Plan B ~Toshiba~

Skrig rungede i skoven, de kom fra en... Et skrig af volsomt smerte som bare blev ved..
Det var sen aften og det var ikke engang fuldmåne så ingen varulve hylede.. Hvor skrigene kom fra, vidste ingen udover de to skikkelser som var dybt inde i den mørke skov.
Han stod foran hende, høj og muskuløs med øjne gyldne som solen der glimtrede fartruende. Den anden var Cosette som græd, hun blev ikke voldtaget eller sådan noget.. Blot truet til at skifteform.
"Skift." Sagde mandens stemme alvorligt, og havde en pisk i hånden. Han havde brugt den et par bange, og det kunne ses på hendes ryg.
"Jeg vil ikke mere.. Jeg har skiftet frem og tilbage 10 gange nu.. Please lad vær.." Sagde hun bedende imens hun kiggede op på manden. Manden var den sorte ulv som ønskede at få hævn over sin ven som Cosette dræbte.. Men han ville nu også blot se hende lide en smule.
"Jeg sagde skift!" Råbte han og svang pisken ned over hendes ryg, hun skreg igen med flere smerte tårer. Cosette kiggede op på ham og begyndte at skifte, hendes knogler knækkede for ændrede sig i pinefuld smerte. Hun skreg af den smerte det påførte hende, og da hun enlig var i sin jaguarform..
"Skift tilbage!" Sagde han med et lumsk smil.. Cosette klynkede og gav sig til at give et peb fra sig. Hun kunne snuse en anden ulv..
*Shetan hvis det er dig.. Hjælp..* Hun håbede så endeligt at det var Shetan hun havde fært af.
"Skiftform tøs!" Svarede manden igen og piskede endnu engang. Cosette skiftede tilbage, ligeså smertefuldt som før.. Hun skreg og holdte om sig selv, imens hendes ansigt for fyldt at bare smerte...
*Please...* Tænkte hun bare og hendes krop dirrede..
Manden så på hende igen.
"Skift." Sagde han igen...

Shetan kunne høre hende... Hun skreg så højt, så pinefuldt.. Cosette! Han måtte hjælpe hende lige meget hvad! Bag ham løb Toshiba og prøvede så godt han kunne at følge med sin lodne sorte bror..
*hun har brug for os Toshiba,* sagde shetan og blev ved med at løbe Lidt foran Toshiba.. Klart at shetan var hurtigere end Toshiba, han havde trods alt fire ben, imens Toshiba kun havde to..
*det ved jeg, jeg skynder mig,* sagde Toshiba til ham og åndede tungt ud.. Han havde løbet lige siden de var i byen.. Nu kunne han snart ikke mere, men han vidste at det galt cosette, derfor måtte han ikke give op! Aldrig!
Pludselig var shetan fremme, han sprang på manden og snappede ud efter hans strube..

Manden fik et chok da han selv var shapeshifter kunne han også få færten af ulven. Han skriftede da Shatan sprang på ham. En stor musluløs ulv kom frem, og de to ulve sloges vildt. Cosette satte sig lidt op og ømmede sig kraftigt, helle hendes krop var øm efter de lange forvandlinger. Hun bed dog tænderne sammen, hun vidste hun var svag.. Men det kunne hun da ikke gøre for... Kunne hun? Cosette havde aldrig været god i kamp eller noget, hun var altid flygtet. Hun så manden flygte så snart han kunne forsvinde ind i de mørke skoves dyb. Cosette åndede lettet ud, men støndede af smerte.

Shetan trillede rundt på jorden med denne mand, denne shapeshifter.. Han snappede ud efter ham, de skarpe hvide tænder var blottede og engang imellem fik de fat i en stump pels, selvom det ikke var det som Shetan ville have fat i.. Nej, han ville have fat i struben..
Toshiba kom løbende og pustede kort ud, inden han fik øje på Cosette.. Hun var i live.. Gudskelov! Han løb hen til hende.
"Cosette," sagde han en anelse bekymret og lagde en arm om hende. "Klare du dig?" Han kiggede hende dybt i øjenene..
Shetan lod den feje shapeshifter løbe sin vej, men løb ikke efter ham.. Det var han ikke vær.. I stedet stod han bare og spændte i hele sin krop og stoppede ikke, før han var sikker på at han var væk..

Cosette fik øje på Toshiba..
"Ja jeg klare den.." Svarede hun og satte sig op, hun var bare øm i musklerne.. Hendes venstre skuldre var blottet og man kunne den slavetatovering fra Dust som hun havde. Sproings tatoveringen. Cosette kiggede ham i øjne og ømmede sig stadigvæk.
"Jeg har bare skiftet for mange gange.." Tilføjede hun og smilte lidt skævt. Det var som at træne til man var øm og så ti gange mere.. Cosette kiggede op på ham stadigvæk.

Det så ikke ud til at han kom tilbage, så Shetan nikkede tilfredst og stoppede med at spænde den stærke ulvekrop.. Han gav et snøft for sig, inden han luntede hen til Toshiba og Cosette med elegante ulvebevægelser, der kunne få selv en tynd puddel til at ligne en elefant i et glashus..
Han kiggede bekymret op på Cosette.
*Er du okay?* sendte han hende en tanke, i håb om at hun kunne høre ham..
Toshiba smilte skævt, ikke fordi hun var øm, men fordi hun var i sikkerhed.. Han bemærkede húrtigt tattoveringen og pegede kort på den.
"Hvad er det?" spurgte han forsigtigt og hjalp hende op at stå.

Cosette hørte en lyd, hun kiggede ned på Shetan.
*Ja jeg klare mig* Svarede hun tilbage i tankerne, hun kunne hører ham!
Hun lod mærke til Toshiba bemærkede tatoveringen, og sank en klump..
"Ja jeg mødte en dæmon i gyderne, og han tog mig som slave.." Sagde hun og kiggede lidt ned. "Men han er ikke ond, han vil hjæpe mig så det ikke gør så ondt at skifteform mere.. Men jeg hader at være fanget og ejet." Sagde hun og rømmede sig lidt, hun hadede det men han havde ikke tænkt sig at være hende ondt så længe hun var god. Cosette kiggede forsigtigt ham op i øjne.

Shetan logrede med den buskede hale, så han nu i stedet for at ligne en smuk sort ulv, lignede en legesyg hund der bare ventede på at mennesket skulle kaste en pind som han skulle hente..
*Du kan høre mig,* sagde han og sendte hende et smilende glimt i de brune øjne, der kunne ligne Toshibas øjne.. *Du kan virkelig høre mig!*
Toshiba smilte, en smule skeptisk.. Han var meget imod det med slaver og herre.. Især hvis herren udnyttede sin slave, hvilket han bestemt ikke ville have at denne dæmon skulle gøre overfor Cosette.. Om han så skulle møde ham personligt og flå ham i små stykker..
Shetan bemærkede Toshiba indvendige raceri og puffede kærligt til ham med sin snude..

Cosette kunne ikke lade hver med at smile over hun kunne hører Shetan.
*Ja jeg kan!* Sagde hun igen og kiggede op på Toshiba.
"Jeg hader det ja, men han gør mig ikke noget. Det har han ikke gjort endnu i hvertfald." Cosette løftede lidt på sine skuldre og kyssede hans kind stille og blidt.
Hun kunne mærke han var vred og derfor håbede hun at det ville løse ham lidt op.

Toshiba kiggede ned på Shetan..
*Jeg er okay,* sendte han en tanke og smilte skævt..
Han kiggede ned på Cosette igen, med det samme skæve smil..
"Endnu," mumlede han og fik en smule kudegysninger over at hun havde sagt endnu.. Han skulle slet ikke gøre hende noget.. Det kunne han ikke tillade sig i hvertfald.. Hvorfor havde Cosette ikke forsvarede sig fra at blive en slave?
Han kiggede væk, for at komme til at tænke på noget andet..

Cosette gik et skridt væk fra ham og kiggede bedrøvet op på ham..
"Hvad tænker du på?" Spurgte hun forsigtigt og kiggede på ham med en stille stemme..
Hvad skulle hun havde gjort.. Cosette andede intet om kamp metoder, alt hun kendte til var at flygte.. Cosette kiggede på ham igen, stadig med et bedrøvet ansigt..
Hun tænkte det havde noget at gøre med slaverriet..
"Jeg ved det jeg er en idiot, at jeg ikke kan kæmpe eller noget som helst.. Jeg er svag jeg fortjener slet ikke at være her.." Sagde hun og kiggede ned, hun talte jo sandt..

Shetan bemærkede den triste stemning og skubbede til Toshiba, for at få ham til at sige til Cosette at hun tog fejl.. Eller, i det mindste få dem begge på andre tanker end lige det med slave tingen..
Toshiba bemrækede puffet og kiggede hen på Cosette, med et roligt smil og et varmt glimt fra de brune øjne..
"Jeg er bare bange for om han skulle finde på at gøre dig noget," sagde han og kløede sig i nakken.. "Jeg ønsker ikke at han skal behandle dig, som min mor behandlede mig," Så snart hun sagde de andre ord, kiggede han overrasket hen på hende. "Vent nu lidt, det har jeg slet ikke sagt? Du fortjener da at være her, hvad er det for noget at sige?"

hun kiggede op på ham, og blev rørt over han ikke ville have hun kom noget til.
"Tak det tror jeg dog aldrig der nogen der har sagt til mig." Sagde hun og smilte rørt til ham og kiggede op på ham med sine brune øjne.
"Undskyld det kom bare ud, jeg er bare ikke god til at sige fra fordi jeg ved at jeg ikke kan forsvare mig selv.." Svarede hun og trak på skuldren en smule.
Cosette ømmede sig stadigvæk lidt og kiggede på Toshiba.

Han kiggede tilbage i de smukke brune øjne hun havde.. Selvfølgelig fortjente hun at være der, hvis hun ikke gjorde, så kendte han nogen som fortjente det langt mindre end hende! Cosette var jo ikke noget man skulle hade, man kunne jo ikke hade hende, det var nærmest umuligt..
"Så skal jeg lærer dig at forsvare dig selv," sagde han og smilte varmt til hende.. Han gik forsigtigt hen mod hende og lagde en arm om hende..
Shetan havde sat sig ned og kiggede på dem med lysende øjne og logrende hale.

Hun smilte til ham og deres ansigter var tætte igen. Det mindede hende om da hun var hjemme ved ham. Hun smilte til ham..
"Tak så du den trejde som vil gøre mig stærkere." Svarede hun med et lille grin kærligt, hun kunne ikke lade hver og kyssede hans hage spids. Hun kiggede ham op i øjne igen og rødmede en smule over det.
Cosette kiggede ham dybt i øjne, og smilte varmt og kærligt.

Shetan kunne mærke på dem at han nok hellere måtte lade dem være alene, så han nikkede kort med det pjuskede ulve hoved, inden han luntede væk med den sorte buskde hale svingende efter sig.
Toshiba kiggede ned på Cosette med et skævt smil og en svag rødmen over sine kinder, han bed sig kort i underlæben og lukkede øjnene i, da hun kyssede hans hage spids. Han grinte kærligt og åbnede sine chokolade brune øjne igen, som hurtigt fandt hendes smukke øjne.
"Jeg kan ikke gøre dig stærkere end du allerede er, men jeg kan måske lærer dig et par tricks," Sagde han og smilte varmt til hende.

Hans øjne gjorde hende blød. Hun smilte varmt tilbage til ham og fik et lille drilsk glimt i øjet.
"Jamen så vis dine tricks mester." sagde hun en smule drilsk og blinkede til ham.
Cosette kunne ikke rigtigt skjule at hun var begyndt at danne føler for ham.. kærlighed var en stærk kræft, og den kunne let såre.

Han smilte bare kægt af den drilske undertone hun sendte ham, det var længe siden nogen havde brugt den tone overfor ham, så det fik ham bare til at smile, især når det kom fra en som Cosette. Han rykkede sig kort væk fra hende, for at se om han kunne demonstrere sine tricks, selvom han måtte indrømme at det nok ikke var noget stort, han var ikke den største kæmper, men han ville meget gerne hjælpe hende.
"jeg skal prøve," sagde han og blinkede kægt til hende. "Prøv at spring på mig," Han sendte hende et selvsikkert smil.

Springe på ham det kunne hun da ikke bare.. det føltes forkert og hendes krop begyndte at spænde sig. Hun kiggede lidt nervøst på ham og sank en klump.
"Springe på dig?" svarede hun og stammede kort, Cosette pustede ud. Han havde med en blanding at gøre, var Han klar over det? COsette hævede kort et bryn og trippede lidt på stedet. Cosette løb om bagved ham. hun var hurtigere end et menneske. HUn hævde sit knæ op på midten af hans ryg armen rundt om hans hals og bøjede ham bagover så hans hoved kunne Ligge på hendes skulder.

Hun virkede pludselig nervøs, det han mente med at hun skulle springe på ham, betød ikke at hun skulle gøre alt for at få ham til at lægge sig ned, det var vel bare for at se hvordan hun ville angribe sin modstander og det første var at se hvordan hun ville springe på vedkommende. Som håbede, var hun sprunget på ham bagfra, så han sværer havde ved at forhindre hende i at gøre det.
Han undslap et forskrækket grin og tog sine armen om bag ryggen, greb fat om hende, hvor han derefter svingede hende om foran sig.
"Godt gået med at springe på mig bagfra," sagde han med et kægt smil.

Cosette fik lidt et chok da han fik hende svinget om så hun så ham i øjne. Cosette smilte bare til ham helt uskyldigt, inden hun havde fat i hans arm og var væk. Man kunne ikke se hende, hun stod ikke bag ham, ved siden af ham eller foran ham. Hun var over ham oppe i træet, men det kunne han jo ikek se. Efter lidt forviring sprang hun ned på ryggen af ham så han væltede. Hun blev siddende ovenpå ham, og smilte kækt.

Han blev meget forskrækket, da han lige pludselig ikke kunne se hende mere. Det fik ham til at kigge forskellige steder rundt, for at finde hende.. Men hun var intet sted at se, hvilket forvirrede ham, men han gav ingen tegn på udenpå at han var forvirret. Han beholdte blot det kække smil, inden han lagde sine arme på kors.
"Cosette?" Spurgte han forvirret. "Hvor er D.."
Han blev afbrudt, da han lige pludselig ikke kunne holde balancen mere og væltede ned på ryggen. Præcis som han havde forventet, sad cosette ovenpå ham og smilte et kækt smil, ligesom han havde sendte hende.
"Imponerende," sagde han og grinte kærligt. "Du fik mig,"

Cosette smilte stort, og klappede nærmest i hænderne.
"Gjorde jeg?" Spurgte hun overlykkeligt, men hun vidste hun skulle træne sig i form så hun styrkede knoglerne i hendes krop ved at transformere sig om til dyr. Jo mere jo bedre? Ikke sandt? Cosette lod sin dyriske sans overtage, og handlede udefter den. Hun var klar til det næste træk Toshiba ville vise hende, og hun ville tage ham med storm, hun kunne klarer det! Det vidste hun bare at hun kunne!