødte. Han mærkede et stik af afsavn, fra dengang det var ham.

Som han stod der og nød børnenes pludren, så han den rødhåret kvinde gøre klar til et pift. Han havde aldrig drømt om, at nogen kunne piftet så højt. Lyden skar i ørene og han blev kort i tvivl, om han havde mistet hørelsen helt. Han skulede surt over mod hende.

Da alle de andre, inkl. de to voksne, var gået ind, rettede han på sine klæder, så han igen blev anstændig, hvorefter han fulgte efter dem ind.

Indenfor var andre handlende så småt begyndt at udse sig de bedste vare. Eliyah vidste, at det ikke var alt han skulle have, som de havde på lager. Det var trods alt en ret lang liste med planter, hvor af de fleste var lidt mere specielle end krydreurter. Derfor gad han ikke spilde tid på først at kigge rundt.

Han spejdede rundt i rummet, for at finde en som havde tilknytning til stedet. Hans blik faldt på en mand der sad ned ved et bord med en kop i hånden. Eliyah gik der hen med afslappede skridt. Han rettede henvendlse til manden, ved at rømme sig og sige:
"Du skulle vel ikke vide, hvor jeg kan finde ejeren?"
Imens han snakkede lagde han ubevidst den ene hånd oven på stoleryggen på stolen ved siden af manden.

Beldragon så op på manden som kom over til ham og spurgte efter ejeren. Han så lidt nysgerrigt på manden og gjorde en gestus mod en stol ved bordet, som en indbydelse til at manden kunne sætte sig. Han så ikke ud til at være helt så ung som Kat, men stadig under de hundrede. Og der var noget ved hans væsen.. Beldragon blev ærligtalt lidt forvirret over den fornemmelse han havde om manden. Noget sagde ham at der både var engel og falden engel i manden, men hvordan kunne det lade sig gør? Med mindre hans hjerne og sanser spillede ham et pus.
”Det kommer helt an på hvad du ligger i ejeren. Handelshuset her er blot et ud af fire, som klanen Blackfire har. De andre tre ligger henholdsvis i Sunfury, Aquerne og på øen Dead Mans Rock, hvor klanens leder som regel holder til. Hvis du tænker på den daglige leder, så er det Armin derover som du skal havefat i.” Han pegede over på en midaldrende mand med hvidblondt hår, klædt i lyst brunt tøj af hør, som stod og snakkede med en kunde ved nogle hørballer, knap ti meter fra hvor Beldragon sad.
”Hvis du derimod tænker på personen som har det overordnet blik for handelshuset, så må du lige vente på at hun kommer ud igen... Når man taler om solen.” Han havde lige afsluttet samtalen, da han hørte en dør og tilføjede så det sidste, da han så at Kat var på vej over til dem.
Hun var nu klædt i en sort [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] med rubinrøde mønstre i blontekanten. Selv om blusen kunne bindes ved halsen, så havde Kat ladet den være åben, så man bedre kunne se hendes halskæde. Bukserne var af bomuld i en mørk rubinrød farve og støvlerne var af sort læder. Kort sagt lignede hun enten en fin frue eller en meget fornem slave, alt efter hvordan folk så sammenhængen med hendes halskæde.
Da hun kom over til dem, nikkede hun smilende til manden som var sammen med Beldragon.
”Velkommen til Handelshuet ”Robins Nest”. Hvad bringer dig her til?” Hun satte sig selv ned og kort efter kom der en kande varm romtoddy over til dem, sammen med krus til hende og gæsten. Kat takkede manden som var kommet med det og fyldte hurtigt et krus til hende selv, som hun tog en stor og dyb slurk af, inden hun så nysgerrigt på gæsten.

Eliyah havde ikke forventet, at det var den larmende kvinde, han skulle betjenes af. Han havde taget en hurtig vurdere fra top til tå, da hun kom kom ud efter at have klædt om. Derefter kiggede han over på manden der havde præcenteret hende, for at være sikkert på, at de virkelig og seriøst mente hende. Det ændrede ikke på noget, så han holdt et suk inde.

Eliyah rykkede den stol ud, som han havde haft hånden på, og satte sig på stolen. Eliyah kiggede hende i øjnene og smilede høfligt, men en smule påtaget, da han  rettede henvendelse til Katrina. Kvinden var jo en kæmpe. Han syntes selv han var høj, og hun var at halvt hoved højere!

"Det lyder til, at det er din ekspertise, jeg efterspørge." Sagde han med rolig stemme. Hans umiddelbare reaktion, var ikke længere at sporer. Imens han sagde det, rakte han ud efter kanden med romtoddy og hældte en passende mængde i sit krus.

Han rakte hånden ned i sin taske, hvorfra han trak et A5 størrelse dokument, hvorpå der stod to rækker med navne på planter. Han lagde papiret på bordet foran sig, og skubbede det henover bordet til hende imens han sagde. "Jeg håbede på, at finde det rette handelshus, som kan skaffe samtlige planter på listen." Han smilede en smule skævt, fordi han godt vidste at nogle få planter, måske kunne blive lidt en udfordring. Dog var de fleste planter på listen,  forholdsvis lette at skaffe, og størstedelen havde de måske endda på lager. Han trak hånden til sig og glattede tærklødet ud imens han holdt øjenkontakten med hende. "Jeg skal have lavet en lille urtehave, så planterne skal være med rod."

Kat smilede venligt, da hun hørte at det var hendes ekspertise, som gæsten efterspurgte. Og da gæsten begyndte at forklare hvad det var han manglede og håbede på at finde, nikkede hun roligt. Ligeledes tog hun venligt imod listen og læste den grundigt igennem mens hun lyttede til det sidste han snakkede om. Hun rakte listen videre til Beldragon, som også læste den igennem og derefter så spørgende på Kat, der roligt smilede til ham.
”Du har lige så god forstand på urterne som jeg har. Og desuden ved du hvor de satte de nye kasser med vare fra mor.” Beldragon klukkede og blinkede lidt drillende til hende.
”Ja, for du har haft alt for travlt med andre ting.” Derefter tømte han sit krus og rejste sig, for at se om de skulle være heldige at Taliia havde sendt nogle urter med rod.

Efter Beldragon var gået tømte Kat sit halvtomme krus og gjorde et par håndsignaler i luften, mens hun havde øjenkontakt med en kvinde over ved døren til baglokalerne. Kvinden nikkede og forsvandt ud bagved. Kat vente igen opmærksomheden mod gæsten og smilede venligt.
”Jeg ved ikke hvor meget Beldragon har fortalt, men mit navn er Katrina Valcyriel Leigan. Jeg fungere som områdsleder for de to handelshuse vi har her inde i landet. Så hvis jeg ikke er her i Doomsville, så er jeg sikkert i Sunfury.” Hun lænede sig lidt frem og lod albuerne hvile på bordet, så hun kunne samle hænderne fingerspidser mod fingerspidser, mens hun så grundigt på gæsten uden at ligge andet end venlighed i det.
”Nogle af urterne får vi svært ved at finde før til foråret og sommeren. Men jeg er nærmest fortrøstningsfuld alligevel. Min mors kusine skulle efter sigende være i besiddelse af en særdeles rig urtehave. Jeg har udvekslet nogle få breve med hende hen over de sidste par måneder, og hun skrev noget om at hun lige havde fået anrettet haven her i sommer, så til næste år skulle den gerne være fyldt med gode sager. Jeg vil med glæde sende hende et brev med en forespørgsel på de urter du efterspørg.” Kvinden kom over til deres bord med en flaske med mørkt indhold i og satte den på bordet ved siden af Kat, der nikkede smilende til hende. Derefter tog hun flasken og trak proppen af, samt tog et dybt åndedrag så hun rigtigt kunne få duften af den kraftige mørke rom ind i næsen. Ud over duften af mørk kraftig rom, var der andre liflige dufte som var knap så gennemtrængende. Blandt andet duften af forskellige bær og noget andet kraftigt... Noget folk havde havet som spisekammer kendte til, nemmelig havtang.
Hun slap vejret ud med et hjerteligt suk.
”Åh ja.. Det er længe siden jeg har haft åbnet en af disse flasker.” Hun hældte noget af indholdet over i sit krus, og den mørke, næsten sorte farve, flød roligt som en almindelig rom. Men denne gang drak hun kun små mundfulde, som om hun lige skulle genopfriskes med smagen. Men hun gjorde dette med halvt lukkede øjne i nydelse. Efter omkring fem-seks mundfulde, så hun igen over på gæsten, denne gang med nysgerrighed i blikket.
”Jeg kan ikke lade vær med at spørge. Men din race engel eller falden engel? Jeg er selv falden engel.”

Eliyah havde smagt på romtoddyen og blevet overrasket over, hvor godt det smagte! Det var urter, sødme og alkohol. Tre ting som han satte stor pris på. Efter det første sip, havde han taget kruset lidt væk fra munden. Han smilede anerkende, og tog en stor mundfuld mere. han forsøgte ikke at tømme hele kruset på en gang. Han satte sit næsten tømte krus ned på bordet. Han lod sine fingre indramme kruset, for at få glæde af varmen.

Han kiggede kort efter Beldragon. Han formåede at skjule hans lettelse over, at det ikke udelukkende var det larmende kvinde menneske foran ham, som var indover. Han rettede sit blik tilbage til Katrine.

"Goddag Katrina. Mit navn er Eliyah Elizondo." Han skubbede kort øjenbrynene lidt op, som han havde for vane. "Det ville være glimrende, hvis du kunne kontakte din mors kusine, for om hun havde dem. Og planter tager den tid de tager. De er jo levende væsner."

Han tømte sit grus helt og nød de sidste dråber. Han skulle lige til at spørge til flasken på bordet, da hun spurgte om hans race. Med det samme gik alarmklokkerne i gang. Det var ikke noget, han ikke havde prøvet før. Han faldt dog lidt til ro, da hun afslørede hun selv var falden engel. Han vurderede, at den bedste taktik var humor og afledning. Han svarede derfor med et smil på læberne. "Hvad får dig dog til at sige det? Mit charmerende ydre eller gode manere."= Han lavede et lille vink med højre øje. "Jeg har aldrig set en engel med så mørkt hår. Men du kender nok mere til det end mig. Har du altid været en falden engel?"

Kat nikkede roligt som hilsen, da han præsenterede sig. Og igen da han talte om at hun godt måtte tage kontakt med sin mors kusine. Hun var allerede ved at tænke på hvad hun skulle skrive og om hun mon selv skulle hente urterne til næste år. Det kunne der komme en lille ferie ud af.

Hendes spørgsmål omkring hans race, havde åbenbart ramt et ømt punkt hos ham, hvilket kun gjorde hende mere nysgerrig. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at grine lidt over hans måde at svare på.
"Desværre igen af delene. Jeg havde en fornemmelse og spurgte som et skud fra hoften." Hun drak lidt dybere af kruset og tænkte om hun måske var ved at rode sig ud i noget her, men hun var ikke sikker på hvad.
"Hårfarven har jeg avet fra min mor. Hun har ligeså rødt hår, som jeg har. Men nej, jeg ved ikke så meget om engle mest har lyst hår. Jeg tror nok at min far var lyshåret, men kan desværre ikke huske det længere." Hun tog endnu en mundfuld, så kruset var halv tomt og smilede skævt til ham.
"Og nej. Jeg blev født som en almindelig engel, men faldt sidste sensommer, da jeg valgte at få en abort efter en voldtægt. Men jeg har endnu mine vinger, selv om de nu er sorte, i stedet for hvidgrå."

Eliyah bøjede sig frem og rakte ind efter flasken på bordet, hvorefter han skænkede sig selv et krus imens Katrina begyndte at svare. Han syntes meget godt om smagen, selvom den var lidt speciel. Da han havde tår nr. 2 i munden, kom Katrina til den del, hvor hun snakkede om hendes fald. Eliyah blev så overrasket og forarvet over hendes åbenhed, at han fik de stærke sager i den gale hals. Han bankede sig selv på brystet med højre hånd. Den venstre hånd havde sluppet koppen og signalerende, at han nok skulle klare den selv, ved at holde hånde op imellem dem og vifte den en smule.

Han havde aldrig drømt om, at nogen ville tale åbent om så store og personlige ting! Selv forsøgte han at holde sin race skjult, men kvinden foran ham, fik det til at lyde som det mest naturlige samtale emne. Eliyah følte sig bestemt ikke tilpas i situationen. Han havde aldrig drømt om da han stod op i morgens, at et kvindemenneske skulle putte ham i så ubehagelig en situation. Det ville også se mærkeligt ud, hvis han skyndte sig væk. Hvorfor var samtalen taget sådan en drejning. Det stak lidt i hans hjerte, var han netop ikke barn af en engel, der var blevet voldtaget. Imellem sine host med tilhørende grimasse fik han fremsagt. "Voldtaget *host host* af hvad?"

Kat forstod hurtigt ved hans reaktion, at hun muligvis havde været for ligefrem med sine ord. Hun så roligt på ham, mens han forsøgte at få vejret igen.
"Ja, denne flaske er noget man lige skal vende sig til. Mine bedsteforældre lavede den, så der findes ikke mange flasker..." Hun kløede sig i nakken og så undskyldende på ham.
"Jeg beklager hvis jeg har været for ligefrem med tingene. Har stadig svært ved at finde ud af hvilket ben jeg skal stå på efter at jeg faldt. Hvad angår mine overfaldsmænd, så var de dæmoner. Men de levede ikke længe efter voldtægten. Det sørgede min partner for. Han dræbte hver og en."
Hun så lidt på ham mens hun overvejede hvordan hun kunne snakke med ham, uden at være for ligefrem. Men det var noget hun havde utroligt svært ved.
"Jeg er vokset op på en ø mellem pirater af alverdens racer. Så derfor har jeg til tider problemer med at pakke tingene ind." Hun håbede på at hun ikke havde skræmt kunden væk, i så fald måtte hun finde ud af hvordan hun kunne gøre det godt igen.

Eliyah nikkede til Katrinas kommentar til indholdt, imens han fik væsken i den rigtige hals, så han kunne trække vejret igen. Som hans vejtrækning forbedrede sig, kunne han slappe af ovenpå overraskelsen. Da hun nævnte dæmonerne og deres skæbne, nikkede han ubevidst anerkende med hovedet.

Han søgte igen øjenkontakt med hende, imens han var tilbagelænet. Han havde lagt charmen lidt på hylden, for at have en mere neutral samtale. "Jeg er ked af at høre, at det skete for dig, men jeg glædes ved, at de blev straffet. Det værste må være, at du mistede fine vinger, da du valgte barnet fra?" Han følte sig stadig lidt harm over, at hun havde sat sig selv over sit barn. Han skjulte sin foragt, idet hans nysegeringhed var blevet vækket. "Lyder som et fristed. Jeg er vokset op, hvor væsner holder til i mørket, og man forsøger ikke at tale om dem, fordi man frygter det vil lokke dem frem."  Han fnøs og afsluttede med et lille smil i højre mundvige. "Nogle så det endda som værende overtro."

Kat drak lidt af sit krus mens hun lyttede til det han sagde. Hun havde dog sin tvivl om han mente det han sagde omkring at det værste var at miste sine fine vinger, da hun fravalgte barnet. Men da han skiftede emne lod hun det ligge.

Hun nikkede roligt til det han sagde om at det måtte være et fristed. Det var det så sandelig også. En ø, hvor man ikke skulle tænke ret meget over hvad man gjorde. Særligt når det kom til at vise kærlighed for den man var faldet for, om det var en af samme køn eller det modsatte. Nu hun tænkte nærmere over det, så var der faktisk mange som foretrak deres eget køn. Men disse fandt ofte sammen på tværs af parene, hvis de ønskede børn i deres liv.
"Et fristed. Ja det er vel et af de gode ord for det. Dog er der stadig mange som ikke ved hvad de skal tænke eller sige om det. Særligt hvis de høre om at øen er åben omkring forskellig kærlighed. Jeg tror gerne på at nogle ville mene at det var overtro, at de væsener man ikke ønskede kom frem, gjorde det hvis man talte om dem. Det lyder lidt ligesom når farfar nægter at tænke på at hans sjælmage ikke kommer tilbage." Kat tømte kruset og fyldte det igen. Normale mennesker ville kun kunne klare to krus af denne type alkohol, men Kat var en af dem som var vokset op med det og derfor kunne hun klare op til seks eller otte krus, alt efter hvor meget andet hun havde drukket. En af mændene kom over til dem med en bog i hænderne, som han lagde ved siden af Kat. Hans skjorte var åbnet så meget, at man kunne se den [For at se dette link skal du være tilmeldt og logget ind.] tatovering, som han havde på højre brystmuskel.
"Jeg fandt denne mellem nogle af de ting din mor sendte os." Kat så på bogen og blev overrasket over at se at det var en kopi af vandmagibogen. Hun slog op i den og skimtede et par sider igennem, inden hun nikkede smilende til manden.
"Mange tak, Loken." Han nikkede og gik tilbage til lageret.