The letter//Sajro.

Alane havde bevidst valgt at ignorrer bjørnen da den ikke var en trussel for hende. Med det samme da hjorten var nedlagt sprangg hun med det samme i hovedet på bjørnen. Hun fik bidt sig fast i halsen på den. Bjørnen sprældede og prøvede at ryste hende af men med et var det som om den var mere optaget af noget andet. Sajro. Han var vidst ikke den bedste jæger sådan som han fik tæsk af bjørnen. Hun sukkede stille inden i. Altid skulle han komme til skade. Nu vidste hun at hun måtte forlade ham fordi han blev skør i hovedet. Kunne de dog aldrig være sammen, åbenbart ikke..

Det varede ikke længe før bjørnen lagde sig ned. Hun slap den og vendte sig så mod ham. Hun knurrerede af ham, ikke fordi hun truede ham men for at skælde ham ud. Hun havde sagtens kunne klare det alene. Hvorfor troede alle hun var så forbandet svag?!

''Ved du hvad Alane... jeg forstår godt dit kropssprog og knurren... jeg er trods alt halv ulv...''

Han var faktisk irriteret... hvis hun ville have lov til at gøre det hele selv skulle hun ikke have bedt ham om, om de kunne jage sammen, det ville han ikke finde sig i... Hun havde sagt sammen men hun valgte istedet bare at gøre det hele selv som en snobbet lille unge der skulle vise sig og ikke fandt sig i andres hjælp...

''Men du spurgte om jeg ville gå på jagt sammen med dig... Det her er ikke sammen, det er dig der vil vise dig frem og ikke finde dig i hjælp fra andre...''

han så bare på hende og tog sig ikke af at han var såret, han havde prøvet være end det der skete der...

Sajro havde haft massere af tid til at hjælpe hende med hjorten. Det var jo ikke bare sket på to sekunder. Hun forvandlede sig, hun var pisse ligeglad med at hun var nøgen. Hun var indsmurt i blod. "Du var lige bag mig da jeg sprang frem, det havde jeg sørget for, hvorfor tror jeg pludselig endte med at gå, jeg ventede på dig. Du havde massere af tid til at reagere da jeg sprang på hjorten, det tog mig omkring ti minutter om at nedlægge den... Men det der irritere mig er at du ikke tror jeg kan klare mig selv mod en modstander, i stedet for at hjælpe mig med hjorten så vi sammen kunne nedlægge bjørnen". Hun var vred, hvis det var sådan han tænkte om hende, så fint. Hun skulle ikke nyde noget af at blive dømt på den måde igen.

"Men jeg vil jo bare føre mig frem så værsgod, nu kan du gøre det selv. Jeg skal ikke nyde noget af at blive dømt endnu engang fra dig... Jeg troede virkelig ikke du var sådan Sajro!"

Små tåre løb ned af hendes kinder. Hun knyttede hænderne, hun var simpelthen så ked af det. Hun var jo åbenbart ikke andet end et forfærdeligt menneske og en selvoptaget snob som skulle blære sig. Men hvis det var sådan han så på hende, skulle han da blive fri for hende.

"I dine øjne er jeg et forfædeligt menneske og en lille selvoptabet snob som skal føre sig frem og blære sig. Men fint hvis du ser sådan på mig så skal du da blive fri for at se på mig!"

Alane forvanlede sig til en ulv, hun så en kort gang på Sajro og vendte sig så om og luntede dybere ind i skoven.

//Vil lige sige at din beskrivelse af drabet på hjorten var beskrevet som om det ikke tog meget mere end et halv minut... ^^' //

//Når de ligger og tumler omkring, vælter og det hele, som jeg så pænt skriver så kan du vel lidt regne ud at det tager mere end et halvt minut?.. //

// Du skrev: Det varede ikke længe før den holdt helt op med at sprælle
//Så er det altså at jeg tænker at så tager det ikke ret lang tid... Og du skrev at hun lukkede tænderne sammen om dens hals, og en ulvs bid er altså hårdt nok til at kunne dræbe den med det samme hvis den får fat i halsen... ^^'

//Den er for det første større end normalt og hun bider ikke helt til fordi hun venter på Sajro ligesom hjalp hende.. Og nej fordi normalt kæmper de længere tid, det tager en del tid at nedligge en Kronhjort i nærkamp"

//men det er jo stadig ikke til at læse ud fra din tekst når du siger ''Efter kort tid'' Og måske den er større end normalt men du skriver jo også at Alane er større end en normal ulv. ^^'

Han havde ikke ment det for at dømme hende men fordi han mente at hun viste sig frem som i et forsøg på at skulle vise hun var bedre end ham eller hvad fanden det var hun var ude på... Han gad det ikke rigtigt... at hun skulle sige den slags...

''Jeg dømmer dig ikke... Jeg siger jo bare at den måde du gør tingene på virker som om du vil vise dig frem overfor mig, jeg siger ikke at du er en snob, men at du lige nu opfører dig som en.''

Han stod bare og kiggede på hende. Han ville ikke finde sig i at hun bare skældte ham ud og sagde det hele var hans skyld som om hun bare gjorde alting helt perfekt og at hun aldrig gjorde nogen fejl overhovedet...

''Du må da undskyld at jeg gerne vil være på den sikre side med din sikkerhed... Og undskyld at jeg ikke er ligeså perfekt som dig, som jo åbenbart kan alt og ikke har brug for andre end til andet end nogle hun kan hjælpe...''

Han taklede hende hurtigt da hun begyndte at lunte væk fra ham. Han ville ikke finde sig i at hun bare luntede væk som om han var en bunke lort hun lige havde skidt på jorden

Hun lyttede ikke til ham, hun var for ked af det. Hvad fanden var det der skete? De kunne aldrig være venner mere åbenbart, de skulle altid være i totterne på hinanden ellers var det for akavet til at snakke med ham. Dette var ikke hendes bror, den hun kendte. Eller også havde hun selv ændret sig til at være en kælling. Det kunne hun ikke sige. Alane sagde jo ikke det var hans skyld, hun forklarede ham jo bare hvorfor hun havde gjort som hun gjorde men det forstod han jo sikkert ikke. Han var alt for langt nede i sin selvmelidenhed til at se udover sin næsetip.

Alane stoppede op, hans ord, en lussing. Andet var der ikke at sige. Han havde lige mistet hende. Han vidste hvordan hun havde det. Hun var langt fra perfekt og det vidste han udemærket godt. Det der ville hun simpelthen ikke finde sig i. Hun var træt af at være en nikke dukke og bare finde sig i når folk dømte hende. Hun hylede da han taklede hende. Hun var tom, ingen følelser eller noget. Hendes forvandling faldt, koncentrationen var ikke til noget. Hun så ham bare i øjnene, hun forsøgte at væltet ham væk.

Han vidste ikke hvorfor det bare ikke kunne fungere imellem dem. han holdte af hende så meget, men hver gang han fortalte sin mening om noget, og det ikke lige passede med hende så skulle han svines til fordi han var jo altid skurken i de her diskutioner...

''Alane, Hvorfor er det jeg altid skal gøres til den der er skurken?''

Han havde ikke så meget selvmedlidenhed, men han ville bare ikke svines til uden grund. Han vidste ikke hvorfor tingene altid skulle gøres til at være hans skyld... Han så hende i øjnene hans var fyldt med bekymring for hende...

''Hvad er der sket med dig Alane??? Hvorfor er du pludseligt blevet så defensiv og selv bebrejdende? Hvorfor skal du se alt som et angreb på dig?''

Han så ind i hendes øjne, men han slap hende ikke ikke endnu ihvertfald...

Hun kiggede på ham, sagde stadig ikke noget, hun var tom indeni. Hun kunne ikke mere lige nu. Hun ville ikke finde sig i det mere. Hun var så træt af altid at være stakkels lille forsvarsløse Alane. Blev han gjort til skurken. Hvad fanden var hun så.

"Hvorfor er jeg altid det lille pattebarn som aldrig kan tage vare på sig selv, hvorfor er jeg altid snobben og hvorfor er jeg altid den som gør du skader dig selv?!"

Alane nærmest råbte da, ikke på en vre dmåde men på en afkræftet og opgivende måde. Hun havde fået nok, kunne ikke mere nu. Hun ville ikke være grunden til han altid skulle have det dårligt, ikke mere, hun ville ikke slæbe ham igennem mere nu. Det var slut, nu skulle han få lov til at leve sit liv i fred og ro og aldrig mere bekymre sig om hende, ikke skulle tænke på at holde sit fucking bæst i skak mere. Fordi hun ville ikke være der mere.

"Fordi jeg er så fucking træt af altid at være lille Alane som altid skal passes på og som aldrig må gå alene nogen steder hen, som altid skal være overvåget som bare ikke er god nok!...... JEG HADER HENDE!"

Det var tydeligt at hun mente hun hadede sig selv... Med et væltede hun ham af sig, med en større kræft end hun nogensinde havde mærket før, for Sajro ville han nok bare blive skubbet væk og lande på jorden ved siden af. Det var al' den vrede hun havde i sig. Hun kom hurtigt på benene og forvandlede sig så før hun løb ind i skoven.

''Alane hvordan tror du så ikke også jeg har det? Du er da også altid ops på at jeg skal fortælle dig ting så du kan hjælpe mig... Jeg tror du kan klare dig selv, men det betyder ikke at jeg tager chancen når jeg er i nærheden...''

Han sukkede. Han vidste ikke hvad han skulle sige men han mente jo ikke at hun ikke kunne klare sig selv, men han havde bare brug for at gøre gengæld for alt det hun endnu havde gjort for ham...

''For det første er du ikke skyld jeg gør skade på mig selv... Det er Lyssas død... For det andet er du mere end god nok... Du kan næsten alting, du kan klare dig selv i naturen, og er ikke psykisk nedbrudt som mig... af hvad jeg ved af...''

Han havde aldrig overvåget hende eller direkte passet på hende, men når han var sammen med hende ville han da gøre hvad han kunne for at hjælpe hende, ligesom hun gerne ville overfor ham...

''Jeg vil jo bare hjælpe dig som du hjælper mig...''

Han satte i løb efter hende hurtigt. Han vidste ikke hvad han skulle gøre men han gav ikke op... Han forvandlede sine ben så han kunne løbe hurtigt nok...

Igen skulle altid handle om ham, fordi hun kendte jo ikke andre end ham og hans liv var jo altid vigtigere end hendes og han havde det så meget sværere end hende og sådan var det jo bare. Sådan sagde hun ja men hun sagde også at tingene skulle komme når han var klar. Sådan var det åbenbart ikke for hende, hun skulle gøre alting som han sagde, åbenbart. Igen var hun Alane fem år som ikke kunne noget selv, som ikke kunne passe på sig selv og ikke kunne tage sig af sine problemer selv. Hvorfor?! Hun svarede ham ikke, hun så stadig bare lige dødt på ham, hun var så træt af alt det her, det var til det punkt hun havde lyst til at stoppe og brække sig, så slemt havde hun det lige nu. Alle troede hendes liv var en dans på roser men det var det ikke! Hun kæmpede for sit liv hver dag fordi hun valgte at bo i skoven men hun var glad for det, fordi på den måde slap hun for alt det her på daglig basis

Hvis han virkelig ville hjælpe hende, så lyttede han til hende i stedet for at sige at han også havde det sådan og ham dit og ham dat. Hun fik aldrig lov til at tale ud omkring hvordan hun havde det og hvorfor skulle hun så overhovedet dele det med ham?

Alane pressede sig hårde end nogensinde før, hun skulle bare væk. Væk inden han fandt hende, hun ville ikke findes af ham lige nu. Hun havde brug for at have noget tid for sig selv i stedet for at blive presset op i et hjørne endnu engang og blive krydsforhørt fordi hun ikke fortalte ham ting hun ikke var klar til at fortælle nogen.

Han forsøgte at forstå hende men han fik aldrig noget at vide fra hende, og hun misforstod altid hvad han gjorde. Han var træt af at folk altid bare stak af fra ham når han prøvede at hjælpe dem... At de bare var ligeglade med at han måske og havde noget han gerne ville gøre for dem...

''Alane... Hvis du forventer jeg gør som du vil have skal jeg jo forstå dig!? Men hver gang jeg har forsøgt at forstå dig spurgt indtil noget har du aldrig villet snakke med mig''

Han fortsatte med at løbe efter hende, mens han råbte efter hende. Han vidste hun ville kunne høre ham. Han vidste at hun ikke var for langt væk, så nu var de top til hende...

''Du vil altid hjælpe os, men du vil aldrig lade os hjælpe dig?''

Det var ikke så meget ham hun stak af fra, lige nu var det alt, alle de tanker der løb igennem hendes hoved, alt den smerte hun havde indeni fra sig selv. I virkeligheden var det vel egentlig sig selv hun prøvede at stikke af fra fordi hun ikke kunne se sig selv i øjnene og heller ikke ville. Bagerst i hovedet vidste hun godt at hun ikke fik noget ud af det her men hun kunne ikke lige nu. Hun hadede sig selv så inderligt og havde bare brug for luft nu, ellers ville hun blive sindssyg.

Hun forventede intet af ham og det var lige det han ikke forstod, hun forventede aldrig noget af ham fordi sådan var hun ikke, alt det her mellem dem skulle komme fordi de havde lyst og ikke fordi der var forventninger om at de skulle være tæt og fortælle hinanden om deres problemer. Hun havde fortalt om hendes familie, hendes kærlighed og så meget andet men det var bare ikke nok til ham åbenbart?! Hun måtte bare ikke åbne sig som hun selv ville, nej hun skulle presses og skubes. Hun var ved at blive sindssyg indeni af alt det pres som han lagde på hende lige nu, hvad var det han ikke forstod? Alane forsatte med at løbe, hendes krop havde sin egen vilje i forhold til alt andet, hun kunne ikke tænke klart. Hun ville gerne lade ham hjælpe, bare ikke lige nu.

Han forstod hende bare ikke... han forstod ikke andre, fordi de nogle gange var klar til at han var sit nedern selvmedlidende jeg der ikke altid kunne hjælpe, og når han så sagde noget, åbnede sin mund som ikke var at bede om hjælp så kunne han ikke bruges mere overhovedet... Han var kun værd som noget andre kunne hjælpe... åbenbart...

Han kunne jo bare ikke leve op til hende, fordi hun altid sagde når ahn gjorde noget galt, eller ikke var som hun forventede, så hun måtte da kræve noget af ham et eller andet sted... han vidste ikke gode råd omkring hende...

''Bare løb! Bare løb og vis du ikke er stærk, Bare stik af... Måske det er derfor nogle tror du ikke kan klare dig selv?!''

Han orkede hende ikke mere, og tog nu en chance og ville tirre hende...

Hun forstod heller ikke ham og måske var det bar eåsdan det vile blive fremover fordi hun havde ændret sig og det havde han et eller andet sted også. Måske gik de bare ikke i spænd mere eller var det fordi hun var så bange og så fortvivlet lige nu. Frygten gjorde en dum og det måtte han vel vide alt om men det virkede ikke til at han var særlig forstående overfor hendes frygt for sig selv. Nej han virkede bare til at være lige så frustreret som hende et eller andet sted men det var ikke ham der var noget galt med lige nu, det var hende og det vidste hun godt.

Alane mistede fodfæstet og væltede voldsomt omkuld, hun rullede nogle meter og lå så bare helt stille, det lignede næsten hun ikke trak vejret. De grønne øjne stirrede udover den klippe som var foran hende, udover de åbne vlandsakber under hende. Hun havde været så langt væk i sine egne tanker hun ikke havde set det før nu. Hun blev bare liggende. Hans ord rungede i hendes øre, det føltes som om hun var ved at drukne, stemmerne, lydende, virkede så langt væk og så vandede.

Han hørte ikke længere hendes bevægelser, og han vidste ikke hvad han skulle gøre af det... Måske hun var skadet måske hun var stoppet han vidste ikke om han skulle tage hen til hende eller om han skulle lade hende være... Han gik langsomt frem imod hende. Han vidste virkeligt ikke om hun var okay...

''Er... Er du okay?''

Hans stemme var nervøs fordi han var bange for at snakke til hende. han var bange for at hun ikke ville kunne lide at han stadig var der. Han ville jo bare gerne hjælpe men fordi han ikke engang fik nogle tegn... Hun skjulte alle sine følelser alt for godt så han kunne ikke forstå hendes følelser...

''Alane? Jeg prøver jo bare at hjælpe dig, men jeg forstår intet fordi du holder det hele skjult for mig... Følelser og tanker...''

Han så forsigtigt på hende...

De grønne øjne var store, skræmte og virkede så forbandet langt væk. Kroppen var placeret omkring to metere fra kløften. Roligt begyndte hun at forvandle sig tilbage til menneske. Hun krøllede sig sammen så Sajro ikke skulle se hendes krop men hun kunne bare ikke opretteholde forvandlingen mere. Hun var så langt væk og så meget i vildrede at hun ikke anede hvad hun skulle gøre ved sig selv. Det var som om hun ikke hørte ham og det gjorde hun heller ikke. Følelsen af at drukne var kun blevet værre, hun kunne sagtens få vejret og trak da også engang i mellem men langt fra nok. Hun kunne ingenting høre udover en dyb rungen hver eneste gang han talte.

Stille løftede hun blikket og så på ham, hun fattede stadig ingenting og så bare på ham dybt forvirret og stadig så langt væk. Dog hviskede hun så stille til ham, "Jeg er ikke klar til at fortælle så dybe ting Sajro... Du må vente til jeg er klar i stedet for at presse mig"

//Så er det færdigt //

''Jeg har slet ikke villet presse dig kære... jeg forsøger jo bare at forstå dig...''

Han så stille på hende og trak sin skjorte af. Den var lidt revet i stykker men kunne nok stadig dække hende og han kastede den over til hende. HAn håbede virkeligt at hun troede på at han bare forsøgte at forstå bare en smule af hende...

''Hvis du bare havde sagt det istedet... Så skulle jeg nok have ladet dig være... men jeg kan jo kun dømme ud fra hvad jeg ved... Og jeg ved at Lyssa altid blev afstandtagende når hun havde npget hun ville tale om... SÅ jeg troede det samme med dig...''

Han smilede forsigtigt til hende og trak sig lidt væk fra ehnde.

Hun nikkede stille til det han sagde, vidste kke helt hvad hun skulle tro men lige nu valgte hun at tro ham, hvad andet valg havde hun lige nu. Hendes hjerne var for stegt til at hun kunne tænke rationelt over tingene så den chance ville hun ikke tage, i hvert fald ikke lige nu. Alane blev bare liggende som han lagde skjorten over hende. Hun havde nogle hudafskrabninger hist og her efter hendes fald men der så ikke ud til at være sket noget alvorligt.

Endnu engang nikkede hun bare til det han sagde, hun kunne ikke mere lige nu, hun var så afkræftet og forvirret.

Han satte sig op af et træ og kiggede bare stille på hende, Han vidste ikke om han kunne gøre mere lige nu, men han ville så gerne være der for hende. Han vidste ikke om det bare var ham den var gal med eller om hun måske bare var ved at være annerledes...

''Alane? prøv at sov lidt... Jeg er her nok når du vågner...''

Han smilede venligt til hende og han blev bare siddende. Det mindede ham lidt om den gang de var mødte første gang. Hvordan hun havde lagt lidt op af ham. Nusset om hinanden, indtil hun var flippet ud over at han havde en han elskede og han forstod hende godt nu...

''Ked af det med slangen...''

Tankerne fløj igennem hendes hovede. Hvem var hun, var hun ved at forandre sig. Var hun virkelig så slem som han sagde hun var. Kunne hun virkelig ikke beskytte sig selv som alle påstod. Var hun bare en svækling som aldrig ville kunne stå på egne ben eller ville det nogensinde ændre sig? Kulden var slem og sneen ar meget kold mod hendes bare hud men samtidig var den også så blød og hun ar alt for afkræftet til at flytte sig.

"Okay, vil du ikke please være her når jeg vågner?"

Alanes stemme var ikke mere end bare en lille hvisken. Hun lukkede langt om længe de store grønne øjne i. Det varede ikke længe før hun faldt i søvn men det var ikke nogen rar eller betryggende søvn, den var fyldt med mareridt og en uendelig kulde som ikke ville forsvinde.

Han havde en fornemmelse af at hun lige der ikke havde det fysisk godt, men hans første tanke var ikke noget med at hun var kolde og havde det koldt, fordi han frøs jo ikke rigtigt grundet hvad han nu engang var... Han kiggede på hende og nikkede stille til hende...

''Selvfølgelig er jeg her når du vågner.'

Han smilede stille og da hun var faldet i søvn kunne han ikke lade være med at tænke på om hun var okay så han lagde sig over til hende med armene om hende og mærkede så hvor kolde hun var så han trak hende helt tæt på sig og håbede hun fik lidt varme og at hun ikke tænkte at det var forkert...